Det gav et sæt i Venus, da nogen talte til hende. Ganske rigtig havde hun ikke lagt mærke til noget som helst. Hun havde været alt for optaget af sin høstak af en manke. Den var ellers ved at blive helt pæn. Hun kunne dog godt have fået et lidt større chok et eller andet sted i sin underbevidsthed var hun godt klar over, at hun befandt sig i mørkets skov. Ikke at det gjorde nogen forskel.
Hun vendte hovedet efter stemmen og fik hurtigt øje på Kyoshirro. Selvom hendes opmærksom havde været et andet sted, var han sikker på, at han ikke havde sået der hele tiden.
Kammen blev stukket ned i støvleskaftet igen, og venus begyndte at flette sit hår, mens hun svarede Kyo. "Må man spørge, hvad de så laver her?" spurgte hun smilende, som hun plejede. Lige nu var der ikke noget, der skræmte hende.

"Jeg hører til et mørk sted som dette. Du ser alt for lys og uskydig ud til at høre til andre steder end på vatnissernes lyse slot"

Knurrede han smilende og luntede atter hen imod hende. Stod nu blot en meter eller to fra Venus med et ganske ondskabsfulgt smil på de tynde læber.
Hun virkede faktisk som en af de gode. Det var altid let at se på folk om de enten ville hjælpe en eller stikke en kniv i ryggen på en.
Dette pigebarn var udentvivl en Hjælper. Ligesom Sala. Forfærdelige, små kreature. Ligegyldige og naive.

"Du kunne jo komme til skade.

Hun krøllede et bryn og smilede skævt, mens hun sendte Kyo et undersøgende blik. Fyren virkede ikke særligt venlig. På den anden side havde han ret, og nogle væsner havde den slags attitude. Hun af alle burde vide det. Hun grinede lidt og så ned ad sig selv og så op på Kyo igen. "Jeg må vel give dig ret i, at jeg ikke ser ud af meget, men jeg kan sagtens klare mig selv..." Faktisk havde hun meget få skræmmer. et ar her og et ar der havde alle væsner vel.
Venus sendte Kyo endnu et undersøgende blik, mens hun slyngede den færdige flet om på ryggen. "Du ser nu heller ikke ud af meget," sagde hun venligt og en smule drillende med sit hoved tippende lidt til venstre. Ikke at hun tænkte over det nu, men hvis Kyo forsøgte at skræmme hende, så skulle der mere til. For øjeblikket havde Venus bare planer om at lære Kyo lidt bedre at kende. Sådan var det med langt de fleste, hun mødte. Hun foretrak ikke at indgå i konflikter.

Han hævede et øjenbryn af hendes kommentar og kunne hurtigt mærke irritationen boble op i sig.
Han kunne ikke dy det når folk kommenterede hvordan han så ud. Baaaaare fordi man lignede noget af en anorektisk pige.. En høj en, men stadig.
Den venlige tone virkede ikke til at virke, da han blot knibede de sorte øjne lidt sammen og gik atter lidt tættere på hende.
Så derefter - smilende - ned på hende, med hænderne dybt i lommerne, blottede en skarp hjørnetand der glitrede i lyset der omgav dem.

"Måske, men jeg er ganske farlig. Temlig kendt i lyskrigernes kredse"

Hvislede han behaget, inden han trak en hånd op af lommen og rev ud efter hendes ansigt.
De sorte, skarpe negle ville let kunne rive hendes hud op og han sigtede efter hendes ansigt og kind.
Det ville ikke være dødeligt, men det ville gøre ganske ondt hvis han ramte. Selvom han angreb så han ganske afslappet og doven ud.

Hun kneb misfornøjet øjnene sammen. Attitude eller ej, Kyo var holdt op med at virke behageligt. Pludselig som ud af ingenting for en omgang klør mod Venus' ansigt. Per refleks rykkede hun baglæns og forsøgte at parere med armen, hvilket resulterede i et par sølle rifter i ansigtet men et ituflået ærme og nogle ikke så sølle skrammer på armen. Hun sadter hurtigt af fra jorden for at komme på sikker afstand, hvilket betød omkring syv meter væk og et par meter og jordoverfladen.
"Hvad i alverden skulle det til for?" Hun lød ikke vred. Det var ikke en følelse, der faldt hende naturligt. Hun syntes, den var afskyelig, ligesom nogle mennesker synes havregrød, eller rosenkål er afskyeligt. Hvis han forsøgte at angribe igen, var hun klar. Hun var hurtig til at trække bue og pil. Begge dele sad fast på hendes ryg, og hun var dygtig til at bruge dem. Hun afholdt sig dog fra at røre sine våben ind til videre.

