Amelia takkede sig for sin gode hukommelse, da det kom til at finde vej udenfor sit eget private område. Hun havde været hurtig til at memorisere sit eget værelsesnummer, og derefter gik det ellers på at finde frem til spisesalen. Det blev af ruten som Anann havde vidst hende dagen før, hvilket betød at hun gik forbi badefersiliteterne, selvom det nok var en omvej.
Hun blev overrasket over hvor få byvagter som var der, og de var samlet i små klynger. Hun selv satte sig lidt afsidigt, fortrak at studere før hun blot gav sig i kast. Desuden havde hun rigeligt at tænke på. Nemlig hvad denne prøve nu engang skulle gå ud på.

Hendes tanker blev forstyrret af en sælsom snak ikke mange pladser fra sig. Nok forsøgte de at være nogenlunde dæmpede, men mest af alt virkede de bare uforsigtige som de kørte en noget upassende samtale om en overordnet. Selv hvis den var sand, var den upassende. Amelia kunne ikke vide om noget af det var sandt, men det lød opdigtet.
Amelia gjorde heller ingen tegn til at de skulle dæmpe sig, men fortsatte med at spise mens hun så scenariet udfolde sig. Hun kunne dog ikke ty sig fra at få et morerne smil på læben, ved synet af deres nået nedslåede ansigtsudtryk og dybe suk.

Grøden havde egentlig ikke megen smag, når det kom til stykket, men den lå sig tungt i bunden af maven, sikrende en god resource for dagen. Det var det vigtigste. Omend hun savnede en mere delikat morgenmad.
Så snart morgenmaden var indtaget, rejste hun sig, satte sin skål hen hvor de andre s ud til at placere deres, og gik derefter hen imod træningsarealet i god tid. Det ville give hende tid til at varme op inden denne prøve. Hvad end den så måtte gå ud på. Amelia havde taget let tøj på denne dag, bestående af et par posede bukser, og en behagelig overdel, som ikke hindrede hende i at bevæge sig. Det var ikke ligefrem formsyet, men det var ligemeget.

Ude af øjenkrogen så hun kvinden, som var kommet forbi sent aften forinden. Så hun havde selv fundet vejen hen til spisesalen, det i sig selv måtte næsten være imponerende, hvis det var fordi at Anann gik op i hvordan andre klarede sig. En lille stemme i hendes hoved, sagde da også gerne dagligt, at hun måske burde begynde at gøre det, altså tage sig af hvordan folk omkring hende havde det. Men hvorfor skulle man bruge tiden for andre, som ikke blev brugt på en selv? Nej, hun følte det langt bedre, at hun bare sørgede for, at folk var rustet til at blive smidt ud på gaderne og stå inde for navnet der fulgte med uniformen.
Vinden var tør og varm som altid, ingen overraskelse som hun trådte ud af dørene, det var lige før at det var mere behageligt at holde sig indendørs. Men der var en dagsorden der skulle overholdes, så sådan måtte det nu en gang være. Man kunne jo ikke begynde at bruge unødvendige ressourcer på at bygge arealer der havde bedre skygge, bare fordi at man ikke kunne holde en smule varme ud.  
Da hun trådte ind i området, resten af dagen skulle foregå, blev hun dog en anelse overrasket over, at se at Amelia allerede var i gang med at træne. Dette frembragte, om ikke stort, men et smil frem på den hårde våbenmester. Nu måtte man se om der også lå mere bag, end blot hvad hun havde set ind til videre.

Hun lod kvinden være ved sig selv, og begyndte at sætte ting op, så folk kunne begynde med det samme når klokken slog 6.30.

Det var ikke fordi at Amelia trænede overordnet hårdt lige nu. Det var blot optræning til at få musklerne igang, søvnen ordentlig ud af øjnene, og lige forbrændt tilstrækkelig med den tunge morgengrød til ikke at få pludselig mavepine når det gik lidt mere voldsomt for sig. Hun stod og boksede med en støvet sandsæk, da hun bemærkede at Anann rendt rundt i lokalet. Klargørende flere ting. Hun hoppede lidt fra den ene fod til den anden, men hun kiggede efter hende. "Godmorgen." Startede hun ud, mens hun sørgede for at binde båndene fast om sine håndled igen. "Har du brug for hjælp til opsætning?" Hvis hun kunne give en hånd med, gjorde hun det gerne. Så ville tiden også gå hurtigere, og hun kunne finde ud af hvad prøven gik ud på.
Amelia ville helst ikke tænke for meget over det, men hun var nysgerrig over hvad der skulle ske og håbede blot at hun var god nok.

