Storm rettede sig lidt overrasket op fra de to lys, da pigen takkede ham. Der var vel ikke rigtigt noget at takke for, for selvom han havde taget hende med herhjem for at få et øjeblik til at trække vejret i, var det ikke andet end en kort omvej mod Zahinael og Mørkets omklamrende hænder. Men han kunne alligevel ikke lade være med at smile lidt og nikkede til hende, som anerkendelse af hendes ord. Nej, han forstod alligevel godt, hvorfor hun takkede. Han kunne have taget hende i håret og have slæbt hende hjem til Zahinael, men valgte i stedet at være venlig. Noget han som person også var, så længe det ikke gjorde noget værre for ham selv. Og en times tid eller to i fred og ro til at sunde sig, det kunne han godt give hende. Desværre kunne han ikke give hende en healer, hvis hun havde brug for det. Men hun så ikke ud til at være kommet voldsomt meget til skade. Udadtil.

Han blev stående ved bordet, da hun gik over til sengen. Han havde forståelse for, hvis hun ikke ville have ham for tæt på. I hans hoved var han stadig overbevist om, at Ash havde gjort unævnelige ting ved hende, og han var trods sin venlighed stadig en mand. Så han blev stående.
Hendes latter var forkert, men alligevel køn, og Storm gengældte smilet, omend det ikke nåede hans øjne.
"Når Mørket først får øje på en, giver de ikke op, før de har fået fat på en. Og de slipper ikke, så snart de har fat." Der var et bittert strejf over han stemme, han ikke kunne skjule. Han var selv uvillig deltager i Mørkets huseren, selvom han havde forsøgt at slippe væk. Noget nogle af arrene på hans ryg fortalte sit tydelige sprog om.

Hendes blik mod sin hånd fik ham til at træde nærmere. Hun var kommet til skade, sikkert da hun faldt. I det mindste kunne han da hjælpe hende med det.
"Jeg går lige et par minutter. Det nytter ikke at forsøge at larme, min nabo er en af Zahinaels folk." Han lød lidt advarende, men det var nu ikke så meget for hendes skyld, som for sin egen, at han sagde det. Det ville være rart ikke at få banket endnu en fra Mørket ud af sengen og blandet ind i det her.

Han tøvede kort, lidt usikker, men låste så døren op, gik ud, låste den efter sig og småløb så ned i køkkenet. Lidt efter kom han tilbage med et fad med vand, og noget brød og kød pakket ind i et stykke stof. Det lykkedes ham lidt besværet at få drejet nøglen, inden han skubbede døren op og gik ind på værelset, mens han straks så efter hende. Hun kunne jo prøve at angribe ham og slippe ud.

I en abrupt fart fløj Mias blik op fra sin hånd og over mod Storm, der allerede var så godt som ude af døren. Hvor skulle han hen? Automatisk som han nævnte sin nabo, så hun hen mod væggen, hun gættede på, skilte dette værelse fra det næste. Havde han forventet, at hun ville begynde og råbe og skrige, så snart han var på den anden side af døren? Hun havde hidtil ikke gjort noget lignende, mens de var udenfor, hvor det var en langt mere logisk løsning at stride imod, så der var en vis manglende forstående at finde i hendes hvalpe-lignende ansigt, da hun så tilbage på ham. Lige tidsnok til at se døren blive lukket. Og låst. Efterlod hende alene med sine tanker og sit væsen. Fanget mellem fire vægge og et loft. Præcis som den gang. Hun huskede stadig konsekvenserne, og selvom hun var klar over, at det skulle tage mere end ’et par minutter’, brød hun sig ikke om påmindelsen.

Så snart låsen var blevet svunget omkring, rejste hun sig fluks fra sengen igen. Som det første luntede hun med nær lydløse barfodede skridt hen til selve døren. Ikke for at sikre om, hun kunne rive den op – med lås og det hele – men blot for at lægge øret til og lytte til Storms hurtige skridt tilbage ned ad trappen. Derefter svang hun omkring og så sig endnu engang rundt i værelset. Mere grundigt. Og denne gang langt mere søgende. Kun for at blive overvældet af et skyl af besejrede følelser. Rationelle tanker holdte hende desværre fra at forsøge at klemme sig igennem den eneste anden udvej, vinduet. De samme rationelle tanker, der havde gjort hende så medgørlig. Hendes chancer for en succesfuld flugt var meget, meget små. Og selv hvis det skulle lykkedes hende, havde Storms tidligere sætninger forsikret hende, at det kun ville være et spørgsmål om tid. Måske denne frygt for, hvad der ville ske med hende, blot en udvikling fra den frygt Ash havde fået frem i hende. Havde tanken om at dø faktisk skræmt hende?
Alligevel trippede hun videre hen til vinduet. Det var småt. Og med de mange trapper, hun var blevet ført op ad, i baghovedet, var hun også klar over, hvor højt de var oppe. Jordiske væsner kunne ikke overleve sådan et fald. Og det var hvad hun var nu. Et jordisk væsen.

Så snart hendes øjne søgte ud ad vinduet og op mod himlen i stedet, blev hun dog pludselig beroliget. Det var som om at nattehimlen helt af sig selv kunne sende hende ind i en trance af tryghed. Det var hendes hjem. Måske gav det mening, at hvad hun havde følt med Ash, faktisk havde været frygt for at dø. For døde hun… ville hun ikke vende tilbage dertil, hvor hun hørte til.
Med et blidt udtryk i både de blå øjne og det lysende ansigt, pressede hun kort sine læber mod hinanden, før de også slappede af. Hun vidste hvor hun befandt sig nu. I hvert fald i betragtning af Kyklopen. For mennesket var stjernehimlen måske kun en guide til hvad var nord og hvad var syd, men for en stjerne, der så så mange detaljer som Miaplacidus le Arimh, læste hun så meget andet fra den.

Idét døren gik op, fik hun lidt af et chok, eftersom hun ikke havde været opmærksom nok til at opfange lyden af hans skridt. Eller lyden af låsen. Straks drejede hun sig omkring, som var hun blevet taget med fingrene nede i kagedåsen. Storm havde været venlig. Men de jordiske havde det med at misforstå, hvad de ikke så det fulde billede af.

Storm slappede hurtigt af igen, da han fik øje på hende henne ved vinduet. Han regnede ikke med, at hun havde forsøgt at tage turen ud af det, hun virkede alt for fornuftig til det. Altså, af hvad han havde kunnet fornemme i den korte tid de havde tilbragt sammen. 
Han skubbede døren i med foden og gik hen for at stille fadet på bordet, inden han vendte tilbage og låste den. Han brød sig virkeligt ikke om situationen, men der var ikke andet for end at prøve at få det bedste ud af det.
"Jeg vil gerne rense dine sår. Så der ikke går betændelse i." Han nikkede mod hendes hænder, inden han åbnede for skabet og hev sin taske ud. Efter lidt roden rundt, tog han et par rene stykker stof frem. Tasken var pakket til lidt af hvert. Og i bunden lå hans uniform.

