Maya fnøs let med et smil på læberne. Ja, hendes mund havde det med at få hende i en grundig del problemer. Folk var ikke glade for at høre fornærmelser, ej heller at folk ikke var bange for dem. Og det var hun ikke. Maya ville i hvert fald aldrig nogensinde indrømme at hun var bange for nogen eller noget, og det skulle folk også få at vide. Fyre som øglen havde det med at tage det meget personligt hvis man ikke frygtede dem. "Min moster gav mig husly mens jeg var barn.. Eller, det var nok mere hendes barmhjertige arbejdsgiver." hun trak let på skulderen med et skævt smil, inden hun rystede en smule på hovedet. "Kæft han blev sur da jeg nægtede at arbejde for ham.. ud på gaden blev det så"
Maya kiggede på den anden med hovedet let på skrå og smilede kækt og med en skummelhed over sig. "Nåh.. Skjålet et par ting fra ham.. Haft dårlig indflydelse på hans rygte. Alt det gode.. Men nok mest at jeg stjal fra ham og slap afsted med det - lige indtil i dag selvfølgelig." svarede hun roligt. Det var svært at holde sig gode venner med øglen generelt.

"Jeg har en fornemmelse af, hvilket slags arbejde, der var tale om.." Brummede Jarko efter at have lyttet til hendes fortælling. Altid noget at pigebarnet havde haft tag over hovedet, men det lød ikke som om, det havde været meget mere. Ikke at det børnehjem, Jarko var opvokset på, havde været noget vidunder..
Han sukkede for sig selv. Livet på gaden var ikke ligefrem let, især ikke for unge piger. Men det var ikke ligefrem fordi der stod folk med åbne arme for at tage dem ind nogen steder .. andet end måske lige på bordellerne. 

Han spyttede ud til siden. "Som om Øglen ikke stjæler fra gud og hver mand selv.. Nok derfor det går ham så ekstra meget på, når det er ham, der bliver rapset fra." Hvor en hæderlig mand ville være gået til byvagten, havde Øglen sine egne måder at ordne tingene på. Noget der som regel indebar brækkede kropsdele eller blødende næser.. Det kunne godt være, at dagen i dag heller ikke helt havde været en sejr mod øglen, men i det mindste havde de da fået uddelt et par slag i den modsatte retning. Og det havde føltes godt.

Maya trak på skulderne. Det var et arbejde mange fattige skattede højt, fordi det bragte brød på bordet. Men de var næppe vokset op med at se mænd savle over kvindernes former, tage for sig som gribbe og være ligeglad med alt andet end deres egen udfoldelse. Maya brød sig ikke om det og hun ønskede ikke at blive et objekt for mænd. Hun fik en trækning af afsky i næsen ved tanken. "Yeah, men.. det skulle være et beskyttet samfund fremfor gaderne. Jeg har dog mine tvivl" Selv ham der stod for bordellet havde sine omgange med de ansatte. Hans ejerskab som han kaldte dem. Føj.

Maya kom med et lille fnys og et smil kom frem på hendes læber. "Præcis - det gør altid så ondt på stoltheden." Hun kiggede på den lurvede mand med et selvtilfreds smil. "Det er ikke første gang jeg får vristet nogen af skattene fra ham - ikke at han er så rig som han påstår!" Fnøs hun en anelse hånligt. Hun brød sig virkelig ikke om øglen. Maya trak benene til sig og hvilede hagen på sine knæ. "Hvad har Øglen gjort dig?"

"Stadig. Ikke noget sted for en ung tøs som dig." Svarede han. Han selv havde set nok af byens bordeller til at vide, at forholdene som regel ikke var specielt gode. Kvinderne tog arbejdet, fordi de ikke havde andre muligheder, og for at få tag over hovedet og en seng at sove i. Mange steder blev de ikke ordentligt betalt og bordelhusejerne gjorde alt hvad de kunne for, at kvinderne satte sig i gæld og ikke kunne slippe ud af arbejdet igen.
Ikke at det havde forhindret Jarko i at betale for deres ydelser. Noget han fandt det klogest ikke at nævne lige nu.

