Livs ord afbrød ham igen. Hun blandede sig en del i hans arbejde i dag, noget der ikke gjorde ham glad, nej mere modsat. Så han valgte stort set at ignorere hende, mens han betragtede vagten flå Juno på benene. Hvad Liv så end havde gjort ved vagten, så blev han stående, som om at han skulle have hendes godkendelse først. Var verden da ved at gå helt i stykker om ham i dag?!
Men inden han kunne nå at hidse sig op, kunne han mærke Livs varme igennem skjorten. Hendes krop mod hans. For et sekund var han ved at træde væk, men hendes hænder på hans bryst stoppede ham. 

Langsomt trak han vejret ind, forsøgte at finde ud af, hvad han skulle gøre. At han ikke fejede hende af og gentog sin ordre, var blot et bevis på, at Liv måske faktisk betød et eller andet for ham. Lige meget, hvor vred hun kunne gøre ham, kunne han ikke gøre hende noget, ikke bede hende forsvinde. 
Hendes stemme og ånde mod hans øre blødte ham lidt. Hvad kunne det skade, at lade en healer se på satyren? Hendes tunge fik de små hår i hans nakke til at rejse sig. Hans tavshed fortsatte for et øjeblik, mens hans blik hvilede på mennesket. Han kunne mærke Livs bryster i mod sin ryg og tanken om, hvad der ventede ham fik ham til at sukke.

"Fint. Vagt, hent en healer, når du har været ude med drengen." Han vendte sig og lagde armene om livet på Liv, så ind i hendes kønne øjne. "Du forstår at sno mig om en finger." Hans hænder gled ned på hendes velformede bagdel og trak hende ind i mod sit skridt, hvor begejstringen ikke helt var væk endnu. "Jeg har mistet appetitten," beklagede han sig let, men selvom han ikke længere havde lyst til mad, var det ikke ensbetydende med, at der ikke var noget andet, han ikke havde lyst til. 

"Det er kun, fordi du er smuk nok, til jeg gider at sno dig," fnes Liv, da Vargas trykkede hende ind til sig. Uden at skænke hverken drengen på gulvet eller vagten et blik mere, trak hun Vargas med sig over til sofaen. Hun skubbede med lethed bordet med maden til side og knælede dernæst foran ham med et djævelsk smil spillende på sine læber. Nu skulle han få hendes fulde taknemlighed at føle!

Liv mistede hurtigt tidsfornemmelsen, og hun mistede også overblikket over, hvor mange gange de havde elsket alle mulige steder og i alle mulige stillinger rundt omkring i Vargas' hus, men de endte da til sidst i hans seng, godt brugte begge to. Liv lagde sit hoved på Vargas' brystkasse, mens han faldt i søvn, og hun lukkede øjnene og lyttede til hjerteslag, mens søvnen langsomt sneg sig ind på hende.

Det var svært at sige, om hun blot var faldet lidt hen, eller om hun havde sovet rigtigt, men hun satte sig i hvert fald op med et sæt, billeder af den blonde dreng og den lille satyr endnu flimrende for hendes øjne. Havde det været en drøm? Et mareridt? Liv havde sjældent drømme, så når det endelig skete, påvirkede de hende altid en hel del. Hendes hjerte hamrede afsted i brystet på hende, men alt omkring hende var stille, undtagen Vargas' lette snorken. Hun gned sit ansigt. Hun kunne ikke blot lade stå til, som hun ellers gjorde. Drengen og hans ven havde gjort indtryk på hende, det erkendte hun nu, og hun måtte hjælpe dem. Men hvordan…?

Forsigtigt gled Liv ud af sengen og steg ud på det kølige gulv. Hun var nøgen, og da hun ikke kunne finde noget af sit tøj i værelset, tog hun Vargas' gule tørklæde og viklede det om sig. Det var langt nok til at kunne dække hendes bryster og hendes køn, sådan nogenlunde da. Hun sneg sig lydløst ud af værelset og var næsten ved at gå direkte ind i den vagt, der stod vagt ved døren.

