Aynry lægger hovedet lidt på skrå, trækker sin hånd tilbage da Suki havde taget reagensglasset. Hun betragtede hende under hele forvandlingen. Forvandlingen mindede hende, om da hun selv skulle igennem den. Det var måske nogen lunde det samme, men folk var vel forskellige, så den havde vel også forskellige forvandlinger? Altså.. hvordan kroppen reagerede på det.
Endelig sad Suki behåret, ligesom hende selv. Hun kunne ikke lade være med at smile stort.

"Neeeej! Hvor du blevet fiiin!" sagde Aynry, og slog poterne sammen mens hun betragtede hende. Hun havde et stort smil på læberne, og hun synes at Suki var blevet rigtig yndig.

"Hvordan har du det nu?" spurgte hun så og bevarede stadig sit store smil.

Suki smilte selv stort tilbage og kiggede ned ad sig selv igen.
Kunne nærmest ikke stoppe med at strygge hænderne over det. Det kildede sjovt og var en helt ny følelse af tryghed.
"Har det utroligt godt. Bedre end før." kommentere hun og kigger op endnu en gang.
Hun smed sig frem og krammede taknemmeligt Aynry. Både som tak og for at hun også ville blive strøget over den nye pels. (XD)

Aynry smilte stort, og krammede gerne Suki ind ti sig. Hun aede gerne over hendes nye pels, og lagde sit ansigt ned på Sukis behårede skulder.

"Det er rart med pels.." mumlede hun stille.

"Man skulle næsten tro, at det ville kunne gavne hele landet, ikke sandt? Så ville alle måske have det meget bedre!?" Hun tænkte lidt selv over det. På en måde var det en frihed i sig selv at have fået pelsen. Man følte sig på en måde vild, og på en måde mere tryg. Den beskyttede jo lidt den sarte hud, desuden, så frøs man heller ikke så nemt. Så på den måde var man heller ikke så sårbar.

Det simrede over hele Sukis krop. Sådan en fornemmelse... Selv kørt hun sine hænder, blidt op ad Aynry, for at gengælde det; med det pels som nu kommer under hænderne.
"Mhmm.. Gid man kunne give alle pels, ja.. Ville være som en drøm.." siger hun, rolig; helt forgabt i krammet, så hun helt glemmer at hun faktisk lige har smidt kurven fra sig, for at komme i Aynrys arme..
Hun sukker varmt og gnider småt pelsen på hendes ansigt, mod Aynrys nakke, mens hun smiler, så et par af de skarpe tænder kommer frem fra læberne, siden hun nok også skal væne sig til at de fylder lidt mere nu...

Aynry smiler skævt og nikker lidt.

"Men.. jeg må nok hellere se at komme tilbage.. Jeg er ikke så glad for mørket.," Sagde Aynry nu lidt uroligt. Hun ville nødigt tage forvandling foran Suki, og så blive en kold skid.
Hun puffede lidt til Suki, selvom hun egentlig mest ville blive.

"Jeg vil ikke have, at min anden side skal vise sig lige nu.. " hun nikkede en enkelt gang, og resjte sig langsomt op. Hun tog fat i Suki's kurv, og rakte den til hende.

"Du må vel også se at komme videre?"

Suki blinkede lidt forvirret og rystede sit hoved en gang, da der kom afstand igen.
"Eh. Ja. Selvfølgelig.." sagde hun og fik rejst sig op at stå, i takt med Aynry, hvorefter hun fik kurven i hånden.
Hun smilte og nikkede; "Ja.. Må jeg hellere. Og tak. Kom endelig forbi en dag, hvis du kan finde mit hjem" siger hun blidt, mens hun stadig prøver at få sine tanker på det rene igen.

Aynry smiler og nikker til Suki.
"Kan godt ske, at jeg dukker op på et tidspunkt.." sagde Aynry og nikkede endnu en gang, men det var mere som afsked.
"Kom godt hjem Suki..," sagde Aynry, inden hun vente om på hælene, og begav sig afsted hjemaf. Det havde faktisk været en god dag. Der havde ikke været så mange brag inde fra byen til at kunne vække noget vrede i hende, og hun havde forblevet i sin lyse skikkelse hele dagen. Det var ikke noget der skete så tit.
Hendes lange blode hår kildede hende lidt på ryggen, i takt med hendes hår bevægede sig da hun begav sig hjemad.
Aynry så sig over skulderen, og over på Suki. Hun vinkede til hende, inden hun løb afsted gennem mørket og var nu ude af syne...

