Hector vidste ikke rigtigt, hvad han skulle stille op. Juno var pissesur, Netrish var pissesur, og Hector havde ikke rigtig mulighed for at snakke med nogen af den, uden at svinet hørte dem. Han ville gerne sige et eller andet til Netrish - måske endda undskylde - men det var svært, og desuden vidste han ikke helt, hvordan eller hvad han egentlig ville sige. Juno var gået ind i sig selv, som han nogen gange gjorde efter et lag tæsk, og selvom Hector som regel godt kunne lokke ham ud igen, så kunne han kun gøre det, hvis det var alene. Hector var ret sikker på, at Juno ikke ville lade ham gøre det, når der var to andre i nærheden.

Det var nemt nok for ham at regne ud, at Juno kun talte for at prøve at redde Netrish, men det stoppede ham ikke fra at blive skide irriteret over det. Hvorfor fanden skulle han nu spille helt overfor en eller anden elverdame, de slet ikke kendte. Det hjalp heller ikke, at Hector vidste, at Juno gerne ville snuppe en tur i høet med Netrish. Faktisk havde det gjort virkelig ondt, når Juno havde flirtet med hende, men Hector havde holdt det sig for sig selv. Hvis Juno ville knalde med hende, så skulle han bare gøre det. Hector havde alligevel ikke en skid ret til at sige noget til det, ligegyldig hvor jaloux han var.

Han var ikke ligefrem glad for at blive refereret til som en "bonus", men Hector var så sur, at han ikke engang gad at bekymre sig om, hvad det kunne betyde, eller hvem Vargas var. Han stirrede bare surt ned i gulvet og nægtede at møde dæmonens øjne.

Thanos fik en næsten usynlig trækning ved munden som to af hans fanger åbnede munden og sagde ting, der absolut ikke skulle siges. Uden tøven smækkede han dem begge på samme tid med en flad hånd i nakken.
"Elveren healer fint. Hvad Vargas vil bruge dem til, bestemmer han selv." Han prøvede at redde situationen, men det var tydeligvis for sent, som Donjos smil forsvandt og han så på Netrish med et surt blik.
"Jeg vil give tolv safirer for dem alle. Tre for hver af drengene og seks for elveren."
Thanos kunne mærke sine muskler spænde op, som han fik smidt den latterligt lave pris i hovedet. Elveren var meget mere værd, ikke bare på grund af køn og race, men også på grund af hendes evner. En healer i sig selv var mindst otte safirer værd. Det var i hvert fald Vargas faste pris.
"Seks? Det er alt for lidt, hun..." Hans stemme var rolig, men med en undertone de tre fanger efterhånden burde kende som "klap i eller føl smerte"-tonen. Dæmonen løftede affejende hånden og afbrød ham.
"Det er prisen. Tag den eller tag dem med dig igen." Den diskussion var tydeligvis overstået. For et øjeblik stod Thanos, tavs, og stirrede på manden, men det var tydeligt at han var ved at overveje, om han skulle myrde nogen eller ej. Endeligt trak han vejret dybt ned i lungerne.
"Fint. Jeg bringer dem til Vargas selv." Det gjorde ondt helt ind i brystet at sige det, endnu en uge med de tre på slæb var faktisk næsten mere end hvad den hårde, følelsestomme mand kunne klare. Men det var af princip. Han ville ikke lade sig selv spise af med så lav en pris, heller ikke selvom rejsen snart ikke var det værd mere. Hans ord fik dæmonen til at se endnu mere utilfreds ud.
"Dig om det. Du kender prisen." 
"Jeg har et gammel øg med. Det må være rigeligt som betaling. Den gråskimlede vil jeg have med mig, når jeg kommer tilbage."
"Fint. Jeg har hørt, at der er en trold på vej, så er der mad til den."
"Den er heller ikke til så meget andet. Jeg tager to."
"Det finder du ud af med Sjamil."
Thanos bukkede let i overkroppen og skubbede til sine fanger for at få dem med ud. Hvad samtalen lige havde handlet om, afslørede ham ikke. Men det ville de hurtigt finde ud af.

Udenfor førte han dem mod den ene staldbygning, hvor der lugtede af dyr. Inde i det kølige mørke stod det klart hvorfor, da der var heste i stalden. Igennem en åbentstående dør kunne man se kamelerne, der stod i fold på den anden side af bygningen. Væsel-halvdyret kom straks frem fra båsen, hvor den gråskimlede hoppe var blevet placeret.
"Jeg skal bruge to kameler. I beholder den brune, hoppen vil jeg have med mig igen." Han sendte manden et blik, der tydeligt sagde "den har bare af at være her" og halvdyret mimrede med knurhårene.
"Selvfølgelig, selvfølgelig. Fuld proviant til fire?" De sorte øjne gled over fangerne, overvejende hvor meget fuld proviant var.
"Og et par ekstra tæpper." Thanos vidste, at det blev koldt om natten og det ville være dumt at miste en fange til lungebetændelse så tæt på destinationen. Væslen bukkede for ham.
"Det varer lige et øjeblik." Og så forsvandt han ud af stalden.

Thanos gennede de tre ud i solen igen, men kun for at føre dem om i en smule skygge, hvor han gav dem tilladelse til at sidde ned. Han selv blev stående med et lidt tænksomt og ikke specielt positivt udtryk i ansigtet.

