Hvis Eyads krop havde tilladt det, var han nok kommet igen, da han mærkede Dals klimaks, men han besad ingen magisk stamina eller noget i den stil, så selvom hans krop virkelig gerne ville, måtte Eyad give op og blot læne sig fremad mod Dals skulder, mens han prøvede at få vejret. Hans hjerteslag dunkede i hans ører, og det blev kun værre med Dals varme arme omkring sig.

"Det var... virkelig dejligt. Du er virkelig dejlig," hviskede Eyad stakåndet mod Dals øre og smilede, og han kunne ikke lade være med at klemme lidt om Dal med sine muskler.

Hvis nogen havde fortalt ham for bare få måneder siden, at han en dag ville forelske sig hovedkulds i en dværg, Eyad ville nok have grinet af dem, men nu føltes det som det mest naturlige i verden. Dal vidste selvfølgelig ikke, hvordan Eyad følte, men det havde Eyad planlagt at fortælle ham en dag, når tiden virkede moden.

Dal fornemmede at Eyad var for udmattet til at kunne mere, og lagde i stedet armene om elveren, som denne lagde hoved mod hans skulder. Dværgen prustende tungt som viljen forlod ham, og han sank ind i træt tilfredshed. En overrasket lyd undslap ham da elveren drillende klemte om ham, men han gjorde ikke mere ved det.

"jeg har aldrig kendt nogen som dig.. Nogen der kunne få mig til at føle sådan" mumlede han mod elverens øre. Selv Bianca lå fjernt fra hans tanker her i Eyads favn.

Eyads hjerte dirrede lidt i hans bryst, da Dal talte, og han vendte hovedet for at skjule at smile mod siden af Dals hals. Det var dumt, hvor forelsket i Dal han var, og hvis han ikke haft nogen form for selvopholdelsesdrift, havde han nok plabret løs om, hvordan han havde det. Men han havde dog nok fat i sig selv til ikke at gøre det, for han vidste, at man kunne få sit hjerte knust.

Så han kyssede Dals hals og mumlede, "Føle hvordan?"

Hvis Dal nu tilstod først, så turde Eyad også godt! Eyad lod sine hænder glide ned over Dals ryg og kærtegnede ham over den  brede ryg over rygsøjlen i langsomme, dovne bevægelser, mens hans hjerte hamrede af sted så hårdt i hans bryst, at det føltes, som om det var ved at smadre hans brystkasse.

En lav, tænksom rumlen brummede i Dals bryst. Hvordan føles det egentligt? "jeg.. Er ikke helt sikker" brummede han. Det var nyt, næsten ubeskriveligt. Næsten.
Men det var svært at holde hoved og hale i når han knap kunne få to tanker til at hænge sammen. Hans eget hjerte var langsomt ved at falde til ro efter deres intense godmorgen, men han mærkede tydeligt Eyads hamrende hjerteslag mod sit bryst.
Eyards berøring gjorde Dals tag om sine tanker endnu sværere at holde, og han gav til sidst blot op og lod sig hvile mod elveren. Det var der krystallen faldt.

"Som om jeg kan være lykkelig her, i din favn"

Det lød som noget fra et af de der overepiske digte, men Dal havde svært ved at finde andre ord der føltes lige så rigtige..

Eyad løftede sit hoved og smilede bredt til Dal, inden han kyssede hans læber.

"Også mig," mumlede han mod Dals mund og brød kysset, så han kunne hvile sin pande mod Dals. "Du gør mig... meget lykkelig, Dal."

Han skulle til at kysse Dal igen, da han pludselig hørte døren fra hovedbygningen til laden blive låst op. Det var nok bonden, der havde givet dem huslys, der skulle have foder til dyrene. Eyad skyndte sig at fjerne sig fra Dals skød og trække sine bukser op, før han satte sig ned i høet og prøvede at se uskyldig ud, hvilket ikke var ret nemt for ham.

"Er I oppe?" gryntede bonden ovre fra døren, mens han sjoskede rundt om den høstak, Eyad og Dal lå i. "Mutter har lavet noget grød til jer, hvis I vil have morgenmad, inden I rejser videre."

Dal fangede eyads underlæbe mellem sine egne som elveren trak sig væk, bare et sekund før ham slap og smilede bredt selv af elverens ord. Hvis han kunne gøre bare denne ene mand i verden glad, så viste Dal han havde gjort en forskel, den vigtigste forskel.

Bondemandens stemme havde nær skræmte livet af dværgen, der gav et hop fra sig. Heldigvis havde Eyad været hurtig til at komme af og påklædt. Dal fumlede mere med sine benklæder, men kom da på benene før bonden nåde rundt til dem. "vi takker min gode mand!" sagde han med et falskt, men overbevisende gab "vi vil nødig besvære jer mere end nødvendigt, men vi kan da umuligt sige nej til lidt grød at fylde maverne på inden vi drager videre"

Bonden kiggede lidt forvirret fra den søvninge, men åbenbart meget glade dværg, til den mærkelige, plettede og meget høje mand, der sad i høet og så ud, som om han var ved at sprænges af et eller andet. Bonden kløede sig i nakken.

"Javel, ja," gryntede han så og nikkede, før han vendte sig og traskede tilbage til stuehuset, mens han råbte, "Mutter! Find lige to skåle frem til vores gæster!"

Eyad kiggede efter ham, og da han var forsvundet igen, vendte Eyad sig og grinede til Dal.

"Det var tæt på," sagde han og rejste sig. Hans tøj havde høet over det hele, og Eyad måtte bruge lidt tid på at børste sig nogenlunde ren. Han havde ikke lyst til at slæbe alt for meget hø med ind i stuehuset, og han havde heller ikke lyst til, at bonden og hans kone skulle begynde at spørge til, hvordan han dog havde fået så meget hø på tøjet.

Dal åndede lettet op da bondemanden gik igen og lod ham og Eyad alene igen, om end blot for en stund. En mild latter rullede lavmælt ud af den lave mand som han trådte op og hjalp Eyad med at rense sit tøj for hø, inden han trak sin egen af og rystede den grundigt.

Alt imens de fik gjort sig anstændige igen og undlod at falde i hinandens arme igen, havde Dal det bredeste, mest fjogede smil.
Han viste denne morgen ville blive med ham for evigt, men for nu? Nu skulle de have morgenmad, og Dal ville prøve ikke at tænke på tiden hvor han unægteligt måtte sige farvel til Eyad, når de nåde deres endelige destination.