Georges bryst hævede og sænkedes i lydløs latter, da han lod grenen strække sig ned og hjælpe hende op. Alle grenene strakte sig nu mod hende, og det morede George at se, hvor mange hun tog. Hun lignede godt nok ikke ligefrem en almindelig beboer i Krystallandet, og ud fra hendes våde tøj, gættede han, hun kom fra havet og det skib, han havde set derude. Han huskede selv alt for godt den kummerlige mad ombord på sådan et, og han ønskede blot, der var andet end æbler, han kunne byde hende. Forsigtigt sørgede han for, der hele tiden var en ny gren, hun kunne træde på, og selvom han begyndte at få en smule hovedpine af sådan at skulle koncentrere sig, ofrede han sig gerne.

Morgana forstod ikke helt hvad der skete. Hun havde aldrig så meget som bedt en bøn til skovens gudinde, og alligevel hjalp den hende nu?
*Gudernes veje er uransagelige!* tænkte hun kort, inden hun tog imod den udstrakte gren, og bevægede sig med træet væk fra den farlige klippekant, og i sikkerhed i træets krone.

Det var først der, efter at Morgana havde plantet sin popo på en af træets bredere grene at hun fik øje på herren der stod og så koncentreret ud. Hun tog æblet ud af munden og sendte ham et nik "Er det mon dig jeg kan takke for æblerne?" spurgte hun med et lille skævt smil.
Der var dog noget ved hende der virkede underligt. Selvom hun var klædt som en bonde, sad hun med en ryg så rank som et kosteskaft, og i stedet for at lække benene helt over kors som pøblen gjorde det, lå hendes ankler let krydsede, som en rigtig dames.
Det var tydeligvis mere til den unge kvinde i træet, end som så.

Uden store problemer genkendte han en dames holdning, og han var selv for meget af en spagsmager til at tvivle på, hun var i forklædning, men han besluttede sig for ikke at lade hende det vide. Langsomt lod han træet vende tilbage til sin oprindelige, naturlige form, før han bukkede elegant for hende og gik nærmere. En slyngplante skød op ad jorden, greb om hans ene ben og løftede ham op mod hende. Tydeligvis havde han gjort sådan et utal af gange, og han var ganske rolig og formåede at beholde sin elegance, indtil han var et par meter fra hende, hvor slyngplanten ændrede sig til en stol, der holdt ham svævende i luften, mens flere slyngplanter skød op omkring den første og viklede sig sammen, indtil der stod et solidt, mærkeligt udseende træ.
"Jeg kan ikke takkes for naturens gaver, miss, men ja, jeg hjalp dig med at nå herop." HAn smilede venligt og betragtede hende med opmærksom høflighed, normale mennesker sjældent udviste længere

Morgana måtte tage sig selv i næsten at lade den gamle facade glide tilbage. Nej, det hørte hendes gamle liv til. Hun spillede ikke efter deres regler længere! Hun betragtede ham roligt mens han gjorde sig der behageligt. "Ja så kan jeg da hvert fald takker Dem for det min gode herre! De sparede mig for halvdelen af en besværlig klatretur!" takkede hun igen og tog en mere moderat bid af sit æble, mens hun fiskede et nyt et op fra sækken. "Æble?" tilbød hun så med et skævt smil og et glimt i øjet. Hun havde kun fået så god en fangst fordi han havde hjulpet til til, helt frivilligt endda, så det mindste hun vel kunne gøre var at dele byttet med ham. Det ville måske også få hans mund på gled, så hun kunne finde ud af hvor pokker han var fra. Hun havde i sin adelstid anset sig selv for at være ganske vel informeret, men på tros af det kunne hun ikke komme i tanke om den noble herre foran hende var.

