Som Bella begyndte at begive sig mod flokken af silhuetter begyndte hun at føle en varm fornemmelse rene ned af hendes ene læg. Hun haltede en enkelt gang da hun fornemmede det igen og kiggede ned. Var hun blevet ramt? Bella lagde ikke selv mærke til det, men manden der havde givet sit liv i et fuldt offensivt angreb måtte havde snittet hendes ben uden hendes viden. Hun prøvede at støtte på benet men før hun kunne nå at løfte benet opdagede hun det.
Intet menneske giver sit liv uden en god grund og hans var uklare. Manden måtte havde forgiftet hans klinge med en svagt virkende gift eller havde han ramt noget så vitalt uden næsten at ramme ind i hende? "Na.. Nagendra?" hun stod stille og kiggede op på den stolte Nagendra

Nagendra lagde ikke mærke til noget ved Bella. Hans øjne var rettet lige ud, og hvis han skulle se ned på kvinden ved hans side, skulle han se langt ned. Men det betød jo ikke at han ikke kunne høre, og da han hørte Isabella's næsten tøvende stemme, stoppede han op. Han vidste ikke meget om den adelige kvinde, men det lød som om at der var noget galt.
"Hvad er der?" spurgte han og kiggede ned på kvinden. Han kunne ikke rigtig se at der var noget galt med hende indtil videre, men nu havde det heller ikke strejfet Nagendra endnu, at hun kunne være blevet ramt af noget gift. Der var så mange gifte i Rubinien, grundet de giftige dyr der befandt sig heromkring, så det var ikke usædvanligt at folk brugte gift på deres klinger egentlig. Men det var dyrebart, så selvom man kunne gå ud og finde noget, så var det ofte kun for at være sikker på at målet døde.

Bella vaklede rundt i sine ord. Hun ønskede ikke sine mistanker om gift skulle udtrykkes og skyndte sig derfor at lave om på ordene hun ellers ville havde sagt "Hvor langt er der, her i ørkenen ser alt lang ud?". Hun begyndte at gå videre men haltede stadig på benet og hendes syn begyndtes at sløres som hun kunne mørke små dråber forlade hendes bukseben. Hun var klart blevet ramt, men hvorfor gjorde det så ondt. Hun kiggede ned på det en gang og så der såret.
Såret var småt og hvis endelig det var gift så skulle hun nok kunne nå at få hjælp, håbede hun ihvertfald. Hun havde mistet meget lidt blod, næsten intet. Dog var det nok til at få hendes tanker i omløb. Mund der var sket noget og hvorfor ville de havde gift på deres våben. Havde nogen vidst at hun skulle herhen og sikret sig at nogen ville dræbe hende, og hvem ville dog havde gjort det? Hun havde jo ingen fjender i Balzera og nok var nogen i Hovedstaden klar på at dræbe hende, men her? Var den nu afdøde bandit virkelig så desperat for at hun skulle dø?

Nagendra opdagede ikke noget ved Isabella, da hun skiftede mening. Hendes stolthed overskyggede vel ikke når hun havde behov for hjælp? Og selv hvis det gjorde, så var de ikke mange timers vandring fra Sarghos, hvor der var healere. Ikke billige healere, men stadig healere.
"Et par timers vandring. Vi går lidt langsomt, fordi vi er nogen der skal gå," indrømmede Nagendra. Han kunne jo ikke selv ridde, så han måtte gå rundt. Hans tunge bagdel kunne heller ikke rigtig trækkes i en vogn. Hvis Nagendra skulle med nogle form for fartøj, så skulle det være et skib. Ellers måtte han gå. Selvfølgelig havde Nagar-familien da også nogle tjenere med som også kun fik lov til at gå.
Han kunne dog godt se at Isabella gik lidt usikkert på benene. Forhåbentlig var der en hest hun kunne overtage eller dele med nogen, ellers ville det da ikke gå så godt. Nagendra forsatte med at gå over mod familien.

Bella fortsatte med at gå. Hun måtte bare klare sig til Sarghos hvor hun kunne få det tjekket. Hun måtte nå det. Hvis der var noget ved det sår skulle det tjekkes uanset prisen. Hun ville aldrig lade sig selv havde en skade der skulle holde hende eller svække hende i kamp. Hun havde ikke meget i denne verden at være stolt af, men hendes evner var hendes stolthed.

Hun gik videre og de nåede Nagar-familiens samling af folk. Der var både deres tjener og selve familien. Dog vidste Bella ikke hvem var hvem. Så hun stoppede op og ventede på at enten de eller Nagendra ville sige noget.

Nagendra rømmede sig da de nåede Nagar-familien, ikke at han havde behøvet det, da folk ikke ligefrem ikke lagde mærke til hans store skikkelse.
"Bhargava... Hvem er dette?" spurgte en adelig mand, der stod sammen med en kvinde, hans datter. Man kunne se på den måde hans udtryk og holdte sig i forhold til de andre, at det var ham der bestemte heromkring.
"Dette er Isabella Cardinal Rouge, hun blev angrebet af banditterne, og ønsker at ridde med os mod Sarghos," brummede Nagendra ud, og selvom navnet ikke nævnte nogle ting i Nagar-overhovedet, så kunne man se at han kiggede hende an og nikkede anerkendende. Hendes navn og hendes tøj fik hende da til at virke adelige i det mindste.

