☰
Index « Det Centrale Krystalland « Safirien

Bogstaveligt og Figurativt Rodløs

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 18.08.2019 01:25

Mundskænk? Det kunne man vel godt sige? Forskellen var blot at Asith ikke behøvede at lade livet for at Selmy kunne få noget at spise. Han gav et uklart nik og en trækken på skuldrene inden Selmy mutters gik hen for at sætte sig i de bløde puder. I det mindste havde han energi nok til at lade sig irritere over Asiths stædighed og selvom det var en lettere skadefro egenskab, kunne mørkelveren ikke lade være med at finde en smule underholdning i det. Og så var det vel bedre end at skulle prøve på at maskere Selmy’s paranoia, for et belastet blik til en mørkelver var der ikke nogen der fandt mistænkeligt.

Først da slaven kom igen med de overraskende mange retter, rørte Asith lidt på sig igen. Først blev han dog stående og måbede lidt over hvad lejrens forplejning egentligt bestod af. Luksus i hans optik havde måske været et par frugter og det var det, men at de havde slagtet fjerkræ af alle ting virkede… Meget. Da han så endelig var ovre sin overraskelse, sluttede han sig igen til Selmy, som i midlertiden havde droppet sin surmulen og i stedet lagt øjnene på den kønne lille sag, som havde serveret for ham. Asiths blik gik uinteresseret fra hende, til Selmy, til hende igen og så tilbage til knægten hvorefter et bredt, drilagtigt smil bredte sig på mørkelverens tynde, mørke læber trods hans udmattelse og generelt udfordrede humør.

“Se se? Og her var jeg begyndt at tro at du ikke har en type.” Kommenterede han og viste tænder inden han samlede den første frugt op for at veje den i sin hånd og lade sin evne komme til sin ret. Hans fingre blev varme og hans chakra brød igennem for at aflæse hvad der befandt sig bag skallen. “Måske kan du tilbyde hende et bedre liv i Dianthos~” Drillede han let og lukkede sine øjne for at kunne koncentrere sig om hvad han lavede. Én for en ville han gennemgå retterne foran dem inden han igen lagde dem ud foran sig, med de tjekkede retter på den venstre side, foran Selmy og dem han ikke havde testet endnu på den højre. Det lignede udadtil et underligt, nærmest OCD agtigt mønster, men det kunne ligeså godt være måden hvorpå en tjener undersøgte sin herres mad, også selvom det var gjort klart at Selmy ikke ejede Asith. Til sidst kom han til fjerkræet, som han heldigvis ikke behøvede at gramse på for at undersøge - det virkede udmærket igennem fadet hvorpå den stod. Ligeså kunne han fornemme vandets indhold igennem kruset. Det tog sin tid, men hellere sulte et par minutter mere end at indtage et eller andet hengemt. 


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 18.08.2019 02:13

Hvad der for Selmy havde været en ganske harmløs blikudveksling med ørkenelveren, blev pludselig ødelagt af Asith. Han havde ikke regnet med, at han havde været så tydelig, og selvfølgelig sitrede Selmys blik arrigt, mens hele ansigtet blev rødt endnu engang. ”Asith! Sådan er jeg ikke!” Svarede han helt chokeret over at Asith bare sådan dragede til konklusioner. Bare fordi hun havde fanget hans opmærksomhed med sit smil!? Han kunne have kastet appelsinen i hovedet på ham, for at være så dum og drilagtig. Han var stadig mærket af Asiths hårde ord fra før, og blev endda selv irriteret nu. Han tog imod den mad som Asith gennemtjekkede for ham, mærkværdigt nok med sine fingre…? Han var for gnotten til at spørge, og lugtede selv efter, om der skulle være noget galt med appelsinen, som han derefter skrællede. 

”Er du tosset… Min familie ville gå amok…” Svarede han derefter, som Asiths tilføjelse havde hængt ved i hans hjerne. Det var helt sikkert at han ville kunne give hende et bedre liv end det slaveliv hun kom fra, men som ørkenelver ville hun finde det svært at begå sig i Dianthos. Og især i Selmys kredse…! Hm! Men en ørkenelver af hunkøn var vel bedre end ens mørkelver af hankøn… Selmy skulede til Asith ud ad øjenkrogen. Dumme elver… Han troede nok rigtig, at han var blevet klogere på Selmys type… Som om han var i stand til det. 

Asith ville ikke kunne spotte noget mistænkeligt ved noget af maden. Den var kokkereret til perfektion, og ingen havde forsøgt sig med gift, nu hvor de alligevel havde vist sig at have en modgift på sig. Som maden blev undersøgt kunne Selmy roligt begynde at bide af ørkenfasanen, uden at han tog de iltre øjne fra Asith. Selmy havde været så sulten, og for første gang i flere dage, fik han endelig et måltid mad, som lagde sig tungere end grøntsager og svampe. Og alligevel blev hans fokus på Asith i et stykke tid, indtil han havde forsynet sig med de forskellige smagsvarianter, som heldigvis smagte som hvad de skulle. Ikke af gift, eller andet pis, som han kunne have frygtet.

Han lagde fasanlåret fra sig og tørrede sine hænder i et stofstykke, der var blevet givet ham. ”Og hvad ville min rødhårede veninde ikke sige til det? Du ved… Olanna?” Selmys blik var surt, og spørgsmålet var nok fjollet, men han lignede alligevel en der lyttede efter svar. Kinderne var stadig blusset op, af at have genspillet scenarier af Asiths luskede smil igen.


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 18.08.2019 21:43

Under sine lukkede øjne kunne Asith ikke lade være med at klukke mørkt, for Selmy gav ham lige præcis det han gerne ville have i form af en hurtig, defensiv respons og - som han hun kunne antage - et rødmende ansigt som fik ham til at ligne en fersken endnu mere end han allerede gjorde. Det var morsomhed på Selmy’s bekostning, men alt andet var bedre end den spiral af håbløshed, som gik det nemmere og nemmere ved at få taget i dem jo længere deres tur var. 

Den sidste ret passerede igennem Asiths hænder som Selmy nævnte Olanna og blot det ene øje åbnede sig for at glo på knægten. Et sarkastisk smil gjorde det klart at Asith var med på fjolleriet. “Jeg tror ikke Olanna sætter særlig stor pris på dig mere. Du efterlod hende jo alene uden en dansepartner sidst i var sammen.” Kommenterede han med et nik inden han lagde det sidste mad ned og åbnede begge sine øjne på måltidet foran ham. Vandet gik han først til og han tømte to krus inden han knækkede det første lår af fasanen. Det sprøde kød blev flået af med tænder og grådighed og gjorde det endnu engang klart at Asith ikke havde skyggen af bordskik eller behov for at ændre på det. Kød var en luksus og Asith jagede kun hvis der ikke var andre måltider gemt i sine omgivelser, så det var jævnt sjældent at han fik noget. Det tog ikke engang et minut før benet var gnavet rent og smølfesparket ud af hans hånd igen for at gøre klar til hans næste offer: Et par af de farverige frugter. Sjovt som man først virkelig kunne mærke sin sult så snart der kom mad på tungen! Eller sådan var det i hvert fald for Asith, som efterhånden havde gjort sin krop vant til at der ikke kom mad på bordet hver dag, hvilket nok også var grunden til at hans form ikke havde ændret sig synderligt over deres tur hvorimod Selmy sikkert var blevet både mere hård og udholdende.