//out

Suki nikker tilbage, med et roligt smil.
"I lige måde, Aynry.." siger hun stille, mens hendes blik følger Aynry, da hun går.
Vinker tilbage da der bliver vinket og står så for sig selv, da hun forsvinder.
Hun står der faktisk i et minut før hun for rystet sig fri, hvor hun kigger sig rundt, for så at gå mod en anden del af skoven, med kurven i den ene hånd.. Og den anden på den hånd, mens den roligt stryger et par fingre over noget lyst pels.
Selv forsvinder hun mellem træer, så alt bliver stille i naturen.

//out

Yumikasake kom langsomt gående, med langsomme skridt og et langt ansigt. Han var udmattet og træt, havde ikke fået noget at spise i 36 timer og havde brug for at sove.
Han stoppede ved det højde, bløde græs og kiggede kort på kvinden, der sad der. 5 sekunder hvor han bare kiggede på hende uden at sige noget passerede, hvorefter han satte sig ned ikke så langt fra hende, og lagde sig ned i græsset.

Han løftede den ene arm en smule, og var tydeligvis ikke skræmt af hendes sværd eller hendes paranoia. En lav stønnen undslap hans læber og han lukkede træt øjnene.
"Er det vigtigt?" dette spurgte han om af ingen real årsag, han gad bare ikke skulle introducere sig selv endnu engang. Han var så utroligt træt.

Nåh, nåh. En lysets kriger? Hun virkede ret så høj i hatten, for hvad fanden skulle han bruge den viden til? Ingenting, det var hvad han kunne med den. En lille ting i hans hovede sagde at han ikke skulle fortælle hvem han var, bare fordi han var modstridende af natur. Ingen skulle fortælle ham hvad han skulle gøre, specialt ikke en eller andne paranoid kvinde han ingen idé havde om hvem hun var, udover at hun var en lysets kriger. Han rullede om på siden. "Dygtig pige, men hvorfor skulle jeg adlyde dig?"

//Frys

(Fnøh, den anden person eksisterer ikke længere ._. Jeg går bare udfra at jeg leaver så...)

Og så gik han

(wow)
//Out

Maki tuller rundt i det høje bløde græs, og smiler for sig selv.. Hun går lidt rundt i ring, og ligger sig derefter ned, hun beundre himlen og er mere eller mindre forsvundet i det høje græs. Hun ligger stille og lytter og bider sig selv blidt i læben, hun bukker benene og vikler halen forsigtigt omkring dem.

Rutilus Taurus traditionelle kåbe varmede den store bjergelver idet han gik gennem den kolde vinter skov. Det lange brune hår var sat op i en hale for at undgå at falde i vejen for de skarpe øjne der spejdede frem mellem træerne.
Han havde lige klaret en af Samsons små opgaver og trængte egentlig bare til at komme hjem i mere rolige omgivelser, så han kunne få vasket resterne af opgaven af tøjet. Den røde kappe var trodsalt blevet ekstra rød i dagens anledning, men dette blod skar ham i næsen. De skarpe sanser var ikke noget han brød sig om, og han fortrød han ikke havde klaret det på en mere... civiliseret måde, såsom at få en anden til det.
Han var egentlig ikke nogen voldlig mand, men når pligten kaldte havde han et job at udføre og han gjorde hvad han skulle.

Træerne begyndte at blive færre og en lysning åbnede sig foran Fragor. Han huskede udmærket stedet og det var en af de kendetegn han havde lagt på sin rute for at kunne finde det. Der var dog en ting der var anderledes. Noget der ikke helt passede ind.
Hans blik faldt på en skikkelse midt i lysningen. En lille sorthåret klump der ikke plejede at være der. Han smilte dog let for sig selv idet han trådte nærmere.
Han var tavs, men hans fodtrin kunne høres. Han gjorde sig ingen anstrengelse for at snige. Hvorfor skulle han dog også det? Han havde jo intet ondt i sinde.

Maki puttede sig lidt sammen, i det kolde vinter vejr.. Hendes pels var ikke helt så tyk endnu, og det var rimlig koldt.. Hun stivner og lytter, hun hører Fragor's skridt, hun kigger rundt, og får øje på noget rødligt, hun rejser sig stille op for at finde ud af hvad det er, der er på vej imod hende..

