☰
Index « Det Centrale Krystalland « Safirien

Bogstaveligt og Figurativt Rodløs

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 07.08.2019 19:49

Asith, i sin langsomme opvågning, fattede ikke en meter da Selmy nævnte det med hesten og hvad navnet betød og hvorvidt Asith bare havde ladet som om han sov imens han havde sagt det. Hans blik fandt kort hesten, som stadig stod og samlede kræfter og endte så bare op med at lave et dumt træk på skuldrene, da han ikke rigtigt kunne fine hoved eller hale på hvad pokker Selmy havde lavet lige inden han vågnede. Han havde navngivet hesten? Asith blinkede sløvt som om der virkelig ikke var meget, som foregik bag dem inden han lod det ligge. Dovent stak han maden som han var blevet givet i munden og tog Selmy’s hånd for at komme på benene igen. De føltes som bly, de tynde skanker, og Asith kunne mærke hvordan hans blodtilførsel pludselig gik ordentligt igang igen og fik hans fødder til at stikke i respons. Han gav sig selv et øjeblik på at få sine fødder til at stoppe med at sove og strække sig så lang som han var så man kunne høre samtlige af hans led knække i respons og fuldt af et lavt, ubekvemt støn! Det var uden tvivl tilfredsstillende hvis det ikke var så fælt at lytte til. 

“Nhm..” Asith tog en stor bid og gik med Selmy imod hesten for at tage en enkelt dyrebar tår vand at skylle den tørre ‘morgenmad’ ned med. Maden blev sat tilbage imellem hans tænder med det samme igen imens han begyndte oppakningen af deres få ejendele igen. “Jeg tænker vi er omkring 500 meter øst fra hvor vi kom på afveje.” Teoriserede han og lagde blikket på Selmy igen hvor det blev for nu. “Hvis den.. ting, sandhval, hvad-end-det-var, har efterladt et spor, kan vi måske finde vores sti igen. Medmindre du har en plan? Du har mere erfaring som navigatør end jeg.” Det havde fyget før på dagen og med ørkenens konstante skiften mellem sandbakke - og dal, var det nok ikke muligt at finde det originale spor de havde efterladt.. Eller.. Som Asiths nedpegede ansigt havde efterladt da han blev slæbt efter hesten... Men en stor ting som en hvirvelstrøm i sandet med et enormt dyr under sig? Måske var det en reel nok tanke at den ville have efterladt et spor, som de kunne bruge som pejlemærke?

Da hesten var op-pakket med deres alt-for-lette baggage, stillede Asith sig ved dens side for at give Selmy en hestesko. Han havde formået at komme på hesten før, da ulvene var en trussel, men Asith så helst at han fik den hjælp i stedet for at risikere et styrt.  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 07.08.2019 20:38
Selmy reagerede med et voldsomt kritisk blik, da han hørte hvor ødelagt Asiths krop var blevet over natten, og hvordan det havde ledt hans krop til at knække på den måde. Han burde virkelig passe bedre på sig selv! Med en rysten på hovedet trak han hesten hen til grotteåbningen, hvor han kunne kigge ud, så hans ansigt kunne mærke varmen, der havde opvarmet luften hele dagen. Han så herefter om på Asith og ventede endda på, at Asith skulle komme hen til ham, og hjælpe ham op på Thatos, og han tog derfor tilfredst imod hans hestesko og kom op at sidde, og satte sig helt frem i sædet. Det var meget tydeligt, at han havde gjort plads til, at Asith også skulle stige på, for han satte ikke foden i stigbøjlen endnu. Asith skulle i hvert fald ikke gå hele vejen, selvom han et eller andet sted havde været tæt på at kræve det af ham, bare for en sikkerheds skyld... Selmy stolede ikke rigtig på sin egen krop for tiden. Han var absolut ikke herre over den længere... 

“500 meter mod øst? Jo, det kan da godt være... 500 meter til eller fra, det går nok. Landskabet er så fladt her... Så hvis bare luften er nogenlunde klar, så skulle det ikke være noget problem.” Det var ikke ligefrem fordi Selmy brød sig om, at han blev udnævnt til at være den med mest erfaring og derfor var den der havde ansvaret. Men indtil videre havde de da kunne finde ud af skove og finde hurtigt frem til de små markeder, ved hjælp fra Selmys kort og kompas. Det var faktisk ret let for ham, så længe man ikke kom for langt ud af kurs, for så var man på den... Men frygten for at lede dem længere ud i den forfærdelige ørken, uden mere vand og drikke, var hans største frygt alligevel “Jeg vil ikke i nærheden af sandhvalen igen, så lad os bare gå længere syd på." Oppe på hesteryggen, foldede han igen sit kort ud, og tjekkede hurtigt kompasset, inden det kom tilbage i tasken igen. “Hvis vi er hurtige, når vi derhen ved middagstid, så vi skal kun lide i hedebølgerne i et par timer... Det kan være at jeg nok ender med at skubbe dig i vandet, når vi er der.” Selmy lo lidt i håb om at det ville opmuntre ham bare lidt. Hvad end Asith valgte at gå på gåben eller sætte sig op bag på hesten, ville Selmy begynde at skridte afsted på hesten.  


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 07.08.2019 22:25

Asith afventede Selmy’s svar og man kunne nemt fornemme at han blev en smule lettet da knægten nævnte at det ikke ville være nødvendigt at gå tilbage til spottet hvor de næsten kreperede i morges. Asith nikkede og begyndte at gå ved hestens side da den begyndte at bevæge sig. For at være ærlig, havde han slet ikke overvejet muligheden for at sidde to mand på hesten for hans tankegang var simpel: Selmy var såret ergo skulle han ridde. Desuden var det ikke kun en spøg længere, den kommentar omkring at Asith var Selmy’s babysitter. Nej, han anså ikke knægten som værende et barn, men over tiden havde hans fornemmelse for ansvar overfor ham taget overhånd.

Ideen om at blive skubbet i et køligt vandløb lød som en luksus og trods for ideen var underholdende, lo han ikke. Han gav heller ikke Selmy en af sine sarkastiske grimasser. I stedet var der en nærmest konstant ligegyldighed, som havde hersket lige siden deres gensidige vredes udbrud. “Ved middags-tid.” Gentog Asith tankefuldt og løftede blikket imod ørkenen, som igen bredte sig som et rød-gyldent hav med dem i deres midte. Det skulle de nok overkomme, hvis deres retning altså var korrekt. Hvor stor var den oase overhovedet og ville de kunne spotte den, hvis de bare var en smule ude af kurs? “Vi bør havde et par timer inden nattekulden rammer.” Konstaterede han og tog et løft hold i en af ringene, som hang fra hestens saddel - ikke at han havde brug for at blive holdt oppe... Det var bare et behov for at have fat i et eller andet, som om sandet kunne finde på at løbe ud under ham igen. Med sin egen hånd i øjenhøjde kom han til at betragte sine krogede, lange fingre og en rynke af bekymring dannede sig i hans pande, omsluttende den røde juvel.