Asith tog en kort pause i sin grådige fortæring for at give Selmy endnu et blik, først tankefuldt inden han lagde ord på. “Hvis Olanna ikke bare var en narrefi-” Han stoppede sig selv og rettede på sine ord: “-en forræderisk fristerinde med to venstrefødder og lavet til at snyde adelsmænd… Ville hun så være typen, som din familie ville slå dig sammen med?” Han tiltede hovedet og tog endnu et saftigt bid af appelsinen i hans hånd. Han havde ærligt talt ikke den rette ide om hvad den slags familier gik efter? “I Kzar Mora, havde jeg ikke været en total skuffelse af en mørkelver, havde jeg nok været partneret op med en kvinde af ‘god avl’.” Tilføjede han. “Du ved, manipulativ, snu, høj chakra eller kriger-gener… Men hvad foretrækker noblen under lyset? Blå øjne og barmfager?” Han lænede sig tilbage imod puderne og bed en luns frugtkød af et afbrækket stykke appelsinskal. 

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 18.08.2019 22:23

Det var dog ufatteligt hvad Asith fandt morsomt. Selmys pinsler var åbenbart gået hen og var blevet Asiths nye hobby, og det var det eneste, der kunne få mørkelveren i godt humør. Måske, inderst inde, fandt han det selv spændende, men han kunne også mærke, hvordan han blev mægtigt rød over det, og fik lyst til at gå sin vej eller give igen. ”Det var da omvendt. Olanna efterlod mig til de gamle, kedelige mænd, der ville på varulvejagt” Beklagede Selmy sig fornærmet, mens han gled blikket ned på Asiths lange fingre, der tog for sig af retterne. Måden hvorpå Asith pludselig knak fasanens knogler over, gav ham næsten et chok. Og herefter så han til med store, naive øjne og en åbenlys nysgerrighed, mens Asiths skarpe tænder flåede det møre kød af knoglen. Hans hænder dirrede efter at række ud efter ham og standse ham i den grove håndtering af fuglen, for den indre nobelmand i ham, havde lært at dette absolut ikke var i orden ved spisebordet… Men så igen… De sad på gulvet og var mutters alene. Han formåede at beherske sig selv fra at kommentere på det, men han var lige ved at knække, så snart at Asith smølfesparkede madresterne langt væk fra sin tallerken. Uacceptabelt! Når Asith var færdig, ville han blive nødt til at rydde op, så rigmanden eller slavekvinden ikke ville blive sure over hans makkers opførsel.

Han generede ham ikke yderligere, mens han spiste, men han flyttede ikke på sin krop, som var rettet mod Asith, afventende om, at han skulle holde op med at æde som et andet rovdyr. Selmys stirren lod til at virke på Asith, og han kiggede endelig tilbage på ham, og åbnede endnu en dialog om, hvordan Olanna var en narrefisse – Ja, Selmy vidste hvad han nær havde sagt foran ham! Og hvilket grimt sprog Asith kunne have, når snakken faldt på kvinder. Endda en af sine egne personas, som tilsyneladende allerede havde deres egne personligheder og baggrundshistorier. En mærkelig ting ved Asith var, at han havde de vildeste fantasier og drømme for sig selv, som gjorde ham i stand til at spilde sine kreative evner på den måde! ”Fristerinde?” Fnøs han afbrydende og rynkede på næsen, hvorefter han lyttede videre på hvad Asith ellers havde af tilføjelser. Han troede han skulle lægge øre til mere mundskrald om Asiths egen Olanna, men så røbede Asith lidt mere om sig selv fra tiden før Dianthos. Sikkert ikke med nærmere eftertanke, men det var lige præcis sådan noget, Selmy havde efterspurgt for et par dage siden. Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra en uimponeret mine til et forbavset ansigtsudtryk. ”Mh… Ja, det tror jeg nok?” Svarede Selmy hurtigt, for at besvare hans spørgsmål, selvom interessen blev ved den nye oplysning om Asith ”Min familie ønsker først og fremmest at jeg gifter mig fint, og helst religiøst. Isari-religiøst, selvfølgelig… Aladrios er ikke godt nok… Og derefter har de nogle præferencer til udseendet… Men på det punkt er det op til mig selv at bestemme…”

Selmy kunne ikke lade Asith tale udenom. Han rykkede sig straks tæt på, og flyttede tallerkenen med det afgnavede fjerkræ væk, så han kunne lægge sig på siden, ved siden af ham. Han lagde hånden på appelsinen, lige inden Asith skulle til at tage en god bid af den, og sænkede den, for at lægge en stopper for gumleriet. ”Hvorfor gjorde du det så ikke?” Selmy lignede en der krævede afklaring. En god historie til samlingen, om han ville. ”Partneret op, mener jeg.”


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 19.08.2019 00:18

Nobel og from med Isaris navn boret ind i sine hjertekamre - det var vel ikke en total atypisk opskrift på hvad en familie forventede deres søn til at gifte sig ind i. Og med et par ting skiftet ud her og der, kunne den ligeså vel bruges til at beskrive familieidealet fra andre steder end bare Dianthos. Selmy havde før givet udtryk for, at reglerne ikke var så stramme som de kunne have været i hans hjem, men når ens eget ønske først kunne komme til udtryk efter en del overordnede kriterier var fundet, kunne man vel stadig ikke kalde det ‘løst’.

Asith tog næsten en bid af Selmy’s hånd da han igen løftede appelsinen til sin mund og knægten afbrød ham. Med et hævet øjenbryn lagde han blikket tilbage på ham, afventende helheden af hans spørgsmål, som i sidste endte kunne koges ned til ‘Hvad gik galt?’. Var det så svært at forudsige hvordan historien gik? Det var trods alt ikke fordi Asith var en omvandrende Adonis, som mærkeligt nok ikke havde en kvinde på hver arm. Asith tiltede hovedet lettere ugideligt tilbage så hans lange hår red ned fra hans skuldre og pølede sig hvidt over de fine silkepuder. Åh, så lad da gå.

“Som jeg sagde...” Han trak på skuldrene. “Jeg er ikke et præmieeksempel når det kommer til Kzar Mora standarden.” Harmløst satte han sine hjørnetænder i Selmy’s nærmeste finger så han kunne befri sin appelsin fra at være holdt gidsel! Ikke nok til at drive blod eller smerte, men nok til at give ham et spidst nap! Han skulle nok snakke, men han havde ingen intention om at lade knægten komme i vejen for hans måltid - han havde fortjent det! 

“Klanen ville ikke have mig med i deres genpulje, så at sige.” Han kunne ikke lade være med at smile bredt og ironisk inden han bed ned i appelsinen igen og tyggede af munden. “Jeg var pacifistisk og ikke stærk i hverken nærkamp eller i min tro. Trods et lovende chakra niveau og evner de ikke tøvede med at gøre brug af, mente man ikke jeg havde viriliteten til at bære generationen videre til et højere plan. En rådden gren i træet, om man vil.” Det lød måske en smule tragisk, men Asiths læber var stadig krummet op i et smil, som næsten var blidt og nostalgisk. Hans frie hånd fandt vej til hans pande og afslappet prikkede han sin pegefingers spids imod tippen af den røde, slæbede sten i hans pande.

“Så ja, ingen rødmende brud eller børn til mig. Ikke et dårligt sats fra klanens side af, taget i betragtning af hvordan jeg røvrendte dem senere.” Der var en smule fryd i den kommentar, selvom Asith godt vidste at han en eller anden dag nok var nødt til at betale for hans forræderi.. Men indtil da ville han sole sig i den, som var den en åben himmel på en varm sommerdag.        

