Selvom han havde ret, så ja. Flick vidste næsten ikke hvad hun skulle sige. ”Nej, men” hun stoppede fordi, hun ikke havde en grund. Felicity vidste ikke hvad en varulv var eller hvad det i realitet betød ”alle har vel en mørk side af dem selv” sagde hun stille, med det mente hun, at enhver havde et monster i sig at kæmpe med. For Felicity var det også hende sig selv.

Flick skulle næsten til at sige, ja lige end til næste gang, men det ville måske blot gøre ham vred på mændene og det ønskede hun ikke. ”Jo” svarede hun og nikkede også. Hvor var han varm og rar at være i nærheden af. Hun burde give slip, men hun orkede næsten ikke at give slip. ”Ja, måske lykken snart vil tilsmile mig” svarede hun varmt. Lige nu kunne hun i hvert fald ikke føle andet, end at lykken viste sig for hende. Hun var sikker, varm og havde fået mad – hvad mere kunne en hjemløs kvinde ønske.

Manuel så på hende med et skævt smil på læberne ”Alle har en dårlig side, min kommer gudskelov kun frem cirka en gang om måneden” sagde han og himlede svagt med øjnene, da det gik op for ham, at det løs som om han menstruation eller sådan noget. Han vidste bare ikke om han skulle sige det til hende allerede, at hun skulle holde sig fra ham under fuldmåner? Ikke for hans skyld, men for sin egen, for han stod ikke inde for de ting der skete, han ville så nødigt skade hende, det havde hun vidst prøvet nok i forvejen.

Manuel sendte hende et skævt smil ”Jeg ved godt at det sikkert ikke holder andre væk og at de sikkert vil lede efter mig for at få deres hævn.. Men Jeg vil gøre mit, for du forbliver i sikkerhed.. Om det betyder at jeg skal bo her i byen” sagde han med et svagt smil på læberne. Bevares så vidste han godt at det lød overilet, måske ville folk fra flokken heller ikke syntes det var en super god ide at efterlade alt,  i fordel for en kvinde han kun lige havde mødt? Manuel vågnede fra sin drømme verden og nikkede svagt til hende ”Mon ikke den gør… Du er i det mindste under et tag, i en seng” sagde han og så ned på hende med et kækt smil. At han var der, var vel bare en bonus?

Flick smilede, da det virkede til at hun trods alt havde fået muntret ham en smule op, men hendes kommentar. Hun havde ikke tænkt tanken at det nærmest lød som en menstruation. Idet Feli aldrig havde haft hendes, hun var så ung da det hele startede og da hun var blevet så tynd sparede kroppen automatisk på hendes kræfter ved ikke at producerer, for kroppen vidste at hun ikke havde kræfter eller energi til at bære et barn. Det ville faktisk blot dræbe hende.

Flick blev helt flov, han ville blive i byen, for at beskytte hende – hvorfor? ”Jamen – nej, hvorfor?” de kendte jo knap nok hinanden også ville han lade sit liv styre af hendes behov. Det kunne hun ikke, det ville hun ikke. Feli smilede og lukkede sine øjne ”Det håber jeg. Ja ” han var bestemt en bonus, så varm samt det faktum at han gav hende tryghed. Den følelse havde hun næsten glemt. Hun gav til sidst slip på ham og så nærmest sørgmodigt ind i hans dybe mørke øjne. Hun var mest trist fordi dette kunne ikke forsætte, selvom han havde sagt at han kunne flytte ind til byen. Så ville kunne man da ikke bare sådan, han havde sin familie at tænke på – ikke en eller anden gadetøs.

Manuel hævede et øjenbryn mod hende og sukkede "Fordi det er et princip... Jeg har redet folk fra deres dæmoner før... Jeg vil ikke efterlade dig her, med tanken i baghovedet om, at du ender i en gyde med mænd der endnu engang forsøger at voldtage dig" sagde han og nussede svagt hendes arm "Om du vil det eller ej... Så bliver jeg her" sagde han og blinkede kort til hende. Nej de kendte ganske vidst ikke hinanden så godt endnu, men sådan havde det også været med Aliana for længe siden... Denne situation var på ingen måder anderledes for ham, udover han vidste at denne kvinde i hans favn ikke ville være i stand til at leve mellem flokken, da der nok var et par stykker der ville være utilfredse.. Han var i teorien ligeglad, for han var alphaen, så det var ham der bestemte og hvis det var, kunne han sagtens beskytte hende og flokken uden problemer!