“Selmy...” Mumlede han efter et par øjeblikkes ridt og kiggede op imod ham på hesten. “Efter i nat tror jeg ikke jeg vil kunne skabe overbevisende illusioner til os. Ikke før jeg får et ordentligt hvil... Så vi bør overveje et dække, skulle vi blive konfronteret af oasens tilrejsende. Jeg ved ikke hvor langt vores omdømme har rejst, men vi bør ikke tage nogen chancer.” De var kommet for langt til at begynde at tage dumme beslutninger... Oh han regnede ikke med at blive mødt med andet end mistænksomhed, så længe han var uden sine illusioner og trods Rubinien skulle være neutralt område, stolede han ikke på at den neutralitet blev håndhævet. Varmen ramte og Asith løftede armene for at binde en knude på sit lange hår så det i stedet sad på hans skulder som en sjusket knold hvor røde pletter fra både ulv og menneske dannede en hård kontrast imod den hvide manke.  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 07.08.2019 23:55

Ja, ved middagstid... Hvis de skyndte sig... Hvorfor ville Asith ikke sætte sig op bag ham? Og hvorfor insisterede han på at være mut og fraværende. Selmy kunne mærke at han blev mere desperat efter at fixe ham, og få sin flabede, irriterende mørkelver tilbage. Øjenbrynene var som kronisk presset bekymret sammen, så der dannede sig panderynker på det ellers ungdommelige ansigt, og sikkert ville gøre ham gammel før tid. Han gjorde ikke noget nummer ud af at skjule, at hans blik var fæstnet på ham længere. Han måtte gerne vide, at der var noget ved Asith, der plagede ham. Men så længe Asith ikke drejede hovedet og kiggede tilbage på ham, ville han ikke kunne se det. Men Selmy så på Asith hele tiden, også da Asith ud i ingenting viste bekymring i sit ansigt, som om han havde tænkt på noget forfærdeligt, der gjorde ham bange? 

Selmy sugede straks luft til sig, for at komme ud med en snerrende kommentar, men Asith kom ham i forkøbet, og fik sagt hans navn helt gravalvorligt. Det fik ilden i ham til at dæmpe sig, og han blev pludselig bekymret for, om Asith ville fortælle ham hvad der var galt. “Jamen...?” Selmy forstod ingenting “Har du ikke kunnet sove? Er du døende?” Hvorfor var Selmy oppe på hesten, hvis det var Asith der trængte til et hvil!? “Vi kan nå at vende tilbage til grotten!”. Det var slet ikke til diskussion, for Selmy greb i tøjlerne og vendte hesten Thatos om, hvorefter han svang benet over sadlen og hoppede ned på benene, ved siden af Asith. “Sæt dig op på hesten” Lød det helt befalende fra ham. Han vidste godt at han ikke var døende, som han havde været så hånende at spørge om, men der var tydeligvis noget galt, og Asith ville åbenbart være kryptisk omkring det! Det var klart at det fik Selmys alarmklokker til at bimle og bamle. 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 08.08.2019 00:22

Jamen hvad? Asith skævede til Selmy, som syntes at springe problemet totalt ude af proportioner og ignorerede fuldkommen den pointe som han forsøgte at komme frem til. I stedet for at hjælpe med at komme op med et godt dække, begyndte han at udspørge ham som om han var lige på næppet til at drætte op. Defensivt løftede Asith sine håndflader og åbnede sin mund, men kunne ikke få et ord indført før Selmy var hoppet ned fra hesten og praktisk talt befalede ham at stige op på den. Asith drog et langt og udmattet suk inden han svarede ham. Selvfølgelig kunne de ikke gå to skridt før en diskussion gik igang.. og denne gang syntes Asith ikke engang han havde haft en finger med i spillet om at starte det. 

“Selvfølgelig er ikke døende, Selmy.” Sagde han lettere irriteret og rynkede på næsen. Hvad pokker skulle det også betyde? Fjollede knægt! “Jeg ved ikke hvad jeg ligner, men jeg kan næsten forsikre dig at jeg ikke har det så skidt som jeg ser ud. Jeg kan sagtens rejse. Det er ikke det.” Han sænkede sine arme igen. “Jeg er bare... Ikke helt tilstede, du ved? Og mine evner kræver at jeg er for at fungere. Fokuseret.” Han vidste ærligt talt ikke selv hvad han ævlede om eller hvordan det skulle forklare Selmy hvad der foregik. Brølet havde været én ting for det kom i et øjeblik hvor adrenalinen flød som en flod igennem ham og lyd er generelt nemmere at producere end lys, men at påføre dem begge skaller under hele deres ophold i oasen? Asith var bare ikke sikker på, om han kunne klare det denne gang. Han trak på skuldrene og skar en frustreret grimasse. Hvordan pokker forklarede man evner og chakra til et mennesker, som ikke havde en dråbe magi i kroppen? “Og det kommer ikke til at gøre en forskel at jeg sidder på en hest, så hop op igen og lad os komme videre.” Konkluderede han og tog plads for at hjælpe Selmy op igen. Fjollede knægt - han havde lige sagt at de skulle kridte skoene for at undgå så meget af dagsvarmen som de kunne og så stoppede han over sådanne småtterier og trivielle ting?  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 08.08.2019 13:44

Der var faktisk noget om det. Selmy kunne godt have lidt svært ved at vurdere om Asith var bleg eller ej, taget i betragtning af hans hudfarve og elverart. Mørkelvere kunne vist både være blå, lilla og askefarvede... Eller han vidste ikke forfærdeligt meget om dem, da han aldrig havde regnet med at støde på én udenfor Kzar Moras mure. Han kunne godt bekymre sig om Asith var ved at blive syg, eller bare var ved at være træt af at rejse rundt med en 50-60 år yngre øvrebys dianthosianer. Det var som om at det bare prellede af på Selmy, når Asith udviste tydelig irritation over ham, men han jagede ham ikke op på hesten lige med det samme, men stod og lod ham forklare sig. “Nej, det er du ikke” Bekræftede Selmy så snart Asith forklarede, at han ikke var til stede. Det var netop det der generede ham. At han var blevet så underligt fraværende og endnu sværere at være sammen med. For var det på grund af sandhvalens angreb, eller var det i virkeligheden på grund af det dumme skænderi som Selmy havde startet i grotten? “I grotten spurgte du mig om jeg havde brug for en dags hvil mere? Havde du håbet jeg havde sagt ja? Der er ingen skam i at erkende, at du ikke kan alt... Jeg dømmer dig ikke, for at kræve et hvil”. 

Han kunne se på Asith at han havde fået nok af at diskutere det, og stod klar til at få ham op på hesten, og det fik Selmy til at tøve. “Du skal sætte dig op på hesten... Bag mig...” Han nikkede med hovedet, for at bekræfte sig selv i, at det var det eneste rigtige “Og så skal jeg nok lade være med at tale til dig, så du fortsat kan være underligt stille og hemmelighedsfuld”.  Det blev sagt med en tydelig bitterhed, men Selmy forblev ikke genstridig i al evighed. Han tog imod Asiths hestesko og kom op at sidde på hesten igen, hvorefter han vendte blikket fra Asith og så frem i stedet, og ville dreje hesten tilbage mod syd, hvis der ikke var noget brok fra hans rejsekammerat. Han sad igen helt fremme på sadlen, og afventede at Asith skulle give efter for hans ønske om at ride sammen. 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 08.08.2019 16:10

Asith havde ærligt talt ikke noget forsvar til Selmy’s første pointering af hykleriet der fandt sted. Faktum var, at hvis Asith havde krævet et hvil, vidste han at deres vand ville slippe op for hurtigt og de ville være i en endnu værre situation end nu, men havde Selmy krævet det... Så havde han bare accepteret det? Hvad var der i vejen med ham?? Havde han tænkt sig at pisse op og ned af deres chancer for overlevelse for hvad... En øm skulder? For Selmy’s komfort? Han var virkelig hyldet ud af al logik, var han ikke?