Han kunne hurtigt lugte det blod der gled fra hendes nye sår og han havde ærlig talt lyst til blot at rive hovedet af hende af netop den grund.
Det var måske primitivt men han reagerede som et rovdyr der kunne mærke sit byttedyr bløde - det provokerede ham til at fortsætte.
Hvis ikke det var fordi hun havde været smart nok til at hoppe væk, ville han udentvivl havde hoppet på hende, men netop fordi hun fjernede sig nåede han at stoppe sig selv.
Han så stadigt smilende op på hende og løftede hånden der havde revet hendes hud af, pillede blot huden fra neglende og kastede det på jorden.

"Jeg havde lyst"

Svarede han kort, inden han atter fokuserede på hende. To store, sorte vinger bredte sig pludselig ud på hans ryg og med et enkelt vingeslag var han også oppe i luften.
Han angreb hende dog ikke. De var atter et par meter fra hinanden og med at smil strejkede han armen ud mod hende.
Han kunne selvfølgelig ikke nå hende, men han tændte let en lille flamme ild der begyndte at svæve over mod Venus.
Pludselig blussede den op og styrtede mod hende i en aflang form der kunne få den til at ligne en lang pil af ild.
Den gik selvfølgelig efter hendes maveregion.

Bare fordi han havde lyst? Et kort sekund overvejede hun, om han havde lavet sjov. Om det om hun selv ved at bevæge sig var kommet i skudlinjen. Den tanke skød hun dog hurtig fra sig, da det var umådeligt usandsynligt, og, som en lille beting, da Kyoshiro åbenbart pludseligt syntes, der var sjovt at skyde med ildpile. Hun løftede hurtigt hånden som en vagt der giver tegn til stop. Som om hun troede, at ildkuglen bogstaveligt talt ville adlyde hendes mindste vink. Men pludselig forsvandt ildkuglen, da den kun var nogle få centimeter fra hendes hånd. Det var ikke synligt, men luften, hvor ildkuglen havde været, var nu kold som på en vintermorgen.
Med en trænet hurtighed greb hun buen fra sin ryg efterfulgt af to pile, som blev affyret millisekunder efter hinanden. En mod Kyos mave, en anden mod hans venstre vinge. Vinger var store og imponerende, og hvis de var stærke, kunne de give ejeren evnen til at skyde en voldsom fart. Men det var trods alt nemmere at manøvrere uden vinger, og hvad mere var, vinger kunne stækkes.
"Kan vi ikke snakke om det?" Hun havde en ubehagelig fornemmelse af at være den næste på spisekortet. Det var ikke noget, man kunne snakke sig ud af normalt desværre, kun noget man kunne flygte fra. Men det var vel forsøget vær at prøve.

Magiker? Ja. Det måtte hun nødvendigvis være siden hun blot kunne slukke for hans ild. Det ville sige at han rent faktisk måtte koncentrere sig lidt for at ramme hende. Det var næsten helt uvant, men det betød ikke at det var uvelkomment.
Da der pludselig blev skudt pile imod ham, slog han atter en enkelt gang med vingerne for at ende højt over Venus selv, nu med et stort smil på læberne og overraskende nok med hovedet ned af. Han blærede sig måske en anelse ubevidst. Han fløj ganske enkelt på hovedet og så drillende ned på hende. Vingerne bevægede sig langsomt nok til at han kunne holde sig stille i luften, men hurtigt nok til netop at holde ham svævende.
Snakke? Ville hun nu snakke? Virkede han virkelig som en der kunne tænke sig at holde en samtale kørende med hende? Kvinder og deres snakkeri, men hvorfor ikke køre katten med hårene lidt? Åh alle de valg.
Han lagde derfor armene over kors, satte hovedet på kros og lagde benene ind under sig som sad han i skrædderstilling på jorden. Det gjorde han trodsalt bare ikke. Han fløj stadig på hovedet, strøg nogle sorte hårtotter væk fra ansigtet og så derefter tænksomt på hende.

"Snak du bare. Jeg føler mig helt.. Barmhjertig? Er det dét man kalder det? Ja. Rolig passer nok også godt."

Sagde han ganske kærligt. Han lød næsten som en gammel ven der intet ondt havde i sindet.