"Smuglede nogle ting. Værdipapirer, mest. Øglemanden stjal dem fra mig og fik sine håndlangere til at give mig en solid omgang tæsk." Svarede han ærligt. Han så ikke rigtig nogen grund til at skjule det - det var trods alt en ting, de havde til fælles. Det der med at få tæsk af øglens håndlangere.
Han så dog stadig bitter ud ved tanken, og han ville ønske, at han ikke igen havde været tvunget til at tage benene på nakken. En eller anden dag ville øglen befinde sig et sted alene uden sine gorillaer, og så ville hævnen blive sød... Hans blik faldt igen på pigens forslåede ansigt og hadet til Øglemanden bølgede endnu mere op i ham.

Maya løftede et øjenbryn af ham. Han lød som om at han mente det, men alligevel kunne hun ikke undgå at tænke tanken. Han virkede som typerne der kom forbi når de havde krystaller på lommen til det, og alligevel sad han og sagde at en ung tøs som hende ikke hørte til. Folk havde en del meninger at slynge ud med, men svært ved at overholde dem.

Et let fnys forlod hendes læber. Det kunne ligne den skiderik at gøre sådan noget. "De gjorde bare hvad de var bedst til - de dur i hvert fald ikke til andet" men for satan hvor havde hun et stærkt brændende ønske om at kvase dem som små karkalakker hvis hun fik chancen. "Ved du hvad.. man burde finde alle dem som øglen har trodt på igennem tiden og give ham en ordentlig røvfuld!" hun gnækkede grumt ved tanken og lænede baghovedet mod den kolde mur bag sig.

Jarko smilede lidt af pigens kampgejst. Der skulle mere end et gang tæsk til at stoppe hende, så det ud til. Det var nok meget heldigt med det liv, hun havde valgt sig. "Håh, det ville være en god mængde mennesker, man skulle støve op.. den mand kan jo ikke bevæge sig nogen steder hen, uden at træde på andre.." 
Først trængte han dog til en varm seng. Og et stort krus mjød. Gerne to. Det var som om et møde med Øglen altid havde den effekt på ham, tænkte han, og kom med et lille grynt af anstrengelse, idet han satte sig lidt bedre til rette. Det krævede selvfølgelig at han nogensinde kom op fra siddepladsen i den her forbandede gyde..

Ikke at det gjorde så meget lige nu. Han kunne egentlig godt lide at snakke med pigen - en del af ham, som han ikke rigtig ville indrømme at han havde, kunne godt lide at hjælpe de yngre gadebørn i byen. "Jarko er navnet, i øvrigt.." Han rakte en hånd ud mod hende, selv om det egentlig virkede lidt fjollet at sådan give hånd, når man sad midt i en smal gyde og forsøgte at komme sig efter et solidt lag tæsk..

Maya grinede grumt og tørrede sig over kinden med en baghånd. Efterhånden alt på hende var beskidt, og der sad en del størknet blod hist og her. Men det generede hende ikke. Ikke lige nu. "Så stor chance for at folk vil ham ondt, bare ikke alene. Om ikke andet, må han have mere at tilbyde end tilfredsstillelsen ved at smadre hans skællede fjæs til krybdyrmos!" Maya viste tænderne i et ondt smil, inden hun læede sig tilbage mod den kolde mur igen. Hun havde arbejdet sig op til en hovedpine, nu smerten fra næsen og mellemregionen begyndte at falde til ro. Kraniet havde aldrig godt af mange slag på en dag.

Maya ragte hånden frem for at tage imod hans. I hendes verden var hele den her situationen ikke mærkelig eller fjollet. Det mærkelige var at det var en ældre mand, og ikke et andet gadebarn hun lige nu fik introduceret for sig. Men det var faktisk rart. Rart at vide, at det ikke kun var gadebørn der havnede i slåskampe. "Maya.."

Det var faktisk ikke en helt dum idé. Der var efterhånden nok, der havde et udestående med Øglen til, at hvis de gjorde fælles front, ville han have brug for noget mere end to gorillaer for at slippe heldigt fra det.. Problemet var naturligvis, at mange af de folk også havde udeståender med hinanden. Sådan var det altid med banditter..
Alligevel. En mand som Øglen kunne måske få dem til at slutte midlertidigt fred. "Jeg kunne spørge rundt omkring.." Sagde han efter et øjebliks tænkepause. "Hvis vi ku' finde ud af, hvor han gemmer sit ækle fjæs, når han ikke render rundt og tæsker på små piger, sku' det nok være muligt at samle nok til, at han kan få sig nogle bank.." 

