Nicola var efterhånden et godt stykle over jorden. Han var ikke bange for højder, men det gjorde ham alligevel en smule nervøs, at han ikke havde noget videre solidt under fødderne. Jo, der var da masser af tykke grene som sagtens kunne holde hans vægt, men det krævede stadigvæk en god portion balance og smidighed ikke at falde ned fra dem. To kvaliteter han gudslelov besad.
Han satte sig med benene på hver side af en gren, og rykkede sig forsigtigt længere ud. Han forsøgte at få et nogenlunde overblik over skoven, men det hele så ens ud. Han ville aldrig finde ud derfra alene.

Det var ikke svært at få æje på Sobek, den store mand skilte sig trods alt ud fra skoven omkring ham. Nicola bandede lavmælt og rykkede sig baglæns tilbage på grenen, så han kunne trykke sig op mod stammen. Alle hans forhåbninger om atholde sig skjult blev dog slået i stykker, da Sobek talte til ham.
Han overvejede faktisk at kravle ned. Han ville ikke kunne stikke af på nogen måder. Når han først kravlede ned var det usandsynligt, at han kunne nå væk fra Sobek. Den store mand havde før vist sig at være overraskende hurtig til at reagere.
Men han kunne ikke bare give op. Han kunne ikke bare overgi sig til den skæbne som ventede ham, hvis han kravlede ned til Sobek. Han havde ikke kæmpet meget imod indtil nu, men denne gang ville han ikke bare give op.
"Glem det!" Han trykkede sig hårdere ind mod stammen. Hvis Sobek forsøgte at skyde en pil efter ham, ville træstammen i det mindste give en lille smule beskyttelse.

Glem det. Der var nok nogen, der havde forhåbninger om at komme væk? Sobek brummede og overvejede kort, hvad han skulle gøre. Træet var tæt og det ville ikke være let at ramme ham med bue og pil. Endnu sværere med slyngen, men sten ville han da ikke løbe tør for som med pile. Men nu var det jo heller ikke sådan, at han ville risikere at slå ham ihjel. Det var et langt fald, og selvom han ville blive bremset af grene hele vejen ned, kunne han komme grueligt galt af sted. Nej, det virkede til, at det var en leg med tålmodighed. På den ene side ikke Sobeks stærke side, men så igen, han havde ikke travlt.

"Du regner vel ikke med, faktisk at slippe væk?" Han morede sig lidt, hvilket også kunne høres på ham. Var han vred over, at Nicola var stukket af og nu var til besvær? Lidt. Men han havde selv givet ham muligheden, netop med konsekvenserne som mål. Det skulle halvdyret nok finde ud af, når Sobek fik fat i ham igen. Når. Sobek regnede ikke med, at halvkatten kunne finde ud af skoven. Og han kendte den som sin egen bukselomme.
Han blev stående lidt og så op, indtil han blev træt i nakken. Derefter gik han over til et andet træ og satte sig med ryggen op af det. Han kunne faktisk bedre se Nicola derfra.
"Du siger bare til, når du er klar til at komme ned. Komme hjem i varmen."

Han samlede en gren op fra jorden, tog sin kniv og begyndte af snitte i den. Ikke for at lave noget, bare for at holde sig beskæftiget, mens han sad og ventede. Hvem vidste? Måske knægten var mere stædig end han før havde vist, så han skulle være der natten over. Det ville være surt, men han ville overleve. 
Det kunne også være, at han skulle øve lidt målskydning. Bare for at skræmme ham lidt. Nu fik de at se. Han ville starte med at sidde her og vente.

Nicola svarede ikke på Sobeks spørgsmål. Hvad var der egentlig også at sige, selvfølgelig regnede han med at slippe væk. Han var bare ikke helt sikker på hvordan han lige skulle bære sig ad med det. Så for nu holdt han sig trykket så hårdt op mod træstammen som muligt. Selv halen var presset mod stammen.

"Jeg har det fint heroppe" For nu.. han havde måske ingen erfaring med skoven, men hvis tiden hos Sobek havde lært ham noget var det, at det ville blive koldt om natten, og han var mere klædt på til en nat i Rubinien. Han ville umuligt kunne blive i træet en hel nat, men at kravle ned inden det blev mørkt virkede heller ikke tiltalende. Han måtte vente til det blev mørkt, så ville Sobek forhåbentligt have sværre ved at finde ham. I det mindste havde han fået en forholdsvis solid morgenmad, så det burde ikke skabe problemer lige foreløbig.

Han overvejede at kravle længere op i træet, for at komme nogenlunde udenfor skudvidde. Men det ville også betyde en større skade, hvis han gled, eller Sobek formåede at ramme ham med en pil. Så op var uden tvivl en god ide.
Han kiggede ned mod jorden. Et fald fra denne højde kunne risikere at slå ham ihjel. Han var ikke i tvivl om at Sobek kunne finde på at skyde efter ham, og han havde ingen mulighed for at afvige.
Et stykke under ham var der en tykkere gren på den anden side af træet. Den var langt nok nede til, at et fald ikke ville slå ham ihjel, men højt nok oppe til, at han ville være nogenlunde sikker fra Sobek. Desuden ville der værre mere at holde fast i, siden grenen var tykkere. Han skæbede ned til Sobek inden han langsomt rejste sig op. Alle hans bevægelser var langsomme og forsigtigt, som han kravlede ned til den anden gren.