Netrishs blik skævede kort til Juno ved hans ord. Forsøgte han at.. hjælpe? Eller var han bare sit sædvanlige trælse jeg? Det virkede næsten som om han faktisk forsøgte at hjælpe, og draget hun fik over nakken, fortalte hende det havde haft en effekt. Slavehandlerens utilfredse blik bragte hende en udbredt fryd, men hun holdt den fra sig ansigt. Der var ingen grund til at tirre dem mere end højst nødvendigt.
Priserne der blev smidt omkring gav hende dog en dårlig smag i munden. Hendes liv var prissat det samme som en fornuftig kling, drengenes liv solgt billigere end en hest. Hun havde længe vist slavehandle var en del af hverdagen i de sydligeste egne, men hun havde aldrig troet det foregik sådan.. nej, havde hun tænkt sig om ville det kun give mening, men det var bestemt noget andet, når man selv stod som kreaturet, et stykke kød til salg. Deres liv var intet værd, men de evner de besad gav deres kød værdig. Hun følte et stik af medlidenhed for drengene der. Der ville ikke få noget nemt liv fremafrettet. Hun kunne ikke sige om hendes ville blive meget bedre.

Mest i sine egne tanker, fulgte Netrish blot med som Thanos flyttede dem igen. Kamelerne gjorde ikke meget indtryk på hende. Det var kun logisk de ikke skulle ridde ud i ørkenen med heste.

Da de endelig blev sat i skyggen, satte Netrish sig med et mildt ansigts udtryk, nok det mildeste de havde set på hele turen. Tanken om en uge mere med Thanos var næsten.. beroligende. Den dæmon man kendte var altid bedre, end den man ikke gjorde.

Først da han blev slået over nakken, opdagede Juno at han havde holdt vejret, og han tog en dyb indånding. Han var lettet over at hans straf ikke var værre, men udover sin vejrtrækning viste han det ikke. Han holdt sit hoved og sit blik sænket, og viste bare en smule ydmyghed imens de blev ført udenfor.

Jubo satte sig i midten af de to andre og løftede først da blikket, for at se efter de kameler der blev ført frem og tilbage foran dem.

"Jeg sagde til ham, at vi ikke er noget værd," sagde Juno og skubbede opmuntrende en albue imod Hector. Det var svært at holde hovedet højt når man vidste at man ville blive solgt som slave snarest muligt, og de fleste gange Juno prøvede, var det for Hectors skyld.

Hector trak bare på skuldrene. Han var stadig pissesur, og i grunden var det vel også totalt ligegyldigt, hvad Juno havde sagt. Enten blev de solgt nu, eller også blev de solgt senere. Den ene slavehandler kunne vel være lige så god som den anden? Og Hector ville sikkert ikke få lov at leve ret længe alligevel. Han kunne jo ikke noget; han var ikke stærk, han kunne ikke lave mad eller spille musik og synge, og han kunne ingen magiske tricks, som Juno kunne. Han var bare en satyr, der hverken kunne det ene eller det andet. Og nu var det næsten halvanden måned, siden han sidst havde fået sin eliksir. Om få uger ville hans krop begynde at ændre sig, medmindre hans nye ejer havde lyst til at bruge penge på at skaffe ham en ny eliksir, hvilket var absurd. Tanken om det fik det til at vende sig kvalmende i maven på Hector, og han kunne mærke, hvordan al farve forsvandt fra hans ansigt. 

"Godt tænkt, chef," mumlede Hector, for han kunne alligevel ikke få sig selv til ikke at sige noget, men han blev ved med at stirre ned på sine hænder i sit skød.

Thanos blev stående i solen, tænkende og irriteret. Selvfølgelig skulle Donjo have en dårlig dag og selvfølgelig ville han sætte prisen så lavt. Der var ikke andet at gøre end at tage dem hele vejen til Vargas. Nok var han ikke helt rask i hovedet, men han kunne af en eller anden grund lide Thanos og så var han til at handle med. Det eneste, der kunne fryde Thanos en smule var, at han regnede med, at Vargas ikke ville blive tilfreds over Donjos satte priser. Nok var slavehandleren dødssynden grådighed, men han havde også integritet og en fast pris var en fast pris, medmindre der var en god grund til andet. En af grundene til, at Thanos arbejdede fast for ham og ikke for nogen af de andre.
Men han så nu ikke frem til turen igennem ørkenen. For meget varme og sand, der kom ind overalt. Og det hjalp ikke på hans i forvejen lettere dårlige humør og ville på ingen måde gøre noget godt ved hans fangers opførsel. Disse tre, eller måske især drengene, var noget af det mest besværlige han havde haft fat i længe. Elverens evige tavse trusler om flugtforsøg kunne han håndtere, men den evige knevren fra de to andre var ved at drive ham til vanvid. Ro. Han elskede ro.

