Øjnene blev smalle da det gik op for hende hvad der nu var på vej til at ske. 
Han havde da ikke tænkt sig? Jo det havde han.
Den ulmende vrede som der havde været i den lille størrelse, som ellers havde været betydeligt dæmpet eftersom at elverne havde vist sig at være ganske underholdende. Var lige så stille, måske ikke så stille endda. 
Munden blev snerpet sammen og hun prøvede inderligt ikke at komme med et udbrud af hvor dum han var. Hun skulle jo hen til urtemesteren og han var desværre stadig det bedste bud på at hun kom derhen. Selvom det så mere ud til at hun havde været bedre med selv at spørger om vej og gået der hen. 

Uduelig lusepuster!

,,Aha'' stemmen var indhyldet i sarkasme og tydelig undertone at hun bestemt ikke var tilfreds med det der skulle til at ske nu. Troede han virkelig at hun ikke forstod hvorfor det pludselig var interessant for ham at skulle hen til kilderne? Troede han at hun ikke havde hørt eller set elverkvinderen? Sammen med hendes hissige irritation, var der måske også et lille stik af jalousi. Noget hun hurtigt prøvede at ligge en dæmper på. Alfen Asja følte ikke noget så primitivt som jalousi! 
Hun blev dog enig med sig selv at hun gav ham en chance, en chance for faktisk at vende om og ikke ikke gå ned for at tjekke damer ud. 

Renaél lod til lykkeligt at have glemt, hvor besværlig alfen havde været tidligere .. i stedet havde han med et muntert ansigtsudtryk god fart på mod de varme kilder, og han lagde slet ikke mærke til sarkasmen i den lille stemme - det gjorde vel ikke den store skade med en lille omvej?
Længere fremme kunne man se to unge elverpiger, der var i gang med at tage tøjet af på bredden ved siden af det klare vand. Et lille vandfald brusede nedad og området var omkranset af smukke, gamle træer. Renaél havde set elverpigerne før og vidste godt hvem de var, men han havde sjældent mulighed for at snakke med dem, efter at elverlederen var begyndt at sætte ham til alle mulige forfærdelige pligter..

"Godeftermiddag." Hilste han derfor begejstret, da han og alfen var kommet nærmere. Elverpigerne så op og nikkede mod ham - de færreste var særlig blufærdige hernede ved kilderne - men et undrende ansigsudtryk kunne ses i begges ansigt, da de pludselig fik øje på alden på Renaéls skulder. 

Den gru som der fremviste i Asja’s ansigt, måtte bestemt være derfor at pigerne kiggede så mærkeligt på den lille et kilos Alf og kun femogtyve cm høj.   
Hun kunne ikke helt bedømme om det var gruen over at de var så let påklædte, at elverenes skulder hun sad på nærmest salvede over det syn der var foran ham. Hvilket i sig selv var en smule, ulækkert? Hun havde faktisk ikke helt et ord for det, for hun havde aldrig, aldrig. Stået i sådan en situation som hun stod i nu. Hvordan ville nogen reagere? Muligvis var hun også bare så lamslået at hun ikke kunne tænke, hvilket også bundet ud i at hun ikke var flippet helt ud på ham.
Det at de var så smukt et sted kunne hun slet ikke sætte pris på. Trods for hun slet ikke havde været her før, og havde hun kommet her alene, havde hun bestemt brugt tid på at være nysgerrig og udforske.

Men ikke nu, nu sad hun bare med en let åben mund og måbede.

Renaél lod sin frie hånd glide gennem sit lyse hår, idet han smilede indsmigrende til de to elverpiger. Pludselig kom han dog igen i tanker om alfen på sin skulder, da begge pigers ansigtsudtryk ikke ligefrem var hvad, han havde håbet på. Pokkers .. Heldigvis var de fleste piger begejstrede for små, nuttede væsner heriblandt alfer.
Desværre betød alfens tilstedeværelse også, at han ikke lige kunne tage en dukkert i den varme kilde.. måske kunne han vende tilbage, når de engang havde fundet hen til urtemesterens hus. Han holdt stadig alfens sæk i hånden, som jo skulle afleveres .. 

"Hvem er din gæst?" Lød det spørgende fra den nærmeste elverpige. Hun havde langt, lyst hår, der bølgede om hendes fintformede ansigt og ned langs hendes bare ryg. Udtrykket i hendes blå øjne viste mild nysgerrighed. "Åh en besøgende i Elverly.. hun har en aftale med urtemesteren." Svarede Renaél smilende, selvom det ikke helt forklarede, hvorfor alfen sad på hans skuldre.. "Hun hedder ..." Han skævede hen mod alfen, da det gik op for ham, at han aldrig havde fået hendes navn.

En aftale som endnu ikke var overholdt, fordi hendes guide var en uduelig snegl af en guide!
Hvorfor havde hun i det hele taget været så sød imod ham? Hvis det ikke var fordi at hun stadig havde brug for hans hjælp, lige meget hvor god den end var. Så havde hun fået hår til at gro ud af både næse og øre. Så kunne han rigtig lære hvordan man ikke skulle stoppe op og prøve at narre kvinder som disse med hjem i seng. For det var vel det han var ude på? Nogle smalle øjne vente sig imod knægten der havde præsenteret sig som Renaél mens de havde været sammen alene. 
,,Asja Sheel'' mumlede hun og lagde armen overkors.

