Florence skævede lidt tilbage, hun kunne på ingen måde skelne eller genkende nogle af de ord eller samtaler der blev udvekslet hvilket fik gjorde hende en anelse nervøs. Det hjalp ikke yderligere da hun lagde mærke til blikket hun havde fået fra den ældre dæmon. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende da hun havde set den slags blikke før. Ikke altid rettet imod hende selv, men hun viste hvad de betød. Før idag havde hun ikke engang set eller hørt om de to dæmoner før og hvad for et spind var hun nu blevet viklet ind i? Spørgsmålene nærede hende imens hun så dem forsvinde igen lige så hurtigt som de var ankommet.
Med hurtige skridt nåede Florence hen til et af de mørke men dog ret nedslidte forhæng som blev trukket til side og afslørede et lille rum med ikke andet end en briks en stol og et lille bord. Beslutsom på at glemme alt om denne episode nu hvor at påstyrret var ved at være under kontrol igen, tog hun et skridt til side for at gøre plads til at hendes knapt så begejstrede dæmon kunne gå ind først. Godt nok var hun faldet lidt ned igen, men det kunne ikke skjule små tegnene på pesten i hendes ansigt mere. Hendes små forpustede vejretrækning og de mere synlige render under hende øjne var ikke til at tage fejl af da hun tørrede sveden af panden og smilte venligt igen til Galavant med et nik i retningen af rummet. "Skal vi få det overstået?" sagde hun i en lidt mere munter tone i håb om at der ikke ville opstå flere problemer, i hvert fald ikke før hendes næste dæmon.

Maximillian havde haft et par ærinder idag, især da Galavant var blevet hevet væk fra ham i en stund, men han havde fået at vide at han ville kunne finde ham i Helbredelseshuset, så det var naturligvis hvor han var på vej hen. Han havde jo fået til job med hele tiden at holde styr på den temperamentfulde dæmon, men han levede under Castillo familiens tag, så det havde Maximillian planer om at holde styr på.

Da han kom ind i helbredelseshuset, søgte hans øjne lige med det samme Galavant ud, hvor han så at han stod og talte med en anden dæmon. Dæmoner var der i hvert fald nok af her, men de fleste forholdte sig nu meget rolige, så Maximillian kunne høre hvert et ord der blev sagt. Selvfølgelig skulle den yngre dæmon rodde sig ud i sådan nogle problemer.

Da den anden dæmon var gået slentrede Maximillian over til Galavant og kvinden der nok var en af dem der tappede blod. "Ga-la-vant~" kom det fra den velformede mund der tilhørte den lidt ældre dæmon. Han havde helt klart hørt de lidt skumle planer, men det behøvede han vel ikke gøre Galavant opmærksom på endnu. "Du har vel ikke prøvet at slippe af med mig, vel?"

