Hektor forlod køkkenet, kokken skulle nok sørge for maden og at tjeneste folkene kom og hentede det. Mens han gik, kunne hane ikke lade vær med at tænke tilbage til de tider, hvor han og resten af koplet sad rundt om et bål, udendørs og improvisere former for mad retter, ingen af dem var nogle dygtige kokke, så det var altid på skift om hvem der skulle lave det, inklusiv ham selv.
 Han ankom til hans eget rum, han ville ud af hans rustning for en gangs skyld. Han stod foran et lille bord hvor spejlet hang over, en skål var foran ham, hvor i han hældte vand op i den. Han gik i gang med at vaske hovedet, det hjalp at blive kølet ned kunne han mærke. "Isari, jeg beder dig, hjælp Elaina." Ordene var mere for at give ham tryghed og troen på at det nok skulle gå. Rustningen blev langsomt taget af og hængt på den tomme rustnings rakt han havde stående, ved siden af de to andre, den ene holdt på hans udstyr som lysets krigere havde tildelt ham, den anden var gaven fra dværgene. Han så ned af sig selv og besluttede for, at det ikke var i orden, at han mødte op i denne svedige skjorte, så af røg den, over til skabet for at finde en anden frem men hvilken en, det som en adelig ville forvente eller noget mere simple. valget faldt på denne. Han skulle til at forlade rummet, da noget hev i ham, han så tilbage og noget fangede hans blik, nær reolen. Han gik der hen og så en bog, der lå ned men ikke hvilken som helst en. Han smilede og tog den med sig. Efter lidt tid, tråde han ind i pejsestuen, Elaina var der allerede, han tog et forbavsende skridt tilbage af synet, at han var ved at tabe den lille håndbog han havde med sig. "Tilgiv mig, jeg ehm.." han prøvede på at bevare smilet og fatningen, endnu en gang blev han overrasket Elainas skønhed, han var ude på dybt vand lige nu. Det var lige før han hellere ville være omringet af fulde soldatter efter en sejr, det kunne han forstå. Men hvor intet våger, intet vinder, Rolands ord og en stille bøn blev givet til ham inde i ham selv.

Hun vendte hovedet imod døren da hun hørte noget, og rigtig nok det var Hektor der kom. Hun kunne ikke lade værre med at trække en smule i smilebåndet over hans klumrethed, Elaina var hellere ikke klar over at det var hende, der fik ham til at være så klumret, men hvorfor han bedte om tilgivelse forstod hun ikke. Idet han kom nærmere rejste hun sig pligtopfylde for at tage imod ham, på den måde kom kjolen rigtig frem i al sin pragt. Selv Hektor så nydelig ud, det var rart for afveksling at han ikke havde en rustning på. 

Hun stod roligt og ventede på at han ville sætte sig, imens hun stod der kom en køkkendreng ind med maden. Fadet blev sat på kaffebordet. Der var lidt brød og fiskesuppe og portionerne var en smule små, men der ganske nok til de to. Derudover var også noget vin, som det eneste der var ekstra af begrund af anledningen. Inden køkkendrengen forlod dem skænkede han vinen op i to glas. Efter han var gået satte hun sig igen til rette. 

Han rømmede sig kort for at klare halsen og klare hovedet, det hjalp ikke at hun trak på smile båndet, han følte sig som en ung og uerfarn væbner tilbage i hovedstaden igen. Han bevægede sig hen til sofaen, Elaina tog imod ham, han takkede hende med et smil og tog plads. Køkken drengen var kommet ind med maden, en smule brød og fiske suppe, ikke nok hvis man spurgte en hver anden adelig men livet som soldat, havde lært ham godt og var vant til felt rationer og sparsomlighed. Han så hvordan drengen skænkede op i de to glas med et hævet øjenbryn, vin? Han trak blot på skulderne af det og smilede, mens han forsigtig placerede den lille håndbog på sofa bordet, et kært minde fra en uskyldig og renere tid. Han tog begge glas og rakte den ene til Elaina, med hans eget gav han sig til skåle "Skål Elaina og tak" Oprigtigt lød det og tog en tår, hvilket var en sjælendehed for ham, at indtag alkohol.