Anann kiggede sig over skulderen, da hun pludselig blev tiltalt af kvinden, som hvis hun skulle være helt ærlig, faktisk havde glemt var der. ”Go’morgen” svarede hun tilbage og gav et lille nik, i form af en anerkendelse, og vente sig så om til de sidste ting.
Men før hun nåede ret meget længere, spurgte kvinden igen om noget. Kunne hun ikke se at hun var i gang med noget? Men da det gik op for hende, at den yngre kvinde blot havde spurgt, om der var noget hun kunne hjælpe med, fremgav der sig et lille smil på hendes læber.

Hun gik hen til en af bordene, hvor hun havde lagt rustningen og sværdet. Gik derefter hen til kvinden og rakte hende det. ”Det er sløvt lige nu, det får vi slæbet når prøven er overstået, men tænker du lige kan tjekke om længden er god for dig, så vi også kan korte det nu processen” derefter vente hun tilbage til de sidste ting, som der skulle ordnes for dagen. Hvilket ikke to mange minutter, og rigtig nok så begyndte folk langsomt at dukke op. Fem mennesker i dag, hun sukkede indvendigt, hun kunne huske da de havde været så mange, at hun havde været nød til at dele dem op i hold. 

Amelia stod afventende til Anann kom hen til hende med et langt sværd som blev hende ragt. Ganske vant tog hun imod det og trak det ud af skeden. Hendes blik fulgte ned af det blanke stål og den uskarpe klinge der havde set bedre dage. "Tak" hun afmålede vægten i sin hånd mens våbenmesteren vendte tilbage til sit arbejde med at gøre klar. Amelia fik sværdet til at svinge igennem luften, testende vægten i sin hånd og hvorvidt det var passende for hende. Da hun var færdig lod hun sværdet glide tilbage i skeden og gik hen til rustningen og lagde sværdet tilbage. Det skulle selvfølgelig slibes, men det var efter dagens træning, eller prøve. Eller hvad man nu ellers kaldte det.

Der gik derefter ikke lang tid før at andre dukkede op og stilte sig klar. Amelia fulgte deres eksempel og stilte sig roligt og afventende med hænderne hvilende på ryggen og et roligt blik der vandrede lidt rundt i rummet, undersøgende.

Der blev ventet ganske tålmodigt, til at alle der skulle komme, var ankommet. Og for at det kun var fem, nu seks mænd hun skulle træne i dag, kunne de stadig lyde som kvinder der sad og drak te sammen. Sikke en flot hønsegård, det var hvad det var. ”Stilhed!” for en stemme der egentlig ikke var særlig høj, skabte den alligevel højt nok på styr til at alle valgte at holde deres kræft, og ganske hurtigt endda. Dette fik igen et smil, til at dale frem på de ellers meget stive læber, som nok skulle i træning, skulle hun smile en hel dag, uden at få ondt i kinderne.

”Som de fleste nok kan se, har vi en ny rekrut i blandt os” folk der før havde prøvet ikke at kigge, sendte snigende blikke imod Amelia, før at de vente tilbage til at kigge på deres våbenmester. ”Amelia er kommet for at deltage i prøven, derfor vil resten af træningen gå på det, og i andre vil træne med hinanden og holde jer selv beskæftiget.” hun hævede et øjenbryn og lagde armene om bag ryggen, ingen der sad noget. ”Er det forstået?” de råbte alle sammen i kor på hinanden, ja! Også begyndte de at dele sig ud i de hold, de plejede at være i. Anann selv fandt to tunge træsværd frem, og kastede det ene til Amelia. ”Prøven er ganske simpelt, du kæmper imod mig i en, en mod en kamp. Alle kneb gælder, jeg skal bare se hvad du duer til.”

Den lette summen af mennesker der talte sammen fortsætte i et godt stykke tid indtil Anann gjorde det fuldstændig klart at hun forlangede stilhed blandt de opmødte. Amelia havde intet sagt i forløbet, men derimod blot lyttet. Det var ganske almindelige samtaler om hverdagen og alt muligt andet der egentlig ikke var særlig interessant for hende at vide. Hvad hun mest bemærkede var blikkene der engang imellem ramte hende og mumlen hun ikke kunne tyde fordi hun stod for langt væk. Hun tog en dyb indånding og lod hænderne holde hinanden som de lå på hendes ryg.

Amelia lod sine arme falde tilbage ned langs siden som de andre bevægede sig væk, ud til deres træning i grupper, mens hun stadig holdte sin opmærksomhed mod Anann der kastede et træværd imod hende. Det var en smule tungere end hun først havde kunne se, men det var ikke tungere end et almindeligt sværd. Ganske praktisk, for så blev man ikke sat ud af balance af en ny vægtstørrelse. "Er der en skala for hvor godt jeg skal klare mig?" For selvom hun var dygtig, var hun ikke sikker på at hun kunne slå den meget mere erfarne kriger der stod foran hende.

