Renaél skævede kort ind ad bagervinduet, som de passerede forretningen. Den havde ret mange, kunder kunne han se. Bagersvendene så i hvert fald ud til at have lynende travlt.
"Elvernes madkundskab er ikke så udbredt i resten af landet.." Forklarede han. Faktisk havde han slet ikke stødt på elvermad andre steder i Krystallandet. Måske fordi menneskerne var lidt for glade for deres fedtdryppende lammekøller og lignende til at sætte pris på finere kogekunst. Måske fordi menneskerne slet og ret ikke kunne gøre elverne kunsten efter - Renaél vidste det ikke.

"Åh, vi er jo et helt folk, så vi har brug for alskens kundskaber." Sagde Renaél uden at komme ind på, at det var de færreste elverkundskaber, han selv beherskede. At drikke elvervin og fordrive tiden med at lave absolut ingenting hørte vidst ikke under det, man kunne kalde at lave noget produktivt. "Men jeg er sikker på, at I mennesker har forstand på mange ting, vi elvere ikke kender noget til.." Han troede ikke selv på det, men man måtte jo hellere være høflig.
Måske skulle han tage et håndværk op en dag. Kunne jo være, at det gik lidt bedre end det med våbenkundskaberne..

Mens den umage duo fortsatte deres vandring ned ad gaden, kneb Venus øjnene sammen og svarede med et mistroisk smil: "Jeg takker for forsøget på en kompliment. Man må vel tage, hvad man får."
Det overraskede hende ikke, at hendes companion havde samme tilbøjeligheder som resten af sit folk, når det kom til præferencer. Det kunne hun leve med, så længe han ikke behandlede hende som et barn. Han kunne være et århundrede eller to ældre end hende, uden at hun ville bemærke noget. Tanken strejfede hende, at en fornærmelse som 'du har da fået et par rynker siden sidst' enten måtte være en vittighed eller fornærmelse, der kunne starte et slagsmål, i en elvers spidse ører.

Hun så op for at sikre sig, at de gik i den rigtige retning og spottede teatrets tag længere fremme. Samtidig nåede duften af brændte mandler hendes næsebor. "Har du smagt brændte mandler?" Der gik et splitsekund, før hun kom i tanker om, at ordet 'brændt' i madlavningssammenhæng - og sådan set også i en hvilken som helst anden -, sjældent var en god ting. "Det er mandler glasseret i et tyndt lag sukker... Vi kalder dem bare brændte, selvom jeg faktisk ikke helt ved hvorfor," afsluttede hun sin forklaring, mens en tænksom rynke dannedes mellem hendes røde øjenbryn.

"Jeg kunne nu nok komme med et par komplimenter til dig." Renaél var godt klar, at hans snak om menneskernes håndværk ikke ligefrem havde oset af beundring, og han mindede sig selv om, ikke at opføre sig fornærmende. Selvom elvere havde ringe mening om de mere kort-livede racer, havde han intet ønske om at gøre sig uvenner med den rødhårede menneskekvinde, der trods alt havde reddet ham ud af lidt af en knibe. Desuden var det rigtigt, at han bestemt kunne komme på noget pænt at sige: hun så køn ud, og han kunne godt lide hendes ligefremme væsen.

Han rynkede brynene lidt og snusede ind. Duften var meget speciel, og han så sig om et øjeblik, før han fik øje på boden, der solgte mandlerne. "Virkelig? Vi elverfolk har ikke ligefrem for vane at brænde vores mad.." Han lød dog ikke negativ, bare en anelse undrende over menneskernes vaner. Måske ville han endda vove at smage på de såkaldte brændte mandler..