Hun var glad for hendes kvote på mad havde hjulpet, det havde ligesom givet dem en overbevisning om så længe de havde de mad, så skulle de nok klare den. Der var godt og vel mad til endnu 4, 5 måneder. Og til den tid, ville hun gøre alt for at få skaffet noget nyt. 
Elaina var ganske rolig og løftede glas og skålede med ham. "Skål, det var så lidt" hun var dog ikke helt klar over hvad det han takkede for, hun tænkte at det måtte være hendes kvotemad. Hvilket gjorde hende smule selvtilfreds over at hun klarede jobbet som hertuginde godt. Hun lage kort mærke til bogen han havde medbragt, umiddelbart kunne hun ikke kende den. Mon det var en anden måde for at de skulle lære hinanden at kende, interessant tænkte hun. Med rolig bevægelser dyppede hun brødet i suppen og tog en lille bid, selvom det var spare tider - smagte suppen utrolig godt. 

Vinglasset blev sat på bordet og Hektor gav sig til at smage på suppen, en udmærket ret med de få midler kokken havde gjort brug af. Han måtte lige huske på de maner hans mor havde nærmest pisket ind i ham, i stedet for at skovle det ned som en soldat ville have gjort. Hektor så hen imod pejsen og lod sig falde ind i den rare stemning der var blevet kultiveret, godt hjulpet af suppen og brødet. Sådan fortsatte det, ingen ord imens maden blev spist, han nippede kun til vinglasset, han ville ikke drikke dette øjeblik væk.

Da han var færdig, tog han et viskestykke for at fjerne de få madrester der nu sad i skægget, en krumme der, dråbe suppe der havde lavet en løber der. Han så hen på bordet, hen imod bogen havde taget med sig. "Jeg ehm, har en bog med og jeg ville gerne læse lidt op af den." Hektor tog bogen og slog langsomt op i den, indtil han fandt et. Han måtte lige gøre halsen inden han kastede sig ud.

"Der er to mænd i verden
der bestandig krydser min vej.
Den ene er ham, jeg elsker,
den anden elsker mig.
 
Den ene er i en natlig drøm
der bor i mit mørke sind.
Den anden står ved mit hjertes dør,
jeg lukker ham aldrig ind.
 
Den ene gav mig vårligt pust
af lykke, der snart fór hen.
Den anden gav mig sit hele liv,
fik aldrig en time igen.
 
Den ene bruser i blodet sang
hvor elskov er ren og fri.
Den anden er ét med den triste dag.
som drømmene drukner i.
 
Hver en kvinde står mellem disse to
forelsket, elsket og ren.
En gang hvert hundred år kan det ske
de smelter sammen til en."

Elaina spiste noget mere langsomt, og nok også med noget mere elegant end Hektor. Elaina rystede indvindigt på hovedet over at han formåde at få mad i sit skæg, han burde blive til at spise tænkte hun. Men hendes langsomme tempo betød også at hun stadig manglede lidt suppe da han begyndte at snakke. Det virkede så formelt og akavet at han ligefrem ville tage en bog med og læse op fra det. Det mindende hende om dengang hun var lille og Marius læste for hende. Hun nikkede blot til hans spørgsmål. Hun fandt hurtigt ud af det var et digt han havde fundet frem. Trods det hav af bøger man kunne vælge, så var det dog ikke det værste. Elaina fik spist det sidste af hendes suppe, og følte sig overraskende nok mæt. Hun lyttede pligtopfylde til det han sagde og afsluttede med "Det er smukt, det er vel ikke dig som har skrevet det?" Da Elaina ikke lige kunne forestillet ham som den store digter. 

Han klappede bog forsigtig sammen og så på Elaina, hun lod til at bryde sig om det, ham selv, kunne mærke at det var ude for hans komfortable zone at læse et digt op, så hellere have en vareulve tæt op i ansigtet.

