Vargas kunne ikke andet end at elske drengens reaktion på berøringen, frygten der var så tydelig. Første skridt på vejen til en lydig slave var respekten for den fysiske magt deres Herre havde. Det virkede til, at Thanos havde gjort et godt stykke forarbejde og Vargas nu selv havde skubbet drengen et stykke videre. Erindringen om smerten ved piskeslagene burde stadig være frisk i hans hukommelse. Ellers ville det nok ikke vare længe, inden den blev frisket op.

Smilet blev på ingen måde mindre, som Juno begyndte at snakke, for det lød til, at knægten var med på at lave en handel, blot for at beskytte sin ven. Og det var lige, hvad Vargas havde regnet med. Men han sagde ikke noget, lod ham tale færdigt. Faktisk var han ikke så interesseret i Junos sjæl, den var ganske kedelig og normal, og selvom den da ville pynte på en hylde nede i kælderen, var den ellers ikke specielt meget værd. Nej, han ville bare se, hvor langt mennesket var villig til at gå, for at beskytte sin ven.

Selvsikkerheden virkede pivende falsk, men Vargas var ligeglad. Han legede bare med ham. Hans krav var stort og Vargas smil forsvandt for at blive erstattet af lidt ærgrelse.
"Satyren kommer ikke til at få sin frihed." Nej, den var mere værd end endnu en sjæl på hylden. "Men..." Vargas trådt en smule tættere på Juno, ikke bange for at blive sparket. Nej, det punkt var de forhåbentligt ovre. "... vi kan lave den aftale, at hvis du opfører dig pænt, gør som der bliver sagt uden brok, så bliver din vens liv noget lettere. Uden fremmede mænd mellem sine ben i tide og utide og jeg lover ikke at... hygge mig... medmindre der er en grund til at gøre det." De brune øjne så ganske roligt ind i Junos, ærligt. Når han lavede en handel, holdt han den.

Og han ville selvfølgelig gøre som han sagde, ikke sende satyren på rundtur eller hive den med herind i legerummet igen. Kun straffe, hvis der var en grund.

Juno havde godt vidst, at han havde bedt om mere end hvad hans sjæl var værd, men han havde været nødt til at prøve. Alligevel blev han skuffet, da Vargas afslog hans tilbud.
Han krympede sig, da Vargas trådte tættere på. Han havde allerede været for tæt på før, og nu kunne Juno se og mærke ham trække vejret, og frygten for at han ville røre ved ham, gennemsyrede hele hans krop.

Det var så langt fra hans natur at opføre sig pænt og adlyde andre, at han instinktivt var ved at bede Vargas om at skride ad helvede til, men han kunne også stadig høre Hector græde lavmælt bag ham, og det var hvad der fik ham til at genoverveje. 

Han så op og ned ad Vargas, imens han overvejede om manden overhovedet ville holde den aftale de var ved at blive enige om.

"Min gode opførsel er uden tvivl mere værd end min sjæl," sagde han med et fnys; "Det er fandme sjældent at jeg opfører mig pænt..." han fik det til at lyde som om han var nødt til at overveje deres aftale. Han skævede væk i et par sekunder, inden han så tilbage på Vargas med et dovent nik.

"Hvis du nogensinde rører ham igen, får jeg dig til at fortryde at du brugte en eneste krystal på mig. Men... hvis du overholder vores aftale, så lover jeg at opføre mig pænt. Bedre en pænt. Eksemplarisk. Jeg kan tage lige det udseende og den personlighed, du gerne vil sælge. Jeg kan det hele."

Juno syntes ikke selv at han overdrev sine evner. At have det udseende, en kunde ville have, var det første og vigtigste skridt - et godt første indtryk. Desuden var et hans største talenter at flirte. Hans ambitiøsitet gjorde også, at når han først havde sat sig for noget, så lærte han hvordan man gjorde det på ganske kort tid.

Hector kunne ikke rigtigt holde ud at høre på, hvordan Juno solgte sig selv til Vargas for at redde ham. Han elskede Juno for det, men det var jo ikke meningen, at Juno skulle bringe sig selv i fare. Hector ville hellere dø, men lige nu kunne han ingenting. Han kunne ikke engang bevæge hovedet for at kigge på Juno og bede ham om at trække sit tilbud tilbage. Det eneste, han kunne gøre, var at løfte begge hænder og dække sine halvspidse ører, så han ikke kunne høre noget.