Venus smilede opmuntret. Små, venligtsindede bemærkninger og komplimenter havde oftest den effekt på folk. Ikke at hun ikke var i rimeligt humør i forvejen. Vejret var godt, der var forår i luften, de var på vej mod et af byens bedre underholdningssteder, og hun kunne sikkert også finde på at par pæne ting at sige om Renaél, som hun i øjeblikket nød dagen i selvskab med. Som enhver anden elver, var han ikke ligefrem et ubehageligt syn. Han havde en meget behagelig sans for humor. Og så havde han også en form for frisindethed, som hun syntes, hun kunne relatere til.
I det hele taget var det meget svært at forestille sig, at nogen skulle kunne gå skævt i dag eller i den nærmeste fremtid.

"Jeg tror måske selv din elvertunge vil blive positivt overrasket," sagde Venus som kommentar til hans småskeptiske udtalelse, og slap hans arm for købe dem et par poser. Det var ikke alverden. Priserne ville blive langt værre, jo tættere de kom på teatret. Hun åbnede en pose og gav den til Renaél. "Prøv at smage."

Det var også ganske tydeligt, at Renaéls humør var steget et par grader siden hans sidste møde med den rødhårede kvinde. Det hjalp lidt på situationen, at han ikke skulle frygte for sit eget liv - og han foretrak helt sikkert en behagelig spadseretur i denne, pænere del af byen.

Han tog imod posen og snusede lidt mistænksomt til indholdet. Det lugtede ganske rigtig en anelse brændt .. og sødt. Mærkelig vaner disse mennesker havde - elverne foretrak som regel at spise nødder i en mere naturlig form. Alligevel tog han en mandel fra posen og bed forsigtigt i den. Så tyggede han. Og sank.
"Ikke så dårligt, som jeg havde frygtet." Sagde han med et let smil. Når det kom til stykket havde han lidt af en sød tand, og han tog endnu en mandel fra posen.

Venus nikkede tilfreds med at hendes forudsigelse havde været rigtig og gjorde et venligt kast med hovedet som tegn til, at de kunne forsætte deres gåtur mod teatrets udendørs scene. efter ikke ret lang tid åbnede den lille sidegade sig og blev bredere, mens den drejede en anelse, før den samlede sig med hovedgaden og den linde strøm af mennesker, der tydeligvis var på vej samme sted hen, som den lidt umage duo. Venus lagde mærke til, at de fik et par ekstra blikke, men ikke mere end noget andet der skilte sig ud. En dame med en usandsynligt bred hatteskygge en og endnu bredere kjole tiltrak sig for eksempel noget mere opmærksomhed. Hendes beklædning var lidt af et udstyrtsstykke - om man kunne lide den slags eller ej - og tvang næsten ens øjne til at stirre på de store mængder stof i prangende farver, der udgjorde kjolens skørt. Hvis det da var stof alt sammen.
Det virkede dog som om, at det meste af opmærksomheden kom fra forbipasserende damer og herrers bukken og nejen. Det var sært at se kvindens ansigt bagfra for hendes håropsætningen, men hatteskyggens vippen indikerede, at det eneste de hilsende fik igen var et let nik i deres retning. Hun måtte være baronesse eller noget andet i den retning, tænkte Venus uden selv at have den mindste anelse om, hvem kvinden var.

Endnu en ting, den rødhårede menneskekvinde ikke havde opdaget, var den delegation af skovelverdiplomater, der slentrede hen ad gaden længere fremme. De var ikke langt fra dem, og elverne, havde følgeskab af af paladsets egne diplomater, gjorde sig ikke ligefrem umage for at komme for tæt på de andre væsner, de i øjeblikket var tvunget til at dele vej med.

Renaél kiggede nysgerrigt rundt, nu hvor de var ved at nærme sig deres mål. Gadens solskin var behageligt, og selvom der var lidt flere mennesker på gaden, end han brød sig om - et par gange måtte han nærmest hoppe til siden for folk, der havde travlt med at glane på noget andet - var det faktisk meget rart at spadsere hen ad gaden på denne måde. Selvom han og Venus, når det kom til stykket, ikke havde meget til fælles, fandt han hendes selskab ganske underholdende.