Han takkede ja og tog imod det, lod med vilje sine fingre let strejfe hendes, før han førte æblet til munden og tog en bid.
"Jeg tænkte nok, de var ved at være modne nu. Der findes ikke bedre æbler end fra denne kyststrækning, er du ikke enig?" Han sendte hende et skævt, charmerende smil og tog så en bid mere, mens han betragtede hendes ansigt. Ikke vulgært som han så tit havde set mænd betragte kvinder, men igen med største høflighed. Hun var en meget køn kvinde, det måtte han indrømme, men han havde oplevet sin andel af svigt fra flotte kvinder. Det forhindrede ham dog ikke i at tale med en.
"Der er vist flere træer længere oppe ad strækningen, hvis du er interesseret i flere?" Han smilede stadig, rolig og venlig, og med den sædvanlige maske oplært fra barndommen af adlen.

Morgana læede sig en smule tilbage mod sin frie arm der hvilede på en gren længere bag hende. "De er ikke så ringe igen" kommenterede hun lidt eftertænksomt.
Han var god, det måtte hun give ham. Men hans søde lille facade narrede ikke hende. Han var ude efter noget, og det blev kun bekræftet da han spurgte om han skulle hjælpe hende yderligere. Men hun ville spille med, for nu.

"Og hvad vil du så have til gengæld?" spurgte hun sukkersødt men med et hårdere glimt i øjet end før. Hun viste godt hvad adelsmænd kunne finde på at kræve som 'betaling' fra unge naive kvinder.

Oprigtigt overrasket gled hans mund let op. Han burde være vant til den anklagende undertone, men den overraskede ham alligevel hver gang.
"Glæden ved at se dig gå herfra med nok til en behageligt fyldt mave i adskillige dage," svarede han ærligt. "Jeg ved, der er få af os derude, miss, men jeg kan forsikre dig for, jeg er noget så sjældent som en gentleman. Da jeg så dig kæmpe dig vej op ad klipper som de der for simple æbler og jeg havde kræfterne til at hjælpe dig kun med minimal belastning for mig selv, kunne jeg ikke hverken blive og se på eller gå min vej." Han sendte hende et høfligt nik og lod så slyngplanten langsomt sende ham ned mod jorden. "Jeg beklager dybt, jeg gav dig det indtryk, miss," sagde han trist og vendte blikket mod jorden for at være klar til at sætte fødderne på den.

Morgana knep øjnene en anelse sammen. "Generøsitet er en skrøne. Alle forventer at få noget igen, hvor godhjertede de end mener de er" svarede hun og rettede sig op så hun kunne følge hans nedstigning med blikket.
Et smil spillede på Morganas læber som herren så ned. Det var nu det blev interessant!
Morgana skubbede sig ned fra grenen og landede elegant ved siden af ham "Men hvis det eneste de forventer er min taknemmelighed, så har de" tilføjede hun med et skævt let drillende smil og et glimt i øjet. Det var længe siden hun havde talt med nogen uden et real mål, uden den konstante bagtanke om hvad hun skulle have ud af det. Det var underligt befriende, og dog følte hun sig samtidig forfærdelig sårbar.

Han var overrasket, da hun landede foran ham, og han nåede end ikke få en slyngplante op for at gribe hende. Selv landede han foran hende og bukkede elegant for hende.
"Sir George Gallagher, altid til din tjeneste, miss." Hans smil var venligt, varmt og frem for alt høflig. Det ville være helt godt for ham at få mere velgørende arbejde, nu børnene var væk og han havde opgivet tanken om at starte børnehjemmet. At hjælpe en sulten kvinde var en af de bedre ting, han havde gjort på det sidste, og det trøstede ham at vide med sig selv, at han stadig var i stand til at gøre ting uden at tage penge for det. Hans formue var vokset anseeligt, ligeså hans anseelse, men han havde også arbejdet hårdt for det. For hårdt, hviskede en lille stemme; han følte sig træt og udmattet og var overbevist om, han måtte have render under øjnene. Men arbejdet havde holdt ham fra flaskerne, og han have næsten lige paceret den famøse grænse som et år uden alkohol. Alting flaskede sig for ham, og alligevel følte han sig tom og hul. Det trøstede ham lidt at kunne hjælpe en anden, om end det så blot var med at samle æbler. Han ville gerne have budt hende med hjem for at tilberede hende et ordentligt måltid - eller rettere få tjenerne til det - men hun ville tolke det i en forkert retning, var han sikker på.

