Giganten satte sig og det lille væsen havde nær løftet sig helt fra sin plads af momentummet. Heldigt for hende var hendes balance meget sjældent noget, som hun ikke kunne regne med, så i det mindste tumlede hun ikke videre derfra. Fingerens nusserier fik hun straks til at trække sig mere anspændt sammen og hendes øjne lukkede sig refleksivt sammen. Men hun forbød det ikke. Det var bare ikke en hverdags ting for hende at blive aet af en finger så hård som sten, og hun var derfor ikke helt klar over, hvordan hun skulle reagere. Faktisk havde det da i et splitsekund virket faretruende. Hans hænder var jo så store i forhold til ende. Han kunne nemt gribe om hende, som han have grebet om mændene. Han havde før grebet om hende. Bare blidt og alt andet end dræbende og kvælende.
Hun sænkede sit hoved lidt og til trods for at have skuldrene helt oppe om ørene, så fandt hun sig mere og mere behaget. Satte sig endda lidt mere rank for at på den måde presse sit hoved nærmere mod fingeren. Det kløede godt. Lige det rette sted.

Det var hans fortsatte brum, der fik hende til at åbne øjnene igen. Små hænder løftede sig op for at skubbe hans finger lidt væk, så det blev muligt for hende igen at se op på ham. Hun havde virkelig knyttet sig til bjerget. Og så på så kort tid. Han var ikke skræmmende. Ikke i hendes øjne. Ikke længere. Han var ikke farlig. Ikke i hendes øjne.

Noget abrupt begyndte det lille væsen at kravle ned fra den trygge rede i troldens arm. Eller nærmere at kravle, var det mere at dumpe ned på jorden igen og landede lige så præcist på sine ben som en kat. Affjedrede stødet ved at lande på hug som en abekat. Rejste sig derefter op for at skue i omgivelserne omkring sig. Hun kendte skoven. Også den del, hvor hun ikke nødvendigvis holdte til eller kaldte sit hjem. Hele skoven var sådan set hendes hjem. Hele skoven var fyldt med forskelligt bytte, der kunne fylde hendes bundløse mave.
Hun snusede en enkelt gang, for lige at lokalisere vejen, hvor de ikke skulle mod, før hun med ét satte i løb videre fremad. Sådan som hun kravlede og sprang og egentlig var nemmest at finde i træerne, så begav hun sig meget fermt frem på sine to ben. Hun forventede selvfølgelig at giganten fulgte med, så hun spildte ikke tid på at se sig tilbage. Hun kunne trods alt også sagtens høre – eller mærke – ham igennem hans enorme vægt. Hvad hun ikke helt tænkt over, var at han måske var en smule for stor til at snige sig under diverse grene i buskadset. Hun stoppede dog ikke før, hvad der lignede et nedfaldet gammelt træ kom til syne. Og som man kom tættere på, lignede det mere og mere en grottehøj, bygget ud fra det besynderligt bøjede træ og en masse tørrede grene og kviste lagt om til et kuplende skjul. Noget havde allerede gravet skjulet dybere. Noget stort. Men skjulet var tomt nu.

Det var meget rart lige at sidde og få et øjebliks ro. Det store hjertes slag faldt i tempo og de blå øjne fór knapt så meget rundt. Men det var ikke fordi, at de sad der så længe. Selv hvis det lille væsen ikke havde afbrudt det fredelige øjeblik, havde Kronos selv. De kunne ikke blive, de var stadig for tæt på de onde væsner. Måske de kom efter dem. Sårene smertede, som Kronos endnu ikke havde glemt de små kraftige pile, der var blevet skudt ind i hans kød. Nej, videre! Han vidste ikke, hvor langt hun skulle, men han havde planer om at gå så langt som muligt, hvis han kunne finde vej, så tilbage til markerne. Han var tydelig, men det var de mindre væsner også!

