Marie nikkede forstående som hun fortalte om ægteskabet. For hende virkede det underligt at nogen ville gifte sig af politiske årsager, men hun var jo også blot en normal borger der kunne gifte sig med hvem end hun i sandhed elskede, ikke alle var så heldige, og det vidste hun inderst inde også godt. "Så to' du da d'rigtig sted hen." sagde Marie så som kommentar til hendes ønske om at se Hovedstaden. Det var også den oprindelige grund til at Marie havde taget til Hovedstaden, grundet et ønske om at se dens pragt, men nu hvor hun var her ville hun faktisk gerne væk igen. Eventyret ventede hende jo og hun undrede sig også over hvor Bjørn var nu om dage. Måske ville hun snart se ham igen?
"Naj, Mathilde har, j'kom her for nog'n uger siden." forklarede Marie stille og begyndte så at uddybe mens Mathilde spiste videre "Jeg kom fra Brimnæs næ' Falkval." forklarede hun roligt til Ellenora med sin bløde stemme for ikke at virke ked af hvad der faktisk var sket med Brimnæs, men for nogle var det måske ikke lige så gemt at Marie ikke var ekstremt glad for at skulle forlade sit hjem.

Ellenora var lettet over at Marie øjensynligt havde aksepteret hendes forklaring, og at stemningen havde lettet lidt igen, og hun sendte hende derfor et varmt smil. Ellas mand havde ikke været noget fint menneske overhovedet, men det var en af de ting som hun holdt helt ind til kroppen. Ella lyttede opmærksomt på Marie mens hun fortalte , det virkede som om det var mere bag hendes historie, men hun ville ikke rive op i mulige gamle sår, og kommenterede ikke på det hun følte der gemte sig men kun på hvad der blev sagt.
" hvordan endte i to herlige mennesker så med at bo sammen her ? " 
spurgte hun varmt og en smule nysgerigt.
Det var kun Ellas lange opdragelse der fik hende til at spidse den dejlige mad i små bidder og ikke overfalde den.
* enten er det her det bedste mad jeg nogen sinde har fået eller også var jeg virkeligt på sulte grænsen"*
tænkte hun ved sig selv og tog endnu en bid, mens hun lyttede. 

Marie så roligt rundt på bordet hvor maden stod. Hun syntes stemningen var hyggelig for det føltes som om Ella kunne lide at være her. Hun begynde stille at spise, ikke så stille som Ella, men hendes opdragelse var også en del mere borgerlig end de fleste. Mens hun spiste så hun på Mathilde som hun pegede sin gaffel mod som hun skulle besvare Ellas spørgsmål. "Mathild' tog mej ind d'jeg ik' hav' e'jem. Vi har hus' folk si'en når vi ha' fund' folk i nø'. M'Mathild' ha' jeg bo' hos og hjulp't si'en j'kom ind." Det var ikke tit Marie fortalte om sig selv, men det var dejligt for forandringens skyld. Så hun spiste stille igen.

Et smil kom på hendes læber som Ellenora talte godt om hendes mad. Hvis der var noget Marie var stolt af så var det hendes madkunstskab. "Måsk' beg'?" spurgte hun så. Ikke fordi hun forventede et svar, men det kom bare som en kommentar som hun tit havde fået sådan nogle kommentarer fra hendes bror og derfor virkede det bare naturligt at sende sådan en tilbage. Men hun så på Ella hurtigt og håbede hun ikke ville se at det kunne være sandt.

Ella kiggede forundret fra marie til mathilde,  hvad var hun for en kvinde, sådan at tage hjemløse ind. Ellenoras hjerne skreg at der måtte stå noget bag, men for en gangskyld nægtede hendes hjerte at lytte, der var en stemning rundt om bordt sol Ella aldrig havde oplevet før.
"De må være en ganske særlig person, når de gør den slags"
sagee hun og så på mathilde,  måske havde hun fundet et sted hun kunne søge, om ikke andet så for noget tid, men ella var ikke klar til at spørger endnu, hun vidste ikke helt hvordan.

