Dragonflower 13.02.2019 23:06
Netrish lagde sin kind let mod Valkars hånd, som den nåde hendes kind.
"Hvordan ellers kunne det være? Hun er din frue. Hvad er jeg til sammenligning?" ordrene var ikke ladet for at sætte hende selv i et dårligt lys, men der var en faktuel kant til dem. Hun var en omrejsende forkynder af Kiles ord. Hun ville altid være 'den anden kvinde', hvis ikke i Valkars blik, så i alle andres. Hendes forældre ville have set ilde på det, det var hun sikker på.
Netrish rystede langsomt på hoved og fik samlet sig nok til at trække ærmerne på plads. Hun trak sin kind fra Valkars hånd igen, så hun kunne trække kjolen over hoved, og som den faldt nedover hende form, sukkede hun, nærmest opgivende.
"Jeg ved ikke hvorfor det betyder noget men.. det gør det". Hun viste det ikke var helt sandt. Hun havde en ide om hvorfor det betød noget. Fordi hun var sikker på Mergran ville have misbilliget det. Fordi hendes forældre ville. Selvom de havde været døde i over hundrede år, var det stadig deres billede hun søgte at forme sig efter.
Netrish drejede sig blik tilbage mod Valkar, og så ham i øjnene, forbi de brune iris og ind mod det brændende lys i hans sjæl. Alle hun havde elsket var væk, døde til deres tid. Selv Asbjörn ville blive mødt af Kiles favn før Netrish end havde fået en rynke. Men Valkar...
Hun lukkede øjnene og sænkede hoved en anelse
"Jeg havde ikke forventet alt det her" sagde hun så lavmælt, ærligt.
Hun havde ikke forventet han ville knytte sig så hårdt. Selvom hun måske, inderst inde havde håbet det, håbet han ville savne hende når hun en dag måtte rejse videre, så var det her næste mere end hun kunne bære.
"Jeg.. har brug for tid. Til at tænke. Jeg har nydt vores tid sammen, det har jeg virkelig, men" hendes skulder sank en anelse
"Der er bare sket så meget..."You got what everybody gets. You got a lifetime.