Jarko havde altid haft et svagt punkt når det kom til byens gadebørn. Mest fordi han selv havde været én af dem, og på en eller anden måde så sig selv som hørende til i deres flok. 
"Såå Maya. Jeg kender en krofatter, der skylder mig en tjeneste. Det er ikke ligefrem byens fineste sted, men han kunne nok skaffe en spand vand og et stykke sæbe, så vi lige kan renset dine sår. Og mine.. Det er lidt for koldt disse dage til, at man bør sidde længere tid en højst nødvendigt i en gyde." Han frygtede allerede hvor besværligt det ville blive at rejse sig igen. 

Et skummelt smil voksede frem på Mayas læber. Hun kunne godt li udviklingen af denne samtale. En fælles interesse i at få ramt på en fjende. Nok var de fleste gadebanditter og endda gadebørn, ikke ligefrem perlevenner. Men især øglen havde gjort mange til sin fjende. Dertil, man skulle jo ikke samarbejde bagefter. "Jeg kan se mig omkring, høre et par andre børn.. Vi skal nok finde ham" Det var ikke ofte man hørte Maya optimistisk, men hun mærkede en brændende fornemmelse i maven, om at hun ville det her! Det her skulle lykkes, selvom det betød hun måtte samarbejde med andre.

Maya kiggede lidt på ham. Lod orderne synke ind. Det var uvant at nogen tilbød at hjælpe, men det var heller ikke hver dag at hun stod i en situation som hun havde stået i med Jarko. Maya rømmede sig lidt og nikkede så. Et nik til at hun havde accepteret sin egen beslutning og hans tilbud. "Okay, det er vidst tiltrængt - for os begge" han var ikke ligefrem ren selv! Men et solidt beskyttende lag af snavs var jo ikke altid dårligt!

Jarko nikkede, tilfreds med, hvad han hørte. Man skulle på ingen måde undervurdere gadebørns evne til at samle informationer - de var nogle af de bedste til det, for hvem mistænkte en gadedreng, der stod på hjørnet og sikkert alligevel ikke hørte efter eller forstod, hvad der blev sagt? .. "Vi finder ham!" Gav han hende ret.

Han løftede et øjebryn. Antydede hun, at han var beskidt? Et blik ned af sig selv afslørede, at det var vidst ikke helt forkert. Ud over snavset, der sad på tøj og krop, var der blodet, som plettede skjorten og den nødtvungne forbinding. Det var med et grynt af smerte og et vist besvær, han støttende sig til muren fik rejst sig fra den siddende stilling i gyden.
"Lad os komme af sted." Det var ikke nogen hemmelighed, at han så frem til at komme ind i varmen. Måske var han efterhånden blevet for gammel til det der med at leve på gaden - kulden der i øjeblikket hærgede landet, gjorde det i hvert fald ikke bedre.



Den Syngende Satyr var et lille, lettere snusket værtshus i den Nedre By, ikke langt fra sydporten. Det var ikke så slemt et sted, som Den Hårde Hane, men det var tydeligt, at de fleste gæster her ikke var dem, der havde flest krystaller på lommerne, og det var nok heller ikke usansynligt, at de fleste begik sig i Hovedstadens kriminelle miljøer. 
Jarko mumlede til Maya, at hun nok burde passe på sine ejendele, idet han skubbede den knirkende lille dør op, der førte ind til krostuen. Der var kun et par enkelte gæster, for det gik ikke specielt godt for byens beværtninger i disse tider. En ældre mand, der stod bag disken, så op, da de trådte ind, og han sendte Jarko et anspændt smil. "Jarko, hvad kan jeg gøre for dig?" Det var tydeligt, at han egentlig håbede på, at det havde været rigtig kunder. 
Jarko måtte støtte sig en smule op af dørkarmen, og han kastede et kort blik i retning af kroens andre gæster. "Vand og sæbe. Helst ikke køkkenet." Tilføjede han med et sigende blik. Der var ikke grund til at halvdelen af byen skulle vide, at de havde været oppe og toppes med øglen. I hvert fald ikke lige med det første.

