Sobek var komplet upåvirket af, hvordan Avior reagerede på at blive slæbt tilbage til buret. Ingen kunne lide det, og det morede ham bare lidt, hvor lidt Avoir kunne lide det. 
At han havde sat sig til at tælle, var en genkendelig overlevelsesmekanisme. Dem, han havde haft i buret, havde klaret indelukketheden på forskellige måder. At tælle tremmer havde han set før, selvom Avoir gjorde det på sin egen måde.

Fascinationen var tydelig i drengens ansigt og Sobek var tilfreds. Han havde gættet noget ved ham, han havde haft en fornemmelse af. Knægten var interesseret i blod, hans trætte blik sagde alt. Og ordene der fulgte, understregede det bare.
"Den er død, dens hjerte slår ikke og det er ikke så voldsomt med blod. Det havde været noget andet, hvis den stadig var i live." Det skete aldrig, når Sobek flåede dyrene. At hans søn havde haft en ting for at slå væsner levende, det delte Sobek ikke med ham. Det svinede og der var ingen grund til det. Ikke at han havde ondt af dyrene, men det var unødvendigt at gøre det.

Han lavede et par hurtige snit mere og derefter havde han delt haren i pels og krop. Han lagde begge dele til side og tog den næste hare, hvor han gentog de øvede bevægelser, stadig lidt langsommere end normalt. Han skævede mod drengen. De skulle være sammen i to uger, og selvom Sobek lige så let kunne lade ham sidde i buret så længe, havde han brug for lidt selskab, så han overvejede lidt at lære ham at flå en hare. Men først skulle han kigge på så mange gange som muligt, så han kunne lære teknikken.

"En stjerne siger du. Hvordan fungerer det?" Han var lidt nysgerrig. Kunne stjerner falde ned fra himlen? Sobek havde aldrig rigtigt spekuleret over, hvad stjerner var. Lysende prikker på verdens låg, måske? Det var ikke rigtigt noget, der interesserede ham, men nu stod han med en person, der påstod at være en stjerne, og det var ikke helt svært at tro på, sådan som drengen lyste. 

Avior så fascineret til, imens Sobek flåede haren og fortalte. Det var smart, det med, at kunne flå den uden blod over det hele, men Avior var ikke lige så fascineret i 'smart' eller 'praktisk' som han var i vold, blod og smerte, og det var først, da han tænkte på, hvor meget mere smertefuldt det ville være for et dyr, menneske, eller dæmon, at blive flået i live, at det trak op i hans højre mundvig. 

Det var også dét, der fik ham til at følge nøje med, da Sobek flåede den næste hare også. Han ville lære hvordan. Han ville ikke bare se det, han ville vide det. Vide det så godt, at han ville kunne gøre det på et andet væsen. Et levende væsen. Men Ember havde også lært ham at holde den slags tanker for sig selv, så han så på i stilhed, uden andet til at afsløre sine tanker end det skæve smil.

Hans smil forsvandt ved Sobeks spørgsmål. Ikke fordi det var et seriøst emne, men fordi han havde brug for at koncentrere sig imens. Det var ikke en historie han havde fortalt meget.

"Jeg faldt fra himlen for at finde min søster. Hun faldt også, før mig, så jeg ville hente hende tilbage fra himlen. Jorden er... et grumt sted. Og hun er naiv. Men jorden er også større end den ser ud på afstand og jeg har ikke fundet endnu." Han skar en irriteret grimasse - hvor svært kunne det være, at finde en anden stjerne? Avior havde kun opfanget Sobeks spørgsmål som et spørgsmål om hans tilstedeværelse på jorden, så det var kun dét han svarede på, inden han gik tilbage til at se koncentreret på haren. 

Smilet på drengens læber mindede Sobek alt for meget om sin søns, men han sagde ikke noget. Han fornemmede, at lysten til smerte og blod var lidt af det samme i de to drenge, hvilket overraskede ham lidt. Den lille spirrevip virkede udadtil ikke som en, der ville finde glæde i sådan noget, men skindet kunne bedrage. Han skrev sig sin observation bag øret og koncentrerede sig i stedet om det arbejde, hans hænder lavede.