Venus vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes mistanke om at være hovedret - eller forret, muligvis dessert - var næsten blevet bekræftet. Det lå tungt i luften mellem Kyoshiros ord. Man skulle læse mellem linjerne, men der var ikke megen tvivl af den grund. Hun var også temmelig generet af, at hendes pile ikke så meget som havde skudt en enkelt fjer af de store vinger.
"Jeg går ud fra, du forbereder dig på at spise aftensmad?" spurgte hun, selvom hun ikke kunne bruge svaret til noget som helst; hun kendte det jo i forvejen. Men nu hvor væsenet havde valgt at være 'barmhjertig', som han sagde, så kunne hun lige så godt gøre brug af det og trække tiden ud, til hun havde fundet en flugtvej.
I øjeblikket mellem Venus' spørgsmål og dæmonens svar strøg en brise gennem trætoppenes kroner, fik Venus' fletning til at svirpe og susede ind mellem træerne i den modsatte ende af lysningen. Bladene vislede som tusindvis af slanger. Den rødhårede 'magiker' skævede et millisekund til træerne. Hun var nødt til at sløve Kyoshiro på en eller anden måde.

Han kunne ikke holde et næsten bøvet smil fra at bryde ud på hans tynde læber, som blottede en lang række skarpe, hvide tænder. Havde han tænkt sig at æde hende? Nej den tanke havde faktisk ikke ramt ham endnu, men det var måske ikke så mærkeligt. Mad var ikke hans første prioritet.

"Næ nej da. Du er langt for stor til at jeg kunne æde dig. Du vejer garenteret mere end jeg gør."

Hvislede han muntert, egentlig i utrolig godt humør for en der uden tvivl ikke var ude på noget godt. Han rykkede dog ikke blikket fra hende, fulgte det kun kort da hun skævede mod en mulig flugtvej. Dette forsøg fik kun en skinger latter til at slippe fra ham.

"Du kan sku ikke løbe væk fra mig pigebarn. Nok har jeg ikke tænkt mig at æde dig, men jeg lader dig ikke bare gå. Du virker som en af de der forfærdeligt gode mennesker.. Dem kan jeg ikke lide."

Knurrede han drillende og blottede atter en række tænder. Han brugte dem skamløst som et psykisk våben mod hvilken som helst modstander. Han havde jo ikke normale tænder. Han havde kæften fra en løve.

Venus hang i luften uden at skifte position eller ansigtsudtryk. Hun havde ikke forsøgt at skjule sin skæven mod træerne, men det betød ikke, at hun ønskede at blive opdaget. Hun hverken svarede eller gav udtryk for nogen reaktion overhovedet. Det til trods for, at hun sjældent tænkte over så meget på en gang. Hun ville stække hans vinger, så han ikke kunne følge efter hende - i hvert fald ikke i samme tempo. Men hvordan skulle hun gøre det, når han alligevel fløj temmeligt hurtigt. Når og hvis det lykkedes at stække dem, hvilken vej ville så være smartest at undslippe af; den lige vej over trætoppene, den meget besværlige men godt beskyttede vej mellem trækronerne, eller en blanding af bække nemlig vejen mellem stammerne nede ved jorden.

Desuden krævede hans hurtighed, kom hun i tanker om, at hun var nødt til at svække ham på en eller anden måde, før hun forsøgte sig med flere pile. Og alt imens flugtmulighederne susede gennem hendes hoved, lyttede hun til, hvad Kyoshirro havde at sige. Det vidste sig godt nok at være fuldstændigt ubrugeligt i forbindelse med nogen som helst form for flugt, men ikke desto mindre udtænkte hun nogle svar: Forkert, forkert igen... og næsten rigtigt.
Hendes evne til at flyve havde et par bivirkninger. For det første vejede hun ikke ret meget, praktisk når man skal holde sig svævende. Den minimale vægt skulle holdes, hvilket gav hende meget lidt appetit. Ergo Kyoshiro var nok den tungeste af de to.
Og han ville i øvrigt være nødt til at lade hende gå. eller i hvert fald føle, at han var nødt til det. Han legede åbenbart med hende, og siden hun ikke ville leges med, måtte han vel miste tålmodigheden.
Desuden kunne de diskuteres om hun var god, for hun hørte hverken til lysets eller mærkets side, hvilket gjorde hende neutral. Til gengæld var grunden til hednes neutralitet, at hun ønskede fred og derfor ikke valgte side.