Også hans blik blev draget af den imponerende hatte-dames påklædning, men da hans blik gled videre, blev han tydeligt blev om næbbet. Skovelverdiplomaterne havde endnu ikke fået øje på ham, men han havde en ganske god idé om, at de ikke ville bryde sig om at se ham slendre op og ned ad gaden og mænge sig med den lokale befolkning. Godt nok havde han udført de pligter, han var blevet bedt om, men han var slet ikke tvivl om, at hans overordnede hurtigt skulle finde på nye.
Lynhurtigt havde den unge elver derfor søgt tilflugt - først dukkende sig bag den prægtige kjolepragt, damen foran dem havde på, derefter snigende sig ind gennem en portåbning, for at komme væk fra gadens åbenhed, mens han forsøgte at gøre tegn til Venus om at følge efter.

Venus stødte ind i Ranaél, da et par adelsdamer masede sig forbi på hendes side. Efter dem fulgte et par adelsherrer midt i en diskussion om vis hest, der var hurtigere, og Venus gjorde sig klar til at springe til siden og endnu engang bruge Renaél som stopklods. Der var bare et problem. Han var forsvundet. Den rødhårede menneskekvinde var nært snublet over sine egne ben i et forsøg på at genvinde balancen. Halvforvirret over den pludselige mangel på følgesvend spejdede hun rundt mellem store skørter, hovedbeklædninger og flokke af almindelige borgere, der forsøgte at komme frem. Endelig fik hun øje på et sæt spidse ører og blond hår, der tilhørte den rigtige farve skjorte.
Med lidt mere øvelse i at skynde sig gennem en folkemængde end de fleste, småløb hun zigzaggende forbi et par fodgængere, fjernede fødderne for en lille hestevogn og nåede endelig op på siden af Renaél igen. Eller hun håbede det var Renaél. Det var ikke til at sige i dette mylder, før hun så op på herrens ansigt, som vendte alle andre steder hen end i hendes retning. Hun åndede lettet op. Det havde været en køn historie, hvis de var kommet væk fra hinanden igen. Det tidligere gadebarn forstod udmærket Renaéls kropssprog. Der var nogen, han ikke ønskede at blive set af og gjorde sig meget umage for at se på dem, uden at de fik øje på ham. Men hvem en af skovelvernes udsendinge kunne være nervøs for, havde Venus lidt svært ved at greje. Han var vel ikke ligefrem eftersøgt af nogen? Hun mente i hvert fald selv, at hun kendte typen efterhånden, og han passede ikke rigtigt profilen.
"Hvad laver du? Jeg troede, du gerne ville undgå at fare vild igen," spurgte Venus halvt drillende, halvt dybt seriøst. Om hun kunne regne ud, hvem han skjulte sig for eller ej, så mente skovelveren åbenbart, at det var besværet værd.

Renaéls lyse øjne var fast fokuseret på optoget af elverdiplomater, der langsomt bevægede sig ned ad gaden - tydeligvis irriterede over menneskemængden. Heldigvis var der så mange på gaden, at de næppe ville få øje på Renaél, der alligevel for en sikkerhedsskyld sørgede for at dukke sig bag en stor krukke, der stod i portåbningen.

Venus var fulgt efter. Han skævede kort opad mod hende, egentlig glad for, at hun ikke var blevet væk fra ham. Han havde endelig god tid og mulighed for at snakke med den rødhårede skønhed, og han ville være lidt ked af det, hvis omgivelserne igen skulle gribe ind og gøre livet surt for ham..
"Så.. Da jeg sagde, at diplomaterne fra Elverly havde gang i nogle vigtige forhandlinger, undlod jeg lidt, at jeg udtrykkeligt blev bedt om at blive i nærheden af de gemakker, vi har fået tildelt, mens vi her.." Sagde han til hende, imens en let rødlig nuance kunne ses omkring hans ører. Han ville gerne være kommet på en passende løgn, der satte ham i et lidt vigtigere lys, men han kunne ikke rigtig komme på noget.

