Endelig lod det til at en af dæmonens ordre gav pote, som Dandels rettede sig efter det og lænede sig længere frem. Det var muligt at det ikke engang havde noget med hans kommanderende ord at gøre, men nærmere den lydløse trussel, som strejfede den nøgne fyr mellem benene. Lige meget hvad, så virkede det og hvor meget Agarés nød det, kom til udtryk i det helt frie støn, der lød fra ham. Trods de aldrig var kommet så langt i deres lege, som Agarés gerne ville, så vidste Dandels uden tvivl lige nøjagtig hvad han kunne lide. Men han var endnu ikke flink nok til at give enhjørningen mere, heller ikke selvom han endelig fik det han havde ventet på så længe nu.

Agarés havde i sinde at trække det ud så længe han kunne, lade Dandels lege med munden så længe dæmonen ønskede det. Lige indtil han mærkede tænderne sætte sig i lemmet. Han udbrød et noget anderledes støn, overrasket, men stadig overfyldt af nydelse og intens smerte, hvilket kun gjorde det bedre. Det var det, der fik hans tålmodighed til at slippe op.
Han greb fat om en balle og skubbede til for at få Dandels til at vælte ned i sengen. Agarés fulgte straks med, som han hurtigt kom op på alle fire og fik placeret sig mellem de lyse ben, han dermed også tvang til at sprede sig for ham. Han lænede sig ind over sin elskede, strøg en hånd hen over den bløde hud mod et lår, mens den anden lå godt placeret mod madrassen som støtte.
”Vil du stadig have mig?” Brummede han, tydeligvis kun for at høre Dandels bede om det en enkelt gang mere, for nu ville han ikke vente længere. Han kunne ikke vente længere.

Dandels fnis blev ændret til en begejstret lyd som Agarés uden så meget som et kval fik den langbenede enhjørning ned og ligge - og Dandels overgav sig, lod ham køre showet nu, hvilket han havde det overraskende fint med. Dæmonen der var ovre ham var nok den eneste mand, som han villigt overgav sig til, dog selvfølgelig efter den rette mængde leg og tilfredsstillelse som han fik ud af at være den dominerende.
Så snart han var nede, blev benene lagt om ham i et jerngreb for at holde ham tæt, og læberne fandt hans i et passioneret kys, en af de første efter den hårde leg. Han kunne mærke utålmodigheden hos hans anden halvdel, men også ved ham selv, som hans spænding var ved at tage over. De var så tæt på nu, efter alt den tid... Dandels var nysgerrig på om det føltes så godt, som han havde hørt. Det var sikkert noget andet i virkeligheden, end i drømmene...

Spørgsmålet der blev brummet ud, morede Dandels. "Hvor lav er din selvtillid? Jeg har jo sagt at jeg vil have dig," svarede Dandels, tydeligvis drillende som en blød hånd strøg over hans ansigt, kærtegnene nu rare og kærlige. "Kun dig," tilføjede han, ordene så bløde at de blev sagt som en hvisken.

Han var ved at blive nervøs, fordi han vidste, at det var nu. Forspillet havde gjort ham mere modtagelig, og selvom han lyst var der, forsvandt nervøsiteten ikke som havde været der i så lang tid før denne aften. Men han stolede på Agarés og han vidste, at han ville gøre det dejligt for dem begge. Så, Dandels forsøgte sig med et lille smil på de rødmende læber mens han ventede på at de skulle blive forenet fuldkommen.

Lige som dæmonen fik lagt sig til rette hen over sin partner, var det ikke meget plads han fik til at bevæge sig. Den andens ben blev lagt omkring ham, sørgede for at holde ham fast i den position og samtidig også trække ham lidt tættere. Men Agarés spændte kun lidt mere op, for selvom han ikke selv havde megen lyst til at vente længere, så skulle Dandels ikke tilfredsstilles helt, inden han havde fået lov til at høre ham bede om det en gang mere. Havde han haft tålmodigheden til det, ville det have været fristende at få ham til at tigge. I stedet måtte han være tilfreds nok med det passionerede kys, han blev givet og næsten helt ivrigt gengældte. Det kunne vel også betragtes som tiggeri.