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 19.08.2019 00:48

”A-ah!” I en fluks hev han hånden til sig, som Asith krævede sin appelsin tilbage, ved at stikke til ham med en overraskende skarp tand. Han ømmede den i den anden hånd, og lod blikket disket kigge ned, for at se om der var gået hul, men der var højest et lille tandmærke, som ville forsvinde om lidt. Det var heller ikke noget Selmy ville reagere vredt på. Han var fortsat nysgerrig på at lytte på Asith fortælle om sig selv, mens han lå lænet med armen mod puderne.

Mange af de ting Asith fortalte, var ikke nyheder. Men han havde aldrig hørt detaljerne i et samlet mønster, eller havde hørt om, hvorfor han ikke havde fundet sammen med en anden mørkelver, som var ligesom ham. For… han kunne da umuligt være den eneste pacifist i sin klan, kunne han? Gad vide hvad det var, der havde gjort, at lige netop Asith var den eneste knægt i banden, der skilte sig ud. Selmy kom til at skænke sig selv en tanke, om hvordan han selv havde været meget anderledes end sine klassekammerater, skønt han havde vokset op med dem. Men generelt lå skylden nok i hans forældres opdragelse, og ikke mindst Sidonius Kiefers opdragelse, da han trods alt havde en del at skulle have sagt, mens han var familiens overhoved.

Han så hvordan Asith tømte appelsinen for saft og frugtkød, og siden han virkelig nød dem så meget, rakte han ud efter den sidste appelsin på sin tallerken, og holdt den parat i hånden, til at overlevere den til Asith. Men indtil videre holdt han den blot lokkende i hånden, så han kunne få Asith til fortsæt at være engageret i samtalen. Derefter kunne han få sin belønning.

”Og af alle steder valgte du krystallandets mest befolkede område, at flytte ind i?” Selmys mundvige vippede smilende opad, og der var nyfunden energi i hans blik, trods han havde set træt ud for blot nogle minutter siden ”Drømte du om at møde en sød menneskepige i Dianthos? Én som ville forelske sig i menneske-Asith?” Ærlig talt virkede det som om, at Asith meget godt kunne tænke sig at have en anden hudfarve. Han passede tydeligvis ikke ind i mørkelvernes kultur, og det gjorde han egentlig heller ikke i menneskets… Men alligevel var menneskerne mere tiltalende at have som naboer.

Hvis Selmy havde været en rigtig ven, kunne han havde tilbudt Asith at introducere ham til nogle piger. Der var altid dem, som havde syndet og gjort deres familier til skamme, og som ingen ungkarle fra adlen ville drømme om at gifte sig med. Og hvis han virkelig ønskede at være familiær med Asith, kunne han endda have tilbudt at introducere ham til sin egen søster, som heller ikke var givet væk endnu, og som ellers for længst havde passeret ægteskabsalderen. Men Selmy foretrak at Asith var alene, så han ikke behøvede at dele ham med nogen. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 19.08.2019 01:25

Appelsinen i Selmy’s hånd og den lokkende bevægelse der følgede gjorde det klart at knægten ikke var helt færdig med at presse Asith for information, hvilket fik mørkelveren til at ryste på hovedet. Blev han virkelig antaget for at være så ‘hemmelighedsfuld’ at Selmy mente han skulle bestikkes? Han havde sagt det før; Han holdt ingen hemmeligheder, men det betød ikke at man gad dele sin historie i tide og utide når det ikke var relevant. Trods det, havde Asith intet imod at forsikre appelsinen med mere snak, selvom han nok havde snakket alligevel.

Det var svært at undgå at rulle øjne en lille smule over emnet samtalen blev forholdt i, men det kunne Asith jo pænt bebrejde sig selv om. Han havde jo spurgt først og så var det jo heller ikke sådant landet lå.

“At forføre nogen med et falsk ansigt er måske alligevel lidt for bedragerisk, selv for mig.” Svarede han og lagde den stakkels forulempede appelsinskal fra sig og tørrede sine læber af med tommelfingeren. “Nej, Dianthos gav mig bedre odds, faktisk. Der er intet bedre sted at gemme sig for lyset end under dets næse og langt de fleste mørkelvere vil hellere gnave deres eget ben af end at nærme sig byen uden en hær bag sig. Det var det åbenlyse valg for mig og mine færdigheder. At det så var nemmere sagt end gjort at slå sig ned havde jeg ikke forudset.” Det havde været en hæsblæsende tur ud af Kzar Mora, så ideen om destinationen var aldrig førsteprioritet. Det havde altid bare handlet om det næste skridt og hvor tæt det bragte ham til hans næste hvilested. Heldigvis for ham havde planen lykkedes så vidt og man kunne vel sige at han trivedes nogenlunde succesfuldt af en hengemt, illegal immigrant at være. “Hvad angår en kvinde, tja… Jeg har aldrig været en romantiker. Kone og børn har aldrig rigtigt været en ambition.” Han trak på skuldrene og lagde sig ordentligt ned på ryggen så hans blik kunne stirre op imod teltets loft, som rykkede sig sagte med de sandrige vinde uden for. Det føltes tungt at ligge og ømheden kom til sin ret i hans afslappede form, men det var alligevel en trøst for hans belastede lemmer…. Specielt nu da han ikke behøvede at klæde sig i sine illusioner. Asith drog et lettere afslappet suk og lukkede øjnene for en kort bemærkning. “Jeg tror bare min drøm var om frihed. Cliché som det lyder.” Man kunne vel debattere hvor fri han egentlig var i byens gader, afhængig af maskering og levende i dårlige kår, men i det mindste var der ingen kæder, bogstavelige eller figurative og han kunne leve og dø som han nu engang ønskede. Så længe han kunne holde hovedet lavt og ude af syne for byvagten i hvert fald.  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 19.08.2019 02:03

Ups. Selmy havde fuldstændig glemt alt om hvor bedragerisk det egentlig ville være at få nogen til at forelske sig i én under et dække. Han havde kun tænkt på Asiths følelser i øjeblikket, hvor han havde krævet svar. Lige i Asiths tilfælde, ville det måske være nødvendigt at bedrage bare en lille smule, for at komme ind på nogen med lys hud, hvis altså det var hvad han virkelig ønskede. Men tilsyneladende havde det aldrig været Asiths ambition? Det var helt mærkeligt for Selmy at høre, selv fra Asiths mund. At få kone og børn var jo netop alles ambition, primære eller sekundere, mindst! - I hvert fald for almindelige mennesker, der levede i flokke. Det var vel en slags pligt man havde, både samfundsmæssigt og religiøst, så man kunne videreføre familiens ære, og sende unge mænd i krig mod mørket, med det formål, at folk skulle kunne leve i sikkerhed. 