Nok om det. Hun var nødt til at gøre et eller andet. Hun begyndte at stirre meget intenst på Kyo. hun forsøgte at køle ham så meget ned, som hun kunne, men den slags var svært med et levende væsen, hvis krop naturligt forsøgte at opretholde en normal temperatur. Ikke desto mindre gjorde for meget kulde eller for meget varme væsner sløve.

"Stilhed"

Mumlede han smilende og lagde hovedet lidt på skrå. Det så egentlig ganske mystisk ud, nu han stadig hang på hovedet i luften og hans allerede mørke aura virkede kun til at få ham til at se en smule uhyggelig ud. Som et hvidt spøgelse der ville kravle ned af en væg.
De sorte øjne rykkedes for et kort sekund væk fra hende og han så ned mod jorden under dem med et ganske tænksomt udtryk i det kantede ansigt.
Gad vide hvordan kvinden holdt sig i luften? Telepati? Hun havde trodsalt ingen vinger, så han var ikke helt sikker på hvordan han skulle kunne få hende ned på jorden. Det var ikke nødvendigt at hun befandt sig på jorden, han følte sig bare bedre tilpads der.
Man er vel et væsen fra jordens indre.

Da en uforklaret kulden begyndte at klamre sig om hans spinkle krop, måtte han dog smile. Det var uden tvivl magi der skabte kulden og han så derfor hen på Venus med et gennemskueligt blik.
Istedet for at sige noget med det samme, begyndte han blot at varme sin krop kraftigt op. Han udgav simpelthen nok varme til at hun ville kunne føle det fra sin plads.

"Spild du bare dine kræfter på det. Det gør jagten så meget nemmere."

Sagde han med en let knurren og slikkede sig om læberne. Han var ikke sulten, men alligevel kunne han ikke lade være med at blive påvirket af et potientielt byttedyr.

Varme generede hende ikke og ville aldrig komme til det, med mindre den var virkeligt voldsom. Det betød ikke, at hun ikke mærkede temperaturændringer; de påvirkede hende bare ikke.
hun blev næsten irriteret. Fint... jeg er opdaget - prøvede jeg overhovedet at skjule det? Hun blev pludselig i tvivl, men så kom hun i tanker om, hvilken situation hun stod i. Nå det skader vel ikke at skrue mere ned..

Hun hævede armene og skruede dermed op for styrken af sine evner. De virkede skam udemærket ved tankens kraft, men det hjælp at gøre fysiske bevægelser. Lidt lige som nogle magikere bruger tankens kraft til at udføre magi. De havde også en tendens til nogle gange at udtale formularer eller vifte med tryllestave for at forstærke virkningen. Hvis ikke den opskruede styrke begyndte at få Kyos temperatur til at dale igen, så ville den i hvert fald gøre det sværere for ham at opretholde sin varme.

"Nu vi snakker om at spilde ting," begyndte Venus en smule provokerende. Hun lød som om, hun ikke anstrengte sig det mindste, selvom det ikke helt var tilfældet. "Hvorfro spilder du så din tid på mig?"

Som kulden intensifiserede, valgte han blot at skabe mere varme. Godt nok ville det langsomt tære i hans energi, men han regnede ikke med at Venus var god nok til at hun kunne holde sin kulde længere end han kunne sin varme.
Gad vide om hendes evner virkede på ét sted af gangen? Hvis de gjorde skulle han jo bare flytte sig for at bruge af hendes energi, istedet for at bruge af hans egen.
Med et vingeslag fløj han derfor lidt tættere på jorden, men fløj samme tid tættere på Venus selv. Han havde vendt sig om så han stod 'normalt' i luften og så ellers på hende med et drillende blik og et smil.

"Fordi jeg keder mig og ikke har andet at tage mig til. Desuden har du gjort mig en anelse sulten nu du har snakket om føde og jeg kunne garenteret godt æde dit hjerte og din hals"

Grinede han og slikkede sig næsten kælent om munden. Han drillede ikke kun. Det var let at se at han sagtens kunne finde på det. Resten af Venus ville nok blive efterladt. Efterladt til dyr at æde. Efterladt brændt. Der var mange ligegyldige måder at lade hendes krop være på.

Om hendes evne virkede et sted af gangen? Det kunne man vel godt sige, men ikke på den måde. Hvis hun valgt at opvarme en sten, ville stenen blive opvarmet selv hvis den blev kastet. Det krævede bare, at Venus blev ved at holde fokus på den. I tilfældet med Kyoshiro var det ikke svært, for han var... temmeligt opmærksomhedskrævende. Anstrengelsen var en smule større, men det var så minimalt at det ikke gjorde nogen forskel - ikke på hende niveau.

