Fascineret så Morgana til, mens såret blev forbundet. Der var ingen tøven i hans bevægelser, men da han smagte på blodet huskede hun hans sindssyge ansigtsudtryk fra tidligere. Hun ville gerne vide hvem, eller hvad, han var, men afholdt sig af høflighedsgrunde fra at spørge, og nøjedes med at betragte ham med reserveret mine. Pludselig slog en tanke ned i hende og hun vendte sig mod Kinzu.
”Kan du… Eh… Kan du få såret til at størkne? Du ved, bruge din isevne?” Hun kiggede spørgende på Kinzu, der lå og rystede. Hun vidste ikke helt, om det var af kulde, smerte eller skræk, men for at gøre at forsøg på at lindre hans lidelser bare en smule, aede hun ham over panden. Hun kunne selv mærke kulden fra hendes våde fødder tære på hendes kræfter og overvejede kort, om hun skulle forsøge at tænde et bål, men var usikker på, om hendes evne ville række til det.
Det bedste ville klart være at få bragt Kinzu til Kroen, hvor såret ville kunne behandles. Det var muligt, at Rex’s indgriben havde reddet ham fra giften, men nu var det blodtabet, der var den største fjende. Hun vendte sig om mod Rex og spurgte:
”Kan du eventuel bære ham til Kroen? Jeg har et værelse dér, hvor han kan få lov at overnatte.”