En dreng, der havde lidt for meget fart på, puffede ved et uheld til Venus, så hun nær var stødt ind i krukken i stedet for at stille sig bag den ved siden af Renaél. "For syv sytten her er mange mennesker," sagde hun, mens hun fik balancen igen, og så lidt forvirret på elveren. Så lænede hun sig baglæns for at kunne følge hans blik rundt om vsen og fik øje på forklaringen. Hun fnisede lidt og vippede tilbage bag krukken.
"Hvis du ikke havde sagt noget, havde jeg antaget, du skjulte dig fordi du fulgtes med mig. Og det ville give godt mening," det mente hun skam. Elvere kunne være forfærdeligt snobbede. Hun havde ovenikøbet oplevet Toorah selvs reaktion på første hånd. "Men den undskyldning er bedre. Hvis vi nu får pladser under balkonen, bliver du nok ikke opdaget..." Venus smilede, snuppede en brandt mandel og så tænksomt mod indgangen et øjeblik.
"Vi kunne selvfølgelig også tage et andet sted hen? Tror jeg lader det være op til dig. Det er jo din hale, der kommer på kommedie."

Renaél var slet ikke vant til den travlhed, der var her i hjertet af menneskernes samfund. De mange folk på gaden gjorde ham mere forvirret, end godt var, og han kunne mærke, at hans ører snart var trætte af larmen. Tanken om at sidde mageligt og betragte et skuespil, var dog stadig noget, han håbede, at kunne få aftenen til at gå med.
"Det kunne jeg forestille mig heller ikke var helt populært. Men bare rolig." Han smilede let til Venus. Man skulle være meget naiv, hvis man havde befundet sig blandt elvere uden at opdage, at de så sig selv som værende noget højere på samfundets rangstige end menneskeracen. Lige nu nød han dog hendes selskab - mest, hvis han kunne blive i det, uden at elverdiplomaterne fik øjnene op for det.

"Jeg vil gerne prøve pladserne under denne balkon." Nu havde han sat næsen op efter skuespillet, så sådan måtte det være. Han tittede frem fra krukken for at se, om der var fri bane til at komme videre. 

Diplomaterne var efterhånden kommet forbi dem, men der var stadig ét problem: Lige meget hvordan man vendte og drejede det, skulle de alle sammen gennem den samme flaskehals, billetsælgerne. Venus trippede ud på siden af Renaél og stak sit hoved ud lige under hans, hvorefter det gik op for hende hvor mistænkelige de måtte se ud. Hun snoede sig hurtigt udenom og stille sig lidt foran Renaél med en skulder opad den velvoksne lerkrukke, dels for at ser lidt mere afslappet ud, dels for at skjule Renaél bare lidt. Det havde ellers været nyttesløst, hvis elveren havde stået i sin fulde højde i stedet for at dukke sig bag et forvokset stykke lertøj.

Med hagen løftet en anelse for bedre kunne overskue menneskemængden spejde Venus efter de spidse ører. De var lidt foran dem nu. Måske lige nok til, at de to kunne tage chancen. Diplomaterne måtte have billetter i forvejen, så de havde ikke megen grund til at stoppe op eller vende sig, når før de havde nået indgang. Hun så sig overs kulderen mod Renaél.
"Fri bane," blev der sagt med et smil og en stemmeføring, der var lidt for positivt spændt, når man tog i betragtning hvilke problemer, de muligvis kunne løbe ind i. Krystallisianeren skubbede sig væk fra lerkrukken med hånden og begyndte at følge strømmen i et så naturligt tempo, som at undgå at blive væk fra sin følgesvend tillod hende.

Renaél så ud til at slappe mærkbart af, da diplomaterne var kommet på længere afstand, taknemmelig for at Venus skikkelse blokerede for det nok ellers noget bizarre syn af en langbenet elver, der forsøgte at klemme sig i skjul bag krukken. Hans blik hvilede et øjeblik på hendes 'bagparti' han lige pludselig var kommet i højde med, inden han med en let rømmen skyndte sig at rejse sig op ved lyden af ordene "fri bane!"