Han klukkede lidt over hendes spørgsmål "Nej, det ville være synd at sige." Hektor lo af tanken, ham som digter. "Men det er faktisk min egen mor. Hun holdt meget af at både læse og skrive digte. Hun læste højt for os inden vi skulle sove" Han så henover imod pejsen, han følte hvordan varmen flød ind over rummet, tilbage til en anden tid hvor livet var lige til. "Det var andre tider." Hektor så hen på Elaina som han kommenterede det. Han rakte bogen over til hende. 

Elaina anelse blev bekræftet da han sagde nej, at det var hans more. Det havde hun hellere ikke regnet, eftersom at hun fordukken meget af tiden. Måske var det hendes yngre dage, hvor alkoholen endnu ikke havde taget ovre hende. Elaina kunne aldrig forestille sig et liv med så meget vin. Det var da sjældenheder at hun havde styr på hvad hun lavede. Elaina syntes bestemt ikke at det var adeligt at være sådan, og stod det til hende, blev hun spærret inde indtil hun var kommet på bedre tanker.

Elaina tog imod bogen, og begyndte at bladre lidt rundt i den, hun stoppede kort for det han sagde. *Taler han til sig selv?*  tænkte Elaina og syntes det var højst besynderligt. "Hvilke tider?" spurgte hun roligt, uden at lyde spor nysgerrig. Mon han gjorde det ofte. Elaina forsatte med at bladre lidt mere, lige indtil hun faldt af nogle sider som var barnskrift, og med en underskrift fra Hektor. Elaina vidste ikke om hun skulle grine eller græde over digtende, det var jo ikke ligefrem fordi hun gik op i den slags romantiske gestuer, derudover så det var da han var barn, så chancen for faktisk huske han havde skrevet dem var lille. Hun læste de få der var let og elegant for derfor at ligge bogen fra sig og stirre ind i ilden. 

Hektor lænede sig godt tilbage mens han selv stirrede ind i pejsen, Elaina sad med bogen og bladrede i den. Han havde godt hørt hendes kommentar men han lage godt mærke til, at hun ikke virkede interesserede i det, en anden god gang tænkte han for sig selv. Men ilden fik ham til at tænke over de sidste 2 år, omkring hændelserne og de valg han havde taget.
"Hør Elaina, jeg.. Din svigerinde er ret god med ord og hun var ret hurtig til at tag ordene ud af munden på mig." Han var fattet og roligt om det emne, ingen af dem brød sig om men han fortsatte. "Jeg fik aldrig fortalt den egentlig grund til hvorfor.." Han rejste sig langsomt op fra sofaen og gik hen til pejsen, han lænede sig op af skorstenen, hans brune øjne stirrede ind i ilden "Jeg.."

En vagt kom med hastig skridt ind til pejsestuen og meldte hans ankomst med et banken på dørkammen. "Herre! Vi har fanget en tyv nede i køkkenet! Kokken fik et par knups men er uden for livsfare!". Hektor tog sig til ansigtet som han lyttede til vagtens rapport, hvorfor lige nu var alt hvad han tænkte.
"Før tyven op til tronesalen, jeg vil gerne have dette overstået." Hans ordre var klar og tydelige, vagten nikkede godkende ved hertugens kommando. Hektor sukkede over denne afbrydelse, han så hen på Elaina med et undskyldene blik, inden han forlod rummet.

Endnu engang valgte han ikke at reagere på hendes spørgsmål. Altså var det ikke meningen de skulle lære hinanden at kende. Elaina kunne mærke hun blev små irriteret over hans små samtaler med sig selv, samtaler hun ikke var en del af. Det blev ikke bedre af, at han igen skulle nævne det tragiske dag. Hvorfor blive ved. Elaina havde lyst til at sukke, men holdt det inde. Elaina fulgte ham, lettere irriteret over situationen, hun undrede sig over hvorfor han ikke kunne komme med den pointe han ville. Hun var selv ganske klar over Selene havde en speciel tale evne og det havde altid været hendes mål at få hende afsat. Trods alt var Hektor et godt parti, faktisk rigtig godt. De fleste ville være ellevilde, det var Elaina ikke, hun ydestrålede dog at hun var ganske tilfreds. 

