Shrade drejede roligt blikket fra den ene sårede til den anden. Det var helt klart nummer to, der var værst tilredt, da det var ham, der var blevet spiddet af kløerne. Noget, der på ingen måde kunne påstås at være en behagelig oplevelse, hvilket Shrade kunne sige af personlig erfaring. Det var bare ikke rart, sådan var det ikke længere. Medmindre selvfølgelig man kan lide den slags ting, i hvilket tilfælde det måske er bedre hvis man bliver stukket ned. I hvert fald, manden, der var blevet skæret over ryggen, var allerede ved at kæmpe sig til benene igen. Kløerne havde gravet sig dybest ind øverst på højre side af hans ryg, hvilket havde resulteret i at hans arm hang slapt ned, og blod strømmede i en rind strøm ned af hans krop. Det var egentligt sjovt som blodet bevægede sig ned. Ikke sjovt på den måde, at det kunne være sjovt at se det gå den anden vej. Bare sjovt at tænke på hvordan blodet sank til jorden, jorden og dets beboere tog næring af blodet og igen producerede liv fra det, så der var mere, der kunne bløde. Det var sjovt, fordi at alting så ud til at hænge sammen. Intet kunne han gøre, som ikke ville have nogen effekt, men hvis alt havde en effekt, hvad betød definitionen af begrebet ’effekt’ så? Hvis der altid var en konsekvens til enhver handling, blev effekten en selvfølge og naturligt. Hvis alle effekter var naturlige og ens konsekvenser, der alle var lige forudsigelige som følger af handlinger, var der så ingen effekter, der var specielle? Når alt er det samme, kan der ikke længere være grund til at prøve at være noget specielt.
Shrade var afkommet af verdens ærtesuppe. Han var en facade af blank personlighed, affødt af handlinger med konsekvenser. Han kunne åbnes og analyseres, for bag sin maske var han intet andet end et normalt menneske. Alligevel var Shrade ikke normal. Han havde svoret at så længe han havde sin maske, skulle han ikke være et menneske. Han ville ikke føle eller bemærke, bare handle uden tanke om konsekvenser, ligesom ’rigtige’ mennesker havde gjort overfor ham, hele sit liv. Han statuerede sig selv som en pointe overfor livet, som kun de første forstod. Han var noget umenneskeligt, der skjulte sig bag det menneskelige.

Han følte ingenting. Han var hverken vred eller ked, da han greb den spiddede mands krave. Med en relativt ubesværet bevægelse kastede han manden en meters penge over mod til sidste tilbageværende ’mennesker’, der frugtfuldt kiggede på ham. Stilheden sænkede sig over dem. Hans krop holdt op med at bevæge sig. Det tomme metalliske blik var rettet mod menneskerne, men uden at han bevægede sig. Stillet ansigt til ansigt med en uigennemtrængelig mur af menneskelighed, blev selv de svagt paniske mennesker stille, til sådan en grad, at det eneste, der brød stilheden var Shrades flossede, pibende åndedræt. Uden nogen form for advarsel, talte han.
”Tag jeres ven, og smut med jer.”
Blodet var endnu ikke holdt op med at dryppe fra hans højre hånds klør. Han havde spildt andre menneskers blod, men ikke en eneste dråbe af det nåede til hans hånd. Blodet løb nedad, og forlod den smule der var tilbage af hans fingre.
Uden at lægge mærke til om menneskerne løb, vendte han sig mod Venus, og det virkede som om hans tidligere neutralitet og immunitet blev brudt. Hans stemme var stadig roligt, og hans krop var tom, men hans tanker rasede med idéer, som han aldrig ville blive i stand til at forstå. Det var dog lettere at leve i uvidenhed end i ignorance, og da han ikke kendte alternativerne, plagede det ham ikke.
”Hvem arbejder du for? Er det bøllerne? Skulle du lulle mig i tryghed, så de kunne fange mig, eller hvem er det der er efter mig? Fortæl mig…” Hans neutralitet krakelerede, og han hævede sin stemme. ”Jeg har brug for at vide hvorfor!”