“Vi har ikke råd til et hvil, uanset hvad.” Svarede han en smule besejret, velvidende at han havde stukket sin fod i munden ved at have foreslået det fra starten af. Og han skulle forestille en barsk overlever? Sikke en forfærdelig joke!

Han skulle lige til at give Selmy en øren-fuld da han igen insisterede på at det var Asith der sad til hesteryg, men tabte sine ord igen da han specificerede at de begge skulle og samtidig gav Asith lov til at være i fred i al sin hemmelighedsfuldhed, hvad end det betød? Havde han overhovedet bedt Selmy om at holde kæft bare en enkelt gang siden det kom ind i Rubinien? Fjollede knægt! Asith gav ham et forvirret og halvsurt blik over den mærkelige kommentar inden han skævede akavet til hesten som om han var i tvivl om det overhovedet kunne lade sig gøre. Selmy blev hjulpet op og mørkelveren forblev på jorden med en tøven, som i sidste ende var bedre end et stædigt ‘nej’.

“Jeg holder ingen hemmeligheder.” Svarede han endelig med en spids og stædig tone. Generelt var det en løgn, men der var ikke noget som han holdt aktivt skjult overfor knægten og hvis han gjorde, var det fordi han ikke selv kunne sætte ord på det. “Men hvis det kan få dig til at stoppe med at ynke over mig, fint! Gør plads!” Han så hesten og Selmy an for at finde ud af hvordan han overhovedet skulle greje på-stigningen. Det var et kluntet forsøg, men han endte alligevel op med at komme op at sidde på hesten bag Selmy og alene den ret intime nærhed var nok til at gøre ham totalt akavet. Han var heldigvis en del højere end knægten, så hans udsyn var uberørt, men han havde absolut ingen ide om hvad han skulle gøre af sine hænder? Tage tøjlerne? Holde fast i Selmy? Han placerede dem akavet på sine egne lår og håbede på at hesten ikke lavede en hård vending så han pænt kunne lande med fjæset nede i sandet igen. “Tilfreds?” Spurgte han retorisk og lagde sit blik fremad, afventende at de red fremad. 


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 08.08.2019 17:24

Selmy vidste godt hvad Asith mente med, at de ikke havde råd. Måske havde de lige nøjagtig råd til at blive en dag mere, hvis de sparede på det hele, og forblev inde i den kølige grotte, men hverken han eller Asith turde satse på deres første rejse til det centrale Rubinien. Argumentet var endegyldigt, så det var sikkert og vidst, at de ikke skulle spilde mere tid... Det var svært at se på ham mere, fordi han følte sig dum over, at lade sin panik og private følelser gå ud over Asith. Han måtte være forvirret nu, og samtidigt... Selmy var ret så sikker på, at Asith havde tabt lidt af sig selv på vejen, siden sandhvalangrebet... Eller vent.... Måske var det ham selv, der havde tabt sig selv? Nervøst klemte han sine hænder i lædertøjlerne. Selmy var stadig fast besluttet på at holde sin kæft, lige indtil han fik hvad han ville have, eller i hvert fald indtil de nåede frem til oasen... Det ville blive en lang og ulidelig ridetur, ikke bare på grund af det varme nattevejr, men også på grund af uvenskabet, der var opstået imellem dem. Selmy var ikke vant til at have nogen tæt på sig udover sin søster, så hvordan man forsonede sig med en anden, vidste han ikke så meget om... 

Det var ikke let at ignorere Asiths eksistens, sådan som han snappede tilbage ad ham og kluntede op på hesten med sin lange elverkrop. Ud af øjenkrogen kunne han se at Asith ikke engang gjorde brug af stigbøjlerne, med brugte udelukket sine armkræfter på at få sig selv op. Han var forfærdet i et øjeblik, men huskede så at Asith jo var totalt grøn på at bruge heste, og at det egentlig var Selmy, der burde have instrueret ham bedre... Selmy havde givet Asith al den plads han skulle bruge, men kunne mærke, at det ville blive snævert uanset hvad. Det gjorde ham nervøs, og selvom han ikke kunne se Asiths forvirring, så kunne han kun gætte sig til hvordan den akavede skabning havde det. Som der kom ro på Asith bag ham, afventede han lidt for længe, at Asith skulle føre sin arme eller sine hænder om sig, men det skete aldrig rigtigt. Asith spurgte ham om han var tilfreds, og Selmy skulede sig om skulderen! Hvad gik det ud på!? V-var Asith virkelig så uvidende indenfor ridning, eller var det for at ramme ham personligt? Det vrede blik han havde sendt Asith blev straks afbrudt og fortrudt, og han spejdede hurtigt efter Asiths ene hånd på deres venstre side og rakte ud efter den, inden hen førte den hele vejen rundt om sig, og hen til sin mave. Han knugede anspændt i Asiths hånd, så han helt kunne mærke de skarpe kløer igennem det tynde hørmateriale, og slap inden hans nervøse dirren i hånden gav ham væk. 

NU var han tilfreds... Han havde ikke svaret ham med et ord, men tog igen i tøjlerne med venstre hånd og stødte hælen mod hestens mave, så den travede afsted i et tempo, som Asith nemt kunne have røget af på, hvis det skete pludseligt nok. Selmy fik vendt Thatos, så de igen var på rette spor, og pludselig var de godt på vej til at nå deres delmålsdestination. 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 08.08.2019 19:58

Asiths utålmodige spørgsmål var svaret med en ond skulen og ingen ord og for en kort stund, kunne man måske godt overveje et scenarie hvor Selmy rent faktisk så intimiderende ud. Asith blev ikke bange, men det tog i hvert fald hans sarkasme ud af kæften på ham igen. Tch.. Hvad er hans problem overhovedet?Ingenting? Var han nu færdig med at snakke med ham overhovedet? Hvor forbandet barnligt! Asith udstødte et kort “Tsk..” og afventede deres ridt inden Selmy besluttede sig for at det stadig ikke var godt nok. Asiths hånd var taget og ført omkring Selmy’s liv.. Og det var ikke fordi han ikke havde rørt ham før, for det havde han. I situationer hvor det havde gjort sig gældende og ikke nu hvor de bare.. sad? Asith trak en akavet grimasse, som Selmy heldigvis ikke kunne se og accepterede at trods hans nærheds-forskrækkelse, var det ikke det værd at falde af og komme endnu mere til skade. Selmy’s dirrende hånd og egne tegn på nervøsitet var ikke opdaget og Asith var alligevel i den tro, at knægten måtte være vant til den slags. Han var trods alt ikke en eneboer ligesom Asith var. 