Det var længe siden Morgana havde følt sig svag i knæene. Sidens hendes første barndoms kæreste, havde kun Ståltand kunne få hende til at svaje. Selv ikke hendes ægtemand havde haft den evne!
Men nu stod der en herre, 'Sir George', og påstod han var en sand gentleman, noget hun ikke havde troet eksisterede, mens hendes knæ dirrede så svagt at hun tvivlede på det var sandt.
Morgana skubbede tanken væk. Det var anstrengelsen efter klatreturen, ikke andet.
"Morg. Er de andre træer så langt væk?" introducerede hun sig kort og nejede elegant, inden hun strakt vendte tilbage til 'sagens kerne'. Hvordan hun kunne få så mange æbler med til den gamle søulk tilbage på skuden som muligt.

Han rynkede brynene let og så rundt.
"Jeg kom her en overgang selv efter frugt til mine butikker. Selvom jeg har visse botaniske evner, kan end ikke jeg gro æbler af samme kvalitet som dem her fra kysten. Der skulle være nogle flere længere øst på, men jeg er ikke sikker på hvor langt ... Vi kunne selvfølgelig flyve dertil, men jeg er ikke sikker på hvor passende det ville være og angående din blufærdighed, vil jeg ikke udsætte dig for at skulle lade dig bære dertil. Man vil vel kunne gå til den næste lille klynge på en halv times tid." Han pegede, og rigtigt nok ude i horisonten stod fire fem træer plettet med rødt fra de saftige æbler. De nærmest lyst under solen, selvom de var så langt væk, men vejen dertil var ujævn og fyldt med klippestykker. Det var en usikker strækning at gå, og han skævede til hendes fodtøj for at tjekke efter en hæl, hun kunne vride om på.
"Det er op til dig i sidste ende, miss morg, hvordan du ønsker, vi skal komme derhen - du har måske endda selv en evne til at tilbagelægge distancen?" spørgsmålet var i en let humoristisk tone. Han havde ikke set mange heromkring, der kunne flyve, og selvom hans egen evne hertil var mere ustabil end Cassa Novas vinger, så fik det ham frem. Havde hun selv haft lignende evner havde hun nok brugt dem til at komme op til det første træ, og hun ville ikke have haft brug for hans hjælp i første omgang.
Han overvejede om han blot skulle gro nogle forskellige frugter frem til hende, men gjorde han så, ville han mere eller mindre overtræde sine egne handelsbetingelser fra butikken. Og dog, tænkte han, hvad var forskellen mellem at forsyne helbredelseshuset med gratis frugt til patienterne og hjælpe en nødstedt, sulten kvinde? Trods alt var hans motiver ædle, og han havde evnerne for andet end sin forretning, mindede han sig selv om. Han vurderede frem og tilbage, mens han ventede på hendes svar.

Morgana skævede en anelse fra de skarpe klipper, til sine bare fødder. Nok havde tiden gjort hende hårdhudet, men der var stadig grænser! "Guderne valgte ikke at velsigne mig med den slags evner! ..." indrømmede Morgana blankt med et lille skuldertræk *Eller nogen anden evne for den sags skyld* tænkte hun for sig selv, evigt uvidende om de kræfter hun faktisk besad.
"Så det lader til jeg må ligge liv og lemmer i deres hænder igen!" fortsatte hun med et skævt smil og trådte en anelse nærmere. "Men så må de også sværge at de ikke taber mig" tilføjede hun en anelse nervøst bagefter. Morgana havde aldrig fløjet før, men hvor slemt kunne det være? Hun hang dagligt og spejdede fra stormastens top. Hvor slem kunne en lille flyvetur over spidse klipper og et dødeligt fald til kysten være?