Han lagde stoffet på bordet, to af stykkerne var tydeligvis bandage og det sidste var bare en las fra en gammel skjorte. Han rakte ud mod pigens ene hånd, spørgende, om hun ville lade ham se på hendes hudafskrabninger.
"Er du kommet mere til skade?" Hvad har Ash gjort ved dig? Et spørgsmål han ikke sagde højt, uvillig til at stille hende et spørgsmål for ubehageligt at svare på. Der var nogle ting, han ikke kunne gøre bedre. Han sank en klump vrede. Ash skulle passe på, næste gang de mødtes. Det ville ske igen, om det så tog år. Ingen af dem ville dø af alderdom.

Det var ved at være sent, men Storm havde glemt alt om at være træt. Og det ville ikke være første nat uden meget søvn, hvis nogen overhovedet. Skulle han nå hjem og kunne få et par timer i sin seng, ville han nok have svært ved at falde i søvn alligevel. Det var næsten værre, at han skulle vække Zahinael, men det hørte med dæmonens job. Det ville ikke være første gang i den tid, at Storm havde været i Dianthos, at dæmonen ikke havde fået sin nats søvn. Og så var det en god idé at få på listetæer. Noget Storm godt kunne finde ud af, heldigvis da. Selvom hans blotte tilstedeværelse virkede til at provokere spionmesteren mere end rigeligt.

Instinktivt flyttede hun fluks sit blik fra Storm og tilbage ned til sin håndflade, som havde hun vitterligt glemt alt om det på det korte øjeblik, hvor hendes opmærksomhed havde været andet sted. Det var selvfølgelig ikke tilfældet. Mia glemte ikke ting. Hun huskede alt. Men hun kunne ikke skjule, hvor overrasket hun var over, hvordan han havde lagt nok mærke til det, til at ville se til afskrabningerne. Det var underligt. Men dette virkede mere og mere… trygt. Det var næsten nok til at distrahere hende fra alle de ubesvaredes spørgsmål. Storm kendte alligevel ikke til spørgsmålene, det havde han været hurtig til at indrømme for hende, så hvad var grunden til at tvinge det ud af ham? Hvad ville hun få ud af at gentage sig selv igen og igen? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?..

Så hun sænkede atter sin hånd med et accepterende nik, hvorefter hun tog plads på stolen denne gang. På den måde skulle han ikke til at rende frem og tilbage fra bordet til sengen, hvis han da virkelig havde tænkt sig at se til hendes sår. Og hun rakte ham frivilligt sin ene hånd. Klargjorde sig så godt som hun kunne på svien, der med sikkerhed ville opstå. Selv så snart bare han rørte området omkring, ligemeget hvor blidt det var, fik det hende til at vrænge ansigtet. Hendes krop var stadigvæk så sensitiv. Men hun måtte bide det i sig. Storm måtte dog lige finde sig i, at reflekser ville forsøge at rive hånden væk, hvis han ikke holdte ordentligt fast.
”Auchh..!” sugede hun skarpt ind, og hendes glød flikkede. I det mindste var den falmede nuance fra før forsvundet igen. Forsigtigt og noget besværligt med at ikke bare lade tæppet falde fra hendes svøbt, fik hun møvet sin en hånd frem til visning. ”Min anden hånd var desværre heller ikke heldig nok.” Egentlig så den håndflade næsten værre ud. Ufatteligt at hun havde holdt ud at klinge så meget til tæppet, som hun havde gjort. I den hånd sad der større korn af grus i skrabninger. ”Og…” Hun sank tungt. ”Ash bed mig. Lige inden at han begyndte at klemme omkring min hals. Dét tror jeg dog ikke har efterladt en... skade.” Igen møvede hun sig besværligt for ikke at sidde afdækket foran Storm, da hun fik hele sin højre arm ud fra tæppet for at vise ham de to huller fra Ash’s hjørnetænder i hendes underarm. På daværende tidspunkt havde hun mere eller mindre kun tæppet om sig som et tørreklæde. Under armene og svøbt om brystkassen.
Forlegenhed var en ting hos de jordiske. Og derfor en ting hun havde pålagt sig selv som normen. Så derfor gjorde hun sig så meget umage med at holde sig tildækket. Skulderne havde hun dog intet imod at have nøgne.

”Jeg har altid gjort mit bedste for ikke at beskadige den her krop alt for meget. Jeg har forstået at man kun får én. Med mindre man er af dæmonisk blod. Men alligevel ender jeg altid med at trække blod og besudle den med ar fra de sår, der ikke heler pænt.” ytrede hun sig med en sagt og faktisk ret rolig stemme, mens hun så til, som han så til hendes skader. Nysgerrig efter, hvordan han gjorde. Hendes hoved lagde sig endda på skrå. Bare ganske svagt. Et enkelt lille vip.

Det var tydeligt, at hun blev overrasket over, at han havde lagt mærke til hendes håndflade. Man kunne altid diskutere, om det var på grund af hans alligevel venlige person, eller om det var fordi han var vant til at holde øje med folks svagheder. Eller bare hendes held. Noget han ikke ville kunne svare på, hvis han blev spurgt. Han havde bare lagt mærke til det.
Nok overraskende forsigtigt tog han fat om hendes håndled, så han ikke rørte for tæt på det afskrabede område. Der var lidt skidt i såret, så det ville være godt at få det skyllet. Med den anden hånd tog han kluden og dybbede den i vandet og klemte lidt af vandet af den, før han førte hendes hånd ned i vandet. Hendes ryk i hånden var ventet, så han holdt den fast, dog uden at gøre hende ondt.

Stadig blidt begyndte han at vaske såret med kluden, sørgede for at få skidtet ud. Vandet blev hurtigt lyserødt, men der var ingen kære far der. Såret skulle være helt rent. Selv hendes smertefulde udtryk hjalp ikke. Han løftede blikket og skævede mod den anden hånd, der så endnu værre ud. Hun var godt nok landet uheldigt. Han sænkede blikket igen, som hun begyndte at rode rundt med tæppet. Ikke at han var genert, han havde set flere nøgne kvinder og mænd i sit liv, end han kunne tælle til. Men han ville ikke gøre hende utilpas, så han holdt blikket mod sit arbejde, indtil hun sad stille igen og fremviste de to tandmærker i sin arm. Noget der fik ham til at kære ansigt, ikke over hende, men over vampyrer. Forbandede blodsugere. De kunne ikke holde tænderne for sig selv.
"Dem må vi også hellere få skyllet." I det mindste smittede vampyrer ikke som varulve, så det var da altid noget.