Selmy havde fået sin vilje og endelig kunne de komme afsted. Asiths hold i knægten var løst og akavet, men det ændrede sig straks så snart hesten satte i trav! Kort fik mørkelveren overbalance, næsten vippede bagover og derfor lænede sig fremad så hans bryst bumpede harmløst imod Selmy’s ryg og hans arme krysede begge tæt ind omkring knægtens liv og gav ham et klem så længe hans overraskelse varede og det kunne sagtens føles som at blive taget fat i af en stor, benet og forskrækket kat! De negle skulle virkelig files... Det var alt for ofte de kom i kontakt med Selmy nu-om-dage. Han mumlede noget patetisk på mørkelvisk og løsnede sit greb igen, men kun så han ikke længere klamrede sig frygtsomt til ham. Han havde ikke tænkt sig at tage flere chancer på hesteryg, akavethed eller ej! Zaladin tage knægten for ikke at advare ham, men så igen... Selmy kontrollerede jo ikke ligefrem hestens forsigtighed.. Kun dens fart og retning. Og dog kunne man fristes til at tro at knægtens onde skulen og pludselige start af hesten kunne have noget med hinanden at gøre. Tsk!

Hvis Selmy virkelig havde ment det der med at holde kæft på ubestemt tid, gik der ikke lang tid før Asith ikke kunne holde stilheden ud længere. Omtrent 30 minutter efter deres startspurt rykkede han en smule på sig og tillod sig selv en lidt mere komfortabel måde at sidde på. Han havde trods alt været stiv som et bræt under hele opstarten rideturen og endelig føltes hestens bevægelser naturlige nok til han ikke frygtede at falde af hvert øjeblik. Det var dog ikke kun ukomfortabelt... Med den konstante angst for at falde af, var han alt for distraheret til at falde tilbage ind i sit dunkle tankemylder og for et kort øjeblik tænkte han slet ikke på tænder i sandet.

“Så er du bare helt færdig med at snakke nu?” Spurgte han efter at have givet op på en mere displomatisk måde at sige det på.  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 08.08.2019 20:55

Selmy var ikke vant til at ride to på en hest, så han vidste ikke om det bare var Asith, der var exceptionelt høj og ikke kunne holde balancen, eller om det virkelig var svært at klynge sig til personen foran. Han himlede med øjnene, over Asiths klodsethed, lige indtil han mærkede Asiths kløer spidde ham, mod maven, uden decideret at prikke hul igennem tøjet. Det gav et sæt i kroppen, og Selmy spændte per automatik i sine mavemuskler, og havde svært ved at slappe af igen lige meget det samme. Hans maveskind var trods alt endnu urørt, og Asith skulle ikke være den, der forpurrede ham.  Han holdt sig fra at vrisse af ham, for det virkede vitterligt ikke som om at Asith kunne gøre det. Selvom han var irriteret over at blive irettesat af ham, var det svært ikke at finde ham... underligt kær, bag al klodsetheden og udueligheden. 

Anspændt måtte han bide det akavede i sig, over at have mørkelverens hænder om sine hofter, mens han bevægede dem i takt til hestens bevægelser, så den blev skånet fra Selmys vægt. Det var noget han også burde have lært Asith, men nu hvor hans hest var faldet i døden, var det hele ligegyldigt. Hesten kom op i en god fart hele vejen, og grotten var for længst forsvundet bag dem. Der var hverken mistænkelige huller, eller fodspor fra ulve i deres synsfelt, og ørkenen var ikke så forfærdeligt bagende, såfremt solen var gået ned. Sandlandskabet formede sig generelt glat, men der var også bakker engang imellem, der skulle krydses, og hesten fik lov til at skridte, når bakkerne var for stejle. 

Pludselig brød Asith stilheden, og Selmy så sig ikke tilbage med en skulen, eller svarede ham lige med det samme. Han bed sig nervøst i underlæben, nærmest i en reaktion på, at holde sig selv fra at svare noget forhastet. Han ventede i et par lange sekunder, indtil hesten nåede toppen af bakken, inden han spejdede sig omkring, for at se om kysten var klar. Et forsigtigt dask med hælene sendte Thatos videre i en passende trav, som ikke ville udkøre den før tid.

Med et suk opgav Selmy at forblive stædig, men han var stadig stiv i betrækket som en træmand. “Er der overhoved noget at tale om?” Selmys stemme var afvisende tør. Han mærkede straks et sug af nervøsitet i maven igen. De 30 minutter havde fungeret fint i stilhed, men han kunne ikke tænke på andet end Asiths nærhed, når hans stemme kunne høres, lige bag hans bløde, ovale menneskeøre. Asith måtte finde ham unødvendigt stædig, men det var ikke let at give afkald på Selmys forkælede storbyjeg.    

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 08.08.2019 22:14

Om der overhovedet var noget at tale om? Sikkert ikke, men det havde ikke stoppet Selmy fra at snakke de spidse ører af Asith før? Den afvisende tone gjorde det mere end klart at han havde ment det og Asith opgav sit tamme forsøg på at få skub i snakketøjet igen. “Måske ikke..” Svarede han og lagde blikket fremad igen. Han turde for et øjeblik at slippe Selmy med sin ene arm for at få sin tunikas hætte hen over hovedet igen for at skærme for den nedgående sol. Varmen var der stadig og den gav sit allerbedste forsøg på at få de sidste par timer af lys til at være så overvældende som muligt på både hud og øjne. 

Asith lod ham være for nu, selvom det originalt havde været som om at det var mørkelverens egen stilhed, som Selmy havde tændt af overfor. Mærkelige menneske gav som sædvanligt ingen mening overhovedet.

Aftensolens intensitet varede lige indtil de sidste øjeblikke hvor den stod som et flakkende lys imod horisonten, dansende under bølgerne af varme, som steg op fra jorden under dem og genspejledes i det rød-gyldne sandhav som et fatamorgana. De øjeblikke føltes længst fordi man vidste at på den anden side var der en velsignet kølighed og i det vindue, var klimaet så komfortabelt det kunne blive inden det blev decideret koldt.

Først føltes det rart at vinden ikke bar en brændende hede med sig, men det tog ikke mange timer før temperaturen ikke kunne være forfærdeligt langt fra frysepunktet. I stedet for fatamorgana og bølger i heden, kom der nu skyer af varme fra hestens mule for hvert åndedrag og ligeså fra Asith og Selmy. Der var gået en rum tid uden megen aktivitet fra mørkelverens side. Hans lettere paniske holdning på hesten var i mellemtiden forsvundet og i stedet sad han sløvt over Selmy blev blikket rettet op imod nattehimlen. Der var nymåne den aften og lyset var svagt.. Så svagt at man ikke skulle tro, at de ville kunne se noget, men sådan var det ikke. Det sarte lys formåede - måske på grund af det skinnende sand - at bade ørkenen i en grålig sølv-blå farve og hvis det ikke var fordi sandets bakker og dale stod fuldstændig stille, kunne man næsten lade sig snyde til at tro at de red på toppen af et hav. Selmy lod sig nok ikke narre, da han aldrig havde set et hav at drive reference til, men Asiths tanker faldt tilbage på det mørke vand ud for Kzar Moras kyster.

Det var over en time siden at solen var forsvundet og kulden tog til.. Nok til at det ikke længere var varmt nok at sidde tæt på hesten. Asith vendte sig halvt bagud og søgte rullen af tæppe, som sad fastspændt på hesten bag sadlen, bredte det ud bag sig og som et par flagremusevinger foldede han det med sine arme foran igen så han dækkede både sig selv og Selmy. Akavetheden var ovre for nu, for Asith var både for træt og for opslugt af sit tankemylder til at lade det gå ham på - lige nu ville han bare forblive varm... Hvilket i sig selv føltes absurd taget i betragtning var lidt tid det var siden at de ville slå ihjel for en smule skygge. Der var aldrig nogen der fortalte om hvad ørkenen gjorde ved en, var der? Det var altid en nærmest romantiseret fortælling man hørte og ikke hvordan den spredte én så forpulet tynd med en nat og dag så forskellige at de burde være på hver deres side af kloden. I det mindste var de både et smukt syn i hver sin forstand.    