((undskyld den lange ventetid!))

Han nikker accepterende og lægger hendes arme om sin hals, før han placerer sin egen om livet på hende. Den anden hånd bruger han til at skyde dem op i luften med en energistråle, og han styrer - en smule usikkert - hen mod træerne. Han er vant til at styre med begge hænder, men formår at holde hende fast og at komme frem i stor hastighed; hans stærke arm ligger solidt om hendes midje, og der er ingen fare for, han skal tabe hende.

Morgana fik et lidt flirtende glimt i øjet da George lagde hendes arme om sin hals. Hun stillede sin helt tæt ind til ham, og ventede spændt på at hans vinger ville springe frem, eller at vinden ville tage til, og bære dem blidt over klipperne. Da en hel tredje ting skete, og de usikkert satte af, kunne Morgana ikke undgå at klamre sig til George som afhang hendes liv af det... Hvilket hun var mere end overbevist om at det gjorde!

Mange ting havde Morgana tænkt om det at flyve siden George havde foreslået det, men ikke i sin vildeste fantasi havde hun troet det ville være så utrolig rædselsfuldt!

Han lander og ser lidt betuttet på hende, slipper hende, men fastholder en hånd under hendes arm for at give hende støtte.
"Jeg beklager, hvis du fandt det ubehageligt, jeg er bange for, det ikke var videre elegant ... Dog vil jeg berolige dig med, jeg havde fuld kontrol hele tiden," forsikrer han hastigt til sidst, og hans blik er meget bekymret, mens han betragter hende, og han begynder at fortryde sine handlinger, selvom de ikke kom så højt op, som han normalt ville have taget sig selv. Han er klar til at skride til handling, hvis hun skulle føle sig svimmel eller lignende, men holder stadig en høflig afstand mellem dem efter bedste evne uden at fjerne hånden fra hendes arm. Han husker sine mange første flyveture, hvor han i bedste fald var fløjet direkte i jorden, men siden da havde han fået kontrol over sig selv, og det havde ikke været noget problem at flyve hende af sted, selvom turen var blevet lidt voldsom af kun at have én hånd ledig. En lille ond tanke i hans hoved fortalte ham, han lige så godt kunne have kastet hende af sted gennem luften og lovet at gribe hende med en af sine slyngplanter, og hun ville ikke have virket mindre ubehageligt til mode.

Morgana lod sig støtte af George mens hun tog et par dybe indåndinger "Jeg har aldrig prøvet noget lignende!" sagde hun en anelse åndeløst, men det var svært at afgøre om det var en positiv eller negativ ting. Lige da de landede lod det til mest at være det sidste, men man kunne vel håbe det blev bedre når oplevelsen lige fik lov at bundfæste sig.
Da George forsikrede Morgana om, at han havde haft helt styr på det, kunne hun ikke undgå at le. Skønt det var latter fra hjertet, var der stadig noget tilbageholdenhed over det. Det var en latter der uden tvivl ville have gjort sig godt ved hoffet, og en af de indgroede vaner som vidnede stærkest om Morganas fortid. Tros hun havde forsøgt, var det en af de vaner det aldrig var lykkedes hende at slippe af med.
Morgana blev hurtig klar over sit fejltrin. Hun trak sig væk fra George, rettede sig op og satte hænderne i siden mens hun rømmede sig en anelse "Det var også de æbler jeg kom efter" sagde hun bestemt og vendte sig mod træet.