"Vis mig, hvor din herre holder slaverne," hvæsede hun af vagten. "Og ikke ét ord til din herre. Ellers vil du fortryde det bittert resten af dit usle og korte liv."

For at understrege alvoren, tog Liv om vagtens sjæl og hev i den. Ikke nok til rigtigt at gøre ondt, men nok til at vagten fattede alvoren bag hendes ord.

"J-javel, Frøken," gispede vagten og gjorde, hvad der blev sagt.

Alle Livs sanser var skruet helt op, mens de gik ned ad gangen, og da de kom forbi et værelse uden dør, men kun med et gardin, opdagede hun satyrens sjæl derinde. Hun stak hovedet ind og så ham ligge krøllet sammen i fodenden af en seng. I sengen lå også en køn, ung pige og sov. Det måtte være den Ana, Vargas havde nævnt. Liv kunne ikke lade være med at undre sig over, hvorfor Vargas havde en pige boede, men det måtte hun finde ud af senere.

"Husk nu, hvad jeg har sagt," hvæsede Liv til vagten, da denne lidt senere pegede hen mod en samling bure. "Ikke ét ord."

Vagten nikkede nervøst, og Liv lod ham forsvinde, mens hun selv gik ned mellem burene for at finde Juno.

Da hun fandt hans bur, satte hun sig på hug foran det og prikkede til drengen igennem tremmerne.

Juno vågnede med et sæt, så snart det var noget der rørte ham. Selv inden Thanos havde han ikke sovet tungt. Faktisk var hans søvnproblemer startet allerede inden banden. Det var svært at sove tungt, når man sov i et hus med en mand, der kunne slå dig når som helst. Banden havde ikke hjulpet på det, eller med banden, var der også kommet friheden til at drikke alkoholen, og alkoholen havde bestemt ikke hjulpet på det, og når det kom til Thanos havde Juno en nagende fornemmelse af, at manden havde efterladt ham fuldstændig uden evne til nogensinde at kunne sove tungt igen.

Så da Juno mærkede nogen røre ved sig, var hans første tanke at en af vagterne ville have fat i ham. Det gav mening i hans trætte hoved - at de var kommet for at hævne sig på deres kollega, at de ville give ham bank, når nu de havde kunnet se, at Vargas ikke havde givet ham nogen. En selvudført form for retfærdighed. Juno ville have gjort det, hvis han havde arbejdet her.
I sit chok greb han fat om Livs hånd og holdt fast i den, imens han åbnede øjnene og så hende an. Han håbede at hun ikke kunne læse al for meget af hans frygt, eller se hvordan den gradvist forsvandt, da han genkendte hende fra tidligere.

"Tak," hviskede han lavmælt, og satte sig langsomt op uden at slippe hendes hånd. "For tidligere. Tak, for det du gjorde tidligere," klargjorde han, som var der tvivl om hvad hun havde gjort for ham. En tommelfinger strøg over hendes bløde håndled, inden han slap hende og strøg hånden igennem sit hår i stedet. Det skulle helst sidde så godt som muligt, når han flirtede.
Juno lod blikket vandre over hende igen. Hvis der havde været tvivl tidligere, var den fuldstændig væk nu - det her var Vargas' dame og de havde haft det meget sjovt. Hendes påklædning (Juno kunne genkende det tørklæde hvor som helst, omend han var vant til at forbinde det med noget ubehageligt), hendes sugemærker, selv hendes lugt. Alt advarede ham om, hvad de to havde brugt natten på.

"Giver han dig ikke, hvad du har brug for?" spurgte Juno efter et enkelt, hurtigt blik på hende, og mødte så hendes blik med et kækt smil. "Hvis du har brug for hjælp..." tilbød Juno og rakte en hånd ud imellem tremmerne, for at lægge den på hendes lår, hvor han aede hendes inderlår med en tommelfinger i bløde cirkler. Et lille håndjob var en lille tak for hvad hun havde gjort for Hector og ham, og det ville også være en nydelse for Juno. Den slags var han på ingen måde hævet over.

Liv kunne ikke lade være med at smile, da Juno straks begyndte at lægge an på hende, selvom han lignede noget, der var løgn med skidt og gammelt blod over det hele. Han trængte virkelig til et bad.