Et brum af morskab kom fra ham, da knægten sagde, at hans søster var naiv. Det var han ved guderne også, men det vidste han tydeligvis ikke. Men hvis han fandt søsteren naiv, måtte det være slemt. Det skulle ikke undre ham, hvis hun allerede var blevet dræbt eller som det mindste udnyttet af en som han selv. Naive væsner holdt ikke længe i denne verden, det vidste han da.

Da Avior var færdig med at fortælle, brummede Sobek ubestemmeligt og flåede det sidste stykke af skindet af haren, inden han begyndte at rense begge dyr, tage indvoldene ud og smide dem i spanden for enden af bordet. Nu kom blodet, men stadig uden at svine alt for meget. Det løb pænt ned af det lidt skrå bord og ud af hullet og ned i spanden. 
Bagefter viste han ham, hvordan man plukkede en fugl og rensede den. Igen et stykke arbejde, han havde gjort så utallige gange i sit næsten totusinde lange år liv, at han kunne have gjort det med lukkede øjne.

Han havde ikke fået noget ud af Aviors ord, andet end at enten var det sandt eller også troede knægten selv helt hundrede procent på det. Så han spurgte ikke mere ind til det.
I stedet bragte han drengen med sig ind i stuen, for at lave mad. Der var ikke noget, han kunne hjælpe med, siden arbejdet krævede omgang med en kniv, og så dum var han nu ikke. Endeligt var alle ingredienserne smidt i en gryde over ilden og snart ville der være ragout.

Han vendte blikket mod drengen og betragtede ham lidt, inden han greb hans hage og løftede den op, så han bedre kunne se skrammerne om hans hals. Han rejste sig og gik hen til kommoden, hvor han fandt en lille krukke med salve, som han tog med tilbage til pladsen ved bordet.
"Løft hagen op. Vi kan ikke have, at der går betændelse i."

Avior så på imens Sobek lavede mad. Han var udmattet, fysisk og psykisk, efter at have været i buret, og medmindre der kom en åbenlys chance for at stikke af eller for at myrde manden, havde han ikke tænkt sig at gøre andet end at blive stående hvor han var, lænet op imod køkkenbordet, med et dovent, men opmærksomt, blik på Sobeks hænder.

Han gjorde heller ikke modstand, da Sobek løftede hans hage op, men så blot på ham med et trodsigt blik. Et trodsigt blik, der kun varede til han gik igen, og Avior i stedet lagde hovedet på skrå, nysgerrig efter at vide hvad han havde gang i. 

"Det ville være nemmere, hvis du tog den forbistrede ting helt af mig," snerrede han, men rettede sig op, lagde armene over kors og løftede hagen, som han havde fået besked på. Hans trodsige blik var vendt tilbage, kun understreget af hans løftede hage. 

Sobek tog låget af krukken og tog noget af salven på en finger, inden han lænede sig frem for at få et bedre udsyn, inden han begyndte at smøre skrammerne med salven. Den anden hånd flyttede lidt på halsbåndet, så han kunne komme til.
"Det kommer ikke til at ske." Der var en snert af humor i hans mørke stemme, men der var ingen tvivl om, at han mente det. Ikke om han ville fjerne halsbåndet, det var tydeligvis farligt. Han havde stadig ondt der, hvor drengen havde brugt sin ene evne, men han viste det ikke. Det var bare et stort blåt mærke, der sendte en øm smerte igennem hans arm, hver gang han brugte den, men han var ikke ligefrem ved at miste armen. Men det kunne han uden tvivl have været, hvis Avior havde fået hånden lagt mod armen.