Bedst som Venus troede, hun ikke kunne blive mere forstenet, blev hun det med den allerstørste selvfølgelighed. Det var en af livets regler, at man aldrig skulle føle sig for sikker. I det øjeblik, man gjorde det, skete det uventede. Hun følte sig helt sikker på, at situationen ikke kunne blive mere skræmmende eller mærkværdig, og alligevel blev den det. Det var næsten chokerende, at Shrade pludselig bare angreb ud af det blå. Det logiske ville være, at han ville hjælpe Venus for at gengælde en tjeneste. Der var også den mulighed, at mændenes ankomst havde været dråben, der fik bægeret til at flyde over hos en mand, der ellers havde udvist stor selvkontrol. Sådan så Venus i hvert fald på det. Hun kunne ikke komme på andre muligheder. Sidstnævnte kunne godt nok have to årsager: at han enten var sindssyg eller bare var fyldt til renden med indestængt vrede. Lige meget hvad viste det sig, at ingen af hendes ellers velovervejede teorier var rigtige. Det var noget så absurd som, at han betvivlede hendes hensigter med at hjælpe. Hun kneb vandtro øjnene sammen et sekund. Det virkede næsten som en dårlig vittighed. Det slog hende, at svaret havde været lige under næsen på hende. Han var bare lige så utaknemmelig, som han havde været hele tiden!
"Var det derfor, du spidede idioten? Bare for at kunne komme forbi ham og spørge om jeg var med dem? " vredsede hun og ville have givet enhver, der kendte hende godt, et kæmpe chok. At blive vred lå ikke til hende og havde aldrig gjort det, men det skete dog i ny og næ, at vulkanen gik i udbrud. Hun ville have langet ham en lussing, hvis det ikke havde været for rustningen. Det forekom hende at være en dårlig idé at slå på jern. "Du er virkelig det mest utaknemmelige bæst, jeg nogensinde har mødt! Og til din orientering, så arbejder jeg ikke for nogen. Jeg troede bare, du gerne ville slippe for at få bank... Men fint! Hvis jeg virkelig generer dig så meget ved at være her, så kan jeg da godt forsvinde!" Hun råbte ikke. Der skulle mere til. Men hun talte med en vis hårdhed, og hun var lettet fra pælen, så hendes hoved nu befandt sig omkring en halv meter over Shrades. Det var muligt, at den bandte ballademagere havde jagtet dem rundt i hele byen, men lige nu var hun tæt på at finde dem mere sympatiske end Shrade.

Shrade var mindst lige så vred på Venus, som hun var på ham. Den eneste forskel var bare, at han ikke havde nogen specifik grund til det. Han var bare vred fordi det var den egenskab, der definerede hans person. Han var opbygget af vredens mursten, og ventede bare på en undskyldning for at vælte dem ned over hovedet på nogen. Ikke at han havde brug for en undskyldning eller en grund. Det var lettere at leve i en verden, hvor ting var ubegrundede.
Hans vrede hang sammen med at folk ikke hjalp ham, men ikke fordi han var vred fordi folk ikke gjorde det. Han var en gadeknægt i travle del af byen, og der havde en hjemløs kun to funktioner: Enten ordnede man det grove arbejde, eller også tog man andre folks vrede. Hvem havde bestemt at Shrade skulle være anderledes end alle andre? Han havde svoret ved sin rustning, at intet umenneskeligt skulle undslippe hans indre, og han vidste klart og tydeligt hvad det ville sige at være menneske. Mennesket var bygget af spindelvæv og tomme ord. En rustning af spindelvæv var kun brugbar når man havde en kerne af stål.
”Og hvorfor fanden skulle jeg sige tak til dig!?” Shrade havde hævet sin stemme yderligere, og råbte nu næsten så højt som hans ene lunge kunne klare det. ”Hvis du ikke var kommet forbi, havde de idioter banket mig!” Han drejede hurtigt sit hoved frem og tilbage nogle gange, og tog nogle hastige åndedræt, der næsten lød som panisk latter. Han løftede sin ene hånd, og lavede en grotesk gestus med to af sine klør. Det var ellers en meget normal gestus, der markerede en lille afstand mellem de to genstande, men klør gør vel alting grotesk. Næste gang han talte videre, var hans stemme nærmest hysterisk. ”Jeg var så tæt på! Så tæt på, at kunne give efter!”
Han kunne ikke tale med hende længere. Han følte det som om hans egne ord langsomt begyndte at save sig vej gennem spindelvævet, og Shrade kunne mærke hver en tak. Inden han gik, blev han dog alligevel nød til at tale videre, og han talte med en stemme, der var fyldt af gift. Gift, der med modløshed forgiftede såret saven lavede i hans blotlagte stål. ”Næste gang du tror noget, så lad mig være i fred!”