Mørket var efterhånden faldet på, hvilket også betød, at det gradvist var blevet koldere. Det var i hvert fald noget koldere end noget sted i Rubinien. Han havde aldrig før sovet udenfor i sådan en kulde, og han tvivlede på, at det ville være sundt at gøre det nu. Men det var endnu ikke mørkt nok til, at han ville kravle ned. Så han slog armene om sig, og ventede.

Efterhånden var skoven blevet helt mørk. Nu kunne være et lige så godt tidsounkt som alle andre vel. Langsomt og så lydløst som overhovedet muligt gav han sig til at kravle ned af træet. Han var glad for, athans nattesyn var rimelig godt, ellers havde det været en noget vanskeligere opgave. Lige så snart hans fødder rørte skovbunden løb han afsted. Ha  var fuldkommen ligeglad med, hvilken vej han løb, så længe det var væk fra Sobek. Hans krop skreg på hvile og mad, men han pressede igennem det. Buskene han tonsede igennem flængede hans bluse og bukser og gav ham nogle ubehagelige rifter, men han var ligeglad. Han stoppede først op, da han overså en rod, og landede fladt på skovbunden. Han trak vejret tungt ind, og forsøgte at lytte efter Sobek. Hans tunge vejrtræknings pg pulsen som hamrede i hans øre gjorde det dog vanskeligt at høre noget som helst.

Sobek blev siddende. Han havde heldigvis hentet sin jakke, inden han fulgte efter Nicola ud i skoven, så han blev ikke så kold. Et par gange rejste han sig op og gik lidt rundt for at holde kroppen i gang. Han fandt en ny plads, hvor han kunne holde øje med drengen fra, nu hvor han havde sat sig på en anden gren. Hvor længe han mon kunne holde ud at sidde deroppe? Han havde ikke så meget tøj på og luften var trods alt ved at få et hint af efterår. Sobek kunne blive i skoven længe, som han ikke behøvede at spise de næste dage, og skulle det gå helt galt, ja, så kunne han lave et bål til at holde varmen ved. Selv søvn var ikke så stort et problem, han kunne praktisk tal tage en lur med det ene øje åbent, skulle det blive nødvendigt.

Men det viste sig, at det blev det ikke. Han lavede ikke et bål, da mørket faldt på, jakken var ind til videre varm nok. Og mørket var hans ven, som han stadig kunne se drengens skikkelse i træet, men selv ville være skjult mod jorden.
Endeligt skete der noget. Sobek forholdt sig helt tavs, som Nicola kom ned af træet. Drengens fødder nåede knapt at røre jorden, før han løb. Sobek kom roligt på benene. Det var ikke nødvendigt at bruge sin evne til at følge ham, han larmede mere end en panisk hjort!

Sobek fulgte efter ham i et hurtigt tempo, men uden at løbe. Den store mand bevægede sig meget lydløst trods mørket. Det var ikke fordi, at han så bedre end alle andre, men han var bare så vant til at bevæge sig rundt i skoven, også om natten. Og han ville jo aldrig fange noget, hvis han larmede så meget som kroppen lagde op til med sin bredde og vægt. Med lidt intuition fulgte han ikke drengens spor, men fik på en eller anden måde halet ind på ham med at gå mere direkte end Nicola gjorde.
Lyden stoppede. Sobek stoppede op og forsøgte at se noget frem i mørket. Der var stille. Langsomt bevægede han sig frem. Drengen var væltet. Han lå som en mørk skikkelse på jorden. Uden at tøve trådte Sobek frem og placerede en tung fod i ryggen af ham.
"Så er vi vist færdig med at lege." Han trak hurtigt foden til sig for at losse den direkte ind i siden på ham. Og igen. Endeligt bukkede han sig ned for at hive ham op i kraven, så han kunne se hans ansigt i det svage månelys. Drengen ville fortryde sit lille forsøg på frihed. Han var først fri til at gå, når Sobek sagde, at han var. Han slog ham i ansigtet med en knyttet næve.

Nicola skulle lige til at rejse sig op og løbe videre, da en tung fod blev placeret mod hans ryg. Hans krop blev om muligt endnu koldere, som frygten spredte sig. Han var fanget. Den smule håb han havde haft om at slippe væk var endegyldigt slukket.
"Nej! Slip mig! Lad mig gå!" 
Han skreg højt af smerte, da foden blev losset ind i hans side. Han forsøgte at krølle sig sammen for at beskytte sin krop med sparkene, men ligegyldigt hjalp det. Han jamrede lavmælt af smerte, da Sobek hev ham op i kraven. Han forsøgte at se bedende på ham, men blev alligevel slået i ansigtet med en knytnæve. Han skulle aldrig have forsøgt at stikke af. Hvad havde han overhovedet regnet med, at der ville ske?

