Det var ikke første gang Keeran havde taget denne rejse, fra Balzera til Dianthos, men det var første gang han havde rejst med en anden så langt et stykke. Sidst havde han højst talt med den samme handlende i en uge af gangen, før deres veje var skiltes, og ingen af dem havde været på hans alder, og ingen af dem var på samme måde blevet Keerans ven som Kai var blevet det.

Så da de nåede en skillevej, hvor der stod et skilt mod Dianthos i den ene retning og et skilt med et bynavn Keeran ikke kendte, som Kai påstod ville føre ham hjem, kom det bag på Keeran hvor ked af det han blev.

"Er du... Er du sikker på at du ikke vil med til Dianthos?" spurgte han og så den unge fyr an. Keeran havde ikke nogen søskende, men han var sikker på, at han havde det præcis med Kai, som andre havde det med deres yngre søskende. Han havde flere gange undervejs spurgt Kai om det samme, så han kendte allerede svaret, men han havde været nødt til at spørge igen, bare for en sikkerheds skyld. Han havde også allerede sagt, at Kai kunne bo hos ham, og at han nok skulle hjælpe ham med at finde et job, og at mulighederne i Dianthos var uendelige, og de ting gentog han i det mindste ikke denne gang. 

Ligeså snart at de faktisk følte at de havde ressourcerne til en rigtig rejse, blev Kai’s humør også bedre. Der havde været irritation at finde til tider, dette var mest grundet i når hans rutiner røg i vasken, især i flere dage i træk, og så var det også svært at få ham ned fra væggene, men som han begyndte at kunne få sin morgen og aften træning igen, gik det også nemmere for Kai, selvom folk stirrede i denne her del af landet, når de så ham.

Endelig var de dog ved at nå langt nok til at Keeran og Kai skulle deles op. ”Jeg bliver nødt til at komme hjem,” sagde han, men der var også det usagte. Kai savnede sit hjem, og sin familie, uanset hvor sammensat den nu engang var. Han var glad for at have mødt Keeran, og ville da gerne se ham igen, men de havde forskellige veje at gå i livet.
”Hvis du nogensinde finder dig selv i Diamantbugten, må du dog endelig komme op og sige hej,” sagde Kai så. Han skulle nok gøre det samme hvis han kom til Dianthos, selvom det ikke var så sandsynligt. Måske når han engang ville rejse ud og opleve verdenen. Den var stor og fantastisk, men endnu havde Kai ikke følt taget for at komme ud.

Keeran vidste, at han skulle være glad på Kais vegne over, at han endelig næsten var hjemme, men han var bare ked af det over at de skulle skilles, og han nikkede blot tavst, da Kai endnu en gang afslog hans tilbud om at tage med til Dianthos.

"Selvfølgelig!" Udbrød han, da Diamantbugten blev nævnt. Han ville aldrig kunne være i nærheden af Kai uden at opsøge ham. "Jeg er jo nødt til at se dit hjem en dag, når nu du har fortalt så meget om det." Men det kunne heller ikke være nu - Keeran var, ligesom Kai, gættede han på, så hjemsyg at det gjorde helt ondt.

Inden Kai kunne gøre modstand, lagde Keeran sine arme om ham og trak ham ind i et tæt kram. "Jeg håber vi ses en dag," sagde han lavmælt, uden at slippe ham. 

Kai krammede lidt akavet tilbage, og klappede Keeran blidt på ryggen, venskabeligt. Det var trist at se ham gå, men det var også nødvendigt.
"Du skal være velkommen. Munkene tager altid pænt imod gæster," sagde han, og skulle også stoppe sig selv i at snakke om hvor smukt områet var. Noget han allerede havde nævnt flere gange. Der var bare ikke særlig meget der slog en havudsigt, også selvom det var en hård tur op til templet. Man lærte at leve emd.

Kai var den første der forsøgte at give slip på krammet. "Mon ikke vi gør?" svarede han venligt og kiggede op på Keeran.

Keeran var ikke i tvivl om, at munkene Kai boede med ville tage pænt imod ham. Kai havde beskrevet dem med så meget hengivenhed, at selvom Keeran ikke helt havde syntes de var en god erstatning for en familie, så var de da noget. Det nærmeste for familie, som Kai havde, i hvert fald. 

Keeran sukkede, da Kai hev sig ud af krammet, men han lod ham. "Det gør vi!" svarede han med en beslutsomhed han ikke selv helt forstod, og så løftede han en hånd for at vinke til Kai, imens han langsomt gik den modsatte vej og ønskede, at han virkelig havde ret i, at de en dag ville ses igen.