Caitlin kunne ikke lade være med at komme med et muntert grin som svar på Kais ord. "Så burde du jo netop vide hvad kunne være værd at sælge! Eller har krystaller ingen værdi for en som dig?" Ægte nysgerrighed krøb ind i hendes stemme og blik mod slutningen. Hun havde virkelig aldrig mødt nogen som havde det sådan. Ikke havde et ønske om at skaffe sig krystaller til at skaffe sig andet. Mad var ikke noget hun var vokset op forvent med at få, men kun at tage og så var hun heldig nok til at hendes anden side som regel kunne skaffe hende nok at spise hvis tiden var presset på andre kilder. Rotter havde der altid været nok af.

Hun gemte krystallerne væk i en anden lomme af tasken end de få hun havde af nyere tid. Havde hun ikke brug for at omsætte dem ville de være et godt minde at gemme som drageskælene var. Skæl Gidion stadig ikke havde fået historien bag og hvis oprindelse hun holdt flydende.Andre væsner end drager havde trods alt skæl.

Caitlin ledte vejen rundt ihulen, men ud over spredte glimt der gav hende fire flere af de gamle krystaller så var der intet at se. "Kunne se ud til du har ret..." Hun var lidt skuffet. De kunne da godt lige have været forhindret i at hente den sidste last, så Kai og hun kunne have undersøgt den. Hvad kunne de have smuglet forbi hulen her? Hun lod blikket glide ud mod hulens mørke en sidste gang og sukkede så. "Ikke meget at komme efter... skal vi finde noget frisk luft igen?" Hun kunne bruge noget frisk luft og noget andet til at distrahere sig med nu hulen ikke længere gjorde det.

Kai kunne ikke lade vær med at le lidt af hende. ”Jeg har intet at bruge krystaller til,” sagde han. Det var ikke første gang at han var blevet mødt med en vis skeptisk over det, men samtidig forstod han ikke hvorfor han skulle bruge dem. Især til sig selv. Så lang tid at han havde tøj på kroppen, og mad i maven, så var der ikke noget han behøvede som krystallerne kunne give. At vokse op i et tempel, var dog også på mange måder anderledes end livet på gaden eller den lavere klasse.

Han fulgte med Caitlin rundt i hulen, og der var ikke så meget mere at se. Lidt ærgerligt, også selvom han fik ret. Det var dog aldrig noget han havde stræbet efter.
”Det lyder som en god plan,” indrømmede han. Problemet med huler var at man aldrig rigtig havde en god ide om hvor lang tid der var gået. I hvert fald i Kai’s optik. Han var så vant til at kunne regne ud tidspunktet på dagen ved at kigge efter solen.
Han begyndte at gå mod hulens udgang, så de kunne følge gangene de var kommet af, og ud i den friske luft endnu engang.

"Det er jo nærmest blasfemi!" Intet at bruge krystaller på! Hvad levede han lige for et liv? Caitlin betragtede endnu engang Kai undersøgende før hun rystede opgivende på hovedet. Helt og aldeles fjern fra verden som hun kendte den og levede i. Utroligt nogen kunne være så.... andetsteds? Lige noget at fortælle Amy! Hun ville have det mest...Et stik af sorg og bekymring stak Caitlin hårdt, før hun skubbede det fra sig og væk. Hun skulle nok finde den anden igen. Verden var ikke stor nok til at holde dem adskilt for evigt!

Nuet var da også til at distrahere sig med, skønt Kai ikke helt gjorde det godt nok til at det kunne vare ved. For nu, lige nu var hulen så også undersøgt og fundet... kedelig. Slet ikke som håbet. "Især hvis vandet skal til at komme ind. Jeg har hørt det skulle være noget så ubelejligt at have det strømmende ind over sig." Hun vidste ikke så frygteligt meget om havet, men lige det gjorde hun og havde oplevet som dragen holdt hende og Amy fanget i en hule. Atter en tanker at fortrænge før den satte sig. "Skal du så tilbage til hvad end du lavede på stranden?"

Kai så en anelse forvirret ud. Han var ikke ligefrem vant til at ordet 'blasfemi' blev brugt så løst om det, og det var lige netop pga. hans tro, at han ikke havde et behov for de materialistiske goder, som han vidste andre gik mere op i. Hvis han en gang skulle ud i verden, så ville det være et andet forhold han måtte få til penge, men dette var ikke noget i planerne i de nærmeste år. "Jeg ser ikke hvorfor det er blasfemisk," indrømmede han. Nogen gange kom hans noget beskyttet liv til udtryk.

Kai havde egentlig taget det roligt med at tage ud af grotten igen, inden Caitlin nævnte at hulen nok sagtens kunne blive oversvømmet, hvilket fik ham til at gå en anelse hurtigere. Det kunne godt være at det ikke ville nå helt herned, men det betød ikke at de ikke kunne blive fanget grundet nogle af de andre passager der kunne være oversvømmet. "Så må vi nok hellere ikke tage det alt for roligt med at komme ud," indrømmede han, selvom der ikke var panik at finde, bare en beslutsomhed.
Han sørgede dog for at Caitlin også fulgte trop, så de kunne finde ud sammen, for selvom Kai havde en generel ide om hvilken vej de var gået, så kunne det godt være at han var blevet forvirret efter den lange tur.
"Jeg trænede," sagde han først, selvom han ikke havde været så elegant ved at falde i sandet. "[/b]Men ja, det gør jeg nok, alt efter hvor lang tid vi har brugt herinde."[/b] Man blev trods alt nødt til at møde op til måltiderne hvis man ønskede mad, og det var noget Kai i den grad ønskede. Om han så skulle løbe hele vejen op af bjerget for at nå det.

