Kira tog imod pladsen ved bordet og så på de mange bunker pergamenter, og fulgte den anden med blikket som flere bøger blev hentet til med formål at gøre pergamenterne lettere at gennemlæse. Ud fra hvad Kira kunne se, famlede den anden lidt i vilde igennem pergamenterne for at finde noget genkendeligt.

Det måtte være forfærdeligt intet at kunne huske. For ikke at tale om umådelig ensomt. Kira huskede alt, og var ikke sikker på hvordan hun ville være kommet igennem det nu tilbagevendende liv, hvis hun havde glemt alt. En frisk start ville nogen måske også kalde det.
"Det giver god mening. Måske der skete noget bestemt det år som din hukommelse forsøger at finde frem, eller et årstal du har fået fortalt ofte" forsøgte Kira at hjælpe, selvom hun ligeledes famlede i blinde - mere end den anden. Hun kunne kun gå ud fra hvad Evangeline fortalte.

Kira smilede, men måtte alligevel trække lidt på skulderne. "Det er ganske sandsynligt. Jeg er dog ikke sikker. Jeg så det ikke længe" forklarede hun roligt, og så til mens den anden begyndte at skimme teksten på pergamentet.
Kira var tålmodig og havde intet imod at vente - tid virkede ganske uvæsentligt for hende nu hvor hun vidste at evigheden var hvad hun havde i vente. men mindre hun blev kaldt hjem eller døde igen selvfølgelig.
Et sug af magik sprængte igennem kroppen på hende endnu engang, der resulterede i at hun hev vejret ind på ny, i en let hæs facon. Hun pressede øjnene sammen, kæmpende for ikke at trænge ind i minder endnu engang - men det lykkedes ikke.

Hun var dybt taknemlig over, at kvinden her, ville hjælpe hende med at finde frem til hvem hun virkelig var eller i hvert fald prøve på det. Eva forventede ikke det store af hende, men blot at hun var der og bare gad af hjælpe, det gjorde en forskel.    
Hun havde sat sig på stolen hun havde taget ned fra bordet. Den var en anelse hård, i hvert fald for hendes spinkle krop. De var jo lavet af træ.
Eva strakte igen armen ud mod det pergament der lå længes væk fra hende, hvor hun havde peget på årstallet. Hun valgte at tag det forsigtigt i hænderne. "man skal jo starte et sted." påpegede hun og så på Kirana med et let smil, et smil som havde fundet vejen frem. *år 1632*  hun læste ikke højt men hun lod sit blik vandre ned langs teksten og mumlede ord fra papiret og fik til sidst fremsagt et ord der var til at høre. "Landevejene" Kom det tænksom fra hende og hendes blik blev igen lidt fjernt, som stadig var rettet mod pergamentet. 

Fra hendes indre, en tanke, et minde...
Et billede dukkede frem af en flot blå himmel med skyer spredt rundt omkring. Det hele virkede så virkeligt på en måde, som om hun selv var der. Billedet, hendes blik?..  Bevægede sig ned langs en landevej, alt omkring hende virkede så bekendt, havde hun været her før? Vis ikke hun tog meget fejl, var dette Det Centrale Bydistrikt.  

Hun kom til sig selv, efter... en tid hun ikke kunne fornemme. Stadig med papiret i hænderne, rettede hun blikket mod Kirana "jeg tror... jeg tror jeg ved hvordan jeg døde." sagde hun langsomt med et tænksomt mine. "dødens kløft, siger det dig noget?" Hun skimtede videre i teksten for at lede efter ordet. det kunne være der stod noget om hvordan den opstod.  

Kira tog selv en stol ned fra bordet, for at sætte sig ned ved bordet. Hun kiggede på pergamenterne, uden helt at vide hvad hun skulle gøre for at kunne hjælpe. Hun ønskede at hjælpe, mest af alt fordi hun kunne forestille sig hvor forfærdeligt det måtte være intet at kunne huske.
Kira tog sig til hovedet, som hun skar en grimasse. Det gjorde ondt i hendes krop at kæmpe imod, men at trænge ind i andres sind, uden tilladelse, og uden hun selv ønskede at gøre det, var smertefuldt på en anden måde. Hun fik følelsen af at verden omkring hende forsvandt, for at blive erstatet af et helt andet scenariet. Hun mærkede sine lunger blive fyldt af frisk luft fra en dejlig varm dag. Det hele virkede bekendt, og alligevel som en helt anden verden - som om det var langt tilbage i tiden, hvor tingene var anderledes.

