Hun grinte bare af hans bemærkning om, at han dræbte andre som hans hobby. Om det var sandt eller ej, så morede det Ron, da hun aldrig havde hørt nogen præsentere sig sådan.
Hun holdte en hånd op foran munden, for at prøve på at stoppe med at grine, og det lykkedes hende faktisk, for en gangs skyld, og endda uden at bide sig selv i tungen, som hun normalt gjorde, når hun ville lade vær med at grine.
"Nej, jeg kan altid tage hjem til mine forældre igen, men der er ikke noget sjovt der, og jeg skal jo lære at klare mig selv før eller siden. Og allerede da jeg tog hjemmefra for omkring 2 år siden, der vidste jeg godt, at jeg ikke ville komme til at bo et fast sted. Så lang tid at jeg bliver ved med at være frisk og tjene penge, så kan jeg overleve." Hun holdte dårlig nok en pause, da hun sagde alt det.
"Forresten, mit navn er Ron, hvad er dit?"
Krystallandet