Vargas ventede tålmodigt på Junos svar. Valgte han at sige nej, ja, så skulle Vargas nok stadig få det ud af dem begge, han ville have. Det var ikke for deres skyld, at han gjorde sig besværet med denne handel. Nej, det var bare fordi det morede ham. Og hvis Juno sagde ja til at opføre sig pænt, så var han blot mindre besværlig at gøre til en god slave, han kunne få penge for. Med et lidt kedsommeligt udtryk lyttede han til Junos trusler om, at hvis han gjorde Hector noget, ville han ikke være noget værd.
Vargas rakte ud og tog ved Junos hage, ikke hårdt, men nok til at han ikke ville kunne rykke sig fri.
”Kære lille ven, rører jeg sin ven, vil der være en god grund til det. I ville kunne skyde skylden på jer selv.” Han så lidt undersøgende på ham og slap ham så igen. ”Men jeg holder mine aftaler. Mit ord er gældende.”

Med de ord trådte han tilbage, anseende handlen som overstået, og så ned på satyren. Den var sølle. Så ud til at være gået i stykker. Han var tilfreds, men han kunne ikke bruge den, når den var sådan der, så han gik hen til den og greb fat i et af dens horn og løftede op.
”Jeg er tilbage om lidt. Lad nu være med at gøre noget dumt i mens.” Hans stemme lidt for munter, som han begyndte at gå, hivende halvdyret hen over gulvet. Han gad ikke samle den op, så dette var det pæneste han kunne behandle den lige nu. Han slæbte den ud af rummet og igennem sandet mod døren ind til hans private bolig. En vagt blev hidkaldt med en vinken og fulgte med ham ind i det dyre hus og op af trappen til overetagen, hvor han gik ind på et af værelserne, et værelse uden dør. Anastasyas værelse. Her smed han Hector på gulvet.
”Gør et eller andet ved den her.” Han sendte hende et blik og gik igen, efterladende vagten ved døren, i tilfælde af at satyren skulle finde på at gøre hans dyrebare Ana noget. Det ville den fortryde, hvis den prøvede. Det ville ikke være første gang, at Vargas havde skindet nogen i live.

Han slentrede afslappet ned i legerummet igen, hvor han havde efterladt Juno. Han havde ikke rigtigt flere planer, andet end at få lidt mere ud af Juno, hvad så end det betød. Det havde han ikke besluttet sig for endnu, så det kom an på mennesket. Han skulle også have fat i elveren senere, hyle den lille religiøse kvinde ud af den. Det burde ikke være så svært, igen havde Thanos gjort et godt stykke forarbejde. Gode ansatte hang ikke på træerne, men Thanos var godt nok alle pengene værd.
Med et let smil på ansigtet forlod han igen solen for at gå ind i det lidt mindre rum.


(( Hector bliver tagget i en ny tråd, så du bestemmer selv, om du vil skrive et indlæg mere her eller bare sende den videre til Juno ^^ ))

((Den ryger videre! ^^))

Juno fik det fysisk dårligt, da Vargas holdt om hans hage og kaldte ham 'kære lille ven'. De var ikke venner, og Juno var hverken kær eller lille - og ingen mand kunne røre Juno, uden at han fik det dårligt. Det tog al hans viljestyrke ikke at spytte manden i ansigtet, men det var en viljestyrke der nemt kom til ham, når han så ned på Hectors sølle skikkelse. Fyren havde brug for hjælp, og det var Junos skyld. Det var Junos skyld at Hector var blevet udsat for det her, ikke kun i dag, men hele rejsen i sig selv. Han prøvede at glemme det det meste af tiden, for ellers ville han ikke kunne få sig selv til at gøre noget som helst, af ren skyld, men den viden fyldte hele hans væsen lige nu. Han var nødt til at hjælpe Hector så godt han kunne, om ikke andet så for at fjerne lidt af den skam der fyldte ham. 

I det mindste lød Vargas som om han ville holde sit løfte. Og på trods af måden han slæbte Hector væk på, var det beroligende at vide at Vargas ikke længere var i nærheden af Hector, da manden kom alene tilbage.

"Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte Juno, så snart Vargas trådte ind i rummet igen. Hans attitude havde stadig en snert af næsvished, men ingenting i forhold til hvordan han havde været tidligere. Det kunne både ses og høres på ham at han havde været knækket - gråd sad fortsat i hans stemme, der var hæs, og han åbnede opgivende sine håndflader mod Vargas, ubevist for at udtrykke den overgivelse han ellers ikke kunne vise med sit kropssprog, fordi han stadig var fastlåst.

Han åbnede munden med intentioner om at bede Vargas om lov til at skifte udseende - det kriblede i ham efter at få lov til at skifte sit udseende for første gang i flere lange uger. Han blev rastløs når han lignede sig selv for længe af gangen. Men han kom på bedre tanker inden han fik bedt slavehandleren om noget, og han både lukkede munden og slog blikket væk, inden han fik sagt noget han sikkert ikke havde lov til at sige. Det var altid en bedre ide at holde kæft omkring mænd, der ikke kunne lide ham, men det var sjældent at Juno hold kæft alligevel. Han plejede at tage de tæv der kom med hans attitude med oprejst pande, men ikke i dag. I dag havde han fået nok tæv.

Hvis han fik lov til at tænke for længe over det der var sket, ville tårer begynde at stige op i hans øjne, så han håbede virkelig at Vargas snart ville sige noget. 

Drengens ord hilse Vargas, så snart han kom ind i det lille skyggefulde rum igen og han kunne ikke skjule et smil. Det virkede til, at et eller andet var gået rigtig, siden mennesket nu selv tilbød sig. Dæmonen svarede ham ikke med det samme, i stedet gik han over og satte sig på chaiselongen igen og spiste et par druer, mens han betragtede den halvnøgne dreng med et tænksomt blik. Ja, hvad kunne han da gøre for ham? Det sjoveste var ovre, han havde sådan set fået det, han ville - en masse sjov og en handel. Endnu en vindrue blev til mos mellem hans tænder, inden han lænede sig lidt frem og lavede en bevægelse mod kanden med vand.
"Først kan du svare mig på, om du gerne vil ned derfra og have et krus vand." Man kunne måske tro, at der var en skjult agenda bag hans ord, men det var som det var. Han var færdig med at lege og nu var det tid til at forsøge at etablere et andet form for forhold med slaven. Lade ham tro, at der også var barmhjertighed. At der var en belønning, når man gjorde det godt.

Han tyggede endnu en vindrue, alt for glad for frugt. Måske ikke noget, man skulle tro om en dæmon, men han elskede mad og frugt var altid noget, han havde været glad for. Han var vel en dødssynd og selvom han var grådighed, var han ikke blind for sine andre synder også. Frådseri, lyst, hovmod, ja hele rækken. Om hans familie havde det på samme måde, havde han ingen anelse om, siden han undgik dem for alt i verden.
Der var ikke noget farligt over ham, som han sad der, man kunne næsten tro ham for en fredelig handelsmand fra syden i det pæne tøj og den gyldne hud. Medmindre man fik øje på de små blodsdråber, der havde ramt hans tøj eller huskede lyden af piskesmæld, der havde runget i mellem murene. Men han var ikke farlig. Som en mæt bjørn, der nu blot ville lege lidt med resterne af biernes bo.

Juno fulgte Vargas' bevægelse mod kanden med vand og slikkede ubevidst sine tørre læber. Det føltes som om  han ikke havde fået nok vand siden Thanos først fik fat på ham, og den fugt hans savl gav hans læber, var ikke nok til at heale de steder de allerede var sprækkede. Dét ville han til gengæld kunne fikse med sin evne på et øjeblik - hvis altså Vargas lod ham bruge sin evne.

"Det er klart i top tre af de ting jeg gerne vil lige nu," svarede Juno, og forsøgte at sige det afslappet, på trods af hvor ondt han efterhånden havde i sine arme og håndled. Af andre ting der konkurerede om første- og andenpladsen af ting han gerne ville var at myrde Thanos langsomt og at ændre sit udseende. At myrde Vargas lå højst på fjerdepladsen. Lige nu ville han langt hellere ned og at få sig det der glas vand.

Han tvivlede dog fuldstændig på, at det var noget Vargas ville lade ham. Manden kunne lige så godt lade ham hænge, og Juno turde ikke at håbe på at det var et ærligt tilbud. Han havde mødt for mange voksne, der bare havde røvrendt ham, til at stole på nogen af dem. 