Hans blik gled over de tre og et forbipasserende tanke om, at han ville have sin jakke af og lægge den i oppakningen på kamelen, fik hans blik til at stoppe ved elveren. Måske det var en god idé. Det ville i hvert fald hjælpe lidt på hans humør.
Han trådte frem og hev kvinden på benene og et par skridt frem ud i solen. Med et let skævt smil og et lille glimt i øjnene, bandt han hendes kappe op og lod den falde til jorden. Hvis varmen her var slem, ville den kun blive værre på turen og der var ingen grund til, at hun skulle blive stegt ihjel. Men han var ikke færdig med kappen. Han vidste, at hun havde varm uld indenunder. Ikke fordi at han havde rørt hende på den måde (endnu), men han havde trods alt flyttet en del rundt med hende. Så hans smil blev en smule større, som han bukkede sig lidt ned, greb fat i det nederste af hendes kjole og uden dikkedarer hev den op over hendes hoved og ud af hendes arme, hvor den fik lov til at hænge, siden hendes hænder stadig var bundet sammen. Roligt trak han sin store kniv ud af bæltet og med nogle velplacerede snit, kunne han snart lade underkjolen falde til jorden.

At både Juno og Hector sad på jorden og havde frit udsyn og at væselhalvdyret var stoppet op med en kamel i den ene hånd og stirrede uhæmmet, ja det rørte ham ikke. I stedet fortsatte han med at se Netrish i øjnene med det lette glimt af morskab. For et øjeblik, som han trak pinen lidt ud, inden han tog ved hendes kjole og trak den på plads igen. Hun måtte selv rette lidt på den, hvis den sad forkert.
Derefter lod han blikket vende tilbage til de to drenge. De havde ikke meget på, så der var ikke noget at tage af der. 

Netrish lod Thanos trække sig rundt som han ville. Det gavnede ikke noget at stritte imod her, så hellere spare kræfterne. En uge mere. Det var ikke mange chancer han kunne nå at byde hende der! Men så igen, hun havde bare brug for én..
Hun missede med øjnene mod solen. Hvad havde han i sinde? At lade hende sidde her, mens de andre var i skyggen? Det virkede lidt.. tamt taget Thanos i betragtning, og viste sig hurtigt at være helt ved siden af.

Elverens small øjne blev store for et øjeblik, og hun lavede en overrasket lyd som Thanos trak kjolen over hoved på hende. Hun bed tænderne sammen. Hun viste det måtte komme før eller siden, men hun havde forstillet sig det mindre.. offentligt, at han ville tage hende henover ryggen på hesten så han nemmere kunne holde styr på hende! Hendes ansigt faldt tilbage i sine vante, kølige folder, mens hun forberedte sig mentalt på hvad der ville komme.

Netrish kropsprog viste mere hvordan hun egentligt havde det med situationen. Hendes ben stod tæt, med det ene let løftet for at skjule sit skridt, hendes arme trukket så meget ind foran brystet som Thanos arbejde tillod. Hvis der havde været en eneste skygge havde hun nok forsøgt at skjule sin krop i den. Der var ikke dog ikke meget over den der skreg 'kvindelighed'. Hendes lemmer var spinkle, med tydeligt definerede muskler, og selv de dele der normalt ville være runde og bløde hos selv arbejdende kvinder, var hårde og faste. Huden i hendes ansigt var nok bleg, men det var stadig intet til sammenligning med resten af hendes krop, ja det var ikke af vejen at tro det meste af hendes hud aldrig havde set dagens lys! Eller, som situationen var, at hun havde gået i det samme snit af kjole i halvandet århundrede. Til trods for hudens hvidhed, skjulte det dog ikke de let spredte ar der mærkede hendes krop. Nogle var store, andre små. Pileskud, sværdhuk, økseslag, alle af forskellig alder, samlet op over årerne.
Ned mellem hendes barm hang også et smykke, der havde været skjult under hendes tøj. En solid kæde der bar hvad der lignede et Kile Symbol, men det var gammelt, slidt, og designet afvigede let fra det man så nu til dags.

Netrish forsøgte at skubbe tanken om sin nøgenhed væk, forsøgte ikke at tænke på drengene der sad lige ovre i skyggen, eller det stikkende blik fra væselet. Hun mødte Thanos blik, kold og storisk. Hun nægtede at vise ham hvad han ville se, nægtede at lade ham vide hvor meget hendes nøgenhed gik hende på!
Hun måtte bide tænderne sammen for ikke at sukke lettet da han endelig trak kjolen, eller hvad der var tilbage af den, nedover hoved på hende igen. Lettet over han ikke havde gjort andet end at ydmyge hende, lettet oversigten at tildækket. Det var en ringe trøst, men en trøst alligevel. Hendes arme var stadig bare, og overkjolens snit gjorde der var fuldt udsyn til begge hendes sider. Hun rettede hurtigt på den det øjeblik Thanos slap hende, og holdt albuerne tæt ind til siden for at dække så meget som muligt. Hun så ned på sin ødelagte kjole og overvejede halvt at tage den med sig.. Men Thanos kniv havde sikret den ikke ville kunne bruges igen, med mindre hun fik nål og tråd, hvilket aldrig ville ske..

Med blikket fast rettet mod jorden satte Netrish sig tilbage hvor hun havde siddet før uden et ord, uden helt at skænke en tanke at det var lige ved siden af Juno.

((Hvad Netrish har tilbage på: Overkjolen her i rød Link ))

Juno var ikke vant til det, han nu så fra Hector. Den slags modløshed var et humør han selv kom i, ofte men meget kort af gangen. Han var sjældent i det samme humør eller sindstilstand i mere end en halv dag. Men Hector, Hector han vidste sgu hvordan han havde det; sur sammen med andre, glad og ubekymret sammen med Juno. Hans humør faldt ikke bare, og da slet ikke så længe de var sammen.

