Demos sidder på kanten af den lange træbro, hvor han efterhånden har siddet og døset hen i et godt stykke tid nu. Han bliver dog hurtigt mere vågen, da han bemærker en hurtig bevægelse i vandet. Han blinker et par gange med øjnene, men kan ikke se, hvad det var, der forårsagede bevægelsen, og slår det derfor hurtigt hen igen. Han kan jo ikke se Nasha, der holder fast om den ene stolpe under broen, som han sidder på.
Han vipper lidt frem og tilbage med sine ben, der hænger ud over broens kant, så hans tåspidser let rammer vandoverfladen på de bølger, der slår imod broen, så vandet sprøjter op til alle sider.

Hun ser sig omkring mens hun stille holder om stolpen, hun spotter et par ben som vrikker frem og tilbage, og med et sæt gir hun et smæl med sin hale og dykker ned igen men kommer op lidt længere henne.

hun knytter sig til en anden stolpe og læner sig forsigtigt lidt til siden for at se hvad hun lige havde plasket til.
hun ser en dreng eller en mand, det kunne hun ikke helt se.

hun smiler lidt for sig selv
''hvad er nu det der?'' siger hun stille til sig selv.
''hmm en overflde beboer'' tænker hun stille med en vrisen tanke.

hun ser direkte mod Demos med et fast blik.

Demos blinker igen gentagne gange med øjnene, da han igen synes at kunne se noget, der plasker rundt i vandet. Og denne gang er han næsten helt sikker på, at han virkelig så noget. Måske det bare var en stor fisk, men alligevel...
Han læner sig frem over broens kanter og bukker sig ned for at kunne se, hvad det er, han så forsvinde ind under broen. Det viser sig at være en helt almindelig pige, efter hvad han kan se. Men han kan jo næsten også kun se hendes hoved, eftersom resten af hende er dækket af vandet.

"Hvorfor gemmer du dig nede under broen?" spørger han hende undrende.
Han synes nemlig hun virker noget sky, sådan som hun hele tiden pludselig dykker ned under vandet for at dukke op under broen igen.

Hun ser stille på Demos

hun dykker igen og kommer stille frem igen lige under ham, hendes krop er endnu under vandet men hovdedet er lidt over vandet.

hun tænker lidt på om hun skal lære ham at kende eller om hun ikke bare skal drukne ham.
hun vælger det første for hun kan jo bare drukne ham bagefter.

hun ser stille og smiler til sin tanke, og ruller med øjnene.

''jeg gemmer mig ikke'' siger hun med et stille smile
''du skræmte mig''

Hun ser igen Demos i øjnene med et fast blik og med et smil på læben.

Demos kigger på hende uden at gengælde hendes smil. Hans ravgyldne øjne hviler blot betragtende på hende.

"Skræmte jeg dig?" spørger han og ligger undrende hovedet let på skrå, hvilket efterhånden er ved at blive end dårlig vane; han ser ikke specielt intelligent ud når han gør det - han ligner mest af alt en grøn, skællet hundehvalp med svømmehud mellem fingre og tæer, og med et par rovdyrsgule øjne, hvilket slet ikke er noget, der hører til hos en hund.

"Hvordan det? Ser jeg så farlig ud?"
Han kan ikke lade være med at smile lidt over sin sidste bemærkning. Som om han ser farlig ud. Godt nok ser han mærkelig, som han har fået at vide af så mange folk efterhånden, og der er endda en, der har påstået at han så nuttet ud; men han ser da slet ikke farlig ud overhovedet.

Nasha fnisser lidt over at der var andre næsten som hende.
hun dykker lidt ned og med fart kommer hun op på broen og ligger stille ved siden af ham,
hun holder stille sit hovede i sin ene hånd.

''hvorfor lever du på overfladen verdenen?'' spørg hun nysgerigt

hun smiler stille mod ham.

hun æger sig lidt over at han var en havmand for så kunne hun jo ikke drukne ham, men på den lyse side havde hun fundet en der næsten var som hende.

hun vifter lidt med sin hale og lader den komme under vandet bare for at hun hurtigt kunne komme væk hvis der kom andre.

Demos betragter hende, da hun vifter lidt med sin hale. Han kan ikke lade være med at smile bredt over endelig at have mødt en, som er han næsten ligesom ham. Godt nok ligner hun ham overhovedet ikke udseendemæssigt med hendes hale og hans skællede hud, men hun lever under vandet, og det er det, der tæller mest for ham lige nu.