Vargas kunne se på drengen, at han var tørstig. Det kunne nok heller ikke undre nogen. Dæmonens slaver led nu ikke den store nød, de fik nok med vand og mad, svage, udsultede slaver kunne ikke bruges til noget. Men han vidste godt, at turen igennem ørkenen var hård og det tog lidt tid at komme sig over den. Plus, skrig af smerte havde det med at tørre halsen ud. Da Juno svarede, rejste Vargas sig igen, dog med et øjenbryn skudt i vejret.
"Jaså? Hvad er de to andre ting?" Han ventede på svaret, mens han gik over til væggen og hev i mekanismen, der gjorde kæden fri. Junos vægt fik den til at glide igennem låsen med en klirren. Henne ved den smalle kommode hev han øverste skuffe ud og tog nøglen frem til håndjernene, den havde været gemt i siden af skuffen. 

Lige meget om Junos ben havde givet efter ham eller ej, trådte Vargas over og greb håndjernene, som han med en øvet bevægelse låste op. Uden bekymring vendte han ryggen til ham og snart var han placeret på chaiselongen igen. Han hældte vand op fra kanden i et krus. Med et sigende blik på drengen drak han en tår fra kruset, nøjagtigt som han havde gjort ved Thanos. Der var overraskende mange, der frygtede at blive forgiftet, så det var efterhånden en vane for ham. Thanos var dog ind til videre den eneste, der havde så meget paranoia for noget så uskyldigt som vand fra Vargas. 
Endeligt rakte han kruset frem mod Juno, næsten som tilbød han en skræmt hund en godbid.

På trods af al hans viljestyrke og koncentration faldt Juno ned på knæ med et bump så snart Vargas frigjorde kæden der havde holdt ham oppe. Han gispede efter vejret og rullede med sine ømme skuldre, men var opmærksom på Vargas så snart han kom hen til ham - hans blik var rettet direkte op mod manden, der kun så endnu mere frygtindgydende ud når man sad på knæ foran ham. 

Juno kunne slet ikke fokusere på det spørgsmål der var blevet stillet ham, før Vargas igen sad i chaiselongen og tilbød ham et glas vand. Det gik slet ikke op for Juno at glasset kunne have været forgiftet før nu.


"Nummer ét er at slå Thanos ihjel," fortalte han afslappet. Han forestillede sig at det ikke kom bag på Vargas. "Han er garanteret ikke nået så langt væk endnu."

Prøvende kom han på benene og gik hen til Vargas. Han tog glasset uden at fjerne sit blik fra mandens ansigt, og tømte derefter glasset i én tår. Han stillede glasset fra sig igen, så han i stedet kunne gnubbe sine håndled, hvor der stadig var mærker efter de tunge håndjern.

"På andenpladsen er at skifte udseende. Jeg plejer at bruge min evne et par gange om dagen. Det er frustrerende at jeg har været nødt til at se sådan her ud så længe som jeg har." Han følte ikke at der var nogen grund til at lyve for Vargas, når det var information han ikke kunne bruge ham til at såre ham eller Hector med.

Vargas var nær brudt ud i latter, da Juno sagde, at hans første prioritet var at slå Thanos ihjel, i stedet kom der et enkelt kluk fra ham. Ja, der var mange, der gerne så lejesoldaten død, han var ikke nogen rar mand. Hvilket var derfor, at Vargas kunne lide ham. Han var forudsigelig og til at stole på. Men brutal, ja det var han. Det var skønt. 
"Ikke en overraskelse. Og han er på vej tilbage til Medanien, han er ikke ligefrem en mand, der holder pause for at nyde livet. Der må jeg skuffe dig." Han smilede lidt af Juno, der tømte kruset i en tår og stillede glasset på det lave bord. Roligt rakte han ud og tog kruset og fyldte det med vand fra kanden igen, inden han rakte det frem mod Juno igen. Det var dejligt forfriskende med et direkte og ærligt svar, og han lagde hovedet lidt på skrå, mens han så på ham.