At høre den fremmede dæmon tale så nedsættende om den yngre Galavant, var bestemt ikke noget der faldt i god jord ved ham, men han gjorde sammenbidt sidst bedste for ikke at fare i flæsket på den anden. Der var noget ved ham der skreg at man skulle passe på og være vagtsom. Men hvad den fremmede ville have for at gøre det af med Galavants herskab, kom ærligt bag på dæmonen idet hans blik fulgte den større dæmons over til den lille Præstinde. Hvad kunne hun dog bringe den fremmede? Ved bevægelsen, fra den anden havde han endnu engang løftet sin hale, men det lod til bare at være tilbage trækning idet byvagten kom med en mindre truppe. Han fravristede sig at se efter dem og stirrede istedet med et uudgrundeligt blik på præstinden. " Dovne skiderik... " Lød det dæmpet bandende fra ham, en banden der hastigt stoppede op idet han kunne føle et åndedrag mod sin nakke, fulgt af en lidt for velkendt stemme.
Maximillian! Hvor meget havde han hørt? Han skulede mod den anden, mens han begav sig hen imod det rum præstinden havde udvalgt til processen. Lige nu var det for ham lige før tapningen ville være mere velkommen end Max ville være det.
" Hvis du vil have tappet blod kan du bare stille dig i køen, jeg er her på ordre fra min herre, hvilket jeg ikke er spor i tvivl om at du er klar over... Medmindre den lille frøken kan tage os begge, hvilket jeg tvivler hun vil væ..." Han rettede igen blikket imod præstinden, fornemmende en vis ubehag ved hende. " Eller måske ikke helt alligevel.. " Han gik modvilligt hen til forhænget, og lænede sig en anelse ind mod hende idet han kom med et dæmpet. " Nu ikke noget med at dejse om. " Hvide øjne stirrede kort imod hendes inden han gik helt ind i rummet, forsøgende at ignorere fornemmelsen af Max, bedene til at den ældre ikke ville følge ham ind i rummet, som Galavant af ren og skær vane straks udsøgte for diverse detaljer og distancer. Ikke at der var så meget plads i det lille rum.
Han kunne ikke lade være med at finde en vis morskab i at hun som smittet, forsøgte at hjælpe de smittede. Måske hun selv, ligesom så mange andre, var bange for hvad modgiften kunne gøre ved folk og deres kroppe bange for at miste sig selv.

Meget skulle der til for at få Florence i et negativt humør og det meste af dagen havde gået fint på trods af arrige dæmoner, perverse kommentare, uvillige syge og alt for ivrige syge. For ikke at tale om at skulle undgå den direkte sol der havde tittet frem fra tid til anden bag skyerne. Nu havde hun skulle undgå et oprør på grund af en tilfældig dæmon der bare kom for at lave rav i den, holde en ung selvisk dæmon i skak OG håndtere en der så ud til at være en der havde næsten samme opgave som hende selv der så mindst lige så arrogant ud som hver anden skabning der skulle tappes idag.
Og nu flød bægret over.
Hvis Galavant ikke havde kunnet mærke nogen vrede før så var der i hvert fald en snert af det nu. Måske ikke ildende raseri, men mere en mors vrede over møgunger der ikke kan håndteres. Med rystende finger tog hun sig liste op og studerede navnene der efterhånden alle var streget ud. "Vil De være venlig at oplyse hvem de er og deres ærinde?" sagde hun lettere undertrykt. "Jeg kan desværre ikke lade dem følge med, med mindre at jeg ved hvem De er og hvilken relation de har til Galavant" afsluttede hun og kikkede op på den betydeligt højere dæmon end hende selv. "Oh og ja De skal også have tilladelse af ham" sagde hun da hun desideret ikke lukkede folk ind hvis man gerne ville have det til at være privat. Hendes blik vendte tilbage til Galavant som var gået forbi hende med hendes nu lettere disciplinære blik. Hun ville have svar og orden i sagerne og det kunne ikke gå for langsomt.

Maximillian fulgte efter, for Galavant var alligevel hans favorit legetøj for tiden. Dog kunne han godt se at nonnen der tog sig af tapningen, tydeligvis ikke var glad for den nuværende situation. Men hvis der var en ting han kunne, så var det at være høflig. Og spørgsmålene var jo ikke urimelige.
"Mit navn er Maximillian. Jeg tjener den familie, som på nuværende tidspunkt låner Galavant, så han kan lære nogle manere fra mig af. Jeg er under direkte ordre om at holde øje med Galavant, fordi han er lettere... utilregnelig," Maximillian skævede let over til Galavant, før han kiggede tilbage på Florence. "Det var ikke min mening at trænge på, men han er kendt for at skade folk der ikke er hans egen herre, og jeg ville nødig ønske at han lavede mere ballade end højst nødvendigt." Han havde nok allerede lavet mere end nok ballade i helbredelseshuset.
"Desuden mangler jeg selv at blive tappet, så det ville da gøre det nemmere hvis du tager os begge på en gang."

