han smiler roligt til hende.
"min familie har en stor arv så jeg mangler ikke penge" svarede han roligt og satte sig ved hendes side ide han igen studerede hendes sitar igen.
"det er et flot indstrument og det var også en virkelig smuk melodi du spillede" sagde han atter igen og lagde hovedet let på skrå.
"og de penge du fik af mig er nok til du kan klare dig i lidt tid" sagde han så lidt efter og smilte så igen lidt efter.
Der var stadig nogle mennesker der kiggede underligt hen på dem da han jo var en mand, men folk var meget i tvivl om han var en kvinde, dog ku man godt se det hvis man kiggede godt efter for lidt af hans brystkasse bar aligevel blottet lidt fordi han sad ned og kimonoen var lidt løsere når han sad.

"Wow... Det er sjældent jeg møder nogen i den klasse," udbrød Ron og grinte derefter nervøst, da hun selv syntes det lød lidt ondt.
Hun hoppede kort ned fra springvandet, for at tage sin hat op, og proppe pengene ned i hendes lommer, for derefter at tage hatten på. Hun satte sig op på springvandet igen.
"Hvis du vil have det, så kan jeg godt spille noget mere for dig?"

"det lyder da ikke så godt, jeg fatter ikke hvordan mennesker kan være så onde og ikke give bare lidt til dem der ikke har så mange penge" sagde han og knyttede kort sin ene næve af ren irretation.
Kiggede så på hende igen og smilte atter venligt.
"hvis du har lyst vil jeg da meget gerne høre mere musik fra den der sitar" svarede han så lidt efter.

"Okay," grinte Ron. Hun rettede på sin hat/kasket før hun begyndte på at spille igen. Tonerne var klare og rene, som de altid var når hun spillede.
Hun smilede til personen. "Hvad hedder du egentlig?" spurgte hun så, da hun ikke anede hvad personen ved siden af hende hed. Hendes fingrer blev ved med at danse hen over strengene (=spillede). "Jeg hedder Ron. Og det er ikke kun et drengenavn, som mange har sagt at det er"

han lyttede til tonerne som var det musik der blev spillede af en engel og han kiggede så på ron da hun stillede ham et spørgsmål.
"mit navn er Hoshiro men bare kald mig hiro" svarede han roligt og kiggede så lidt spørgende på ron da hun sagde hvad hun hed og så sagde at piger også kunne hedde det.
"er der da mange der har sagt til dig det var et drengenavn?" spurte han så lidt efter.

"Ja... Og nogen kommer endda op med forslag for hvad jeg burde hedde, det er virkelig irriterende at høre på," man kunne godt høre hun var utilfreds med hensyn til det, men hun smilte alligevel.
"Men hvis jeg må spørger om det... Er du en mand eller kvinde? For jeg synes ikke rigtig jeg kan se noget bryst på dig?" Ron kiggede en smule forlegent væk, da det var et underligt spørgsmål at stille en anden person.

han kiggede lidt på hende og nikkede roligt til hende.
"jeg ved hvordan du har det, dog ikke med navnet men med hvem jeg er" sagde han og kiggede lidt ned.
Kiggede så op igen med et lille smil.
"jeg er en mand, men mange tror også jeg er en kvinde og det må de godt da jeg nemlig er ligeglad med hvad de tror" svarede han roligt igen.

"Du er virkelig noget for dig selv," sagde hun overrasket. "Hvor lang tid har du gået i sådan noget tøj? Og hvor gammel er du overhoved?"
Ron var stoppet med at spille, da hun var blevet for overrasket til at blive ved med at spille. Hun kiggede med meget store øjne på Hoshiro.

han grinte lidt og samlede sine hænder i hans skød ide han kiggede roligt på Ron.
"jeg er 28 år og har gået i sådan noget tøj lgie siden jeg var 16 for det var der jeg flyttede hjemmefra" svarede han roligt.
Der var en mand der fløjtede af Hiro og han vendte bare hovedet mod manden og blinkede tilbage til ham, hvor manden så blev helt rød i hovedet og skyndte sig videre.
"jeg syndes det er sjovt at få folk til at rødme og stille af" grinte han igen.

han rejste sig så op og bukkede høfligt.
"det var hyggeligt at møde dem frøkken Ron men nu må jeg smutte vi ses nok en anden gang" sagde han så inden han forsvandt fra stedet.