Overraskende grundigt smørede Sobek de røde mærker ind.
"Du burde stoppe med at forsøge at få halsbåndet af, det nytter ikke noget." Kunne han få det af? Måske, hvis han gik metodisk til værks, men at flå og rive i det ville ikke få ham nogen steder. Han var ikke den første, der havde Sobeks lille opfindelse på, og få havde haft sans til at pille det af. Og det var altid ved at få ødelagt snoren, han havde syet det sammen med, selvom han havde været grundig med at sy det.

Snart var han tilfreds med sit arbejde og trak sig væk. Krukken blev lukket og han lagde den tilbage på plads i kommoden, inden han vendte tilbage til maden, som han rørte lidt i. Det varede lidt, inden den var færdig.
"Vil du se, hvordan man bevarer et skind og gør det brugbart?" Han forventede ikke et svar, men gik tilbage ud i det andet rum, hvor han begyndte at skrabe hareskindene fri for fedt og derefter startede han processen med at gøre læderet klar til at blive brugbart til at lave ting af.

Da det var gjort, i hvert fald den første del af processen, vendte han tilbage til stuen, hvor maden efterhånden var færdig, så snart sad han ved sit bord med en skål velduftende stuvning. En skål var stillet frem til Avior også. Uden mad duede folk ikke til at sælge som slaver, så han fodrede på dem som han selv spiste.

En trækning af smerte gik igennem en sene i Aviors hals, da Sobek hev ud i halsbåndet, men udover dét lod Avior det ikke vise, at han havde ondt. Han bed smerten i sig, ligesom han bed raseriet og frygten i sig, og han lod Sobek smøre sig ind i salven, der med det samme var kølende mod hans brændende sår.

"Selvfølgelig vil du sige sådan," snerrede Avior tilbage, da Sobek forsøgte at overbevise ham om at stoppe med at få halsbåndet af. Aldrig i livet om han ville stoppe. Han var ikke typen der gav op og halsbåndet var lavet af læder. Hvis han kunne gnave sin hud op, kunne han gnave sit halsbånd op.

Han besvarede ikke Sobeks næste spørgsmål, men fulgte blot efter ham og så tavst til, imens manden arbejdede. Det meste af tiden overvejede han flugtplaner. Eller mordplaner. Men noget af tiden fulgte han opmærksomt med i arbejdet.

Da maden endelig var færdig satte Avior sig ned ved bordet, ét ben trukket op til sig, lænet tilbage i stolen og med skålen i én hånd og en ske i den anden.
Han havde ikke noget imod stilheden, ikke lige nu, ikke når han kunne høre lyden af ilden og Sobek, der spiste med ham. Så han brød ikke stilheden, men udnyttede muligheden for at se sig omkring efter mulige våben. 

Tavsheden under måltiden passede Sobek fint. Han var vant til at være alene og for meget snak gjorde ham træt i hovedet. Og man skulle nydes, ikke snakkes ihjel. 
Så han spiste uden et ord, holdt lidt øje med drengen og bemærkede hans søgende blik. Der var nok ikke så stor tvivl om, hvad han ledte efter, men han var ikke Sobeks første fange. Alt skarpt var fjernet, undtagen på væggen ude i rummet, hvor hans værktøj stadig hang og pyntede. Der var ingen grund til at friste skæbnen mere end højest nødvendigt, selvom det var svært at undgå i en pelsjægers hytte, der ofte var spækket med knive og økser. 

Efter han var færdig med at spise, ryddede han lidt op, stadig med et øje på knægten. Til sidst bød han ham at sætte sig på gulvet foran ilden, så han kunne holde øje med ham, mens han satte sig til at sy på de par bukser, han var ved at lave ud af noget skind. Det var øvede sting, de tykke fingre fik lavet, han havde synet sit eget tøj, siden han var gammel nok til at kunne holde på en nål og presse den igennem læderet. Tøj og hvad der ellers var behov for. Det var sjældent, at han brugte krystaller på tøj, han lavede det meste selv, undtagen når det skulle laves af stof. 

