Beon havde lært et par tricks eller to til at kunne have et velfungerende liv med et par store møgvinger på ryggen. Intet af det var behageligt, men han kunne trods alt sove på biksen ved simpelt at have fronten mod væggen og vingerne ud i rummet. Men han havde ikke mulighed for at ligge på andre måder – hvilket hurtigt kunne drive enhver til vanvid. Men det var langt fra noget han spekulerede over lige nu. I øjeblikket ville ingen tanker falde til ro i hans hoved. Han følte sig mærkelig til mode, samtidigmed at han havde en følelse i maven der normalvis indikerede at han var utryg. Han vidste at han ikke var utryg ved Asha, det havde han ikke været i lange tider nu, men det han selv havde ladet slippe over sine læber, bragte denne frygt med sig. Bange for at have ødelagt noget – med mindre alt dette kunne kastet til side med humor. En humor de begge var hurtig til at falde til når tingene kom for tæt på.

Beon drejede sig så han stod med fronten til hende og smilede kækt. ”Nå det er du alligevel ikke” svarede han muntert tilbage med et glimt i de blå øjne. At blive frelst var også så opreklameret! Hvad man skulle frelses fra afhang vidst grangiveligt af hvilken side der stod klar. Nej, det var et latterligt koncept.
Stilheden faldte let ned over dem, uden at virke tyngende eller mærkelig, men gav anlæg til noget mere alvorligt. Beon to en dyb indånding som han langsomt lukkede ud igen i et lavmælt suk. ”Det er gratis underholdning..” ordene og tonefaldet talte for sig selv. Beon lød træt, så træt at han nærmest påtog sig ti år i alder. Beon havde aldrig været en del af gruppen – han var anderledens. Han manglede evnen for krig, og den samme brutalitet som andre krigere udvidste så tydeligt. Han var fascineret at videnskab, lærdom og sprog, ikke krigsstrategier, våbentræning og nedslagtning. Dertil, en mand med hans arbejde, som skulle lyve, manipulere og kort sagt spionere på andre, var aldrig ynglingen i rummet. Tværtimod.

Hvis Asha skulle være ærlig, så var Beon nok blevet offer for de andre krigeres modbydeligheder, selv om han ingen vinger havde fået. Rygterne spredte sig hurtigt på borgen, især når der ikke var nok at lave, og der var mange, der havde undret sig over spionens fravær under krigen. Mange af krigerne målte deres værd på, hvor mange de havde slået ihjel under kampene - henholdsvis mod Lyset og Dragorn, og mange anså spionarbejde som værende fejt. De overordnede, derimod, kendte til en spions værd, og selv om Asha også foretrak direkte konfrontationer frem for at snige sig rundt i skyggerne, kunne hun ikke komme fra, at hun holdt meget af Beon.

"Herren og Generalen kender dit værd." Sagde hun efter en lang, tænksom pause, der var ganske ulig hendes normale, frembrusende jeg. "De fleste andre i din position ville ikke have fået et par englevinger, men bødlens økse i ryggen." Det var ikke ligefrem en særlig opmundrende snak - det var hun godt klar over - men ikke desto mindre, var det rigtigt. Hun vidste stadig ikke, hvad der præcis var foregået under Beons fravær, men de fleste på borgen var klar over, at Herren ikke havde været helt tilfreds.. At han derfor havde fået endnu en chance, var nærmest at tørre det af i fjæset på krigerne, at han var mere værd end dem. Og de brød sig ikke om det: "Det kan godt være, at de griner nu, men vi ved alle, hvem der kommer til at leve længst.." Hvis krigerne, der generede Beon, skulle falde i Herrens unåde ville de næppe få et par yndige vinger på ryggen, og Asha skulle med glæde være den, der svang sværdet over deres usle halse.

Beon havde kigget en stund frem i luften, og havde ikke regnet med at høre netop de ord. Eller fremtoning generelt. Hun virkede mere eftertænksom og klar i sin forklaring. Beon lyttede mens han kiggede på hende med et roligt, men alligevel let overrasket blik. Han kunne ikke undgå at få et skævt smil frem på læben ved det hun sagde, trods det ikke var den mest opmuntrende tale han havde hørt i sit liv. Den bragte forsikring med sig om at han måske ikke var så ilde tilredt som først antaget. Selvfølgelig var han blevet sendt for bødlen, hvis han ikke havde mere værdig for dem. Hans spionarbejde var sæt på hold det næste lange styk tid, men Herren og generalen måtte vide at han ejede andre egenskaber ulig de andre krigeres. Alt i alt, var det en trøst, selvom den side af ham der havde gennemlevet umenneskelig tortur, fået ar på sjælen og ikke mindst et par vinger der for evigt mindede ham om det hele, egentlig gerne bare ville have det hele til at stoppe. Der var grænser for hvor megen smerte en mand kunne holde til. Og selvom Beon efterhånden havde set og oplevet mange ting, gjorde det stadig ondt.

Beon smilede taknemmeligt til hende, for en gangs skyld uden at vide præcis hvad han skulle sige. Det var en uvant følelse, da Beon altid i sit liv havde vidst præcis hvad han skulle sige. I stedet blev det til at han rakte sin hånd ud, tog om hendes og gav den et klem et par sekunder inden han slap den igen. ”Tak” og han mente det. Beon var ikke den typiske mørkets kriger. Han havde ikke muskulaturen som en okse eller kampfærdighederne som et rovdyr. Han var glad for sine bøger, sin viden og ikke mindst at tilegne sig mere af den. Noget der selvfølgelig gjorde ham mere unik. Selvom Beon ikke selv så sig som særlig unik i forhold til noget som helst – nej han så mere halvorken foran sig som den unikke af de to. En kvinde der nærmest var født i krig og blod, men alligevel kunne tale fornuftigt og med ord der viste hun ikke bare var en dum håndlanger. For ham var hun langt mere speciel end han nogensinde blev.

Det var ved at blive køligt på borgmuren. Kzar Mora var ikke et rige, hvor der var meget sollys: store, tunge skyer hang nærmest altid over Kzara-bjergene i det fjerne. En kraftig vind var begyndt at blæse fra vest og fik Asha filtrede lokker til at danse om hendes ansigt. At have et øjebliks fred og ro her - sammen med Beon - var dog noget, hun værdsatte mere, end hun ville indrømme over for sig selv, og fornemmelsen af hans hånd om hendes, omend for et kort øjeblik, gav hende en varm følelse i kroppen.

Hun smilede tilbage, et ægte smil der viste hendes skarpe, ujævne orktænder. "Lad os gå ind igen. Jeg tror snart, de serverer ædelse.." En del af hende havde lyst til at blive her på borgmuren, men denne samtale havde givet hende en underlige følelse, og hun havde det som om, hun havde brug for lidt tid til at få styr på sine tanker.
Med et sidste blik i retning af englefjæset, gik hun mod trappen, der førte ned i borgen igen.