Kirana tog dybe indåndinger som biblioteket vendte tilbage for hendes blik igen, selvom det blik var hovedsageligt rettet mod bordpladen. Hun løftede hovedet, en smule forvirret men fik fokuseret på Evangelines ord. "Dødens kløft ligger udenfor hovedstadens mure.. Ved siden af hovedvejen" fortalte hun roligt. "Jeg kan vise dig det" Kira tog en dyb indånding, lukkede sine øjne og så dødens kløft for sit indre blik. "Hvis du vil se, luk øjnene" forklarede hun roligt. Kira ville ikke videregive sit eget minde hvis den anden ikke ønskede at se det. Men skulle hun vælge at tage imod ville hun se kløften. Kira havde aldrig været helt tæt på, men hun havde set den både fra landevejen men også fra bymuren. En stor farlig kløft, som virkelig passede til navnet.

Eva stoppede med at skimte teksten igennem, da hendes opmærksomhed blev distraheret af Kiranas reaktion, og det fik hende til at kigge op. Kirana havde taget sig til hovedet som hvis hun havde en voldsom hovedpine, det var hvad hun tænkte om dette syn. "Er du..." Hun tavs og så i stedet bekymret ud, hun viste ikke om kvinden ville høre hende alligevel, for det virkede ikke rigtig sådan? 

Ikke længe efter, virkede det til at hun faktisk kom til sig selv. Så det var altså en af hendes syner? For et øjeblik ønskede Eva selv, at havde denne evne, Det ville hjælpe hende så meget. Men det var vist heller ikke helt smertefrit, det havde hun da bemærket. Stadig med opmærksomheden rettede mod kvinden som havde valgt at tag plads ved bordet, løftede hovedet og virkede til at være en smule... forvirret? *Hovedvejen? Hmm..* Hun mindes ikke om at havde været den vej i sin søgen, eller havde hun? Hun kunne ikke rigtig huske det, det vækkede den depression som havde ligget på lur i alt den tid hun havde været her på biblioteket sammen med den kvinde hun ikke havde troet hun skulle møde.  
Evangeline så overraskende op på hende, kunne hun virkelig gøre det, vise hende det? Hun bemærkede hendes dybe indånding i det hun lukkede øjnene igen. Evangeline ville gøre det samme, da hun ønskede at se hvad hun så, kløften.
At holde nervøsiteten på afstand kunne hun ikke, ja hun var nervøs, men samtidig også utrolig spændt og alligevel bange for havde der ville møde hende. Men hvis hun ønskede at finde svar, var hun nød til at se fremad! Det var noget hun fortalte sig selv, hver gang hun følte sig opgivende og alt bare kunne være lige meget. Hun endte ofte med at sidde grædende, for sig selv højt oppe hvor folk ikke kunne se hende. Evangeline trak vejret dybt og lukkede øjnene.

Det første, som ikke var til at tag fejl af, det var den kløft der strakte sig flere kilometer og kunne ses så langt øjet rakte. Ja! Der var allerede noget der prikkede til hendes hukommelse, hun kunne næsten mærke det! Hun så det som var hun der selv og det hele... det virkede så nyt, som om denne revne ikke havde været her særlig længe. Hun så omgivelserne omkring sig, det var delvis sol og der var skyer på himmelen som ret hurtigt skiftede form og størrelser, noget hun altid har synes godt om, når det kom til at slappe af. så var det, at se på skyer en afslappende måde at starte en dag på. 
Denne kløft hed ikke, Dødens Kløft for ingenting og nu viste hun hvor vejen førte hen! 