Han fulgte hende med blikket, som hun sprang ned fra ham og efter kort orientering begyndte at bevæge sig ind i mellem træerne. Skulle han følge med? Med et dybt suk kom han på benene og begyndte at gå efter hende på alle fire. For hende var det nemt at bevæge sig frem, men Kronos havde lidt svært ved at følge med. Hans horn hang fast, hans store krop kunne ikke mases i mellem træerne og han forsøgte at larme så lidt som muligt. Det blev til en lidt zigzagget tur for ham, men han mistede hende kun af syne et par gange. Hun var så lille. 

Endeligt stoppede hun op og Kronos kunne gå de sidste skridt op til hende. Først så det ikke anderledes ud end det, de lige havde gået igennem, men så kunne han alligevel godt se det. Noget der lignede en hule. Her virkede sært beboet, selvom der ikke var nogle tydelige spor. 
Han kom med en dyb brummen og så ned på hende, næsten spørgende. Boede hun her? Det antog han, selvom det ikke var sikkert. De fleste af væsner, der mindede om hende, boede i huse, hjem bygget af træ eller sten, lavet til en kasse med et hul. At hun måske ikke boede sådan overraskede ham som sådan ikke, for hun var ikke som de andre, men det var ærligt talt ikke noget, han havde spekuleret over. 
Tungt kom han ned at sidde lidt skævt. Han var så træt. Det var blevet lidt bedre, men det var stadig ikke godt.

Dette var ikke det lille væsens beboelsesområde. Det var ikke engang hendes personlige territorie. Men det var mere skjult for det omvandrende bjerg, end hendes rede ville være. Her var der i det mindste tæt og dækkende terræn, hvilket var mere end, hvad man kunne sige om borgruinernes areal. Han ville umuligt kunne passe ind mellem de nedstyrkede bygninger. Særligt hvor hun normalt ville krybe sig ind for ly, ville denne gigant ikke engang kunne møve sin enorme næve ind under uden at risikere yderligere ødelæggelse af stenvæggene.
Nej, dét her område var perfekt til dem begge to.

Straks drejede hun hovedet så meget omkring, som det ville, for at se tilbage på trolden, der havde sat sig ned igen. Og hun peb bekymrende ved synet af ham. Det var måske ikke nemt at se for det nøgne øje, men naturens væsner havde noget lignende en ekstra sans for at forstå, hvornår noget var slemt. Fluks drejede hun omkring og fluks satte hun gang i de små ben. Og fluks var hun løbet den smule afstand tilbage til ham.
Det gik jo ikke, at han lagde sig til at hvile der, så så snart hun var nået ham, tog to små hænder fat omkring hans ene, før hun begyndte at trække. Selvfølgelig var hun ikke stærk nok til at kunne slæbe den enorme trold med sig. Hun havde ikke engang nok rå styrke til at slæbe rundt på et menneske af normal størrelse. Eller en fuldvoksen ulv. Men det betød ikke, at hun ikke ville prøve. Og prøve gjorde hun. Mere end bare lidt endda. Det første hiv var kun kort, da hans solide placering kom bag på hende. Men det andet varede ved, længe nok til at hun måtte sætte hælene i den bløde jord og trække til.
Men det hjalp ikke noget. Han var simpelthen for tung!
Så hun gav op. Sådan da. Hun gav op i at prøve og slæbe ham med sig. Men hun gav ikke op i at få ham med sig. Så hun tumlede igennem nogle baglæns skridt, så hun nemmere kunne se op på hans ansigt for at være sikker på, at han fulgte, hvad hun gjorde. Og så kastede hun med hovedet, drejede omkring og fortsatte ind i skjulet.

Åbningen til jordgrotten, der gemte sig, som man begav sig ind i skjulet, var godt nok ikke stort nok til, at en vildtrold ville kunne stå oprejst eller ranket på alle fire, men med lidt god vilje og et buk, burde det ikke være problematisk. Derimod var grotten bred nok til at man kunne ligge ned og ikke være trængt på plads. Den var dub nok til at der var køligt og ligeledes dyb nok til, at skjulet virkelig gjorde, hvad dens navn indikerede; skjulte end fra skuende øjne ude fra.
Her kunne giganten hvile. I fred. Her skulle giganten nok være i sikkerhed. Hvis giganten da havde energien til at kravle det sidste stykke indenfor.