Den ubehagelige energi fra Nonnen, eller hvad end hun nu var, tiltog i sådan en grad og vending at Galavant ikke kunne lade være med at se op fra briksen han havde placeret sig selv på, og så over imod Max og tøsen. Hun var tydeligt ikke i humør til mere ballade, hvilket fik et smørret grin til at vokse frem på hans mørke læber. Dette fulgt af hvad hun mere havde at sige om at han i bund og grund havde det sidste ord, fik smilet til at vokse yderligere, en mulighed for at være fri for Max? Skønt!
Smilet blegnede dog lidt idet han hørte i hvilket lejde den anden dæmon introducerede ham selv. Han fik jo Galavant til at lyde som en direkte vanvittig, sådan som han pyntede på tingene. " Hvis jeg er så kendt for at skade fok, hvorfor tror du så jeg ikke har dræbt hele adlen endnu? Du ved intet om hvad min herre sender mig på af opgaver, så bland dig udenom! " Den sidste del af sætningen var automatisk slået over i dæmonsk mens en let snerren som en aggressiv hunds kunne høres fra hans strube.
" Selv den fine lille dronning kunne for længst ha' været væk hvis jeg var så ustabil som du får mig til at lyde. Og som vi begge ved går hun så fint og levende rundt i sit palads. Ellers er jeg sikker på byens kirkeklokker ville ha lydt over det hele."
Endnu engang var han gået over i krystaliansk, mens han med et dybt åndedrag fik lidt mere styr på sine aggressioner imod den ældre, imens han rystede på hovedet. " Jeg vil ikke have ham herinde. " Lød det stædigt som et barn.
Hvis han virkelig havde valget til at være i fred fra den imbecile.... Så ville han bestemt udnytte det, uden at tage forbehold for hvilke konsekvenser det ville have imod Max og de ordrer han have modtaget. Det var ikke hans problem.

Florence to sig til panden med et kort suk for at kunne fokusere igen. Hun kunne på ingen måde benægte Maximillians beskrivelse af den unge dæmon, men hun ville heller ikke skubbe hans rettigheder til side fordi en fremmed kom og påstod at han havde for opgave at holde ham i ørene.
Hendes blik vendte tilbage til Maximillian med et lille træk på skuldrene. "Jeg beklager meget, vi har desværre vores forholdsregler her for at forsøge at opretholde en nogenlunde fredelig stemning" sagde hun i håb om at han ville være forstående. At han rent faktisk havde opført sige sofistikeret og havde svaret på hendes spørgsmål uden tøven gav hende en smugle ro på igen. "men, hvis de gerne vil have det overstået lige efter skal De sådan set vare skrive under her" sagde hun og rakte ham pergamentet med navne på de dæmoner hun havde været igennem.
Hver dæmon eller ejer af dæmon havde underskrevet med det navn de foretrak at blive omtalt som uden fare for at give deres fulde navn væk og det var derfor nødvendigt at han også skulle underskrive hvis han ikke ville bagerst i den uendeligt lange kø. "Det er muligvis en liste for... specielle tilfælde men jeg håber De forstår omstændighederne" afsluttede hun inden hun skubbede pergamentet fra sig ind i favnen på dæmon foran sig. Med et kort smil vendte Florence om på foden og gik ind i det lille rum og satte sig på stolen ved Galavants side.

Det irriterede Maximillian at han ikke kunne få sin vilje lige nu, men det nyttede ikke noget at true kvinden foran ham. Nej, den mest direkte vej at gøre det på, var ved at overtale Galavant om at han skulle blive, og han havde vel den bedste måde til at overtale Galavant på.
"Det forstår jeg udemærket," sagde han og tog pergamentet, men kiggede så direkte på Galavant med sine røde øjne, og det næste der kom ud, var på dæmonisk."Synes du ikke det ville være i din bedste interesse at jeg er med, siden jeg ellers kunne fortælle min herre om hvad du har planer om at gøre?" Der var ingen måde at Galavant kunne ignorere denne trussel. For hvem vidste hvad der ville ske hvis det blev fortalt. Og hvis det var hans ord mod Galavant, så ville han uden tvivl vinde. Selvom de havde deres metoder på at få deres kære dæmoner til at tale sandt.
Han kiggede kort ned på pergamentet for at skrive sit navn på det, så han om ikke andet kunne blive tappet efter, hvis Galavant ikke ville have ham med ind til tapningen. Men så ville han jo bare få en afstraffelse når de kom hjem... Ville heller ikke være så slemt i Maximillians optik.