"Fordi der sker mere oppe på overfladen end under vandet," svarer han hende.
Han trækker kort på skuldrene, imens han kaster et blik ud over det blå hav, som er helt uroligt på grund af de mange bølger, der konstant skyller ind imod havnen og broen, som Demos og Nasha sidder på.

"Tænker du aldrig på at komme op til overflade verden nogen gange?" spørger han undrende.
Godt nok kan han ikke se, hvordan hun skulle kunne bevæge sig rundt heroppe med den hale, men derfor kan hun vel godt have tænker om at komme herop nogen gange.

Nasha smilede lidt mere,

''tjohh engang imellem kommer jeg op for at se hvad der sker med nogen af mine ¨venner¨ (fisk og Divs havdyr)''

hun ser stille på ham og smilet blir lidt mindre.
hun smiler igen lidt op, og der kommer et røgslør om hende.

da røgen forsvinder sidder hun med hovedet mellem to ben.
hendes hale var dannet til en kjole og hendes overkrop var ikke forandret.

''jeg tænkte at du nok ville undre dig over hvordan jeg vadre på land'' smiler hun glad.

Demos kigger lidt forskrækket på hende, da hendes hale pludselig forvandles til et par ben og en kjole, men han får dog hurtigt taget sig sammen igen, og formår endda et møntre sit sædvanlige skæve smil.

"Nå, sådan," siger han.
Han sidder og betragter hendes forvandlede krop lidt og undrer sig lidt over, om hun mon kan gå på benene, alt imens han sidder og svinger med sine egne ben. Han får dog svinget lidt for voldsomt med dem, så en lille smule vandet bliver sprøjtet op i hovedet på ham.
Han tørrer hurtigt vandet væk med bagsiden af sin hånd, før han igen kigger på Nasha.

"Kan du så også gå på benene?" spørger han interreseret.

Nasha smiler stadig til Demos.

''ja men jeg kan ikke løbe'' svare hun stadig med sit smil på læben.
''men jeg har kun mine ben, som jeg tror det hedder i nogle få timer''

hun sukker lidt over sin sætning men kommer atter med et gladt udtryk.

''men ellers så kan jeg da stadig gå'' hun ser ham stille ind i øjnene

hun læner sig lidt fremover og sidder nu på sine knæ, hun ryster lidt sit hår og smider en søstjerne væk som sad i håret på hende.

Han nikker langtsomt til det, hun siger. Så kan hun da godt være på landjorden, i det mindste i nogle timer.

"Det hedder ben," siger han til hende, eftersom hun ikke lød som om, hun var sikker på, hvad det hed.
Han kan ikke lade være med at komme med et lille smil, da hun tager søsstjernen ud af sit hår og smider den væk. Det er ikke noget, han ser folk gøre hver dag. Men måske er det, fordi han kun er oppe på land hele tiden, og der ingen søstjerner er heroppe. Det er efterhånden lang tid siden, han sidst har været i havet, nu hvor han tænker over det.
Et lille suk lyder fra ham, før han rejser sig op.

"Jeg tror, jeg vil tage hen til kroen og få noget aftensmad," siger han og strejker sine arme bag hovedet, hvorefter han vender sig rundt, klar til at forlade stedet. "Jeg håber, vi ses igen engang."
Han vinker kort til hende, før han går ind imod havnen, for til at sidst at forsvinde bag et faldefærdigt skur.

(Jeg skal logge af nu. Vi ses :D )

Hun ser stille efter ham og vinker tilbage.

hun smiler stille og tænker lidt på at det ville være rart hvis hun en dag ville kunne svømme med nogen.

''tjahh jeg må nok vedere med min jagt på overflade væsner'' siger hun stille til sig selv.

hun rejser sig og spinger på hovedet i vandet.
det slørede vand blir mere sløret og hun forsvinder ud mod havet.

(iorden^^)

//out

Et opgivende suk kunne høres fra kvinden der sad og svingede med benene ud over kanten, på broen. Hun var klædt i en af sine mange brune, posede bluser og for at ære det gode vejr, havde hun valgt den, med bare skuldre. Udover blusen havde hun et par endnu mere posede, brune bukser og et stofsko. Hun havde gået rundt hele dagen og spurgt alle båd-ejere i hele havnen, om de havde set en mand lidt yngre end hende med det samme røde hår - alle havde svaret nej.
Hun kørte hånden igennem det røde flagrende hår, mens hun tænkte på, hvorfor hun ikke havde fundet James, hendes lillebror. Måske var han død? Måske havde han set hende, men undgik hende? Måske ville han slet ikke findes? En masse af den slags tanker susede rundt i Jocelyns sind, mens en anden side af hende, prøvede at overbevise hende om, at hun nok ville finde ham. Hun havde jo kun ledt i under en uge?! Hun sukkede af sig selv. "Siden hvornår er jeg blevet så.. opgivende?" Hun blev dog siddende og svingede dovent med benene.