Kroværten sukkede og gav tegn til, at de kunne følge ham ud i det lille køkken, hvor en tung gryde hang over et ildsted. Jarko sank ned på den nærmeste skammel, mens kroværten forsvandt for at hente vand og sæbe.

Der var noget opmuntrende over hele situationen. Det var som om tankerne om at de egentlig havde tabt denne kamp ved at løbe for livet, var så fjerne at de nærmest var ubetydelige. Og de få der stadig dulmede, var erstattet af kampgejst til at få ramte på det skide dyr. Det var derfor med en ganske munter mine i det forslåede ansigt at hun fulgte med Jarko, omend det tog lidt længere tid end normalt at komme op fra den siddende tilstand. Musklerne var ømme.

Maya forholdte sig stille, mens de "voksne" talte. Hun var i hvert fald mere optaget med at kigge rundt i kroen, rynke næse af en gæst der skulede efter hende, for ikke at tale om dræberblikket hun sendte den snuskede herre i hjørnet der fik et lummert smil på læben. Hun anbragte sine hænder i siden og rettede ryggen ordentligt op. Hun skulle nok få anlæggende til at vise dem alle hvad hun var i stand til, før eller siden.
Maya tørte sig under den hævede stadig en lidt blodrøde næse, som hun fulgte med ind i køkkenet. Hun nærmede sig ildstedet og så sultent ned i den tunge gryde. Maya holdte ikke rigtig oversigt med hvornår hun sidst havde spist, men hendes mave pregede altid hende i retning af hvornår det var tid. "Hvor kender du ham fra? Gamle venner?" hun tvang sig selv til at fjerne de grønne øjne fra gryden og kigge på Jarko, inden hun selv fandt en skammel frem og sætte sig på. Hun sad alt andet end kvindeligt på stolen, og havde det ikke været for det lange hår, kunne hun nemt være gået for at være en luset gadeknægt.

Kroværten var hurtigt tilbage med en spand vand og et stykke sæbe. Han skævede nysgerrigt til Maya, men kom ikke med yderligere kommentarer. Jarko var ved langsomt at binde den midlertidige forbinding op, og han skar ansigt, da han nåede til stykket af stoffet, hvor en god mængde blod havde nået at tørre. 
"Og en ren forbinding.. bare rolig, vi er snart på farten igen." Kroværten sukkede og skulle til at forlade rummet igen, men Jarko nåede at afbryde ham. "Et par skålfulde af hvad-du-end-har i gryden dér ville også være godt." Han havde godt set Mayas sultne blik på gryden, og duften af mad, havde også fået hans mave til at knurre. Han stak næven ned i en bæltepung og rakte kroværten et par ravstykker.

"Jah, Malik er en god mand. Man hører mange ting, når man bestyrer en kro hernede i denne del af byen. Nogle gange er der tale om meget nyttige oplysninger." Brummede Jarko, idet kroværten Malik igen havde forladt køkkenet. "For et par år siden reddede jeg ham ud af en gevaldig knibe, med nogle lokale banditter der forsøgte at afpresse ham."
Han betragtede hende igen med en smule nysgerrighed i øjnene, før han nikkede hen imod vandspanden og sæbestykket. "Damerne først.."

Maya drejede hovedet få centimeter til siden og løftede de stærkt grønne øjne mod den nysgerrige krovært. Hendes blik var ikke ligefrem venligt, men ganske neutralt i forhold til at det var hidsig proppen som hadede at blive iagtaget der sendte dem afsted. Hun rettede blikket tilbage til Jarko, som kroværen trak sit blik tilbage igen uden at kommenterer på noget. Det var nok bedst for alle at han ikke gjorde det - Maya ville ikke kunne holde kommentarerne tilbage skulle hun blive udfordret.
Blot nævnelsen af mad fik hendes mave til at rumle og knurre faretruende. Hun ignorerede det, og så i stedet sultent på gryden, længselsfuldt og ganske tilfreds med at pengene ikke forsvandt fra hendes sparsomme lager.