"Thanos sagde godt, at du havde evner. Beskriv dem for mig. Grundigt." Som han sagde det, gjorde han tegn til, at drengen kunne sætte sig på gulvet, hvis han ville. Der var ingen grund til at stå. Vargas ville ikke have noget fysisk af ham nu, nu var det hans evner, der havde fanget hans opmærksomhed. Hvad kunne drengen egentligt? Var det brugbart? 
Han tog en appelsin fra frugtskålen og begyndte at pille den med albuerne hvilende på lårene og blikket skiftevis på Juno og på appelsinen.

Slaver med evner kunne både være en god og en dårlig ting. Nogle havde brugbare evner, der ikke udgjorde nogen fare eller flugtrisiko, hvor andre aldrig ville få lov til at bruge deres igen, fordi de ville finde deres frihed med det samme. De gule sten, som Vargas lavede, var gode til at holde styr på den slags, men de kunne pilles ud. Han havde da før fået utilfreds kunder, fordi de ikke selv holdt godt nok øje med deres slaver, der lavede problemer med deres evner, fordi de fik lirket stenen ud af huden. Stenen sad fint endnu i huden på Juno og det ville den formentligt blive ved med.

Juno undertrykte sin vrede da Vargas fortalte ham at Thanos allerede var på vej tilbage til Medanien. 'Det er jeg også snart', var han lige ved at svare, men i stedet knugede han sine hænder hårdt og slog blikket væk. Han var rolig nok til at kunne forstå, at det ville være bedst hvis han forholdt sig i tavshed så meget som muligt.

"Jeg kan bevæge mig igennem ting," svarede Juno straks, og lod sit blik glide over gulvet, da Vargas gestikulerede imod det. Efter et øjebliks overvejelse satte han sig på det. Hver eneste fiber kæmpede imod - at underkaste sig på denne måde var det længst mulige fra hans instinkt, der ellers ville have været at bede Vargas om at skride og så selv tage hans plads på chaiselongen.

Han satte sig i skædderstilling, med en underarm hvilende på et knæ, og tog vandglasset med den anden hånd. "Jeg kan ikke bevæge mig igennem dig eller.. et træ. Kun metal, sten, dødt træ, i den dur. Intet levende." Han tog en tår af vandet og stillede det fra sig igen.

"Og så kan jeg ændre udseende." Ubevidst strøg han begge hænder igennem sit hår, som han ville have gjort, hvis han ville have ændret længden eller farven på det. "Des anderledes det er, des kortere kan jeg holde det. Jeg er bedst til noget der i hvert fald er halvt menneske. Jeg kan ikke ligne en.. en kvindelig.." han drejede en hånd i cirkler, imens han ledte efter ord; "elver.. i.. i mere end et par sekunder, før jeg ikke kan holde det længere. Men det har den her åndssvage sten fikset for mig den her gang," sagde han med en tør latter.

På nuværende tidspunkt lignede han sig selv, men han lignede ikke helt sig selv. Hans havde efterhånden glemt hvad der var anderledes, men han vidste at stenen Thanos havde givet ham på, og Vargas presset ind i huden på ham, havde forstenet ham som han var, ikke tvunget ham til at vende tilbage til sit oprindelige udseende. Normalt ændrede han alligevel ikke sit udseende særlig meget - mest hår- og øjenfarve.

Appelsinen mellem Vargas hænder mistede hurtigt sin skræl og han stak det første stykke i munden, mens han lyttede til menneskets fortælling om sine evner. Gå igennem døde ting og skifte udseende. En spøjs blanding, men sikkert ganske effektiv, hvis man valgte at leve et mere uærligt liv - hvilket Vargas havde forstået på Thanos, at drengen gjorde. 
"Ganske interessant." Ikke at hans tonefald lød sådan. Problemet var netop sammenblandingen. At skifte udseende var en evne, han kunne sælge, men en slave, der kunne gå igennem ting, var jo ikke ligefrem let at holde på. Men nu vidste han det og kunne finde en køber, der enten kunne finde en måde at kontrollere det eller bare ønskede drengen for hans fysiske evner og ikke magiske. Det var nok heller ikke et problem.

Han brækkede resten af appelsinen halvt over og rakte den frem mod Juno. Man kunne tro, at han var flink, men han tænkte ikke så meget over det, lagde ikke nogen dybere tanker bag sin handling. Drengen sad der og de havde en civiliseret samtale, så det var vel meget naturligt at dele et stykke frugt med ham.
"Den åndssvage sten, forhindrer dig i at tilgå din egen magi. Ganske smart, hvis jeg selv skal sige det, men nu laver jeg dem også selv." Han stak et stykke af appelsinen i munden og lod den skjulte hentydning til, at Juno lige havde kaldt hans evne for åndssvag hænge lidt i luften.