Ikke desto mindre ændrede hun taktik. Hun kunne ikke se nogen grund til at svare Kyo. Blandt andet fordi hun faktisk ikke havde noget intelligent eller på anden måde meningsfuldt at sige.

Så pludseligt som hun kunne for at hæve overraskelsesmomentet holdt hun op med at bruge sin evne til at ændre temperaturen. I stedet affyrede hun fire pile lige efter hinanden. For hver pil brugte hun et nanosekund til at sigte på den åbenbart psykotiske fyrs vinger, i tilfælde af han flyttede sig. Indvendigt smilede hun lidt: Det er vel temmeligt passende at sige, han har pip - med vinger og det hele... narh den er tynd. Det var ikke ligefrem det bedste tidspunkt at fyre vandede vittigheder af på, specielt ikke når de ikke var grove nok til at man kunne sige dem og højt og dermed genere modstanderen. Så må man jo fyre noget andet af... Bare han ikke er alt for hurtig... Hvis han ikke flyttede sig ud af stedet ville han med sikkerhed have fire pile siddende i sine vinger om to sekunder.

Nå så hun var blevet stille nu? Kunne ikke komme med noget konstruktivt som svar? I det mindste var hun ikke en af de forbandede børn der rendte rundt og snakkede munden af, uden at have noget interesant at sige.
Da kulden pludselig forsvandt, kunne han hurtigt regne ud af hun ville bruge et nyt slags angreb. Det ville trodsalt være dumt at hende ikke at prøve at bruge et overraskelsesmoment når hun så et.
Desværre havde han såre simpelt så meget erfaring med sådanne momenter at han hurtigt kunne gætte hendes næstre træk, så han valgte - selfølgelig - at baske en gang med vingerne for at ungå de fire pile.
Han kunne ikke tænke sig at blive ramt af dem. De så skarpe og ubehagelige ud.
Istedet gjorde han noget så simpelt, og på samme tid så svært at få prøvede, at han greb en af de fire pile tøsen skød efter ham og kylede den tilbage imod hende.
Istedet for bare at kyle en pil i hovedet på hende, satte han istedet ild til den. Pile har nu ikke den store omfang for at kunne ramme en modstander og man skal normalt være forfærdelig præcis for at ramme nogen der kunne flyve, men ved at sætte ild til den og få ilden til at blusse op imens pilen drejede rundt, så kunne den ramme et langt større område.
Nåede hun ikke at flytte sig ville den udentvivl sætte ild til hende. En hun næppe ville kunne slukke let igen.

Flammer er flammer, og flammer i træ er kolde i forhold til flammer i så meget andet. Med mindre selvfølgelig flammerne var magiskt opvarmet til en voldsom temperatur. Det håbede Venus ikke var tilfældet, for hun havde taget en meget hurtig beslutning og gjort Kyoshiro kunsten efter. Hun greb pilen, drejede 360 grader i luften og affyrede pilen mod Kyo. Flammerne var der endnu. Dem havde hun ikke gjort noget ved. Men de havde gjort noget ved hendes hånd. Den var øm og tydeligvis generet. Flammerne havde være magisk opvarmede, men hun havde nu heller ikke forventet andet. Lige nu måtte hun bare bide genen i sig og fortsætte.

Det var ikke fordi hun havde et uendeligt antal pile i sit kogger. Faktisk havde hun kun omkring 10 tilbage nu. hun var lidt i tvivl om, hvad hun nu skulle tage sig til. Hendes eneste plan var at affyre pile mod Kyos vinger, så han ikke længere havde mulighed for at indhente hende. Men det kunne hun ikke blive ved med, hvis hun ikke havde nogen pile tilbage. En lille idé poppede op i hendes hoved. Den var temmeligt risikabel, men den var helt klart forsøget vær.

Venus begyndte at cirkulere om Kyo med en konstant afstand på omkring en meter. Mens hun gjorde det i så høj fart som muligt, samlede hun et par de pile sammen, som hun allerede havde affyret og skød nye pile afsted. Igen brugte hun et nanosekund til hver gang at sigte. Kyo var hurtig, så hun måtte anstrenge sig for at følge med. Det generede hende voldsomt, at hun var nødt til at komme så tæt på. Kyoshiro havde nærmest en hel aura, der virkede ubehageligt på hende. Desuden havde han alt for gode chancer nu til at skade hende. Til gengæld ville han få sværere ved at undgå hendes pile nu. På så tæt hold sad jo nærmest i målet i samme øjeblik, man havde fyret dem af.