"Hey, stump," startede han, hviskende i Hectors retning, da Netrish blev hevet op på benene. "Vi skal bare overleve den her tur. Hvem end han sælger os til, bliver nemmere at stikke af fra." Han ville have sagt mere, men ud af øjenkrogen fik han øje på hvad Thanos gjorde ved Netrish, og han glemte alt om at trøste sin ven.

Farven forsvandt fra Junos ansigt og på under et sekund kunne han mærke koldsveden i sine håndflader og imellem sine skulderblade, hvor hans trøje straks klistrede sig til hans hud. Han følte sig nødsaget til at hjælpe hende. Den ene nat han havde brugt på et bordel som yngre havde formet ham meget tydeligt i forhold til den slags, og på trods af at han flirtede aggressivt med kvinder nu, så brød han sig ikke om mænd der generede dem. Han havde hørt nok skrækhistorier fra sin mors bordel til at vide hvor grænsen imellem irriterende og ubehagelig gik, og han holdt sig stramt fra at være en af ubehagelige mænd. Irriterende ville han dog desværre nok aldrig lære hemmeligheden til ikke at være.

Hans blik faldt på hendes bryster, han kunne slet ikke stoppe det. Men de hvilede der ikke mere end et sekund, før han slog blikket væk. Havde hun selv skiftet sit tøj, ville han have piftet efter hende, men det føltes bare klamt, når det var Thanos der havde taget tøjet af hende. Desuden huskede han kun alt for godt, hvad hun havde gjort for ham, da han selv havde været i en lignende situation. Nu forsøgte han at respektere hende, som hun havde gjort for ham, og det gjorde han bedst ved at slå blikket væk og forholde sig i stilhed. Først da hun satte sig ned og Juno bemærkede at væslet stadig stirrede, reagerede han ved at råbe efter det; "Skrid, eller jeg prikker begge dine øjne ud med min hårde pik."

Det plejede at virke på hans humør at være provokerende, men ikke i dag, og Juno lænede sig med en dyb udånding op imod væggen bag sig. På hver side af ham sad der en person, han gerne ville hjælpe, og havde han haft sine arme fri ville han havde lagt dem om dem og lovet dem guld og hver skov, men i stedet lukkede han øjnene og sagde lavmælt; "Jeg finder en løsning." Det var henvendt til dem begge. Netrish' ødelagte underkjole. Hectors eliksir, som han havde misset før - et minde, Juno alt for tydeligt huskede og frygtede at genopleve. Og hele dét, at de var slaver. Han skulle nok finde en løsning på det hele. Den var bare ikke kommet til ham endnu.

Hector havde mest lyst til at sige, at det hele var skide ligegyldigt alligevel, at egentlig var ligeglad med det hele, men han kunne ikke få sig selv til det. Der var ingen grund til at trække Juno ned på hans eget modløse, opgivende niveau. Han kunne slet ikke se en vej ud af situationen, og når hans eliksir holdt op med at virker, så ville han få det så dårligt, at selv tanken om at stikke af ville være for overvældende. 

Han reagerede ikke rigtigt, da Netrish blev klædt af foran dem. Han havde aldrig været interesseret i damer, hverken med eller uden tøj på, , men han vidste, at Juno var, så han blev ved med at kigge ned. Han kunne ikke rigtigt overskue at se på Juno savle over hende. 

Men Junos smarte bemærkning fik da rykket lidt ved hans smilebånd, og han løftede endelig hovedet for at spytte efter halvdyret. Han burde vel egentlig opføre sig bedre overfor et halvdyr. Han var jo selv et på en eller anden måde. 

Thanos lod sig ikke berøre af sine fangers modløse humør, faktisk var det næsten opmuntrende, at de endeligt virkede til at forstå alvoren i det hele.
Da Netrish var gået tilbage for at sætte sig ved muren, samlede han hendes kappe og kjole på. Kjolen stak han i favnen på Sjamil, der straks begravede snuden i stoffet og med et lusket smil forsvandt ind i stalden igen. Thanos pakkede hendes kappe og sin egen jakke ned i oppakningen. Efter et øjebliks eftertænksomhed tog han også vesten af. Der var ingen grund til at holde på formerne, når han skulle sidde og svede på toppen af en ildelugtende kamel i en uges tid, rejsende igennem hvad der måtte være dødsrigets forgård. Hans egen oppakning havde væslen lagt på jorden, så han selv kunne sortere i, hvad han ville have med. Så han pakkede om.

En halv times tid senere sad de alle på de to kameler på vej ud i ørkenen, der lå sandet og stegende varm foran dem. Jo længere syd på de kom, jo varmere blev det og der var ingen skygge. Ingen pause fra solens hede stråler. Thanos havde været fornuftig nok til at binde sin røde klud om sit tyndt behårede hoved, men det hjalp ikke så meget på hans ansigt. Men det virkede slet ikke til, at han blev rigtigt solskoldet, som hans evne healede det værste af det. Han gjorde intet for at stoppe elveren i at heale sig selv. Om hun ville hjælpe de to andre, måtte hun selv om.
Det ville måske have været bedre at rejse om natten, men natten var faktisk ikke meget bedre end dagen. Kulden lagde sig tungt over den sandede verden, nogle nætter så koldt, at man kunne se sin egen ånde for sig. Og det var nemmere at finde varmen, pakket ind i tæpper end siddende på en kamel. Samtidigt var der en sæk med tørret gødning bundet til den ene kamel, så Thanos kunne lave nogle små bål, der kun lige var store nok til at kunne sprede lidt varme den første del af natten. 