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 09.08.2019 00:35

Ørkenen forblev smuk og var hele tiden under forandring, alt efter hvor højt solen havde stået på himlen. Nu var det månen og stjernernes lys der herskede, og gjorde sandet blåhvidt, og genspejlede ligeledes Selmy og Asith. Hesten skridtede roligt afsted, og ville nær have vugget ham i søvn, hvis ikke det var fordi at han allerede havde sovet for få timer siden. Selmy lod dog sit blik hvile op mod fuldmånen, og sendte nogle længselsfulde tanker hjem til sin familie. Måske holdt lyset fra den selv samme måne dem oppe i nat, eller måske kunne de trygt sove, fordi de havde modtaget hans brevdue, som han havde sendt afsted under deres ophold i Medanien. Han havde skrevet at alt var vel, og at der ville gå lidt længere tid end forventet, før de så ham igen... Men de kunne nok ikke gætte sig til, hvilke farer han blev udsat for undervejs. De troede vel bare at han rendte rundt og hyggede sig med blomsterskitseringer og bedte til Isari under åben himmel. Den Selmy de en dag ville få hjem, ville nok ikke være den samme Selmy, som de sendte afsted. Han var blevet mere hårdhudet, flabet og havde nok ikke haft sine prioriteringer der hvor de burde være. Han var blevet syndig, og han var ved at være træt at skamme sig og gå rundt og være bange hele tiden... 

Selmy tog ikke rigtig øjnene fra månen, men blev ved med at tænke på sin familie, og tænke på sin far og kvinderne i hjemmet. Han frøs meget på nuværende tidspunkt, og inden længe ville kulden nå ind til hans knogler, hvis ikke det var fordi han mærkede et ekstra lag varme, blive pakket om ham i form af et tæppe. Straks vågnede han op fra sin nedslukkede tilstand. “...Tak Asith? Godt tænkt...” Forsigtigt med den dårlige arm i slyngen, kunne han række ud efter spidserne af tæppet, og holdt det lukket om sig. Det hjalp helt klart på at holde deres kropsvarme inde, så han stillede ikke spørgsmål til venligheden. Det gjorde ham kun en smule utilpas ved tanken om hvordan han havde givet ham den kolde skulder, hvad end om Asith havde fortjent det eller ej. Han rømmede straks på sin stemme, så det kunne være klar og tydelig. “Jeg sidder bare her og tænker på dem der venter på mig derhjemme... Deres liv er nok ikke gået i stå, bare fordi jeg ikke er der...” Han tav straks igen, og han vidste egentlig ikke hvor han ville hen med det, men han håbede på at de kunne slå en streg over at han havde hidset sig op, hvis han åbnede munden som den første. 

Helt kortvarigt så han sig om skulderen, for at få et enkelt blik af Asith igen, inden han kiggede frem igen, og for første gang, og helt forsigtigt, lænede han sig en smule tilbage, indtil han stødte på Asiths krop, og brugte ham som et varmt ryglæn. Eller hans krop var kølet ned, men den kunne nok let blive varm igen. Straks kunne han mærke hvordan hans trætte anspændte muskler fik ro. Han holdt på vejret og kiggede bekymret og stift ud foran sig, for at afvente reaktion fra Asith. Han håbede på at Asith lod ham være, uden at stille spørgsmålstegn ved det, frem for at han skulle blive irriteret og skubbe ham væk.  


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 09.08.2019 01:07

Asith svarede umiddelbart ikke på Selmy’s taknemmelige kommentar, men stilheden der kom fra ham var heller ikke pegende eller på anden måde ubehagelig. Blot en form for hengemt stilhed, som passede til de søvnige nattetimer og kulden, som omsluttede dem. Da nævnte Selmy din familie og hvordan han tænkte på dem og deres færden derhjemme i Dianthos.. Og han havde været SÅ tæt på dem, hvis det ikke var fordi en mørkelver var stødt på hans telt den grå efterårsdag. Asith sagde først ikke noget, men det satte tanker igang. Tanker om familie og tilbagevending og verdenen, som fortsatte imens de var væk og uvisheden, som Selmy’s familie måtte besvære sig med. Men det var ikke en helt ulidelig ide at have nogen tilbage, som tænkte på en? 

Imens Asith funderede over familie konceptet og kom til at tænke på et par ord, som Selmy havde sagt for ikke lang tid siden. Noget omkring hvor meget han selv havde delt i forhold til hvad Asith havde, hvilket i sammenligning ikke var meget. Han havde sagt at det ikke var fair og Asith havde ikke forstået hvad han mente med det... Måske ikke før nu? Det var jo ikke ligefrem noget der skete ofte; at nogen gerne ville vedkomme sig en... Og måske var det på tide at slå nogle rigtige rødder i Dianthos? Op til nu havde han kunne forsvinde fra jordens overflade og ingen ville mærke forskel og jo, før havde han altid set det som en styrke og en uafhængighed, men nu? Asith drog et lavt suk imens Selmy lod sig finde en smule mere komfort med ryggen imod ham og det drog de røde øjne, som nænsomt skabte kontrast til deres blålige omgivelser, ned for at betragte knægten for en kort stund. “....” Han lænede sig, ikke for at skubbe Selmy af sig, men for at tage tøjlerne i hånd, for det var tid til et vagtskifte.

“De glæder sig nok til at høre hvad du har oplevet.” Svarede Asith endelig. Hans stemme var lettere hæs stadigvæk. “Men for deres nervers skyld, måske du skulle udelukke et par detaljer når den tid kommer.” Tilføjede han. Han kendte ikke det mindste til Selmy’s familie dynamik, men det virkede til at de var typerne, som ikke ville blive begejstrede for de farlige eskapader de havde været ude for indtil videre. Han blev kort stille igen og overvejede tungt sine ord inden han igen talte.

“Du nævnte før at du ikke syntes det var retfærdigt...” Startede han lidt tøvende, men stoppede ikke. “At jeg ved så meget om dig og det ikke var gensidigt.” Han rømmede sig kort og lod blikket falde imod horisonten der forblev mørk og langt fra morgengryet endnu. “Jeg har ikke direkte tilbageholdt noget, men har aldrig rigtigt delt den slags før. Personlige ting. Det gør mange ting besværlige.” Gav det mening? Han var ikke sikker og jo mere han snakkede, jo mindre overbevist blev han at det bare lød som sludder. “Men jeg tror at jeg ville være okay med det, hvis du kendte mig.” Det var ikke nemt, men han kom endelig til sin pointe. ”Så... Jeg vil prøve at være bedre til det.” Han følte sig ufattelig dum, men hans træthed dæmpede forlegenheden. Hvad han egentligt burde øve sig i var at være mere direkte. Sikken overkompliceret måde at fortælle en ven at man stolede på dem og gerne ville kendes ved dem.