Hendes blik fangede hans og han bed sig kort i underlæben " Felicity... Jeg ved dette måske er... Overskridende, men... Du har smukke øjne" røg det ud af ham og han så hurtigt væk. Fuck... Nej, nej Fuck! Det var ikke meningen at det skulle komme ud... Hvad ville hun ikke tænke? Nu følte hun sikkert han var ligesom alle de andre mænd hun havde mødt og det var det, han hårdnakket forsøgte ikke at være! men alligevel skulle den sætning ud.. Hans hjerte stoppede nærmest i det stykke tid han afventede hendes reaktion.

Feli tænkte blot ’Nej nej, nej’ ikke fordi, det ikke var pænt af ham. Det var bare for meget at give en, han blot havde mødt. Hvad med denne flok, samt det faktum at han var varulv og forvandlede sig til monster en gang om måned. Gjorde han nogen fortræd ville byvagterne eller andre komme efter ham. Det kunne da umuligt være det værd. ”Men men, der er jo mange som sikkert har det værre end mig. Ingen kan redde hele verden” Feli brød sig ikke om, at han bekymrede sig så meget om hende. Det var hun slet ikke vant til. Hun smilede dog svagt som han berørte hendes arm, samt et svagt suk. Han var urokkelig.

Feli følte svagt et suk, men også smigreret over hans kompliment. Trods hun ikke brød sig om dem. Hun bed sig kort i læben, hvad skulle hun sige. Hun fandt ham rar, omsorgsfuld og tryg. Hun kunne vel ikke bare sige at hun ikke brød sig om det, som faktisk allerede havde gjort. Flick havde aldrig vidst om de komplimenter hun havde fået i tidens løb var sande eller ej. Hun så roligt ind i hans øjne, hvorfor skulle han lyve eller var det hele blot et trick for at få hende. Hun bed sig igen læben, hun havde ingen ord, for de ord hun tænkte lød så hårde og kolde. Så hun tog blot stille, trods at han nok forventede en reaktion. Så hun så blot ned i sengen. Måske ville den akavede stille til sidst forsvinde. 

Manuel kom af med et let brummende lyd som han hørte hende tale "Det er der sikkert... Men lige nu, har du brug for en der rent faktisk ikke behandler dig som et objekt" sagde han hårdnakket. Han vidste godt at hun ikke var super fan af han passede sådan på det. Hendes suk fik ham til at hæve et øjenbryn mod hende "Jeg ved godt du ikke er vandt til det... Og det er jeg virkelig ked af" sagde han stille og så på hende med et skævt smil "Men giv mig chancen for at vise dig, at det ikke er alle mænd der er monstre" sagde han og strøg stadig hendes arm. Manuel var oprigtigt sur over at mænd kunne finde på, at være sådan overfor en kvinde, der på ingen måder ville have en jordisk chance, hvilket helt sikkert også var med til at gøre hans beskyttelses gen, endnu mere fremtrædende som han sad her sammen med hende. 


Manuel bemærkede hendes blik der rettede sig ned mod sengen og hende der bed sig i underlæben. Hvad fanden havde han i det hele taget regnet med? At hun ville godtage det? Næppe. Han vidste inderst inde godt, at det var en overskridelse af hendes skjold. Mannie bed sig selv i læben og lagde en finger under hendes hage og hævede hendes hoved, hvis hun tillod det. Hvis dette var tilfældet ville han se ind i hendes øjne " Felicity... Undskyld... Jeg ved det var forkert af mig at sige det..." sagde han stille og bed sig svagt i underlæben "Skulle have tiet stille" sagde han og trak sig lidt fra hende og holdt lidt afstand, så måtte hun selv tage stilling til, om hun ville have ham tæt på eller ej. 

