Agarés måde at være overfor ham, den var så anderledes og kærlig i forhold til alle de andre, han havde været i kontakt med. Alligevel skabte det en slags panik i ham som han følte at han kom nærmere, og Dandels var hurtigt til at træde tilbage, så der kom afstand mellem dem og hans hånd var ude for rækkevidde. Dandels så ned, som han krammede sig om sine hænder, og trak vejret dybt. ,,Undskyld," sagde han. Han var oprigtig ked af det. Det var ikke Agarés skyld, han kunne bare ikke klare for meget kontakt lige nu, selvom han gerne ville være med Agarés. Han forstod dog ikke hvorfor hans krop reagerede så spøjst - de havde lige holdt i hånd, og nu pumpede hans krpp med adrenalin? Han var ikke sikker på hvordan hans krop ville reagere på at danse med ham, men han ville gerne forsøge, for deres skyld.

,Det... Det ser vi på...," mumlede Dandels, med et prøvende, opmuntrende smil inden han bakkede yderligere væk, for at komme ind i stuen. 

Agarés kom med et lavt suk, da Dandels flyttede sig væk fra ham og han vendte blikket mod gulvet. Han havde håbet på han ville blive stående, men han havde ikke forventet andet end det der skete. Han rettede blikket mod ham igen og sendte ham et beroligende smil.
"Det er okay. Tag den tid du skal bruge. Jeg venter gerne på dig," sagde han.
Han gik selv ind i stuen, direkte hen til bogreolen, hvor han tog den nærmeste bog ud. Han satte sig, som han altid gjorde, i den ene ende af den store sofa, helt lænet tilbage og lagde det ene ben over det andet. Så åbnede han bogen og begyndte at læse. Engang imellem skævede han mod Dandels med et smil. En dag i hans selskab, uden at skulle tænke på arbejde, var ikke en dårlig oplevelse.