Kira holdte øjnene lukkede, ventende på at Evangeline lukkede hende ind i sit sind. Efter ganske få sekunder bed hun tænderne sammen i anstrengelse. At læse andres tanker, såvel som videregive sin egen var barnemad for hende. Men i disse tider hvor magien var løbst og drænede hende i tide og utide, blev dette en større kamp end som så. Hun huskede selv hvordan dødens kløft så ud, gammel og livsfarlig, men hun tog udgangspunkt i hvad Eva selv havde kunne huske, et sted dybt inde i hukommelsen som englen forsøgte at grave frem hos den anden.
Det var drænende og svækkende. Stadig med lukkede øjne tog Kira sig til hovedet, for at støtte det fra at give op i den magtkamp hun havde i sit indre. At fastholde den andens minder, og tvinge det frem for hendes øjne. Noget hun på ingen måde specialiserede sig i, men stadig forsøgte at udføre.

I sit sind stod Kira ved siden af den anden kvinde og så ud over landskabet, ganske neutralt uden rigtig at tage større notist af nogen ting. Hun kunne godt se forandringen, men hendes koncentration var et helt andet sted, at følge med i hvad Eva fandt frem til, som hun af sig selv guidede sig til hvad vejen vidste. Kira kunne mærke at det gik i den rigtige retning, bare ikke hvordan eller hvorfor. Landskabet begyndte at flimre, indtil Kira gav nænsomt slip og lod Eva glide tilbage til det hun selv kunne huske, muligvis fremtvunget af det hun havde set. Kirana trak sig ud af den andens sind og trak vejret dybt ned i lungerne, som trætheden meldte sig i kroppen. Det var en finurlig træthed hun ikke havde oplevet i mange år. Følelsen af magisk udtømmelsen der slog sig ned. Hun var nået stadiet hvor hun ikke kunne vise den anden mere, om så hun ville! Hun så roligt på den anden, gav tid til at hun kunne hvile i sit nyfundne minde eller vende tilbage til nutiden og rummet de befandt sig i.

Evangeline bemærkede Kirana stod ved hendes side imens hendes blik vandrede omkring landskabet der var omkring dem. Dette sted var noget hun ville opsøge først og fremmest, det var sikkert. Hun fjernede sig fra Kiras side, for at bevæget sig over, med forsigtig skridt, mod kløften. Hun stoppede nogle skridt fra den og lagde hovedet tilbage. Disse skyer der havde skiftet form, det virkede så bekend. Eva kiggede ned i det mørke hul, op mod himmelen og tilbage til hulet igen... Var det her? Var det her hendes liv sluttede? ... Jo! Hun var ikke længere i tvivl. 
Ikke længe efter, begynde omgivelserne at flimre. Der var vel nok gået omkring et minut, men ikke noget hun ville bide sig sikker på. Uden at fornemme det, kom et ansigt til syne bagerest i hendes hukommelse i det Kira havde valgt at give slip og lod hende komme tilbage til det hun huskede. Men huskede hun nu dette ansigt, denne person? Hun mindes ikke at havde set... ham ?
Men måske var det en person hun havde set før sin død? Hun viste det ikke, men der var måske noget om det.. Personen hun havde set, før Kirana slap det hele, havde været blondhåret, havde grønne øjne og var lys i huden. Men selv det, sagde hende intet. Hun måtte undersøge det, måske var han derude et sted? 

Eva var tilbage i biblioteket, stadig siddende ved bordet med de mange pergamenter. 
Hun så op på Kirana der virkede utrolig udmattet. Havde hun virkelig brugt alt sin magi, bare på hende? Eva rakte sin ene arm over bordet og lagde sin hånd blidt på hendes. Hun fik pludselig dårlig samvittighed, Kira havde ikke behøvet at bruge alt energien, men Eva var taknemlig, nået hun altid ville huske.    

Kira udforskede ikke mindet. Det tilhørte ikke hende, og selv lige nu så hun mere af Evangelines minder end hun burde – synes hun selv. Selvfølgelig havde Evangeline taget imod den hjælp som Kira havde tilbudt, men det betød skam ikke at Kira ville snage. Hun holdte i stedet porten til mindet åben for hende, så at sige, uden at tage sig særlig meget notist af sine omgivelser imens. Hun så ikke personen som Evangeline så, ej heller anden forbindelse. Hun vendte blot tilbage til nutiden med trætte øjne og slappe muskler i kroppen. Ikke nok med at plagen udtømte hende for hendes magiske ressourcer rimelig spontant, så havde hun også valgt selv at benytte sig af resten hun ejede. Det kom til at være mærkeligt at gå resten af dagen uden at gøre hvad hun plejede. Men det var det værd. Hun havde hjulpet en anden.