Den mest fornuftige måde at holde varmen på, var selvfølgelig fysisk nærkontakt. De første par nætter sov han ganske fredeligt med elveren i favnen, mens han lod de to drenge sove op af hinanden. Der var intet i hans væremåde, der lagde op til noget uhyggeligt, han ville blot kunne holde varmen og hun var egentligt den eneste, han havde lyst til at sove med. Selvom han i bund og grund var ligeglad, det var bare praktisk.

Den tredje dag gik som de andre, varmt og siddende på de gyngende dyr. Solen begyndte at synke mod horisonten og det var tid til at slå lejr. Hvis de havde holdt ruten, ville de komme forbi en lille oase dagen efter, men i dag måtte de nøjes med det sidste lunkne vand i vandsækkene. Rationerne var små, men nok og kamelerne fik noget af det foder, de havde fået med. Ilden blev tændt og det lille bål lyste op i mørket, hvor månens lys skinnede over dem, sammen med myriader af stjerner.
Thanos havde sat sig til rette i sandet og nød den første kølighed, inden det blev for koldt. 

Netrish skævede en anelse over mod Juno ved hans opråb mod væselen. Det var tåbeligt.. men værdsat. Hun holdt hoved lavt, men holdt øje med Thanos med blikket. En skælven gik igennem hende som hendes kjole endte hos det klamme svin og han prompte stak næsen i den. Igen var hun glad for de ikke skulle blive her længe.
Da Thanos lod dem alene skævede hun igen over til de to andre igen. "Hvis det skal lykkeds, må vi arbejde sammen" hviskede hun lavmælt til de to andre. De stod ikke en chance mod Thanos alene, men hvis de fik en åbning, og kunne overmande ham.. ja, så gik det måske.. Hvis ikke de omkom i varmen på vejen.

---

De var ikke noget mere end et par timer ud i ørkenen før de første blæner begyndte at skænde hendes hvide hud. Hendes ansigt blev bare skoldet, men resten af hendes hud, der ikke var van til sol, var ildrødt indenfor en time, og det blev kun værre derfra. Hun forsøgte at holde sig i skyggen af Thanos krop, under sit eget hår, under hvad end hun kunne! Men det hjalp lige lidt. Som solen bevægede sig over himmelen, og de rejste i den samme retning, var det svært at holde de eksponerede dele, hendes arme, ansigt og sider, dækket.
Da mørket endelig faldt brugte hun den energi hun havde tilbage på at helbrede sig selv og drengene hvis de havde brug for det. Hendes helbredene evne var ikke synderlig stor, og det tog hårdt på hende at helbrede både sig selv og de to andre. Men det var nødvendigt, hvis de skulle have en chance når åbningen kom.. hvis den kom..
Hun viste det blot ville blive det samme dagen efter, men udmattelsen hjalp på at håndtere nætterne som Thanos varmedunk. Det var dog ikke nok til, at holde hende fra at snøfte sagte den ene nat, da omfavnelsen i et svagt øjeblik havde mindet hende om Asbjørn.

På tredjedagen var anstrengelserne så småt begyndt at blive synlige. Netrish hang mere på kamelen, og hendes aktive forsøg på at skygge sig var stoppet. Hun spiste sin ration mekanisk og fik den smule styrke hun kunne fra det, inden hun skulle igang med at helbrede dagens væskende blæner og afskallede hud.

Juno havde med Hectors hjælp fået manøvret sin trøje op, så den fra ryggen gik op over hans nakke og hoved, og nakkeåbningen sad imod hans pande, som han det meste af turen, fra da det begyndte at blive varmt, hvilede imod Hectors skulder. Hans arme og en stor del af hans ryg blev forbrændt, og forbrændt så slemt at det kunne sammenlignes med Thanos' bælte, men hans ansigt var okay det meste af tiden.
Det gode der kom ud af at have det for varmt og være træt og i smerte konstant var, at det lykkedes Juno at holde sin kæft det meste af turen også. Det var først om aftenen, når de slog lejr og Netrish healede dem, at han fik lidt energi tilbage, og han havde det altid dårligt med at bruge dén energi på at skændes med Thanos, når Netrish lige havde brugt sin egen på at heale ham. Hun havde trods alt en eller anden dum forestilling om, at de alle tre skulle bruge deres energi på at overmande Thanos...

Den tid Thanos havde haft smidt Hector og ham i en forrådskælder sammen, havde bragt dem tættere sammen, men Juno havde siden da brugt meget energi på at holde det skjult for Thanos, der uden tvivl ville udnytte det, og han var ikke helt tryg ved ideen om at dele kropsvarme med Hector, før natten og kulden faldt på allerede den første nat. Så pressede han sig så tæt op imod Hector som han kunne, et ben imellem hans, deres brystkasser skubbet tæt op imod hinanden, og deres ansigter så tæt på hinanden at Juno kunne mærke Hectors ånde imod sin hals. 