Han kunne mærke en let følelse af spænding i maven, idet han hastede efter det bølgende, røde hår i menneskemængden. Det var måske ikke den klogeste handling, når elverdiplomaterne ville være til stede, men Renaél var heller ikke typen, der plejede at holde sig til den kloge levevej. "Ved du hvad for en slags skuespil det er?" Spurgte han muntert, idet han fik indhentet Venus og nysgerrigt strakte hals for at se, hvor menneskemængden var på vej hen.

Folkemængden skubbede dem langsomt fremad, hvilket ikke gjorde det nemmere for den umage duo at blive inden for høreafstand af hinanden men det gik da.
"Aner det ikke, men jeg mener de plejer at spille komedier herude på denne tid af året. Du ved noget, selv noget den almene befolkning," her hentydede hun mest til sig selv. Noget dannet menneske havde hun aldrig været. Hun skiftede konstant mellem at se bagud efter Renaél og fremad efter både en vej gennem strømmen og forsamlingen af elver diplomater. Hun forsøgte ikke at virke åbenlys, og ind til videre så det ud til, hun ikke havde mistet taget helt. Med stigende selvtillid begyndte hun at sætte farten lidt op og vendte sig mere mod Renaél: "Er du stadig med?"
Pludselig gik køen i stå. Venus satte af fra jorden, så hun netop kunne se over menneskemængden. Det var ingen ringere end den elvergruppe, de netop forsøgte at undgå, der havde blokkeret hele indgangen til den udendørs scene. Det talte indbyrdes og ignorerede fuldstændigt konduktørens mere og mere insisterende forsøg på, at få dem væk fra portvelvingen. Pludselig pegede den ene i retning af Renaél og Venus, hvorefter resten af spidsørerne vendte deres hoveder og straks begyndte at bane sig vej tilbage gennem køen.
"Pis" Venus tabte øjeblikkeligt smilet og mellemrummet mellem sine fødder og jorden, da hun dumbede ned på brostenene. Hun havde tydeligvis ikke så meget greb om situationen, som hun troede.
Hun forsøgte at få kontakt med sin spidsørede følgesvend og sagde med et akavet smil: "Vi har et mindre problem..."

"Åh.. Jeg håber, at det er godt.." En komedie var ikke værst. Især ikke hvis menneskerne forstod at spille på noget af deres dumhed og mangel på manerer .. Han håbede ikke at det var et fuldstændigt simpelt stykke, der bare skulle få de simple folk til at grine, men de finere klædte folk, han kunne spotte i mængden, tydede på, at der ville være underholdning for alle klasser. Han satte farten lidt op for at følge med Venus, et let smil sås på hans læber, da han fangede hendes bagudrettede blik.

Pludselig lettede hun en anelse fra jorden. Renaél havde helt glemt, at hun havde evnen til at flyve, så han blev en smule forskrækket, og var lige ved at gå ind i mændene foran ham. Han selv strakte hals i håb om at kunne se, hvad der foregik, men der var simpelthen for mange mennesker: også selvom Renaéls spidse ører ragede en smule op over de nærmeste. 
"Hvilket problem?" Spurgte han nervøst, da Venus landede. Der var kommet bevægelse i folkemængden, men det gik den forkerte vej .. bare det ikke er elverdiplomaterne! Jeg håber virkelig det ikke er elverdiplomaterne! Tænkte han.

