
Astrid af Isenwald
Adelig | Arving | Prinsesse
Astrid kunne godt mærke på ham at det nok ville være ret så hårdt for ham at forlade stedet. Hun smilte blidt ved hans ’krav’.
”En tyndere dyne burde sagtens kunne klares. Der bliver masser at lave, men måske ikke nær så fysisk, som du kunne tænke dig?” Hun tøvede lidt ved at fortælle det, men han burde vel vide det. Erneyll familien var jo umiddelbart vokset op med et værktøj i hånden, og det var måske en kende svært at tage det fra dem,
”Men vi finder nok ud af noget, hvis du skulle kede dig,” fik hun så tilføjet, for at prøve lidt at lette på den kedelige meddelelse.
”Hey!” udbrød hun ved hans bemærkning om vin,
”Jeg skal nok selv beslutte hvor meget vin jeg kan holde til,” prøvede hun at protestere – selvom hun tydeligvis ikke rigtig havde styr på aftenen inden.
Hun trak et skævt smil som han nævnte en sølvprotese.
”De er altid et problem, Alaric,” det kom dog fra hende, dog forholdsvis kærligt. Hun elskede den måde han tiltalte varulvene, det virkede næsten hjemligt…
”Har du nogensinde haft en protese?” spurgte hun, nu hvor han selv bragte det lidt op. Hun vidste ikke helt hvordan det ville fungere, om det blot ville være en kunstig hånd, eller som det ville være en der
faktisk kunne bevæge sig.
Hun smilede bredt, som han fortalte hende, at han var klar til at forlade det hele for at få et liv med hende. Delen omkring et bedre liv, kunne hun dog ikke love ham, men man kunne vel håbe?
Everything you've ever wanted
is on the other side of fear
- Astrid af Isenwald