Leo kunne ikke lade vær med at grine lidt af det. Det lød som en forfærdelig tjans, selvom Leo nok ville have et lidt andet forhold til papegøjen. Det var sådan når man faktisk kunne snakke med dyrene, selvom det lød lidt småsindssygt for andre til tider, Leo holdt alligevel ganske meget af det, ellers var han trods alt aldrig blevet venner med Tia.

Han lagde godt mærke til hvordan Samantha trådte nærmere ham, som de nu var lukket inde, og han vendte hovedet mod hende, for at se hvor slemt det egentlig stod. Hun så heldigvis ikke ud som om at hun var blevet panisk endnu, hvilket han i den grad følte var heldigt. Han var ikke heeelt sikker på hvad han skulle gøre, hvis han nu skulle passe på en panisk kvinde, det var ofte dem der gik i panik.
”Muligvis,” sagde han, men man kunne se tvivlen i hans øjne. Han forventede på ingen måde at det var tilfældet, men måske?

Turen ned var lang, selvom Tia fløj lidt i forvejen, ikke ligeså meget som før, i tilfælde af at der var en fælde. Underligt nok var der ikke mange ting. Der var nogle enkelte steder hvor Leo ledte Samantha udenom nogle trykplader, men ellers virkede her roligt.
Til sidst kunne de dog se en udmunding af tunnellen, til hvad der lignede et stort cirkulært lokale, med flere døre. Leo gik langsommere ind, før han stoppede kort før rummet, og kiggede med trænede øjne. Tia tog en tur inde i lokalet og kiggede rundt før hun fløj tilbage på skulderen og satte sig på hans skulder, for at fortælle hvad hun havde set.

Samantha brød sig bestemt ikke om fornemmelsen af at være spærret inde og have den eneste kendte vej ud blokeret. At panikke over det ville dog ikke hjælpe nogen, så hun forblev rimelig rolig. Det hjalp også at Leo virkede fuldstændig upåvirket af det. I hvert fald ikke alarmeret af det.
Hans enlige ord sikrede ham dog et lidt træt blik fra hende. "Du er da en solstråle pakket ind i regnskyer ligenu." Hun vidste optimisme sjældent førte til virkelighed, men det var så rart at håbe indtil alting gik rigtig galt. En fælde udløst og hun var så overbevist som han om at der nok var flere. De var bare heldige i den retning.

Hun fulgte Leo nøje og adlød uden spørgsmål, når han indikerede hun skulle undgå steder i gulvet eller ikke røre ved en sten i væggen. Ikke at hun havde fingrene fremme, men det gav hende en begyndende forståelse for hvad han så efter. Han og Tia kunne hun forstå som fuglen spejdede i forvejen og vendte tilbage med kvidder, der nogen gange fik ham til at skifte sine skridt.
Så ændrede lydene i tunnelen og snart efter mundede den ud i et rum.
Samantha tøvede i åbningen til Leo havde indikeret hun skulle følge. Hendes blik gled rundt fra dør til dør og noterede sig detaljerne om dem, mens de to andre havde nok i hinanden. "Nogle af de mønstre hugget ud over dørene minder om nogle af vedhængene i halskæden." Hun vendte sig fuldt mod Leo. "Har I set andet?"

Det kunne godt være at det nærmere var en fornærmelse, men Leo kom med en kort latter af Sam. "Jeg prøver bare at være realistisk, ellers bliver dine drømme nok bare knust senere," pointerede han, selvom han ikke nævnte at det ville det eneste der kunne blive knust. Heldigvis var Leo aldrig blevet knust af et rullende sten, men han havde set knoglerne fra en der var. Der hjalp en føniks helbredende kræfter helt sikkert ikke.

Der var meget at holde med en gang, men Leo var også vant til de ekstra fugleøjne. Problemet var også bare lidt at nogen gange tog Tia sig ikke af at andre snakkede. Lidt problemet i at have en fugl der mente hun var gudernes gave til jorden.
"Sshh Tia, to sekunder," fik Leo stoppet den kvidrende fugl, men en hånd om hendes næb, som han kiggede over på Sam som var begyndt at snakke.