Maya tvang sit blik væk fra det boblende indhold, for at se på Jarko der fortalte om kroværten. "Andre gange er der tale om meget farlige oplysinger" tilføjede hun mens hun lagde hovedet ganske let på skrå, hvilket afslørede hendes alder lidt mere end hun måske ville være ved.
"Han virker... taknemmelig på sin egen måde" hun lavede et let grimasse. Hun havde bemærket utilfredshede, men også at han hjalp dem - omend lidt modvilligt.
At give hende adgang først skulle han ikke sige to gange! Hun trak det blå, omend anelse blodfyldte tørklæde, væk fra halsen, så mere af hendes krop blev synlig, men hun behøvede ikke at tage noget af - det nægtede hun i hvert fald, selvom guderne måtte vide hvornår hun sidst havde fået et ordentligt bad.
Vandet havde en dejlig temperatur, og hun mærkede så snart hånden kom under overfladen, hvordan skaller af skidt begyndte at krakkelere af hendes hud. Effektivt, hurtigt og alligevel med anstændig præsition og flittighed fik hun vasket sit ansigt som det første, knubbende sæben ind og løsrive det kløende størknede blod, inden hun bevægede sig længere ned af hals og arme, for at fjerne det værste. Hun foretrak at vandet var renest når det skulle i ansigtet. Hun skyllede sæben så godt af hun kunne, inden hun ragte både sæben videre til Jarko. Derefter gav hun sig til forsigtet at mærke på sin næse, og bekræfte at den var holdt op med at bløde, omend hendes ansigt begyndte at tage violet farve omkring den, og især under øjnene, der gav hende et noget forslået udseende der blev langt mere tydeligt nu hun var ren.

Pigen var kvik, det måtte man give hende. Han måtte holde et lille smil tilbage over hendes grimasse. "Det er ikke nemme tider for en krovært.. jeg vil ikke bebrejde ham, at han havde håbet på rigtige kunder." Døren ud til køkkenet gik op igen, og Malik kom tilbage. Han havde noget i hånden, der måtte være det bedste, han kunne skaffe, der mindede om en ren forbinding. Jarko tog imod den, og Malik begyndte at hælde indholdet fra gryden over ilden i et par skåle. Han kastede et par enkelte, nysgerrige blikke i retning af Maya, mens han arbejdede, men han forholdt sig tavs og stillede ingen spørgsmål. Det var tydeligt, at han ikke rigtig havde lyst til at blive blandet ind i noget.

Jarko kom med et kort, tilfreds grynt, da pigen var færdig med at vaske sit ansigt. Misfarvningen ville i det mindste tiltrække sig mindre opmærksomhed, end det størknede blod .. de fleste ville nok bare tro, at hun var blevet slået derhjemme. For kønt ud, så det dog ikke, og der ville sandsynligvis gå et godt stykke tid, før hendes hud fik en normal farve igen. Uden at tænke over det, knyttede han hånden en smule .. Øglen skulle få dette betalt...
"Ta' noget mad." Brummede han, idet han begyndte at gnubbe vand og sæbe i ansigtet. Vanddråberne hang i skægget og han rystede håret væk fra ansigtet med en utålmodig bevægelse, før han med noget større forsigtighed begyndte at rense knivsåret. Blod blandede sig med sæbevandet, og Jarko mumlede for sig selv: "Bør se en healer.." Med lidt besvær fik han igen forbundet såret, skubbede vandspanden væk og løftede blikket for at se på Maya. Malik var igen forsvundet fra køkkenet - sandsynligvis var han gået ud for at underholde sine få gæster.

Et let fnys forlod Mayas læber. Ja, det ville være så meget nemmere hvis alting gik ens vej, men sådan var livet bare virkelig ikke! Med mindre man var født med en guldske op i røven, så var alt jo bare nemt og enkelt. Maya nåede dog ikke at svare før kroværten var tilbage, og hun i stedet drejede hovedet og havde sit fokus der.
Hun fangede hans øjne, som han fortsat kastede nysgerrige blikke imod hende. Hun løftede et øjenbryn, irriteret og med en antegnelse af 'hvis du vil vide noget, så åben kæften og spørg'. Men han gjorde det ikke. Nok egentlig et ganske klogt valg. Maya kiggede efter ham indtil han var forsvundet lidt væk igen. "Skal han virkelig kigge på mig som om jeg er et misfoster" knurrede hun i en lavmælt hvisken og satte fokus tilbage til ilden igen.