Som det tydelige Nagar-overhoved så hende an tog Bella et dybt kig i hans øjne. Denne mand virkede hende bekendt. Måske havde de aldrig mødt hinanden men hun følte at hun allerede kendte hans type, hvem han var og hvad hans motiver for ting var. Bella var næsten fornærmet ved hans mangel på ord. Hun trådte derfor ham nær og undgik at bukke eller neje. Hun gik hen og stillede sig foran hans hest "Hvordan kan en ellers så kløgtig mand som dem være sådan et fjog!" hendes øjne skød nærmest med lyn mod hans. "At midlertidigt ansætte en som ham, en af hans kaliber!" hun pegede mod Nagendra uden at flytte sit klare fokus på Nagar-overhovedets øjne. Hun kunne se hun fornærmede ham, men hvad ville han gøre? Hun var klar til at miste sit liv for hendes mening var alt i hendes verden. Hun ønskede klart allerede der at Nagendra og hende ikke skulle tage til Sarghos. Hun ville finde en måde at få det til at ske.

Det gik op for hende at hun selv havde sagt løsningen og derfor gjorde hun det nemmeste hun kunne. "Jeg ønsker at ansætte Nagendra istedet for en der klart ikke værdsætter hans talenter." Hun vende sig brat om mod ham og kiggede op mod Nagendras store gule øjne. "Hvad siger du til at tage med til Hovedstaden i stedet?" for første gang i lang tid smilede hun oprigtigt. Hun forfalskede ikke dette smil men mente sandfærdigt at hun var glad ved tanken om det. Han ville nemt kunne beskytte hende. Det var for det første en meget nem måde at spare penge på andre vagter og så for det andet....
Han interesserede hende med hans generelle tilstedeværelse.

Nagar-overhovedet så rasende ud lige med det. Hvor vovede hun at tale sådan til ham. Han var af den fineste stand fra Sarghos af! Ingen skulle tale ned til ham på den måde. "Ingen har behov for sådan et stort dyr som ham som fastansættelse. Han er for stor til at komme nogen steder hen, men jeg har behov for ham resten af turen, så det kan du godt glemme!" sagde manden hovmodigt, for han kendt trods alt Bhargava slægten bedre end Bella gjorde. De sagde ikke deres kontrakter op, bare fordi at der var et bedre tilbud.

Nagendra var dog meget overrasket over tilbuddet. Han så ikke sig selv som noget specielt. Han gjorde bare sin pligt i verdenen. "Jeg har aldrig været udenfor Rubinien, men hvis du ønsker at hyre mig, må det vente til at min nuværerende kontrakt er opfyldt. Der er intet ærefuldt af at løbe fra et job man ikke har fuldført," sagde han bestemt, og kiggede med sine gule øjne ned på Bella. "Så hvis du ønsker at ansætte mig, så er mit job færdigt når jeg når til Sarghos."

Den adelige mand fnøs. "Du kan have lov til at følge med os til Sarghos, men du må selv gå," sagde han og det var tydeligt at se, at statussen ved at gå i stedet for en hest, ikke var speciel høj. Så allerede nu anså han hende som værerende have samme status som en tjener.

Bellas stolthed bar hende over den klart flabede mands kommentar. Hun kunne sagtens klare at gå, selv med hendes ben. At nogen kunne være så tomhjernet som ham var hende en overraskelse. "Det vel fint at en mand som de ikke kan se et talent når det kunne slå dit hoved af, men nogle af os har jo kvalitet og i dette tilfælde tilfalder det, mig.". Hendes hovmod sprang frem og kunne klar ses på hendes ansigt.
At gå hele vejen ville nok blive hårdt med hendes ben, men intet skulle få hende til at se svag ud. Hun havde lige fornærmet en mand i magt her i Rubinien, men hvad skulle han gør. Bella var klar til at kæmpe en gang mere, om så det ville blive hendes sidste. Hun var dog også sikker på at manden selv ikke havde nok ære til at tage en duel op hvis det endelig skulle komme til kamp. Men håbet fra Bella var at ingen kamp ville komme.

Måske ville manden bare lade hans hovmod bære hendes spydige ord over hans hoved. Hun begyndte at følges med dem, mens brændte hendes had dog dybt inden i.

Manden havde selv en hvis mængde stolthed og tog det ikke let at blive talt ned til på den måde. Især af en som han ikke følte var højere stående end ham. Så han spyttede hårdt ned mod Bella, før han satte gang i hesten og strøg forbi hende, og gruppen af folk begyndte at bevæge sig mod Sarghos endnu engang.

Nagendra kiggede mod Isabella. Hun så vred ud, men han havde aldrig forstået det højere politiske spil der foregik mellem mennesker, selvom han da havde forstået at det havde omhandlet ham. Men den store elefantmand kunne dog ikke forstå hvorfor han pludselig var så eftertragtet. Han gjorde jo bare sit job. Noget enhver anden også kunne.

Heldigvis var der kun et par timers vandring til Sarghos, så Nagendra gjorde som han skulle. Kiggede lige ud og til siderne, for at holde øje med om der kom nogen banditter og ellers bare fulgte trop med resten af flokken.

//out

Som flokken begyndte at bevæge sig fulgt Bella med. Hendes ben gjorde ondt, men hendes stædighed gav hende nærmest vinger at flyve på. Hun marcherer stolt videre og gav ikke et eneste blik til den rapkæftede snotabe af et idiotisk bunke uhumsk afføring. Hun ønskede at rive ham fra hinanden og lade ham dø lige her og nu, men det var fint. Hun ville bare finde en anden måde at gøre livet surt for ham. Men først måtte hun til Sarghos. Efter det måtte hun tilbage til Hovedstaden og havde Nagendra med sig.

//Out