Endeligt fandt han sig selv træt nok til at skulle gå i seng, så han pakkede tingene væk igen, inden han gik rundt og slukkede lys og gjorde klar til natten. Til sidst stillede han sig foran Avior og så ned på ham.
"Du kan vælge mellem at sove i buret eller i sengen sammen med mig. Du har opført dig pænt, så du fortjener en nat i en seng." Han så afventende på ham. Hvad ville han vælge? Sobek regnede med, at det ville blive sengen, han ville med ret stor sikkerhed ikke frivilligt vælge at gå tilbage i buret.

Så han lod ham komme med i sengen. Han selv smed alt sit tøj, der var ingen grund til at have noget på under de varme skind, ligeglad med, hvad Avior måske sagde til det. Han erindrede ikke, at Avior havde set ham en gang før, da han havde rendt rundt i sin febervildelse, men det gjorde nu ikke noget. Han var tilpas i sin egen krop.

Avior lod sig blive smidt hen til ilden uden brok. Han havde hurtigt lært at det var nemmere bare at gøre som Sobek bad ham, i de fleste tilfælde. Især når det handlede om at Sobek gerne ville holde øje med ham - Avior ville til enhver tid hellere blive holdt øje med, end han ville ind i buret igen.
Desuden var ilden varm og rar. Avior tålte ikke kulde særlig godt, på samme måde som han ikke tålte indelukkede steder særlig godt, og begge dele ville kunne ses på hans dæmpede lys i de situationer, hvis da ikke halsbåndet allerede havde dæmpet det. Aviors livlige, svingende glød, var erstattet af et ensformigt lys, der hverken strålende klarere eller svagere, men det ændrede ikke på at Avior havde det godt foran ilden.
Så godt, at han faldt helt hen. Han sad med med hagen hvilende mod sine knæ, og med åbne øjne, men var så godt som sovende, da de vækkede ham at Sobek begyndte at slukke lysene i hytten. Han blinkede med øjnene og så op, da han blev talt til, og kom langsomt på benene for at følge med Sobek hen til sengen. Han ville have brugt sine ord til at svare med, hvis han følte at det var nødvendigt, men han troede faktisk at det var en trussel; hvis ikke han kom med i seng, blev han smidt i buret. For Avior var det slet ikke et valg.

Normalt ville han have taget sit tøj af. Tøj passede ham ikke, han brød sig ikke om det. Det var en konstant påmindelse om hans menneskelige form, og han ville nødigt sove i det. Men han huskede Sobeks lem. Og han huskede hans brudte løfte. Begge dele fik ham til at tøve med at kravle op i sengen til Sobek og det var først efter et sekunds overvejelse, at han hev sit eget tøj af og derefter kravlede op i sengen til Sobek.
Mentalt forberedte han sig på at manden ville have lyst til at holde øje med ham, selv i søvne. Røre ved ham eller binde ham fast. Han så på Sobek med sammentrukne øjenbryn og et skeptisk og bekymret udtryk, imens han forsøgte at overbevise sig selv om at hvad end Sobek havde i tankerne kun kunne være bedre end buret.

Til Sobeks tilfredshed, valgte knægten at kravle med ham i seng. Der var flere aspekter til tilbuddet, det var ikke bare af Sobeks gode hjerte, for sådan et havde han ikke, men mest for sin egen fornøjelses skyld. Han legede med ham, morede sig over ham, brugte ham. Og så kunne han godt lide at have en anden i sengen med sig, hvorfor vidste han ikke, men han stillede ikke så mange spørgsmål til sine egne indfald. Lige nu var han i hvert fald tilfreds med at tage den slanke dreng med i seng. 

Han kravlede ned under skindene efter drengen. Det var en bred enkeltmandsseng, så de ville lige netop kunne være der uden at røre hinanden, men det var ikke Sobeks plan. Hvis han skulle holde øje med ham i søvne, skulle der nærkontakt til, så han lagde en arm om ham og trak ham ind til sin nøgne krop. Med en arm om ham, lukkede han øjnene og den store krop blev afslappet.