"Vedhængene?" kom det lidt undrende fra ham. Han havde ikke set nok på halskæden til præcist at huske dem. "Av," udbrød han dog, som Tia fik napper lidt i hans finger, så han måtte give slip på næbbet og hun kunne flyve videre, en anelse fornærmet over at hun var blevet sat som anden prioritet. Leo vendte sig dog hurtigt mod Sam igen. "Kan du tage dem frem, kan være at de indikere noget," sagde han, mens han selv hev kortet op for at se om han kunne finde ud af om nogle af mærkerne også var på det. 

"Realistisk? Hvorfor er det nu også nødvendigt?" Samantha kunne ikke lade være med at give Leo drillende igen. De var begge rejst til en ø på en indskydelse og en halv forventning om at finde noget interessant der. Der var ingen drømme at knuse her. De vidste begge der ville være problemer dybere inde for ingen lavede et kort og en kæde med vedhæng uden at ville udfordre potentielle tyve.

Tias lys strakte sig ikke helt langt nok ud og gjorde det svært rigtigt at se hvad der var udhugget over dørene. Samantha prøvede dog, som Leo snakkede med fuglen og så faktisk valgte at give hende lidt af opmærksomheden også. "Ja, vedhængene på halskæden." Samantha løsrev blikket fra den nærmeste dør og fiskede den lokkende kæde frem igen. Vurderende strøg hun fingrene fra vedhæng til vedhæng til hun fandt et i en lille klynge af tre som matchede et af symbolerne ved døren hun stod ved. De andre to passede dog ikke ind.

Hun så op ved Leos udbrud og sendte så den lettende fugl et vurderende blik. "Bestemt lille dame. Tror du hun vil flyve hen til toppene af dørene, så vi kan se hvordan de er mærket?" Hun trak blikket ned og trådte så hen til Leo og det fremfundne kort. Med dem tæt og med blikket nede gav Tia sig til at svæve foran dem atter kvidrende. Samantha så op, rynkede brynene og smilede så til fuglen, før hun skubbede Leos arme op så de så på kortet med Tia lysende på det bagfra. Et nyt kort trådte frem, som lys på en mørkere baggrund.

Leo smed bare et smil i Sams retning. Han behøvede ikke at forklare sig selv over at være realistisk, især som det virkede mere som et retorisk spørgsmål. Desværre var der nogle gange var man havde behov for et snert af realisme, selvom håb selvfølgelig altid var lidt rart. Det var bare også ofte nytteløst, da livet ikke ligefrem blev bedre med falsk håb.

Han fandt kortet frem, og kiggede ligeledes mod Sam som havde fundet vedhængene frem, før han gav ordren, eller tilbuddet, videre til Tia, som glædeligt tog turen rundt i hulen. "Altså, hvis hun ikke kan få det som hun vil have, så er der jo ingen grund til at det findes," sagde han og trak på læberne i et smil. Uanset hvor meget hun kunne minde om en møgunge, så stoppedet ham ikke fra at holde af hende, helt igennem.

Han var selv igang med at få taget ordentlig fat i kortet, så han kunne strække det mellem sine hænder, og se om Tias lys, eller varme ville give ham noget, da Sam skubbede venligt til ham, og ganske rigtig, så var der et kort bag det.
Hans øjne kiggede over det, da stregerne gik over hinanden, og derfor ikke var helt nemt at læse. Heldigvis gjorde det nemmere at bedømme hvilke døre de ikke skulle røre til.
Hans øjne gled lidt mellem kortet og dørene, mens han følte lidt på sin egen evne, for at bedømme den mest indbydende vej. Han fik puffet lidt til Sam, så hun kunn holde den ene del af kortet, så han kunne pege.
"Hvis vi tager denne her dør, så virker det til at vi kan komme herhen, hvor jeg tror noget af interesse er," sagde han. Døren var en af dem der passede til halskæden, og det så også ud som om at det udmundede i et større rum, hvilket flere af dem egentlig gjorde, men hans evne mente noget af værdi var den vej.

Samantha lod blikket følge Tia, indprintende hvilke symboler, der var udhugget hvor og gemmende dem i hukommelsen. Ikke at hun vidste om det var vigtigt, men det føltes rart at gøre noget. "Meget godt hun er så nysgerrig som vi og endnu gladere for at vise sig." Det virkede til at være delvist det sidste der var på spil her. hun havde jo også fået Samanthas næsten udelte opmærksomhed endnu engang.

