Zirra lagde kniven fra sig og gemte sit ansigt i sine hænder. Trak dem tilbage og fik styr på sit filtrede hår. Hun sukkede højlydt. Kniven lå stadig tæt nok på til at hun kunne nå at samle den op igen, men hun rakte ikke ud efter den lige nu. 
Hun lyttede til ham, og blev kun fyldt med endnu mere gru. Halvdæmon? Kunne det blive mere imod hvad hun lavede hos Lyset?
Og nu fik hun også en halv forelæsning om hans barndom og hvilket ar han havde fået? Kunne hun tro på det? Var der nogen grund til, at han ville fortælle hende det, andet end at få hende til at lægge kniven? 
Hun lagde hovedet tilbage mod væggen med et hårdt bump. "Egh, og jeg holder øje med dæmonaktiviteten i området," sagde hun lidt opgivende. Det afslørede hende ikke som spion, bare som en der arbejdede lidt løst. "Ikke engang Kriger eller noget. Hvis du vil gøre mig noget, Storm, kan jeg ikke gøre modstand. Ikke uden mine brødre."

Hun lød næsten opgivende. Hun ville gerne tro på ham, og hans udsagn om at være ligeglad med sit job og bare ville indberette hende, men det lå bare så fjernet for hende at nogen ville gøre det. Hun kendte ingen i Lyset, der ville undlade en rapport. Måske udover sig selv angående Bertram... Men det var noget andet! Det prøvede hun i hvert fald at fortælle sig selv. 
Hun følte sig så lille og hjælpeløs. Især nu hvor hun vidste, at Storm var så gammel, som han var. Yngre end Bertram, egentlig, men stadig... Det skræmte hende. Nok fordi han også havde dæmonblod i årene. 

Det var tydeligt at se på Storm, at noget af anspændtheden forsvandt fra hans krop, da hun lagde kniven fra sig. Det var et skridt på vejen til at få løst problemet uden at nogen kom til skade. Det var først nu langsomt begyndt at gå op for ham, hvad det egentligt betød. At han lige nu var i rum med nogen, der arbejdede for Lyset. Hans anonymitet var røget. Her sad han midt i Lysets hoveddstad, afsløret og alene. Hvis hun besluttede sig for at råbe op, ville han ikke kunne komme ud af byen før resten af byens krigere ville være over ham. 
Idiot! Han gned en hånd over sit ansigt. Hvordan skulle han komme ud af dette problem, han havde skabt for sig selv?

"Så har du da overset noget," mumlede han som svar til hendes ord om, at hun skulle holde øje med dæmonaktiviteten i byen. Ikke bare ham selv, men også Zahinael. Ham havde han dog nærværelse nok til ikke at nævne. 
"Så er det heldigt for dig, at jeg ikke har tænkt mig at gøre dig noget." Han rettede sig op. "Ved Zaladin, jeg vidste ikke, at du også arbejdede for Lyset. Ikke at jeg tror, at det ville have ændret ret meget." Han kunne ikke andet end at smile lidt over de ord, for han havde uden tvivl ville have forsøgt at få kjolen af hende alligevel. Måske han bare havde holdt sin kæft og moret sig over det i al stilhed.

Han slog let ud med hænderne.
"Hør, jeg så bare en smuk ung kvinde, der faldt i min smag. At du fulgtes med to fra Lyset var bare en bonus og lidt af en leg, for at være ærlig. Der blev jo ikke sagt eller gjort noget vigtigt, så for mig var det bare en hyggelig aften i byen. Ikke noget at rapportere hjem om." Han kløede sig på den bare brystkasse og trak svagt på skuldrene. "Det er vel mig, der er mest på røven, jeg kan jo ikke nå at sadle hesten, før hele paladset kaster sig over mig, hvis du går ud at døren og fortæller om mig." Han havde næsten allerede affundet sig med tanken, så meget skræmte det ham alligevel ikke. Nok forventede han at dø i en torturkælder, men det måtte han vel tage som det kom.

"Det ville ikke have ændret særligt meget?" spurgte Zirra og kom ubevidst til at hæve stemmen. "Hvordan kan du lyde som om det hele bare er en leg! Det var sikker også derfor, du ikke ville have mig herhen i første omgang! Ikke at der rigtig er noget at komme efter," tilføjede hun og så rundt i rummet. 
Det var ret tomt, og Zirra gættede på, at hans ord om at være kommet nyligt til Dianthos i det mindste havde været sande. Hvad i Aladrios' navn skulle hun gøre? Han lød virkelig oprigtig i det han sagde, og samtidig var det blevet terpet ind i Zirra, at man aldrig kunne stole på nogen fra Mørket. Eller dæmoner. Uanset om de var fra Mørket eller ej. Den sidste del var hun begyndt at tvivle på, men folk fra fjenden? Folk, hvis arbejde det var at slå hendes brødre ihjel i kamp og fange hende og hendes kollegaer og torturere informationer ud af dem? Nej... Hun kunne ikke stole på nogen, der arbejdede for Mørket.

"Du virker alt for sød til at skulle være en af dem..." mumlede hun lavt og forstyret.
Hun drog et dybt suk. "Hvis nu... Hvis nu jeg lover ikke at rapporterer dig, vil du så love at lade mig og mine brødre være? Ikke... Ikke at jeg ved om jeg kan stole på et løfte fra en af jer..."
Hun undgik øjenkontakt nu, men mente det hun sagde. Hvis det kunne betyde sikkerhed for hendes brødre, var hun villig til at indgå en aftale med en fra Mørket. 