På tredjedagen var Juno igen ved at få nok af det hele. Han lod ikke Netrish komme i nærheden af sig, før han vadede hen til Thanos, hele hans krop øm og brændende varm. "Bind mine reb op, så jeg kan smadre dig i en fair kamp, pikfjæs." Han sagde det forholdsvist roligt, men så man på hans kropssprog kunne man se, at han ikke havde det godt. Han svajede let, usikker på benene, og hans blik var ufokuseret. Han havde ikke fået nok at drikke og havde han bare ladet Netrish se på hans skader, kunne han muligvis have undgået at handle så dumt, men her stod han, med fødderne spredt i en selvsikker, kampklar stilling, og troede der kunne komme noget som helst godt ud af at udfordre Thanos på dén måde. 

Hector lod til at være den eneste af de fire, der ikke havde noget synderligt problem med solen. På grund af hans allerede mørke hud kunne han slet ikke blive solskoldet lige så nemt som de andre. Efter en hel dag i solen var hans hud ganske vist ubehageligt øm, men det var ikke noget, en nats hvile ikke kunne kurere. Til gengæld blev han brunere, og allerede efter de første to dage var han blevet et par toner mørkere. Hans hår blev til gengæld lysere, da solens stråler blegede hans krøller, og de gik efterhånden hen og blev lysebrune i stedet for deres normale, mørke farve. Hector var ikke forfængelig, men han var nu alligevel meget glad for, at han ikke havde et spejl, for han så sikkert fjollet ud.

Om natten sov han ikke særlig meget. Han brugte for det meste de kolde, mærke timer på at kigge på Junos ansigt, der lå tæt på hans. Han kunne bruge timevis på at se på det uden at kede sig. Hvad mon der skulle blive af dem? Ville de blive splittet op? Det sidste kunne Hector næsten ikke holde ud at tænke på. Hvis de blev solgt hver for sig, så ville Hector ikke helme, før han enten kunne stikke af eller var død. Han ville aldrig sige det højt, men Juno var hele hans liv, og hvis Juno ikke var i hans liv, så gad han ærligt talt ikke leve mere. 

Juno selv virkede dog til at være opsat på at forlade dette liv, for hvorfor ellers ville han udfordre ar-fjæset på den måde? Hector rullede med øjnene og sukkede. Havde Juno et dødsønske eller hvad?

Thanos kunne ikke lide ørkenen. Den var varm og tør og ganske umotiverende. Det var langt fra første gang, at han var her og langt fra sidste gang, at han ville komme her. Hvis han fortsatte med at leve, men det var nu hans plan. 
Hans forbandelse tog solskoldningerne og gjorde hans smerter ved midnat værre, men varmen og tørsten var der stadigvæk. Han var egoistisk nok til at drikke mere end sine fanger, men ikke mere end at der var nok til alle. I rationer. Havde han været ene mand, havde der været mere vand, men med kun to kameler og fire væsner, var der kun så meget, de kunne slæbe med.
Satyren så ud til at tage det fint, mennesket knapt så meget med den lyse hud. Elveren tog det næsten værre end han havde regnet med og han havde allerede besluttet sig for at øge hendes ration af vand og lade hende beholde sin kappe til skygge dagen efter. Det var ikke meningen, at hun skulle dø under solen. Det fik han ikke penge for.

Men varmen gik ham på nerverne og hans humør var ikke ligefrem godt. Havde han virket tavs og indelukket på turen, var det blevet værre de sidste to dage. Og som han sad henslængt i sandet var han træt og gnaven, trods aftenens kølighed. Denne tur havde været meget lang. Det var sjældent han slæbe slaver med helt fra Dianthos og endnu mere sjældent at han tog dem hele vejen. Og normalt var de ikke så provokerende som disse.
Apropos, Juno rejste sig og vaklede hen til ham. Han måtte have fået solstik, for det eneste, der kom ud af hans mund, var provokationer. Havde Thanos været i bedre humør, havde han måske været mere forstående for, at det var varmen, men han var lige i humør til at få nogen til at græde. Så først så han lidt op på ham med en blanding mellem opgivelse og træthed, inden selv det forsvandt fra hans følelsestomme ansigt og han kom på benene.
"Så du vil slås? Fint." Han trådte frem til ham og gjorde tegn til at ville binde rebene om hans håndled op. Men så snart han fik fat i ham, lagde han et ben om Junos og væltede ham om på jorden på maven, hårdt, og med sig selv oven på hans ryg. En hånd blev lagt på siden af drengens hoved og trykkede det ned i sandet.

"Jeg er ved at være godt træt af dig, og hvis det ikke var fordi, at vi var så tæt på målet, skar jeg halsen over på dig. Efter at have gjort det på din ven og badet dig i hans blod." Thanos hvæsede dæmpet ind i hans ansigt. For et øjeblik nedstirrede han bare drengen, inden han sænkede hovedet endnu mere og næsten lagde læberne mod Junos øre for at hviske til ham, så de andre formentligt ikke kunne høre det.
"Men nu giver jeg dig et valg. Enten vælger du en af de andre for mig og får en ekstra tår vand i morgen. Eller også knepper jeg dig så hårdt i røven, at du ikke kan gå i tre dage, og du får ingen vand i morgen. Personligt håber jeg på det sidste, så er der mere vand til mig." For at demonstrere, at han mente, hvad han sagde, pressede han sig krop en smule tungere ned i mod Junos.

Netrish havde siddet lidt i sin egen verden, men juno ord fik hende til at kigge op med et sæt. Nej! Måske havde han en plan? Hun kiggede på ham en ekstra gang og hendes hjerte sank. Selvfølgelig havde han ikke en plan...