De blå øjne fulgte hende, som hun løb frem og tilbage og derefter helt hen til ham, hvor hun greb hans ene hånd og begyndte at hive i den. Den flyttede sig knapt, selvom hun tydeligvis hev til. Kronos var ikke i tvivl om, hvad hun ville, men hvad ville hun? Altså, hvorfor skulle han rejse sig igen? Han orkede ikke rigtigt, nu han var kommet ned at sidde. Han havde fået hovedpine igen og hans krop føltes slatten. Det havde ikke hjulpet ret meget med gåturen, selvom han måske følte sig knapt så tung i hovedet.

Han betragtede hende, som hun slap ham og gjorde tydelige tegn på at ville have ham med, så han sukkede dybt og kom op på alle fire, for at gå med hende. Hun forsvandt ind i hulen. Han stoppede op udenfor åbningen og så rundt. Lyttede. Der var ikke noget, ikke som hans trætte sanser kunne opfange. Efter lidt tøven, bukkede han sig lidt ned og så ind. Der var god plads, så vidt han lige kunne se i mørket. Han tøvede lidt igen, men endte med at sænke sig selv lidt mod jorden for at komme ind uden at stødte ryggen og stubbene mod loftet.

Det var en rar hule. Han følte sig hjemme, selvom det ikke var hans. Den lugtede lidt sært, en rest af hvad end, der havde boet her før, men ingen dufte var nye og han var ret rolig for, at der ikke pludseligt kom nogen og ville have deres hjem tilbage.
Han krøb længere ind og drejede så rundt, så han havde hovedet mod indgangen. Derefter bakkede han de sidste skridt, til hans fødder rørte endevæggen. Endeligt kunne han lægge sig ned, næsten helt udstrakt på maven, med armene halvt under bryst og hoved. Han drejede hovedet lidt, så han kunne se på hende. Et eller andet sted ville han gerne kunne kommunikere med hende. Sige tak. Men hun var ikke en trold og ikke et menneske og han vidste ikke helt, hvordan kan skulle formidle sin taknemmelighed til hende. Mad. Måske. Men det måtte blive senere. Lige nu… skulle han sove. Troldens øjne gled i og ikke mange minutter senere sov han, slået ud af gift og udmattelse oven på det hele.

Det var lykkedes hende, at få giganten i skjul. For man kunne ikke gemme sig i det åbne. En busk var for lille til at skjule et væsen så stort. Og et træ var for skrøbeligt. Hun havde skam holdt øje med om buskadserne, som de havde passerede ville virke til noget andet end hendes egen størrelse, men at se troldens enorme form ved siden af dem, lærte hun lidt efter lidt noget nyt. Noget om størrelse, der på en eller anden måde havde ført til succesen med hulen. For dér var der plads nok.

Så snart det vandrende bjerg var blevet til et stilleliggende bjerg igen, fandt hun hurtigt frem til fronten ved hans ansigt. Øjnene lukket - den blå farve var i hvert fald skjult bag flapper af hud, blødere end visse andre steder af hans krop. Hun stillede sig vovende lige foran ham og dumpede så smidigt ned på hug. Så på ham med de intense gule øjne. En enkel hånd blev rakt frem mod ham og lagt fladt med fingrene spredt, ind mod hans pande lige over hans øjenbryn. Det var en aende gestus, men hun gjorde ikke nogen aende bevægelse. Hendes hånd lå der blot i et stykke tid, som den havde gjort, da giganten havde ligget fastspændt på jorden. Det skal nok gå kunne men vel fortolke det som.

Til trods for, hvor meget energi det lille væsen måtte have brugt uden hvile, så skød hun kom, stadig med rigeligt af krudt bagi. Det var svært at sige, om hun ville have sagt noget eller forklaret sig selv, havde hun forståelse for ordene til det, da hun bare vendte omkring og løb ud af hulen. Efterlod sin sovende ven til at sove i fred.
Hun begav sig ikke langt væk fra nedgravningen. Hvad hun skulle bruge var kun lige omkring hjørnet. Stikkende op frem fra lag af resterende nedfaldne blade og kviste i bundter af varierende lange og tynde stikle og brede blade for enden. Flere bundter blev grebet af hendes små hænder og revet brutalt op fra jorden. Ligeglad med om nogle af rødderne kom med. Den del af planten kunne hun alligevel ikke bruge. Der var flere i området omkring hende, men både med desperationen for at hjælpe og manglende hænder til at holde mere, fik de lov til at leve deres liv ud, indtil en anden ville marchere skoven og plukkede dem.