Aidan taskede afsted i det varme vejr med sine hænder velplaceret i lommerne på den lange frakke, han havde over sig. På hovedet bar han en hat og rundt om halsen havde han bundet et langt halstørklæde, så der ikke var den mindste lille solstråle, der kunne nå hans blege hud. Sidste gang han havde bevæget sig rundt ude i solen uden at være godt indpakket i så mange lag tøj, havde han fået det dårligt af alt det solskin, så dårligt, at han næsten var dånet af det. Men det skulle ikke ske denne gang. Selvom han godt kunne se ud som om han svedede i varmen med alt det tøj på, følte han sig nu egentligt meget godt tilpas. I det mindste var det bedre at svede lidt end at falde om af al den sol.
Han drejede af ved havnen og fortsatte ned af broen. Først kunne han ikke se, at der var andre til stede. Men da han kom lidt længere ned af broen kunne han godt skimte en rødhåret skikkelse længere fremme. Det var en kvinde, så det ud til, der sad og svingede med sine ben ud over broens kant. Dette lod dog ikke til at være noget, der kunne stoppe ham, så han forsatte bare frem imod hende.

Da der ikke rigtig var andet i nærheden til at lave larm, udover hende og Aidan, hørte hun hurtigt hans skridt. Hun vendte sig om, for at se hvem det var og kunne ikke lade være med at stirre lidt på ham - hvorfor havde han så meget tøj på? Hun undrede sig lidt over det, før hun lagde mærke til at hun stadig stirrede på ham. Hun vendte sig om igen, men kunne ikke lade være med et par gange at kaste et stjålent blik hen til ham. Hun kiggede kort op imod solen, før hun blev nødt til at kigge ned igen. Den var for skarp til at man overhovedet kunne kigge i nærheden af den.
"Hvordan kan han holde ud at have så meget tøj på?" Tænkte hun undrende - desperat efter noget andet at tænke på. Hun havde ladet sig selv fordybe i tanker om, hvordan James mon var blevet dræbt. - Hvis han var det. Hun så lidt ud imod vandet, da hun så noget bevæge sig derude. En kvinde med et barn på armen svømmede derude. Barnet var svøbt ind i et tæppe og kvinden prøvede desperat at komme imod havnen. Hun skulle til at råbe efter hjælp, da hun lagde mærke til den halvblå glød de havde omkring sig. Hun sukkede - det var for sent at hjælpe dem. Det var bare ånder.

Aidan betragtede kvinden med det røde hår lidt, undersøgende, men uden den større interesse, hvorefter han lod sig dumpe ned på broen. Han lod sine ben hænge slapt ud over broens kant, hvor de svingede frem og tilbage i takt til bølgernes brusen, da de skyllede ind imod havnen. Han skævede lidt til kvinden et par gange, men hans blik gled hele tiden tilbage til det blå hav. Det glimtede i solen og så så indbydende ud, men han var udmærket godt klar over, at vandet var iskoldt, også selvom vinden var lunt og solen skinnede og det hele.
Igen lod han sit blik strejfe kvinden, og et lavmælt suk undslap ham. Skulle han mon hilse på hende og sætte en samtale i gang? Bare for at foretage sig et eller andet. Det var jo ikke videre underholdende at sidde her og glo ud på havet. Smukt var det da, men det var ikke ligefrem noget man kunne bruge timer på at glo på. Medmindre man var fisker, vel, som ikke rigtigt havde andet at lave når man var ude at fiske.
Han rejste sig langsomt op - der var jo intet han skulle nå - og gik hen til hende. Da han stod et lille stykke bag hende, hilste han:
"Goddag, frøken."