Galavant var temmelig glad for at kunne få det ordnet alene så den ældre dæmon for en gags skyld ikke behøvede at være med ham. Følelsen af irriteret energi strømmede kort fra stedet bag gardinet, noget kun morede Galavant endnu mere, mens han skævede til de forskellige instrumenter og knive der lå på bordet. Han havde været i gang med at smøge sit ærme op så den lille vampyr bedre kunne komme til. At se sygdommen arbejde sådan på hende gav ham en lyst til at provokere hende lidt, men denne tanke forsvandt straks idet en dæmonisk stemme lød fra Max. Det groft tilklippede hår strøg om hans ansigt idet han så imod gardinet. Selvom han var mørkhudet var dæmonen tydeligt blegnet ved denne trussel der i den grad viste at den ældre havde hørt hvad der var blevet sagt mellem ham og den fremmede dæmon. I et nu havde han rejst sig brat op og teleporteret sig de få meter over på den anden side af gardinet, lige foran Maximillian hvor han søgte dennes øjne, uden at tage sig af den korte røgsky der var i luften. " Jeg ved ikke hvor meget du har hørt, men jeg har ingen intentioner om at følge den fremmedes planer, jeg stoler ikke på ham. " Lød det på knurrende dæmonsk. " Uanset hvad vil du jo berette det til din herre men... Åh til Zaladin med det.. " Bandede han idet han vente sig om og rev forhænget til side med sådan en kraft og irritation at en let flængende lyd kunne høres over lyden af stemmer. Et mindre udbrud lød fraa en nærtstående byvagt, som Galavant kort sendte et olmt blik inden han trådte ind i det lille rum. " Fint så kom med, så du ikke begynder at pynte på din report.. " Han orkede ikke at skulle til at igennem en af sandhedsinteraktionerne som ejerne af dæmoner kunne smide en dæmon igennem.
Anspændt trådte Galavant tilbage i rummet og satte sig tilbage ned, med armene over kors som en irriteret 5-årig. " Han kan få lov at komme ind med mig og blive tappet.. " Knurrede han ud mellem tænderne og halen virrende arrigt bag sig. Han end ikke så imod den lille præstinde-tøs, mest af alt fordi han var sikker på at denne nyhed samt det halvødelagte gardin kun ville bringe hende i dårligere humør end det allerede var, og med den forekommende tapning kunne han næsten kun forestille sig hende tage mere end hvad der blev taget fra andre dæmoner i omgangen.
Han skævede dog kort imod Max da denne trådte ind, fnysende foragteligt, mens han virkelig ydede sit bedste for ikke at omvende noget af sin arrige energi til en trykbølge eller lignende imod Max.

Florence havde bare set til med lidt hævede øjebryn. På trods af hendes manglende forståetlse for sproget var det ikke helt svært at regne ud at det ikke bare var normal overtalelse der var foregået men trusler med store konsekvenser. Hun havde heller ikke tænkt sig at bryde ind over den nye beslutning, eller at gardinet nu var halvt revet over. Det virkede bare som unødvendigt arbejde efterhånden.
Hun nikkede blot kort inden hun tog plads ved siden af Galavant og begyndte at samle ting og redskaber sammen på bordet. De endte i en skuffe under bordet og alt der var tilbage var noget der mindede om en ten fra en spinderok. De fleste brugte små knive eller lignende da det gav små snit der var lette at hele og strømmen af blod var hurtig og effektiv. Til gengæld bragte det også langt mere smerte og ubehag med sig. Plus det efterlod altid et lille ar efter sig.
Men Florences samvittighed holdt ikke til at påføre andre skade på den måde uden grund så hun brugte sit nåle redskab på trods af at de altså tog den ekstra tid.
Hun satte en krukke, til at samle blodet i, i sit skød så den blev hold fast af hendes ben hvorefter hun rakte hånden ud efter Galavants hånd som hun placerede på kanten af krukkens åbning. Med tre hurtige små prik med nåle i pege-, lange- og ringefingrene begyndte det stille og roligt at dryppe ned i beholderen. Hun var godt nok meget vant til at holde sin sult i skak normalt. Det gik også fint nu bortset fra hvor meget hende opmærksomhed nu bare var fastholdt på synet af væsken der løb ned ad fingrene og lyden af dråberne der fyldte lokalet og overdøvede larmen udefra.