Han lyttede til hendes snak, mens han slap hendes hånd og tog den anden, inden han begyndte forfra. Hånden ned i vandet, holde godt ved, så hun ikke trak den til sig, inden han begyndte at vaske småsten og jord ud af hudafskabningen, der straks begyndte at bløde mere end den anden. Hvilket var fint, så kom al skidtet ud.
Lidt nysgerrigt skævede han til hende. Hun sagde nogle sjove ting. Det gjorde ham nysgerrig. Måske også noget, der kunne forklare, hvad Mørket ville med hende?
"Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at du siger nogle lidt spøjse ting. Jeg kan næsten regne ud, at du ikke er et menneske. Hvad er du så, hvis jeg må være så nysgerrig at spørge? Og... hvad hedder du?" Han vidste egentligt ikke, hvad hun hed. Det var måske meget rart at vide.

Igen måtte hun skarpt - nej, faktisk skarpere end før - suge luft ind gennem tænderne, da det blev tur for hendes anden hånd at undergå rensningen. Det var det rene tortur! Værre end hvordan det havde føltes idét hun var faldet og faktisk skrabet håndfladerne henover gruset. Et halvkvalt pib var heller ikke noget, som hun kunne holde tilbage, idét han strøg kluden henover de mange små sår, og hendes ansigt havde krummet sig nok til, at hun nær havde siddet med lukkede øjne. Det var med enorm viljestyrke, at ikke virkelig lægge kræfterne i at hive hånden til sig. Det var trods alt for det bedste. Og allerede med den anden hånd, kunne hun mærke lindringen af bare at have fået skidt vasket fra sårene.

Men så lykkedes det Storm at distrahere hende endnu en gang. Dog sad hun stadig opspændt, som gjorde hun sig selv parat til at mærke det næste jag af ubehag, da han fangedes hendes opmærksomhed og dermed fik hende til at både se væk fra, hvad der foregik med hendes hånd, men også fjernede størstedelen af tankerne og fokussen.
Så det var med store forundrende øjne, at hun gloede på ham. Og så rystede hun let på hovedet. Sænkede blikket tilbage til sin hånd i hans, denne gang mere beroliget. Det værste var overstået. ”Det er du ikke den første til at nævne for mig. At jeg taler spøjst.” Selv med hovedet sænket en smule, burde den lille hentydning af et smil ved hendes mundvige stadig være ved at se. ”Jeg er af samme art som jeres sol. Eller.. det vil sige, at jeg er, hvad I jordiske kalder for en stjerne,” forklarede hun så nonchalant, som var det en hverdagsting. Men forhåbentlig hjalp den melankolske tone i hendes stemme med til at skille hende ud fra de sindsforvirrede. Endnu et jag fik hende til at skære tænder.

”Jeg blev givet navnet Miaplacidus le Arimh af en af jer helt tilbage fra starten af min bevidsthed. Hvis ikke noget tid før.” Svien havde så småt tvunget hendes øjne i vand, og havde det ikke været for manglen på gråd på hendes tunge, ville det nok ikke være svært at tro, at hun faktisk var begyndt at græde. Særligt da hun tørrede den første og eneste tåre væk fra sin kind, efter den var gledet fra hendes øjenkrog. Men igen var der ingen gråd at finde i hendes øjne, da hun atter så tilbage på ham. Nu med smilet lidt mere fremme. ”Men jeg tiltales blot med Mia. For kort. Et pænt navn, synes du ikke?” Hun værdsat virkelig det simple navn, som var det blevet hendes kæreste eje. Det havde været det første hun var blevet givet, trods det ikke var noget materielt, som hun kunne holde.

Smilet falmede. Men det efterlod hende ikke bedrøvet, som hun virkede til at undersøge ham nærmere med øjnene. ”Er det her normalt? Ønskes dem Mørket vil have i live at være tilset for skader, før de overdrages?”

Samtalen så ud til at tage hendes tanker lidt af hænderne. Det var godt, der var ingen grund til at fokusere så meget på det, det blev det kun værre af. Hendes forundring var næsten ved at hyle ham ud af den, for var det så sært, at han spurgte? Han var lige ved at trække sine ord tilbage, eller i hvert fald undskylde for dem, men så kom der alligevel antydningen af et smil, som hun svarede ham.
Hans bevægelser stoppede, da hun fortalte, hvad hun var. Et kort glimt af vantro gled over hans ansigt, men han skjulte det med det samme. En stjerne. Han havde svært ved at tro på det. Nok lyste hun og hun sagde nogle sjove ting, men en stjerne! Nah, det troede han nu ikke, men det var vel lige meget. Om lidt afleverede han hende til Zahinael, og så så han hende nok ikke igen. Han ville gerne lege med så længe, bare for at gøre hende lidt glad.

Han lod hende snakke videre om hendes navn, mens han startede op igen med at få det sidste skidt ud af hendes hånd. En enkelt lille sten var besværlig og han måtte skrabe den ud med en negl, inden han hævede blikket og smilede til hende.
"Det er et meget pænt navn. Både det lange og det korte." Han mente det skam.
Endeligt tog han hendes hånd op af vandet. Færdig. Han lod hende trække den til sig, det var bedst, hvis den fik lov til at lufttørre inden han pakkede den ind. Det var ikke den første skade han havde haft med at gøre.

Som han slap hendes hånd, stillede hun ham et alvorligt spørgsmål, der fik ham til at se overrasket på hende, inden han brød ud i en dæmpet latter, der kom nede fra maven. 
"Nej, det er det ikke. Langt fra. Men jeg er heller ikke en helt normal kriger fra Mørket." Nej, det kunne man ikke ligefrem sige, at han var. Desværre, det ville være nemmere for ham, hvis han havde været det. 
Han skyllede kluden op i vandet igen, inden han tog blidt ved hendes overarm og førte kluden over de to huller. Ikke fordi han regnede med, at det gjorde så meget, men så ville hun måske føle, at det blev lidt bedre. 
"Jeg tænkte, at det ikke kunne skade. Zahinael venter ikke på os, så det haster ikke med at komme derhen."

En enkel skæren med tænderne og det var endelig ovre. Hun kunne stadigvæk mærke den besynderlige sitren, som svien havde efterladt i hendes krop, og særligt idét hun holdte den ene af sine hænder op foran sig for at se på sine sår igen, var det lige ved, at hun kunne bilde sig ind, at det var hende muligt at se fingrene ryste noget så umådeligt svagt. Overanstrengede nerver, det var hendes eget gæt. Det var ganske normalt, var hun kommet til at forstå. Hvad der ikke var helt så normalt, var selveste Storm, blev det afsløret for hende. Lige som denne venlige handling, han havde gjort, og som hun – naiv som hun var – havde prøvet at overbevise sig selv om, var en form for ritual. Det kunne jo meget vel have været! Selv med en lav chanceprocent, så vidste man aldrig.