Jocelyns opmærksomhed fløj med det samme fra de to druknede sjæle, til Aidan. Hendes blik ændrede sig fra trist til nysgerrigt på et splitsekund. Hun så hen på ham og rejste sig hurtigt op.
"Goddag...." Sagde hun og følte sig med det samme uhøflig. "Hr.." Tilføjede hun hurtigt. Hun var normalt ikke en særlig høflig person, men hun havde altid været en af den slags personer der ændrede sine vaner, afhængig af hvilket selvskab hun var ved. Hun var altid sig selv og sådan noget - men de små ting. Som f. eks at sige hr. og fru.. Hvis hun selv blev tiltalt sådan, så kunne hun aldrig drømme om, ikke at tiltale den anden på samme måde. Hendes blik betragtede den overbeklædte mand, hvorefter hendes opmærksomhed blev fanget af et par ånder der stod lige bag ved ham. "Selvom han er menneske, så kan jeg da stadig ikke forstå hvorfor han har så meget tøj på. Altså mennesker, de er jo rimelig følsomme overfor kulde, men alligevel. Idag, ser det da ud til at være varmt. Jeg kan da huske, dengang jeg var menneske. Jeg elskede når solen skinnede, for så var det varmt." Det var to unge kvinder. på 15-16 år, som stod og snakkede om Aidan. De, ligesom Jocelyn, vidste heller ikke noget om at han måske heller ikke var et menneske. Jocelyn, der ikke kunne holde et lille smil tilbage over hvordan Aidan ingen idé havde om at der stod to afdøde personer og snakkede om ham, bag hans ryg - bogstaveligt talt, prøvede at lukke deres lyse stemmer ude, sådan som hun gjorde med ånder som hun ikke gad at snakke med. - Og hun ville altid vælge en levende person, frem for en død en.

//Frys

Aidan skuttede sig lidt. Nu, hvor han havde hilst på hende, vidste han ikke hvad han skulle sige. Og han vidste heller ikke om han ville være i stand til at sige mere. Han havde aldrig været særlig god til at være høflig - han havde jo trods alt ikke boet i den fineste familie da han var barn, og hvor ikke blevet opdraget så godt - så sæt nu, han kom til at sige noget, hun ikke brød sig om? Hvorfor havde han dog ikke tænkt på det lidt før - før han havde sagt "goddag" til hende?
Det lod dog til at han ikke behøvede at tænke over, hvad han skulle sige, for det kom til ham helt af sig selv da han så, hvordan hun pludselig smilede, tilsyneladende over ingenting. I hvert fald var det ikke noget han kunne se, medmindre det var over den flok på fire måger, der netop fløj tæt henover hovederne på dem, hvilket det vel ikke var, for det var ikke ligefrem den slags ting der fik folk til at smile så meget, at de fik helt ondt i kinderne af det...
"Hvad smiler du... eller De... af?" spurgte han.
Det sidste kom lidt mumlende, eftersom han havde måtte afbryde sig selv midt i hele sætningen for at rette "du" til et "De". Han kunne havde bandet over sine egne ord, for det lød jo åndssvagt at han sådan afbrød sig selv.

Jocelyn lyttede til hans få ord og kørte endnu en hånd igennem hendes hår. "Ehm.." Hun var ikke så sikker på om hun skulle sige det. Hun havde engang fortalt det til en før, at hun så ånder, men pigen var begyndt at grine af Jocelyn og da hun blev ved med at sige at det passede, syntes pigen at Jocelyn var direkte skør. Og desuden, hvordan skulle hun forklare det? ".. Ikke noget, jeg kom bare til at tænke på noget sjovt.." Sluttede hun så alligevel sætningen med. Det ville tage alt for lang tid at forklare Hvorfor, præcis at hun havde smilet. "Og - du behøver ikke at sige De til mig.. Hvis det er?" Hun havde lagt mærke til at han ikke havde været sikker på om han skulle sige De eller du, så hun kunne jo ligeså godt tilbyde at han ikke behøvede at sige det - hun ville alligevel komme til at sige du på et eller andet tidspunkt.
"Eh.." Hun var vandt til at spørge de ånder hun snakkede med om deres liv og hvordan og hvorfor de døde. Det var nok ikke så passende i denne her situation, så hun havde, ligesom ham, lidt svært ved at finde på noget at sige.

Aidan kiggede lidt skeptisk på hende, men trak så på skuldrene og slog det hurtigt hen. Man kunne vel godt grine af noget, man kom til at tænke på, men han syntes nu stadig at det var lidt mærkeligt. Men det måtte hun vel om.
Han satte sig ned på broen ved siden af hende, dog et lille stykke fra hende, hvis nu hun ikke brød sig om det. Han spurgte jo heller ikke først om han måtte sætte sig, sådan som alle de finere herrer plejede at gøre, han satte sig bare ned. Igen begyndte han at svinge lidt med sine spinkle ben, ligesom han også havde gjort før da han sad ned.
Han lod sit blik vandre over imod hende. Han kunne ikke lade være, for hans blik blev hele tiden tiltrukket af hendes meget røde hår. Det var en meget rød hårfarve, ikke ligesom den farve han så tit så i andre menneskers hår. Uvilkårligt tog han sin hat af og lod sin ene hånd glide igennem hans eget sorte hår og den lille hvide tot i nakken. Selvom han ikke gjorde meget for at passe på sit hår, var det altid glat og blødt.