”Ah… Ja, selvfølgelig. Friheden er jo også endnu ny for dig, og du har masser af år tilbage i vente” Selmy gav endelig appelsinen til den hvilende Asith, ved at placere den i hans åbne, hvilende hånd, og lukkede hans fingre om den ”Jeg drømmer også om frihed. Frihed til at vælge mine egne veje, så jeg kan gøre denne her bog færdig” Selmy gav skindtasken ved sin side et kærligt klap. Bogen havde han holdt tæt på sig hele turen, men havde for længst droppet frygten for, at Asith ville stjæle den fra ham igen ”Men først og fremmest har jeg også et ansvar overfor min familie. Men jeg vil skam gerne gifte mig og alt det der… Det har bare ikke været nemt, du ved?” Du ved? Ugh… Det var slet ikke sikkert at Asith vidste noget om den slags. Ud fra hans forklaringer kunne Asith meget vel være uerfaren jomfru selv, og havde måske aldrig været i kontakt med noget kvindfolk heller. Han havde endnu ikke sluppet opmærksomheden fra Asith endnu, men han kunne godt smile lidt af, at Asith syntes at lægge sig mere og mere fladt ned, og virke klar til at sove her, midt på gulvet. Forhåbentligt ville de modtage deres telt snart, eller også ville rigmanden vende tilbage først, og kræve konsultation hos dem...  


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 19.08.2019 18:12

‘Masser af år tilbage i vente’? Hvad var Asith, en pebermø, som ængsteligt ventede efter en mulighed for at få lyden af små fødder i hus? Bare ideen om at skulle opdrage børn gav ham en knude af angst i maven. Grimme unger, ville det være. Ligegyldigt hvilket fruentimmer der var uheldig nok til at skulle smutte dem ud. 

Asiths fingre lukkede sig om hans belønning, den sidste appelsin, og inden længe begyndte han, i stedet for bare at bide ind i den, at skrælle den med sine lange kløer. Alt imens lyttede han til Selmy, som ligeså drømte om frihed, men sikkert en anden slags. Det var en historie så gammel som noblen selv, at børn af fine familier drømte sig væk fra deres ansvar og Asith, skønt han ikke havde megen forståelse for hvordan det var at vokse op på den måde, var ikke helt ude af stand til at sympatisere. Der var ingen, som kunne lide at blive fortalt hvad de skulle gøre, om det var at gå i krig eller leve på til mere hjemlige forventninger.

Selmy’s ‘du ved’ fik Asith til at trække på et smil imens han fjernede de hvide stads, som omgav den skrællede appelsin inden han delte den i to uden at spilde en dråbe af det farverige juice. En af de to halve blev givet tilbage til Selmy med hans svar. “Det ved du godt jeg ikke gør.” Klart, han kunne sympatisere, men ikke direkte relatere til Selmy’s situation. Han pillede den første båd frugt ud af sin halve appelsin og smed den i gabet, denne gang uden en direkte dyrisk fremgang. Sikkert fordi at frugten var blevet delt med knægten.

“Men det er tydeligt at du gerne vil vride så meget frihed ud af din ungdom som muligt.” Svarede han da og åd en båd mere. “Hvis du virkelig havde travlt med at komme videre med din families forventninger, havde du ikke insisteret at vi fortsatte denne tur da jeg kom på bedre tanker.” Han refererede selvfølgelig til den første gang han havde indset at han ikke havde hvad der skulle til for at tvinge knægten på en måneds-lang rejse som sin fange eller samvittigheden dertil. Aldrig havde han været en specielt god fangevogter og Selmy havde været en skide irriterende fange. Det var vel kort efter bjørne-angrebet, var det ikke? Det syntes som værende mærkeligt lang tid siden selvom han stadig havde stingene, som Selmy havde syet i hans bryst. Der var ikke meget sår tilbage, men i stedet kiggede 4 spidse ar op fra hans højre bryst som udgjorde toppen af bjørnens ‘pote-aftryk’... Men med Asiths allerede arrede hud og halvt afhuggede øre, var det ikke ligefrem et blikfang - nærmere bare en tilføjelse til en allerede stor samling af historier fra uvenlige møder, evig-gjort i hans hud.


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 19.08.2019 23:03

Selvfølgelig ikke. Selmy trak undskyldende på smilebåndene, og slog blikket ned på Asiths hånd, der overrakte ham den halve appelsin, som Asith havde skrællet så nydeligt ham. Appelsiner var en eksotisk frugt, som man sjældent fik importeret til Dianthos, men det var ikke første gang han havde smagt det. Sådan en som Asith, men en sød tand, skulle også have chancen for at prøvet de svært tilgålige frugter, når nu de endelig havde dem her, men han værdsatte at de kunne dele den i stedet. Selmy skrællede bådene af, en efter en, og de forsvandt temmelig hurtigt, selvom han ikke spiste både ad gangen, men bed dem som minimum halvt over med sine sunde, bløde mennesketænder. 

Han kiggede op fra den forsvindende halve appelsin igen, da Asith nævnte, at han havde opdaget noget om Selmy, som Selmy selv ikke havde tænkt særlig meget over endnu. Asith mindede ham om da Asith egentlig havde sluppet grebet om ham, og havde givet ham muligheden for at skride fra ham, hvis han ville. Tænk hvis han bare var gået der? Så havde han været hjemme for længst, og havde stille og roligt genoptaget sine sædvanlige gøremål, der nu virkede så ufatteligt kedelige og intetsigende for ham i forhold til alt det han havde set og oplevet på rejsen. På en måde havde hans nye mørkelverven lært ham om at bøje de samfundsskabte regler, der ikke gav mening. Måske gav det ham noget livskvalitet? Eller også forpurrede det blot hans syndige sjæl endnu mere... Han havde ikke fortrudt at han havde insisteret på at fortsætte, men han havde måske fortrudt, at de ikke lige rejste hjem til Dianthos først, så de kunne forberede sig bedre på turen. Men ak, så havde Selmy givet Asith fingeren, og ville være væk, før han kunne nå at blinke. 

“Er det så tydeligt?” Spurgte han, og hvilede varmt blikket på Asith. Han var roligere end før, hvor han havde panniket over at få resterne af det sorte antitoksin stukket i hånden inden maden, men nu hvor han var mæt og godt underholdt, var trætheden også vendt tilbage. “Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg finder det uretfærdigt, at jeg ikke blev født som skovelver. Så jeg ikke kun har de få år at leve i som et menneske har, mener jeg. Jeg har mange ting jeg skal nå, inden jeg gå herfra. Dit liv er først lige begyndt, mens jeg skal til at afslutte mit” Smilet falmede en smule, som han fik stemningen drejet over på noget mindre behageligt, som korte levetid “Tænk på alle de Kiefers, du kan nå at genere i din levetid. Jeg håber mine tipoldebørn kan svare dig igen, når det så endelig er.”  


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 20.08.2019 15:02

Det var vel ikke noget nyt at høre et menneske omtale sin egen levetid som værende så belastende kort når man var vant til at høre om folkefærd, som ikke havde et definitivt efterår på sit liv. Det var langt de fleste elvere, som døde af at blive slået ihjel og sjældent af naturlige årsager og Asith var for længst accepteret at hans eget endeligt nok både ville blive blodigt og smertefuldt - der var trods alt ikke det held i verden, som en dag ikke ville vende. 

Selmy’s morbide tanker om sin egen dødelighed i forhold til Asiths obskure ungdom fik elveren kort til at ryste på hovedet. I guder og nu havde de lige formået at løfte stemningen igen og så begynder han at tale om døden som om den var et højresving væk. Morbide unge… Asith spidse hånd landede på toppen af Selmy’s hoved for at stoppe ham inden han fortsat begyndte at himle yderligere op om Kile’s klamme hånd, som langsomt trak ham i graven.