Pludselig fik hun en fantastisk idé.
,,Kilderne ser godt nok dejlige ud - er der noget specielt ved dem?'' Asja stillede sig op og foldede vingerne ud mens hun fløj lidt rundt omkring pigens hoved - et lille charmerende smil var dannet på hendes læber mens nysgerrige grønne øjne betragtede hendes hår. ,,Du har godt nok det smukkeste hår jeg nogen sinde har set'' hun lod nogle spinkle fingre fange et strå eller to og løfte det op.

Renaél stod med et næsten fraværende udtryk i ansigtet og smugkiggede på elverpigerne, mens de var optagede af det pudsige, lille væsen, han havde bærende på skulderen. Efter at elverlederen var begyndt at kaste alle mulige ubehagelige pligter i nakken på ham, havde han haft alt for lidt tid til at slappe af ved de varme kilder i selskab med unge, nøgne elverkvinder.

Han så helt glad ud, da Asja lettede og begyndte at flyve rundt om elverpigens hoved - ikke mere surmuleri. Måske havde omgivelserne en helt glædelig effekt på den lille alf. Og mens hun fløj rundt, havde Renaél tid til at kigge lidt mere..
Elverpigens lyse øjne forsøgte at følge alfens med blikket, imens hendes veninde kom med en let, perlende latter. "Du har fået dig en ny beundrer, Elentiel." Sagde hun fnisende. Elentiel smilede lidt, idet et genert "Tak.." kom fra hende.

Et helt igennem falsk smil bredte sig hen over Asjas læber da hun nikkede anekendende. Som prøvede hun at understøtte den løgn hun havde fyret af. Det var da utroligt så godtroende disse grønsagssnakser var. 
Hendes blik faldt imod Renaél, det var næsten for tydeligt hvor hans blik vandrede og hvorfor han så gerne ville blive. ,,Jamen er sikker på jeg ikke er den eneste'' hun fløj hen til Ren og hæv ham lidt i øret ,,Du snakkede da tidligere om hvor dejligt det ville være hvis du kunne få tid til at bade lidt i kilderne. Er da sikker på du kan sætte lidt tid af til det ikke?'' hun smilede atter sødt, mens hun håbede hvor uvidende de ville være omkring hendes lille plan der satte tandhjulende i hoved til at dreje ganske voldsomt. Det ville blive storslået. Derefter ville hun selv finde vej til urtemesteren. Men ikke før at denne lille lustepuster fik hvad han fortjente.

Renaél sled sit blik væk fra den ene elverpiges barm, da han blev hevet i øret, og han skævede til alfen, der fløj rundt i hans øjenhøjde. Han lyste op i et stort smil - dette var næsten for godt til at være sandt! Han havde ellers troet, af alfen ville blive utålmodigt og hurtigt ville videre, meen...
"Hvis det ikke gør dig noget!" Udbrød han glad, idet han stillede hendes sæk på jorden. Han lignede én, der allerede var halvt på vej ud i kildens varme, behagelige vand, og hans blik vandrede igen kort over mod elverpigerne. "Du bør virkelig også prøve det varme vand .. vi skovelvere er utroligt glade for vores varme kilder!"

Den ene elverpige var på vej ud i vandet, som plaskede en smule om hendes fintformede bagdel, og den anden fulgte hurtigt efter. De begge så sig over skulderen og vinkede ivrigt til alfen. Renaél var allerede i gang med at løsne sine bukser - det var alt for længe siden, han havde haft tid til at dovne lidt i det varme vand!

Åh, det gjorde hende noget. Men det behøvede den fat svage elver, selvfølgelig ikke at vide. Det ville jo straks ødelægge det sjov, som hun havde sat for resten af dagen. Med et høfligt smil, nikkede hun blot og betragtede hvordan sækken blev stillede fra sig. Desværre var de kun fyldt med healende medicin og salver, vist nok også nogle urter. Men hun måtte ærlig indrømme hun havde pakket sækken, i en form for arrigskab over at hun i det hele taget skulle ind bil Elverly. Så hvad der præcist var i den, var egentlig slet ikke godt at vide.
Men hvad hun skulle bruge, havde hun tæt på sig. Og hvilken skam det ville være, ikke at bruge den i dag. Nu når der var så god en mulighed for at afprøve det, selv havde hun tænkt sig at se om det virkede ude hvor hun boede. Måske det kunne skramme folk væk, men nu når hun havde sådan en god chance for at teste det? Smilet blev da sikkert en smule bredder, da hun fløj efter dem hen til kilden.
Igen blev hun dog ramt af et stik, af noget som var en smule uvant. Igen måtte hun skubbe tanken væk af jalousi, tanken om at have sådan et tæt fællesskab. Hvor hun selv, var ganske alene, var meget svært nogen gange at sluge. Især når det i sidste ende, var ganske enkelt hendes egen skyld at det var endt således.