Da en vagt kom og forstyrrede dem, blev det ikke bedre. Hendes ansigtet var blevet en anelse sammenbidt, og indvindig rullede hun med øjnene, da Hektor absolut ville tage sig af det nu. Hvis hun havde var igang med noget, måtte denne tyv vente, og blive sat i fangehullet eller noget tredje. Hun havde ikke meget tilovers for hans undskyldning. Da han endelig forladt rummet sukkede hun dybt. Hun hade dette forhold! Elaina valgte derfor at tage slurk af vinen, og ligge sig yndefuldt på sofaen, hvis nu han lige pludselig skulle komme igen. Elaina så længe i ilden og følte sig lige pludselig lidt døsig, hun lukkede derfor øjne og lod sig hvile lidt.

Tyven var nede på begge knæ og omringet af to vagter, begge med hvert sit spyd rettet imod den langfingrede person. Hektor kom ind i tronesalen, han nægtede at sidde ned af irritation over denne afbrydelse men hellere få problemet af vejen.

Tyven var i lasset klæder, håret fedtet godt ind og duften fortalte at vedkommende ikke havde haft et bad i nogen tid.

"Loven er klar og tydeligt omkring tyveri, bøde som minimum eller i fangehullet. Og det er tyveri imod en adelig. Så nu står jeg her foran dig, forstyrret af dine handlinger. Jeg vil gerne høre om hvorfor du har gjort dette og hvorfor jeg skulle blot give dig en simpelt bøde?" Hektor så ned på den anklaget, begge hænder på ryggen, hans kropsprog var en mand af rang og klareholdninger hvad angik kriminelle handlinger.

Tyven viste sig at være en mand i starten af fyrrene, snusket til af snavs, et par knækket tænder men hans øjne var ikke venlig sindet, snare giftig grønne, som han så op i hertugens ansigt.
 "Jeg beder dem oh hertug af lenet. Jeg var desperat for at få samlet noget føde ind til min stakkels søn og jeg. Det er trængte tider og med mørket over os. Jeg beder dig, det skal ikke gentage sig igen." Tyveknægten prøvede på at lyde uskyldig og retfærdiggjort hans handlinger. Hektor lage mærke til hvordan tyven bar sig og noget stemte ikke overens og de øjne var et blik som kun en der havde slået ihjel kunne bære.

"Før ham i fangehullet og sørg for et tæppe og mad, efter hertugindens ordre." Budskabet var klart, hans ordre var ikke til at bukke og spyde i. Vagterne førte tyven væk, der prøvede på at bede Isari om nåde men for døve øre. Hektor forlod tronesalen, noget stemte ikke overens. Han forlod tronesalen, han måtte undersøge dette nærmere og han fik brug for Elainas hjælp med dette. Nu måtte han blot håbe på at hun stadig var i pejsestuen. Han trådte ind og så hvordan hun lå og slappede af og nu skulle han både forstyrre hende og risikere at hun vil bryde sig mindre om ham. "Jeg er virkelig en dårlig ægtemand." Måtte han indrømme over for sig selv, meget havde han lært men dette var en prøvelse han ikke var forberedt på. Hektor gik stille og roligt hen til Elaina og gik ned på et knæ, mens han lage en forsigtig hånd på hendes skuldre. "Elaina, jeg beklager sådan, bare at gå uden videre og spolere dagen." Han om bestemte sig, det kunne vente til imorgen med at finde ud af mere om tyven, medmindre hun insisterede. "Indtil videre, er tyven sat i fangehullet men noget om ham stemmer blot ikke overens med hans forklaring og både hans kropsprog og øjne siger noget andet. Så imorgen vil jeg tag et nærmere kig i arbejdskammeret, for at se, om vi selv har nogle beskrivelse om denne person eller om vi har nogle breve fra hovedstaden, der måske kan kaste lys omkring ham. Så.. jeg vil høre, om du kunne hjælpe mig med dette, for jeg vil ikke holde på ham mere end højst nødvendigt."