“Stop dig selv, Selmy.” Han gav ham et flat blik og uglede utilfreds knægtens hår for en kort bemærkning. “Der er endnu ikke en eneste rynke på dig og du snakker som om du er lige ved at krepere. Bare fordi mit liv bliver utilgiveligt langt, betyder det ikke at dit bliver kort.” Han tog sin hånd til sig og efterlod Selmy’s hoved et rod af blond hår. “Og jeg kan love dig at bare fordi jeg er din babysitter herude, har jeg ikke tænkt mig at holde dine beskidte tip-møgunger ved ørerne.” Hans læber krøllede sig op i et smil, selvom det i sidste ende gik ham på. Tanken om hans fjerne død havde aldrig gået ham på, men ideen om Selmy’s alderdom, som nok fra Asiths perspektiv kunne komme som et lyn fra en blå himmel? Det nagede ham… Også selvom det aldrig havde været planen at holde sig nær knægten når de kom tilbage, men det var ikke længere en mulighed var det? I sidste ende, var han vel blevet for glad for ham, selvom han kunne være en forfærdelig hovedpine på samme tid.

“Heh…” Han kunne ikke lade være med at smile lidt internt. Måske var det ikke helt dårligt hvad Selmy lige havde sagt taget i betragtning hvordan han anså døden for ikke så lang tid siden. “Men det er godt at vide at du ikke ligefrem har travlt med at tage til Jobsamtale hos Isari for at få din engle-position. Jeg tror ikke du vil tolerere min blasfemi længere når du genfødes i hendes navn.” Det ville være den ultimative karma dog, ville det ikke?  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 20.08.2019 17:25

Selmy holdt på vejret, som hans hoved føltes tynget af Asiths hånd. Stop dig selv, Selmy? Selmy vidste ikke hvordan man stoppede med at være misundelig, men han stoppede da med at tænke så sort, da hans hår fik sig en tur, der fik håret til at stritte rodet til alle sider. Mere end normalt. Selmy fnøs utilfreds, og rettede på skilningen og forsøgte at glatte det utæmmelige, lange hår han allerede havde tilegnet sig på den efterhånden lange rejse han havde været på. Det var næsten nyklippet, da han tog afsted, men var nu vokset ned til hans kraveben. 

“Jeg har så meget jeg skal nå, Asith” Fnøs han utilfredst, stadig rettende på de gyldne prinselokker. Hans øjne smallede lidt, da Asith nævnte, hvordan han var blevet opgraderet til babysitter under deres tur, men i stedet for at svare surt på det, rankede han sig bare fortørnet, og accepterede hvad det var. Asith var hans beskytter herude og Selmy var deres navigatør. En rollefordeling han havde det fint med! Asith skulle bare prise sig lykkelig over, at han ikke havde ledt ham i den gale retning endnu.

“Hm?” Selmy var begyndt at flette en tot af sit hår, men måtte opgive at flette den færdigt, fordi hans dårlige skulder truede med smerte, hvis han ikke straks tog armen ned og satte den tilbage ind i armslyngen. Håret var stædigt og viklede sig selv ud af den stramme fletning han havde været i gang med. “Engel... Jeg bliver ikke engel i det her liv. Jeg har syndet for meget, så jeg kan højest rette op på mine fejl og håbe på at blive genfødt perfekt næste gang” Selmy trak på sin gode skulder. Han kunne godt høre at det måtte have lydt lidt vanvittigt som han havde sagt det. Han vidste godt at Asith havde sagt det i sjov, men han kunne ikke lade være med at svare alvorligt på det. “Asith... Nu er det vist dig, der bør stoppe dig selv. Du er ikke så grum, som du selv går og tror. Du er ret venligtsindet og kærlig for en mørkelver... Og Isari vil belønne dig for det, hvis ikke hun allerede har gjort det. Det er jeg sikker på. Om du tør tro på den slags eller ej." Han vendte opmærksomheden mod Asith og studerede ham med et vurderende blik "Jeg tør i hvert fald godt håbe på et kort, men godt liv sammen med dig” Selmy smilte atter, og rykkede sig en smule nærmere Asith, lagde en hånd på hans arrede kind og lænede sig frem og gav ham et velsignende kys på panden, et sted mellem rubinen og hårgrænsen. Havde det blot været for et par uger siden, havde han troet at hans læber ville visne ved berøringen mod Asiths hud, men det føltes ikke så forfærdeligt. Kun en smule forbudt. Herfra var Selmy hurtig om at rejse sig og komme på benene, og han fiskede ned efter kanden med vand, som han tog med sig hen i retning af drengen så han kunne tjekke til ham, og måske vække ham op med noget at drikke. Han blussede en smule i kinderne igen, som han plejede at gøre ved nærkontakt, men hans ansigt var lykkeligt skjult, når han vendte ryggen mod Asith. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 21.08.2019 02:28

‘Næste gang’? Havde alle Isari tilhængere et ligeså fast skema omkring deres nuværende liv og de to næste? Ikke et under at Selmy var ved at gå ud af sit gode skind for at nå det hele når han gjorde sig klar til en dobbelt reinkarnation! Det lød vanvittigt, men Asith vidste godt at der efterhånden ikke var noget at sige for at få ham til at ændre mening og ej heller havde han behovet for det. I starten havde han været hånlig af egen skadefrohed, men nu? Tja, som han havde sagt før, respekterede han Selmy’s måde at værende troende på, selvom det ikke var en sti han nogensinde selv ville gå ned ad igen. 

Mørkelveren rullede med øjnene da Selmy så begyndte at fokusere på Asiths egne dyder i stedet for sine egne og stadig var sikker på, at han havde en plads i Isaris hjerte. Ja, sikkert! Asith vendte blikket tilbage til knægten og det var, som man kunne forudse, både skeptisk og lettere irriteret over hvordan emnet havde drejet sig over på hans fromhed, som han i sidste ende bar bedøvende ligeglad med!

Da sagde Selmy dog noget der hyllede ham ud af den i en sådan grad at han slet ikke lagde mærke til kysset på sin pande før det allerede var sket og Selmy var kommet oppe at stå. ‘Et godt liv sammen’?? Hvilken latterligt romantisk måde at sige det på! Som om Selmy havde i sinde at flytte ind når de kom tilbage til Dianthos og fylde hele Asiths hjem med potpourri, Isari symboler og ÆBLETÆRTER! Måbende som en anden idiot kiggede Asith efter ham og skar en usikker grimasse imens han kunne mærke sit hoved blive kogende varmt! Den forbandede knægt havde endelig fundet en Akilleshæl og Asith havde slet ikke kendt til den!

“....” Der var ingen ord. Asith kæbe føltes som en skruetvinge og aldrig havde han været så fokuseret på sin pande før - ikke engang dengang han blev holdt nede for at få den gennemboret! Hvad er det med den knægt?? Det måtte være hævn! Uden tvivl! Efter alle de gange Asith havde formået at få Selmy til at blusse op! I guder, han havde lyst til at krybe ind til ingenting! Det kunne han ikke, men der var det, som var næstbedst! Asith greb en af silkepuderne og lagde den flovt over sit hoved og dæmpede hans mørkelviske mumlen med den! Det var måske lidt for åbenlyst til hans egen smag at gemme sig på den måde, men hvad pokker skulle man gøre når man var blevet så gennemført ramt! Heldigvis var Selmy ikke tankelæser, så Asiths halvpaniske og paranoide reaktion til at blive vist en smule omsorg var stadigvæk noget han kunne holde for sig selv.