"Det er en god, lille dæmon," kom det fra Maximillian, som et havde et lidt for stort smil på sine læber. Det var så rart at han kunne holde styr på den kære Galavant, med bare en enkelt lille trussel. Og det var nu sandt nok, han ville reportere det her til hans herre, men hvis Galavant opførte sig pænt, så ville han nok reportere det på en lidt anden måde, end hvis Galavant satte sig på plads.
Maximillian gik efter den anden dæmon, og stod pænt og ventede, mens han så på Galavant og nonnen, de var dog primært nonnen der fik hans opmærksomhed denne her gang... Huh, hendes blik var lidt interessant, og fordi Maximillian ikke kunne lade vær, prøvede han at snage i hendes hoved.

Et indre fnys kom fra Galavant som respons på at være god. Som et andet kæledyr..
Blikket blev skænket til instrumenterne, hvoraf en del forsvandt ned i skuffen. Hans umidddelbare bud var at det var ting der var brugt mod dæmoner der havde været så besværlige de skulle holdes fast eller noget lignende.
Lydigt, men med en vis anspændthed i kroppen, lod Galavant hende tage hans hånd og føre den over til krukken. Øjnene blev knebet kort sammen idet der blev prikket hul på fingrene, mens han forsøgte at holde dem og sig selv i ro.
Blikket gled fra det varmt dryppende blod og de sviende fingre, over til pigen. " Du ved godt at du ikke kan skjule det der meget længere? " Han nikkede kort imod hendes mere synlige tegn på pesten. " Har du tænkt dig at fortsætte her og smitte dem der ikke skulle være smittede, så du kan se dem dø mellem fingrene på dig? Det er en ondskabsfuld plan.. Selv for en nonne.. Eller hvad end du er.. "
Hans stemme var underligt rolig, ikke bebrejdende som sådan, men heller ikke helt neutral.
" Eller du har måske bare svært ved at tage imod blodet fra en dæmon? Er det der den ligger? Bange for at blive som os, eller bange for at vi har skjulte sygdomme i vores blod? " Et kort smil gled over hans læber. Selvom han vidste at det var en temmelig dårlig ide at spørge ind og småprovokere hende når hun jo sad med nålen og blodet og til hver en tid kunne gøre mere skade på ham hvis hun lystede det, men den lille provokation hjalp ham til at distrahere fra den sviende prikken i fingrene.

"Hm?" kom det fra hende i det hun slog blikket forvirret op og mødte Galavants blik. Det tog lige et par sekunder inden Florence havde overvejet det han sagde til hende. "Det er ikke fordi jeg prøver at skjule det.. syndelrigt, men jeg må heller ikke komme i nærheden af raske godtfolk. Det er derfor jeg er blevet sat på drænings tjans" sagde hun og vendte hans hånd og holdt omkring hans håndled for at stoppe flere dråber for at komme ud. "Og nej tvært imod, jeg tror ikke der er renere blod i øjeblikket end dæmonblod. Jeg vil bare ikke... jeg vil hellere sætte mig selv til side for at andre kan blive helbredt før jeg selv" afsluttede hun da hun var begyndt at snakke lidt over sig. Hun havde mulighvis en mindre skræk for hvordan hun ville selv reagere når hun selv en dag skulle drikke blodet. Hvilket sikkert tydeligt kunne læses af Maximillian. Fra da hun var spæd havde hun altid indtaget menneskeblod og selv det kunne få hende helt rundt på gulvet så tanken om hvad andre racers blod ville have af effekt kunne hun ikke helt spå.
Med tre små lette berøringer af hvor hun havde prikket med nålen healede hun sårene til usynlighed. Hun tog et lille stykke stof der havde ligget i en balge med vand og rensede hans fingre for det resterende blod og hendes egne bagefter. Hendes blik gik så over på hendes næste dæmon og nikkede ham over mod sig.