Hun pilede tilbage til hulen. Let og lydløs henover skovbunden. Håret efter hende som en lang kappe af beskidt guld. Hun sørgede dog for at gøre sin entré lidt mere forsigtigt. Ingen grund til at forskrækkende en sovende kæmpe. Hun tjekkede ikke engang om, han var vågen eller stadigvæk var i dyb udmattelse, som hun smuttede forbi hans ansigt og ploppede ned at sidde nær hans mest sårede skulder. Planterne hun havde samlet lå ved hendes side. Og en eller en rev hun bladene af stilklene og proppede dem i munden.
Det var nogle seje fibre, der var i de blade og dens saft var ikke just smagfuld. Det lille væsen gjorde dog ikke så meget som at skære ansigt over smagen eller beklagede sig over teksturen. Hun tyggede blot på bladene. Tyggede og tyggede. Knuste og moste dem med sine dyriske gebis, indtil at det var klar. Og hun spyttede klumpen af gnaskede blade ud i sine hænder, der kørte massen mod det nærmeste sår. Maste det godt ind mod det. Spredte det omkring det. Lagde en helende og lindrende barriere henover det. Hun havde allerede suget det værste gift ud. Fra nu af var der kun at få set til såret.

Den store trold var gået kold og bemærkede ikke noget. Hverken da hun forsvandt ud af hulen eller da hun kom tilbage igen. Han rørte heller ikke på sig, da hun puttede det gennemtyggede grønne snask på hans sår, selvom det sved. Nej, han var så træt, stadig med giften i blodet, at det var lige før, at verden kunne gå under omkring ham, uden at han ville opdage noget. Det var ikke normalt for ham at sove sådan, men han havde brug for det, og han følte sig åbenbart tryg nok i hulen, der holdt ham skjult. Det var meget længe siden, at han sidst havde sovet gemt væk på denne måde og det var ganske tryghedsskabende.

Det var langt op af dagen, da hans øjenlåg begyndte at sitre og de langsomt gled op for at afsløre hans meget blå øjne. Først vidste han ikke, hvor han var henne, men af en eller anden grund foruroligede det ham ikke rigtigt. Så han blev bare liggende og kiggede frem for sig, hvor han kunne se lyset udenfor hulen. Nattens begivenheder kom langsomt til ham. Kampen, hjælpeløsheden, og mere kamp. Det lille væsen, der havde hjulpet ham. Et stik af hjemve gled igennem ham, for selvom han havde været nederst i hierarkiet, havde det været bedre at bo i en flok, hvor de trods alt hang sammen. Her var han alene. Måtte klare sig alene, i hvert fald det meste af tiden. Han kunne ikke finde sit menneske, der hjalp ham igennem denne verden af uforståelige væsner, skræk og forvirrende steder.

Men han kunne ikke tage hjem. Han var ikke længere velkommen, og han måtte klare sig med det, han havde.
Ikke at hans tanker var så sofistikerede og præcise som beskrevet, men det var, hvad hans følelser og lidt dyriske hjerne kom frem til.
Sådan lå han lidt og så frem for sig, indtil han sukkede dybt og rørte lidt på sig for at se efter det lille væsen. Havde hun efterladt ham? Han ville ikke blive ked af det, hvis hun havde. En lugt fangede hans næse og han fandt ret hurtigt ud af, at det kom fra noget på hans skulder. Han løftede en hånd og prikkede en finger mod såret, for derefter at føre fingeren hen foran næse for at snuse. Det fremprovokerede et fnys fra ham, som det ikke lugtede godt. 

