Der var meget mad, især til den anden mand. Men Ezra var sulten og spiste løs - pænt og ordentligt, men en smule hurtigt. Det var ikke mad, han havde fået mest af her i hovedstaden og han vidste ikke, hvornår han ville få noget næst. Sådan var det, når man levede fra hånden til munden, men det havde været ekstra hårdt i hovedstaden, hvor han ikke rigtigt havde haft mulighed for at tjene krystaller med sine evner. Så han spiste ikke bare fordi han var sulten, men også for at fylde sin mave godt op, så han kunne klare sig i en ukendt mængde tid uden mad. At maden blev betalt med stjålne krystaller kunne han for et øjeblik ikke tage sig af. Det var ikke ham, der havde stjålet dem. Det måtte han skubbe fra sin samvittighed.

Han spiste lidt i stilhed. Han måtte betale denne mand tilbage på en eller anden måde, men han vidste ikke, hvordan. Krystaller havde han ingen af og han regnede ikke med, at manden var interesseret i musik eller historier. Men man kunne selvfølgelig aldrig vide.
Efter en mundfuld mere, tyggede han af munden og rettede blikket mod manden.
”Trods krystallernes mere suspekte oprindelse… er jeg meget taknemmelig for dette måltid. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan betale dig tilbage. Min egen ydmyge tillærte evne er at fortælle historier og underholde med min fløjte. Noget der ikke er eftertragtet her i hovedstaden.” Det sidste blev sagt en smule trist. Han havde sådan drømt om at opholde sig i hovedstaden for en tid og lære den at kende. Komme ind på biblioteket, hvilket han dog havde prøvet uden held.

Tråden lukkes på grund af inaktivitet. Jeg vil altid gerne genoptage den, hvis der en dag skulle blive interesse for det :)