Maximillian lod Galavant presse ind og nød bare selv hvordan han selv kunne få lov til at vide hvad der lå bag. Tankerne på sådanne væsner var så hyggelige at læse tanker på, især når man ikke behøvede at anstrenge sig specielt meget. Han ville dog ikke sige det højt nu når Galavant var her. Han behøvede ikke at få noget at vide.
"Det er meget nobelt af dig, men det ville jo være en skam, hvis du døde, fordi du ventede for lang tid," kommenterede Maximillian and gik over og tog Galavant's plads. Forhåbentlig ville den milde smerte ikke tænde visse ting i ham. Hans forhold til smerte var nok lidt forkert, og han behøvede ikke at vise det frem for andre end hans sengepartnere - derinblandt Galvant, selvom man vidst ikke helt kunne kalde dem det endnu.
"Så er du slet ikke bange for denne her tjans? Det kan umuligt være den sjoveste, siden du skal tage hånd om uregerlige dæmoner hele tiden," der skævede han til Galavant.

" Og hvordan vil du kunne se om folk er raske eller ej udenfor i kaosset? folk kan sagtens være smittede og se raske ud. " Pressede han lidt på, mens det sidste blod løb ned til krukken var fuld og han selv kunne se hvordan hun vaskede hans hånd og endda helbredte den.
Han skævede drilskt til hende, som det lød til hun nær havde talt over sig, hvilket fik hans nysgerrighed til at vokse, nok til at han ikke bare skred fra rummet mens Maximillian fik taget sit blod. " Jeg vil nu ikke ligefrem vove at påstå at dæmonblod er så rent som engleblod.. " Kommenterede han, mens han betragtede hendes arbejde. " Han har ret; dø og du giver de andre endnu større arbejdsbyrde end de allerede har. " Ikke at Galavant egentligt tog sig af andres arbejdsbyrder. De kunne overbelast sig selv lige så meget de ville og det ville ikke røre ham, så længe de ikke tog ham med ind i skidtet.
Han skævede tilbage til Max gengældende dennes blik inden hans øjne hvilede tilbage på tøsen. Hun vidste vel at selv uregerlige dæmoner ville kunne uskadeliggøres eller holdes nede, så længe de havde en direkte ordre fra deres respektive herre at adlyde. Som Galavant selv havde mærket da han havde forsøgt at stikke af.. I det mindste var byrden fra ordren løsrevet for nu, men den ville nok komme tilbage igen den næste morgen indtil han adlød helt uden at kny.

Florence løftede blikket og kikkede fra den ene til den anden lidt overrasket over deres pludselige nysgerrighed. "Vi gør hvad vi kan for at holde syge og raske adskilte, jeg ville heller ikke kunne fuldføre dette arbejde hvis jeg konstant skulle gøres rask og derefter blive syg igen. Så vi lader syge helbrede folk og de nyhelbredte bliver så plejet af raske. Desuden ville jeg heller ikke kunne bære over med at skulle tage en helbredelse fra en anden. Det kan min samvittighed ikke holde til. Hellere en af mig end 100 andre uskyldige." forklarede hun imens hu begyndte samme process på Maximillian ved at tage hans hånd i sin og lægge den på kanten af en ny krukke. Igen med tre små prik fra nålen begyndte dråber at pible ud fra hans fingerspidser. "åh og jo for tiden er engleblod også muligt af blive pest ramt så jeg vil påstå at det er faldet i den kategori" afsluttede hun imens hun koncentrerede sig om sit arbejde. Florence kikkede dog lidt op på Maximillian og smilte "Og jeg tror jeg er en af de mest duelige til at tage mig af de uregerlige personer"

