Storm

Storm

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 353 år

Højde / 184 cm

Zofrost 10.09.2019 12:52
Trods situationen og alvoren ved det hele, var Storm nær kommet til at le. Nej, selvfølgelig ville hun ikke have sådan en samtale med Zahinael. Selvom Storm havde en fornemmelse af, at han ville være den rigtige person til den slags snak. Det var i hvert fald ikke intelligensen, der var noget galt med, ved den mand. Bare så meget andet.
Men han lo ikke, han smilede bare kort og så frem i mørket, opmærksom på, om de ville møde nogen. Ind til videre havde de været heldige. Men man kunne aldrig vide.

Hendes forbløffelse over hans spørgsmål var ret tydelig i det sært oplyste ansigt, og han så nok lidt forvirret ud. Vidste ikke hvad? Det var som om, at hun forventede, at han kendte til hende, mere dybdegående end bare at Mørket var efter hende. Han vidste intet om hende, andet end det hun selv havde fortalt. Han svarede ikke på hendes konstatering, men så afventende på hende. Hvad vidste han ikke?
Han misforstod hendes ord. Hvad kunne han ellers gøre? Han antog det som, at hun var rejst fra sit hjem i Lazura for lidt over et år siden, altså at hun var vokset op der. Så hendes forbløffelse undrede ham bare endnu mere, men han skjulte det så godt han kunne. Han forstod ikke, hvad det hele drejede sig om, men det behøvede han vel heller ikke. Så han sendte hende bare et smil og gav hendes skulder endnu et klem, inden han så fremad igen. De var der næsten, der var ikke ret langt mellem hans midlertidige hjem og bogbinderiet.

"Lazura er et dejligt sted. Naturen er smuk i Azurien." Han havde været der mere end én gang, både før og efter han blev en del af Mørket. Der havde engang været meget tid til at rejse rundt i Krystallandet. Nu tog han kun derhen, hvor han fik besked på det. Han savnede sin frihed.
De rundede endnu et hjørnet og der lå bogbinderiet lidt længere nede. Tavs førte han hende om bag bygningen og åbnede bagdøren, der ledte ind til trappen op til førstesalen. Han tøvede lidt ved bunden af trappen. Det var ikke ligefrem fordi, at han havde lyst til at vække Zahinael. Der havde ikke været lys i de større vinduer på fronten af huset, så dæmonen sov nok. Eller havde gæst. Storm havde prøvet at komme lidt for tidligt og støde på en ung mand med sort krøllet hår, der tydeligvis havde overnattet, i døren. Han skubbede den frygtsomme tanke om at forstyrre Zahinael midt i dét væk og tog mod til sig, inden han førte pigen op af trappen og med et par hårde bank slog knoerne mod døren. Han bankede altid på.
Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 15.09.2019 13:44
Storm forvirring gjorde blot Mia lige så forvirret. I hendes hoved havde hun ikke sagt noget uforståeligt. Havde hun? Stjernens ord var blevet sagt med langt mindre arrogante og hovmod end, hvad der muligvis var at tro. Hun havde blot fået en fornemmelse af, at disse mænd fra Mørket… kendte mere til hende, end hvad hun måske gik og troede. Og havde reageret derefter. Også selvom Storm gentagende gange havde forsikret hende om, at han ikke vidste noget. Så havde hendes analyse faktisk været ukorrekt?
Han udtrykte dog ikke sin forvirring. Smilet han sendte hende, sendte hende også bare på et sidespor af, at hun nok endda havde misfortolket selve hans forvirring. Det var… forvirrende. Så selvom det var skrevet med tykke, fede blokbogstaver i hendes ansigt, fulgte der ingen kommentar efter.

Hun nikkede. ”Ja. Jeg nåede ikke at se alt i min tid der. Men…” Hun forstummede. Lazura var hendes hjem mere end Dianthos havde været. Det var der hendes familie var, hvis hun da kunne tillade sig at kalde familien Segard hendes ’familie’. De føltes som familie. I hvert fald hendes opfattelse af familie. Det tætteste hun havde. Men noget i hende fik hende til at holde den information tilbage fra Storm. Storm var ikke farlig. Han satte ikke faresignalerne i gang i hende. Hun kunne bare ikke helt ryste ubehaget, jo længere tid de spadserede side om side igennem den tomme by. Hun burde ikke stole på ham!..
”Jeg savner…” Igen opstod en lille pause, men ikke en fuld forstummelse som før. Bare tid nok til at undre sig selv over, om det nu var det rette ord at bruge. For der var noget benægtende ved at sige det. At savne et sted på jorden, ville gøre det sværere at vende tilbage til himlen med god samvittighed. ”Jeg savner havet. Jeg håber derfor at vende tilbage til Lazura igen.” At opleve stjernes spejlbillede i det stille vand.

Der var noget ved bygningen, som de stoppede ved, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Der var mange forskellige grunde, som hun kunne finde frem til. Alle der ikke gjorde hende mindre usikker på sine skridt. Havde Storms hånd ikke været låst fast på hendes skulder, var hun i tvivl om, hun havde kunne begive sig op ad trappen. Det var jo næsten som om, at hun gik direkte ind i en synlig bjørnefælde… Hun sank tungt og hendes øjne søgte observerende omkring i mørket. I søgen. Og scannende.
De absnormalt blå øjne stirrede mod døren. Lyttede til genhøret af banket. Lyttede efter lyde fra den anden side af døren. Hun blev ekstra opmærksom på styrken i Storms greb. Hun kunne vride sig ud af det. Hun havde det… dårligt.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

1 1 0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Lux
Lige nu: 1 | I dag: 3