//out

Elizeph har hele dagen gået rundt i sine egne lunefulde tanker.. Han har ikke haft noget særligt at give sig til, og er derfor bare slentret rundt i gaderne, hvilket egentlig er det han bruger mest tid på lige for øjeblikket..
Han er som altid iført de smukke klædedragter han nu engang bærer, skønt det i dag dog er knap så overvældende som normalt.. Han bærer inderst underkjortlen, men den er dog helt dækket til af en vinrød kjortel som lægger sig ganske smukt udenpå, følgende hans slanke kropsbygning.. denne standser nede ved hans ankler, hvor man så lige kan se fødderne på hans fine, sorte støvler.. den vinrøde kjortel er desuden prydet med de skønneste gyldne broderikanter, som så smukt nærmest ser ud som var det vævet ind i stoffet. om livet sidder der et form for bælte, som egentlig ligner meget et stykke stof der er syet sammen og så trukket på plads så det kun lige sidder fra hoften op op til lidt før ribbenene starter.. denne er pyntet lidt med en ganske tynd kæde, som så smukt har valgt at lægge sig hele vejen rundt om, to gange.. lille og fin af det purreste guld..

Som sagt er hans påklædning neddæmpet, så i stedet for en af de store frakker, har han udenpå dette kun en tynd ærmeløs frakke, som når ned og har et lille slæb hen af jorden.. denne er sort og alt defter hvor man står i forhold til stoffet, ser det ud til at have forskellige snørklede, meget utydelige mønstre, som af og til giver et gyldent glimt fra sig.. Ja, men som prikken over I'et ligger hans røde klæde hen over nakken og ned foran hans skuldre.. umiddelbart ville man tro det var et mønster der på denne var lavet, men i virkeligheden står der skrifttegn på olddæmonisk.. en skrift som kun de færreste dæmoner kan læse, tale og forstå.. Den er stort set uddød og forældet.. Men den slags har altid interesseret Elizeph.. og af den grund, kan han både tale, læse og skrive det...

I hans hånd bærer han som altid sin magiske gyldne stav, som så smukt skinder i eftermiddags solens lune stråler.. på toppen af denne svæver der en helt rundsleben, perfekt rød rubin, som nærmest er indhegnet af smukke gyldne arme der snor sig lifligt omkring.. Udenom denne svæver der små versioner af den store røde rubin, som let flytter sig rundt, nærmest som holdt de øje med omgivelserne..

Elizeph ender med at slå sig ned på kanten af springvandet med et tungt suk.. hans blik glider modløst op på det gode vejr..

Et godt stykke derfra kommer ethelihn slentrende. Hun er faktisk i et udholdeligt humør i dag. Måske er det vejret. Hun har ladt rustning og kappe ligge derhjemme. Hvad skulle hun dog også med det på en indkøbstur? Desuden ville hun da dø af hedeslag med det tunge udstyr. Hendes tøj er noget mere simpelt - og dermed også meget lettere - end Elizephs påklædning. Hendes løse bukser er sorte. Ud over dem har hun en forårsgrøn meget let kjole i ankellængde med slidser hele vejen op til hofterne og uden ærmer. For at holde den lidt på plads har hun bundet et bredt sort bånd med røde kanter et pa gange om livet og slået en simpel knude på det. I bælte sidder to korte sværd - de almindelige ligger også på hendes værelse og roder. For at det ikke skal være løgn render hun også rundt i bare tær. Det fint nok for hende så længe, brostenene på den bredde gade varmer, som de gør.
Nu er hun her godt nok på indkøb, men hun kan ikke huske, hvad hun kom efter - eller det vl sige, det kan hun sagtens, men hun gidder ikke være praktisk. Desuden er hun tørstig, og derfor er hun på vej i Elizephs retning ,for at tage sig en tår fra springvandet.
Da hun når der hende bøjer hun sig ned mod vandoverflader og fylder hænderne med vand for at drikke. Hun skænker ikke Elizeph så meget som et blik. Hendes første indtryk er nemlig: Og her har vi så en højrøvet rigmand, der ikke orker at gå mere en et par meter og har sat sig her... Han bliver nok ikke glad, hvis det viser sig, han har sat sig i en fuglekladt. Staven får dog lov at blive betragtet med en hvis beundring. Okay... måske ikke rigmand så, men rig i hvert fald. Flot stav...