Kortet trak dog mere og et tilfreds smil gled frem på hendes læber ved det skjulte korts tilsynekomst. Det stensatte så også at fælder på deres vej ville være lidt mere basale. Ikke rart, men ikke så meget at gøre ved heller. Roligt fæstnede hun også det oplyste kort i hukommelse. Leo lignede en der var ved noget lignende eller i hvert fald overveje deres næste træk omhyggeligt.

Hans ord fik hende dog til at hæve et øjenbryn af ham. "Meget kryptisk. En af dine erfarings ting?" Hun holdt blikket på ham et øjeblik længere, før hun så op og ventede på Tias passage af døren for et ekstra tjek af symbolerne. Derefter ledte hun halskæden igennem. En ring havde ganske rigtig tre små diske med de tre symboler. Hun holdt dem ud og sendte ham et nyt blik. "Tror du de skal bruges til at åbne med?" Det ville give sær mening at der var grund til både kort og halskæde var kommet i omløb.

Leo trak selv på smilebåndet. ”Sandt, hun er uvurderlig til tider,” indrømmede han som hans øjne kort fulgte Tia. Hun var virkelig præcis hvad han havde haft behov for dengang han fandt hende, og selvom deres forhold næppe startede godt ud med hinanden, så ville Leo den dag i dag ikke bytte hende for nogen som helst. Hun var hans kæreste ven, uanset hvor mærkeligt det var at have en fugl som ven.

”Erfaring, eller magi, hvem bekymrer sig om det,” sagde han drillende og trak på skuldrene. Det var måske en mere atypisk evne at have, men det var også en af de grunde til at han havde ment at han havde kunne klare sig gevaldigt godt som skattejæger, ellers havde han nok aldrig gjort det. Desuden viste den sig at være langt mere praktisk ude i det åbne, end en by som Dianthos, hvor der var værdifulde genstande over det hele.

Nu når de også vidste hvad de havde planer om, og Leo havde en vis formodning om at der ikke var flere fælder sådan lige her, begyndte han også rigtig at bevæge sig ind i rummet og mod den rigtige dør, og gav tegn til at Sam skulle følge ham. ”Det giver i hvert fald god mening, ellers ville man nok ikke lade et kort ligge og flyde på den måde,” indrømmede han og var hurtigt nået hen til døren, som han gik i gang med at undersøge, og han fandt også et indhak i døren, som formegentlig ville passe.

De mest ægte udtryk på Leos ansigt kom når han talte om fuglen. Det fik Samantha endnu engang bekræftet, som varme gled i smil og blik. Et vendt efter deres glødende lys. Ganske rar målestok for alle blikke den unge mand ellers afgav til hende og deres omgivelser. Hende specielt vogtede han nærmest mere på end hulen de var i. Interessant at bemærke sig.

"Ingen nok - der ikke afhænger af det." Hendes skæve smil nåede ikke helt op i de brune øjne, hvor ubehaget ved situationen stadig lå og lurede. Livet på havet var det hun havde valgt og der var langt, meget langt fra den åbne horisont til den lukkede klippe omkring dem.

Som afledning holdt hun fokus på det de var ved og fulgte Leo ind i rummet. Han virkede hverken søgende eller specielt forsigtig, så hun antog fælder ikke var åbenlyst her. Alligevel holdt hun sig et par skridt bag ham og i hans fodspor på vejen over til den udvalgte dør. "Kun hvis man vil lokke optimister i deres død og selv underholdes derved..." Kom det kun en smule for tørt fra Samantha. Hun rakte dog frem og lod hver af de tre små skiver glide i hvert sit indhak i den rækkefølge de var vist over døren.

Hurtigt trådte hun tilbage og ud til side, som et blåt lys cirklede døren, oplyste den helt og en knagen af sten gennem snavs og sand brød stilheden, som døren gled op.