Han forsøgte at holde armene op for at beskytte ansigtet mod flere slag. Det værste var næsten, at han forstod, hvorfor han blev straffet. Han var trods alt løbet væk, og han havde nægtet at komme ned, da Sobek bad ham om det. Han havde ikke engang rigtig haft nogen grund til det. Jo, Sobek havde holdt ham i et bur, men det var jo egentlig ikke fordi han havde gjort noget slemt ved ham. Hvis man altså så bort fra den første aften. Og nu havde han ødelagt det hele ved at gøre Sobek sur.
"Ikke mere, jeg beder dig. Jeg skal nok opføre mig pænt.. jeg skal nok gøre som du siger" ordene var ikke højere end en hvisken. Han var splittet mellem om han håbede Sobek hørte dem, eller om han hellere ville have at bønnen blev overhørt.

Sobek så ned i det skræmte ansigt, forsøgt skjult bag armene, med næven løftet og klar til slag. Selvom ordene var hvisket ud, var de tydelige nok i den stille nat. Det var selvfølgelig, hvad han ville høre, men han troede ikke på dem. Drengen var bange og ville sige hvad som helst for at undgå mere smerte. Men Sobek var ikke færdig. Langt fra. Det var nu, at Nicola skulle knækkes. Føle, at det Sobek tilbød ham til hverdag, var det bedste, han kunne få. Vide, hvor slemt det kunne være, især når man gjorde noget som dette. Så han aldrig kunne finde på at gøre det igen. 

Han sænkede næven igen og stak den i lommen. Han havde været forberedt, og der lå noget reb i de store lommer på jakken. Hånen, der havde fat i hans krave, blev flyttet til hans underarm og snart var der bundet reb om hans ene håndled. Ublidt skubbede han ham hen til et træ, skubbede ham helt op af træet med sin krop, inden han lænede sig frem og fik rebet rundt om det halvtykke træ, inden han greb hans andet håndled og bandt rebet rundt om det. Dette efterlod Nicola bundet med armene om træet, løftet lidt over hovedet og sin overkrop trukket ind mod det ru bark.
Sobek hev drengens trøje op over hans hoved, så hans ryg blev bar. Derefter hev han hans bukser halvt ned over hans røv.

Et blik rundt i mørket ledte ham hurtigt til det, han ledte efter, et ungt træ med spændstige grene. Den store kniv fik hurtigt berøvet træet for en lang tynd gren, der hurtigt blev skrællet for mindre kviste, inden han prøvende lod den suse gennem luften. Lyden og følelsen var tilfredsstillende og han gik tilbage til Nicola. Uden et ord lod han grenen suse over den bare ryg og de bare baller. Han talte ikke sine slag, men blev ved med at slå. Ryg, baller og ned over benene. Hans far havde afstraffet ham sådan, da han var barn. Det var smertefuld og det var noget, man ville huske. 
Den store mand holdt ikke igen. Drengen skulle lære, at man skulle gøre, som Sobek sagde, og alt andet havde konsekvenser. Og slagene ville gøre ondt og give blå mærker, men de ville ikke skade ham. Ud over, at han nok ikke ville kunne sidde og ligge på ryggen de næste dage.

Nicola beholdt armene foran ansigtet, fuldt ud forberedt på. at der ville falde flere slag. Til hans overraskelse kom der dog ikke noget slag. Han var lige ved at tro, at hans bøn havde virket, da der i stedet blev bundet et reb om hans håndled. Før han næsten nåede at reagere, var han blevet bundet fast til et træ. Han forsøgte desperat at hive i rebene, velvidende om, at han aldrig ville kunne slide sig fri, men det stoppede ham ikke i at forsøge. Det eneste resultat der kom af hans kamp var, at hans arme blev ru af at blive gnubbet mod barken på træet.

Frygten lammede næsten hans krop, da han hørte lyden af grenen som susede gennem luften. Han havde aldrig prøvet det før, men han havde set andre få slag med grene, eller endda en pisk. Han kendte lyden, og tanken om hvor ondt slagene ville gøre skræmte ham voldsomt.
Lige så snart grenen ramte hans ryg, skreg han højt af smerte. Skrigene blev ved, lige så lang tid, som Sobek slog. Efterhånden begyndte tårene også at løbe ned ad hans kinder. Han var ikke typen der græd, men han havde ingen kontrol over dem.
"Stop! Jeg beder dig, jeg skal nok opføre mig pænt!" ordenen blev skreget mellem smerteskrigene. Ikke at det lod til, at de virkede.
"STOP!" Han prøvede desperat at bruge sin evne for at få Sobek til at stoppe. Han vidste ikke, hvad han ellers kunne gøre for at få slagene til at holde op.

Skrigene lød igennem natteluften, tilfredsstillende. Han lærte noget, den lille. Så Sobek blev ved med at slå. Lige indtil der blev råbt stop. Han stoppede. Med en følelse af, at det skulle han. For et øjeblik blev han stående med grenen i hånden og et blik på Nicolas bare ryg. Hvorfor var han stoppet? Den store mand rynkede panden og en muskel under hans øje bevægede sig kort, som han begyndte at blive vred. Sobek brød sig ikke om, når nogen forsøgte at bestemme over ham. Styre ham. Han var fri og ville altid være det. Nicolas evne fik Sobek til at gøre ting, han ikke selv ville. Det skulle han ikke have gjort.