Maximillian fik næsten helt ondt af hende. Hun var så oprigtig om hendes job, og hverken ham eller Galavant tog det seriøst. Faktisk var de nok tættere på at gøre grin med det hele og ikke have ondt af nogen af de uduelige mennesker der døde. For selvom Maximillian var blevet mere tolerant over årerne, så syntes han stadig at mennesker kunne mest af alt kun bruges til sex. Og selv der knækkede de lidt for hurtigt. Denne her kvinde var dog ikke et menneske, ikke så vidt Maximillian havde forstået.
"Så burde du nok ikke håndtere dæmoner, men jeg er sikker på at Lyset værdsætter dit offer i at gøre dette," sagde han og lød ikke sarkastisk, mest fordi han gjorde alt for ikke at lyde sådan. Kunne jo ikke have at nogen havde mistro til ham, det kom han jo ingen vegne med. Nej, det var bedre at holde lav profil for det mindste, i stedet for det Galavant havde gang i for det meste.

" I kunne måske gøre det lettere med en rotation? Så jeres kroppe ikke ender med at blive resistente overfor dæmonblodets effekt imod sygdommen.. " Lød det en anelse spørgende. Hendes forvirring morede ham en smule, ligesom hendes ordvalg til tider lod til at være specielt. " En af dig..? " Fiskede han nysgerrigt. At hun ikke var menneske havde han godt fundet ud af, men hvilken race hun hørte til var han endnu ikke helt sikker på.
Han tog sig i at nikke samtykkende med Maximillian. " Kender jeg Hr. Shearrane ret, er han yderst taknemlig for hver en hjælp han kan får og give ud til andre under Lysets beskyttelse. " Det var helvedet ved at have en Lysests ridder til herre; de forsøgte altid at gå på de godes side og hjælpe folket, men var stadig selvmodsigende når det gjaldt slaveriet.

Florences ansigt lyste næsten op et øjeblik over den lille smugle ros hun fik for sit arbejde. Det var lige før det dryppende blod ganske tæt på hende ikke var nær så distraherende. "Vi kan ikke vide os sikre, så vi holder os til den metode vi nu har valgt. Desuden har jeg ikke noget at skulle have sagt som frivillig" froklarede hun til Galavant Imen hun healede fingrene og tørrede dem af med klædet. "Så skulle der ikke være mere i kan gøre" sagde hun taknemmeligt imens hun lukkede krukkerne og satte dem på bordet. Florence gik så hen og slog gardinet til side som t åbne døren for nogen. "I er velkommende til at komme igen hvis I ser det nødvenigt, men i er ikke påtvungede længere... og ja en som mig, et liv blegner i lyset fra hundrede andre" forklarede hun til Galavant i håb om at han ikke ville lægge mere i det.

Maximillian lyttede til hende tale, og nød den lettere varme fornemmelse der da han blev healet i fingrene. Tænk at han skulle gøre det her ofte, for hans herre ville garanteret have det, og sikkert ikke hver gang med den fine lille nonne, som der var her nu. "Vi kommer helt sikkert igen," sagde han og rejste sig op og gik roligt hen mod udgangen, dog lænede han sig mod hende, da han kom i nærheden af hende og hviskede ganske lavt, så kun hun havde mulighed for at høre det. "Men hvis du har behov for at bide nogen, så ville jeg ikke have noget imod det, hvis vi samtidig kan hygge os lidt." Han forsatte derefter ud af den åbne 'dør' og ventede på Galavant før de kunne gå nogen steder. De havde jo stadig ting de skulle nå idag. Han sendte dog nonnen et smil, der nu nok virkede en smule mere lummert.