Asith lå sådan i hvad der føltes som to rigtig lange minutter inden han formåede at få lidt indre ro igen og kigge frem fra under puden. Han skævede imod Selmy, som tjekkede til barnet - nå ja, ham havde han helt glemt - og klemte øjnene en smule hævngerrigt sammen. Han kunne ikke lide det! At lade Selmy få en lille sejr som denne! For selvfølgelig anså Asith det som værende knægtens måde at give igen.

“Noget nyt over hans tilstand?” Kvæppede han lavt og rakte ud efter noget mere ædelse, som han kunne gøre sig travl på den måde!

 
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 21.08.2019 17:54
Pludselig var der stille. Selmy havde ingen anelse om hvilken smerte han havde efterladt Asith i, for selvfølgelig kunne slet ikke forstille sig, at han var i stand til at forvolde så meget skade med sine ord, sin kærtegnende hånd og hans læber. Han kunne ikke lide hvordan han ikke hørte noget fra Asith, som han havde vendt sig mod drengen, og frygtede at det kunne betyde, at intet af det var gengældt. End ikke en knurren eller en flabet kommentar havde han fået? Måske skulle han ikke have gjort det… Hans egen, svage rødmen dæmpede sig, for i stedet at lægge sit krudt på drengen.

Han satte sig på hug i silken og trak det ene tæppe fra drengens hoved. Han blev mødt af drengens trætte, brune øjne, der så nervøst op på den fremmede, der hverken lignede en rubiner eller en slave. Selmy havde lidt svært ved at forstå børn, og specielt fremmede børn, men han kunne da gætte sig til, at han var utryg ved situationen. Og han måtte da kunne mærke lidt til det hærværk slangegiften havde udsat ham for. ”Øhm…” Selmy vidste ikke lige hvordan man skulle kommunikere. Han havde ikke regnet med at han lå vågen ”Din onkel er på vej til dig…” Lovede Selmy endelig, og håbede da, at slaven Naém ikke havde forsøgt sig på at tage livet af den endnu uvidende mand. Han hældte vand op i en kop og støttede drengen op at sidde, så han kunne drikke det. Drengen greb hurtigt ud efter det og gik i gang med at tømme al vandet.

Selmy skævede endelig om efter Asith. ”Drengen er vågnet” Hans blik var søgende efter hjælp. Han vidste ikke hvordan man babysitter, og Asith burde næsten tage tjansen, når nu han havde drillet ham med det. Men så alligevel, så vidste han ikke om det ville skade mere på drengens nervøsitet at kalde en mørkelver hen til ham. Eller måske skræmte man ikke de rubinske børn med grumme historier om mørkelvere og dæmoner, på samme måde som man gjorde overfor børnene nordpå.

”Mere” Krævede barnestemmen og holdt sit krus fremme. Selmy reagerede selvfølgelig straks og hældte mere op til ham, som drengen ligeså slubrede i sig. ”Evandor…?” Selmys stemme var blød og behagelig, som han forsøgte at gøre sig populær. Han syntes at faderen havde kaldt drengen ved det navn, så han prøvede med det ”Kan du huske at du rejste væk fra lejren her? Og fik det dårligt?” Selmy var nødt til at forhøre ham lidt, mens de andre alligevel ikke var nået hjem. Det var nok lidt risikabelt, for de måtte da snart være her.


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 21.08.2019 23:37

Asith havde ikke rigtigt evnen til at blive rød i hovedet. Det var i hvert fald svært at spotte igennem den allerede mørke hud og det gjorde ham for en gangs skyld glad for sin mørkelver teint. Asith var efterladt siddende i puderne med et tøvende blik vendt imod Selmy som tilså barnet. Den mærkelige malplacerede vrede var væk og i stedet var der en mindst ligeså forvirrende nervøsitet, som gjorde sig gældende via en stadig højnet puls og trykken i hovedet. Asith rystede på hovedet over sig selv inden han rejste sig og besluttede sig for at assistere. Hellere det end at sidde i stilheden, for den gjorde kun hans egen indre stemme så meget højere. 

Asith var selvfølgelig klar over, at barnet nok ikke havde lyst til at se et mørkelver fjæs som det første, så han holdt en sikker afstand fra hans periferi, dog tæt nok til at han kunne overvære dem. Mest af alt for at se om der skulle være nogle bivirkninger fra antitoksinet, men de havde nok været heldige med at halvere dosen. Kvalme og forstyrret mave var hvad man kunne forvente, men det var trods alt ikke en perfekt videnskab, Asiths kvaksalver-medicin. Så længe han ville drikke og spise, skulle der ikke være noget problem.

Asith drog et kort suk - irriteret over sit eget tankemylder - og lænede sig imod en af teltets støttestolper med blikket rettet tankefuldt nedad. I guder, han ville give sin højre hånd for nogle opiater lige nu, men har var så forbandet langt væk fra både hans leverandør, men også hans trofaste pibe… Og han tvivlede på at alkohol var en god ide herude i det forbandede hede klima.

“Kan du huske om du har drukket noget med en sær smag? Eller blevet stukket af noget?” Spurgte han endelig over Selmy’s skulder hvor han forblev hengemt fra barnet. Selvfølgelig kunne gift laves smagsløst og var den her ørkenelver bare en smule professionel, så var det sikkert tilfældet, men det var et sted at starte. Udover det var det nok lidt tidligt at forhøre knægten taget hans tilstand i betragtning, men Asith var klar over at der nok ikke gik lang tid før mindst ørkenelver-slaven kom tilbage til sit job som ‘barnepasser’. Og så var Asith vel heller ikke det mest empatiske når det kom til børn og deres forståelse af omverden eller hvor nemt de kunne blive overvældede. Kzar Mora børn var trods alt meget anderledes opdraget end den slags man fandt på resten af kontinentet.


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 22.08.2019 00:54

Drengen Evandor så op fra sit krus, da Selmy havde spurgte ind til hvad der var sket, og pludselig var det som om han begyndte at huske et eller andet. Måske forstod han, at han havde været besvimet, og måske forstod han at han havde været forgiftet? Selmy holdt nøje øje med ham og afventede svar. Først da Asith tog plads bag Selmy og deltog i forhøringen, trak drengen sig tilbage, indtil puderne mod teltvæggen standsede ham. ”Ja” Svarede drengen hårdt. Han brød sig ikke om at blive forhørt at to fremmede, men i forhold til hans alder var han ikke så nervøs, som han først havde givet udtryk for. Han havde noget af ørkenens barskhed i sig ”Naém tog mig væk, og vi gik ret langt. Jeg blev træt i benene og jeg blev tørstig, og han gav mig vand, som smagte af blod…” Hvad der overraskede Selmy mest var, at drengen ikke så chokeret ud, men nærmere vred og irriteret.