Han vendte sig om, og gik ned af molen mod en robåd, der var fortøjet lidt længere væk.

Hun kunne mærke, hvordan en bølge af vrede strømmede ind over hende. Den virkede nærmest som en tidevandsbølge. Hun vidste, den ville komme på et tidspunkt, men alligevel overraskede størrelsen hende. Vreden og Shrades besynderlige holdning fik hendes til at overveje at give ham en omgang. Han beder i hvert fald selv om at blive gennemtæsket, med den attitude! Hun havde mest af alt lyst til at skrive af sine lungers fulde kraft for give luft for bare lidt af den ubehagelige og meget uvante følelse, men i stedet fnøs hun bare. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at vinden ude fra havet var lige så vred som Venus, for den tog til for en kort stund og rev og flåede i Venus' flammende hår. "Fint! Hvis du så gerne vil have bank, så løb tilbage så løb tilbage til byen, hvis du ellers kan holde til det!" Det sidste fortrød hun i samme øjeblik ordene havde forladt hendes mund. Det havde ikke noget med sagen at gøre, at han åbenbart var temmeligt svag, når det kom til stykket. Dog fortrød hun det ikke nok til komme med en undskyldning. Hun svævede i luften et halvt sekund. Jeg må have luft! En sær tanke måske, når de nu allerede befandt sig udendørs. I dette tilfælge betød det at flyve så højt og så hurtigt som muligt - hendes version af at gå en tur.
Efter få sekunder var hun ude af syne.

//out

Vreden forstummede i Shrade et kort øjeblik efter at hun var færdig med at tale. Den stærke følelse blev erstattet af kølig trang til at komme væk, men det varede ikke længe før trangen til at forsvinde blev erstattet med lysten til at skravere sit navn i nogens hjernebark. Efter et stykke tid, hvor ordene fik tid til at synke ind i hans krop, vendte han sig pludseligt om, med begge hænder knugede kraftigt nok, til at klingerne efterlod blødende streger på hans underarme. ”Jeg er ik-” begyndte han at råbe, indtil han så at hun allerede var forsvundet. Så meget desto bedre.
Shrade havde haft ret, da han tænkte sig til at hun ville være svær at jage væk, men ikke umuligt åbenbart. Hun var meget påpasseligt blevet ved med at insistere på at han var en anden end han var, med det resultat at hun blev konfronteret med mere af hvad hun ikke kunne lide. For Shrade havde det udviklet sig til en uvillig kunst; at analysere folk og bestemme hvordan man bedst kunne skræmme dem så langt væk som overhovedet muligt. Han gjorde det fordi han ikke havde brug for dem, og de sidste de havde brug for var ham. Sådan var alle bedre tjent, gentog han flere gange i sit hoved. Han havde allerede besluttet sig fora t dø alene. En bitter smag spredte sig i hans krop.