"Der er ingen, der fuldt ud kan give mig, hvad jeg har brug for," hviskede sandfærdigt og spredte endda sine ben en lille smule, så Juno kunne få et kort glimt af herlighederne i mørket. Hun havde næsten lyst til at lagde ham gøre det, bare for ar gøre ham lidt glad, men det var ikke tiden til det nu. Hun samlede benene igen og antog en mere alvorlig mine.

"Du og din ven," sagde hun og tog Junos hånd og gave den et blidt klem. "Kommer I fra Dianthos? Vil I gerne hjem?"

Junos smil voksede ved Livs svar, og han var lige ved at fortælle hende, at han gerne ville give det et forsøg, da hun skiftede emne. Han kunne næsten ikke tro sine egne ører og han så også bare på hende, da hun talte videre, imens han forsøgte at forstå om han drømte eller om Vargas var ved at lokke ham i en fælde.
Han så skeptisk på hende og ned på deres hænder, hvor hans blik blev hvilende.

"Vi er fra Dianthos," svarede han. Det var en detalje at Hector ikke oprindeligt var derfra. Hector hørte sammen med Juno, og Juno hørte til i Dianthos, derfor hørte de selvfølgelig begge to til i Dianthos. "Og der er ikke noget vi hellere vil, end hjem."
Langsomt så han op på hende igen, men hendes ansigt kunne heller ikke løse gåden om, hvem hun var, eller hvad hun ville ham, for ham. 

Liv smilede ved Junos svar. Hun gav normalt ikke almisser, og slet ikke til folk, hun ikke kendte, men hun måtte bare hjælpe de to drenge.

"Jeg vil gerne hjælpe jer," sagde hun så, mens hun strøg en tommelfinger over Junos forslåede hånd. "Jeg ved ikke helt, hvordan endnu, men det kan du nok hjælpe mig med at finde ud af."

Hun kunne se hans skeptiske udtryk, og hun sukkede blidt.

"Jeg kan ikke sige dig hvorfor," fortsatte hun. "Jeg blander mig normalt ikke i Vargas' affærer, og han blander sig ikke i mine. Men jeg vil stadig gerne hjælpe, og jeg synes, det er synd og skam at lade sådan en charmerende ung mand gå til spilde i et løvebur. Synes du ikke?"

Juno kunne ikke se på kvinden overfor sig om hun var velhavende eller ej, ikke når hun ikke bar andet end Vargas' tørklæde. Udfra den smule tøj hun kun havde haft på tidligere, havde det også været svært, men hun så om ikke andet velplejet og sund ud, og havde han ikke kunnet se andet end hendes ansigt på en kro i Dianthos, ville han have stjålet fra hende.
Derfor syntes han også det sagde sigselv, hvordan hun kunne hjælpe dem.

Han grinede i hele hovedet, da hun kaldte ham charmerende, og slog blikket ned, kun for at kunne se smilende op på hende under sine øjenvipper, en generthed der kun klædte ham, fordi han vidste, at han trængte til et bad, en klipning og nyt tøj. Og sin frihed. Det var svært at charmere, når man ikke engang rigtigt kunne tilbyde sig selv.

"Jeg har så utrolig mange talenter, der hver og én ville gå til spilde i et løvebur," svarede han med et grin og smilede til Liv på en måde, der indikerede at hun burde afprøve en af hans talenter en dag.

"Hvis du gerne vil hjælpe, Mama, hvorfor så ikke bare tilbyde Vargas at købe os? Jeg har allerede sikret mig, at han vil blive eldevild med at slippe af med os." Det var måske ikke særlig gennemtænkt at afsløre hvor dårlige slaver de var, men det var ikke noget der indtil nu havde virket til at gå Liv på.

Livs kinder blev en smule lyserøde, da Juno kaldte hende for "Mama", og hun kunne ikke helt holde et fnis tilbage. Den dreng vidste lige præcis, hvilke knapper han skulle dreje på.

