Dimble var en smugle utryg over at sende Kulun hen til nogen han ikke kendte. Kvinden kunne jo meget vel bedrage ham, han knyttede næverne i frustration over at skulle træffe et valg der havde så store konsekvenser i løber af så kort tid, men kom så i tanker om at den hjælpsomme rustning også ville være sammen med hende. Dimble løftede hovedet og nikkede "Så gør det" sagde Dimble. Han kiggede nu over på rustningen der kort efter trådte nærmere for at overtage Kulun "Pas godt på hende" sagde han blidt til rustningen med en rolig stemme og et blidt ansigt. Derefter rettede han sig imod Anaïs "hvis der sker hende noget vil du personligt stå til ansvar overfor over for mig" både hans ansigt og stemme havde nu skiftet til at være alvorlig. Dimble hørte ikke Kuluns ord fordi de var så lave og han samtidig var så fokuseret på at få hende i sikkerhed og gjort rask igen. Og selv hvis han have hørt det ville han hverken acceptere det eller lade det ske.      

Anaïs kunne sagtens høre frustrationen fra Dimble men hun lod det ikke gå sig på. Hun kunne lugte at Minotauren ikke var for langt væk. Han kunne komme tilbage når som helst, så tiden var knap. Anaïs lagde Kulun i Uos arme og greb så fat hårdt om dens hjelms hage og trak så i den så det der burde være øjne så direkte på hende. "Lyt godt efter! Jeg sender jer til en mand hvis navn er Leon Rafixul. Han vil kunne klare hendes skader, men du bliver nødsag til at stole på hvad end han gør er for at hjælpe hende. Han virker måske ikke så venlig, men hvis du ikke gør det så dør hun." hun så over på Dimble og med et glimt i øjet og et kækt smil sagde hun "Jeg ved du ikke stoler på mig, men det for hendes eget bedste."

Anaïs gik hen og lagde en kærlig hånd på Kuluns hoved og så en på Uos skulder. Hendes krop begyndte at slå gnister i hendes velkendte skær af blå og sort det omkredsede Kulun, Uo og hende selv. Skærets lys brændte klart og som navnet "Leon Rafixul." kunne en bragende lyd høres som Anaïs selv blev sendte tilbage gennem luften og ramte ind i væggen bagerst i rummet. Lyset forsvandt og Kulun og Uo var ikke at finde i rummet.
Anaïs rejste sig langsomt med en støttende hånd i jorden. Hun trak vejret i lange baner grundet hendes svækkelse af at sende dem afsted. Hun kom op og stå og så hen mod Dimble. "Han er på vej snart. Skynd dig væk så hun ikke mister dig. Det ville være sådan en skam at miste dig efter hvad du gjorde for hende." sagde hun mens hun prøvede at genvinde sine kræfter. Men hun vidste det ville tage tid.

Han var på vej derned igen, for at se om livet var forsvundet fra det lille kræ. Men da hen kom tættere på og døren var lukket, kunne han godt høre at der skete et eller andet derinde som, der bestemt ikke skulle ske. For hun kunne ikke bevæge sig og derfor ikke prøve på noget, men det lød al forlarmende til ikke at være noget.

Med et brag røg døren op bag dem og Alzko stod nu i døråbningen med en stor dobbelt økse i hånden. Pigebarnets venner var dukket op for at redde hende fra den sikre død. Det skulle være løgn skulle det. Han løb ind i rummet og svingede voldsomt med den store økse, så folk måtte springe fra livet. "I tager hende ikke fra mig, hun er min!" Råbte han højt og slog gnomen væk, så han faldt på gulvet og forsatte hen til personenerne som stod omkring den meget hårdt sårede pige, som han virkelig havde nydt at torturere. Det skulle de ikke ødelægge. Alzko hev fat i halv katten og trak hende til sig og skubbede hende derefter samme vej som gnomen og forsatte sin vej mod pigebarnet.

Dimble var ikke forberedt da døren pludselig blev slået op med et brag. Hvilket gav ham et chok. "I tager hende ikke fra mig, hun er min!" lød det fra minotauren. For tiden stod Dimble med ryggen til døren, men kort efter braget var hans hånd allerede på vej ned til håndtaget af kåren. Han nåede dog ikke at trække i kåren før han fik et hårdt slag i hovedet med en sådan kraft at han faldt til jorden og blev en smugle omtåget. 

Som Anaïs nærmest havde forudset kom Alzko ind af døren og hun ende ved bagvæggen som hun fik et enkelt slag fra ham. Al luften blev nærmest tvunget ud af hende som hun ramte væggen og et lille gisp kom ud af hende. Det krævede en del vilje fra Anaïs sidde for ikke bare at lade alt gå i sort for hende syn, men hun klarede det og kunne stadig se hvordan Alzko klart ikke var tilfreds med hvad de havde gjort.
Anaïs ville normalt have rejst sig allerede efter sådan et slag, men efter også at havde brugt så mange af hendes krafter på at sende Uo og Kulun, så var hun for svaglig. Hun måtte bare håbe at han ikke ville tænke mere over at hun sad der, måske kunne hun snyde ham. Hun lod sine øjne lukke i og hende hage falde til hendes bryst. Hendes krop kollapsede på gulvet og hun kunne udgives for det blotte øje som en hver anden død person. Nu måtte hun blot håbe at Alzko også ville se hende som død.

Tråden er færdig.