(undskyld, min computer ville ikke, som jeg ville ^^")

(Det er okay ^^ )

Elizephs blik følger heller ikke nogen speciel.. Hans blik betragter bare folk lidt i ny og næ.. simpelt nok bare for at holde øje med omgivelserne..

Hans blik skæver dog til en som drikker af springvandet..? Han gyser bare ved tanken.. en ting som det, ville Elizeph aldrig kunne finde på.. hans blik bliver blot rettet frem for ham igen, inden han lader en slank og elegant hånd glide op og flytte en af de nattesorte, bølgede lokker lidt væk fra ansigtet..
Hans ærmer er dækket helt til af den vinrøde kjortel.. men han er vant til at gå i sådanne klæder, så han sveder ikke.. Nej.. Halsudskærringen er også kun et enkelt lille hak ned i en ellers rimelig højhalset kant...

I nogle sekunder overvejer han om han skal forlade stedet.. der er alligevel intet spændende her efter hans mening...

Med et lidt tomt blik, kigger de flaskegrønne øjne på den gyldne stav.. Han overvejer lidt om det overhovedet var nødvendigt at bringe den med sig.. men han kommer til svaret at; ja.. det var det nok!

En let brise glider ind over pladsen.. den køler dejligt, og løfter let i Elizephs lange hårlokker.
Hans hår når ned til knæhaserne.. nej, faktisk lidt ned ad skinnebenet også.. dog er det flettet og rundt om fletningen er der viklet en mørkerød silkesnor omkring, for at holde det på plads.. denne frisure er dog meget løs og afslappet til ham... så oppe omkring hovedet er det sorte hår blødt og luftigt at se på, og forneden kan man se hårets spidser, som hænger ud fra de røde bånd i omkring en længde på 20-30 centimeter..

Hun står lidt med den ene hånd isiden og betragter staven og så Elizeph. Hvorfor ikke sætte sig og slappe lidt af - og hvorfor ikke snakke lidt. Elizeph gav heller ikke indtryk af at være alt for munter. Nu vel... Hun skæver over skulderen for at tjekke fuldeklasser og sætter sig så på et rent stykker, mens hun sætter hænderne på kanten.
"Det er en speciel stav du har der..." kommenterer hun lavmeldt stadig med blikket fastspændt som en anden skrutvinge på den sære guldpind med svævende rubiner.
"Kan den noget særligt?" Ikke at det egenlig rager hende. Måske kunne den noget, hun kunne bruge. Og måske kunne han huske, hvor han havde købt den. Og så havde hun måske noget spændende at købe.
Hun betragter de passerende mennesker et par sekunder og sender en et dræbende blik, bare fordi knægten gengældte hendes stirren. Drengen, der ikke kan være mere end ti, ser straks den anden vej; og hvis Ethelihn ikke tager meget fejl, har han også sat farten op. Hun smiler triumferende og ser så tilbage på Elizeth, mens hendes hestehale smådanser fra side til side.

Elizephs rolige, en anelse kyniske blik glider over på kvinden da hun taler til ham.
"Alle tanker De gør Dem om at stjæle den, kan De lige så godt lægge fra Dem." starter han med roligt at sige.. egentlig ikke specielt overlegent eller noget.. bare som en lille høflig advarsel.. De fleste der spørger sådan, ville nok have i sinde at snuppe den fra ham.. det har han været ude for utallige gange jo.
"Det er en roule.." forklarer han i korthed.
"Denne er i stand til at samle energier fra sine omgivelser, som så kan omdannes til magiske virkelmidler, som gør sig gældende som en vigtig del af en besværgelse, forbandelse mv." .. ja, en kort og meget præcis forklaring.. men for mange han har mødt på en sprogligt højere niveau end de forstod.. Mon Ethelihn forstår hvad han taler om? Ikke at han bekymre sig om det dog.. nej, faktisk skænker han det ikke en tanke..
Hans blik glider frem for sig på gaden igen. folk passere forbi, og egentlig får de sendt en del blikke.. Om det er på grund af Elizephs lidt bemærkelsesværdige påklædning, eller på grund af kvinden ved hans sides femininitet.. ja, det er ikke til at sige.. Men årsagen er Elizeph dog også så uendeligt ligeglad med.