Han vendte sig om, og gav sig i kast med bådens fortøjning, hvilket stadig ikke var let. Efter at have fumlet med rebet i et minuts tid, mistede han tålmodigheden, og huggede rebet over med et larmende udbrud af frustration. Han var ligeglad med at han ikke længere ville være i stand til at fortøje fartøjet. På hans rejse ville der alligevel ikke være tid eller plads til at stoppe op.
Rasende hoppede han i båden, og dens åre begyndte at ro båden frem, tilsyneladende af sig selv. Utålmodigt satte Shrade sig ned bagerst i robåden, og forsvandt snart på horisonten.

//Out

Det var tidlig aften og vinden var kraftig fra havet.
Nichols kom sejlende mindre stolt da han sidst han var ved havnen havde sin båd tøjret til her, men han kom da ikke tomhændet hjem da han jo havde fundet sin kasse rom igen, så glæden var hos ham endnu.
Skibet lagde til kaj og han stod af sammen tid med nogle andre, en af dem som stod havde han lige hugget en pose mønter fra, så han lige havde til et par krus øl på kroen. Hvilket mindede ham om at der var nogle af handels mændene skyldte ham penge.
En poster med Nichols ansigt hang på en stolpe lidt længre hende, hvilket resulterede i at den lidt efter var i hans hånd sammen rullet.

Morgana stod på for sig selv på molen, i skyggen af en af havnebygningerne, og betragtede skibene der kom ind. Hun havde muligvis en aftale med Logan, men det skadede aldrig at have en plan B. Hvis Logan ikke forlod havnen snart, var hun tvunget til at finde en anden vej. Hun havde allerede været i byen alt, alt for længe.

En sømand fangede hendes blik mens han lagde til. En sømand der virkede underligt bekendt. Hun skævede til strolpen lidt længere nede af kajen, der var plastret til med efterlysningsplakater, og ganske som forventet fandt hun hans ansigt der. Det var ikke længe siden hendes eget også havde været der på væggen, dog af ganske andre årsager. Nu var hendes ansigt dog fjernet fra væggen, og lå trygt i hendes hånd.
Morgana betragtede roligt sømanden mens han gik i land, og lettede en mans pung på vejen. Hun smilede for sig selv. Han var god, det kunne hun se derfra. Hun trak sin kappes hætte op, så skyggen skjulte hendes ansigt, og begav sig ud på kajen, mens hun roligt fuldte sømanden.

Nichols gik med kassen med hans rom på skulderen og stoppede ved nogle fiskers net, han placerede kassen på brostenene, åbnede den og tog en flaske op fra den, slog proben af flasken og tog et drag af rommen. Han satte sig derefter på kassen med den åbne flaske i hånden, og i lysets skær fra en gade lygte så han på posteren af ham.
''pfff'' små lo han. ''Så de kan stadig ikke tegne mig ordenligt....'' sagde han stille til sig selv og tog en tår fra flasken igen.
Han lagde mærke til en skikkelse lidt længre hende men han regnede den ikke for så meget da han var respekteret af beboerne her, eller det var han før mytteriet på Ræven (hans skib). Desuden var han bevæbnet med sine knive og sin korde så der var intet at frygte.
Nichols tog posen fra manden ved skibet frem og begyndte at tælle indkomsten han lige havde gjort.

Morgana stoppede en lygte fra sømanden for at holde en passende afstand. Om han havde opdaget hende eller ej var hun en anelse i tvivl om, men med mindre han var total blind, eller fuldstændig ignorent, ville der ikke gå længe inden han opdagede hende.
Hun samlede kappen en smule om sig mod aftenkulden, lænede sig mod lygtepælen og betragtede ham fortsat. Ganske åbenlyst og uden skam stod hun og gloede på ham - og hans kasse med rom.