Hun havde ikke ladet sit blik glide over de kødelige og stadig saftige, dybe rifter, der nu var til at se uden al skidtet og sten og grus og hvad der ellers havde været i og omkring sårene, da hun forsigtigt knugede den og dermed gjorde fribane for hendes øjne at se tilbage på Storm overfor sig. ”Hvad er du så? Hvis ikke en normal kriger af Mørket. Så må du vel være noget andet. Anormal kriger af mørket? For du er stadig ’kriger af Mørket’. Det kan jeg høre i din stemme. Måden du siger det på. Selv med bitterheden lagt i det.”
Der var mange ting, som Mia lagde mærke til. Mange ting hun kunne se eller hører ud fra stort set usynlige kilder. Og Storm var sjovt nok ikke blevet skilt ud som en udtagelse. Lige som med Ash, havde Storm fra starten været et særligt offer for hendes opmærksomhed. Et af dem, hun bevidst holdte mere øje med. Også efter at være blevet mere beroliget i hans selskab. Han havde trods alt ikke en kniv for hendes strube eller skreg dødstrusler efter hende. Hvis det var en normal kriger af Mørket…

”Huh?” Mia lagde ikke mærke til den anden tåre, før den allerede havde trillet over kinden i en hulens fart og allerede dryppet fra hendes kæbelinje. I modsætning til den forrige tåre var den anden ikke fremkaldt fra hendes kropslige pine, hvilket var hvorfor hun blev så overrasket over den. For udefra seende var de sikkert ens, men hun vidste.
Straks havde hun løftet en hånd tilbage til ansigtet for at tørre den saltvåde stå fra tåren. Men ikke længe efter at hun havde gnedet sin kind, strøg endnu en tåre fra hendes øjne. Det kom helt bag på hende, at hun ikke før da, opdagede hvor fyldte hendes øjne var. Hun lagde mærke til så meget ved andre. Bare sjældent sig selv åbenbart. At hun ikke normalt græd med mindre tårerne tvang sig frem fra fysisk smerte, gjorde det ikke just bedre. Så før hun vidste af det havde hun mistet al kontrol, og begge hendes kinder blev våde, mens hun, i mild omtale, gik i panik.
”U-Undskyld… jeg…” Begge hænder var blevet sat på arbejde til at fjerne den ene tåre efter den anden. Og om det var på grund af gnideriet eller oprevenheden at hendes kinder blussede mere og mere op, var næsten ikke til at sige. Og efter lidt tid begyndte hun tilmed at snøfte. Dog ingen gråd. Hun var bare blevet utæt lige pludselig.

Storm kastede et ekstra blik på tandmærkerne i hendes overarm, inden han lagde kluden fra sig på bordet. Han kunne ikke gøre mere for hverken hendes hænder eller biddet i hendes arm, han havde ingen healende evner. Men i det mindste ville hendes hudafskrabninger nu have lettere ved at hele af sig selv og sandsynligheden for betændelse var lille. Han vidste ikke om Zahinael var interesseret i at hidkalde en healer for noget så lidt for en fange. Han tvivlede.

Spørgsmålet fik ham til at køre en hånd over panden og bagover sin isse igennem sit krøllede hår. Hun blev ved med at overraske ham med sine ord. Og hun var tydeligvis god til at opfange selv de mindste detaljer. Han sukkede og smilede så lidt skævt. Et smil, der ikke rigtigt nåede hans øjne, der bare mest var sørgmodige.
"Jeg er en Mørkets kriger. Jeg burde nok bare ikke være det." Og så havde han egentligt ikke lyst til at uddybe mere, for det var alligevel ikke specielt rart at snakke om og desuden, han kunne ikke bare fortælle en tilfældig pige om sine kvaler.
"Ash er nok et bedre eksempel på en kriger end... hov." Hans ord blev afbrudt ved hendes første tåre, hun tørrede væk. Hun græd.

Storm vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere. Hun virkede egentligt mest selv til heller ikke at vide det. Panikken kunne skimtes i hendes utryk og selvom han ikke vidste, hvordan hun ville tage det, lænede han sig lidt frem og rørte forsigtigt ved hendes knæ med fingrene. Hvad kunne han sige for at gøre det bedre? Det var en svær situation for hende, og han vidste godt, at han ikke kunne gøre den bedre. Det var trods alt ham, der ville aflevere hende til Mørket. Men ved Zaladin, han havde bare ikke andre muligheder!

"Det er okay. Jeg forstår godt, at du er ked af det. Det gør ikke noget." Måske han kunne få hende til at tænke på noget andet? Hans tanker strejfede maden, men det virkede ikke passende. Det gjorde hans næste idé heller ikke, men han valgte at gå med den alligevel.
"Prøv at se mod gulvet." Han tog en dyb vejrtrækning og koncentrerede sig lidt. Straks begyndte stængler at gro op i mellem gulvbrædderne, stængler der hurtigt fik en knop, der foldede sig ud og blev til små mørkeblå blomster. Der var ikke mange, for det var kun der, hvor der var skidt nok mellem brædderne, at det kunne lade sig gøre. Udenfor ville de have stået i en lille plet fyldt med blomster.
Mørkeblå. Han var trist. Men det overraskede ham nu ikke.

Det var måske meget godt, at tårerne var begyndt at trille, da de gjorde, så Mia ikke havde behøvet at dvæle for meget over, at denne Ash, denne vampyr der havde terroriseret hende, var hvad hun kunne forvente af resten af den mørke hær. Det var trods alt ikke den mest betryggende tanke at fylde sit lille hoved med. Det gjorde nok også bare det hele den smule mere surrealistisk. Tog man alle dele af øjeblikket, så burde resultatet ikke være idyllisk. Et eller andet sted måtte der være sket en fejlberegning. Et forkert nummer. En forket partikel. Noget hun ikke var i stand til at se. Måske det var denne fejlberegning, der var grunden til tårerne?
Med det samme blev der rystet vildt på hovedet. Så vildt at det korte hår piskede blødt omkring hendes hoved, før hun holdte igen og prøvede at få sig selv til at se ordentligt på ham. Men tårerne ville ikke stoppe, og med dét fortsatte hendes hænder også med at gnide dem væk. Man skulle tro, at det var direkte ubehageligt for hende, at have våde kinder, så desperat hun var for at tørre dem. Det var sådan set også en virkelig underlig følelse. Slet ikke ligesom når hun badede. Det her væske var saltet og klistret. Tørrede og strammede huden op. ”Jeg er ikke… ked af det,” lykkedes det hende at få frem. Det var vel også sandheden. ”Jeg er bare bange, tror jeg den her følelse er. Jeg var bare ikke klar over, at man græd, når man var bange.” Tidligere på natten havde hun været bange for nuet, men nu var hun nok mere skræmt af, hvad der skulle ske fremover. En ting hun normalt ikke bekymrede sig om. Mente hun i hvert fald. Der var en god chance for, at det blot var fordi, hun i disse situationer var mere hypersensitiv overfor sig selv og sine tanker.