Da hun ler, sniger et hint af rødt sig ind i hans kinder. HAn tænker ikke så mærkeligt over det igen, måden hun ler på, selvom en lille del af ham er forvirret. Men det er han så tit, når det kommer til Krystallisianere, han ikke vil tage sig af det og slår tanken væk.
"Ja, det var det," giver han hende ret og holder hænderne frem mod træet, dr bøjer sig ned mod hende for at lade hende plukke. Imens er han i gang med af de tyndeste slyngplanter at flette en kurv med den anden hånd, og han er temmelig koncentreret i sit arbejde, for flere end én slyngplante er i gang på samme tid, og de væver sig ind og ud mellem hinanden for til sidst at have en meter høj kurv med bærestropper. Nu god han slyngplanterne blive hårdere, så kurven ville holde, altimens træet næsten er nået helt ned til jorden, og et lille, sprødt knæk advarer George om, træets smidighed er på sit yderste, så han holder det der.

Morgana havde været i gang med at se træet an, for at finde den bedste vej op, da det pludselig begyndte at bøje sig foran hende, og tilbød hende dens frugt. Morgana smilede mildt og rakte bekvemt op efter det nærmeste æble for at plukke det. Hun kunne ikke undgå at undre sig over hvorfor han hjalp hende så meget som han gjorde. Det virkede utrolig langt at gå for at hjælpe en tilfældig kvinden, selv for en gentleman. Hvad fik han ud af det? Ville han kræve noget af hende alligevel, på tros af hans kønne ord tidligere? Morgana bed sig let i læben mens hun fyldt favnen med æbler. Kun tiden ville vise hvad denne George i virkeligheden ville.

Da Morganas favn var fuld, vendte hun sig om for at tømme den ned i sin sæk, men nåde kun at dreje hoved før hun fik øje på den flettede kurv. "Hvor bekvemt!" udbrød hun muntert og tømte favnen i kurven. Hun vendte sig igen for at gå tilbage til træet, men stoppede brat da det knagede faretruende. Hun skævede kort til George, men da han lod til at have styr på det, fortsatte hun.

Morgana gentog processen et par gange til kurven var godt halv fuld og hun måtte konstatere at hun nok ikke kunne slæbe, eller spise, mere end det. "Det må være det" sagde hun endelig og børstede hænderne af.

Han smiler ved hendes ord og ætter omhyggeligt træet på plads igen, før han vender sig mod hende og bukker.
"Glad for at kunne hjælpe. Jeg beklager, jeg ikke kan tilbyde at bære kurven også, men jeg har brækket et par ribben, og den ville helt tage pusten fra mig ... Mine slyngplanter kan dog, og jeg vil med glæde følge Dem hvorhen, De skal; jeg har ingen planer for denne eftermiddag." Og han har virkelig ingen skumle bagtanker af nogen art, kun det reneste ønske om at hjælpe. At gå lidt længere eller hvad det ender med, det skal ikke genere ham.
Han tænker kort på det ubehag han havde følt, da de havde fløjet og hendes krop havde trykket mod hans ribben, men det var lykkedes ham at skjule det. (sorry havde lige glemt han havde brækket dem xD)
Han udviser ikke nogen tegn på udmattelse, selvom det har taget lidt på hans kræfter at bygge kurven, og han smiler undskyldende, før han bukker sig ned og tager en stor håndfuld græs, som derefter absorberes ind i hans hånd og skænker ham lidt energi. Han ser dernæst op på hende igen og smiler stadig, før han gør mine til at hæve hånden for at fremkalde flere slyngplanter til at bære kurven.

Morgana lavede en affejende bevægelse "Jeg kunne da heller aldrig drømme om at bede dig svine dine fine hænder til!" sagde hun med drillende stemme. Hun havde endnu ikke mødt en mand af det bedre borgerskab der ikke havde en ualmindelig god undskyldning for ikke at grise sine hænder til.
"Men der er ingen grund til at jeg spilder mere af Deres tid end højst nødvendigt. Jeg kan komme tilbage til mit skib fra hvor det andet æbletræ stod. Derfra skal jeg ikke besværger dig mere" forklarede hun så med en gestus tilbage mod det andet træ, og da George så ud til at være klar, begyndte hun roligt at gå.