Han tyggede af munden og valgte at fortsætte den ærlige linje.
"Jeg tvivler på, at det bliver dine evner, du bliver solgt på. Fysisk er du heller ikke ligefrem imponerende. Og selvom din attitude er ganske underholdende, så er det ikke noget, folk vil have." Han pillede endnu et stykke af og stoppede det i munden med et let tænksomt udtryk. "Nej, jeg regner med at få lidt flere muskler på dig. Jeg tænker ikke, at du har nogle specielle kundskaber i baghånden heller." Det var måske lidt sært, at slavehandleren var ved at diskutere med sin slave, hvad der ventede forude, men hvorfor ikke? Vargas var ligeglad, Juno ville ende ud, som han ville have det. Frivilligt eller med magt, det var lige meget.

Juno tog imod den halve appelsin uden tøven, og først da han holdt den i hånden, så han en ekstra gang på den og derefter med tvivl op på Vargas, der dog ikke så ud til at tænke noget særligt over appelsinen. Juno pillede en skive af den og tog den søde frugt i munden. Han havde aldrig smagt noget lignende, og han så med store øjne op på Vargas - det var det nærmeste et barnligt udtryk af glæde han havde haft i lang tid, og så snart Vargas talte igen, forsvandt udtrykket også fra Juno, for at blive erstattet af irritation. Han slog blikket væk og spiste lidt mere af appelsinen, imens han gjorde sit for at ignorere at han havde kritiseret mandens evne.

Han trak på skuldrene, da Vargas gik ud fra at han ikke havde nogle specielle kundskaber i baghånden. Han var rimelig god til at snyde folk, til at lede en folk, og desuden også god i sengen, men det var ikke evner Juno regnede med at Vargas kunne sælge - eller som han brød sig om, hvis han solgte ham på.

"Det er ikke det værste du kunne gøre ved mig," svarede han, lettet over at kunne slippe af med nogle af sine værste frygte. Han tog det sidste af appelsinen i munden, og fik han en tanke, som han sagde højt, imens han tyggede; "Hvad bruges slaver som mig til, når vi bliver solgt?"
Han havde forestillet sig sengeslaver og husslaver, slaver der blev fremvist som eksotiske dyr til fester, og slaver der hjalp til på landbrug, men han havde ikke følt at han ville kunne være til hjælp i nogen af de situationer, og han tænkte heller ikke at styrke ville være et stort plus til noget af det. 

At drengen var så overrasket over appelsinen tænke Vargas ikke nærmere over. Appelsiner var en sydlandsk ting og han havde spist dem i mange år. Men han havde sikkert set lige så overrasket ud i hovedet, første gang han havde smagt dem. Hans slaver var ganske forkælede og en gang i mellem blev der delt frugt ud. Måske drengen var heldig og få en mere på et tidspunkt.
Han kom med en lyd af morskab, da Juno sagde, at det ikke var det værste, han kunne gøre ved ham. Nej, nej det var det ikke. Men han skulle ikke sætte sine forhåbninger for højt. Det var hårdt arbejde, for Vargas havde ikke tænkt sig at bruge alverdens tid på det. Han havde nogle meget effektive mænd, der fik hans slaver i form og det var ikke med guleroden som lokkemiddel, lyden af knaldende piske lød ofte fra den del af slavehandlen.

Spørgsmålet fik dæmonen til at skyde øjenbrynene i vejret.
”Det varierer meget. Får vi nok muskler på dig, til at du vil være brugbar, er det for det meste noget som stenbrud, staldslaver eller andet hårdt arbejde. Siden det er forbudt i Krystallandet med slaver, er det mest til Rubinien jeg sælger, selvom der også er rigmænd længere nord på, der tager chancen. Landbrug, plantager, den slags.” Han tykkede langsomt på det sidste stykke appelsin inden han trak på skuldrene.
”Ellers bliver det nok noget underholdning eller en form for personlig slave. Tjener, børnepasser. Nogle sydlandske kvinder finder også lydhårede drenge som dig ganske underholdende.” Han hældte vand op til sig selv og drak et par tåre. ”Men meget af det sidste skal du nok ikke håbe for meget på, de fleste vil have mandlige slaver uden mulighed for at reproducere.” Han satte glasset fra sig og tørrede sine hænder i et stykke stof som tidligere. Han var færdig med at snakke med Juno, der var andre ting, der skulle klares inden det var elverens tur.