Men alligevel stolede hun nok på Storm til at følge hans forslag og slog blikket ned efter et sidste snøft. Faktisk lænede hun sig i det hele taget frem, selv ikke i stand til at fange, at hun potentielt overtrådte hans privatsfære i processen. Hans hænder mod hendes knæ stabiliserede hende ligeledes.
Hvad hun så forundrede hende på stedet. Havde tårerne virket malplaceret på hendes ansigt før, så blev det kun værre, da hendes øjne voksede i størrelsen og en form for barnligt vidunder tittede frem i dem. Hun vidste at blomster groede, så gjorde alt sådan set, men hun havde sjældent haft muligheden for at se dem gro med en sådan yndefuld fart. Der var noget helt særligt ved at se en knold åbne sig op. Lige meget hvor lille eller stor eller ekstraordinær blomsten var. Hun snøftede igen. Og mens hun blev ved med at blinke ihærdigt med øjnene, lagde hun mærke til, hvordan strømmen af tåre blev mindre og mindre ustyrlig, indtil hun mere eller mindre kunne nå at blinke dem væk før de strøg fra øjenkrogene.
Men hun så ikke op. Ikke endnu. Nysgerrigheden havde taget over, og ganske forsigtigt førte hun sin ene bare fod hen mod en af blomsterne, er var tæt nok for hende at nå. Forsigtigt, så forsigtigt at hun næsten ikke rørte, prikkede hun til den med sin storetå og straks stoppede dens magiske vækst. Nåede kun lige at åbne sig med et enkelt blad, mens resten af knoppen forblev lukket til at modne videre på naturligvis. Dette var hvad der bekræftede for hende, at dette var magi, og det gjorde det næsten mere forundringsværdigt for hende.

”Ufatteligt hvad jer jordiske besidder af magiske evner. Det er som om, at der absolut ingen grænse for, hvad I kan præstere.” Den pludselige korte afstand mellem deres ansigter, da hun så op, syntes ikke at påvirke hende det mindste. Hun fangede ligeledes hans blik med sit eget uden tøven. Men kun for en lille stund, før det faldt tilbage mod blomsterne.

"Det er også i orden at være bange." Jeg forstår dig godt, jeg ville også være bange. Men han ville ikke skræmme hende mere, end hele situationen allerede måtte gøre, så han holdt den sidste del for sig selv. Han vidste alt for meget om, hvad der skete i kældrene i Kzar Dûn. Han havde selv været dernede, men heldigvis kun for at spendere lidt tid i de små mørke celler. Om det var, hvad der var planen for denne kvinde, ja, det vidste han ikke. Men det behøvede han ikke at fortælle hende om. Han fortalte heller ikke noget om, hvem Zahinael var, mere præcist. Om spionmesteren ville bruge tid på Mia selv, eller om hun skulle skippes af sted til borgen, det var ikke til at vide.

Et lille smil dukkede op på hans ansigt, da han så hendes reaktion på blomsterne. De fleste endte med at smile lidt, trods det ofte var i situationer som denne, han kom til at bruge evnen. Der var ikke mange inde ved Mørket, der kendte til hans evner, hverken den med blomsterne eller hans evne til at ramme alt, han sigtede på. 
Overrasket så han hende røre ved en blomst, der stoppede med at gro. Det plejede ikke at have nogen betydning for hans magi, at man rørte ved dem. Du kunne endda plukke dem halvvejs og de ville stadig folde sig ud. Nej, det forstod han ikke og han så lidt nysgerrigt på hende. Hvordan havde kun gjort det?

Hun havde lænet sig frem for at se ned på blomsterne under dem, hvilket havde bragt hende noget nærmere ham. Noget han ikke lige havde tænkt over, før hun så op og mødte hans blik. Hans smil falmede langsomt, som han så ind i hendes kønne øjne, der stadig bar præg af tårerne, der lige var faldet. Hvorfor var han endt i sådan en situation? Hvorfor kunne han ikke bare lade hende gå og beholde sin frihed og sit liv? Han var lige ved at beslutte sig for at gøre det, da et stik af fantomsmerter fra hans tænder fik ham på bedre tanker. Han ville ende i så mange problemer. Og selvom han kæmpede i mod autoriteterne i Mørket så meget han kunne, var tanken om tortur ikke ligefrem noget, han kunne lide. Der var for stor risiko for mere smerte end han han havde kendt til endnu, hvis Zahinael fandt ud af, at han havde ladet hende gå.

Pigen så væk og han lukkede kort øjnene, mens han gjorde sit hjerte hårdt igen. Hans eget liv betød mere for ham end hendes gjorde.
"Jeg har ikke mødt nogle grænser endnu." Han tog sine hænder til sig for at skabe lidt afstand i mellem dem. Afstand. Med en dyb vejrtrækning tog han også et skridt tilbage mentalt. Det nyttede ikke noget at knytte sig. 
"Jeg har taget lidt mad med fra køkkenet, hvis du er sulten." Det lå lidt i hans ord, at han ikke vidste, hvornår hun ville få mad igen. Ikke at han regnede med, at Zahinael ville sulte hende, men måske det var en god idé at tanke op, inden han afleverede hende.

Hurtigt havde hun trukket sin fod ind under stolen og krummet dens tær. Ingen grænser. Ikke udover hende selv. Hun var vel en grænse for sig selv. Hun havde endnu ikke oplevet at den jordiske magi kunne overskride grænsen, som hun udgjorde. Var, hvad hun gjorde, overhoved noget der kunne kategoriseret som magi? Hun fjernede magiens effekter. Neutraliserede den. Og alt sammen blot ved at røre den. Måske var det bare endnu et tegn på, at hun ikke hørte til. Men alligevel mens hun var på Jorden var hun i det mindste beskyttet imod de grænseløse muligheder for skade.

Idét Storm fjernede sine hænder fra hendes knæ, bristede det den tynde boblen, der havde lagt sig omkring hende, og per automatik var hendes blik blevet løftet den lille smule. Det var som om, at hun først virkelig havde opdaget, at hans hænder havde været der, da de ikke var der længere. Ikke så underligt, eftersom det havde lagt en form for nødvendig vægt et sted, så hun ikke var faldet helt ud ad balance før. Ubevidst pressede hun sine knæ tættere mod hinanden, og hun satte sig op for at placere sine egne hænder mod dem. Forsigtigt, for ikke at skyde for voldsom en strøm af svie fra de stadig rå-revne håndflader igennem kroppen. Besynderligt. Det var ikke det samme, som da hans hænder havde ligget der.

”Mad?” Fluks rev Mia sig væk fra at have sin opmærksomhed mod sine knæ og løftede i stedet hovedet og blikket tilbage på Storm. I den korte tid de havde været i hinandens selskab var hun meget hurtigt gået fra at ikke ville se på ham ud af skræk og utilfredshed til at se meget, meget direkte på ham, når det da ikke lykkedes ham at få hende til at se andre steder hen.
Hun havde ikke forventet at blive givet mad. Men så igen, så havde hun heller ikke forventet at få sine overfladiske skrammer tilset. Eller at være blevet ’givet en pause’. Så burde hun virkelige have været så overrasket? Hun drejede sit hoved og så mod bordet og ganske rigtigt lå der en smule proviant. Noget hun faktisk havde lagt mærke til, da han var kommet tilbage til værelset, men som hun åbenbart ikke havde haft mange andre tanker omkring. Hun sank tydeligt nok til, at det kunne ses på måden, musklerne i hendes nøgne hals spændte op.
Og så rystede hun på hovedet. Meget mere mildt end før. ”Jeg tror ikke, at jeg kan spise noget.” Hun lød helt undskyldende og skiftede sine hænders placering tilbage fra knæene til deres greb i stolens kant. ”Jeg har fuldt forstået, at føde er en sådan essentiel del af overlevelse. Og det er også blevet en del af min, siden jeg faldt. Men det føltes som om, at min mave har knuget sig sammen og selvom min tunge gerne vil tage imod smagen af mad, så ville min mave ikke acceptere det. Jeg kan knap nok synke mit spyt ordentligt.”