Da han ikke ikke så pilen som forfærdelig vigtig, skubbede han sig blot lidt til siden for at ungå den. Den var i sig selv ikke så farlig, men da tøsebarnet pludselig begyndte at flyve rundt om ham, måtte han indse at han måske havde undervurderet hende en anelse.
Bare at hun overhovedet turde komme så tæt på ham måtte enten betyde at hun så ned på ham, hun var overmodig eller at hun var stærkere end regnet med.
Personligt stemte han selvfølgelig på de to første.

Da hun pludselig fik samlet pile op, måtte han faktisk lette røven og tage sig sammen for ikke at blive ramt af dem alle sammen. Han brød sig ikke fantastisk meget af smerte, selvom det ikke var en ny følelse.
Når man snakker om følelser, kunne han mærke en kraftig smerte i sin skulder? Havde hun ramt ham? Havde den dumme unge virkelig ramt ham?!

Ja, mon tro der ikke sad en forbandet pil i hans skulder. Han havde såre simpelt konsentreret sig for meget om alt muligt andet end at flytte sig for alle pilene. I hans hoved havde han jo flyttet sig. Han tænkte bare ikke på at hun selvfølgelig ikke kun skød i en ring.
Gud hvor var han en idiot til tider. Han håbede bare på at pilen ikke var forgiftet.

"ARH FOR HELVEDE, din åndssvage hore!"

Hvæsede han ganske hysterisk og hev fat i pilen. Han ville gerne hive den ud, men var simpelthen ikke stærk nok til at hive den helt ud, da tingesten sad helt igennem hans tynde skulder.
Istedet knækkede han den over så den ikke ville sidde så forfærdelig meget i vejen.
Hun måtte ikke slippe fra ham nu. Nu hvor hun alligevel var så tæt på og havde stoppet med at skyde ting efter ham, kunne han jo komme tæt ind på hende og rive hende i småstykker.
Han prøvede da også. Pludselig fløj han direkte imod hende og rev ud efter hendes maveregion. Fik han ordentligt fat ville han rive hele maven ud på hende.

"DU RAMTE MIG!"

Venus standsede midt i at affyre en pil. Hun så ud, som var hun frosset fast lige dér, hvor hun var. Det kunne da ikke passe, at hun havde ramt. Kunne det? det er der vidst ingen tvivl om!
Kyoshiro var virkelig ikke glad for den pil i skulderen. HVad venter du på?! Stik af for syv sytten!! Endlig fik hun sendt nervesignaler nok ud til sine muskler om at de skulle flytte sig. Men nu var det selvfølgelig for sent.

venus trak mave til sig så hurtigt hun kunne, men ikke hurtigt nok Kyoshiros to længste negle - eller rettere klør kreerede to næsten parallelle flænger i hendes kjole og ikke mindst i hendes maveskind. til alt held var de ikke dybe, men de gik på tværs af hendes mave, for lidt for brede og gjorde ond som ind i helvede. Hun måtte flygte, og det skulle være lige nu!

Så hurtigt hun nu kunne få sig selv til det for smerten, satte hun bue og pil på plads og fløj ind mellem trækronerne, mens hun holdt sig på maven. Nu kunne hun ikke gøre andet end at håbe, at han ikke kunne følge efter hende. Hun måtte hen til klosteret og få hjælp. Hun kendte ikke andre der både kunne og ville hjælpe en som hende.

//out

Lugten af blodet gjorde ham kun mere anspændt og gav ham større lyst til at æde hende, desværre flyttede hun sig nok til at han ikke fik rigtig fat i hendes mave.
Han fløj kort efter hende, inden han gryntede i smerte over pilen. Fint. Så ville han bare jagte hende senere. Næste gang han fik fat i hende, skulle hun nok fortryde hendes gå-på-mod.

Nu måtte han finde et ensomt sted at kunne rive pilen ud, uden forstyrelser eller fare. Ikke bare fordi det ville gøre pisse ondt at rive tingen ud, men også fordi at han havde alt for mange fjender.
Irriteret luntede han ellers ind i skoven. Den anden side end hvad hvor Venus forsvandt.

//also out xD