Takket være hendes besynderlige teint var den grønne misfarvning fra bladenes pigmentfyldige saft ikke særlig fremtonet omkring hendes mund, da hun havde tygget den sidste klump af snask igennem. Det havde været et værre stykke arbejde for hendes stærke kæbemuskler, og hun fornemmede en udmattende bedøvelse i dem, når hun gabte op og lukkede munden igen. Prøvende. Det var ikke en helt rar følelse, og den bitre smag, sad stadig på tungen og imellem hendes skarpe tænder.
En lille hånd blev løftet op til ansigtet og ved brug af hele armen, tørrede hun sig barbarisk for munden. Hovedet drejede sig og de gule øjne søgte mod gigantens evigt-venlige ansigt. Den havde ikke så meget som brummet, mens hun havde tilset såret, hvilket vel egentlig bekymrede det lille væsen. Og nu lå giganten med sine øjne lukkede, som var den livløs. Eller som en bjørn, der var gået i hi. Hun smaskede, fyldte med den halve af sin bevidsthed sin mund med savl, der blev slugt, igen og igen for at skylle den fra planternes eftersmag. Øjnene fandt kortvarigt tilbage til det mørkegrønne og fugtige plaster, før hun kom på sine ben igen og med hurtige skridt var tilbage foran bjergets sovende ansigt, hvor hun, som altid, faldt på hug foran. Hun opfangede lyden af hans prustende vejrtrækninger. Hendes ven var stadigvæk i live…

Og hendes ven var i sikkerhed. Det samme var hun. Jægerne ville ikke finde dem her. Det var hun sikker på. For hun kunne ikke hører nogle lyde udefra, som kunne tilhører dem. De var sikre her…
Det lille væsen tøvede ikke, før hun kravlede tættere. Omkring hans hoved og helt ind mod, hvor hans skulder og hals og hoved mødte sig. Det var det perfekte sted at krølle sig sammen. At putte sig godt ind mod hans stenhårde skikkelse. Men det gjorde hende ikke noget. Der var varmt der. Varmere end, hvad jorden ville være, for troldens varme sivede nok igennem de krakelerede områder. Og så var det ganske betryggende. Hun møvede sig en ekstra smule ind mod ham, trak sine ben ind til sig og lukkede sine øjne. Her var rart. Og værende bag hans horn ved kæben, følte hun sig langt fra blottet for trusler. Så hun sov trygt der. Og hun sov længe.

Hun vågnede ikke op sammen med trolden. Det var længe siden, at hun havde haft mulighed for at sove så bekymringsfrit. Hun var ikke vant til at have en anden omkring sig. Hun var ikke et flokdyr. Hun var alene. Bare ikke nu.
De dovne bevægelser fra Kronos var heller ikke nok til at vække hende helt. Men de var nok til at hun gjorde sig til kende. Fik hende til at møve sig beklageligt for at ligge endnu bedre og sove videre. Hun drejede sig om på den anden side, så hendes fredelige ansigtsudtryk var vendt ud mod verdenen frem for ind mod gigantens gigantiske krop.

Det var først, da det lille væsen rørte på sig, at det gik op for Kronos, at hun lå lige der. Op af hans hals og skulder. Han stivnede og ventede lidt, men det lod til at hun sov, for der skete ikke mere. Langsomt lagde han sig helt ned igen og hvilede hovedet på armen som før. Der var ingen grund til at forstyrre hende, Kronos havde ikke travlt. Havde ikke noget sted at skulle hen. Og selvom han meget gerne ville så langt væk fra de grumme onde væsner som muligt, følte han ikke, at det hastede mere end nødvendigt lige nu. Det føltes sikkert her i hulen, og han havde ikke noget i mod at blive liggende. 

Det første stykke tid lå han bare og lyttede til hendes vejrtrækning og mærkede hendes varme. Det var hyggeligt at ligge som de gjorde, og det fik ham til at føle sig lidt bedre tilpas. Han lukkede på et tidspunkt sine øjne og lidt efter var hans vejrtrækning tung, og han sov igen. Denne gang knapt så tungt, så i det øjeblik Bæst rørte på sig, slog han øjnene op. Mørket havde lagt sig igen og det var på tide at komme videre. Og så var han ved at være lidt sulten.