Han trådte hurtigt helt op bag Nicola, løftede den slanke gren over hans hoved og ned mod hans hals. Herefter hev han tilbage og op, så han begyndte at kvæle drengen. Han hev til, så han effektivt ville forhindre ham i at få luft.
"Næste gang, du bruger den evne på mig, flår jeg dig levende, som var du en død hare." Han brummede vredt mod hans øre, mens han blev ved med at trække tilbage. Selvom ordene fortalte, at han ville lade ham leve, stoppede han ikke med at kvæle ham. Faktisk blev han ved, indtil Nicola begyndte at hænge mere i sine arme end at stå på sine ben. Det var ikke meningen, at han skulle dø, bare have en lærestreg. 

Endeligt slap han ham og smed grenen væk. Det var vist slut med at have det sjovt herude i skoven. Det var nok en god idé at slæbe ham med tilbage og så se, hvad der mere skulle ske.
Han løsnede rebet om det ene håndled, og gjorde intet for at holde Nicola på benene, inden han bukkede sig ned og bandt hans hænder sammen. Rebenden var lang nok til, at han kunne have fat i den, når han gik. Endnu en gang sparkede han til ham, dog knapt så hårdt som før.
"Rejs dig. Op at stå." Han sparkede til ham igen, inden han hev ham op ved hjælp af rebet. Han brugte ikke meget tid på at sikre sig, at Nicola var stabil, før han begyndte at trække af sted med ham. Væltede knægten, ja så trak Sobek ham hen ad skovbunden et stykke, inden han hev ham op igen. Og sådan fortsatte det hele vejen hjem.

DDet virkede. Nicola kumne næsten ikke fatte at virkede. Det tog ham et kort øjeblik at forstå, at der ikke længere faldt flere slag. Han havde virkelig ikke forventet, at Sobek ville være modtagelig for hans evne. Nu skulle han bare finde ud af, hvordan han skulle komme fri fra sine reb, så han kunne løbe væk. Ikke at han ville kunne løbe langt efter den gang tæsk..

Han skulle lige til at forsøge sig med sin evne igen, da grenen pludselig blev lagt mod hans hals. Han ville have skreget, men det blev kun til nogle halvkvalte lyde. Han tvivlede ikke på, at Sobek ville gøre alvor af sin trussel. Han ville ikke bruge sin evne mod ham igen, det var ikke risikoen værd.. Ikke at det var sikkert, at han ville få chancen. Han var ved at løbe tør for luft, og hans krop begyndte langsomt at blive slap. Han ønskede ikke at dø, men det ville næsten være bedre, end at bruge længere tid aammen med Sobek.

Han døde ikke, ikke denne gang i hvert fald. Lige så snart grenen blev fjernet hev han voldsomt efter luft. Han hang stadig slapt i sine arme, og hans syn føltes sløret. Lige så snart rebet blev løsnet, røg han ned på knæ, ude af stand til at holde sig selv oppe.
Han ømmede sig højlydt, da han igen blev sparket. Det hele gjorde ondt.
Han forsøgte sit bedste, at følge med Sobek, da han blev trukket afsted gennem skoven, men han var langt fra stabil endnu, så han faldt et par gange. Når han blev slæbt hen ad jorden blev det akkompagneret af nogle høje og smertefulde lyde. Han vidste ikke, hvor mrget mere, han kunne holde til.

Der var ikke meget nåde, som Sobek slæbte Nicola igennem skoven. Var han for længe om at komme på benene, fik han et slag med en knyttet næve, mest i ansigtet. De var kommet et godt stykke hjemmefra og det tog for lang tid at komme tilbage, i hvert fald efter Sobeks mening. Skoven var ikke ufarlig om natten og de lavede en værre larm. Men de var heldige, der var kun dem og smådyrene. En ugle fløj hen over dem med et skrig og en enkelt ræv stirrede lidt på dem, inden den løb sin vej.

Endeligt kunne Sobek skubbe døren op til sit hjem. Der var mørkt, men det forhindrede ham ikke i at vade direkte ud i tilbygningen med Nicola efter sig. Uden at anstrenge sig, løftede han ham op i armene og hang ham på en krog i loftet i rebet mellem hans hænder. Krogen var solid, den bar ofte mange kilo kød, når Sobek havde skudt noget stort, der skulle parteres. Den lille halvkat var jo ingenting. Han endte med at slå ham i maven, inden han gik ind i stuen igen. Her bevægede han sig rundt i mørket, tog sin jakke af, satte sine våben på plads, inden han begyndte at tænde op i ildstedet og få tændt noget lys.