Hvad betød det ansigt? Og skulle man trøste ham eller sige noget, for at hjælpe ham med at bearbejde tanken om, at nogen havde forsøgt at myrde en? Som det så ud nu, var det nok nærmere Selmy der tog informationen værst til sig. Han var helt bleg igen, over at drengen nu var klar over, at der var hændt ham noget, som ikke burde være sket ham. ”Der må have været slangegift i vandet… Men bare rolig, Asith her gav dig en modgift, som-” Selmy forsøg på at berolige drengen blev afbrudt med det samme som drengen smed kruset afsted igennem luften, tæt på at ramme Selmy, hvis ikke Selmy havde lænet sig til siden ind i Asith. Kruset smadrede dog ikke, da det landede på tæpper og sand. ”Jeg keder mig!” Udbrød drengen skingert og krævende. Drengen var sikkert utilpas med emnet og reagerede ved at være en forkælet møgunge, men Selmy kunne ikke lade være med at knuge sine hænder i, for at holde sig selv fra at smække drengen en lussing, for det pludselige udbrud. ”Din onkel kommer om lidt. Vær tålmodig!” Vrissede Selmy hurtigt, og havde fuldstændig smidt venligheden fra før ”Vi skal nok sørge for, at din barnepasser ikke kommer i nærhe-” Selmy blev endnu engang afbrudt af den stædige dreng ”Jeg vil have onkel NU!” Der var et snert af raseri at finde i drengens øjne, som han satte sig mere op og bed sammen så tindingerne begyndte at dirre på ham. Den grålilla røgelse i lokalet havde sneget sig hen til dem, af en særlig kraft fra drengen, og viklede sig om Selmys ene håndled i form af et voldsomt greb med en usynlig hånd, der tvang Selmy til at opgive den knugede hånd. Drengen flyttede dårligt på sig, men sad stille og roligt med tæppet over sig, og brugte kun en lille håndbevægelse for at få Selmys hånd til at smække sig selv en lussing på kinden. Lussingen resulterede i lyden af et smæld og et gisp fra Selmy.

”Ved du ikke hvem jeg er, dit dumme fjols? Jeg er sønnesøn af en sultan. Du skal ikke svare mig igen!” Der var ingen tvivl om, at drengen havde taget sin fars eller onkels opførsel til sig, siden han allerede i en alder på 8, kunne tale sådan til gode folk. Hans blik gik fra Selmy, hvor den lilla røg stadig snurrede omkring Selmys håndled, og hen til Asith, for at undersøge ham nærmere med blikket for første gang. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 24.08.2019 22:55

Vand, der smagte af blod? Huh? Asith lagde først ikke mærke til barnets rådne attitude men kæmmede sit hoved for hvilken slags slangegift der måtte have en således smag? Han var desværre ikke så velbekendt med ørkenens specifikke muligheder for gift-udvinding, men han kunne kune gætte på at der måtte være mange… Og at ørkenelverne med deres ufatteligt gamle kultur med hovedsæde i et sådant klima måtte have et hav af viden, som blev videreført for hver generation. Det ville ikke være dårligt, hvis Asith kunne formå at få sine lange fingre i en sådan kunskab - Hoved-demografien af hans kunder var trods alt typerne, som kunne være interesserede i foragtelige ting, som eksotisk gift. 

Asith vækkedes fra sin undren da barnet - den snothvalp - sendte sin kop flyvende og næsten ramte Selmy på sin vej. Huh, ikke så medtaget af giften som han havde antaget? Måske skulle de have givet ham en endnu mindre dose antitoksin så ungen i det mindste ikke allerede var energisk nok til at være en plage. Måske var Asith lidt FOR god til sit arbejde? Så igen, møgungen havde udgjort en glimrende forsøgskanin. Asith rystede på hovedet og skar et skarpt, sarkastisk smil. Ungens attitude var selvfølgelig uskøn, men det var altid lidt et komisk indslag når man så rigmandsunger skabe sig og bekræftede hans fordomme omkring dem. Det smil forsvandt dog hurtigt igen da Evandor så fremviste visse talenter, som Selmy desværre måtte lide under i form af en slag fra hans egen, forheksede hånd.

Imens ungen forsøgte sig på at belære Selmy om sin vigtighed, flyttede Asith på sig og vendte sig helt imod sengen. Han tog roligt fat om Selmy’s håndled for at give møgungen modstand, hvis han skulle få den gode idé at gøre det igen og med et snerrende udtryk stirrede han ret tilbage på det utaknemmelige kryb, som han selv havde været ivrig efter at assistere.

“Sønnesøn af en sultan? Med den fæle kæft skulle man ved Zaladin tro at du var en ørkenrotte.” Han satte et knæ på sengen og lænede sig over drengen med sit ulmende røde blik nedstirrede han sultanens sønnesøn. Der var dog ingen vrede i hans blik, men nærmere en klam og ligegyldig kulde. “Og uden ham hers assistance, var du blevet ædt af din egen ørkenrotte-slags ude i sandet, langt væk fra din farfar og dine silkepuder, så jeg foreslår du prøver igen, deres højhed.” Han skar fælt tænder og vippede hovedet udfordrende af ham imens han afventede hans svar og gjorde det klart at han ikke frygtede en lussing fra det lille bæsts side.  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 25.08.2019 12:16

Selmy havde fået værre lussinger, end den hans egen, forheksede hånd havde givet ham, men for første gang havde han ikke fortjent det! Hans øjne så straks rødt på drengen, men før han kunne nå at handle dumt på sit temperament, mærkede han Asiths hånd om sit håndled. Han kunne mærke hvordan drengen forsøgte at tvinge ham til at bryde ud af Asiths greb, men afbrød straks forsøget, da han blev sat på plads af mørkelveren. Drengen stivnede helt af skræk og vådede tæpperne, allerede før Asith havde nået at sige noget. Aha! Asith skulle virkelig ikke gøre særlig meget, for at få mennesker til at pisse i bukserne af skræk, skulle han vel? Selmy havde nær glemt hvordan det ligeledes havde været skræmmende for ham, de første 20 gange han havde fået øjenkontakt med manden. I dag kunne han bedre aflæse hans blik, som han ikke fandt så modbydeligt mere, når man kendte personen inde bag. Selmy betragtede hvordan Asiths uhyggelige optræden, var nok til at få prinsen ned at ligge og skærme sig mere med tæppet, mens han klynkede, idet han troede at han ville få en tilsvarende lussing tilbage. Han håbede sådan at Asith ville give ham en velfortjent røvfuld, men det at han havde tisset i bukserne måtte være en lærestreg i sig selv. Han var alligevel parat til modvilligt at holde ham tilbage, for hvis han var en eller anden sultans barnebarn, ville det måske få dem i problemer, hvis de lagde hænder på ham… Selvom den smule opdragelse ville være på sin plads!

”Nemlig!” Lød det fra Selmy, i sikkerhed bagved Asith. Han støttede ikke ligefrem op om Asiths bandene og svovlende måde at sige tingene på, men drengen skulle vide, at han var i undertal. ”Vi er loyale overfor hendes majestæt dronningen af krystallandet, og er ikke underlagt ordre af nogen selvudnævnt sultans sønnesøn!” Selmy fik sin hånd fra Asiths greb og tog i stedet om hans, for at trække ham lidt væk fra drengen.  Om Asith lod sig hive med eller ej, slap han ham så, for at komme op at stå, for at gå rundt og slukke for al røgelsen. Han havde dårligt kunne leve med stanken alene, men hvis drengen kunne bruge den til at udvise styrke, var det bedst at tage den fra ham, før han skulle prøve på noget nyt. Uden røgelsen kunne man håbe på, at han blot var en almindelig 8-årig dreng.

”Det her er sultanens side af Rubinien” Prøvede drengen at kalde efter Selmy, mens han ikke flyttede blikket fra mørkelveren, stadig rystende af skræk.