Hun valgte derfor at sætte sig ved kanten i vandet, og betragtede det varme vand. De havde ført sat hun skulle deltage, men lysten til at smide tøjet. Hvor lidt det så end var, var ikke særlig stor. Især ikke med disse ganske, velskabte skabninger foran sig.

Renaél havde fuldstændig glemt alfens tidligere, knotne gemyt. Vejret var lunt og behageligt, og han fik hurtigt lagt alt tøjet på bredden og vadede ud i det behagelige, varme vand. Turen til urtemesteren var også lykkeligt glemt for et øjeblik - når det kom til stykket, havde han stadig ikke rigtig styr på, hvor dennes hus befandt sig henne.

Lænende sig op af stenene, der omkransede kilden, begyndte han at indlede en afslappet samtale med de to elverpiger: hvad de hed, hvor gamle de var, og hvor i Elverly de arbejdede. Alle arbejde med et eller andet i Elverly, for elverlederen Toorah fandt sig ikke i sløseri - af samme grund blev pisken ofte svinget ihærdigt over Renaél.
Hans blik faldt igen på alfen, der var blevet stille, og han gjorde en ivrig bevægelse med hånden: "Vandet er dejlig lunt! Kom og vær med!"

Asja himlede med øjnene, da hun blev tilskuer til elverpigernes flirten. Hvordan de fniste over det han sagde, fingrene der legede med deres hår. Og elvermanden? Jo han lappede i sig, som en køkkenklud der var blevet smidt i en balje vand. Måske hun bare skulle gå, før hun begyndte at lave narrestreger som sikkert, ville få hende bandlyst fra Elverly.
Øjnene blev dog store, da der pludselig blev gjort nogle ivrige bevægelser om at hun skulle tilslutte sig dem. Aldrig i livet, om hun skulle sidde nøgen! Blandt disse elver, desuden var hun sikkert så lille hun ikke en gang kunne nå bunden. Og det var måske lidt pinligt at sige, men Asja havde aldrig rigtig lært at svømme. Hvilket var noget, de bestemt ikke skulle vide!
,,Jo, ja, okay!’’ fik hun råbt tilbage, med så overbevisende stemme som hun kunne. Hun rejste sig op, i sin fulde højde. Hele femogtyve centimeter udgjorde det, når hun rejste sig op. Den typiske længde, på en kvindes arm fra albuen og ned til fingerspidserne.

Da hun var i gang med at lade som om, hun tog tøjet af, vente hun ryggen til. Blufærdig var ikke noget hun behøvede at spille, for selv at se dem nøgne, var bestemt nok for hende. Men fingrene lagde sig omkring pulveret, der var blevet stukket ind i en lille lomme på overtrøjen hun var iført. Dertil, hoppede hun ned fra stenen hun havde siddet op. Hvor til hun desværre, kom til at lade den nu åbne pose falde ned i vandet. Det begyndte hurtigt, at boble og syde der hvor posen var faldet i. Hvor til en pink farve bredte sig i lynets hast, igennem vandet. Mens hun selv sjoskede hen imod tasken, med alle hendes flasker i. ,,Jeg skal lige noget først!’’ der var en snert af munterhed i hendes ord, mens hun sådan åbnede at det lille pulver ville virke. At se elver med pink hår, eller pinke legemer, ville simpelthen gøre hendes dag så meget bedre.

Renaél sendte et kæmpe smil i retning af alfen - så længe hun var underholdt og ikke begyndte at finde sin tidligere, knotne attitude frem, så var han glad. Jo jo, han skulle da nok få vist hende hen til Urtemesteren, lige om lidt .. vandet var bare så lunt og behageligt, og hans opmærksomhed var i løbet af få sekunder igen vendt mod elverpigerne over for ham. I spøg sprøjtede han en smule vand i retning af dem, og øjeblikket efter var kilden fyldt med lyden af hvin og latter - alfen for længst glemt. 

Renaél var dukket under vandet i håb om at få fat i benene på en af pigerne, og det var først da en kildende fornemmelse af bobler ramte hans krop, at han lagde mærke til, at en stor del af vandet havde skiftet farve. Spruttende kom han op til overfladende og så sig undrende omkring: størstedelen af vandet havde fået en underlig, pink farve, og da han kiggede ned af sig selv så han, at vandet ikke var det eneste der havde fået en ny kulør.
Elverpigerne var kommet op ad vandet så snart de så den pinke farve brede sig, og de fniste og pegede nu på den meget pinke Renaél, der i al hast var kommet hen til bredden igen. Han gned på sin hud som en rasende men den pinke farve ville slet ikke gå væk, og han havde endnu ikke opdaget, at også hans hår havde fået en god mængde af farven.

Den pinlige situation var efterhånden steget langt over Renaéls spidse ører. Forfulgt af den hysteriske latter fra elverpigerne, var der intet andet for end at tage benene på nakken - nøgen og lyserød! Selv længe efter han var forsvundet ind mellem træerne, var pigerne ved at omkomme af grin.
Det var sidste gang Renaél stolede på en alf....