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 09.08.2019 11:25

Hvor var det mærkeligt at være helt tæt på ham på denne her måde. Asiths krop var høj og fast, og egentlig ikke videre behagelig at støtte sig imod under normale forhold. Men lige i dette tilfælde, hvor hans muskler spændtes for at restorere på de muskler omkring skulderen, der var revet over, og efter nogle timers uafbrudt ridning, var der intet bedre for ham lige nu. Selmys lave krop passede perfekt til Asiths højde, så hans baghoved kunne hvile sig mod Asiths brystparti. Alene genertheden ved at bryde sine egne grænser og læne sig ind til Asith, som var det ingenting, varmede ham endda endnu mere, og inden længe var Selmy ikke længere kold. 

Selmy slap i tøjlerne og overlod dem til Asith. Han havde reageret bedre end han havde håbet på, og det så endda ud til, at han havde accepteret hans nye rolle som ryglæn. Selmy kiggede op på Asith, som virkede så stille pludselig, som om at Selmys ligegyldige plapren havde sat alt muligt i gang i ham. Han lignede en der tænkte lidt for længe over det, så han afbrød ham ikke, men lod blikket glide ned igen, før Asith kiggede ned på ham.

“Ughh... “ Asith mindede ham om hvor pylrede hans familie var omkring ham. Det var ikke fordi hans far havde dårlige nerver, men han var skam ekstra påpasselig med, hvor frie tøjler han ville give sin eneste søn. Det havde været svært at overtale hans far til at give løsne grebet lidt mere om livet på ham, men Salem var ikke nogen ond far. Han var bare... meget bestemt og ekstremt alvorlig. Han var ikke ligefrem hyggelig at være alene med. “Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige...” Salem ville uden tvivl give ham blikket og stramme sin mund som han altid gjorde, når han var vred over, at aftalen ikke blev holdt til punkt og prikke, og så ville han vende sig med ryggen til og fortsætte med sit arbejde, mens han i stilhed funderede over hvor længe Selmy skulle straffes, ved at skulle hjælpe til i healerhuset, eller melde sig i Isaritemplet til at tegne religiøse afbildninger i nye skriftruller eller bøger... Han var nødt til at finde på noget at sige, før han blev frataget muligheden for at tage ud af Dianthos! Han skulle i hvert fald ikke fortælle at han var blevet kidnappet af en mørkelver, eller at de havde kæmpet mod bjørne og kilepræster... eller at han havde stjålet æbler fra en simpel bonde og rigdomme fra Medaniens borgmester! Det hele snørrede sig sammen i hans indre, bare af at tænke på, at det skulle komme for hans fars ører... Men Asiths vejrtrækning tog ham straks tilbage til nuet. Han kunne høre at Asiths ord virkede tøvende, som om han ikke vidste hvordan han skulle formulere sig på noget, der var svært at sige. Det formåede at stjæle Selmys opmærksomhed fra sine egne bekymringer fuldstændigt, og han kiggede overrasket opad igen.

“Hn...?” Selmy stivnede i kroppen, lidt i chok over, at Asith forsøgte at fortælle ham... Ehh... Selmy var faktisk ikke helt sikker på hvad det præcist betød. At han ville åbne sig mere op for ham? Alene det at Asith ikke kunne få sig selv til at sige det på en mere fattet måde, sagde kun meget om, at han slet ikke var vant til at åbne sig op for andre, og det gav Selmy en smule dårlig samvittighed. Han forsøgte at smile til Asith, men det så mere nervøst ud end det så glad ud “Jeg vil gerne kende dig... Så... det er en ære at høre om dig, hvis du kan...” Lød det mindst lige så svært formuleret fra Selmy. Det var pludselig svært at kræve mere åbenhed fra Asith, når han i forvejen lå så tæt op ad ham. Han rømmede sig akavet og lettede sin krop en smule ved at skubbe sig frem at sidde igen. Det blev hurtigt koldt, men noget mindre intimt og forkert.  


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 09.08.2019 16:30

En ære? Var det ikke at presse citronen bare en lille smule? Asith havde stadigvæk ikke en forestilling om, at det ville være specielt interessant at kende ham, men Selmy havde givet udtryk for, at det var noget han gerne ville.. Og ja, det var vel på tide, at Asith lod nogen komme bare lidt ind på livet af ham og muligvis huske ham, hvis han en dag rent faktisk kreperer forud for sin tid. Det virkede mere sandsynligt efter i dag. Ugh, sikke morbid hans tankegang var blevet, bare efter et enkelt døgn i ørkenen.. Men det havde også været en hæsblæsende dag på rigtig mange måder, men det var en slags trøst at Selmy ikke reagerede koldt overfor kommentaren. Asith vidste ikke hvorfor han skulle tage det anderledes, men det var vel nærmere en indgroet frygt for, at hvis man endelig lod sig åbne op, blev det mødt med afvisning. Hvor infantilt og paranoidt! 

Asith skævede let til Selmy, som nu lænede sig træt imod hans brystkasse og forsøgte på bedste vis at holde sig i skindet. Træthed eller ej, så var det stadig en ret sær sensation, specielt når knægten lænede sig imod det mest sårbare stykke på hans krop... Men han undede Selmy den smule komfort efter mange timer i rank saddel og så hjalp det trods alt på varmen, som føltes som om den havde steget helt op til Asiths øre-spidser. I nærværet faldt Asith i fælden af at lægge mærke til smådetaljer på Selmy’s person; Hvordan hans hår var blevet længere siden de først mødtes og hvordan han helt sikkert var mindre ‘blød’ end han først havde været. Deres tur var helt sikkert kommet til udtryk i hans udseende og han lignede bare en smule mindre en forkælet møgunge nu. Normalt havde Asiths skrevet sig disse ting bag øret for at udnytte dem senere i form af en finpudset illusion, men denne gang var det bare en observation, som var drevet af guderne vide hvad. Jo, Selmy’s familie ville nok få en anderledes version af ham at se når han endelig kom hjem... Og det var Asiths skyld.

Asith blev hyldet ud af den igen da Selmy rettede sig op og lod en streg kulde glide ned imellem dem så det gøs op ad Asiths rygsøjle. “Ech..!” Han lænede sig selv en smule frem, så alt varmen ikke undslap under tæppet og brokkede sig lavt. “Ulidelige klima... Hvordan kan det overhovedet formå at blive så koldt?” Det måtte være en forbandelse! “Det er som om ørkenen selv er ude på at gøre det af med os...!” Uden tvivl, for Asith vidste ikke en kæft omkring hvordan de manglende skyer lod varmen undslippe når dagen gik på hæld og tillod en næsten vinter-agtig kulde. Hans kompetencer kom ikke rigtigt til deres ret herude og det fik ham ærligt talt til at føle sig dum og uerfaren. 

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 09.08.2019 19:28

Selmy lod sig nøjes med at varme sig med lidt af tæppet, og havde egentlig også armslyngen der varmede en smule. Et eller andet sted led han ikke så meget i kulden, som Asith måske gjorde. På trods af at han var vokset op i det centrale krystalland, havde hans forfædre fra norden trodset isen og havde uden tvivl overlevet på isfiskeri og jagt i kulden. En smule af de gener havde han i sig, uden at han rigtig kunne konstatere det. Han lyttede til Asiths klage, og kom i tanke om de ældste og de helligste ruller, der berettede om skabelsen af krystallandet og om Aladrios krav på balance, både hvad angik godhed og ondskab, i form at lys og mørke, og is, græs og tørke... “Ørkenelverne synes garanteret meget godt om det” Lo han kort, inden han forsigtigt trak sin hånd ud af slyngen, for at strække den lidt. Det var lige før det var ved at gøre ondt, bare af at have den liggende, uden at gøre brug af den. Asiths forbindingsværk sad som det skulle endnu, og Selmy studerede sin hånd lidt foran sig, inden den kom ind under tæppet igen. 

