Det gjorde hende bare endnu mere rasende. Hvor vågede han at påstå at hun ville blive hans ejendom? Ryuu i hendes hoved var langt mere vred end hun var, og en knurren rungede i hendes hoved. I det mindste sagde han ikke mere end det.
"ugh..." kom det da pludselig hun fik hele vægten på sig, men det gjorde det tydeligvis nok for at dæmonen kunne gribe fat i hendes arme og prøve at sætte håndjernene ordentlig på.
Den muskuløse kvinde blev ved med at vride sig på jorden. Det her ville ikke ende godt hvis han virkelig kidnappede hende. Ryuu mente dog godt nok at hun skulle til at tage sig sammen. "Du ved udemærket godt hvad du kan gøre for at komme fri... og det ville ikke være første gang det sker. Ild! Lad ilden brænde!" kom det fra Ryuu, og ærligtalt måtte hun nok erkende at det var snart hendes eneste valg.
"Hvis du ikke går af mig lige nu. Så brænder jeg dig op!" hvæsede Kaliyah. Sidste advarsel til dæmonen inden hun ville lade flammerne overtage kampen.

Yog bøvlede og trak alt hvad han kunne for at få kvindens arme nok samlet til at han kunne lægge dem i håndjerne. På et tidspunkt virkede det næsten også som om hun ville undgå at ende i håndjernene, men hans landing ovenpå hende havde åbenbart slået nok luft ud af hende til at han med meget besvær alligevel endte med at få begge hendes hænder langt i håndjern bag hendes ryg.
Hun fortsatte med at vride sig ind til hun udbrød "Hvis du ikke går af mig lige nu. Så brænder jeg dig op!" Yog kiggede på sin hånd der allerede var blevet udsat for kvindens ild. Den gjorde stadig ond. Frygt ramte ham kort, men blev efterfølgende fulgt af ondskab og stor irritation der fik Yog til at gribe hendes hoved hvorefter han slog det imod jorden i et forsøg på at slå hende ud. Yog var dog klar over at hvis dette ikke lykkedes så ville han meget snart få en aggressiv kvinde på nakken som havde tændt ild til sig selv.

Kaliyah kunne ikke rykke sine arme og hænder meget, hvilket gjorde det meget mere frustrerende, og pludselig blev hendes hoved banket mod jorden. Hendes horn ville normal vise forhindre det, men en akarp sten der stak op, fik alligevel fat på hendes pande og lavede en lang og dybt rift, hvor blodet langsomt begyndte at løbe ud. Det løb ned af hendes pande, og dryppede forbi hendes øje. Hele Kaliyah's krop stivnede, og pludselig følte hun sig svimmel, og pludselig blev hele hendes krop bare slap.
Men hvis dæmonen troede han havde vundet nu, så skulle han nok genoverveje sine muligheder, for selvom Kaliyah var ude som et lys, så var der noget andet i hende. En anden i hende, og han var ikke ligeså barmhjertig som kvinden. Hun havde kun været slap i et sekund, før at hele hendes krop begyndte at røre på sig.
"Hun sagde skrid. Du skulle nok have lyttet," kom det fra Kaliyah's krop, men selvom det var samme stemme, så var det som om at ordene var mere kantet, mere rå, som om at hun var vant til at tale et andet sprog, og tonelejet var så meget anderledes. Det var dybt, og faretruende.
Først blev hænderne tændt med ild. Varme flammer der brændte alt der kom i nærheden af, også Kaliyah's tøj, og som ilden tog fat i tøjet, begyndte resten af kroppen at brænde. Hale, vinger, hud og hår. Intet blev skånet fra denne faretruende ild.

"AAAARHHHHHH!" udbrød Yog i et smertefuldt brøl da flammerne begyndte at slikke sig op ad ham. Han teleporterede sig ud af mørkeboblen for at komme væk fra flammerne og kvinden der nu så ud til at have ændret personlighed. Yog smed sig på jorden hvor han forsøgte at kvæle flammerne ved at rulle rundt på jorden og kaste den op på sig. Virvaret brød dog hans opmærksomhed med mørkeboblen, hvilket fik den til at kollapse et stykke bag ham, men alt dette opdagede han ikke eftersom at han var alt for travlt optaget med at få slukket flammerne på kroppen. 

Flammerne hev fat i rebene og brændte dem væk, og hun fik til nøds kæmpet sig til fødderne, mens håndjernene langsomt blev smeltet væk fra hendes håndled bag hende. Hvis det var Kaliyah der stadig havde kroppen havde hun nok stoppet flammerne, som det varme jern brændte hendes håndled og hænder, men Ryuu var ligeglad. Han mærkede ikke smerten på samme måde som Kaliyah gjorde.

Nu når mørkeboblen forsvandt, kunne Ryuu let se dæmonen på jorden der vred sig af varmen. Hvem ville ikke det? Skridtene blev taget, og det så ud som om at dragekvinden ingen kvaler havde om at hendes tøj efterhånden var forsvundet fra kroppen. Nu når tøjet var forsvundet, kunne man dog også bedre se det skælmønster der prægede meget af hendes krop, og hvordan hendes krop ikke bare var brun, men var sort og rød visse steder. 
Uden et ord, blev Kaliyah's mund åbnet og endnu engang kom der et væld af flammer ud af hendes mund mod dæmonen, mens hun gik tættere og tættere på ham. Varmen var så intens at også klipperne under dem blev varmet op.

Yog var så småt ved at få bugt med flammerne. Der var dog stadig nogle enkelte i kanterne af hans kappe der nu også var tæmmelig sortsveden. Ud af øjenkrogen så han noget der bevægede sig. Han drejede hovedet og så den nøgne kvinde komme imod sig, vingerne var frie og håndjernene var ikke længere at se "GRAAAAAHHH!!!!" udbrød Yog hidsigt og irriteret over at hans forsøg på at fange hende og alt arbejdet han havde brugt havde været forgæves. Han så hendes nøgne krop, så de mange ting han havde haft planer om gøre med hende for sig, men som nu var gået i vasken. Hun var sluppet fri, hvilket var noget af det Yog ikke kunne fordrage. Han hadede at lade sine ofre slippe fri. 

Da kvinden var ved at åbne munden havde han allerede set hvad der ville komme. Hun havde gjort det før, men denne gang skulle Yog ikke nyde noget. Han teleporterede sig atter væk, denne gang på god afstand, men stadig så hun kunne se ham og høre det sidste han nu råbte til hende "DU SLAP FRI DENNE GANG, MEN MÆRK DIG MINE ORD. JEG SKAL NOK FÅ RAM PÅ DIG FØR ELLER SENERE" hvorefter han teleporterede sig for sidste gang og forsvandt i Kzar Mora.

///YOG OUT/// 

Flammerne gjorde i hvert fald at der ikke var noget levende tilbage på jorden, ikke at der voksede meget indenfor Kzar Mora's grænser. Da munden endelig blev lukket igen, og Ryuu kiggede sig omkring og opdagede at dæmonen var forsvundet, udbrød han et højt brøl. Ikke ligeså fartruende siden stemmebundet ikke var andet end et menneske, men vreden kunne høres.
"Forbandet dæmoner. En dag skal jeg nok brænde dem ned!" hvæsede Ryuu, før han begyndte at gå længere ind i riget. Han ledte muligvis ikke efter dæmonen der havde angrebet ham, men han vidste tilgengæld at Kaliyah ville være tosset på ham når hun vågnede, og mon ikke der var nogen heromkring han kunne jagte ned og tage tøj fra, så Kaliyah kunne være iklædt noget tøj når hun vågnede?

//Out