"Det gør det ikke," insisterede Keeran allerede inden Ezhno var kommet ind imellem hans ben. Han var så ivrig, så fuldstændig liderlig, at han ikke kunne vente længere, og han havde da slet ikke tænkt sig at sige noget, der ville få Ezhno til at tøve yderligere.

Han spredte sine ben så vidt som muligt for Ezhno og slikkede sig om læberne, imens han utålmodigt betragtede ham finde på plads imellem hans ben.

Et tungt støn forlod ham allerede fra første øjeblik Ezhno trængte bare den mindste smule ind i ham. Ubevidst løftede han sig op i sin brystkasse for at få mere ilt, men han holdt alle tegn på eventuel smerte væk.

"Det gør ikke ondt," insisterede han og borede sine fingerspidser ned i Ezhnos rygmuskler.

Ez ville virkelig gerne have været den fyr, der kunne holde sig tilbage, som kunne gå langsomt frem for at skåne sig partner, men sandheden var, at det føltes så uendeligt godt, at Ez havde det, som om han var ved at miste forstanden. Han begravede sine fingre i Keerans mørke krøller og tog to håndfulde af dem, mens han langsomt pressede sig længere ind. 

"Det... Keeran, du føles helt fantastisk," lykkedes det ham at gispe, inden hans ord forsvandt i et langt, rystende støn. Han havde aldrig mærket en så intens nydelse, og han var overbevist om, at det udelukkende måtte være på grund af Keeran.

Keeran hørte knap nok hvad Ezhno sagde til ham. Han var så opslugt af følelsen af ham, at han ikke kunne tænke på andet. Ezhno var for stor, tænkte han flere gange, men nægtede at opgive - han havde brug for ham i sig, og vred sig også under ham, utålmodig efter at få ham tættere på. Den smerte han oplevede, blev mere eller mindre opvejet af Ezhnos mave, der gled over Keerans pik.

Keeran kunne ikke sige noget, stønnede blot højlydt ud imod Ezhnos læber, inden han hev ham ned i et kys. Hans læber var bløde og afhængighedsgørende, og Keeran løftede sit hoved op, kun for at kunne presse sine læber tættere ind mod Ezhnos. 

Ez stønnede Keerans navn ind i kysset, ogo han blev nødt til seriøst at tage sig sammen, hvis han ikke skulle komme med det samme. Han fokuserede på kysset, på Keerans bløde læber og på den duft, der var Keerans egen unikke. Ez var sikker på, han ville kunne kende Keeran på duften alene, om der så gik 100 år til næste gang, de så hinanden.

Et dybt, næsten buldrende støn forlod Ez, da han endelige begyndte at rulle med hofterne for alvor. Den halvdårlige seng begyndte at knirke under deres vægt og bevægelser, men Ez var ligeglad. Hele kroen måtte for hans skyld gerne lytte med, så længe de ikke forstyrrede dem.

Mindet om følelsen af Ez' fingre i sig hjemsøgte Keeran, og han vidste at Ez' pik var nødt til at føles mindst lige så godt. Han ventede utålmodigt på øjeblikket hvor det ville ske og vred sig under Ezhno imens, ivrig efter at gnide sin pik op af ham og mindst lige så ivrig efter at opnå samme ekstase som hans fingre havde ført ham i før.

Det skete ikke med det samme, da Ez begyndte at rulle med hofterne, men det skete ikke lang tid efter. Keeran hev vejret ind og udåndede i et støn, der overdøvede selv lyden af den knirkende seng. Ezhno fik ham til at glemme hvor han var og at andre kunne høre dem, og gav fuldstændig slip på sine støn, hvor han ind imellem febrilsk mumlede Ezhnos navn, eller et hæst; "bliv ved, bliv ved," inden han hev fyren ind i endnu et kys.

At forsøge at holde sig i skindet, mens Keeran lå der og stønnede hans navn og klemte om ham, var noget af det sværeste, Ez nogensinde i sit liv havde gjort. Men han gjorde det... Eller det vil sige, han holdt ud, så længe han overhovedet kunne, hvilket efter hans mening slet ikke var længe nok!

Ez stønnede ind i kysset og moslede lidt rundt for at komme op og sidde på sine knæ. Herefter brød han kysset, selvom han ikke var meget for det, og rettede sig op, så han kunne se ordenligt ned på Keeran, mens han greb ham om hofterne og stødte dybt ind i ham. I denne stilling kunne Ez komme meget dybere ind, og det fik hele hans krop til at dirre af nydelse. Han gjorde det igen, og så igen og igen, indtil sengen begyndte at banke op mod væggen. Ez følte sig næsten svimmel af nydelse, men han var dog alligevel nærværende nok til at gribe om Keerans pik for at klemme og kærtegne den, mens hans eget klimaks hurtigt kom tættere og tættere på. Til sidst måtte Ez læne sig forover, da han endelig nåede kanten. Hans pande hvilede mod Keerans bryst, mens hans stønnede Keerans navn og kom i ham. 