Storm kunne ikke andet end at trække på skuldrene igen. Det var lidt en leg for ham, det kunne han ikke komme udenom. Han tog sjældent livet ret alvorligt. Ellers ville han blive sindssyg med alt det, der skete og den situation han havde været i så mange år.
Tavst betragtede han hende, afventende. Det hele lå ligesom ved hende. Han havde sagt, at han ikke ville gøre hende noget og at han heller ikke havde planer om at fortælle Zahinael om hende eller hendes brødre. At der så var risikoen for, at Zahinael selv lugtede sig frem til, at der var noget, det sagde han ikke noget om. Storm var en stædig mand, der kunne holde til meget, men han havde en fornemmelse af, at hvis selveste Skyggen ville have noget ud af ham, skulle han nok også få det. Den tanke skubbede han til siden. Zahinael ville ikke opdage noget.

Alt for sød. Han smilede og rystede let på hovedet.
"Det tager jeg som en uvidende kompliment." Han var ikke for sød. Han var bare ikke syg i hovedet som så mange af de andre af hans kollegaer var det. Hvis hun vidste, hvad han havde lavet... han flyttede lidt uroligt på sig og lyttede til resten, hun havde at sige. Noget der fik ham til at lyse lidt op.
"Se det var en god løsning." Han gned sine hænder lidt mod hinanden. "Jeg kan jo heller ikke ligefrem stole på et løfte fra en af jer. Men jeg tror, at jeg kan stole på et løfte fra dig?" Han forsøgte at fange hendes blik, inden han gav op og rejste sig. Han samlede hendes tøj sammen og kastede det til hende.

"Skulle du beslutte dig for at komme tilbage senere, med eller uden krigere, så er jeg her ikke." Han greb sine bukser og begyndte at trække i dem. Nej, han ville ikke være her. Så snart hun var ude af døren, ville han tage sine ting og finde et andet sted for natten, inden han fandt et andet sted at bo. Til Zahinael ville han bare komme med en dårlig undskyldning om, at naboens fætter var en byvagt og kom på besøg ofte eller noget i den stil.

Zirra kunne ikke lade være med at fnyse lidt over hans kommentar om at være uvidende. Hun kunne have sagt sig selv, det var sådan en fra Mørket ville tænke, især om hende. Og hun havde været uvidende omkring ham. Nu vidste hun lidt mere, og selvom det ikke virkede til at ændrer noget for Storm, ændrede det alt for Zirra. 
Hun var faktisk mere vred på ham end hun var skamfuld selv. Hun havde været med flere mænd, end hvad præsterne syntes var godt alligevel, og de fleste havde hun selv skræmt væk, men at blive leget med på den her måde, havde hun intet til overs for. Hun havde ikke regnet med at skulle ses med Storm nogensinde igen efter den her aften, for det havde alt andet lige virket meget mere som en sjov aften end noget seriøst. Men nu... Nu skulle hun i hvert fald ikke se ham igen. 

"Du kan stole på mit ord," svarede hun, mens hun rejste sig og tog tøjet på. Hun prøvede ikke at dække for sin krop. Der var alligevel ikke noget, Storm ikke allerede havde set. "Eller nærmere, du kan stole på, at min kærlighed til mine brødre vejer tungere end at få udryddet én sølle halvdæmon."

Fornærmelsen kom helt automatisk, og hun mente den mindre rettet mod Storm og mere bare som noget faktuelt. Det var faktisk også de færreste dæmoner, hun holdt øje med, der overhovedet blev udryddet eller fanget. Det var først, når de gjorde noget dumt eller meget forfærdeligt. Indtil da, var det mere værd bare at vide, hvor de var, og kunne holde øje med deres bekendtskaber. 
Zirra lod fingrene glide igennem sit hår for at filtre det lidt ud, og gik så hen mod døren. 
"Farvel, Storm."

//out//

Storm valgte at stille sig med siden til, mens hun tog tøjet på, men helt holde blikket fra hende, kunne han ikke. Hun var en smuk kvinde og han kunne stadig mærke hendes krop i mod sin. Den bløde hud, varmen og duften. Lydløst sukkede han tungt. Det skulle jo have varet hele natten. Han forstod hende som sådan godt, at hun reagerede som hun gjorde, især nu hvor han vidste, at hun faktisk arbejdede for Lyset, men samtidigt fandt han det også en smule overdrevet. De havde jo hygget sig så fint sammen, de passede tydeligvis godt sammen i sengen, det var en skam at afbryde det sådan. Men det var kun hans egen skyld, det vidste han godt. Han skulle ikke have sagt noget.

Fornærmelsen gled af ham som vand på en gås. Hun kunne tænke om hans race som hun ville. For ham var hun jo ikke andet end et sølle menneske. Han havde fået mange hug igennem tiden for sin halve race, men ingen havde givet ham så mange hug som ham selv - hans far havde været engel og hans mor havde været dæmon. 
"Farvel, Zirra. Tak for i aften og kom sikkert hjem." Han gik over og samlede kastekniven op, som hun havde taget, mens døren lukkede sig efter hende. Han betragtede den lidt og vejede den lidt i hånden, inden han mærkede et stik af vrede over sig selv og han kastede den hårdt mod døren. Bevidst havde han ikke sigtet efter noget, men den ramte fint lige i midten af en lille knast i træet. 

Det varede ikke mange minutter før han var klædt på og havde pakket sin taske, der havde været lagt væk i skabet, inden han forlod bygningen. De første par timer brugte han i mørket på at overvåge bygningen for at se, om hun kom tilbage med en gruppe krigere, men intet skete. Endeligt bevægede han sig ned til en kro, hvor han fik et værelse for resten af natten. Det blev til et par timers søvn, inden han måtte ud i morgenen og ned til bogbinderiet for at møde op hos Zahinael og sit arbejde med at passe på ham.
Zirra forlod ikke rigtigt hans tanker den dag, men Zahinael fik ikke noget at vide om hende. Hun var hans lille hemmelighed.