Hvad i alverden biler den stodder sig ind! Ligner jeg måske en tyv!?! tænker hun fornærmet og lynhurtigt åfr hun svinger den ene kniv rundt i hånden så spidsen nu prikker til Elizeths strube. "Ingen fornærmelse, tak," siger hun ikke videre venligt. Hun kan sagtens finde på at snuppe den, men det ville udelukkende være for underholdningens skyld.
Hun holder kniven der et par sekunder, hvorefter den bliver smidt ned på plads i bæltet igen. Det var sådan set bare en advarsel, og nu sidder hun og forsøger at forstå den strøm af ord, som hendes nye bekendtskab svinger i hovedet på hende.
"Såh..." begynder hun tøvende og ser lettere uforstående ud, "Det du siger er, at du skal bruge den for overhovedet at kunne bruge magi?" Hvis hun har gættet rigtigt, er den pludselig meget mere interessant at stjæle. Ikke at hun gidder lige nu, men det kan ændres. det kan selvfølgelig også være, at staven bare forstærker Elizephs kræfter, så langt tænker hun ikke.

(brb spise)

Elizeph bevæger sig ikke da han mærker kniven for struben.. han trækker ikke engang en mine i det kyniske, men rolige ansigt.
"Hvis jeg var Dem, ville jeg ikke true folk, hvis etymologi De ikke kender til." siger han dog i en rolig tone, efter at hun har flyttet sit våben.
Hans blik flyttes over på hende ud af øjnkrogen, men han flytter ikke på sit hoved.
"Nej.. sådan er det ikke." svarer han kortfattet.
"Den kan i sig selv ikke lave besværgelser. Den giver blot en exceptionel energikilde, til forøgelse af magiskfremkaldte besværgelser." Denne gang knap så kortfattet... i ald fald ikke for de fleste..
Hans blik glider i i et sekunds tid, inden det så er rettet fremad igen..

Der er en ro over Elizeph i dag.. Egentlig ikke fordi han ikke tænker over alle de der ting længere... For, det fylder jo alt sammen en masse.. Eclipse..? Hvad er overhovedet deres realetion? blod, eller bånd?
Et let, men uhørligt suk glider over dæmonens smalle, menneskelige læber.. Det ville være meget nemmere, hvis de horn på knægten aldrig var dukket op, syntes Elizeph.. De horn der bevidner at hans far måtte være Niklurian.. Bare tanken alene får Elizeph til at ville dræbe.. Men han er en meget formel herre, så han holder alt den slags dæmoniske adfærdsproblemer inde. Præcis som altid..

Af de grunde, tror de fleste også at han bare er et ganske almindeligt menneske.. For, det ligner han jo.. ganske vist et kønt et af slagsen, men med magiske virkemidler er det jo ingen sag for Elizeph, at holde alderstegnene på aftand.

Vreden viser sig et øjeblik på hendes ansigt, men også kun et øjeblik. Den er langt fra så slem, at hun ikke kna tøjle den. Hvad betyder etyme.. -mile... Lige meget. Hvis han påstår at jeg er svagere end ham, så er der da vidst noget han har fået helt galt i halsen. Den lille skvatmikkel... Han er en køn skvatmikkel, men en svækling under alle omstændigheder. Hun spegulerer lidt over, at han har et enormt ordforåd for en, der er så ung. Tanken bliver slået ud af hovedet igen.
"Så den forstærker dine kræfter?" En vag antydning af skuffelse kan måske høres. Det kunne ellers være sjovt, hvis man kunne berøve ham hans kræfter, ved bare at slå staven ud af hånden på ham.
Som det nok er til at regne ud, giver hun ikke meget for Elizephs styrke. Det er måske heller ikk så mærkeligt, når han er så ung. Som sagt tænker hun også, at han er svag, men det hører mere ind under kategorien 'fordomme om rige mennesker'. Hvis hun vidste, at hun står over for en ægte dæmon, med en hvis mængde styrke og magt, var tingene nok forløbet lidt anderledes.