Hesten under dem havde skridtet i et godt stykke tid nu, og Selmy vurderede, at den godt kunne klare en rask trav fremad igen. En times tid længere fremme, var nattehimmel ved at lysne ved horizonten, og nogle mørke silhuetter dukkede op. Det kunne ikke vurderes hvad det var, før de red tæt nok på, men så kunne Selmy se, at det var et par høje, tobenede skikkelser, der stod midt ude i ørkenen, uden at bevæge sig særligt meget. Selmy trak i hestens tøjler, fordi han ikke ønskede at krydse veje med nogen, og i stedet red han noget af en bue udenom dem. Han ville ikke risikere at skulle blive røvet for deres få ejendele, eller handle med nogen. Hans blik blev dog ved med at spejde sig efter dem, mens han forsøgte at tyde hvad der skete derhenne. “Hvad laver de mennesker derude?”. Måske Asith kunne se det. Han havde i hvert fald bedre hørelse end ham, og han havde vist også fået den ide, at Asith generelt kunne se ting i nattens buldre mørke, som han ikke selv kunne.

De to skikkelser var to mænd af ørkenen. Den ene en ørkenelver i simple klæder, og den anden var et menneske, klædt i fornemme klæder. Ørkenelveren bukkede sig ned over noget, der kunne ligne et barn, som enten havde smidt sig i sandet, eller værre... var faldet død om. Selvfølgelig var Selmy og hans team af mørkelver og hest ikke gået uset hen, og menneskemanden havde vendt sig om i deres retning, og viftede sine arme i vejret efter dem. Måske kaldte han endda, men afstanden imellem dem var endnu for lang til at Selmy ville kunne høre noget. 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 09.08.2019 23:20

Mørket, den stille skridten fra hesten og komforten fra varmen under tæppet var nok til at bringe en døsig energi over Asith. Nu hvor Selmy havde taget styringen over igen, var det svært at forholde sig vågen og vagtsom. Tids nok i denne position og Selmy ville eventuelt føle Asith lænet imod ham da hans krop eventuelt blev for træt af at holde en rank ryg. Mørkelverens spidse hage og kind fandt støtte på knægtens skulder og hans åndedrag drev forbi og varmt hen ad Selmy’s hals sammen med en tot let, hvidt hår. Hans sikkerhedsmæssige hold omkring ham løsnede ligeså og dalede en smule fra positionen omkring hans liv. Han var kun få øjeblikke fra at døse fuldkommen da den pludselige buge, som hesten red i, fik ham til at røre på sig igen. “Hnm.. Hva? Hvem?” Mumlede han søvnigt og kløede sig i baghovedet. Kommentaren om de fremmede silhuetter fik ham til at vågne helt fra sin halv-lur og han rankede sig idet de red forbi dem. Det var nærmest abstrakt at se andre tobenede personer da de ikke havde set til nogen siden de forlod markedet dengang inden de drog imod sandet. De virkede til at være i problemer af en eller anden art.

“Jeg ved det ikke, men en af dem ser prangende ud... Den anden er elver.” Han rynkede let på brynene. “Rigmand og slave, måske?” Han kneb øjnene mistroisk sammen og vendte dem imod Selmy med et hævet øjenbryn. “Skal vi undersøge det? Du nævnte at det måske var en god ide at tage kontakt til lokale elvere herude og...” Han pausede. “Det ser ud som om der er et barn med dem.” Asith lavede en grimasse som om han havde smagt noget grimt - at være så intenst sammen med Selmy hele tiden havde gjort ham lidt for blød, havde det ikke? Måske havde Selmy opsuget noget af Asiths hårdhed og samtidig givet ham noget af hans blødsomhed? Guderne vide at Selmy’s stramme moral havde ændret sig en del ligeså siden de påbegyndte deres færd. 

Asith tjekkede kort om han havde sin daggert på hoften - og selvfølgelig havde han det - inden han gjorde tegn til at stoppe. “Jeg behøver ikke gå helt op til dem.” Noterede han, som om han allerede kunne forudse Selmy’s bekymring og ærligt talt.. Havde han ikke set barne silhuetten, så havde Asith nok også været totalt ligeglad. Hvis Selmy stoppede hesten, kom han akavet ned fra den, hvilket ikke var så let som først antaget - Han havde bølgegang i benene efter at være blevet vant til at sidde til hest og som sædvanligt gav det han en forbandet ømhed!  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 10.08.2019 00:25

Så længe Asith hvilede sig mod hans venstre skulder, ville han have lade ham sove så længe han havde behov for. Han blev dog ret hurtigt tungere, som han åbenbart lod til at falde i en søvntilstand ret hurtigt. Selmy havde fundet det sikrest at lukke armen i slyngen tæt om Asiths arm, for at sikre sig, at Asith ikke skulle glide ned af hesten. For han var vist blevet godt træt og udmattet... og han skulle vist have en ordentlig pause, når først de nåede oasen. Og det skulle Selmy også.  

Som han havde vækket Asith, skævede han om på ham kort, for at se, om han kiggede i den rigtige retning. Asith kunne tilsyneladende se lidt flere detaljer, som Selmy ikke kunne. Han kunne godt se at den ene mand var højere end den anden, men han kunne ikke ligefrem racebestemme dem endnu

“...De vinker til os... Måske vil de have vand... Måske er de faret vild?” Selmy var tøvende, for han kunne ikke se hvad han eller Asith havde, der var værd at stjæle. Jo, de havde en hest. Og de rejsende var på gåben! Sammen med Asith havde han i det mindste lært, at han skulle stoppe med at være så naiv, som i starten af deres rejse. Han håbede lidt at Asith ville tale ham fra at tage derhen, men det virkede som om at Asith var ret bekymret for barnet i deres varetægt... Der var virkeligt intet ondt i den mørkelver tilbage... Hvis der overhoved havde været noget! “... Du har ret. Lad os prøve at nærme os nok til at kunne høre hvad de vil have...” Blidt puffede han Thatos i gang igen, denne gang i retning mod den lille gruppe. Han kunne ikke forestille sig, at en slave kunne vise dem vejen til Thal’Elor, men han ville ikke kunne leve videre i uvished om, om han ville have efterladt dem til døden, hvis de tørstede. Særligt ikke hvis der var en dreng iblandt dem. Selmy var ikke rigtig god til børn, og kunne i hvert fald ikke sætte sig ned på deres niveau og tale of forstå dem, for han kendte ingen børn, udover dem han selv var vokset op med, som nu var blevet store og voksne. Det skulle dog ikke holde ham fra at følge sin pligt som healersøn og isaritilhænger.

