Atlas sukkede og gned over sit ansigt, tydeligt frustreret over sig selv og situationen. Nu havde han igen gjort Asad vred, og det hele gik ellers lige så godt. Atlas slikkede sine læber og nikkede, inden han rejste sig med et stille, "Undskyld."

Turen tilbage til træet gik hurtigt og uden dikkedarer, og Atlas kravlede hurtigt ned til jorden igen, hvor han samlede sig trøje op og trak den over hovedet. Han havde stadig et par øvelser, han gerne ville prøve med Asad, men han havde på fornemmelsen, at der ikke blev mere af den slags i dag. Ikke med mindre Asad selv foreslog det. Atlas turde ikke sige mere lige nu; Asad skulle ikke blive mere sur på ham, end han allerede var.

Så Atlas stak blot hænderne i lommerne og ventede på, at Asad kom ned og fortalte ham, hvad de nu skulle lave. Sikkert bare tilbage til lejligheden, eller måske ud i byen og mødes med de andre i banden.

Asad kunne godt se at Atlas skammede sig og det burde han også. Det var vel ikke Asads ansvar at sørge for, at Atlas ikke gik rundt og sprede folk ved ubevidst at flirte med dem? Så måtte han fandme lære at lade være med at smile til dem på dén måde, lære at lade være med rose dem eller fortælle dem at han drømte om dem. Hvis den gode stemning var ødelagt, var det Atlas' egen skyld, og den tanke kørte konstant rundt i hovedet på Asad, imens han fulgte efter sin ven ned ad træet.

Han landede på benene i nærheden af Atlas, men gik direkte imod Dianthos. "Jeg skal have et bad," fortalte han, tydeligvis ligeglad med om Atlas fulgte med eller ville finde på sit eget at lave. Asads trøje var våd af sved flere steder, hans pik var fortsat irriterende hård, hans muskler var ømme, og han var begyndt at fryse, hvor vinden ramte hans våde, løse bluse.

Linen havde hjort ham i godt humør, men nu mindede den ham også om, hvor meget han havde glemt, og hvor hårdt han skulle træne hvis han ville i form igen. Hans skridt blev længere og hans skridt hårdere, og han fik stigende lyst til at slå på nogen. Hvis de var heldige rendte de ind i en af rottebandens unger på vejen hjem.

Atlas anede ikke, hvad pokker han skulle stille op, og jo længere han tøvede, jo længere kom Asad fra ham. Atlas var bekymret for, at han bare ville gøre Asad endnu mere vred ved at følge efter ham, men på en anden side havde han heller ikke lyst til ikke at følge med ham, og han havde på ingen måde lyst til, at Asad skulle bruge bare ét sekund mere af sit lv på at bekymre sig for, om Atlas nu kom hjem den dag. Atlas ville aldrig mere være skyld i, at Asad tvivlede på ham. Tanken gjorde ham næsten panisk.

"Skal jeg gå med?" kaldte han til sidst i ren afmagt. Han begyndte at løbe efter Asad for at nå op til ham. "Vil du have mig med, eller skal jeg lade dig være?"

Asad svingede rundt ved Atlas' spørgsmål. Følelsen af "du må aldrig lade mig være, du skal altid være ved min side, du må ikke engang tænke på at forlade mig igen" vældede op i ham og den var ikke til at holde ud.

"Brug dit hoved, for en enkelt gangs skyld!" snerrede han, imens han gik Atlas i møde. Han stoppede ikke da de nåede hinanden, men greb fat om hans trøje og brugte sit momentum, sin styrke og en fod bag Atlas' ben, til at skubbe Atlas ned at ligge på ryggen på græsset. Han vidste godt, at han gik over stregen, da han satte en fod imod Atlas' brystkasse for at holde ham nede, men den viden havde aldrig stoppet ham før.

"Prøv selv at regn ud, hvorfor jeg ikke vil have dig med i bad," snerrede han og det gjorde ondt allerede imens han sagde det. Alt han mente var, at han ikke ville have Atlas med i bad, fordi han var smertefuldt forelsket i ham. Fordi det var hårdt at se ham og vide at han ikke kunne få ham endnu, om nogensinde. Men han kunne også høre, hvad det lød som om han mente. Og måske det var bedre på dén måde, men det gjorde alligevel ondt.