Han sukker opgivende.. sikke et minimalt ordforråd.
"Ja, sådan kan man frembyde det." svarer han roligt. Mere siger han ikke.. Han finder hende ikke speciel spændende.. det er ulempen for Elizeph.. han keder sig ofte når han fører en samtale med andre væsner.. Hans hjerne føler det ikke fodrende nok at tale med dem på så lavt et plan... men han har dog aldrig sagt noget til folk omkring det.. Han har jo trods alt også nogle flere år på bagen end de fleste.

Det er ikke første gang en undervudering af ham finder sted.. Også i blandt hans egne er han blevet vuderet som en skrøbelig, men uundværlig del af en dæmon armé.. og hver gang er folk blevet forbløffet over de krafter han egentlig rummer.. skønt han sjældent bruger så meget som en fjerdedel af det.. I sidste ende tærrer det jo også på hans krop og sjæl at benytte sig af sort magi..

Meget lig Elizeph keder Ethelihn sig også grusomt og over vejer kraftigt at gå. hun bryder sig ikke videre om snobben, hun sidder ved siden af, og hun er ved at få træsmag - selvom træsmag er ret misvisende når hun nu sidder på et stenspringvand. Hun stiller sig op og ser sig lidt om. Hun skal ige til at vandre videre, men den der åh så interessante stav fanger hendes opmærksomhed igen.
"Hvad ville du have gjort, hvis jeg faktisk havde at stjæle den?" spørger hun udfordrende. Hendes lange sorte hår begynder at svinge fra side til side som en legesyg kats hale. Det kunne da være meget sjovt, at se hvad den evne, der nu blev forstærket, egentlig var for en.
Solen er lige så stille ved at gå ned og bader stande, brosten og springvandsvand i et varmt gyldent skær. Ganske yndigt... hvis man kan li' den slags... Folkemængden er ved at tynde ud, og bodsøjerne er gået igang med sammenpakningen. Men det er ikke dem alle sammen. Noget Ethelihn er meget godt tilfreds med, når hun nu ikke har fået ordnet sine erinder endnu.

Elizephs blik falder på hende igen..
".. Ganske simpelt.. Lad mig vise Dem en demonstration." hans blik falder ud på en tilfældig af de omkringgående folk... der er ikke så mange tilbage, så udvalget er ikke så stort.. dog ender hans blik på en halvstor muskuløs mand...
"Ham der.. i den grønne skjorte..." siger han i en rolig tone.. så hæver han sin ene slanke hånd.. ved at løfte den op, strække armen mod ham, for dernæst at mumle en lav lille hvisken, på et sprog som Ethelihn nok næppe har hørt før.
Kun et sekunds tid efter, stopper manden op. han begynder at skrige, falder ned og vrider sig på jorden... hans skrig er så fyldt med smerte, at det går gennem marv og ben på selv den hårdeste stodder.. ja, selv Elizeph føler det en kende ubehageligt at høre på..

mandens hænder er klemt mod hans hoved.. knogerne er helt hvidspændte af at bore fingrene ind i håret og knuge dem mod hovedbunden.. Folk omkring panikker en smule, nogle prøver at hjælpe ham, mens andre flygter..

Elizephs håndflade er strakt ud, men ved en ganske kort hvisken igen, knytter han hånden, og mandens skrig ophører... og kigger man derover nu, vil man se hvordan hans hoved nærmest er krøllet sammen.. helt deformt og blødende hist og her hvor der er gået hul på huden, fordi kraniet der nu er knust har skåret hul.


Elizeph sænker sin hånd igen.. betragter roligt folk og deres sygelige panik, inden han så ser på kvinden igen. Han afventer en reaktion..
"Hvis De havde forsøgt tyveri.... Så ville De have været i den mands sted." siger han så i en rolig tone... uden et smil, eller så meget som bare trække en mine.