Neglene op af ryggen fik Hauru til at rette sig op og dermed presse sig selv helt mod Deavás.
Han havde helt sikkert forventet en reaktion på biddet og at han blev hevet tilbage ved håret fik ham ikke til at flytte sig med det samme. Men da Deavás rev til en gang mere slap han biddet i halsen og lod sig flytte med et grin. Han placerede begge hænder bag sig for ikke at ligge sig ned og gjorde ingen modstand da hans ben blev flyttet over hans skulder. De støn han hele tiden havde udbrudt i et forsøgt nedsat toneleje, blev straks mindre nedsat da stødende blev gjort aggressive og hurtigere. Han fik bidt de blodige tænder sammen som reaktion på den ekstra smerte der fulgte med, men lænede samtidig hovedet tilbage og lukkede øjnene i nydelse. Hans tørst for hævn var langt fra blevet stillet helt, og hvis han kom tæt nok på igen, ville han uden tvivl udnytte situationen, men lige nu nøjedes han med at nyde hvad han blev budt. Han var også klar over at der ikke var stor chance for at Deavás ville lade Haurus tænder komme tæt på igen, men man havde vel lov at prøve når tiden kom. 

Deavàs hvæsede en anelse utilfreds med biddet, som han ikke brød sig om at ende med bidemærker på halsen. Havde det ikke været for det de var igang med, så havde Deavàs nok reageret mere voldsomt, men i stedet for at flå ham, valgte han at tage ham hårdt uden at tænke på den eventuelle smerte han kunne forvolde ham samtidig. Hauru lod dog ikke til at ville ned at ligge, men det kunne være han kunne tvinge ham til det, hvis bare han overvældede ham nok. Samtidig med stødene greb Deavàs faretruende fat i Haurus lem, som han klemte til og strøg neglene over den sarte hud, før at han førte hånden frem og tilbage i takt med hans stød.
Blodet på hans hals generede ham en anelse, ikke at han havde noget imod blod. Det var måden det var blevet gjort på og han skulle nok give igen. Deavàs pressede sig så langt ind som overhovedet muligt, som stødene blev mere og mere hyppige, imens at han klemte om hans lem og holdte hans ben oppe, så han ikke kunne undslippe. Deavàs vejrtrækning blev dybere og tungere, som han blev ved uden de store pauser.

Så snart han mærkede hånden og bevægelserne om sit lem, kunne han ikke koncentrere sig nok til at holde sig selv oppe, så han bøjede begge arme og faldt til jorden med et højlydt støn. Som stødende blev hyppigere, blev stønnende også mere sammenbidte af smerte. Der var dog ingen tvivl om at han stadig nød det lige så meget som før. Han forsøgte et par gange at sætte albuerne i jorden og løfte sig lidt op, men blev hele tiden afbrudt af nydelsen fra alt der blev gjort mod ham og sine egne støn, så han endte hele tiden med at falde til jorden igen. Selvom han nød det lidt for meget, irriterede det ham stadig at han ikke kunne gøre de ting han plejede at gøre mod andre. Det irriterede ham også at han ikke havde mulighed for at bide sig fast igen, da han overhovedet ikke befandt sig i en position til at komme tæt nok på med tænderne.

Noget kunne tyde på at Deavás havde ham lige, hvor han gerne ville, som Hauru gav op og lagde sig ned mod jorden. Han smilte let for sig selv, som han strøg blikket over den bare hud og langsomt rev neglene over hans ben for at provokere ham yderligere. Deavás sukkede inderligt, som han pressede sig selv helt ind i ham og blot der for en stund, længe nogle til at Hauru kunne slappe af, før at han fortsatte i samme tempo. Det virkede som om vampyren var van til nydelse for han holdt godt igen, også selvom Deavás ikke veg fra at give hans lem den tiltrængte opmærksomhed. Kort lod han blikket glide mod bogen, men vendte det hurtigt retur, da han altid kunne fortsætte legen på anden vis, når først han selv havde nået sit klimaks.

Deavás skubbede Haurus ben over på den anden side af ham, som han flyttede let på sig for at få Hauru til at vende ryggen til ham. Han gav ham en kort pause, som han blot betragtede ham bagfra uden at holde fat i ham. Han havde sluppet ham fuldkommen, som han dog langt fra var færdig. Deavás greb fat i hans ankel for at hive ham tilbage til sig, som han strøg fingrene op af hans brystkasse, som han dog bevidst havde vendt Hauru om, så han ikke fik chancen for at bide ham igen. I stedet brugte han tiden til at provokere hans krop imens at hans eget lem pressede sig imod hans røv endnu en gang.