Marie var normalt ikke super opmærksom på andre folk og tit og ofte ville hun overse folks følelser i håbet om at alle var tilpas og glade, men hendes øjne kunne ikke undgå at fange en snert af Ellenoras korte glimt i øjet. "Er d'nog't gal Ellenora?" Marie så på maden for at se om der var noget i hun måske havde kommet til at lægge i som ødelagde smagen? Var det hendes mad!?
"Du virk'r mig en smul'... Ve' si'en af." sagde hun som hun tog en skefuld mere af den aftensmad hun selv havde syntes smagte meget godt, men hun prøvede at smage på den og se om der var noget galt og der slog det hende. SELLERI!

"Fjollede mig! Selleri!" sagde hun med et smil og skubbede sin stol tilbage. Hun tænkte ikke der kunne være noget personligt i vejen, for hun havde altid åbnet meget hurtigt op for folk angående så noget, så hvis Ellenora havde noget på hjertet troede Marie i god tro hun bare ville lukke det ud. Men Marie var overbevist om at noget måtte mangle i maden og det måtte være Selleri, så hun ville da gøre noget ved det og få det i maden.

Til Ellas forfærdelse havde Marie fanget hendes sindstilstand, normalt var hun så opmærksom på alle hendes træk og handlinger, at hun det kom helt bag på hende, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, men besluttede sig for at det var nu eller aldrig. Hun fægtede lidt afvigende med hænderne
" jeg ville ikke trænge mig på, i har allerede gjordt så meget for mig..."
hun standsede og kiggede op på marie der også virkede til at være ved siden af sig selv, hvorfor kiggede hun sådan på maden. Det gik op for Ella at marie havde misforstået det som om hendes mad manglede noget hvilket da også blev tydeligt da hun kort efter rejste sig for at hente selleri, inden Ella havde nået at få mod til at spørger, men hun ville ikke have at Marie skulle tro hende mad var noget andet end fantastik.
" Din mad er vidunderlig, jeg syntes den er helt perfekt, jeg er bange for du misforstod"
sagde hun blidt og så forsigtigt for sig, hun var så bange for at ødelægge hendes chance eller fornærme nogen der havde taget hende ind.
" det var bare du sagde i nogle gange tog folk ind, og jeg kunne ikke lade være med at håbe i måske ville gøre det samme for mig, men jeg følte jeg havde trængt mig nok på og ville ikke bede om mere"
sagde hun en smule forlegent og så ned på sin terlærken som nu var helt tom. 

Marie så lidt forvirret på Ellenora der stadig virkede lidt nede, men hun begyndte at tale. Og komplimentet fik da også sat et smil på hendes læber, for hun elskede at lave mad og når andre også elsker det man selv elsker, så gør det bare noget ved en. Og sådan var det også for Marie. Men Ellenora talte videre og det flyttede Maries blik til Mathilde.
Trods alt var det ikke Maries hus, også selvom hun permanent var flyttet ind som Mathildes assistent og livshjælper, men hun var i sidste ende den der skulle tage valget.

Mathilde gjorde ikke meget som hun igen satte en skefuld mad til sine læber. Hun viste dog kort et smil til Marie og hun forstod alt den gamle dame prøvede at sige til hende. Marie smed gryde skeen hun brugte til at røre med ned i gryden og var hastigt hos den gamle dame som hun gav et lille kys på kinden. ”Du d’bedst’ Mathild’” og Marie så så hurtigt til Ellenora med sit venlige smil. Hun satte så sit hoved på skrå og uden meget mere ”Du ka’ bli’ så læng’ d’vi’ Ella”
Det var dejligt for Marie at vide hun kunne hjælp og nu hvor Ellenora også fik lov at bo i huset var der da også en ekstra sjæl i hverdagen til at løfte humøret endnu mere. Hun havde været så sød og dejlig så hvorfor skulle hun ikke få lov at blive. Hun var nok ikke lige så åben som Marie ville ønske folk var overfor hinanden generelt, men det var en lektie hun sikkert kunne lære hende.

Marie satte sig tilbage på sin plads og placerede begge sin albuer i bordet mens hendes øjne hvilede på Ellenora. ”Men! Du blir’ nø’ t’at smag igen.” Marie havde fået hendes kompliment, men stadig forstod Ellenora… Nej Ella. Hun forstod ikke at Maries madkunst ikke nogensinde kunne være perfekt, for sandheden var, at intet nogensinde kunne blive perfekt. Bare bedre. Lidt ligesom folk.

Afsluttet // Inaktivt