I tiden hvor Hektor var væk, havde hun fundet ro på sig selv igen og var derfor igen i balance. Elaina åbnede roligt sine øjne ved hans berøring. Hans hånd var varm og stor og meget ru, det var tydeligt at han gjorde arbejde, hvorimod hendes var silkebløde. Hans hænder mindende tildels om Marius', men hans var mere ru. 
Elaina satte sig igen roligt op på sofaen og så ned på ham, med kølige øjne - hun var stadig ikke helt tilfreds med at han valgte at efterlade hende sådan. Hun svarede ikke på hans beklagelse, men lyttede blot til hvad der var med den tyv. Elaina elskede at have magt, men hvis hun hjalp ham, ville det betyde at de skulle nå til en enighed omkring tyven. Hvilket måske kunne være svært, hun vidste trods alt hvad han tidligere havde gjort på lennet og alt lå ikke lige til Elaina. "Jeg vil gerne se på det, men først i morgen" svarede hun udtrykkeligt for hun ville bestemt ikke gøre det i dag. Hun fejede den sidste kommentar væk, om han ikke ville holde på tyven mere end højst nødvendigt. Det kunne da være underordnet mente Elaina. Tyven kunne da holde til at sidde og sulte i par dage, så længe tyven bare fik lidt vand. På den måde kunne tyven også lokkes og fortælle mere. 

Hektor satte sig ned på sofaen ved siden af Elaina og hendes øjne sagde det til ham, hun brød sig ikke om hans beslutning, om at se til tyven med det samme, men i hans øjne, var det bedre at få styr på sådan noget med det samme.

Hektor så hen på Elaina og han var nysgerrig om en ting. "Elaina, jeg er nysgerrig om noget." Han stoppede lige kort, for at overveje hans spørgsmål. "Hvad gør dig glad? Hvad er en god dag for dig?" Begge hans hænder var foldet sammen, hans opmærksomhed var hendes.

Elaina så ikke på ham, men ind i ilden. Da hun var skeptisk overfor det han ville til at spørger om. Men af forpligtelse nikkede hun roligt. Elaina som ellers var god til regne ud hvad folk ville, havde ikke lige set denne komme. Hvad gjorde hende glad. Hun kom næsten selv helt i tvivl. Elaina kunne ikke engang selv huske hvornår hun sidst havde været glad. Hun så med rolige øjne imod ham, selvom hun følte sig utilpas omkring det. "Min familie" svarede hun lettere tomt, og så tilbage til ilden. Hun måtte virker så kold overfor ham. Men Elaina var som helt lukket bog, og der skulle meget til før den ville åbne sig. Hun kunne hellere ikke fortælle om et håb, hun endnu ikke havde sluppet. Det ville være uhøflig.

Han sad og ventede på hendes svar, hendes øjne var rolige men han kunne høre hvordan hendes svar virkede tomt, og hendes reaktion ved at se hen imod pejsen. Hektor tænkte over hendes svar, han huskede godt at Marius havde nævnt at de begge havde mistet deres forældre.

"Jamen, så tag ud og besøg dem? Inviter dem her til, hvis du vil!? Tag til hovedstaden og brug noget kvalitets tid på dem! Hvad end der gør dig lykkelig, så gør det!" Hektor var optimistisk at høre på, varmen og godheden udstrålet ud af ham.(Guddommelig inspiration - se Hektaurious under magiske evner.)

"Godt nok er du hertuginde og ja der følger vise forpligtelser med sådan en titel. Men det er ikke meget værd, hvis du selv ikke kan bruge tid på dig selv eller nyde livet, der er en grund til at Isari beder folk om at bruge tid på livet og dens goder. Bare rolig, jeg er her skam endnu og jeg skal nok holde øje og følge dine anbefalinger." Han var klar i mælet om dette, han selv havde mere grund til at passe på lenet, på grund af hans pligt.