Hun kunne ikke tilbage holde et veltilfreds smil, da kvinden foran hende faktisk greb sværdet, der var blevet kastet imod hende. Nu var hun allerede bedre end over halvdelen af dem, hun havde haft inde til træning det sidst halve år. ”Ja der er en skala, og skalaen går efter hvor hurtigt du kan komme ud og patruljerer på gaderne.” hun løftede et øjenbryn og stillede sig klar til at begynde sparringen.

”Der er ingen her som regner med at du vinder, og at vinde er fuldstændig overordnet. Jeg kigger efter din måde at håndterer våbnet på, hvordan dit fodværk fungerer, og hvor kreativ du er. Ram godt inde for alle punkter, og du har klaret dig bedre end nogen anden. Klar halvdelen, og jeg er allerede imponeret.” dette måtte give Amelia et ganske godt indblik i, hvor svært det var at finde gode rekrutter, og hvad der egentlig skulle gøres for at komme ind. Hvilket egentlig allerede gjorde, at hele dette, ganske enkelt var en formalitet.

Amelia nikkede forstående og stilte sig i en lidt bedre stilling for at kunne distribuere sværdets vægt til ikke at belaste hendes arm udelukkende, samt at hun kunne ligge kropsvægten med når hun slog. Det var noget hendes far havde lært hende - og han mente også at især kvinder skulle lærer den teknik, da de generelt var mindre og ikke havde samme muskelstørrelse. Det lod diskriminerende, men Amelia var taknemmelig for at hun selv og hendes søstre, var blevet oplært en smule anderledes.

Selvom det lød som om at det blev en ekstrem svær kamp, hvor hun ville blive vurderet på mange faktorer, mærkede hun også en anspændthed og tvivl falde fra sine skuldre. Det var ikke påkrævet at hun vandt, hvilket faktisk var beroligende for hende. Amelia skulle tage dette som en sparringskamp, og ikke tænke for meget over hvad der skete hvis hun ikke kunne følge helt med. Det undrede hende dog at byens beskyttere ikke havde en højere standard at våbenmesteren kunne blive imponeret af hvis hun kun opfyldte halvdelen. Amelia tog en dyb indånding og gjorde sig mentalt klar. "Okay, jeg er klar" Svarede hun med forståelse i stemmen, og at hun ville tage denne sparring eller prøve som det jo var, alvorligt. Hun flyttede let på benene, sørgende for at hun stod fast med let bøj i knæene, som tillod hende at kunne flytte sig stabilt skulle det komme til stykket - hvilket hun nok mente det blev.

Anann nikkede eftertænksomt da kvinden sagde hun var klar. Våbenmesteren lagde mærke til, hvordan hendes ben og positur var. Allerede her var hun imponeret og hvis hun vidste hvad Amelia tænkte, ville hun finde sig i situationen hvor hun kun ville være enig. Der var ingen standarter mere, de rekrutteret alt der kunne holde et sværd. Ja selv dem som ikke kunne holde et, men gerne ville lære havde de valgt at tage ind. Men hun kunne allerede se det, i den anden kvindes øjne. Den kriger der lå bag den ellers så nydelige maske. Et lille smil bredte sig hen over læberne, mens hendes greb strammede sig omkring sværdet skaft. Med en ganske nydelig og elegant bevægelse, svang hun sværdet rundt og valgte så at være den første til at gå til angreb.
Hendes fødder satte fra og støv samlede sig bag hende, som hun kastede sig imod sin modstander og svang sværdet ned imod hende. Her forventede hun, at kvinden ville kunne tage slaget og gjorde allerede klar til at lande på fødderne igen og danse til side, nu i forsvars position. 

Amelia var generelt en ganske alvorlig person, specielt i denne tidsalder hvor alt var nyt og anderledes for hende. Alt skulle hun tage alvorligt, tage ind og huske på. Men kamp var den sammen - sådan da. Måske der var tricks hun ikke kendte til, eller også var hun heldig at kunne ting som var dødet ud som århundrene var gået. Alt i alt, følte hun sig langt mere sikker i en kampsituation end i en situation hvor verdens sammenhængen, politik og andet der foregik i denne tid blev indblandet. Det krævede stadig tilvending.

Som sværdet kom imod hende, trådte Amelia til siden, lod sit sværd følge den andens klinge, for at kunne komme hen på siden af hende. Våbenmesteren var dog ikke til at løbe om hjørner med, selvom Amelia udnyttede situationen til at stikke ud efter den andens forsvar, imens hun sørgede for hele tiden at holde benene igang. At stå stille kunne blive din død, havde hendes far altid sagt. Hvis man stod stille låste ledene sig fast.

/afsluttet