Storm lagde ikke mærke til, hvordan Mia erstattede hans hænder med sine egne. Men han kunne godt se på hende, at den lille virkning blomsterne havde haft, var væk igen. I det mindste var hun holdt op med at græde. Det gjorde det lidt lettere for Storm at håndtere, hvilket nok var en egoistisk tanke, men hvorfor skulle han ikke føle sådan? Der var ikke så meget andet for ham at gøre. Hvis han ville forblive nogenlunde normal i hovedet.
Pigens øjne ramte ham igen. De var intense, som sugede de alt til sig som en jordfaldshul. En malstrøm. Og han kunne ikke se ind i dem ret længe, men hun skiftede heldigvis selv fokus og så mod brødet og de tørrede skiver kød. Ikke ligefrem det mest spændende, men det kunne spises.

Han lyttede til hendes ord, igen underlige ord. Hun troede virkeligt på, at hun var en stjerne. Storm var i tvivl, skepsissen fyldte meget, men han ville ikke have noget i mod at tro på hende. Det var en underlig verden, de levede i, og en falden stjerne var måske ikke det mest underlige, man kunne støde på. Han vidste det ikke. Ville ikke tage en beslutning om det, så han nikkede bare forstående.
"Det er helt i orden. Jeg ville bare give dig tilbuddet." Han var ikke selv sulten. Han ville have været det, hvis han bare havde fået lov til at gå lige hjem uden at støde på hende og Ash. Men tanken om at aflevere hende til Zahinael pressede al sulten ud af ham og gav ham en let kvalme i stedet.

Hans blik faldt til hendes hænder, og han tog den ene bandage.
"Måske vi skulle pakke dine hænder ind, inden der kommer mere skidt i." Blidt tog han den ene hånd og begyndte at sno stoffet rundt om hendes håndflade. Det havde været en slidt skjorte og stoffet var blødt. Igen var hans bevægelser vante, han var ganske bekendt med at pakke sår ind. Både andres og sine egne. 
Han var tavs, mens han gjorde det, han vidste ikke rigtigt, hvad mere der var at sige. Og selvom han var blid, var han også hurtig, så snart var begge hænder pænt indbundne i den interimistiske bandage. Han sad lidt med hendes hånd, inden han sukkede dæmpet.
"Måske vi skulle gå." Hjem og vække Zahinael. Det skulle nok blive sjovt.

Pakke hendes hænder ind? Åh ja! Mia huskede da, hvordan hendes hånd var blevet svøbt i strimler af stof, da kartoffelkniven havde gledet i hendes hånd. Den gang havde forklaringen nærmere været, for at holde blødningen af snittet til et minimum. Denne gang blødte sårene også – dog langt fra lige så meget – og forbindinger havde et andet formål. At holde skidt ude. Det gav udmærket mening, og Storm lød til at have en dybere viden omkring det. Så hun gjorde ingen anden modstand end det enkelte jag, som stoffet første gang lagde sig henover de rå og sviende hudafskrabninger.
Tværtimod så så hun meget nysgerrigt til, mens han gjorde sit værk. Ligesom hun havde gjorte, da han blot have renset sårene og pillet grus ud af dem. Hun sugede hans håndværk til sig i et håb om, at kunne gøre det efter. Hun var godt nok kommet til at forstå, at en evne ikke kunne mestres uden at selv have det i sine egne hænder, men hvis hun bare kunne kopier her bevægelse og hver muskeltræk, burde hun ikke have mange problemer. Vel? Indbindingen var klart mere imponerende, end hvad der var blevet gjort ved hende før.

Meget hurtigt, forskrækket faktisk, løftede hun hovedet og så med det samme direkte på ham igen. Denne gang med forskrækkelsen lige så synlig i dem, som hendes krop havde reageret. Gå? Det hele blev pludselig lidt for virkeligt. Hendes tanker havde været logiske nok til, at hun ikke satte for mange spørgsmål ved det hele. Eller havde prøvet at flygte for den sags skyld, selvom hun var bange helt ind til knoglemarven. Men det havde også været muligt for hende at tage en hvis afstand til det, mens hun var her hos Storm. Hun nåede lige at vise ham et ansigtsudtryk som en såret unge, før hun lige så abrupt havde rejst sig fra stolen og for en stund stod tårnet over ham for en gangs skyld.
Hånden han havde holdt gled fri igen, idét hun skyndte sig videre. De bare fødder trippede så uskyldigt henover trægulvet, som hun småløb mod døren. Hun vidste for, at den var låst, men hendes intentioner var heller ikke at flygte. Hendes logik havde allerede forsikret hende, at hvis hun flygtede, ville de bare finde hende igen. En hvis dæmon havde haft ret i, at hun var en meget nem kvinde at finde. Hun kunne ikke engang gemme sig i mørket…

Det samme øjeblik, at Mia nåede døren, drejede hun derfor omkring og den ene arm – den anden havde travlt med at holde tæppet fra at falde – rakte hun ud til siden, som blokerede hun vejen ud for Storm. ”Jeg ville egentlig ikke vide det, men jeg bryder mig ikke om at ikke vide. Fortæl mig om denne Zahinael. Hans navn har været nævnt så mange gange. Det er ham, der har eller ikke har sat prisen på mit hoved, så jeg fortjener at vide, hvem han er, gør jeg ikke?” konstaterede hun stålfast og stemmen en tone højere. ”At du mener, at det er i orden at være bange, må indikere, at der er god grund for mig, at være bange, så det kan umuligt være noget godt, han vil mig. Jeg vil gerne være… forberedt.” Hun stod der standhaftigt, men det var nu alligevel synligt, hvordan hun sank klumpen i halsen.

Pigen reagerede med det samme. Hovedet fløj op og hun lignede næsten en lille hundehvalp, man havde råbt af. Inden han kunne nå at stoppe hende, rejste hun sig og løb mod døren. Måske burde han springe op i frygt for, at hun ville stikke af, men han vidste, at døren var låst. Og han regnede ikke med, at hun havde nogen evner til at komme igennem en låst dør, som hun ikke havde benyttet sig af dem, da han havde forladt hende for et øjeblik. Så han blev siddende og så efter hende, som hun blokerede døren med sin krop og en udstrakt arm.