Så snart det var gjort, vendte han tilbage til tilbygningen.
"Det er tydeligt, at du ikke sætter pris på det, du har. Men så kan du også undvære." Ordene blev sagt som han gik forbi Nicola og ind til buret. Her flåede han med let vrede bevægelser skind, tæppe, krus og spand ud af buret og kastede det over i hjørnet af rummet, så Nicola ville kunne se på det og huske, hvad han havde haft.
Derefter vendte han tilbage til Nicola. Uden tøven begyndte han at flå sko og bukser af ham. Trøjen røg også, hvilket betød at den blev rykket i stykker, siden Sobek ikke gad at tage ham ned og binde reb op for det. Til sidst var Nicola nøgen, stadig hængende i krogen. For et øjeblik betragtede Sobek ham, så på sit eget kunstværk, der bestod af røde streger ned over hans ryg, røv og ben. Det forslåede ansigt. Han fnøs, drejede ham lidt i luften og slog ham så i maven igen. Og igen. Lidt som var han en boksesæk. At drengen drejede lidt, så han ramte ham i siden og lænden, det var lige meget. Han blev ved med at slå indtil han ikke gad det mere.
Derefter gik han bare, tilbage i stuen. Klokken var mange. Lidt efter lå han i sengen. Et par timer inden solen stod op, skulle det vel nok kunne blive til.

Alt gjorde mere eller mindre ondt, da de endelig ankom til hytten. Det havde været en alt for lang tur gennem skoven. Nicola havde ikke engang indset, hvor langt han var løbet. Hvordan havde Sobek overhovedet fundet ham.. han havde virnelig efterladt sig så mange spor?
Han var misundelig på alle de små dyr, som de skræmte væk. De havde muligheden for at stikke af, hvorimod han var fanget. Helt og aldeles fanget.

Han forsøgte at kæmpe imod, da han blev hængt op på krogen, men han havde jo ingen chance mod den store mand. I det mindste var han da nogenlunde smidig og han vejede jo heller ikke så meget, så stressen på armene og skuldrene var til at bære, for nu.
Han stønnede og hostede, da et slag ramte ham i maven. Havde han ikke fået nok tæsk efterhånden!
En uhyggelig tanke ramte ham. Var han hængt op på krogen af en grund? Mon Sobek havde tænkt sig at slå ham ihjel? Det var i sandhed en rædselsvækkende tanke, at hans liv lå i hænderne på en mand som Sobek.

Med en begyndende panik i blikket så han på, at Sobek fjernede tingene fra buret. Han turde ikke protestere, det ville uden tvivl gøre det hele meget værre. Udsigten til en nat i buret uden alle hans goder var langt fra tillokkende, men lige nu slog det uden tvivl at hænge i kødkrogen.
Han prøvede at se bedende på Sobek, da han atter vendte tilbage til ham. Han kunne mærke hjertet hamre i brystet, da tøjet blev taget af ham. Havde Sobek tænkt sig..? Forhåbentligt ikke igen, det ville han ikke kunne holde det.
Måske Sobeks vrede dækkede over andre følelser, for han gjorde ikke umiddelbart noget ved ham. Han kunne ikke lade være med at være en smule lettet. I hvert fald lige indtil ha  blev drejet rundt i luften, og slagene begyndte. Han forsøgte at krumme sig sammen for at undgå slagene, men det hjalp ham ikke. Han skreg højt af smerte. Han havde snart ikke stemme nok til at blive ved med at skrige.

Da slagene endelig holdt op hang han slapt og jamrede lavt af smerte. Hvis noget ikle havde gjort ondt før, så gjorde det ondt nu. Han  var lykkelig, da Sobek endelig forlod rummet, selvom han håbede på, at han ville komme tilbage og flytte ham over i buret. Det ville i det mindste være en lille smule behageligt.
Han magtede ikke engang at løfte hovedet og se efter Sobek, det lød alligevel til, at han var gået i seng. Ham prøvede at dæmpe sine jamrende lyde, han tvivlede på, at Sobek ville blive i bedre humør af at blive holdt vågen.
Hvor han egentlig savnede sit bur lige nu.

Det varede lidt, inden Sobek faldt i søvn. Han havde fået slået det meste af vreden ud, men derfor var han stadig ikke tilfreds, da han skubbede sig nøgen ind i mellem sine skind i sengen. Han var træt, ikke så meget på grund af dagens og nattens renden rundt, men træt fordi han igen havde prakket sig selv en dreng på. Nogle gange fortrød han, men han var ikke rigtigt typen, der bare gav op, bare fordi han somme tider ikke gad mere. Nej, nu var han startet, så kunne han lige så godt føre det til ende. Og mon ikke, at knægten var noget mere medgørlig fremover?
Til sidst faldt han i søvn. Han snorkede som en bjørn, dæmpet og rumlende.

Han sov lidt længere end han plejede, solen var oppe, da han endeligt svingede benene ud over sengekanten. Efter at have kløet sig lidt på maven, trak han i et par bukser og begyndte sin sædvanlige morgenrutine. At Nicola hang i krogen tog han sig ikke af. 
Endeligt, efter han havde spist morgenmad og drukket sin te, kom han ud i rummet. Uden at bruge ret meget tid på det, tog han ham ned, slæbte ham ind i rummet ved siden af og smed ham ublidt ind i det tomme bur, dog placerede han spanden i hjørnet igen. Lågen blev låst og det var det. Han lukkede døren derud, så det eneste lys der kom, var fra et lille hul til udluftning oppe under loftet.