"Efter dagens forestilling, så er jeg fristet til at give dig ret," sagde hun og blinkede til Juno. "Jeg har aldrig købt slaver før... tror jeg. Jeg kan ikke huske, om jeg har. Men jeg har nok råd til jer. Jeg har en god opsparing, og Vargas kan lide mig."

Hvordan hun havde fået sig den opsparing, havde hun ikke tænkt sig at fortælle, men det var vel også lige meget. Hun gave Junos hånd et klem og slap den så for at sætte sig bedre til rette foran buret. Mens hun gjorde det, var det ligesom hun blev en smule mindre, og hendes træk, der ellers tilhørte en moden kvinde, blev blødere og yngre at se på i halvmørket.

"Jeg hedder Liv," fortalte hun og lænede sig lidt tættere på buret. "Vil du ikke fortælle lidt om dig og din ven?"

Juno følte håb, da Liv fortalte om sin opsparing, men han turde heller ikke at håbe for meget. Han vidste hvor onde mænd kunne være og selv hvis Liv fortalte sandheden og virkelig ville købe dem, kunne Vargas stille sig i vejen for det, hvis han ville. Han nød at lave eksempler af utilfredsstillende varer - var de slaver eller ansatte. Og Juno havde på fornemmelsen at han ikke var langt fra selv at blive til et eksempel, til skræk og advarsel for andre, temperamentsfulde slaver.

Det ene øjeblik lød hun som om hun var så gammel at hun ikke engang kunne huske alt hun havde lavet og det eneste øjeblik så hun yngre ud end Juno før havde skudt hende til. Han hævede et øjenbryn, men smilede så bare til hende og satte sig som en genspejling af hende. Hvis han nu endte med at blive smidt for løverne i morgen, så var det ikke helt skidt at få lov til at snakke med en smuk pige som det sidste.

"Mit navn er Juno," startede han og nikkede mod bygningen Hector var i. "Min ven er Hector. Vi bor sammen, derhjemme. I Dianthos. Han har den nederste køje, fordi han er idiot til at klatre på trapperne." Juno fortalte med et afslappet smil, der blev mere ægte des mere han tænkte på Hector. "Det er egentlig Hector der er bedst til den her slags. Historier og.. Introduktioner. Han ville sikkert være startet ud med.. Et helt sagn om de her to tyve, der finder sammen af nød, og ender med at blive bedste venner og samtidig ukronede konger af byen." Junos blik havde vandret hen mod hvor han vidste at Hector var, og vendte nu tilbage til Liv.

"Boe du også i Dianthos? Når du ikke er her?"

Livs smil blev bredere, jo mere Juno fortalte om Hector. Det var helt tydeligt, at Hector en meget for ham, måske endda mere end han selv vidste. Hun lyttede med interesse for hans historie. Det var årtier, siden hun sidst havde interesseret sig helt ægte for et menneske, men der var intet påtaget over hendes interesse for Juno.

"Ja," svarede hun på hans spørgsmål. "Lige nu i hvert fald. Jeg rejser meget, men lige nu bor jeg i Dianthos med... min familie."

Der var vist ingen grund til at fortælle Juno hele sandheden om hende (endnu), så hun holdt detaljerne vage. Desuden gad hun alligevel ikke tale om sig selv. Hun ville hellere høre mere om Juno.

"Hvad lever I af?" spurgte hun. "Er I virkelig tyve? Hvordan endte I så her?"

Juno svarede på hendes spørgsmål om tyveri med et skuldertræk og et halvt smil. "Vi laver lidt af hvert. Også tyveri. Det var.. Det var vel sådan vi endte her. Jeg stjal fra den forkerte mand."
Der var få ting, Juno holdt mere af end at fortælle om sig selv, men ikke når det kom til hans fejl og mangler, og lige præcis dem indeholdt den her historie." Jeg stjal fra den forkerte mand, Hector prøvede at hjælpe mig ud af det, og så endte vi begge to her."

Han samlede en sten op fra jorden og gnubber den imellem to fingre. Hvordan han havde kunnet sidde uden at beskæftige sine fingre så længe, var ham en gåde. Måske det havde noget med Livs beklædning at gøre, og at hans øjne var så travlt optagede, at hans fingre ikke også havde behøvet være det.