Hendes forespørgsel var helt forståelig. Hvem var manden, hun åbenbart skulle afleveres til? Storm mærkede en klump i maven. Hvad skulle han svare? Skulle han fortælle sandheden og gøre det hele værre, ja måske endda øge risikoen for flugt? Eller skulle han lyve? Det sidste lokkede meget, men han vidste godt, at han nok ikke var så god en løgner til at kunne klare det uden at hun ville vide det. Han endte med at beslutte sig for at give hende en mild udgave. Hun behøvede ikke at vide så meget om, hvad han kunne.

Han lænede sig lidt frem og hvilede sine albuer mod sine knæ, mens han gned tommelfingeren i mod håndfladen i den anden hånd.
”Zahinael er min overordnede. Han er sp-højt oppe i hierarkiet. Og som alle andre inde ved Mørket, er han ikke en rar mand. Det er bedst at gøre som han siger.” Han fugtede sine læber og trak så på den ene skulder. ”Jeg ved ikke, hvor efterlysningen efter dig kommer fra, men jeg fik ikke indtrykket af, at det var fra ham. Bare at han måske har lidt personlig interesse.” Han havde ikke noget at have det i, det var bare en fornemmelse han havde fået, da dæmonen havde snakket om efterlysningen. Den måde han havde rørt ved pergamentet og set lidt fraværende ud.
Storm rettede sig op med et suk.
”Jeg ved ikke, hvad de vil dig. Jeg er bare en kriger langt nede i hierarkiet, uden noget at sige. Og jeg kan ikke gøre andet end at tage dig med. Jeg håber du forstår.” Han rejste sig og tog sin jakke fra stolen, hvor hun havde siddet, og holdt den frem som tilbud om, at hun kunne få den over sig igen.

Ligemeget hvor meget stjernepigen ikke brød sig om, hvad Storm havde at fortælle hende, så stod hun standhaftigt i sit set og så fortsat på ham med det krævende blik. Krævede at få svar på i hvert fald nogle af hendes spørgsmål. For selvom der var ting som hvorfor, han selv endda havde gjort klar for hende, at han ikke kunne besvare, så var der så mange andre ting, hun kunne sætte spørgsmålstegn ved i de jordiskes verden.
Godt nok lykkedes det ham at have hende nøjes med en korte og harmløse besvarelse, men havde han nægtet hende et svar eller bare været stille, ville måden hun så på ham have vredet det ud af ham. Veg ikke væk indtil han havde givet hende… et eller andet. Det blev endda hængende lidt efter, at han havde rejst sig og skubbet deres ærinde lidt mere frem igen.

Men endelig slog hun blikket ned med, hvad der bedst kunne beskrives som et både lydløst og usynligt suk, og så et øjeblikstid bare på jakken, der blev rakt hende. ”Så… lad mig måde ham. Det er måske for det bedre, at få stilnet hans interesse. Han ville ikke være den første,” sagde hun sagte men tydeligt nok til, at det også ville have været til at høre, havde han ikke stået så tæt på, som han gjorde. En smule tøvende greb hun om den tilbudte jakke igen, og mens hun villigt trippede til side, så han kunne komme til døren, låse den op, åbne den, vise vej - alt det der - holdte hun blot jakken ind mod sig.
Og så som han gik i gang med at finde nøglen fra sine lommer, begyndte hun at fumle med overtøjet. Med tæppet svøbt omkring under hendes arme, gjorde det betydeligt nemmere at bare stikke armene ind i ærmerne og faktisk bære jakken, som den var designet frem for som et sjal over skulderne.

Som hun havde gjort efter episoden med Ash, så fulgte Mia lydigt med bag Storm, som de forlod værelset. Lige indtil at hun stoppede op halvvejs nede ad trappen. Der var så mørkt i opgangene. Ingen lys. Udover hende, som stod klarer i mørket end, hun ville gøre i dagtimerne. ”Du er slet ikke bekymret for, om jeg vil løbe væk, flygte? End ikke da du bragte mig hertil. Du gav mig et valg, og jeg ville bæres, hvor du ville være i kontrol.” Hun hoppede et skridt længere ned. Stadig med blikket undersøgende på ham, som ville hans ansigt sige mere end hans ord. Hvilket i visse tilfælde var sandheden.

Storm ventede tålmodigt på hendes reaktion på hans ord. Han var ikke sikker på, at han havde sagt nok, men til sidst virkede hun alligevel til at nøjes med hans få ord og sænke blikket. Det bragte ham lidt lettelse, for han havde virkeligt ikke lyst til at fortælle mere om Zahinael. Hvis hun var heldig, ville hun kun møde ham kort, inden hun skulle sendes videre i systemet. Hvad så det indebar. Storm vidste det ikke, og ærligt talt havde han ikke lyst til at vide det.
Han svarede ikke på hendes ord, vidste simpelthen ikke, hvad han skulle sige, så i stedet lod han hende tage jakken, inden han slukkede de to lys på bordet og i mørket, der var svagt oplyst af pigens særprægede lys, gik hen til døren. Nøglen var hurtigt fundet frem og døren lås op.

Efter at have sikret sig, at hun var klar til at gå, gik han ud af rummet. Han burde lade hende gå forrest med et fast tag i hendes skulder, men lige nu var der ikke så mange steder at flygte hen. Han låste døren efter hende og gik forrest ned af gangen og ned af trappen.
Halvvejs nede stoppede hendes stemme ham, så han stoppede op og så på hende. Hendes træk tydelige, som de lyste sig selv op. Hendes spørgsmål fik ham til at smile lidt.
"Selvfølgelig er jeg det. Men jeg tror på at man kommer længere med respekt end med tvang." Han kløede sig på hagen. "Du har heller ikke givet mig et indtryk af at ville kæmpe i mod eller flygte. Havde du opført dig anderledes, havde jeg nok gjort noget andet."

Han betragtede hende lidt, inden han fortsatte ned af trappen, hvor han åbnede døren ud til og lod hende komme forbi.
"Når det er sagt, er jeg ikke helt naiv." Han placerede en hånd på hendes skulder som tidligere. Nej, nok troede han ikke, at hun ville forsøge at flygte, men han ville heller ikke tage alt for store chancer. Det ville kun gå ud over ham, hvis han ikke afleverede hende ved Zahinael.
Blidt guidede han hende den rigtige vej mod bogbinderiet.

Forbløffet betragtede hun ham med blinkende øjne. Han gav jo ganske fin mening. Hun havde ikke gjort noget flugtforsøg. Ikke overfor Storm, i hvert fald. Der havde kun været hendes uvillighed over at blive båret væk. Og den enkle gang, hvor hun havde forsøgt at immobilisere ham på samme måde som med vampyren. Men efter at han havde fået hende væk fra den meget offensive voldsmand, havde hun ikke så meget som prøvet at hive i den låste dør. Hun havde ikke engang gjort sig umage med at holde en fysisk afstand til ham. Han havde virket så… beroligende. Hun ville dog ikke beskrive hans tilstedeværelse som betryggende. For selvom hendes skuldre ikke sad oppe omkring hendes ører, så sad utrygheden dybt inde i hendes krop. Hun var stadig bange som før, da hun pludselig var blevet utæt.
Et lille og forsigtigt smil voksede nu alligevel frem på hendes læber, da hun atter genoptog sin gang ned ad trapperne og passerede ham for at komme udenfor i nattekulden. Gaden var stadig lige så øde. Udgangsforbuddets effekt. Natten virkede næsten koldere af den grund.