Nichols små grinte både af billedet og af skikkelsen som havde en kvindelig form, mon det var en fan? eller en som hans tidligre besætning havde hyret til at gøre det af med ham? Han valgte den første tanke da han var glad for at være på land ved havnen igen, og da det så ud som en kvinde muligvis også kunne gi ham lidt underholdning senere på aftenen.
Han rejste sig op og strakte sig, det var nu behageligt nu og da.
''Kan jeg gøre noget for dem frøken..?'' sagde han højt for at hun kunne høre ham på den afstand hun nu engang var,
Han tog en tår af sin rom og så hen imod hende med et mindre smil på læben. Alkoholden han indtog havde ingen virkning på ham så hvis kvinden var smuk var hun smuk, og gå lige ud det var også en anden god ting når man vædede om det nu og da, let tjente penge.

Et smil bredte sig på Morganas læber under kappens skygge mens hun trådte nærmere sømanden. "Du kunne tage og dele den flaske med mig?" sagde hun ligeud med blød stemme.
Hun var pinligt flad, og cirka lige så ædru. En skidt kombination for en af søens folk, men der var desværre ikke meget hun kunne gøre ved det, før hun kunne stævne ud og nå sine resever. Indtil da måtte hun 'nøjes' med at leve på liderlige mænds pengepung, og hvad hun kunne fiske ud fra fulde sømænds lommer.
Hun trak hætten en smule tilbage, dog uden at tage den helt ned. Sømanden foran hende virkede ikke som en trussel for hendes sikkerhed, men man viste stadig ikke hvem der så med fra sidelinjen.

Nichols satte proben på den halv tomme flaske og kastede den hen imod kvinden med et underhånds kast.
''En kvinde med en mening!'' små lo han. ''Det er ikke tit man ser nogen som jer'' sagde han med et smil og små lo derefter.
Han satte sig ned på sin kasse yderst til venstre og klappede på den højre side som et tilbud af en side plads hvis kvinden ville side. ''Jeg ser at de ikke er blandt havnens almindelige kvinder'' lød han bestemt og tænkte på dem han sidst var sammen med på kroen, alle i kjoler dog pæne. ''Kunne det passe at de sejlede?'' spurgte han og tog flasken som dinglede i stropen langs benet, tog proben af og drak en tår.

Morgana greb flasken, og fik skubbet sin kappe til siden i processen. Hun trak proppen af og tog en ordenlig slurk. "Vi er en døende race! ... hvertfald her på land" svarede hun med et grin og tilbagelage de sidste skridt hen til ham. Hun tog uden tøven imod hans invitation og satte sig ved siden af ham, mens hun diskret stak sin egen plakat i sit bælte bag på ryggen, så hun havde hånden fri. "Ay, jeg sejler. Jeg er dog uden skude disse dage!" svarede hun med et grin og tog endnu en tår fra flasken. De gyldne dråber faldt på et utrolig tørt sted.
Morgana lænte sig en smule ind til ham og tog et kig på den udfoldede plakat han sad med. "Hvad er sådan en flot fyr dog eftersøgt for?"

Nichols smilte da han så kvinden drikke af den hjemmelavede rom, det var nu rart at se folk nyde den.
''Små ting'' sagde han roligt og trak på skulderne. '' Bare en del plyndring af transport skibene under krigen mellem mørkets fyrste og dronningen...'' sagde han stolt og begyndte at tælle på fingrene. ''tyverrig...mord...ødelagte templer... og at more mig for meget.'' små grinte han og tog en tår fra sin flaske.
Han kløede sig på det venstre øje som pandebåndet var nede over. ''Ikke det helt store men at de stadig søger efter mig undrer mig på en måde'' smilte han og så på damen. Hun så pæn ud, og tøjet var ikke just hvad han normalt så hos en kvinde, men ting havde vel forandret sig mens han havde været væk. Han så ind i hendes øjne med et venligt blik hvorefter han rykkede hoveddet væk og hostede kort.

((Undskyld ventetiden! xD Og han har sit røde øje dækket til ikke?))

"Ødelagte templer ligefrem? Skød du dem så fra kysten, eller har du ligefrem en lille landkrappe i maven?" kommenterede Morgana en smule drillende. Men ikke destomindre virkede hun ganske imponeret.