Juno vidste ikke hvad han havde forventet, men han var skuffet over hvad han hørte. Det passede ham fint at kunne bruge sin krop, men han anså sig selv som værende kløgtig og skarp mere end noget andet. Med uovertrufne lederskabsevner også. "Spild," mumlede han - lavmælt, fordi han trods alt stadig frygtede Vargas og værdsætte den fred de havde imellem dem lige nu.

Hele hans krop stivnede, da Vargas nævnte mandlige slaver, der ikke kunne reproducere. Det lød heldigvis ikke som om det var noget han havde tænkt sig for Juno, men bare tanken var ubehagelig. Pludselig var han glad for at han ikke havde nævnt, hvor god han var til børn. 

"Okay, tak for info," sagde Juno uden at se Vargas i øjnene, og rejste sig op, fordi han følte at Vargas var færdig med ham. Han havde ikke lyst til at blive her, hvis ikke han skulle. Han skævede imod den dør, som Vargas havde slæbt Hector ud af, og derefter i den retning, som de begge to var kommet fra. Han havde lyst til at sige noget til Vargas om Hector; at han skulle passe på ham, eller at han var vigtigt for ham, værdifuld for dem begge, eller at Juno ville myrde alle omkring sig, hvis der skete Hector noget, men han var påpasselig nok til kun lige at åbne munden og så lukke den igen, for i stedet at afvente en ordre.

Vargas kom med en lidt brummende lyd som Juno takkede for det, han lige havde fortalt. Det var altid spændende at spørge Vargas om ting, om han tog det pænt eller ej kom helt an på hans humør. Men han havde fået sin del af vold for nu og trods næsen, havde han fået det ud af det, han ville. Underholdning, viden om sine to nye slaver. Det var ganske udmærket. Han fulgte ham med blikket, som han rejste sig. Et smil krøb over hans skæggede ansigt, da drengen sørgede for ikke at se direkte på ham. Jo, han skulle nok få en ordentlig slave ud af denne. Trods den tydelige modstand han havde set, var det som om, at han var nået ind bag skallen. Når han havde mødt pisken et par gange mere, ville det sikkert se endnu bedre ud. Når hans ven havde følt pisken og skreget så Juno kunne høre det... åh, han glædede sig allerede.

Vargas rejste sig fra sin siddeplads og gik forbi ham for at åbne døren og se ud på vagten udenfor. 
"Tag slaven tilbage til sit bur." Derefter gik han ind i rummet igen og samlede sin pisk op, inden han tog samme klud fra før og lod den lange flettede læderline glide igennem den før at rengøre den for blod. Han passede godt på sine piske, der var ingen grund til at ødelægge dem uden pleje. Ja, han gav dem endda fedt ind i mellem for at holde dem bløde.
Om slaven selv gik ud til vagten eller om den store mand selv måtte komme ind og hente ham, var han ligeglad med. Han var færdig med at have noget med mennesket at gøre for i dag.

Nej, han havde måske fået en plan til dagen efter, men han skulle lige undersøge elverkvinden noget nærmere. Noget han agtede at gøre efter frokost, solen var ved at være kravlet højt på himlen.
Han sendte Juno et sidste blik, som de gik ud ag døren og med en let bevægelse fik han pisken til at smælde. Ah, sikke en dejlig lyd.

Juno stod fuldstændig stille imens Vargas gik hen til døren, og han blev stående, selvom det var tydeligt at han lige så godt frivilligt kunne gå med vagten. Han lod brødet komme ind og hente ham, men trak sig væk da vagten rakte ud efter ham og snerrede "jeg kan selv," inden han gik mod døren - lydigt, men med en attitude som om det var noget han selv havde besluttet sig for at gøre.

"Mit navn er Juno. Husk det. Det kommer til at betyde noget en dag," advarede han vagten, der blot fnøs af ham.

Inden han nåede ud af døren skævede han tilbage til Vargas, men synet af pisken i mandens hånd fik ham til at fortsætte mod sit bur uden yderligere protest.