Maya så ikke rigtig på Jarko som han gav sig i gang med vandet. Det var rimelig uinteressant, men der var alligevel en beroligende lyd ved at høre vandet skvulpe når hånd og klud brød overfladen. Hun vendte først blikket da han hentydede til at hun tog mad. Se det behøvede han ikke at sige to gange. Hun fyldte skålen til randen, mens hun slikkede sig over de hævede læber med et hungrende blik.
Det var varmt, meget varmt, men hendes tarme skreg efter føde, så hun gublede det i sig så hurtigt hun kunne uden at tungen blev fuldstændig forkuldet. Med munden fuld af mad, kunne hun alligevel ikke dy sig fra at stille spørgsmål "Har du mange af disse kroværter du ædeligt har reddet fra banditterne?" det lød måske lidt drillende, men hun var også en anelse fascineret af det. Hun tænkte ikke selv på hvad det kunne medgive at redde andres røv - hendes egen var på toppen af listen, og hvorfor hjælpe andre?.

Jarko kunne ikke lade være med at more sig en smule over Mayas indædte opførsel og de blikke, hun sendte i retning af den stakkels krovært. Det var typisk gadebørn at lege hårde i filten - der var ikke så meget plads til blødsødenhed, når man var nødsaget til at stjæle med arme og ben for at undgå at dø af sult.
I Jarkos øjne var hun dog stadig en lille tøs, og hendes knurren prellede af på ham: "Det er ikke så mange .. unge damer.. der kommer her i beværtningen." Svarede han hendes klagen med et begyndende smil i mundvigende. Det var nok at strække det lidt, at kalde hende en "ung dame", men gadetøs lød altså ikke så pænt.

Jarko skar ansigt. Det var ikke noget han selv tænkte meget over, men det var som om skæbnen  havde det med at placere ham i situationer, hvor han var nødt til at hjælpe andre. I sit eget hoved satte han naturligvis sig selv først. Han var ikke nogen helt - men han brød altså heller ikke om at se andre komme til skade lige foran sin næse. Måske var det krage-evnen, der gjorde ham dumdristig. Følelsen af altid at kunne forvandle sig og flyve væk fra det hele, gjorde det lidt mere fristende at prikke til ilden.. eller banditter, der truede en krovært.
"Nu skal du altså ikke tro, at det er noget jeg gør mig i. Folk skal lære at passe på deres eget skind." Brummede han, idet han selv rakte ud efter en skål og begyndte at skovle mad indenbords. Det var måske ikke helt sandt, men han nægtede at indrømme, at en del af ham elskede spændingen ved at bryde ind i en slåskamp.

At være hård var den eneste måde man overlevede på gaden. Det nyttede ikke noget at være naiv eller blødsøden. Så når krofatter kigede på hende på den nysgerrige måde, gik hun med det samme ind i forsvars mode. Aggresivt forsvar, for man måtte heller ikke fremstå svag. Det var faktisk hårdt arbejde altid at være så aggressiv. Maya kiggede over på Jarko med et løftet øjenbryn inden et skummelt smil kom frem på hendes læber. "Aha.. Det forklare det" med unge damer, vidste Maya godt at han mente noget andet. Om det var gadebørn, kvinder generelt eller hvad et var, var hun faktisk ikke sikker på, men det havde i hvert fald noget med hendes alder og køn at gøre. Faktisk generede det hende egentlig ikke.

Maya havde næsten gjort det til en kunst at ignorere andre i nød. Jo, hun kunne da godt hjælpe lidt såfremt hun ikke mistede noget på det selv. Men så snart hun selv var i fare, var det kun hendes eget ego som skulle overleve. "Det kunne aldrig falde mig ind, at tro du er en ridder på den hvide hest" grinede hun hæst, inden hun gav sig til at skovle maden ind med stor ivren. Det var for alvor gået op for hende hvor sulten hun var. "Men, alt i alt, er jeg da glad for at du blandede dig i dag.." Jeg tror det var det tætteste man kom på et tak fra Maya. Man kunne se at hun trak sig lidt på skulderne, som at det var ubehageligt at indrømme.