Fragor hævede et øjenbryn. Dette var ikke ligefrem hvad han havde forventet. Det var. Ja hvad var det?
Han stoppede op og betragtede skikkelsen foran sig.
Det var ikke helt en krystallianer, og dog alligevel ikke en elver. Det var heller ikke noget dyr han havde set før. Men hvad var det så? På grund af sin nysgerrige natur holdt han dog ikke afstand. Han trådte roligt tættere på uden at sænke farten.
"Du må undskylde hvis jeg overraskede dig. Det var ikke meningen"
Et roligt smil gled over hans læber idet han stoppede op kun få meter fra den fremmede skabning.
Med en behandsket hånd fejede han en løssluppen tot hår væk fra ansigtet inden den ingen faldt i skjul bag kåbens rødsorte stof

Hun kigger Fragor direkte i øjnene.. Hun giver ham derefter elevator blikket og smiler så til ham.
''Intet at undskylde..'' siger hun og smiler kærligt til ham.. ''Jeg skulle bare se hvad det var, man ved jo aldrig hvad der holder til i skoven. '' Siger hun selv sikkert, hun tager så et skridt hen imod ham, for bedre at kunne få en fornemmelse for hvem han er.

"LIge mine ord"
Fragor stod roligt og overvejede situationen. Hun kunne være en af de nye elementaler der havde været snak om, men samtidig passede hun ikke på nogen beskrivelse han tidligere havde hørt om dem.
Han indsnusede roligt luften igennem næsen i tilfælde af at hendes lugt skulle give ham en ledetråd imod hvad hun var, men lugten af blod blokkerede for hendes lugt og han indså hurtigt det ikke var denne fremgangsmåde han skulle anvende.

Han tog et par lette skridt til siden uden at nærme sig yderligere.
"Jeg tror ikke vi har mødt hinanden før"
Mens han talte bøjede han sig roligt ned og plukkede en lille blomst fra græsset.
"mit navn er Fragor, medlem af Rutilus Taurus"
Et uskyldigt smil spillede over hans læber samtidig med at blomsten visnede mellem hans fingre.

Når man hørte om Rutilus Taurus var omdømmet sjældent positivt. Samson var trodsalt ikke typen der viste nåde til uværdige og når Samson ikke viste nåde, så viste rejste af gruppen ikke nåde. Måske derfor enkelte personer støttede gruppen uden at slutte sig til. De kunne åbenbart ikke håndtere livets barske natur. Sådan fortolkede Fragor hvertfald den fremmede Denaro, som flere gange var troppet op på borgen uden at melde sig ind i banden. Han måtte dog have nogle forbindelser siden at Samson ikke bare havde smidt ham ud.

Fragor drog et suk og hans ansigt lyste en smule op.
"Men hvem er De så?"
Den visne blomst i hans hånd synes pludselig at genfinde livet og farven vendte tilbage i små blade. Det ville være synd at dræbe den nu, hvor den havde overlevet vinterens strabasser indtil nu.
Han satte den roligt tilbage på jorden og langsomt slog nye rødder sig fast i den kolde jord.

Maki kiggede forundret på ham. ''Det tror jeg heller ikke vi har.'' siger hun blidt og betragter ham da han bukker sig efter blomsten. ''Rutilus hva for noget!?'' spørger hun nysgerrigt.. ''Hvad er det for noget!?'' Hun kigger nysgerrigt og forvirret på ham..
Hun kigger underligt på blomsten da den visner.. Og endnu mere underligt da den kommer til live igen..
''Jeg hedder Maki.'' siger hun sødt, og smiler til ham. ''Jeg er lidt over det hele, hvor jeg nu lige finder det behageligt..''

Fragor nikkede let idet han slap blomsten. Han havde lånt og tilbageleveret dens energi, hvilket var grunden til han kunne ændre dens tilstand. Han kunne altid give den kraft igen, men hvis den havde været helt død ville det ikke have givet den liv, men bare en ustabil masse af energi.
"Og i dag var det så her?"
Han slog hurtigt ud mod lysningen med den højre arm.
"Midt i mørkets skov?"
Han hævede et øjenbryn af hende.

Mørkets skov var kendt for sine mærkelige væsner, hvoraf flere af dem var i stand til at flå hovedet af en normal rejsende, blot for at tømme deres lig for blod. Der var også halvulvene, som valgte at leve nærmere deres ulveside end deres krystaliske side.
Ud over disse var der selvfølgelig de ukendte... Og elementalerne.
Selv Fragor, der havde rejst mere end en menneskealder holdt sig i agt for elementalerne. Disse væsner var ikke til at spøge med og hærdede krigere ville blive mejet ned af deres magt.