Keeran slugte grådigt Ezhnos støn og så bedende efter Ezhno, da han var streng nok til at trække sig ud af kysset. Han tilgav ham dog så snart han opdagede hvad deres nye position gjorde ved ham. Ezhno nåede et sted i ham, der fik stjerner til at danse for øjnene af ham, og han var nødt til at kæmpe imod, for ikke at nå sit klimaks, men han havde ikke lyst til at det skulle ende.
Da Ezhno kom i ham, havde Keeran ikke længere noget valg. Den varme sæd fyldte ham med et ryk og Keeran selv havde ingen kontrol over det, da han sprøjtede ud over Ezhnos hånd og brystkasse.
Langsomt trak Keeran vejret ind, og med udåndingen slappede hele hans krop af igen. Hans knæ faldt ud til hver deres side og hans hænder åbnede sig fladt ud på madrassen, kun hans øjne modstod fristelsen til at lukke sig. Han havde aldrig været så afslappet før og han følte næsten at han burde takke Ezhno, men han vidste ikke hvad han skulle sige og han ville ikke gøre det akavet, så han nøjedes med dovent at løfte en hånd op for kærligt at stryge den igennem Ezhnos hår.

Ez vidste godt, at han var en del større og tungere end Keeran, men han kunne alligevel ikke lade være med at halvt kollapse henover ham. Han prøvede dog at holde sig lidt oppe på sin ene albue, mens han gned sin kind over Keerans brystkasse og kyssede den, mens nydelsen og afslappelsen langsomt bredte sig i hans krop.

"Du er så dejlig," hviskede han og fandt styrken til at løfte sit hoved og smile til Keeran. Så fik han møvet sig op, så hans læber kunne finde Keerans i et blødt og dovent kys.

"Ezhno," mumlede Keeran ind imod Ezhnos læber og ignorerede ellers hans kompliment. "Vi er nødt til at gøre det igen," bad han og kyssede insisterende Ezhno, hans tunge i fyrens mund og hans næse presset op imod hans kind. Der var intet dovent over Keerans kys lige nu, selvom resten af hans krop var det.

Han lagde en hånd imod Ezhnos skulder og skubbede stædigt til den, imens han hev sig selv op at sidde halvt. Så snart han kom bare lidt op, faldt han dog ned igen med et anstrengt grynt. "Åh, pis," mumlede han og brød øjeblikket efter ud i latter. Det havde gjort ondt, men ikke mere ondt end at han kunne grine af sig selv nu. "Måske ikke lige nu. Men senere er vi nødt til at gøre det igen." Han åbnede øjnene og skævede til Ezhno med et smil. 

Ez grinede og rullede af Keeran, men kun så han kunne lægge sig til rette ved siden af ham og smide en arm hen over hans brystkasse. Han kyssede Keerans kind og kæbe. Han havde lyst igen, men hans krop havde ligesom Keerans hårdt brug for en pause.

"Jeg er enig," mumlede han med et tilfreds suk. Søvnigheden var ved at snige sig ind på ham nu, og han blev nødt til at holde en hånd for munde, da et gab pludselig trængte sig på. Han havde været på farten i lang tid, og det var først gang i mange uger, at han overhovedet havde ligget i en rigtig seng. Den var varm og blød og fyldt af Keeran, og mere kunne Ez faktisk ikke ønske sig lige nu. Han brummede blidt og puttede sig ind mod Keerans side med sit ansigt begravet i de mørkebrune krøller. 

Keeran smilede og skubbede drillende til Ezhno, da han blev kysset på kinden og kæben. Ezhno var den første og eneste mand han nogensinde havde været med, og hvis alle var som ham, ville Keeran ikke have noget imod at være sammen med mange flere. Han følte sig mere forkælet og elsket end han nogensinde havde været med en kvinde. De flirtede bare ikke på samme måde med ham, som Ezhno gjorde, og Keeran nød opmærksomheden til fulde. 

"I morgen," tilføjede Keeran midt i et gab, som Ezhno havde smittet ham med, og møvede sig derefter så tæt ind til ham som muligt. Udmattelsen han følte i hele sin krop var ikke nok til at få ham til at sove, men kun fordi han var tættere på Dianthos end han havde været i hvad der føltes som en evighed. Hans hjem var så tæt på og han forsøgte at finde på en måde, at komme ind i sin by igen på, helt indtil udmattelsen alligevel fik overtaget og han trods alt faldt i søvn.