Af samme grund trådte Asad langsomt væk fra Atlas og, hvis ikke Atlas sagde noget, ville Asad gå sin vej uden at rette sig selv.

Atlas udstødte et overrasket grynt, da Asad pludselig fældede ham, og han landede på ryggen i græsset. Han stirrede en smule hjælpeløst op på sin ven, mens hjulene snurrede i hans hjerne for at forsøge at forstå, hvad Asad mente. Han følte lidt at Asad forventede, at han pludselig skulle være meget klogere, end han egentlig var. Atlas havde jo altid været dum! Han havde aldrig fattet ret meget af det, der foregik omkring ham, og det burde Asad vide! To års fravær havde ikke gjort hans hjerne større eller bedre; Atlas var lige så dum, som han altid havde været.

"Jeg ved det ikke," mumlede han og tog fat om Asads ankel. "Jeg har aldrig været god til at regne."

Hans greb omkring Asads ankel blev fastere, da Asad forsøgte at fjerne foden fra hans brystkasse, og i et snuptag hev han Asad fod til sig og fik han ned at ligge ved siden af sig i stedet for. Atlas skubbede sig op på sin ene albue og lænede sig lidt over Asad. Hans blik borede sig ind i Asads, mens han forsøgte at regne ud, hvad der foregik inden i hovedet på ham. Det var ikke ligefrem nemt.

"Jeg går bare hjem og venter på dig så," sagde Atlas og klappede Asad på brystet med flad hånd, inden han rejste sig og holdt en hånd ud, så Asad kunne tage den, hvis han ville.

Asad udstødte et halvkvalt grynt af frustration, da Atlas påstod at han ikke kunne regne ud, hvorfor Asad ikke ville være sammen med ham. Hvis han insisterede på at forblive så dum, uden overhovedet at forsøge at forstå hvad Asad følte, så ville han aldrig indse, at han var forelsket i ham!

Han åbnede munden for at skælde Atlas ud, da han i stedet blev tvunget ned på jorden med et gisp og øjeblikket efter så han direkte op i Atlas' mørke øjne. Atlas var alt for tæt på ham, lænet ind over ham, og hans let svedige duft omringede Asad, hvis hjerte gik fuldstændig amok i brystet på ham. Det ville være så nemt at hive Atlas ned i et kys, men ikke engang dét ville kunne få Atlas til at indse, hvad Asad følte for ham. Havde følt. Den slags var ovre nu, og han lagde bestemt en hånd imod Atlas' brystkasse for at holde ham på afstand. 

Da Atlas tilbød ham en hånd, slog Asad den også kun væk og kom på benene ved egen kraft. "Så gå, hvis det er det du vil," snerrede han og blev selv stående, imens han børstede jord og skidt af sig. Han kunne ikke følges tilbage igennem byporten med Atlas lige nu. 


Han gjorde som han havde sagt han ville, og tog et bad, men først efter han havde taget sin vrede ud over tilfældige fremmede. Han var rasende, både på sig selv og på Atlas, og da han lukkede døren efter sig hjemme i sin lejlighed, var han udmattet og træt, og selvom han ikke var lige så vred som tidligere, var vreden der fortsat. 

Atlas havde ikke lyst til at gå, men han måtte heller ikke gå med Asad, så han så ingen anden udvej. Han nikkede stille, inden han vendte sig og begyndte at traske tilbage mod byen med hænderne i lommerne.

På vejen hjem kom han forbi markedet, og han fik den idé at forsøge at gøre Asad glad igen ved at lave mad til ham! Med de krystaller, han havde tjent i løbet af ugen med banden, købte Atlas brød og ost og en masse forskellige frugter, som han slæbte med sig hjem til Asads lejlighed. Her gik han med det samme i gang med at skære og hakke og snitte, indtil han fik lavet en stort portion frugtsalat. Brødet og osten kunne være hovedretten, mens frugtsalaten var dessert. Han fik anrettet det hele fint på sofabordet og satte sig på til at vente på Asad.

Da den første time var gået, var Atlas ikke bekymret. Måske havde Asad bare brug for at ligge i blød lidt ekstra efter dagens udfoldelser. Da der var gået tre timer, var Atlas mere urolig. Han gravede rundt i stuen og skævede nervøst ud af vinduet, hver gang han troede, han hørte en lyd. Hvor var Asad? Skulle han tage ud og lede efter ham? Var der sket ham noget? Men hvad nu, hvis han kom hjem, mens Atlas var ude? Var han.... stukket af? Atlas bed bekymret i en neglerod, mens han forsøgte at holde en stigende følelse af panik nede. Det gik ikke så godt. Hjertet hamrede og koldsved sprang frem på hans pande. Kunne Asad virkelige være skredet? Havde han været så sur, at han havde besluttet aldrig at ville se Atlas igen?