Caitlin bare så på ham et langt øjeblik, før det trak i hendes mundvige og kom til at grine. "Tror bare det er noget der siges..." Hun ville ikke kunne forklare det i hvert fald. Slet ikke overfor en der var så langt fra hende i opfattelsen af det meste - skønt det i sig selv havde været lidt sjovt at opleve.

Hulen blev ikke mere spændende på vejen ud, men i det mindste var vejen til at finde. De havde ikke gjort det store på vejen ind for at mærke deres vej, men så mange gange havde de heller ikke skulle vælge veje og det gik jævnt op. Som hun kom med sin bemærkning fik det også fart i dem begge og en lidt anspændt fornemmelse til at opstå. Truslen var lidt til at forstå og ikke til at vide om var der.

Efter et godt stykke i tavshed brød hun atter stilheden og fik et forventeligt svar fra ham. "Af pligt eller lyst?" Han havde mest set ud til bare at løbe uden at løbe fra nogen, men det kunne jo være der havde været mening bag. Som at han forventede at skulle løbe fra noget senere. Måske slet ingen dårlig tanke.

Lyset udefra skar i øjnene som hun trådte ud på stranden og langsomt først blinkede synet tilbage før hun tog bestik af solen. Den var en del lavere på himlen end forventet. "Ser ud til at være blevet en del senere. Nær spisetid..." Det sidste var mest hvad hendes mave sagde hende dog og ikke så meget solen.

Kai knitrede øjenbrynene sammen. Blasfemi var noget han tog meget seriøst, fordi guderne var en vigtig del af hans tilværelse, men hun virkede ikke til at have ment noget ondt med det. Han fandt det dog stadig lidt mærkeligt, men prøvede at slå det ud af hovedet. 

Han fulgte af vejen sammen med Caitlin. "Det er en del af min træning af munkene, men jeg nyder at bruge min krop, så man kan vel sige at det er af begge grunde. Jeg er blevet fortalt at jeg træner mere end mine jævnaldrende," det sidste var nærmest mumlende. Det var ikke så  meget fortalt, som belært om at han burde bruge mere tid på at slappe sig af og meditere i forhold til at udnytte sin krop til sit yderste.

Det tog et par sekunder for Kais øjne til at vænne sig til lyset udenfor himlen, og han lev nødt til at blinke lidt, for at det kom tilbage. Solen så stadig ud til at skinne, men for hvad han kunne se, så stod den væsentlig lavere. Stadig massere af dagslys, men senere end han havde forventet.
Det tog ham et par øjeblikke, før det virkelig gik op for hvad han mente. Han plejede at være oppe på bjerget på det her tidspunkt. Middagsklokken ville nok ringe ind snart, og han ville næppe kunne nå op af bjerge.
"Jeg bliver virkelig nødt til at gå. Jeg var ikke klar over at det var blevet så sent," sagde han, en let panik var at se i hans øjne. "Det var virkelig rart at møde dig Caitlin, og hvis du har lyst, så må du endelig komme op og besøge templet," sagde han, og stod lidt akavet på stedet, før at han satte i løb over mod hvor han tidligere var kommet fra, og over mod den stejle og smalle trappe der ledte op til templet i klipperne.

//Out

Caitlin nikkede let. Det virkede høfligst for hun var langt fra sikker på hun rigtig forstod Kai. Jo, det med at føltes godt at bevæge sig gjorde hun nok, men ikke uden et ubevidst formål. Som at det bragte hende til et nyt sted eller ville hjælpe hende senere med at skaffe mad. Så løbe nej, men træne ja. Kunne dog sagtens tænkes der var formål med det også nu andre havde startet ham på det. Eller også var det blot for at køre ham træt og give dem ro. Den havde set brugt før i hvert fald.

Hun kunne ikke skjule smilet der krøb op i hendes øjne eller ud på hendes læber, som Kai tydelig fokuserede og langt mere end han på noget tidspunkt havde gjort på hende. Mad var åbenbart det magiske ord med ham. Der kunne man bare se. Hun ville så nok også selv have fået fart på ved udsigten til at glippe et måltid og da især hvis nogen forventede hun ville være der og havde noget at skulle sige hvis hun ikke var.
Ligenu fik det hende dog blot til at se efter, hæve hånden til en vinken og så hæve stemmen som han vendte sig om mod hende. "I lige måde!" Hun svarede ikke på det sidste, men tænkte heller ikke han ville have hørt det, eftersom han allerede var sat i løb væk fra hende. Templet lød ikke helt til at være for hendes slags. Ikke nu i hvert fald. Hun havde en veninde at finde, men først - aftensmad.