Lyanni bliver ramlet om kuld af vindstødet, men kommer hurtigt på benene igen.
Hun samler endnu en sten om og kaster den med alt den kraft hun har i sig.
"Hvad bilder du dig ind din bølle!"
Råber hun efter ham, mens hun kigger på stenen som stadig styrter gennem luften.

"Hvor ville jeg ønske at jeg havde magiske evner og at det var noget magisk som fløj mod idioten."
Siger hun stille til sig selv.
Hun er så vred over at hun blev væltet, at hun nærmest brander af raserri.
Lyanni holder sine hænder op til hovedet og river næsten i sit pandehår.
Få sek. efter lader hun bare hendes hænder falde ned med en stor kraft.
Uden at vide hvordan, flyver en ildkugle mod personen i den anden ende.

Lyanni falder bagover af kraften og kigger overrsket på den magiske kugle som flyver med en egnorm stor fart.
Hun kan slet ikk fatte hvad hun lige gjorde.

achillius hører de mange ord som bliver råbt efter ham
han ser ned i sandet kort og ruster på hovdet hans hænder har
sænket sig og lige da han kigger op igen ser han en ild kugle
komme flyvende lige imod ham han når slet ikke noget som
helt da han ikke havde regnet med et angreb
han bliver ramt lige i siden af maven et bevægelse kommer
i kroppen på ham, han ser på hans sår han har fået af ild kuglen.

han slår hans vinger ud og flyver op i luften og begynder stille at se
på personen oppe fra. han ser lidt ned han trækker 2 knive og kaster dem op i luften og flyver så hurtigt ned lige foran personen
som er der nede

Lyanni har slet ikk lagt mærke til at Achillius kommer hen til hende, hun sidder bare og undre sig over hvad der lige skete.
Hun er fløjet et par meter tilbage, hen over sandet og det kan ses, da et langt mærke er blevet trukket efter hende.
Hendes øjne er fast begravet på hendes hænder og hendes ansigt er helt måbene og måløst.
Det er tydeligt at se på hvordan hun ser ud, at hun ikk selv ved hvad der skete.

da han lander lige foran personen og ser det er en kvinde
kigger han hurtigt op og griber de to knive og smider væk
han smiler lidt til hende "nå så det var dig der angreb mig "
han ser på hende og ser så på det sted hun ramte ham
han slår sine vinger for ikke at virke for stor.

han rækker hånden rem for at hjælpe hende på "her tag min
hånd så hjælper jeg dig op " siger han smilene

Hun kigger op på ham og smiler lidt genert.
"Mange tak"
Hun tager hans hånd og lader sig hjælpe op.

Der går ikk mange sek. før hun opdager at hun faktisk ramte ham.
"Guuud.. Det må du virkelig undskylde, jeg ved ikk hvad der skete.."
Hun kigger undskyldene på ham og rødmer kraftigt.
Lyanni kigger lidt flovt væk fra ham og ned i sandet.

han smiler lidt og ser på hans sår der er begyndt at bløde
han ser så på hende han placere hans hånd på hendes hage
og løfter hendes hovde op " heii det går nok alt sammen "
han smiler venligt til hende.

det er godt nok første gang jeg sådan virkelig er blivet
skadet af en pige han smiler lidt over tanken og ser så på hende

Det er som om at hendes ansigt lyser helt op af den røde kulør som bliver endnu kraftigere.
Hun bider sig blødt i underlæben og kigger ham bare ind i øjnene.

"Er du sikker? Jeg kan sagtens følge dig til hospitalet?"
Siger hun stille og fumler lidt med sin røde kjole.
Uanset hvor hårdt hun prøver, så kan hun slet ikk få øjnene fra ham igen.
Det lykkedes dog til sidst, hvor hun igen kigger ned i sandet og med et enkelt strøg får noget hår lagt om bag øret.

han smiler til hende " det behøver du ikke jeg klare mig nok "
han bliver for et kort øjeblik fanget af hendes kønne øjne
han kommer til at smile af det men ser på hende
selvom hun ser ned i sandet " heii der er ikke noget at være genert over"
han stille sig helt hen til hende og ser på hende

Hun smiler let til ham og kigger op på ham igen.
Efter et øjeblik kommer hun i tanke om at hun mødte han i går.
"Udover at jeg har ramt dig med en fireball, har du det så bedre end i går?"
Hun ser spørgene på ham og bakker lidt væk fra ham, men smerten i hendes side bryder ud og hun skvatter bagover.
Suki skulle virkelig ha' haft tjekket om der er sket noget eller det bare er slaget fra det hårde fald hun tog.

han smiler lidt " ja det går " siger han smilene
da hin skvatter bagover ser han på hende "men er du okay"
han går hen til hende og ser på hende " hvor er du såret henne "
han ser undrene på hende krop og afventene

Hun rejser sig lidt flov op igen.
Mens hun står om børster lidt sand af sig, forklare hun hvad der skete tidligere i dag og at hun blev kastet fra luften og ned på et tag, hvor hun landte på siden og slog sig hårdt.
"Jeg er okay, men det går bare ondt."
Slutter hun af med at sige og trækker på skulderne.