"Dine venner er på vej i vores retning," svarede hun vel vidende, at det var lige præcis det svar, elveren ikke ville have. Venus så sig hurtigt omkring. Ingen forvoksede lerkrukker i nærheden, og søjlerne ved teatrets indgang var helt sikkert for langt væk for slet ikke at nævne i den forkerte retning. Det eneste, der kunne bruges som skjulested, i nærheden var masser af mennesker. Normalt ville det var fremragende; problemet var bare, at noget andet, der også var fremragende i en gennemsnitlig mængde af mennesker, var en gennemsnitlig elver. Og det til trods for at nogle mennesker og andre væsener bar nogle afsindige hovedbeklædninger, muligvis netop for at kompencere for deres manglende højde.
Hvor er den store dame med de enorme skørter og den bredskyggede hat, når man skal bruge hende? tænkte Venus og opgav sin søgen efter et passende skjulested.
Hun vente sig mod Renaél: "Kan du se dem?" Hvis han ikke kunne se dem, kunne de måske heller ikke få øje på ham i øjeblikket. Det var altid et bedre udgangspunkt end ingenting for at slippe forbi dem.

Bare det ikke er elver ... pis! Renaéls tankerække blev afbrudt, da Venus bekræftede hans værste mistanke. Hvorfor skulle de elverdiplomater også være overalt? Kunne man ikke få lov til at få noget fred? Han forsøgte at gøre sig lille i folkemængden, hvilket var en smule vanskeligt, når de spidse ører stak over hovedhøjden på mange af de omkringstående. Og Renaél var endda ikke engang en særlig høj elver..
I et lille sekund mødte hans desperate blik en af elverdiplomaternes, idet han så ud over folkemængden. Han dukkede sig igen hastigt, og hviskede til Venus: "De er på vej herhen! Lad os komme væk!" Han greb hendes arm og begyndte at mase sig gennem menneskemængden - ikke en nem opgave, og en del skældsord blev slynget efter ham på vejen.

Venus snublede nært over sine egne ben, da hun blev svunget rundt om sig selv af Renaéls greb. Hendes vej gennem mængden var noget nemmere, når vejen blev banet for hende, men de tos fælles hastighed var stadig nærmere hurtig gang end flugt; og siden folk var mere tilbøjelige til at bane vejen for en gruppe adelsfolk end for dem, indhentede elverdeligationen dem hurtigt.
Menneskekvinden så dem komme nærmere bag sig, da hun så sig over skulderen og et øjeblik stolede på, at Renaél ikke bare gav slip.
"Ved du, hvor du er på vej hen?!" halvråbte Venus, mens hun igen så mod Renaéls nakke. Det var skam ikke fordi, hun ikke stolede på hans flugtinstinkt. Det var bare hans stedsans, der måske godt kunne bruge lidt træning, når det kom til gaderne i Hovedstaden.

Renaél ville muligvis have været i stand til at bevæge sig hurtigere, hvis han ikke konstant kiggede sig over skulderen for at holde øje med diplomaterne, der stødt halede ind på dem. Deres spidse ører stak en del op over de omkringstående mennesker, og de var derfor ganske nemme at holde øje med.
En kone der stod med en kurv æbler var nær blevet væltet over ende, da Renaél - stadig med Venus på slæb - nær var stødt ind i hende. Hun overvældede ham med en strøm af ord, hvoraf mange bestemt ikke var nogle, der blev udtalt i Elverly. Hastigt hoppede han til siden og fik øje på en smal, brostensbelagt sidegade, som han styrede hen mod.

"Hva'? Nej, ingen anelse.." Sagde han med et blik hen over skulderen. Han sendte hende et nervøst smil, og det gik op for ham, at det måske ikke var helt smart, at det var ham, der viste vej....

Renaél var kun halvvejs gennem sit svar, da Venus vendte opmærksomheden mod vejen foran dem. Menneskemængden tyndede hurtigt ud på den anden side af hjørnet, hvilket var glimrende, når man havde brug for at sætte farten op. Der var bare et problem; om cirka to sving ville de ende i en blindgyde. Derfra var der kun én anden vej ud og det var op. Venus trak vejret ind for at bringe advarslen videre til sin følgesvend:
"vi bliver nødt til at vende om. Denne her vej-" Men før hun nåede til ordet blindgyde, var det for sent. De stod nu med snotten mod en smørfarvet pudsmur og ingen vej ud.
"Åg for en trolds røv da også..."