Netrish stoppede med at helbrede dig selv og flyttede en anelse på sig, diskret klar til at springe i aktion hvis muligheden bød sig. Hun skubbede trætheden fra sig samme med smerten, og satte sin lid til adrenalinen ville bære hende, hvis det blev nødvendigt. Under alle omstændigheder ville hun være nød til at gemme de kræfter hun havde tilbage til at helbrede juno efter hvad end Thanos ville gøre ved ham denne gang.

Juno fulgte Thanos med blikket, da manden rejste sig op og trådte hen til ham. Han havde ondt i hovedet og var svimmel, men han var klar til at kæmpe imod idioten, der havde ført dem ud på den her rejse, så han fortrød ikke. Ikke før han pludselig lå i sandet, hans hoved holdt nede og med Thanos' massive vægt over sig.

Han gryntede blot som svar, da han fik en trussel kastet efter sig. Thanos var kommet med flere trusler om at dræbe ham og Hector på deres rejse, men han havde ikke gjort det endnu, og nu var de åbenbart så tæt på at være fremme, at selv Thanos havde indset at det ikke ville ske. Alligevel vred han sig under ham, i et forsøg på at komme fri. Der var intet værre end at have den mand for tæt på sig. 
Først da den næste trussel kom fra ham, strømmede frygt igennem Juno. Han havde allerede brug for mere vand end han fik, og den anden del af Thanos' trussel var det værste Juno overhovedet kunne forestille sig. Tårer væltede op i hans øjne og på et øjeblik var hele hans ansigt gennemblødt.
Han kunne ikke vælge. Hvad Thanos truede ham med var ikke kun smerte, men ydmygelse og frygt. For hver gang det var sket, havde Juno kun lært at frygte det endnu mere. Der var ingen tilvænning, ingen del af ham der tænkte 'jeg har prøvet det før, det er ikke så slemt'. Tværtimod vidste han præcis hvor slemt det var og at Thanos ødelagde ham, mere og mere for hver gang.

Først da Thanos pressede sin krop tungere ned over ham, gik Juno nok i panik til at svare ham. "Ikke Hector," svarede han, højt nok til at de andre også ville kunne høre det. Havde han tænkt sig om, ville han også have hvisket, men han var panisk og det kunne ikke gå hurtigt nok med at få Thanos af sig.

Først da manden rejste sig op, kom Juno mere til sig selv igen, og da han så Thanos bevæge sig mod Netrish, fortrød han med det samme, hans frygt dæmpet så snart Thanos ikke længere rørte ved ham. "Tag mig. Thanos, for helvede, tag mig," bad han, hans stemme skælvende, imens han langsomt kom på benene og vaklede usikkert efter Thanos. At Junos hænder var bundne skulle ikke stoppe ham fra at forsøge at stoppe ham. 

Der var noget varmt, der dirrede lidt i Hectors bryst, da Juno nævnte hans navn. Han havde mest af alt lyst til at rejse sig og gå hen og losse svinet så hårdt i fjæset, at han dejsede omkuld. Hector vidste, at han kunne spark hårdt, rigtig hårdt endda, men han vidste ikke, om det var hårdt nok til at slå ar-fjæset ud, og det var en stor risiko at løbe, når han nu ikke havde nogen plan B. Det ville også være en dårlig idé at angribe svinet her, hvor de sikkert bare ville blive taget til fange af et andet svin, der havde i sinde at sælge dem.

Hectors tanker blev afbrudt, da Juno begyndte at råbe. Hvorfor fanden kunne han ikke bare holde sin mund? Det var sgu da bedre, at elverdamen tog skraldet engang i mellem. Juno havde taget det ofte nok.

"Hold nu kæft, chef!" råbte Hector tilbage. Han var dødtræt af det selvopofrelses-trip, Juno åbenbart kørte på. Elverdamen var sgu ikke en af ungerne hjemme fra huset.

Det gav Thanos en del tilfredsstillelse at se tårerne begynde at løbe fra Junos øjne. Et tegn på, at han alligevel havde fået knækket drengen noget. Lejesoldaten var uden tvivl en sadistisk mand, selvom han følelsesmæssigt ikke fik så meget ud af det. Men det var den, han var, selv fra helt lille af. Andres smerte og frygt gjorde ham glad og han nød at begå vold, fysisk og psykisk.
Så snart Juno sagde, at han ikke måtte gøre noget ved Hector, klappede han ham let på kinden som for at sige "dygtig", inden han skubbede sig af ham og op at stå. Så elveren. Egentligt havde han tænkt sig at lade hende være, men de sidste dage havde alligevel været hårde, som hun havde siddet halvnøgen i hans favn. Nå ja, mon ikke, at det gik alligevel og nu havde Juno taget beslutningen for ham.

Han tog de første skridt hen mod Netrish, da Juno åbenbart fandt en smule mod under alle tårerne og begyndte at prøve at overtale ham til at tage ham i stedet. Det fik ham til at stoppe op og vende sig i mod ham igen. Et sørgeligt syn. Grædende, solskoldet og sølle. Thanos gad ikke bruge så meget energi på ham, så han trådte frem, greb fat i ham og skubbede ham ned i favnen på satyren, der tydeligvis var noget mere fornuftig.
"Forstyrrer han, går det ud over jer begge." Han så satyren i øjnene for et øjeblik og vendte så sin opmærksomhed mod Netrish igen. Han forventede kamp fra hende, men som han kom nærmere gik det op for ham, at hun ikke ville skabe nogen problemer. Han var ligeglad. 