”Huh?” Per automatik faldt hendes blik mod hånden, han tog om hendes skulder med. Og der skete et opspænd i hendes kinder, der strammede hendes læber lidt ud på en usikker facon. Men hun lod den ligge. Som havde jo allerede givet op, havde hun ikke? Havde accepteret at møde denne mand, der ønskede hende så meget, at det var mistolket som værende i livløs tilstand.
Hendes ånd faldt et enkelt niveau. Fulgte atter med. Frivilligt. Trådet blidt ned med sine bare fødder. ”Jeg er,” sagde hun så pludselig efter et par skridt i stilhed. ”Naiv, mener jeg. Jeg er naiv. Det har folk fortalt mig. Jeg må dog være ærlig og sige, at jeg ikke helt forstår mig på konceptet af naivitet. Og dét er vel i sig selv naivt.” Der var noget ved at tale så nonchalant med Storm trods, hvad hun var på vej mod, der fik dirigeret hendes tanker bort fra netop det. Og siden han ikke havde noget imod at tale tilbage til hende, kunne hun få en bedre analyse af hvem han var.

Stjernen pustede tungt ud. ”Jeg kan ikke få mig selv til at flygte, selv velvidende at, hvad der er mig i vente ikke er… rart. Men fornuft fortæller mig, at det er ingen nytte. Jeg prøvede, men hvor endte jeg i sidste ende? Hos dig. En anden med samme mål som den første.” Det var begyndt at virkelig sætte sig fast som en hovedpine. Dilemmaer var blevet værre og værre jo længere tid hun havde tilbragt på Jorden. De var blevet sværere og sværere at løse. Nær umulige.
Noget i hendes underbevidst valgte dog at hælde mere til denne ene side, idét hun diskret sænkede sit eget tempo. Som begyndte hendes ben at nægte at bære hende direkte mod faren.

Selvom det ikke var tydeligt, kunne Storm godt mærke, at hun ikke var glad for hånden på sin skulder. Han kunne bare ikke rigtigt gøre andet, turde ikke tage chancen for, om hun alligevel ville prøve at løbe fra ham. Han var ikke kendt i byen og hun ville hurtigt kunne blive væk i de små gader. Så han førte hende af sted med hånden fast, men ikke ublidt, låst om hendes skulder.
Hendes stemme fik ham til at sænke blikket til hende. Det var stadig nogle spøjse sætninger, der kom fra hende, men han lyttede og smilede lidt over det. Han vidste ikke, om det var naivt ikke at forstå naivitet, men han var ikke i tvivl om, at var man naiv, var det ikke noget man selv kunne se eller forstå. Lige som enhver anden sindstilstand, der var en del af ens personlighed.

Han vidste ikke, hvad han skulle svare til det, hun sagde. Han tænkte lidt over det, drejede hende ned af en anden gade og trak så på den ene skulder.
"Jeg ved ikke, om det er naivt. Naivt er vel ikke at forstå, at der er noget galt. Det forstår du jo. Måske det er mere realistisk." Han gav hendes skulder et lille klem. "Men jeg er ikke lærd eller specielt klog. Det er til gengæld nok en snak, du kunne få mere ud af med Zahinael." Uden tvivl. Den dæmon var ganske intelligent, ingen tvivl om det. Så længe de ikke skulle snakke om medfølelse og andre mere varme følelser. Dem troede Storm ikke på, at manden besad.

Det virkede lidt som om, at pigen havde brug for at snakke om noget, og Storm havde ikke noget i mod at fylde den korte gåtur med snak. Egentligt ville han normalt ikke spørge ind til dem, der var i hans varetægt, for hvad skulle det nytte? Men af en eller anden grund forlod spørgsmålet ham uden tøven.
"Hvor længe har du været i Dianthos?" Et nemt og forhåbentligt uproblematisk spørgsmål, der kunne få hende til at tænke på noget andet, end det de var på vej i mod.

Skarpt drejede stjernen sit hoved væk fra Storm i hvad der kunne minde om en fornærmet handling. Hun manglede blot at stikke næsen i sky eller fnyse ekstra højlydt. Men i stedet var den smule bitterhed, der hang ved, kun at høre i hendes stemme. ”Det kan meget vel være, men jeg har intet ønske om, at skulle have en sådan samtale med ham.” Ikke under omstændighederne, hun var endt under.
Mias tilgang til denne Zahinael havde taget lidt en drejning den korte tid inden, Storm havde løst døren op og ført hendes af sted mod ham. Hun var stadig bange og ufatteligt nervøs, ligesom tårerne havde afsløret meget voldsomt for ikke kun Storm men også for hende selv. Nu var hun dog også mere målrettet. Målrettet til at få tingene overstået. Ud fra hvad hun var blevet fortalt, var der en minimal mulighed for, at det blot var et møde med hende, der var blevet ønsket. Hendes tilstedeværelse. Og ikke fangskabet, som så ofte var i tale i samme sætninger som Mørket. Den anden mere konkrete synsvinkel på det gjorde det også nemmere at processerer.

Fluks fløj hendes hoved dog tilbage omkring, så de blå øjne så på ham og hendes oplyste, dog lyshudede ansigt vendt mod ham igen. Miaplacidus le Arimh udtrykte sine følelser meget tydeligt - som en åben bog, ville folk nok sige - men hun havde også en tendens til at skifte mellem følelser meget brat. Så som dér, hvor bedrøvelsen var svundet hen og efterlod forbløffelse. Som da han havde været ærlig med hende på trappen. Og mange gange før. Som tillod hendes klare billeder af følelser alligevel hende kun at føle én ad gangen.
”Du ved det virkelig ikke,” sagde hun mere som en konstatering frem for et spørgsmål. Hun havde set det i hans træk. Det var et reelt spørgsmål. Ikke et af dem, hvor folk allerede kendte svaret. ”Jeg har været her i 1 år, 2 måneder og 10…. 11 dage.” Dagen måtte have skiftet nu. Det var for mørkt og for koldt til at ikke være den anden side af midnat. Men uden Solen kunne hun ikke sige med sikkerhed. ”Det er i hvert fald så længe siden det er, siden jeg rejste fra Lazura.”

Hun førte sin ene hånd op til hans, den der lå på hendes skuldre og holdte hende… fanget. Hånden nåede bare ikke helt op at ligge på den. I stedet lukkedes den sine fingre omkring en håndfuld af jakkens materiale ved brystkassen lige under skulderen. Hun kunne lige akkurat mærke sit eget hjerteslag igennem jakken og tæppesvøbet. Hun kunne godt lide den følelsen. Følelsen af et hjerte. Følelsen af at være levende som de andre jordiske.