“Hjælp!” Kaldte menneskemanden højlydt og viftede stadig med armene, selv da Selmy nærmede sig, med hest og mørkelver hos sig. Hvis de havde et problem med Asith herude, kunne han nå at ride bort, før de nåede at spytte efter ham. Selmys blik søgte hurtigt hen mod rigmandsdrengen i ørkenelverens arme, som ikke længere var ved bevidsthed, men lå og spjættede med benene og armene. Selmy hev hurtigt sin arm ud af slyngen af hoppede straks ned af hesten, for at løbe dem i møde. Han vidste ikke helt hvad drengen havde fået et anfald af, men han vidste hvordan han skulle forsøge at redde ham. Men den solbrune, skæggede mand i rød og sortfarvet silke greb straks Selmy i hans dårlige arm, der kort fik ham til at spjætte, for at standse ham. “Hurtigt, vi skal have ham hjem til lejren! Tag ham med på jeres ridedyr!” Lød det desperat fra manden, hvis rubinske dialekt lød barskt og brutalt. 

“Jeg er healer!” Vrissede Selmy som pludselig var under press. Han hev armen til sig, og smed sig ned foran drengen, for at fjerne ham fra ørkenelveren, der ikke havde vidst hvordan han skulle få ro på drengens spasmer. Drengen kunne ikke være mere end 8 år, og var ligesom mennesket mørk og sorthåret, og iklædt farvet silke i sort og rødt og en sort turban. Han havde et anfald, der meget vel kunne ligne epilepsi, så Selmy tjekkede hans luftveje og lagde ham om på siden at ligge. 

Den høje slanke ørkenelver og den lavere og mere bredskuldrede mand samlede sig om drengen, og ville ikke rigtig give Selmy plads til at arbejde i. Men de holdt sig fra at røre ved ham, selvom drengen blev ved med at ryste i kroppen, og de blev mere nervøse.    

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 10.08.2019 19:16

Asiths skarpe fingre forblev på den forbundne daggert på hans hofte da de nærmede sig den mindre gruppe af hvad der rigtigt nok bestod af en rigmand, muligvis hans barn og en ørkenelver af obskur relation, men Asith kunne godt gætte sig til den. Han havde godt hørt omkring hvordan Rubinien - trods deres neutralitet - var åben for slaveri. At drage konklusionen var måske ikke fair, men Asith kunne ikke lade være med at føle en slags paranoia over ideen. Han havde set slaver før selvfølgelig og af alle slags. Kzar Mora var ikke fordømmende på den måde; De så ejerskab i alle, som ikke var stærke nok til at eje sig selv og benyttede dem gerne til alt ligefra rugemødre til undværlige tropper - den slags der var ment til at falde som de første. 

Asiths røde øjne faldt på Selmy da han skyndte sig til barnets side for at undersøge ham. Selmy Doktorsøn var stadig en ret nøjagtig titel, var det ikke? Han løftede et forvirret øjenbryn imod barnet og tog et enkelt skridt tættere på. Havde han fået et anfald? Man skulle tro at den slags ville ske under hedebølgerne og ikke nu, hvor nattekulden gav dem en naturlig pause, trods det forblev barskt. Ørkenelveren og rigmanden virkede ikke just overbeviste over Selmy’s kunnen og gav ham ikke den afstand han behøvede, så Asith trådte frem og tog fat i en skulder hver for at trække dem ud af knægtens arbejdsrum. “I snakker Krystaliansk, ja? Så giv ham noget plads.” Der var ingen diskussion at finde i hans stemme og kort gav han dem et advarende, ulmende blik inden han trådte over på Selmy’s anden side for at få et overordnet kig på drengen. Han bekymrede sig ikke over det faktum at han ikke var forklædt i øjeblikket. Mørket og den hvide hætte over hans hoved burde være nok for et par fremmede de nok ikke så igen.  

“Slangebid måske? Jeg har noget antitoksin på mig.” Nævnte han og løftede blikket til Selmy. Hans fingre fandt den allersidste fyldte flaske i hans mavebælte - den sorte. Det var ikke den mest nyttige ting at have tilbage som den eneste - guderne vide at bæst afværgeren havde været nyttig i mange flere situationer, men hvilken slags alkymist ville han være, hvis han ikke havde noget på sig, som modvirkede gifte. Asith satte sig på knæene og afventede mulig brug for assistance, hvis Selmy skulle have brug for at vende drengen eller holde hans hoved og lignende. Det lovede ikke godt. Hvis barnet ikke kunne få vejret, måtte de lave et indgreb og Asith var LANGT FRA komfortabel med at lave en trakeostomi, specielt når han kun havde sin daggert på sig af værktøjer... Og specielt ikke på et barn, for guderne vide hvilke slags anatomiske komplikationer der måtte være. Asith havde trods alt aldrig forsøgt sine tvivlsomme lægekunskaber på nogen som helst der ikke var fuldvoksne. 


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 10.08.2019 20:27

De to mænd rykkede sig først til side, da Asith var trådt frem. Rigmanden, som egentlig fyldte mest, kiggede også engang på hånden der rørte ham på skulderen, og så godt at hånden var lilla, hvilket så ud til at chokere ham en smule. Men lige nu var han dog mest optaget af, at drengen blev tilset af den fremmede healer, der slet ikke så gammel nok ud til at have erfaringen til det fag. Han trådte til side som befalet af den uhyggelige mørkelver. 

Selmy så op på Asith med et taknemmeligt udtryk i sit ansigt, så han ikke sad alene med drengen. Han var endnu ved at tilse ham, for at finde ud af om det var væskemangel eller andet, der var årsagen til dette pludselige anfald. “Slangebid?” Det var ikke utænkeligt. Han rak hånden ud efter antitoksinen, så han i hvert fald havde den klar, så snart han fandt frem til slangebidet. Han søgte nedefra drengens fødder og op ad hans ben, men selvom de var ude i ørkenen, så det ikke ud til at være et tilfælde af slangegift. “Jeg... jeg kan ikke se noget bid”. Han kiggede op på manden, der meget vel kunne ligne hans far, som stod og ventede på at få svar på hvad det var “Har han haft et lignende anfald før?”.

“Jeg ved det ikke. Det er min nevø” Svarede manden, stadig stående på afstand. Han så på Asith, der var dukket op “Er han også healer?” Spørgsmålet var henvendt til Selmy, og ikke mørkelveren, som om han antog at Asith var hans slave.

Selmy ignorerede ham til fordel for at tage sig af drengen, og med en hånd rakte han fat i Asiths ærme, for at genne ham ned på hug ved siden af sig. “Er modgiften sikker, selvom vi ikke kan vide, at det skyldes et slangebid? Vi skal handle hurtigt, hvis det er!” Han forsøgte ikke at sige det for højt, for ikke at fremstå som en dårlig healer. Han var egentlig heller ikke andet end søn af healere, men han havde både læst lægebøger og havde andenhåndserfaring i det praktiske, når han havde været i healerhuset, som ekstra hjælp. 

Slaveelverens ene øre vippede en smule for at følge med i deres indbyrdes samtale. Han trådte i stor forsigtighed om bag Asith, og slog over i elvisk. “Nogle gange er det bedst, at lade naturen gå sin gang” Hvislede han lavt. Ikke hviskende, men mumlende, så menneskene ikke ville kunne tyde om der overhoved blev talt krystalisiansk eller elvisk imellem dem. Det kunne give ham store problemer, hvis rubineren ikke kunne forstå hvad der foregik omkring ham. 


0 0 0


Chatboks
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben IC-chatten]
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben almindelig chatboks]
Online nu: Blæksprutten, Mong, Leviathan, Muri
Lige nu: 4 | I dag: 12