Det var rart at der faktisk var nogle der gad lytte til hans historier, hvordan han havde boet ude i skoven og rent faktisk overlevet, trods de mange problemer der kunne være ved at leve i det fri. Han havde da ganske vidst også været udsat for ting, hvor han reelt burde havde været død, men alligevel havde overlevet. Han havde ikke haft et specielt hårdt liv, det syntes han ikke selv i hvert fald, for han havde ikke været syg eller noget, men blot været uheldig når han skulle afprøve nogle gifte. Hendes ord rev ham fri fra sine tanker og han nikkede kort ”Korrekt… Eller jeg boede i en hytte der var efterladt, dog var der huller i taget, manglede døre og andet, samt det sikkert ville falde sammen hvis der kom en kæmpe storm” sagde han og trak kort på skuldrene. Han havde ikke boet i et ordentligt hus, det eneste sted der kunne holde tæt og havde døre var der hvor han havde sine gifte, men der kunne han ikke bo, for der var ikke plads til noget der bare mindede om en seng, med mindre den stod midt i det hele.

Han så på hende som hun satte sig på hug med hånden mod jorden. Hvad foregik der? Han hævede det ene øjenbryn og så sig omkring og forberedte sig allerede på kamp, men så på hende som hun var kommet op og stå og så direkte på ham. Uden yderligere forklaring af de ord hun sagde og hun blot skyndte sig væk, fik ham svagt til at mumle et eller andet for sig selv inden han vendte sig mod hende og fulgte efter i rask tempo ”Hvad er der?” spurgte han og så undrende på hende ”Du løber som et febrilsk dyr der har set et rovdyr…” sagde han og tog om hendes håndled da han havde fået hende indhentet. Han stoppede hende hvis hun tillod det og så på hende med et seriøst blik ”Jeg ved de er efter os… Men de kommer ikke i nærheden af os, kom” sagde han og gav slip inden han drejede af og gik stadig med hastige skridt. De var kommet ind mellem nogle ruiner af en gammel by, der var kendt for at holde nomader, folk der ikke var til at stole på, men nu var hun her med Kahn og ham kendte de… Forsøgte de på noget, ville det blot blive værst for dem selv. Mange øjne så mod dem som de begav sig ned af de snørklede gader og ville komme ud på den anden side, ganske vidst med lidt længere væk fra Myth’Edhil, men det var uden tvivl det værd, hvis de kunne ryste de folk af sig på denne måde.

Izvara stoppede som hans hånd var om hendes led. Han så seriøs ud og hun fulgte da også efter. Han havde også lagt mærke til dem. Så det kunne ikke bare være hendes tanker der bedragede hende. Ruinerne omkring hende havde hun allerede før set. Hun havde ikke  talt med nogen derinde, men hun havde studeret skifttegn, markeringer og arkæologi herinde for et par hundrede år siden, da det den gang ikke lige var så meget en ruin som en lettere stor by i ørkenen. Den var et fint samlingspunkt syntes hun. Men nu var den ikke meget mere noget værd for hende eller nogle andre. De eneste folk hun så var nomader. Ikke ligefrem folk hun normalt omgav sig med.
"Hvis vi skal ryste dem af skal vi stoppe Hashian. Han følger os garanteret telepatisk allerede. Alera og Timur er nok kun med pågrund af deres sand-magi er ret så effektivt her i ørkenen." Izvara stoppede ikke et sekund med at følge efter Kahn, men rakte dog ned i sin taske og tog en lille flaske frem med en underlig tyk lilla væske frem. Hun drak hurtigt noget af den og skælvede over den klamme smag af mug der fulgte.

"Her, drik noget. Det er en... antidote mod mental manipulernede magi kan man vel sige." Izvara rakte ham den som hun skynde sig op til ham og rakte ham flasken. Hun vidste godt at hvis hun forsvandt herinde i ruinerne ville de ende her og søge efter hende herinde, så hun skulle bare få Kahn til også at forsvinde nu. Så kunne de i fred sikkert skynde sig ud herfra og videre ind i ørkenen for at komme til Myth'Edhil. Desværre var hun også klar over at de kun ville have 20 minutter til at komme så langt væk som muligt fra Hashians magi, ellers ville den bare låse sig fast på dem igen eftersom effekten af eliksiren ikke ville være lige så potent som et normalt ritual for udrensningen af den mentale effekt. 

Han fortsatte ind mellem de sørgelige ruiner af det der for flere hundrede år siden var en stor by, nærmest en forstad hovedbyen for ørkenelverne. Han så sig omkring og blikket faldt da på nogle normader der sendte dem blikke og han trak hende hastigt med videre. Han håbede virkelig ikke dette ville give nogle former for mærker, for hvad ville det ikke sige om ham, hvis Izvara kom tilbage til byen med blåmærker over alt på kroppen og nogle af folkene vidste hun var gået med ham? Han gav dog slip på hendes arm da han hørte hendes ord omkring de måtte stoppe en. Hans blik faldt på den lille flaske hun tog op fra tasken og han rynkede allerede på næsen bare ved tanken om at skulle indtage denne substans. Han så hvordan hun reagerede på den og havde allerede lyst til at springe fra, men igen... Han vidste det var nødvendigt, med mindre han ville have de skulle følge efter dem. Han fortrød da han tog om flasken og satte den for læberne og drak noget af den, smagen var forfærdelig og eftersmagen var endnu værre. Et hvæs undslap ham og han skar en grimasse som tegn på han bestemt heller ikke syntes at den smagte specielt godt, men det var han heller ikke blevet lovet trods alt. 

Han så på hende som han stadig med hastige skridt gik gennem ruinerne og igen kom ud og gik mod Myth'Edhil "Hvor langt skal vi fra dem? Er det noget med, nogle minutter eller sådan noget?" spurgte han og så sig over skulderen næsten hele tiden for at være sikker på hun var med, for hvis hun forsvandt herinde ville normaderne sikkert forsøge at røve hende og folkene der var efter dem ville finde hende når det sikkert var forsent.  Han havde hørt noget om disse drikke som ville gøre man blev immun overfor mental manipulerende magi, men dog var der også nogle huske regler, men sådan var det med alle sådanne drikke, selv hans egne gifte var der huske regler til. Han kastede blikket over skulderen "Sig til hvis du ikke kan følge med Izvara" sagde han og sendte hende et skævt smil inden han vendte blikket fremad igen og fortsatte.

// Afsluttet