Da Hauru endelig fik en chance for at slappe af, tog han den med glæde og et tungt, næsten lettet, suk lød fra ham. Det blev hurtigt efterfulgt af endnu et sammenbidt støn, da der blev fortsat. Jo længere tid Deavás fortsatte bevægelserne med hånden på hans lem, blev stønnende mere og mere ukontrollerede, jo tættere han kom på klimaks. Den var der dog ikke helt endnu.

Hauru åbnede øjnene op igen, da hans ben blev flyttet og uden tøven vendte han ryggen til Deavás. Endnu engang fik han lettere styr på sin vejrtrækning mens han skævede mod ham. Et kort gisp undslap hans læber, da der blev grebet fat om hans ankler og han blev hevet tilbage igen, men berøringen mod hans brystkasse blev nydt til fulde. Som Deavás igen fik skubbet sig selv ind i ham, løftede han selv røven lidt op med et støn. Underligt nok var smerten ikke lige så slem efter han havde fået en kort pause og med det ene støn kom der et ret så tilfreds smil frem på hans læber, som han stadig skævede mod Deavás. Selv satte han hænderne i jorden og skubbede sig selv bagud, for at lade ham komme så langt ind i ham som muligt.

Hauru ville have virkelig svært ved at undslippe Deavás i fremtiden, eftersom at den konstante fysiske forbindelse til ham var med at til styrke hans evne. Han ville muligvis ikke opsøge ham for det samme, men mon ikke han også kunne få noget andet ud af selskabet, så snart at Hauru igen ville genfinde sin stemme, så ville han nok atter gå ham på nerver. Men lige nu nød han stilheden, eller bare den lyde, som Hauru kom med. De var ikke irriterende, men ophidsende, som Deavás ikke lod ham slippe nemt uden om.

Der var intet i vejen med at skifte stilling, som Deavás forsøgte at få så meget ud af det, men samtidig også havde planer om at holde Hauru langt væk fra hans hals og dette var nok den nemmeste måde at gøre det på. Et dybt støn undslap hans læber, som han fik skubbet sig selv ind i ham igen. Det var egentlig en meget rar fornemmelse, også selvom Hauru havde været en anelse modvillig i begyndelse, så mødte han knap så meget modstand nu. Deavás rettede sig op, så han kunne læne sig mod Hauru og presse sig længere ind i ham. Der gik heller ikke lang tid før at han greb hans lem igen for at massere ham, samtidig med at han støde ind i ham. Deavás plantede nogle få kys mod hans ryg, før at han rev tænderne hen over hans skulder.

Med hvert stød der blev gjort ind i ham, kom et støn i takt med og han forsøgte at holde fokus nok til at blive ved med at skubbe sig selv bagud. Hans fokus blev dog brudt da der blev taget fat i hans lem igen og det blev sværere og sværere at bruge kræfter på at skubbe sig selv længere. Armene begyndte at ryste og endnu engang blev stønnende ret så ukontrolleret.

Hauru faldt langsomt længere og længere ned med overkroppen, da han fik lidt for meget besvær med at holde sig selv oppe. Han lukkede øjnene i, som han mærkede kyssende mod ryggen og derefter tænderne mod skulderen. Ikke ret lang tid efter hvilede han albuerne mod jorden og hovedet faldt også længere og længere mod jorden. Han fik dog holdt røven oppe mod Deavás. Han forsøgte at trække tiden ud ved ikke at komme, men der var ingen tvivl om at han snart gjorde det alligevel.

Deavás kunne sagtens mærke at Hauru havde svært ved at holde sig fast mod jorden, så han placerede uden videre en hånd mod hans hofte for at holde ham fra at stikke af. På den måde var det også nemmere at støde helt ind i ham, som han undslap et tungt støn og kort efter rev Hauru hen over hoften med et dybt suk. Hvis først Hauru faldt sammen, måtte han finde en anden måde at stille sin lyst om han så skulle tvinge ham på benene igen.

Energien var ved at slippe op for Hauru og Deavás havde en mindre kamp med at få ham til at blive ved ham, som han dog let borede neglene ind i hoften på ham og holdt ham fast. Grebet om hans lem blev også mere kraftigt, som han pulserede med sin hånd i takt med sine stød. Der var ingen grund til at trække det ud, medmindre at Hauru ikke ønskede det skulle stoppe. Deavás selv havde andre planer og aftaler han skulle tage sig af, men det var nu rart at få chancen for at lette trykket først.