Resten af dagen brugte han på de ting, han normalt lavede. Kiggede til hesten, bar brænde ind, lavede mad og pillede lidt ved noget håndværk. Aftenen kom, og han satte sig foran den varme ild og slappede af, inden han til sidst gik i seng igen. Han havde hverken givet Nicola vand eller mad. Eller nogle af skindene eller tæppet tilbage. Havde Nicola givet lyd fra sig, var han blevet ignoreret.
Næste morgen startede ud som sædvanligt, inden han med teen i hånden gik ud og åbnede døren. Her blev han stående og betragtede Nicola med et udtryksløst blik, mens han nippede til sin dampende te.

Nicola havde så forfærdeligt brug for søvn. Hele hans krop skreg på det, men søvn blev der intet af. Hans skuldre brændte efterhånden af at bære hans kropsvægt. Han var dybt misundelig, da han endelig hørte Sobek snorke.
Om morgenen hang han slapt i sine arme med blikket ned mod gulvet. Han havde ingen ide om, om han nogensinde havde haft så ondt, og var hans krop for længst begyndt at skrige på mad og vand. Han havde trods alt ikke fået nogle af delene siden sin flugt gennem skoven.

Han kunne næsten have grædt af glæde, da Sobek smed ham ind i buret. Han strakte sig så godt han nu lige kunne komme til, og rullede med skuldrene. Skuffelsen erstattede dog hurtigt glæden, da Sobek forlod rummet igen. Ham habde fået spanden, og det var han taknemmelig for, men han havde mest af akt brug for mad og vand, og så måske nogle tæpper. Han lagde sig ned, og krummede sig så godt sammen, som han kunne. Det var umuligt at finde en måde og ligge på, som ikke gjorde ondt, men han formåede alligevel at falde i søvn.

Han havde været vågen i et par timer. Et par timer, hvor han havde ligget helt stille og kigget på hullet i loftet. Smerten i kroppen var stadig slem, men det alt dominerende nu, var behovet for mad og vand. Han var ikke sikker på, hvor længe han ville kunne klare den uden væske.
Da døren blev åbnet og Sobek kom ud i rummet, kæmpede han sig op på knæ, og satte sig hen til tremmerne. Han var næsten forventningsfuld ved udsigten til deres sædvanlige ritual, hvis det blot kunne skaffe han noget vand, gjorde han det hellere end gerne.
Han så bedende på Sobek. Han turde næsten ikke tale til ham, men sp igen.. han turde næsten ikke gøre noget uden at have fået lov nu.
"Jeg beder dig.. vand.. Jeg skal nok.. alt" Han tøvede med ordene, usikker på om han ville blive straffet. Han havde svært ved at forme en sætning og endnu sværere ved at presse ordene ud af den tørre hals.

Sobek flyttede sig ikke, nej han rørte sig slet ikke, da Nicola kom op på knæ og kom hen til tremmerne. Hen blev bare ved med at se på ham uden noget udtryk i hverken ansigt eller øjne. Han svarede heller ikke på bønnen om vand. Nok var der gået noget tid, men han ville nok overleve en dag mere uden vand. Sobek havde ikke helt besluttet sig for, om han ville give ham noget endnu eller ej. Eller hvad han skulle gøre for det. Deres lille morgenritual var ikke aktuelt i dag. 
Efter et øjeblik trådte han et enkelt skridt frem, men ikke langt nok frem til, at Nicola kunne nå ham igennem tremmerne. Her satte han sig på hug, så han var i øjenhøjde med knægten. De blå øjne flyttede sig ikke fra ham.

"Jeg er ikke helt sikker på, om der er noget som helst, du kan gøre for mig. Jeg er skuffet. Her har jeg sørget for, at du har det godt. Jeg har givet dig mad og vand. Skind og tæppe til at holde varmen med. Jeg har ladet dig hjælpe med madlavningen. Og jeg stolede nok på dig, til at tage dig med ud." Han drak lidt af sin te, efter hvad der var en længere smøre fra hans side. Ikke at han var færdig.
"Måske jeg tog fejl af dig. Jeg troede du var mere end det. Måske jeg bare skulle sælge dig til den første og bedste slavekøber. Se om de kan bruge en som dig til noget." Han snøftede ind, inden han rejste sig igen. 

Det var hårde ord. Underlige ord. For han havde jo holdt Nicola mod sin vilje. Han havde misbrugt ham og mishandlet ham, men han havde også gjort sit for at få Nicola til at føle, at hver gang han fik noget, så havde det været en gave eller en belønning for at være dygtig. Sobeks ikke helt præcise plan var at få Nicola til at tro, at han fortjente det, han fik, skidt eller godt. Så han ville gøre, hvad der blev sagt, lige meget hvad det var.
Han gjorde tegn til at gå igen. Vendte ryggen til buret, og drak en af de sidste mundfulde af det store krus, mens han tog et skridt mod døren.