Men kun for et øjeblik. Den brede hånd begyndte at rodet lidt rundt med Aviors tøj, ikke stresset på noget måde, men stille og roligt. Og langsomt fandt den vej til kanten af hans bukser, hvor den gled ned og fandt frem til, hvad Avior gemte der. Med stadig rolige bevægelser begyndte han at kærtegne ham, mens resten af ham bare lå stille. Som om det ikke rigtigt betød noget for ham, men nærmere bare var en eftertanke. Dog var der en enkelt kropsdel af hans, der modbeviste det, men han gjorde ikke noget for at tilfredsstille sig selv og lagde heller ikke op til, at Avior skulle gøre noget. Han blev bare liggende og fortsatte sine rolige og faste kærtegn af ham.
Hvis knægten ikke vidste, hvad sex var, ja så måtte han vel vise ham det. Og måske han var heldig og kunne få drengen til at gøre mere end et ufrivilligt blowjob, inden han skulle videre derfra. Der hvor han skulle hen, ville sådan en sød røv nok ikke mærke så meget kærlighed.

Avior havde forberedt sig mentalt, men han havde slet ikke erfaringen eller kreativiteten til at have kunnet forudse, hvad Sobek ville gøre med ham, da de først lå i sengen sammen. En arm om hans krop var ubehageligt, men det var også forventeligt. Det var bedre en buret. 

En hånd under sit tøj derimod, havde Avior ikke forventet og han var heller ikke sikker på, om det var bedre end buret. Slet ikke da Sobek fik fat om ham. Han gispede og helt instinktivt forsøgte han at komme væk, stoppet af den brede arm der lå om ham. Dét gav ham længe nok til at indse, at han burde ligge stille, hvis ikke han ville smides ind i buret natten over i stedet, og i de sekunder han lå stille, havde Sobek tid nok til at få ordentligt fat om ham. 

Helt generelt brød Avior sig ikke om noget, der mindede ham om den menneskelige skikkelse han var fanget i. Han brød sig ikke om, når folk fejlbedømte ham til at være menneske. Han brød sig ikke om, når han kunne fanges eller lukkes inde. Han brød sig ikke om at fryse eller være sulten. Intet af dét havde han oplevet på himlen, det var kun i denne nye, forfærdelige krop. Og han brød sig slet ikke om, hvordan Sobeks berøring af ham, fik en strøm af varme sendt igennem hele hans krop.

"Stop det," beordrerede han Sobek og for at understrege sin ordre, møvede han sig bagud, væk fra dæmonens hånd, men direkte op imod dæmonens faste krop og hårde pik. Ikke at Avior genkendte den, tværtimod. Han møvede sig kun op imod den, imens han med sine hænder forsøgte at fjerne Sobeks hånd fra sig, så han brugte Sobeks krop som afsæt. "Slip mig."

Først var der ingen reaktion fra drengen, det føltes mere som om, at han bare frøs. Men derefter begyndte han at kæmpe i mod, noget der fik ham til at skubbe sig op af Sobek. Bevægelsen og følelsen fik ham til at komme med en næsten uhørlig lyd af nydelse, for det tændte ham. Hvordan kunne det andet, når en krop så frivilligt maste sig i mod hans og hans lem. Lysten til at tage kom over ham, tage hvad han havde i sinde at gøre om nogle dage, tage det nu, uden tanke for konsekvenserne.
Men selvom Sobek normalt ikke var en tålmodig mand, havde han alligevel taget en beslutning, og den ville han holde fast i det. Det blev alligevel kun en smule sjovere, når drengen sagde nej.

Den fri hånd skubbede sig ind under Aviors hoved og endte om hans hals, hvor han tog godt ved. Nok til at drengen ville føle sig kvalt, men ikke nok til at det faktisk helt var sandheden.
”Lig stille,” brummede han mod hans øre. På intet tidspunkt havde han stoppet sine kærtegn, det var næsten lige før, at han havde taget bedre ved for ikke at miste grebet. Det var ikke meget anderledes end at gøre det ved sig selv, noget han dog trods alt havde en del øvelse i, så han gjorde nøjagtigt det samme. Klemte, gned og kærtegnede med sin store, varme hånd.