Han har nu nogle kønne øjne
Tænker hun og smiler sødt til ham.

han ser på hende "hmm altså måske har du brækket et ribben eller
noget har du tjækket det " han ser undrene på hende
med smiler stadig til hende.

han står og kigger på hende betragtene og smiler til hende
han vil ikke gå tætter på hende hvis nu hun vil blive sur
eller noget så han står lidt på afstand

Lyanni smiler dumt.
"Jeg var taget op på hospitalet for at blive tjekket, men noget kom desværre i vejen, så det nåede jeg ikk.."
Hun klør sig dumt i nakken og føler sig meget dum.

Det gør stadig ondt i hendes side, så hun bliver nød til at sætte sig ned igen.
Langsomt sætter hun sig ned og trækker knæene til sig, da det er ved at være ret køligt for hende at være nede ved vandet.
Vinden blæser stille, men det er stadig nok til at hun er begyndt at fryse.

"hmm " kommer der blot fra ham han ser på hende
og ser at hun ser ud som om hun fryser
han sætter sig ned ved siden af hende " hør jeg fik vidst aldrig dit
navn " siger han smilene

Med en sød og charmerende bevægelse drejer hun hovedet og kigger på ham.
"Mit navn er Lyanni"
Siger hun med en lige så sød stemme som hun lige nu ser ud.

Hun prøver at varme sine arme med hænderne, men det virker ikk rigtigt..
Til sidst rejser hun sig op.
"Jeg må hellere se at komme hjem."
Hun vinker kort til Achillius og går så.

Efter som at det ser ud som om at du er logget af, vil jeg bare sige godnat.

Achillius-Kun, Oyasumi nasai.

//Out

Nasha kom stille op til overfladen fra havets dyb, hun så sig omkring og lod sig vide at der var frit nok til at komme op på land, hun svømmede langs sandbunden, da hendes krop ikke længere kunne være under vandet, stod der en røgsky om hende.
Hun ste op af vandet med sine ¨landkrabbe¨ ben, hun bryd sig stadig ikke om den evne hun havde med disse ¨ben¨ som de åbenbart kaldte dem heroppe men hun var blevet sulten efter at skade nogen heroppe, siden den sidste fisker var kommet op med masser af forsvars løse fisk, var det da kun rimligt at hun trak en af deres med sig i dybbet.

Katah kom i det samme slentrende på stranden, de langsomme kontrollerede skridt bar hende, som altid bærende på sine våben, som var de en del af hende selv. Hun kiggede kort rundt, og bed sig i læben, stranden var ikke hendes normale omgivelser, der var såvarmt, og på trods af hun kun bar sin top, og sin korte afslørrende nederdel led hun under solens stråler. I det samme hun fik øje på Nasha stoppede hun, hendes stålgrå blik hviléde kort på hende før hun stoppede sin gang og satte spydet konsekvent i jorden

Hun børstede sin kjole(hendes hale der har taget form til en kjole) ren for sand og strøg sin hånd gennem sit violette hår, hun stødte på en søstjerne mens hendes hånd gled igennem.
Hun placerede den i hånden, løftede let i kjolen og lagde søstjernen stille under vandet, hun smilte vendligt til den og vendte si ind mod bredden igen. En lyd fangede hendes øre ,hun så derhen hvor lyden var og jorde store øjne, var det en mand? eller bare en overtrænet kvinde? det var svært at sige på den afstand, spydet i sandet lod til at havde forårsaget denne lyd, hun så stille hen mod personen og turde ikke rigtig at rører sig da hun var bange for at ophæve sin nuværende form.

Katah smilede skævt, og strammede sin lange hestehale, hun kiggede undrende på kvinden, der var noget over hende, men hun viste det ikke, hendes indre ro blev som den skulle, men hun holdt aldrig op med at være mistænksom, aldrig undre sig over folk, indtil hun til sidst knugede den stærke hånd om spydet og trak det po af sandet, hun gik et par skridt tættere, ikke nervøse skidt, men velovervejende "Hvad laver sådan en lille frøken ude alene?" hendes mørke stemme bekræftede hendes ro, og hendes eksisterende femininitet