Det virkede nærmest utroligt, men Nicola blev næsten skuffet, da Sobek ikke gjorde mine til at gentage deres sædvanlige morgenritual. Skuffelsen måtte skyldes, at han nu vidste, at han ikke ville få sine goder tilbage, og han tvivlede på, om han ville få noget at drikke.
Han havde lyst til at bakke væk fra tremmerne, da Sobek satte sig på hug. Han frygtede, at Sobek pludselig ville lange ud efter ham, men frygten for afstraffelse fik ham til at blive siddende. Desuden vidste han alt for godt, at Sobek sagtens ville kunne få fat i ham, hvis han ønskede det.

Da Sobek begyndte at snakke, så han først forvirret ud. Sobek var skuffet over ham, fordi han havde forsøgt at stikke af? Det havde jo været det eneste, som virkede rigtigt på det tidspunkt. Men hvis Sobek var skuffet, og ikke bare vred.. Der var noget logisk i, hvad han sagde. Han havde fået tæpper og skind til at sove med, det var mere, end man nok ellers skulle regne med i sådan en situation. Han kiggede ned i gulvet, han kunne mærke en snert af skyldfølelse prikke i brystet.
Han kiggede panisk op ved de næste ord. Han ville for alt i verdenen ikke sælges!

Han greb fat i tremmerne og så panisk efter Sobek.
"Undskyld!" Hans hjerte hamrede i brystet. Sobek måtte ikke sælge ham videre! Han kunne opføre sig bedre! "Jeg.. jeg gjorde noget forkert. Det var ikke min mening, jeg mener.. Jeg gør det ikke igen. Jeg kan opføre mig bedre, jeg sværger" Han vidste ikke om Sobek troede på ham, men han mente sine ord. Han ville gøre sig fortjent til alle goderne og til Sobeks tillid igen. Måske han endda ville få lov til at komme ud af buret så!

Sobek stoppede midt i et skridt og blev stående med ryggen til Nicola, som drengen forsøgte at tale sig ud af situationen. Nicola ville ikke kunne se det, men det trak svagt i Sobeks mundvig. Det lod til at virke. Han ville ikke fejre noget endnu, men tonen i knægtens stemme... det gik i hvert fald den rigtige vej. Det var god underholdning for Sobek at knække en lille sjæl som Nicola. Og selvom han egentligt bare var træt af at have unge, modvillige unge mænd i huset, var belønningen alligevel ikke så ringe. Hvis han kunne skubbe ham hele vejen. Det ville de næste dage nok vise.

Han var lidt om at svare, som om han tænkte over det, Nicola havde sagt. Uden at vende sig, drejede han hovedet lidt, så han kunne skæve over sin skulder og se på Nicola.
"Og hvordan vil du så overbevise mig om at stole på dig? Sidst jeg gjorde det, svigtede du mig." Han blev stående og ventede på svaret. Han havde ingen anelse om, hvad Nicola kunne finde på at svare. Der var nok mange muligheder for, hvordan han ville gøre det, nogle mere gode end andre. Men han var desperat, ingen tvivl om det. Han måtte fryse gudjammerligt i det kolde rum uden tøj og uden noget at holde varmen med. Og så var der manglen på mad og vand. Sobek ville nok lade ham mangle vand en dag mere, skulle det være, men så måtte han nok også give ham noget. Ingen grund til at gøre ham syg. Maden var knapt så vigtig. Selvom der ikke var meget fedt på drengen i forvejen.

Håbet stod malet tydeligt i Nicolas ansigt, da Sobek stoppede op. Han lyttede faktisk til ham, for en gangs skyld! Det måtte da være et godt tegn? Hvis Sobek var fuldkommen ligeglad var han vel fortsat med at gå? Han kæmpede sig op at stå, stadig med blikket låst fast på Sobek.
Han tøvede lidt emd at svare på spørgsmålet. Han havde ingen ide om, hvad han kunne gøre for at overbevise Sobek. Han kunne tilbyde at tilfredsstille ham med munde, som han havde gjort det så mange gange efterhånden.. Men hvordan ville det vise, at han var til at stole på? Han bed sig lettere nervøst i læben. Han kunne ikke opgive nu, der måtte være noget han kunne gøre.

"Jeg kan ikke gøre meget herinde fra buret" han tøvede igen, usikker på, at han gik over stregen ved at komme med sit forslag. 
"Jeg ved godt, at jeg gjorde noget forkert ved at stikke af, og jeg vil ikke gøre det igen.. Men jeg kan ikke bevise det så længe jeg er låst inde i buret. Jeg vil ikke svigte dig igen. Jeg.. jeg kan vise, at jeg vil gøre alt, hvad du vil have. At jeg kan gøre dig.. tilfreds" Han tvang sig selv til at lade blikket glide ned over Sobek. Han ville have ladet blikket ligge omkring hans skridt, men han kunne ikke få sig selv til det, så blikket endte i stedet omkring maven. Alt i ham skreg, at det var en dårlig ide, men han tvang sig selv til at ignorere sine instinkter. Det var det eneste han kunne finde på for at undskylde overfor Sobek.

