Zofrost var aldrig tilpas med at forsøge at forklare sin situation. Ikke at han skulle det så ofte, men de gange han havde prøvet, var der oftest bare en mangel på forståelse. Både fra slaver og fra frie. Og han følte ikke, at han kunne forklare ret godt, hvordan forklarede man noget, der var helt normalt for en selv, noget der havde været hele ens liv. Nej, det var bedre bare at lade være.

Han rystede hurtigt på hovedet, da elveren spurgte, om han ville have mere, men han nåede ikke at se det og gik straks i gang med at rode i sin oppakning. Zofrost trippede lidt uroligt på stedet, indtil posen blev rakt frem mod ham. Det føltes uhøfligt at afslå, men han havde ikke mulighed for at transportere det alligevel og han ville ikke tage mere fra ham. Så han herre, hvor meget han fik… Zofrost rystede svagt på hovedet igen.
”Ellers tak, jeg fanger noget på vejen.” Om et par dage. Maden han havde spist nu var nok til at holde ham kørende for et par dage. Han skubbede det lange hår om bag øret.
”Men tak… for maden.” Han kunne ikke få sig selv til at sige tak for hjælpen, for manden havde startet med at gøre alting værre og så værre igen.

Lidt sky kastede han et sidst blik på manden, inden han skiftede skikkelse og satte af i løb i den rigtige retning. Den retning hans indre kompas sendte ham i, mod hans herre, som han hele tiden kunne mærke i sit indre. Lige nu skulle han dog bare væk, ud i skoven, hvor han kunne være alene og få lidt ro på sig selv. Løbe alle følelserne ud af kroppen og blive tom igen. Det var bare så meget nemmere at være tom.

// out

Ez sukkede og så efter Zofrost, mens han forsvandt mellem træerne. Det var trist at tænke på, at der fandtes væsner som Zofrost, der lå under for andres (ofte ondsindede folks) vilje. Slaveri burde være strafbart, tænkte han, mens han satte sig ved bålet igen og stirrede ind i flammerne. I det mindste havde han fået Zofrost så meget på højkant, som han kunne.