Atlas fortsatte med at trave nervøst rundt i ring i stuen, indtil han pludselig hørte døren blive åbnet.

"Asad?" kaldte Atlas med det samme og styrtede ud i den lille entré. Da han så Asad stå der, blev han så ovenud lykkelig, at han slet ikke kunne styre sig. Han nærmest sprang hen og overfaldt Asad med at kram. Han knugede Asad ind til sit bryst og begravede ansigtet mod hans skulder, mens panikken langsomt skælvede igennem ham.

"Jeg troede, du var væk," hviskede han og snøftede, mens et par dråber løb ned ad hans kinder og ned på Asads skulder.

"Hvem ellers," svarede Asad irriteret, da han hørte Atlas kalde efter sig. Harkan og Rosna vidste ikke engang hvor han boede. Kun Mahir og banden kunne finde på at komme hjem til ham og ingen af dem havde modet til at komme indenfor uden at banke på først.

"Hvor skulle jeg gå hen, jeg bor her," nåede han at snerre, inden det gik op for ham at Atlas græd. Han både skælvede og snøftede og dryppede tårer ned på Asads tøj, så det var utroligt at det havde taget Asad så længe at opdage det.

"Okay, okay, jeg er her nu," udbrød han en smule panisk, da Atlas ikke straks holdt op med at græde, og lagde en hånd mod Atlas' ryg, som han klappede et par gange i et akavet forsøg på at trøste ham. Han havde på fornemmelsen at Mahir ville være bedre til den her slags.

"Ja, du er," snøftede Atlas og smilede, inden han rettede sig op og tørrede sine øjne i sit ærme. Hans hjerte begyndte at slappe af igen, og Atlas kunne slet ikke holde op med at smile. Han var så lettet og glad, at han allermest havde lyst til at give Asad en svingtur, men det turde han slet ikke. I stedet gav han Asads skulder et klem og sagde, "Er du sulten? Jeg har lavet mad."

Han trådte til side, så Asad kunne se ind i stuen. Brødet var nok blevet lidt tørt, og frugtsalaten var nok lidt slatten nu, men det smagte sikkert stadig godt.

Asad gav ikke Atlas tid til selv at fjerne sin hånd, men skubbede den af sig med det samme. Nu hvor han havde tørret sine tårer væk, var Asad ikke længere skånsom med ham. Det var ikke hans skyld, at han var omgivet af følsomme tudeprinse. Hvordan Harkan havde tvunget svaghed ud af ham, men efterladt det i Atlas og Mahir ville han nok aldrig finde ud af, men han foragtede og misundte dem for det.

Så snart han fik øje på maden, gik han direkte hen til det. Han havde ikke spist i flere timer og det så ud som om at Atlas også havde ventet på ham. Det så også ud som om at Atlas havde kastet sig ud i madlavning, i stedet for at forsøge at tænke sig frem til, hvorfor Asad var blevet vred på ham.

Alligevel satte Asad sig uden et ord i sofaen og tog en skive brød og en skive ost og begyndte at spise, imens han gestikulerende til Atlas at han skulle slutte sig til ham.

Atlas kunne godt mærke, at Asad stadig var vred, men han var så glad for, at han var kommet hjem, at det ikke påvirkede ham så meget. Han var bare glad for at se Asad igen, og han var glad for, at Asad gad have ham siddende ved siden af sig. Med et smil gik han hen til sofaen og satte sig ved side af Asad, men holdt sig dog på behørig afstand. Han ville helst ikke gøre Asad endnu mere vred.

"Var det et godt bad så?" spurgte han, inden han tog for sig af maden. Han havde spist lidt, mens han lavede frugtsalaten, men det var jo flere timer siden, og han var allerede sulten igen. Han havde lyst til at spørge om, hvad Asad havde lavet i al den tid, han havde været væk, men de blå mærker på Asads knoer var tydelige tegn på. at der var en eller flere stakler ude i byen, der havde stået på mål for Asads vrede.