Det var nu ganske rart at sidde i det varme køkken og få noget mad i indenbords. Gryderetten var lidt udkogt og der var ikke meget kød i - men det smagte vidunderligt. Måske var dog også lidt deres situation, der gjorde det. Såret i hans side gav en ubehagelig, stikkende smerte lige så snart han bevægede sig, og han måtte indædt bide tænderne sammen for ikke at give et højlydt udbrud hver gang. I stedet sad han ganske stille og førte skefuld efter skefuld op til munden. Det var vidst meget godt, at de ikke var blevet længere end højst nødvendigt i dén gyde..

Efter de første fem skefulde løftede han atter hovedet og så hen mod gadepigen med det viltre, krøllede hår. Det var godt at se hende grine - det klædte hende noget bedre, end det der olme blik hun havde siddet med tidligere, da kroværten var her. "Nåå.. du synes måske ikke jeg ligner sådan én?" Brummede han drillende. Han var godt klar over, at han var alt for lurvet, arret og skægget at se på til at være nogen som helst prins, men det var nu en meget morsom tanke.  

Han nikkede kort og tog endnu en skefuld af den varme gryderet. Der var ikke nogen grund til at spilde tid på at takke hinanden - sket var sket. Måske ville den unge gadepige være der for ham en anden gang, hvis det var ham selv, der var trængt op i en krog. Det var sådan forholdet nu engang fungerede mellem sådan nogle som Jarko og Maya.
"Vi skal nok få ham ned med nakken." Sagde han stille, velvidende, at der ikke var behov for at nævne navne. Mødet med øglemanden var stadig for tæt på, til at det ville blive glemt lige foreløbigt.. hvis nogensinde.

Maya smilede lumsk over den madfyldte ske, med grønne øjne der nærmest emmede af ballade. "Fanme nej.. Du minder mig mere om den klamme onkel, med sovs i skægget" hun blinkede drillende til ham, inden hun kiggede ned på skægget hvor der vel og mærket var havnet noget af den utrolig velsmagende gryderet. Prinsen på den hvide hest var opretklameret! Det var den klamme onkel som råbte højt og kunne alle snigvejene der var det rene guld når det kom til stykket. Selvom Maya husker fortællinger om at der var visse ting de klamme onkler måske burde holde lidt for sig selv.

Man glemte ikke håndsudrækninger når man så sjældent modtog dem. Man var altid lidt mere villig til at strække sig ud af komfortzonen for de mennesker, og ja, den ene hånd vasker den anden. Dertil kunne det heller ikke skade at hjælpe én som ikke ligefrem var ubehagelig at snakke med bagefter - Maya var i hvert fald ganske begejstret! Han havde sørget for aftensmad og en let etagevask! Mange gode point i kassen.
Maya snøftede som næsen var begyndt at læbe lidt efter indtagelsen af den varme mad. Noget der frembragte et lettere forpint udtryk i det forslåede ansigt. Så længe næsen ikke begyndte at sprøjte ud med blod igen, gik det ikke helt galt. "Hvordan tror du hans fjæs ser ud når det går op for ham, at han er røget i fælden?" det skadefro og hævngærige smil var vendt tilbage på hendes ansigt. Hun fandt tankerne om øglens ulykke sukkersødt og varmene, i den kolde tid.

Jarko der netop havde taget en ordentlig skefuld mad i munden kom med en spruttende lyd, der resulterede i, at sovsen fra gryderetten sprøjtede ud fra hans mundvige. Nu havde han i hvert fald sovs i skægget. Med et olmt blik over på skarnsungen tørrede han det væk: "Klamme onkel? Den var nu alligevel grov nok.." Brummede han, selv om et par ganske fine rynker i kanten af øjnene og mundvigende afslørede, at han morede sig en smule og hendes flabede kommentar. "Jeg vælger at at overhøre det med 'klam' og i stedet lader det varme mit gamle hjerte, at du allerede ser mig som et famliemedlem.." Han skrabede bunden af skålen med skeen for at få de sidste rester med, før han - noget mere varsomt denne gang - førte skeen til munden.

Han lo og tørrede sig igen over skægget med bagsiden af hånden: "Rolig nu, vi skal lige have fælden sat op først." Svarede han, selv om tanken om øglen, der fik hvad han fortjente, så sandelig var en rar tanke. Der var dog meget, der skulle planlægges først. Og de gorillaer, han rendte rundt med, skulle på en eller anden måde skaffes af vejen.. Jarko havde intet behov for at komme i nærheden af dem igen.