"Men Hector er også historiefortæller. Og skuespiller. Han kan lidt af hvert. Han er slet ikke et dårligt køb." Liv virkede som en rar kvinde, og hvis kun én af dem kunne komme derfra, så var det vigtigst at det blev Hector, men mest af alt var Juno motiveret af at bare helt ærligt syntes Hector var fantastisk og gerne ville have at andre kunne se det også.

"Det tror jeg nu heller ikke, du er," sagde Liv med en mild latter. "Jeg tror bare, man skal vide, hvad man skal bruge dig til. Det ved Vargas tydeligvis ikke."

Liv kunne ikke helt lade være med at lade sit blik glide over Juno, da hun sagde det. Det var længe siden, hun havde brugt tid sammen med en, der var så ung, og på mange måder var det fascinerende at møde en, der var så ung, så frisk og ny i verden i forhold til hende selv. Nå ja, og så kunne hun jo godt se, at han var en flot fyr under alt snavset.

Det var selvfølgelig ikke tiden til flirteri, men Liv kunne ikke helt lade være...

Juno grinede og rystede på hovedet, uden helt at vide om han gav hende ret eller ej. Ret i noget af det - Vargas havde ikke vidst, hvad han skulle stille op med ham. Og Juno var noget værd, men noget værd som slave? Han var ikke så sikker.

Han så op på Liv, da han var færdig med at grine, men kørte fortsat stenen rundt i sine hænder.
"Underligt. Jeg har ellers prøvet at fortælle ham, hvad jeg er god til," svarede han, og blinkede afslørende til hende. Ikke at han på nogen måde havde tilbudt sig til ham, men enhver snak om sex, var snak i den rigtige retning, og Juno vædede langsomt begge sine læber, imens hans blik endnu en gang faldt uvillig ned ad Liv.

Han havde lagt mærke til, hvordan han var blevet både yngre og mindre, og at begge matchede hans ydre bedre, og han var sprunget direkte til konklusionen at hun kunne lide ham. Ville have ham, oven i købet. Men des mere virkeligt det blev, at hun kunne købe ham, des mindre følte han at han tilbød sig selv og des mere blev det som om han solgte sig selv. Det sidste brød han sig ikke om, men han kunne ikke sætte ord på sine tanker, så han holdt sig til at tie stille. Det var altid den sikre løsning, når det kom til ham og hans dumme mund.

"Vargas er ikke altid lige god til at høre efter," sagde Liv og lo lidt for sig selv. Hun holdt jo af Vargas på sin egen måde. I hvert fald den side af ham, der var liderlig og kærlig overfor hende. Siden med slaverne var hun ikke helt varm på.

"Jeg skal nok få overbevist Vargas," fortsatte hun så. "Og jeg skal nok sørge for, at I kommer ud herfra inden frokost i morgen."

Hun lagde godt mærke til Junos blik over hendes krop, og selvom hun på mange måder havde lyst til at række ind i buret igen og røre ved ham, så gjorde hun det ikke. Juno skulle helst ikke lade hende røre sig, fordi han følte, han skyldte hende noget. Liv var alt for stolt til at købe sig til elskov. Juno skulle have lyst til det, og da rejsen hjem til Dianthos nok ville tage i hvert fald en uges tid, så havde hun jo masser af tid til at overbevise Juno om, hvor meget han havde lyst til hende og ikke hendes købekraft.

Hun smilede til ham og rakte alligevel ind i buret, men kun for at tage hans hånd og klemme den. 

"Fat mod, Juno," hviskede hun. "Jeg skal nok være din frelsende engel."

Juno vidste bedre end at stole på enhver der afgav ham løfter, især når de blev givet i nattens muld og mørke. Guderne vidste at han selv havde afgivet sin del af ham og ikke overholdt et eneste. Men han havde lyst til at stole på Liv.

"Min frelsende engel," gentog han, med hvad der skulle have været skepsis, men ikke helt var det. "Jeg sætter min lid til dig."

Han gav hendes hånd et klem tilbage og knugede stenen hårdt i sin anden hånd.