Hun lændte sig roligt en smule nærmere ham "Men du lyder da som en ganske travl mand" sagde hun med et smil, og gengældte hans øjenkontakt.
Der var bestemt en hvis interesse i hendes blik, men hun var endnu ikke fuld nok til at kunne skjule det glimt af sorg der skjulte dig dybere nere. Som han drejede hoved for at hoste, tog hun selv endnu en slurk fra flasken.

((jo pandebundet dækker øjet :) ))
''njah...det var nu ikke mig som skød ind mod templer'' små grinte han og bevægede sit hoveddet lidt tættere på hende. ''Det var blot vildfarende kugler fra nogle lysets soldate'' sagde han og fnes vidre hvorefter han tog endnu en tår.
''Du tager bare fra kassen hvis du lyster mere'' sagde han med et venligt smil. Denne pige så ud til at gemme et eller andet bag en maske, men det var nok bare indbildning, alt i alt behøvede hun lidt mere af hans rom før han ville forsætte med hvad han nu havde planer for.

Morgana lo hjerteligt af hans 'søforklaring', delvist fordi det nu var en meget god historie, delvist fordi hun viste hvordan mænd elskede at høre deres egen historie, og der var intet der kunne få en mands tunge på gled, som en velplaceret latter, et opmuntrende nik eller blot et interesseret 'ja'.
Morgana tog selv endnu en tår, og så til sin overraskelse at hun allerede havde nået bunden af flasken. Når ja, flasken havde alligevel ikke været fuld da hun fik den!
"Tak som byder!" sagde hun og fiskede endnu en flaske op fra mellem hans ben "Du ved så sandelig hvordan man opvarter en dame!" sagde hun med et grin. Der var ikke meget 'dame' over hende, og det havde der ikke været i ret så mange år.

Nichols holdte sig for hoveddet og grinte højt. HUN SKU BARE VIDE! normalt ville han havde taget pigen med bag et træ nu og gjort hvad han nu havde lyst til men hende her var nu sjov, en kvinde som talte som om hun var en mand? Han havde aldrig hørt mage! sikke dog folks syn på verdenen havde forandret sig bare fordi han havde været væk i en del måneder...
''SKÅL'' råbte han lystigt og bælede resten af sin flaske, hvorefter han smed den væk og greb en ny som han begyndte at drikke af som havde han ikke stoppet med den forrige.

Morgana fortrød ikke at hun havde valgt at følge efter den mystiske sømand, tværtimod! Han virkede som en gavmild mand, en sjælden egenskab indenfor hendes arbejdsområde. Hun var dog ikke et sekundt i tvivl om at han ville forvente noget til gengæld, men den tid den sorg. Hun havde endnu ikke mødt en mand hun ikke kunne tilfredsstille, uden at give dem mere end en lillefinger.
Hun var dog en kvinde der levede i nuet, især når det bød hende gratis alkohol. Hun lo muntert og løftede sin flaske kort "SKÅL!" stemte hun i, og satte selv flasken for munden. Hun drak i lange drag, og lænede hoved med bagover som hun nåde igennem flasken. Så meget bagover at hendes hætte faldt ned. Hun tog sig dog tilsyneladende ikke af det, men lod bare flasken hvile lidt mod sit knæ "Hvad bringer dig så til dette landkrappernes røvhul af en havn?"

Nichols små lo lidt. ''Jeg er blot ude efter en landkrabbe som har hugget noget meget værdigfuldt fra mig!'' sagde han med et grin dog var hans stemme seriøs. Han tog en af sine kasteknive frem fra vesten og begyndte at rense venstre pegefinger med den.
''En tølper som fik mig ud af kurs og har forårsaget en masse idiotisk som vil føre mine mænd i graven!'' lød han mere koldt og kom til at trykke kniven ind under neglen som naturligvis gav en større blødning da kødet under neglen var så blødt som det nu var.
Han gjorde intet stort nummer ud af det, han heldte blot lidt af rommen fra hans flaske over såret og rev et mindre fli af hans skjorte og brugte det som forbindning.