Så snart den sidste røgelsespind var slukket, kunne Selmy endelig samle knogleresterne og appelsinskallerne op og lagde det pænt væk på tallerkenen - Det havde generet ham at vide, at de lå og flød, selvom han havde kigget væk i al den tid. Som han gik forbi teltåbningen kiggede han søgende ud, og opdagede at rubineren og Naém var på vej tilbage til lejren. Nu kunne han pludselig se, hvad der havde taget dem så lang tid. Gåturen havde været meget hård for mennesket, som var lidt robust og havde for meget mave. Han gik og tog sig til siden, sikkert på grund af sidestik, mens han prustende kæmpede sig tilbage til lejren, og dog var han stadig i stand til at belaste barnepasserens øre med brok og ligegyldig snak. Naém selv, høj og rank som han var, var som modsætning til manden ikke spor plaget af den lange gåtur, men hans ansigt var koldt og for stolt til at vrænge ansigt af morgenens nederlag.

Selmy ville langt hellere møde manden før han så drengen, så han skyndte sig at træde et skridt udenfor, for at glæde ham med nyheden om, at drengen var vågnet.


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 27.08.2019 23:34

Hans egen slags havde han aldrig været i stand til at intimidere. I hvert fald ikke uden en fandens masse spillen med musklerne i form af feje og djævelske illusioner samt uhæderlige metoder. Mennesker, derimod. Ja de greb gerne deres våben inden man overhovedet nåede at forsøge at skræmme dem. Havde barnet været bevæbnet med mere end telekinetiske lussinger, havde han sikkert gjort det samme. Asith forblev over knægten med sit skarpe blik afventende - dog bakkede han tilbage i oprejst position igen da Selmy gennede ham bagud. Han fnøs og rystede på hovedet. Kun snak! Det var ved den type havde når der ikke var et stort brød af en vagt, som kunne passe på dem.  

“Måske skulle vi ha’ ladet Sultanen hente dig ude fra ørkenbankerne så?” Svarede Asith og lænede sig en smule for at komme imellem knægten og hans udsyn til Selmy, som, hvad? Havde travlt med at rydde op efter deres måltid? Mærkelige knægt. Uanset hvad havde han ikke tænkt sig at lade sig selv kue og bestemt heller ikke mere Selmy. 

Endelig var der tegn på liv fra ‘Overhovedet’ og slaven, som var med ham og til al Asiths overraskelse, var de begge tilstede og den overvægtige rigmand var ikke videre skadet af andet et sit eget sidestik. Asith vendte sig halvt for at observere Selmy, som gik dem i møde, men mest af alt lå hans blik på Naém. Han havde ikke tænkt sig at undlade ham den mindste blinde vinkel, nu han vidste hvad han var i stand til. Inden han fulgte med sin rejsemakker, gav han barnet endnu et blik. Denne gang nautralt og uinteresseret i at ydmyge ham yderligere, men alvorligt nok til at gøre sig gældende.

“Indtag ikke noget fra Naéms hånd.” Advarede han med en lav og privat stemme, velvidende om at slavens hørelse nok var lige så god som Asiths egen. Hans blik gled fra drengen og frem imod udgangen af teltet imens han gik imod den. Han havde ikke tænkt sig at føre ordet lige nu - Selmy var trods alt den med manerer og Asith havde ikke just interesse i at underholde overhovedet, specielt efter kommentaren om hans grådighed. “‘Sultanens side af Rubinien’..” mumlede han med himlende øjne på sin vej ud. Det var fandme det samme alle steder, om det så var af lyset, mørket eller neutralt område!

Solen ramte hedt og hårdt og Asith ønskede med det samme at tage tilbage til skyggen. Hvad blev der af det telt, som de var blevet (halvt) lovet?  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 28.08.2019 11:29
Drengen fik et sug i maven, da mørkelveren ikke lod sig skræmme spor af, at han var royal. Det plejede at skræmme alle, hvis ikke de fleste. Han blev siddende tilbage i sin seng af fine silker, selvom det var skammeligt at blive siddende sølet ind i sit eget tis. Men ak. Drengen var blot 8 år, og den slags skete uden tvivl jævnligt. Silken kunne nok ikke reddes, men det ville stadig give slaverne ekstra arbejde, at skulle vaske ham, klæde ham på og redde ny seng op til ham.

I mellemtiden var Selmy nået udenfor, og Asith nåede lige at stille sig bag ham, inden overhovedet og slaven Naém nåede hen til dem. Mennesket stoppede brat op og prustede, mens han tog sig til knæene. Han skulle tydeligt spørge ind til noget, men Selmy sparrede ham for besværet, da han kunne se at han stadig kæmpede lidt med at få pusten tilbage ”Drengen er vågnet og lader ikke til at være påvirket af giften længere.” Der var intet smil at finde på Selmy, men han var naturligvis ikke uhøfligt sur, selvom han inderst inde var træt og slet ikke brød sig om nogle af de to, som han stod overfor. Den ene var trods gæstfriheden stadig en led slaveejer, mens den anden højest tænkeligt var en barnemorder og generelt så ud som om han var villig til at dø, i akten på at få hævn over sin herre. ”Fantastisk. Jeg er lettet!” Til Selmys forskrækkelse klaskede manden en stor næve på Selmys skulder og gav den et klem, hvor uskyldigt det end var, så var det med en sådan styrke, at man skulle tro at det var uvenligt ment ”Jeg går ind og ser til ham! Har i fået mad og drikke?” Manden blev ikke udenfor i heden, for at høre svaret på sit eget spørgsmål til dem. Han glemte atter at takke Asith, eller også var det en ubevidst racisme, der fik ham til at gå en bue udenom mørkelverskabningen, for at gå direkte videre indenfor til drengen. Selmy fulgte hans bevægelser med et småskulende blik, indtil han var væk.

Han kunne mærke at Naém blev stående på sin plads og stirrede på dem i en mistænkelig stilhed, så han vendte blikket tilbage på ham. Som forventet smilte elveren ikke af lykke over, at drengen var overlevet, og i stedet var ansigtet stift og skjulte sin bitterhed så godt han kunne. Selmys blik gled videre ned ad mandens lange krop, indtil han spottede vandskindet, der var bundet til hans bælte. Med Selmys nylige opdagelse af Asiths anden evne, virkede det pludselig lettere at finde frem til Naéms skyld i mordforsøget...

”Giv Asith dit vand” Beordrede Selmy med en dirigerende håndbevægelse mod Asith ved sin side. Der var træthed hans stemmeleje, men det gjorde ikke beskeden mindre autoritær. Uden af flytte blikket fra Selmy, adlød elveren uden brok. Han spændte sit bælte op og trak vandskindet fri. ”Det var dog et forbandet held, at to healere lige skulle dukke op i den del af ørkenen, hvor ingen normalt befærder sig” Lød det sarkastisk fra Naém, inden han overrakte bæltet med vandskindet til Asith. Han var nok klar over, at de to rejsende healere allerede havde snakket med drengen, siden de pludseligt ville have fingrene i vandskindet.

Når Asith tog fat i vandskindet, som endnu havde en sjat vand i sig, ville han kunne fornemme en kraftig dosering af dendrotoksin fra mambagift, som var det stof, der havde fået drengens krop til at gå i epilepsilignende kramper, og nær havde taget livet af ham. Doseringen havde været lige lovligt kraftig nok, i forhold til drengens 8 årige krop. Der var ingen tvivl om, at personen der havde blandet giften, ønskede drengen en stensikker død. Og på trods af dette, virkede elveren ikke bange, da han havde givet afkald på bevismaterialet.


0 0 0


Chatboks
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben IC-chatten]
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben almindelig chatboks]
Online nu: Blæksprutten, Mong, Leviathan, Muri
Lige nu: 4 | I dag: 12