De råbte så meget i munden på hinanden, til at finde ud af hvad der hørte til hvad og Sarafina kunne i hvert fald ikke længere finde hoved eller hale i det. Og hun var bragende ligeglad og fortsatte blot med at råbe, indtil al den råben og skrigen blev til aktion.
Følelserne sprang igennem kroppen på hende, givende hende en drivkraft hun ikke før havde mærket igennem kroppen på sig selv.
Smerten hun mærkede fra sit ben var af ingen betydning, selvom det kort meldte sig som hun ramte ned på sengen, og hun tillod sig at skære en grimasse. En grimasse af smerte der var så kort at man end ikke ensede den. Hun var hurtigt optaget af alle andre ting omkring hende.
Hendes hånd gled hårdt ned af hans ryg, markende sin vej hele vejen ned, mens hun holdte sig fast og ensede ikke andet omkring sig. Ensede ikke at det kunne bringe undren med sig at der pludselig var blevet helt stille udenfor værelset grundet at al deres larmen var ophørt, for i stedet at blive erstattet af stilheden. I hvert fald udenfor rummet. Der var ikke helt stille inde i rummet, omend det var som stilhed i forhold til før.
Hænderne fandt vejen ned over hans krop, søgende efter hans buksekant for at få den fjernet, mens hun hungrende nærmest kæmpede imod hans læber, og trak følelsen til sig.
Tiltrækningskraften der var drevet af den indre raseri og alt det hun ikke forstod skete indeni hende. Hun forstod stadig ikke hvorfor eller hvordan han vækkede det indeni hende, hun vidste bare at det var der. Og det forlangte at blive tilfredsstillet, på den ene eller anden anden måde.
Let it all burn down around us • Let the cruel consume the just
Let the sin we swim in drown us • Let the world shatter into dust
Nothing else matters • Only Us