Det var dejligt nemt, siden hun kun havde den ydre kjole på. Der var ingen blide berøringer fra hans side, snarere tværtimod. Den fine hud ville nok få blå mærker, selvom han ikke ligefrem slog. En hånd gled op om hendes hals, klemte til, tvang hende til at møde hans blik. Han gav sig god tid.

Kulden var efterhånden rimeligt stikkende og mørket havde lagt sig, da han rejste sig fra sandet. Måske det var en god idé at få tændt det lille bål og dele aftenens rationer ud. Det ville heller ikke vare længe, inden hans forbandelse skulle til at te sig. Så tænkt, så gjort og han begyndte at pakke ud, som om intet var hent. Tæpper blev fordelt og han satte sig til at tænde ild i noget af det tørre gødning, så de kunne få lidt lys og varme.

Det tog ikke mange sekunder at regne ud hvad der skulle til efter Juno havde råbt. Hendes blik blev stålsat. Hun havde forventet det ville ske fra hendes første møde med Thanos, men de var så tæt på hun næsten var begyndt at håbe hun slap. Men endnu engang var det en pinsel hun måtte gå igennem på grund af de to unger. Hendes blik mødte Junos. Hun huskede hvordan han havde taget det sidste gang og.. hun kunne ikke bebrejde ham. Hun holdt sig rolig og gjorde en gestus med hånden der signalerende han skulle stoppe, falde ned, med et beroligende blik. Denne byrde kunne hun bære bedre end ham, og det kom hun til.. om hun ville det eller ej.

Da Thanos nærmede sig gjorde hun intet for at stå imod. Hun mødte hans blik "Lad os få det overstået" sagde hun fladt og træt. Om det var kommentaren der fik ham til at tage sig så god tid eller noget andet kunne hun begræde senere.
Netrish rettede blikket mod himmelen og lod Thanos gør hvad han ville, uden kamp og uden klynk. Havde hendes krop ikke været varm efter en lang dag under solen, kunne han lige så vel have lagt på et lig. Med tankerne fjernt fra ham og tænderne bidt sammen til at undgå smertestøn undslap var der ikke meget spænding at komme efter.
Det var ikke første gang Netrish lå ufrivilligt hos en mand. Langt fra. Halvandet århundre på landevejene, gennem besættelser og pest, gennem lyset og mørket, havde udsat den enlige elverkvinde for lidt af hvert - alt i hendes gudindes tjeneste.
Dette var ikke anderledes.

Thanos kunne have taget hele natten og det havde ikke gjort en forskel for Netrish. Det var dog til hans hånd lukkede sig om hendes hals, og tvang hende til at se ham i øjnene, tvang hende til at erkende ham og den magt han havde over hende.

Asbjørn..

Nej. Hun måtte ikke tænke på ham, ikke nu! En skælven gik igennem hendes krop, hendes hænder knyttedes i sandet over hendes hoved.. og tårene begyndte at løbe. Hendes ansigt var stadig som skåret i sten, men i hendes øjne kunne han se hendes smerte, hendes foragt.. hendes skam.
Derfra føltes hvert minut som et årti.

Da Thanos endelig rejste sig blev hun blot liggende og så så død ud som hun ønskede hun kunne føle sig indeni. Hun gjorde end ikke noget for at dække sig til igen. Alt gjorde ondt. Hendes arme efter solen, hendes krop efter at have båret Thanos vægt, hendes hals fra hans greb.. men mest af alt gjorde hendes sjæl ondt, hendes hjerte.
Først da Thanos smed et tæppe efter hende, fik hun trukket sig selv ud af sine tanker og tilbage til den kolde nat omkring hende. Langsomt satte hun sig op og trak sin kjole på plads, inden hun satte sig helt op og trak tæppet tæt om sig, hendes blik fjernt. 

Det var efterhånden gået op for Juno at Thanos på ingen måde var dum. Manden vidste at han bedst kunne få Juno til at holde kæft blot ved at presse sig ned over ham, og han vidste, at han kunne få ham til at makke ret med hvad som helst, ved at true med at gøre Hector noget. Så da han smed ham ned i favnen på Hector og truede dem begge to, stoppede Juno et øjeblik med at trække vejret. Først da han mærkede Hectors varme krop imod sin, trak han skælvende vejret ind.

Han ville gerne distraheres af Hector, men han kunne ikke tage blikket fra Netrish. Det brændte stadig i ham efter at hjælpe hende. Hun havde trods alt hjulpet ham og han var splittet imellem at beskytte sin ven, og dét at han vidste, at han skyldte Netrish mere end sit liv.
Det var en nem vej ud, men så snart hun signalerede til ham at han skulle falde ned, gjorde han det. En rigtig mand ville ikke have ladet hende tage faldet, men Juno havde aldrig før følt sig så meget som en lille dreng, som han gjorde i dette øjeblik og han slog skamfuldt blikket væk da Thanos nåede hele vejen hen til hende.

Han vendte sig hele vejen imod Hector, tårer stadig strømmende ned ad kinderne på ham, som han forsøgte at tørre væk i sin skulder. Han havde brug for at Hector sagde noget, og samtidig følte han ikke at han kunne bede ham om noget, når alt der var sket siden de havde mødt Thanos, var hans egen skyld.