Liv sagde farvel til Juno og begav sig tilbage til Vargas' soveværelse. Her billede hun sig fri af det gule tørklæde og gled tilbage i sengen til Vargas. Hun var sin normale størrelse igen, og hun krøllede sig om den sovende dæmon og kyssede hans nøgne skuldre og brystkasse. Tanken om at lege skytsengel for de to drenge havde gjort hende helt opstemt, og Vargas fik ikke lov til at sove i fred ret længe, efter hun var kommet tilbage i sengen.

Den næste morgen vækkede Liv Vargas med sin mund og gjorde i det hele taget meget ud af, at han var i så godt humør som muligt. Hun forkælede ham rigeligt, men dog ikke for meget. Han skulle helst ikke gå den idé, at hun kun elskede med ham, når hun ville have noget fra ham, for det var ikke sandt. Hun elskede med Vargas, fordi hun havde lyst til ham.

"Jeg vil købe den dreng," sagde hun, mens hun lå i hans arme og tegnede mønstre på hans brystkasse med sine fingerspidser. "Juno. Jeg vil købe ham og hans satyr-ven."

Den sovende dæmon opdagede ikke, at englen forlod ham midt om natten, men han registrerede dog, at han var alene i sengen, da han vendte sig lidt senere. Halvt sovende konstaterede han, at hun nok havde vendt snuden hjemad, hvilket han ikke tænkte så meget over, men sov videre med det samme, udmattet efter deres leg i hele huset.
Ikke at han fik lov til at sove så længe, inden hendes bløde læber mod hans overkrop hev ham ud af søvnen igen. Selv i træt tilstand kunne han yde og gøre hende tilfreds, men han faldt også ret hurtigt i søvn derefter, godt smadret.

Der var noget mere liv i ham, da han blev vækket anden gang, men det var som om, at Liv gik mere op i at forkæle ham - hvilket han lod hende, dog med et løftet øjenbryn.
Da de endeligt lå og slappede af, kom hun endeligt frem med, hvad hun havde på sinde. Hans fingre, der havde kærtegnet hendes overarm, stoppede kort ved hendes ord. Jaså. Han var tavs for et øjeblik, mens han overvejede hendes ord. Købe drengen og satyren? Juno havde han sagt, at han ville smide for løverne og satyren... Ja, satyren... Han begyndte at kærtegne hendes arm igen.

"Så det vil du? Jeg håber ikke, at du ødelagde for mange af mine vagter i nat, jeg regner med, at du var nede og kaste et nærmere blik på mennesket." Der var ikke noget vredt i hans stemme, ville hun ned og kigge på slaver, så skulle hun have lov til det. Han blev tavs igen, stadig uden at give et svar. Mennesket havde han ikke noget i mod at sælge hende. Han gjorde sig ingen uskyldige forestillinger om, hvad hun skulle bruge ham til, hendes søde kløe var ikke til at stille og selv Vargas kunne se det tiltalende ved Juno, så snart man så forbi de mere irriterende aspekter af hans personlighed.
Men satyren var lidt en anden sag. Det var Anas kæledyr og hun var voldsomt glad for den. Han havde ikke set hende så glad i hans besiddelse før.
"Du kan købe mennesket. Satyren er ikke til salg." Den lidt hæse, men fyldige stemme, var rolig, men fast.

Jo, Liv forkælede Vargas lidt her til morgen, fordi hun ville have noget fra ham, men dog også lige så meget, fordi hun virkelig nød at forkæle ham. Og hvis hun skulle være helt ærlig, så have hun nok opført sig på samme måde, hvis hun ikke havde villet købe slaver af ham.

"Jeg kunne da aldrig finde på at ødelægge dine vagter," sagde Liv helt uskyldigt, selvom hun udmærket godt vidste, at hun havde været meget tæt på at ødelægge en vagt dagen før, da hun havde tiltvunget sig adgang til huset. Hun smilede og lo lidt, mens hendes fingre kradsede igennem Vargs' brysthår. Hun dukkede hovedet, da han gik med til at lade hende købe Juno, og hun kyssede hans bryst, mens hendes læber tøvede, da han sagde nej til satyren.