Hauru fik rettet sig selv op igen, da han mærkede neglene hen over hoften og begge hænder blev knyttet mod jorden, mens han forsøgte at holde sig oppe igen. Det klimaks han havde forsøgt at udskyde, kom i takt med neglene der blev boret ind i hoften på ham og han kunne ikke holde et højlydt og rystende støn tilbage. Hele hans krop rystede i nydelse, men han flyttede sig ikke fra Deavás. Tværtimod skubbede han endnu engang sig selv tilbage. Jovist var han selv færdig, men han ville nu lige give sin partner chancen også. Det plejede ikke at være en prioritet for ham, men når nu han var blevet behandlet så pænt, ville det da være stengt at flytte sig. Udover det, var hans krop godt brugt og kræfterne til at slippe væk var der ikke. Han var sikker på at Deavás ville kunne tvinge ham tilbage igen, så han kunne lige så godt nyde det selv, så længe det varede. Hans støn var blevet dæmpet en smule og hans vejrtrækning rystede fortsat efter hans egen udløsning.

Måske han egentlig havde taget lidt fejl af vampyren, han lod til at have vilje nok til at holde sig selv oppe, men der kunne selvfølgelig stadig være problemer, når det kom til andet end samleje med et andet væsen. Han tvivlede lidt på vampyrens egen rang, eftersom at han slog ham som doven, men om ikke andet formåede Deavás at skubbe ham ud over kanten, som han pressede hånden rundt om hans lem og pressede det sidste ud, før at han slap ham og i stedet koncentrerede sig om sit eget klimaks. Deavás placerede begge hænder mod Hauru’s baller og stødte hårdt ind i ham, imens at han holdt ham oppe. Der gik noget tid før at Deavás selv kom til at afslutning på seancen, men han var fortsat ved godt mod, som han dog slap vampyren ved at skubbe ham fremad med håbet om at se ham lande i sin egen forløsning. Deavas derimod så blot til, som han rev neglene ned over hans balle og over hans lår. Efterfølgende vendte han blikket mod bogen, der ikke havde flyttet sig, hvilket var en god ting, for han ville helst ikke miste sin ejendele. ”Næste gang er jeg ikke sød” sagde han med et koldt smil på læben, som han kyssede Hauru’s balle og fik rejste sig op for at gå hen til sit tøj. Han startede med skjorten, som han hev ned fra træet.

Hauru sørgede for at holde sig oppe og presse sig selv mod Deavás, lige indtil han blev skubbet væk og landede i sit eget rod. Han gispede kort over neglene der blev revet ned over hans balle og lår. Han sukkede irriteret og direkte efter kysset mod hans balle, rullede han straks om på ryggen, væk fra sine efterladenskaber. Det var da også utroligt. Efter han var vendt tilbage, havde folk fået en vane for at smide Hauru i sine egne ting. Først Koda og nu ham her. Dog var han alt for færdig til at gøre noget ved det. I stedet lagde han sig helt ned med et skævende blik mod sine bukser i træet.

"Næste gang bestemmer jeg," sagde han med den lettere tunge vejrtrækning. Hauru havde ikke haft meget imod at skulle modtage, men han var stadig mest tilfreds når han kunne give og gøre som det passede ham. At blive bestemt over på den måde, var ikke en stil han havde tænkt sig at holde, så hvis Deavás mente at der skulle være en næste gang, skulle der lige byttes om på nogle roller. At det måske ikke var samleje han havde i tankerne til næste gang, faldt ham overhovedet ikke ind.

Han havde egentlig ikke overskud til at skulle rejse sig og klatre efter sine bukser, så han lå og stirrede mod dem lidt tid. Så gik det op for ham. Han behøvede sådan set slet ikke at røre sig. Kun lidt. Han løftede den ene hånd og en skygge kom til syne derfra. Skyggen fik bevæget sig fra hånden og op til bukserne på grenen. Der blev puffet til dem og de gled ned fra grenen og ned ved siden af Hauru. Han sænkede hånden og skyggen faldt til jorden og forsvandt. Så tog han fat i bukserne og tog dem på, stadig liggende på jorden. Han løftede bare lige røven for at få dem helt op og lukket.

Deavás lod sig ikke påvirke nemt af Haurus frustrationer, som han roligt tørrede sine fingre af et det nærmest blad og smed det på jorden. Han smilte dog lettere køligt for sig selv, som vampyren trillede væk fra ham. Han lod ham slippe for nu, som han vendte retur til sit eget tøj. Skjorten blev langsomt knappet igen, før at han strøg fingrene igennem det mørke hår og trak det tilbage. Han rettede let på nakkehårene, som han blev mindet om Haurus greb. Et suk forlod hans læber, som han aldrig ville tillade et andet væsen at have kontrollen over ham. Og vampyren havde set det tæt på, som Deavás ikke havde kvaler med at tvinge ham til at indtage en position, han ikke var van til.