Kira løftede sit trætte blik fra bordet og pergamenterne og så op på Evangeline i stedet. ”Du skal ikke have dårlig samvittighed” nok havde hun ikke sine tankelæser egenskaber sat i gang, men hun aflæste andre mennesker utrolig nemt som en følgereaktion på altid at vide hvad andre tænkte mere eller mindre. ”Hvis dette har kunne hjælpe dig bare en smule, har det været det værd” tilføjede hun roligt og en smule slapt i stemmen. Det var ikke svært at høre at hun var træt. Forhåbentlig ville det ikke vare ved.

Det havde måske været tydeligt at se, at hun havde en anelse dårlig samvittighed? Hun smilede svagt til hendes svar og fjernede sin hånd fra hendes "det har hjulpet mig et skidt videre i min søgen og ved nu hvor jeg skal begynde... jeg er dybt taknemlig for det du gad at gøre for mig." Eva skubbede stolen væk fra bordet og valgte at rejse sig, det var vist på tide at tag afsted. Hun så sig omkring og biblioteket virkede tomt, i hvert fald var der ikke andre end dem tilbage og 2 bibliotekarer det gik rundt at satte bøger på plads. 

Eva kunne nu godt forstille sig at der var gået nogle timer, men præcis hvor længe, det viste hun ikke. Hun så tilbage på Kirana uden at vide hvad hun havde i tankerne, hun havde trods alt mangel på energi. "Skal du have hjælp til at komme på benene eller klar du den?" Spurte hun venligt og hentydede til at hun havde i tankerne at forlade biblioteket. "Eller, bliver du her?"        

Kira smilede venligt og nikkede ganske let med hovedet. ”Det var så lidt. Jeg ville ønske jeg kunne gøre mere” men med tilstanden hun var i nu, var det ikke muligt. Hun følte sig fuldstændig udtømt for energi. Fuldstændig brændt ud for at være ærligt. Efter at den plage for alvor havde grebet fast følte hun tit at hun var ved at løbe tør for energi. Og det var vel kun et spørgsmål om tid før hun ville finde en måde at få dem midlertidigt lukket ned. At læse folks tanker var en ting. At få ting til at flytte sig ufrivilligt var en helt anden.
Kira løftede blikket som Evangeline talte til hende og smilede roligt. ”Jeg klare mig. Jeg bliver siddende lidt.” svarede hun roligt og bemærkede godt at der var ved at være tomt. Hun boede ikke så langt væk og skulle blot slappe lidt af og så komme videre. Bibliotekets ansatte kendte hende. ”Hvis du har brug for mere hjælp.. Vil jeg gerne hjælpe dig hvis jeg kan” tilføjede hun. Det var måske muligt at Kira kunne mere, men hun var ikke sikkert.

"Du har hjulpet mig rigeligt" taknemligheden var tydelig i hendes stemme, Eva skubbede stolen ind til bordet og trak sig et par skridt tilbage og så på Kirana. Men så pergamenter på bordet som hun havde glemt et øjeblik og måtte jo lige rydde op efter sig. 

Hun nikkede med et smil til kvindens beslutning, imens hun rullede pergamenterne forsigtig sammen. "Okay, godt nok." Hun kunne nu forlade biblioteket uden dårlig samvittighed over at efterlade den udmattede Kirana, men der var jo stadig bibliotekarer der helt sikkert ville hjælpe, uden tvivl. "Nej der er ikke mere, ikke i dag. Og du skal ikke bruge flere kræfter på mig,  du har givet mig et lille skub i en retning jeg sikkert kan bruge til at komme tættere på mit sande jeg"  Eva tog sig til hjertet for at vise sig taknemlighed. "Af hjertet, mange tak for din indsats" Hun tog de sammenrullede pergamenter og lagde dem på plads hvor de havde fundet dem. Et sidste blik tilbage på den kvinde hun ville huske længe, sende hende et luftkys som tak, for sådan var hun. Når hun stødte på folk, der var villig til at hjælpe hende - som hun så sjældent gjorde - viste hun det også sin tak, på måske en lidt usædvanlig.