Agarés bed tænderne sammen, som Dandels valgte at svare flabet igen. At det lige var ham, der talte til ham i den tone, hjalp gevaldigt på det, men det betød ikke at han generelt ville finde sig i at blive talt til på den måde. Slet ikke når han nu havde overtaget den dominante rolle, efter Dandels havde fået lov til at lege.
”Du gør dig ikke ligefrem fortjent til at få noget som helst,” kommenterede han, tydeligvis ikke helt tilfreds, men som det sidste ord forlod hans mund, greb han lidt hårdere fat om det lår han ellers havde lagt så blid en hånd mod. Han rettede hofterne til, så godt han nu kunne i grebet benene havde om ham. Det sammenbidte udtryk i ansigtet løsnede sig lidt, men ikke helt, idet han endelig pressede sig langsomt ind i sin elskede. Nok var han trængende, men han kunne da stadig være forsigtig, så det ikke ville blive ubehageligt. Derfor ventede han også lige et øjeblik, lod Dandels vænne sig en smule til følelsen, før han stille og roligt begyndte at bevæge sig.

Dandels vidste godt, at han ikke var særlig sød lige nu, men det var alt for fristende: han kunne ikke dy sig fra at drille sin kære, specielt ikke når denne person havde taget kontrollen igen. Dandels savnede allerede følelsen af at være i kontrol, selvom han var blevet mere og mere tryg ved tanken om at Agarés ledte an. Trods alt, dæmonen var den mest erfarne af disse to, og han vidste, at han ville få ham til at have det rart.

Dandels bed sig i læben som han mærkede at Agarés rettede sig, og han vidste, at det var nu. Han var nervøs, kunne mærke hvordan kroppen sitrede og hans vejrtrækning blev let før den forsvandt væk i et gisp som han mærkede noget presse sig på. Det var først en ubehagelig følelse, som fik ham til at spænde op. Selvom han var blevet forberedt og forkælet, havde hans indre aldrig blevet brudt, og derfor var der en barriere som skulle nedbrydes. Dog så snart den var faldet fra hinanden, kunne han mærke spændingen forsvinde væk og give plads til en følelse, som han ikke havde prøvet før.
Han havde holdt vejret i det Agarés var i ro med hans krop. Hans hænder greb om armene på hans elskers arme, og som han bevægede sig, fulgte Dandels lige så stille med, med sine egne hofter, dog var han en smule forsigtig og en bid tøvende, da han ikke var helt sikker.
Et suk afslørede, at Dandels var begyndt at føle nydelse, som han havde vænnet sig mere og mere til følelsen af at være fyldt ud. Det var slet ikke som i drømmene: det var fuldkommen virkeligt og om end mere vidunderligt.

Som Agarés lige så stille gav sig til at bevæge hofterne, lod han ikke blikket vige fra Dandels under sig. Det var ikke fordi han havde lyst til at stoppe og havde det været hvilken som helst anden, ville han ikke have været helt så forsigtig, men han var klar til at stoppe sine bevægelser, eller trække sig helt hvis det blev nødvendigt. Det alt for langsomme tempo lod dog til at virke, som Dandels snart slap spændingen og gav sig til den nydelse, som Agarés formåede at finde frem.

Men der gik ikke alt for længe, før dæmonen alligevel begyndte at finde de langsomme bevægelser alt for kedelige. Han var trods alt vant til noget voldsommere. Noget mere… blodigt. Han var klar over, at han næppe ville få lov til at være hel så voldsom ved Dandels, men han kunne i det mindste gøre det lidt mere interessant, forhåbentligt ikke kun for sig selv men også for sin partner.
Så Agarés rettede sig helt op, tog fat om Dandels lår og trak hans underliv helt tæt på sit. Uden først at sikre sig, om det overhovedet var i orden, gav han sig til at bevæge hofterne hurtigere og lidt hårdere, hvilket også fik nogle lidt tydeligere støn til at lyde fra dæmonen. Mens den ene hånd stadig holdt fast om et lår, sørgede for at fastholde ham i den position, fandt den anden ned mellem sin partners ben, hvor han tog et godt greb om den. Han gjorde intet mere endnu, som han først nu lod Dandels give udtryk for om det var okay, at han fortsatte.