Roligt vendte Deavás blikket mod Hauru, som han trak bukserne op over knæene og længere op for at lukke dem til igen. Det røde stof, som var endt på jorden samlede en stille op sammen med bogen. Derfra bevægede han sig hen til vampyren og satte sig ned på hug ved siden af ham. Hans blik gled langsomt ned over hans krop, som han endnu ikke havde fået tøjet på. ”Jeg tvivler, men De kan jo prøve” lo han stille for sig selv, som han roligt hvilede en hånd mod vampyrens brystkasse. Fingrene strøg over hans bryst, før at han nev ham i brystvorten og rejste sig op med en let bevægelse.

Egentlig havde Deavás vendt ryggen til vampyren, men som han begyndte at røre på sig, kiggede han sig over skulderen, hvor han til sin overraskelse så skyggen fra hånden, før den kravlede op i træet og smed bukserne ned til ham. Deavás var fristet til at frarøve ham sine bukser, men undlod og så blot til imens at vampyren fik sine bukser på. De gyldne øjne viste ingen tegn på, hvad der lige var sket imellem dem. ”Eftersom det var Deres første gang.. Så forvent ikke at smerten går over lige med det samme” lo han stille for sig selv, tydeligvis med planer om at håne ham med hvad der var sket. ”Men så glemmer De mig heller ikke så let” tilføjede han henkastet med et glimt i øjet.

Hauru fulgte Deavás med blikket, som han var på vej mod ham og satte sig på hug ved hans side. Han skævede kort mod hånden på sin brystkasse, før han undslap et gisp og daskede ud efter Deavás, da han nev ham i brystvorten. Godt nok havde han fået lov til at gøre hvad han ville med ham for et øjeblik siden, men det betød bestemt ikke at han ville få lov til at gøre hvad han ville fremover. Han kunne ikke holde et kort grin tilbage over hans kommentar. Han var ikke selv i tvivl om at det nok skulle lykkedes at tage styringen næste gang.

Som Hauru fik trukket bukserne helt på plads, lød et lavt gisp fra ham i smerte, før han vendte blikket mod Deavás igen. Han lyttede til hvad han sagde og nikkede så svagt. Det var nemlig lige derfor han ikke havde rejst sig endnu.
"Tro mig, jeg skal nok glemme dig alligevel. Måske ikke med det samme, men giv det tid," sagde han lettere flabet. Hvis han kunne glemme sin egen kone med tiden, så kunne han bestemt også glemme Deavás. Han satte albuerne i jorden, bare for at få løftet sig selv en smule, men at komme helt op at sidde lige nu var ikke nemt, så det ventede han med lidt endnu.

En kølig latter undslap Deavás læber, som vampyren daskede hans hånd væk, som han ikke gjorde mere ved det. Han skulle blot lige markere sig overfor ham igen. Han havde ikke i sinde nogensinde at bukke under for en svag vampyr, som ham. Han tvivlede virkelig på at han nogensinde ville kaste sig over ham igen.. I hvert fald i den facon, som Hauru regnede med. Men det delte han ikke ligefrem med ham, som han atter kom på benene med et drilsk smil over læben.

Deavás vendte blikket mod Hauru, som han ikke skjulte smilet på læben. Så han havde altså fået ondt. Han forsøgte blot at skjule det ved at blive nede. Deavás lo let for sig selv, som han trak let på skulderne. ”Ikke at det bekymrer mig, hvis De glemmer mig helt, får jeg bare fornøjelsen endnu engang” lo han køligt. Som han lod blikket dale ned over ham. Deavás rakte hånden frem mod ham, som han havde problemer med at komme på benene. Det var ikke for at hjælpe ham, tværtimod.. Men hvad troede vampyren?

Hauru fik sendt et lettere lystigt blik til Deavás, da han hørte hvad der blev sagt. At få lige præcis denne fornøjelse igen, var da bestemt ingen dårlig tanke.
”Jeg er da altid åben for tilbud,” svarede han med et grin, der slet ikke var til at tage fejl af hvad han mente med det. Ja, Deavás var da mere end velkommen til at gentage succesen en anden gang, dog ville Hauru stadig gerne have lov til at bestemme lidt.

Hauru gav et kort forsøg i at sætte sig op, ved at rette ryggen en smule, men besluttede sig hurtigt for at blive liggende lidt endnu. Men da der blev rakt en hånd ned til ham, tog han da gerne imod den, klar til at blive hjulpet på benene.