Skulle Avior kæmpe mere i mod, ville han klemme hårdere om hans hals, måske endda lægge et ben over hans for at holde ham i ro, selvom det fik ham lagt faretruende tæt på det endelige mål, men han ville holde sig i skindet. Lige nu ville han lege lidt med Avior, se, hvor meget han kunne påvirkes. Hvor langt han kunne nå at skubbe ham på et par uger. Han skulle nok få, hvad han gerne ville have, med eller uden vold.
Han blev ved med at gnide drengens lem, indtil han kom. Derefter ville han trække hånden til sig og i stedet lægge den om ham. Slippe hans hals og hans ben og uden et ord lægge sig til at sove.

Avior gispede panisk, da ilt for første gang nogensinde blev taget fra ham. Voldsomt og pludseligt, og selvom Avior hørte Sobeks ordre kunne han umuligt adlyde den. Han kunne ikke holde ud at blive holdt nede, være indelukket, fastholdt. Han var så vant til frihed, at han følte det som en nødvendighed, selv efter så længe på jorden.

Han skreg ikke - han nægtede så vidt muligt at udvise frygt, og den eneste undtagelse indtil videre i hans liv på jorden havde været det forfærdelige bur Sobek havde stående. Det var også kun tanken om buret, der fik ham til at ligge bare nogenlunde stille. Han slog ud med en arm, maste sin albue ind i Sobeks side, bed efter ham som en frådende hund og borede sine korte negle ned i huden på ham, men intet fik manden til at slippe ham. Tværtimod blev der kun holdt hårdere fat om ham, imens Avior vred sig som et hidsigt barn i Sobeks arme, indtil han pludseligt og voldsomt kom.

Avior stønnede højlydt da det skete, fuldstændig uforberedt på det og lige så uforberedt på hvor afslappet hans krop blev efter. Han lå, gispende efter vejret, imens hans krop føltes nærmest lammet og samtidig brændende varm, og så snart Sobek slap hans hals, fløj Aviors hænder op til den, for blidt at stryge sine fingre over de steder, hvor han vidste, at han ville få mærker næste dag. Halsbåndet havde kun været til endnu større gene end normalt, men nu føltes det som ingenting i forhold til Sobeks hårdhændede behandling af ham. 

"Hvad var dét?" spurgte han hæst og så tomt frem for sig, inden et gys gik igennem ham, da Sobek lagde en arm om ham igen. Denne gang flyttede han ikke på sig. Hvis ikke Sobek svarede ham, ville han lukke øjnene og forsøge at falde i søvn uden brok. 

Lige meget hvilken reaktion, der kom ud af Avior, rørte det ikke Sobek. Han var i bund og grund ligeglad, han gjorde det kun for sin egen skyld. Men det var en udmørket reaktion. Overraskelse. Det kunne i hvert fald godt virke til, at han ikke havde prøvet dét før, så måske han var dumpet ned fra himlen for nyligt?
”Det var en udløsning. Han uddybede ikke nærmere, men lagde sig lidt bedre til rette, noget der ikke kunne undgå at skubbe hans eget stive lem mod Aviors bagdel, men han gjorde ikke noget ved det. Ikke i aften. Men inden så længe. Og med den tanke faldt han i søvn.

Han sov med armen om drengen hele natten, så han ikke kunne smutte. Følte han bevægelse, trak han ham tættere ind til sig.
Næste dag involverede han Avior i dagens gøremål. Det lykkedes knægten at opføre sig pænt nok til at komme med i sengen igen, hvor ting gentog sig, om han ville det eller ej.
Til gengæld blev Sobek irriteret nok på tredjedagen og Avior fik lov til at tilbringe natten i buret. Sobek valgte at bruge tiden på noget nattevandring i skoven for at se, om der var noget specielt at fange. Drengen var jo sikker nok i buret. Ikke?