Felicity knugede let sine tæer, hun vidste efterhånden at havde et behov for at beskytte andre. Ikke så underligt at han var alpha, men hun kunne ikke lade værre, det lå i hendes natur at ingen bekymrede sig om hende ikke engang hendes mor. ”Jeg kan forsøge, men det ikke nemt. Ingen har bekymret sig om mig hele mit liv” svarede hun stille. Hun truer slet ikke fortælle ham hendes livshistorie, det ville nok blot gøre ham mere vred og mere beskyttende overfor hende og det vidste ikke helt hun var parat til. Flick havde kun sig selv, det ville blive så svært for hende at stole på en anden. Det håbede hun at han ville forstå.

Felicity løftede stille sit hoved, som han løftede hendes hoved. Hun så ind i hans mørke brune øjne, hvorefter hun sukkede. Han skulle ikke undskylde det var jo sådan set hende der fejlede noget. ”Manuel, nej – det var rigtig sødt af dig. Jeg jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige.” Hun vidste faktisk helt ikke hvad hun skulle gøre, som han tog afsted til hende. Flick følte sig lidt dum, men også bange. Bange for alt! Hun hade sig selv, hvorfor kunne ikke have en evne så hun faktisk kunne se om en anden talte sandt eller ej, i stedet for blot sprede energi ud af kroppen. Felicity rejste sig fra sig sengen og gik mod døren. ”Undskyld, jeg er bare ikke god til komplimenter og slet ikke når du er så sød og betænksom. Måske jeg bare skulle gå” afsluttede hun en anelse trist. Hun ville gerne blive og selvom han var meget beskyttende, så vidste hun slet ikke hvordan det kunne fungere. Hun vendte sig mod døren, men hun stod blot stille. Hun ville gerne tage i døren, men også blive hos ham - hun kunne bare ikke beslutte sig for hvad. 

Manuel nikkede ganske kort mod hende " Jeg ved godt det også må være underligt, at en komplet fremmed beskytter en" sagde han med et svagt smil på læberne. Han kendte selv lidt til det før i tiden, men han havde vendt sig til det efterhånden, hvilket også blot var det hun skulle, måske tog det længere tid, men det var tid han var villig til at give hende.

Manuel så ind i hendes øjne med et forsigtigt smil " Felicity, tag din tid, det skal nok gå" sagde han og så efter hende som hun rejste sig fra sengen, med kurs mod døren. Manuel kunne mærke hvordan hans hals knugede sig sammen og hans hjerte stoppede næsten med at slå. Han lyttede til hvert et ord, der forlod hendes mund, men da hun nævnte hun ville gå og vendte sig mod døren, rejste han sig fra sengen og gik op bag hende og trak hende ind til sig " Lad mig nu bevise det Feli... Jeg vil ikke gøre dig ondt" sagde han stille og kyssede hende i hovedbunden. Hans greb var løst, så hun kunne komme fri, hvis det var det hun ville.

Feli forsøgte vitterlig at tro på ham, tro på at han trods det store besvær ville hende det godt. Hendes hjerte sagde en ting og hendes hoved noget andet, det var en stor konflikt, som hun bestemt ikke havde kræfter til. Hjertet havde hun sjældent lyttet til, det var aldrig rigtig nogen hun havde følt noget for, men hjernen havde altid en plan. Selvom Feli var døden nær, var hun fri.

Felicity bed sig i læben ”Tak” hun skulle til at forlade rummet helt, som han lod sin store krop være over hende, de beskyttende arme. ”j-j-jeeg tør ikke, ik-ke endnu” svarede hun sørgmodigt og lod sig glide væk fra ham hen til døren. Hun så en sidste gang på ham imens hun åbnede døren ”Undskyld” svarede hun med et svagt smil og med blanke øjne. Feli ville gerne, men true ikke. Hun vendte sig væk og forsvandt ud af døren ud mod den farlige frihed igen.