At Leo kiggede på Tia, som var hun hans dyrebare barn, det ville ikke komme bag på ham, hvis det blev sagt til ham. Hun var virkelig hans eneste og alt, og han ville ikke overveje hvordan hans liv ville være hvis hun nogensinde forsvandt fra hans liv. Heldigvis var fønikser noget der levede for evigt, så det var ikke noget han skulle bekymre sig om.

Selvom hun virkede til at ville have svar på hvad der drev ham i den retning han gjorde, smilede han dog bare stille til hende, for at vende blikket tilbage, som Samantha åbnede døren.
Lyset indikerede i hvert fald at der var blevet brugt magi til hulerne, hvis den tidligere fælde ikke havde indikation nok til det. Hvilket også betød at de skulle være mere påpasselige. Heldigvis var Tia følsom overfor magi, men det betød ikke at det var nemt.

”Der er ikke meget underholdning, når man selv formodentlig er død,” pointerede han, lidt mere drillende overfor Samantha, men der var stadig den antydning af seriøsitet i hans stemme. Ikke at han ikke havde set ruiner som tydeligvis var gået ud på at gøre livet så surt for folk som overhoved muligt.

Han kiggede sig over skulderen mod de andre døre, før han meget forsigtigt trådte et skridt ind i den mørke smalle gang, som kun Tia lyste lidt op. ”Tag min hånd, jeg kan ikke love at den ikke forsøger at gøre noget i et forsøg på at separere os,” sagde han og rakte ud efter Samanthas smallere hånd. Hans hænder var indkapslet i fingerløse handsker, og hans fingre var ru og hårde. 

Samantha lod et lille muntert fnys følge Leos ord, men holdt sig fra at kommentere på det. Var stedet lavet af en pirat, som øens opbygning havde antydet for hende, så ville det bestemt være muligt han selv havde sendt kort og halskæde i omløb for at more sig over de uforsigtige. Hun havde kendt nok med den sadistiske form for humor og det gjorde hende alt andet end bedre tilfreds at have fået de tanker.

I det mindste åbnede døren ved brugen af skiverne og lyset der havde cirklet den forsvandt ned af gangen, tændende små runer i væggene og slukkende dem igen, som det passerede. Slet ikke skummelt. Tia virkede dog ikke alt for bekymret, en var den første gennem døråbningen og blev svævende indenfor, så de havde lys at se ved. "Du er da fuld af gode muligheder nu." mumlede hun stille og tog hans hånd. Godt brugte handsker mod hendes vejrbidte og ru hud. Nok brugte hun det meste af tiden med hænderne på rattet, men det satte med tiden næsten så tydelige spor som arbejdet med reb.

Som Leo bevægede sig efter ildfuglen tilpassede Samantha sine skridt til hans. Det var ikke længere muligt helt at sætte fødderne hvor han gjorde det, men i stedet lod hun blikket glide modsat af hans, så godt som hun kunne det, så de havde et bredere blik på gangen efter forandringer.
Som de indhugge i væggen længere fremme.
Samantha gav et lille klem om Leos hånd for at fange hans opmærksomhed, men uden at tage blikket fra væggen.

Heldigvis så var det meget sjældent at Leo faktisk fik lov til at stå ansigt til ansigst med dem han stjal fra. Normalvis var de døde for lang tid siden, selvom til tider var skeletter opsat i deres skatkammer, som en eller anden syg måde at skræmme alle andre væk på. Ikke at et skelet skræmte Leo, selvom den ene gang han havde fundet en mand stadig i forrådnelse, der havde det alligevel været en anelse klamt.

”Oh... det var den gode mulighed,” kom det drillende fra Leo og han kiggede sig lidt over skuldrene mod Samantha, med et smil på læberne. Ubekymret, som kun en man der var vant til at rende ind i den visse død, faktisk kunne være.
Mørket og murene omkring dem kunne næsten få det til at virke næsten helt klaustrofobisk, o g heldigvis for Leo var det ikke noget han følte specielt meget, ikke som Tia fløj lidt i forvejen for at lyse deres vej.

Hun fik da også hans opmærksomhed, noget mere seriøst og sobert, da hun klemte om hans hånd. ”Hvad er der?” spurgte han som hans blik gled rundt for at se hvad det var hun så, indtil hans blik landede på væggen. Han var dog stoppet op, så han kunne være sikker på at de ikke gjorde noget overilet.