Liv løftede hovedet og så på ham, men et nysgerrigt, måske endda en smule mistænksomt udtryk i sine grønne øjne.

"Hvorfor ikke?" spurgte hun, mens hendes fingre stadig kærtegnede hans bryst. "Hos dig plejer det meste da at være til salg for den rette pris."

Ja, hvorfor ikke? Vargas vidste ikke helt, hvad han skulle feje spørgsmålet af med. Han ville helst ikke fortælle Liv om Ana, han havde en fornemmelse af, at hun måske ikke ville tage pigebarnets eksistens særligt pænt. Hvem vidste, Liv var lidt som ham selv, ikke altid helt logisk og til at forudse. Nej, Ana var bedst at holde nogenlunde hemmelig. Og så ville han da lyde utroligt blødhjertet, hvis han fortalte hende, at det var fordi, at satyren gjorde pigen med de to sjæle glad. Hvorfor det i det hele taget betød noget for ham, nægtede han at spekulere nærmere over, det krævede noget selvransagelse, han ikke havde lyst til at gå i gang med. Nu havde han det lige så godt og han spekulerede jo ikke nærmere over noget af alt det andet, han gjorde, tænkte og sagde.

Nej, han måtte hellere tale udenom.
"Jeg skal bruge ham." Sagt i et tonefald, der sagde, at det ikke var til diskussion. Men for Vargas havde alt en pris og hvis Liv ramte den helt rigtige, ja så måtte han håndtere Ana bagefter. I det mindste ville det nok give ham en masse af de små diamanter, skabt af hendes tårer.
"Mennesket koster otte safirer, men for dig... du kan tage ham for seks." Trods at det var en personlig kontakt, han var ved at sælge en slave til, kunne han ikke andet end at overdrive lidt med prisen. Otte safirer var meget for en slave, men måske ikke overdrevent i forhold til Junos alder. Og han havde købt ham for fire, der skulle være lidt fortjeneste på ham, så seks safirer var nok ikke helt ved siden af en fair pris. Men det gjorde ikke noget, at det lød som om, at han gjorde hende en tjeneste.

Hans frie arm løftede sig fra sengen og fandt frem til hendes ene bryst. Lige nu havde han ikke et behov for, at at de skulle fortsætte deres leg, men det var nu ganske lokkende med den imponerende barm forman sig og han kunne simpelthen ikke lade være med at lade fingrene kærtegne igen.

Liv brød sig på ingen måde om ikke at få sin vilje, og hun kunne mærke irritationen boble i maven, men det kunne hun ikke vise Vargas. Han havde endnu aldrig set andre sider af hende end hendes blide, legesyge og drilske sider, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. De sider, der fik Liv til at vokse sig stor i arrigskab og skrige og græde og flå ting fra hinanden, var ikke nogen, man skulle ønske sig at se. De havde været sjældne i mange, mange år, men Liv kunne godt mærke, at de sider af hende, var begyndt at trænge sig mere og mere på efterhånden. Hendes blik blev mørkt, og hendes ansigt skiftede nærmest helt natur. Det blev hårdt og koldt i de få sekunder, den indre kamp stod på, men så forsvandt det igen ligeså hurtigt, som det var kommet. Hun tog en dyb indånding og slikkede sine læber.

"Jeg vil give dig 16 for dem begge," sagde hun så, men hun vidste allerede godt, at Vargas ikke ville gå med til det. Han havde nok penge, og penge havde desuden aldrig været målet for hans grådighed. Ah… selvfølgelig…

"Med mindre," begyndte hun og smilede slesk, mens hun lod en hånd glide ned over hans bryst om mave, indtil den kunne tage fat om hans pik. Hun gav den et fast klem. "Med mindre, der er noget, du hellere vil have. Måske…" Hun klemte om ham igen, drillede og pirrede ham, "…er der en sjæl, du har hungret efter, hm? En sjæl, som ikke er til salg, og som du derfor ikke kan få fat på uden hjælp fra en, der ikke behøver at forhandle sig til sjæle?"

Hun kyssede hans kind, mens hendes hånd strøg ham pinefuldt langsomt mellem benene.