Den mand havde kun én ting i tankerne og han lagde ikke en gang skjul på det, som Haurus lystige blik var nemt for Deavás at aflæse. Han behøvede slet ikke anstrenge sig. Han fnøs roligt at hans ord, som der ikke var tale om et tilbud, tværtimod ville han tage det med magt næste gang og en simpel gestus, som en hånd i hans busker, ville ikke få Deavás til at ændre fokus. Nydelsen kunne han få efterfølgende eller samtidig næste gang.

Vampyren var bestemt ikke van til den behandling, men samtidig var han også dum nok til at tage imod Deavás ’hjalp’. Han tog et fast greb i hans hånd, som han hev ham på benene og videre ind i hans favn. Han låste armene omkring ham for at skubbe den ene hånd ned mod hans balle og presse en finger imod hans røv. I håbet om at høre ham jamre én sidste gang. Deavás holdt blikket på ham, som han var klar til at give slip, hvis Hauru atter gjorde et forsøg imod hans hals. ”De kommer ikke til at bestemme noget” hviskede han ind i øret på ham, før at han slap ham helt. Han lod ham genfinde balance på benene før at han nikkede kort til ham med et skummelt smil.

Hauru blev hurtigt hevet på benene, men var ikke forberedt på at blive låst fast i Deavás greb, så et lettere forvirret udtryk dukkede op i hans ansigt. Det forvirrede udtryk ændrede sig straks til et udtryk af ubehag, nogle sammenbidte tænder og et smertefyldt gisp lød fra ham, da han mærkede fingeren mod røven. Af ren refleks skubbede han sig selv længere ind mod Deavás, for at flytte sig i modsat retning af hvor smerten kom fra. Da han blev sluppet igen, lagde han begge hænder mod hans brystkasse og skubbede til i irritation, for at få ham væk fra sig. At styre sin vrede var ikke noget han var kendt for at gøre og det var tydeligt at se når noget gik ham på, som nu. Dog skulle der alligevel lidt mere til før han blev decideret sur, men følelsen af at være godt irriteret havde sat sig, som Deavás fik behandlet ham som han normalt selv behandlede andre.
"Det er der vidst to til at bestemme," fnøs han, som han rykkede sig et par skridt længere væk fra ham.

Havde han virkelig forventet at Deavás ville hjælpe ham på benene uden bagtanke? Det var næsten for nemt at skubbe rundt med ham på denne måde, hvor meget han end forsøgte at holde fat i sin stolthed. Der var tale om en markering og intet andet, hvilket også var grunden til at Deavás hurtigt slap ham igen, han ville blot lige pointere overfor ham, hvad der var sket imellem dem og at han ikke skulle prøve på noget. Smilet på hans læber blev bredere, som Hauru pressede sig ind til ham igen. Men han lod ham alligevel gå, som han følte at han havde fået det sidste ord. Hauru’s frustrationen fik Deavás til at le, som han mildt sagt opførte sig som en fornærmet tøs, der ikke havde fået sin vilje eller var blevet tvunget ud i noget, de ikke brød sig om. ”Man skulle tro, at De var en kvinde.. De bliver lige så nemt fornærmet som en” lo han hånligt og med et stort smil på læben.
Frustrationen rørte ham dog ikke, som han blot lod ham skubbe, uden at flytte meget på sig. Han havde overvejet at flytte sig helt, så Hauru ikke havde noget at støtte sig op af. Eftersom at Hauru behandlede andre på denne måde, så var det vel kun fair at han mødte lidt modstand og kunne mærke det på sin egen krop..
”Det vil jeg huske til en anden gang” svarede han med et glimt i øjet, før at han strøg fingrene ned over skjorten og glattede den let ud. Bogen havde han placeret i sin inderlomme.

Latteren fra Deavás hjalp bestemt ikke på hans irritation, men i stedet for at reagere ved at give efter for den følelse, valgte han i stedet at bevæge sig tættere på ham. Han stoppede først op da han stod helt op af ham og straks rykkede han hovedet ind for at plante et grådigt kys på hans læber. Tanken om lige at bide en gang mere havde selvfølgelig strejfet ham, men han tænkte at det nok var smartest at lade være. Han holdte kysset i noget tid, før han trak sig tilbage igen og smilede tilfreds.
"Så vil jeg da se frem til næste gang," sagde han, med forhåbninger om at Deavás ville give ham lov til at bestemme lidt alligevel. Med en blid berøring fik han placeret den ene hånd mellem benene på Deavás og lod forsigtigt fingrene glide hen over, som han vendte rundt og begyndte at gå derfra.