Asad trak på skuldrene af Atlas' spørgsmål. Han havde ikke fået det ud af sit bad, som han havde håbet på. En løsning eller i det mindste lidt afslapning.

"Jeg er stadig anspændt," svarede han kort for hovedet, for at give udtryk for sin skuffelse med badet. "Men jeg er ren. Og jeg kan holde ud at være i samme lokale som dig. Så mine krystaller er ikke helt gået til spilde."

Han vidste at han burde tilgive Atlas. I det mindste hjælpe ham i den rigtige retning. Men han kunne ikke få sig selv til det. I stedet tvang han sig selv til at blive siddende, med alle sine frustrationer og alle sine følelser, og bare holde dem for sig selv. Han forsøgte at overbevise sig selv om at det var for det bedste, men ikke engang dét var han sikker på. Det eneste han vidste var, at han ville blive såret igen, hvis det var ham der nævnte de følelser de begge havde.

Atlas skævede til Asad, mens han tyggede af munden. Han kunne tydeligt se, at Asad stadig var anspændt, og det kriblede i hele kroppen for at få lov til at hjælpe ham. Bare en lille smule. Atlas kunne ikke holde ud at se Asad havde det dårligt eller være oprevet, og han ville gøre hvad som helst for at hjælpe ham. Han gned sine hænder lidt.

"Det er jeg glad for," sagde han så og ville gerne sige noget mere, men han vidste ikke, om det ville gøre Asad mere sur, så han holdt det for sig selv. Men han blev virkelig nødt til at finde ud af det her. Asad var anspændt over noget, vred på ham over mere og andet, end at han skred dengang. Men Asad ville ikke fortælle ham, hvad det var, og Atlas var åbenbart for blank til selv at finde ud af det. Måske kunne han spørge Mahir. Måske havde Asad nævnt noget engang? Eller måske kunne Mahir regne det ud med hjælp fra Atlas? Asad var måske hjernen i familien, men Mahir var bestemt heller ikke tabt bag en vogn. Han var i hvert fald klogere end Atlas, men der skulle så heller ikke så meget til. Atlas kunne ikke lade være med at smile af den tanke. Harkan havde forsøgt at lære drengene at læse og skrive godt nok til at kunne klare sig, men han havde vist givet op med Atlas ret hurtigt. Det var der heller ikke noget at sige til; Atlas kunne fejlfrit skrive sit eget navn, og Asads, men det var også nogenlunde det. Det var godt, han var stukket af hjemmefra, før de havde sendt ham i skole. Skole ville han aldrig have overlevet.

"Jeg ved godt, jeg er en idiot," sagde han så og smilede lidt forsigtigt til Asad.

Asad rystede på hovedet, da Atlas kaldte sig selv en idiot. Han kunne være dum som en dør, men han var også sød og betænksom, varm og kærlig. Alt, Asad ikke var.

"Jeg gør det heller ikke nemt for dig," undskyldte han og så på ham med et skævt smil. Han vidste, at hvis han bare pegede Atlas lidt i den rigtige retning, så ville Atlas forstå hvad der foregik, men han var ikke sikker på om han ville hjælpe ham. Han var ikke engang sikker på, om han ville have at Atlas nogensinde regnede ud, at han havde knust hans hjerte, dengang han var skredet, på mere end en venskabelig måde. Han ville jo ikke date ham nu alligevel, så hvilken forskel ville det gøre? Det eneste der ville komme ud af, at Atlas fandt ud af det, ville være at han måske så ville kunne forstå, hvorfor Asad havde så svært ved at tilgive ham.

Han spiste sig mæt i Atlas' mad, og forsøgte ikke at tænke over, hvor meget den betød for ham, men takkede rent faktisk for den, inden han ryddede op efter dem. Han havde lyst til at knuge sig tæt ind til Atlas, da de var på vej i seng. Han havde lyst til at hive ham med over i sin seng og spørge ham, om han stadig havde lyst. Om han ville have hjælp den her gang. Om de skulle hjælpe hinanden.

I stedet stoppede han op midt på gulvet og mødte Atlas' blik. "Tak for linen. Lad os tage ud på den snart igen." Han lod ikke Atlas få et ord indført, før han vendte sig om og smed sig op i sin seng. Det var farligt at snakke om linen, farligt for hans hjerte og for de følelser, der var ved at tvinge sig igennem det.