Sobek lyttede til Nicolas tilbud. Det var lidt det han var ude efter, men så alligevel ikke. Der skulle mere til. Han løftede kruset, tømte det i et drag og brummede så som svar, inden han gik ud af rummet igen og lukkede døren bag sig. Nogle timer gik, som han som altid brugte sin tid fornuftigt. 
Endeligt vendte han tilbage til sit lille opbevaringsrum, hvor buret med Nicola stod. Uden at sige noget, åbnede han buret og greb Nicola i nakken for at hive ham ud og slæbe ham ind i stuen. Det var ikke mad og vand, der var sat frem til ham, nej det var en spand med vand og en børste med stive hår. Han havde selv fejet gulvet for skidt, men det var snart på tide at få det vasket også. Det bar præg af, at han kom ind med mudrede støvler. Ofte.

Ubildt skubbede han ham ned på gulvet ved siden af spanden.
"Vask gulvet. Alt efter, hvor tilfreds jeg er, får du vand og måske noget at spise." Han gik hen og satte sig i en af stolene ved bordet med benene en smule spredt og armene afventende over kors. Nej, han havde ikke tænkt sig at tilbyde Nicola noget tøj. Han måtte arbejde sig til varmen. Men mon ikke, at han nok skulle få varmen senere. Sobek havde ikke rigtigt nogen plan, men tog det lidt som det kom. Og nu ville han sidde her og nyde synet af en ung mand, der nøgen vaskede hans gulv.

Nicola kunne mærke, at tårene pressede sig på, da Sobek forlod lokalet og lukkede døren bag sig. Han havde virkelig håbet på, at hans forslag ville virke. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle tilbyde. Han vendte sig om, så han stod med ryggen med tremmerne, og gled langsomt ned at sidde. Han placerede hovedet på knæene og tog et par dybe åndedrag, han ville ikke græde.

Han lå igen sammenkrøbet i bunden af buret, da Sobek endelig kom ind igen. Han havde forsøgt at sove, men det var ikke lykkedes for ham.
Han var nærmest lykkelig, da han blev grebet i nakken, og slæbt ud af buret. Han var næsten ligeglad med, hvad der skulle ske, han var bare glad for at komme lidt væk fra buret.
Da han bkev skubbet ned på gulvet, så han sig forhåbningsfuldt rundt efter noget tøj. Han var på ingen måde flov over sin krop, men han havde det ikke godt med at rende så meget rundt. Det så dog ikke ud til, at Sobek havde tænkt sig at give ham noget tøj.
Han nikkede ivrigt til ordren, greb børsten og lagde sig på knæ, så han kunne skrubbe gulvet . Hans krop gjorde stadig ondt, og det hjalp bestemt ikke at ligge på knæ og skurre gulv, men han gjorde det gerne, hvis han kunne få noget at drikke.
Det var langt fra fordi arbejdet gik hurtigt, mest på grund af den ømme krop, men tilgengæld sørgede han for at kravle rundt og skurre hver lille plett, indtil gulvet var så rent som muligt. Sobek skulle ikke have den mindste smule at sætte på hans arbejdsindsats, det skulle han nok sørge for.

Der var noget over at se på den nøgne dreng, der kravlede rundt på knæ og vaskede gulvet. Sobek lagde ikke skjul på, at han betragtede ham nøje. Og dog var det faktisk ikke fordi, at drengens krop i sig selv var det, han kunne lide. Andres nøgenhed sagde ham ikke så meget i sig selv, det var mere, hvad man kunne bruge den til. Og selvom Sobek ikke var verdens mest fantasifulde mand, sad han nu alligevel og fantaserede lidt. Lysten til at rejse sig og tage drengen lige der midt på det våde gulv var pressende, men han blev nu siddende. Han ville jo som sådan også gerne have et rent gulv. Det andet kunne vente til bagefter. Det holdt dog lidt hårdt med at følge den tankegang, og da Nicola kom nærmere, så Sobek måtte flytte sig, så han kunne komme til, kunne man nok se på hans løse bukser, at tankerne havde sat sig et bestemt sted i hans krop. Men han satte sig bare over i den anden stol og fortsatte med at betragte drengen arbejde.

Det tog sin tid, men det blev gjort overraskende grundigt. Sobek havde i hvert fald ikke noget at udsætte på arbejdet. Da Nicola endeligt var ved at være færdig, rejste dæmonen sig og gik over for at tage en kande med vand og en krus ned fra en hylde i reolen. Han stillede det på bordet, inden han fandt lidt mad frem også - et æble og lidt tørret kød. Uden at sige noget, tog han spanden og smed resten af vandet ud af døren, inden han smed børsten ned i spanden og stillede den på plads.

Endeligt satte han sig ved bordet igen, modsat af hvor han havde sat vand og mad. Han inviterede ikke Nicola til at sætte sig med ord, men hans mine og blik burde gøre det klart, at han var velkommen til at drikke og spise. Så snart halvkatten hældte vand op, brummede han dog.
"Lad nu være med at brække det hele op igen." Han vidste godt, at hældte man for meget vand på en tom mave, var der risiko for, at det kom op igen. Men det var også det, han sagde, inden han bare betragtede Nicola drikke og spise.