Elaina var overskaret over hans udbrud og af en eller anden grund lod hans ord til at trænge igennem hende. "Jeg kunne godt invitere mine nevøer og niece her hen" svarede hun med en lidt gladere stemme. Hun kunne næsten ikke forstå sig selv, hun plejede ikke at være sådan. Måske var det blot fordi, hun faktisk havde savnet dem. Elaina blev enig med sig at det måtte være det. Hun havde ikke megen lyst til at rejse til dem, for det ville betyde at hun skulle se Selene, og hun ville snakke om hvorfor de endnu ingen børn havde. Selvom hun følte sig gladere, var hun ikke helt enig med Hektor, forpligtelser kom før alt andet, hvem skulle lennet ellers regne med? Hvis deres hertuginde tog sager løse. Nej der skulle være balance i sagerne. Elaina valgte derfor ikke at sige noget, men måske hun skulle tage ud at ride en af dage, lidt frisk luft ville gøre godt.

Han blev overrasket at høre hendes reaktion, hun virkede en tand gladere end tidligere og nikkede smilede ved hendes egen forslag om at få noget af hendes familie på besøg.

"Husk dette, vi er to om disse pligter. Så længe jeg er til stede på lenet, så skal jeg nok gøre min del, så du får tid til dig selv. Min søster har intet at skulle have sagt og jeg har trods alt selv stået med ansvaret før. Jeg er ikke den typiske adelsmand som mange bønder kan have fordomme om. Hvornår har du set mig drikke mig fuld?" Hektor lænede sig tilbage med et spørgende blik, for han vidste nemlig godt selv, hvornår sidst han var fuld, den dag ham og ulve-koplet fik lov til at rejsehjem. Han kendte til hans pligter bedre end nogle andre og han tog aktiv del i det, for bedre at kunne lære alle undersåtterne at kende, på den måde kunne han bedre sætte sig ind i de problemer der var opstået og ville opstå med tiden. 

Elaina så med rolige øjne på sin ægtemand. Hun var ganske klar over at hun ikke stod med lennet alene, Marius og hende havde jo gjort det i mange år før Selene kom. Så lettede det ligesom tingene. "Det ved jeg" svarede hun blot, Elaina var som altid en kvinde af få ord og der var ingen undtagelser, selv ikke for ham. Elaina forstod ikke det sidste? Det havde aldrig været normalt blandt adelig at drikke sig pludre fulde, Elaina havde aldrig gjort det. Hun drak højst et par glas for høfligheden skyld og når man var til bal var det tradition, men aldrig til den grænse hvor kroppen stod af for al fornuft. "Jeg har aldrig set dig fuld Hektor, har du nogensinde set mig fuld?" gav hun som modsvar for hans underlige kommentar. 

"Nej det har jeg ikke men jeg har set min del af højrøvet adelig have en skødsløs holdning til alkohol og her tænker jeg ikke lige dem i nærheden." Svarede han blot tilbage. Han rejse sig langsomt op fra sofaen for at strække sig, han mærkede hvordan kroppen blev træt, hvad var klokken egentlig? Hektor så ned på hans yndige og fandt et smil frem til hende. "Uanset hvad hvordan dette år har været, så takker jeg dig Elaina de'Lacour, datter af Duncan, for hvad du har gjort for og bragt med dig til lenet, af hele mit hjerte. Jeg vil blot ønske, at jeg kunne være dig..en bedre ægtemand."

Elaina havde aldrig set eller hørt disse, der var nu nok nogen til ballerne, men det blev hurtigt opdaget af familie eller nærmeste som bremsede det. Mon det var nogle af hans soldater venner. Det kunne hun tilgengæld godt forstille sig, at der var flere som drak for at glemme nogle af de rærsled de havde set. 
Elaina så lidt væk, hun anede ikke lige hvad hun skulle svare til dette kompliment. Hun havde det jo ikke på samme måde, og sige at 'det var så lidt' ville være en løgn for det var ikke lidt. Derfor besluttede hun blot at smile så taknemmeligt som nu hendes kølige ydre kunne.