Caitlin så forhåbningsfuldt på havmanden som hun stille sin lille forespørgelse, men hvad hun blev mødt med var alt andet end opløftende. Hans alvorlige ansigt blev ikke mindre det. Tværtimod! Hun mødte hans blik, men mærkede hurtigt sit eget flakke under autoriteten i hans. Han var vant til at blive adlydt og få tingene som han ville have dem. Det var helt sikkert. Hun derimod var mere vant til at sno sig ud af problemerne end at få sin vilje som sådan. Af samme grund sukkede hun ved hans ord og skævede til døren til beboelsen, hvor hun vidste Gidion ventede.
Der var dog ingen vej uden om og da slet ikke som krigeren stadig havde et fast greb om hendes arm. Noget hun ikke rigtig kunne fortænke ham i at bibeholde efter hendes forsøg på flugt, men som satte en helt forkert tone også.

Hans spørgsmål, som de nærmede sig døren var dog ikke til at komme ud om. Caitlin så til siden og op på ham, mødende hans blik, før hun slog sit eget ned og mere kuet end på noget andet tidspunkt siden hun var løbet ind i ham svarede. "Jeg vil helst selv, hvis jeg må?" Hun kunne forme sin historie så. Måske holde nogle ting nede og glemme andre hvis hun var lidt behændig. Lægge vægten på andet end at Henry var tilbage på sporet af hende.
Så bankede havmanden på og hun trak vejret dybt, før hun fandt et forsigtigt smil frem som den blev åbnet. "Hej, undskyld det blev lidt senere end jeg havde ventet..." Hun var ikke helt sikker på hvad Gidion ville sige til at hun blev bragt til hans dør af en af lysets krigere og som hun havde sagt det første flakkede hendes blik da også væk fra hans. Det var år siden hun kunne huske at have følt sig så skyldig uden helt at være sikker på hun havde gjort noget for det og det huede hende ikke.
Slet ikke da hun stadig var usikker på om det hun tænkte på som hjem ville forblive det nu.

Cyran havde set afventede på hende efter spørgsmålet var blevet stillet, og havde også ventet indtil svaret var kommet før at en banken blev aktuel. Han ville godkende hvad end hun svarede, men han havde alligevel sine krav omkring det. Noget hun uden tvivl ikke var usikker på. Hun havde en tydelig aura af at hun ikke havde overhånd i denne situation.
"I orden. Men hvis du ikke holder dig til hvad du fortalte mig.. så hører du det" det var ikke sagt i en truende tone, for han nægtede at gøre hende fortræd. Hun havde været ude om aftenen, næsten nat og uden forældretilladelse. Det skulle hun fragtes hjem for, men straffen var ikke op til ham. Det eneste han bestemt var at hun kom hjem i god behold. Måske en anelse ufrivilligt hjem, men hjem kom hun!

En let larmen bag døren afslørede at ejeren snart ville være fremme, og ganske rigtigt blev døren åbnet op af en anelse forvirret herre, som imponerende nok ikke var meget lavere end havmanden selv, som normalvis skød op over alle andre omkring sig. Nu håbede han blot at pigen holdte sig til emnet, og ikke gled ud på alt for mange sidespor i et forsøg på at snige sig udenom alt for mange oplysninger. Cyran kunne kun håbe at faren holdte bedre styr på sin datter i fremtiden.

Det var efterhånden blevet sent, og han havde stadig intet hørt! Han vidste godt at Caitlin gerne ville ud, men hun plejede normalvis altid at sige til når hun gik. Det var ikke altid præsiseret hvor, men i dagtimerne, var det heller ikke det mest vigtige at sætte fokus på. Denne dag havde han intet hørt, som hun var smuttet ud og der var intet blevet fortalt.
Han havde regnet med at hun ville være hjemme igen omkring aftensmadstid. Men hun var ingen steder at se.
Gidion var bekymret. Meget bekymret. Han frygtede at noget havde fået fat i hende. Afholdt hende fra at kunne tage hjem. Med den fortid, som han endnu ikke havde hørt meget om, men nemt kunne gætte sig til, ville det ikke komme bag på ham om nogen kunne finde på at være efter hende. Dertil huskede han godt hvor ilde tilberedt det stakkels pigebarn havde været da hun var dukket op i hans liv. Skader, brækket arm og udsultet. Alt sammen på grund af en enkelt ikke forstod et nej. Det var ikke kønt.

Gidion var begyndt at trave rundt i stuen. Skulle han tage ud og lede? Skulle han blive oppe og vente? eller skulle han give teenageren plads til at komme hjem når hun fandt det bedst og tage diskussionen i morgen? den sidste var helt udelukket de sekundt tanken indtraf. Gidion ville ikke kunne sove alligevel uden at vide hvor hun var. Han havde allerede vendet sig så meget til hendes tilstedeværelse, samt at hans bekymring for hendes sikkerhed da også kun var vokset stødt i månedernes løb.
En hård banken på døren, tvang ham tilbage til virkelighedens verden og ud af bekymringernes alt for stærke hold. Lyden var for markant til at han troede på at det kunne være hendes hånd, men håbet om at det var hende, var skam vagt, som han åbnede døren op.

Første syn var en lysets kriger, hvis klæder var let genkendelige selv i nattens mørke. Nok mest fordi krigeren stadig havde en lysbobel til at færdes omkring ham og holde lys i gaden. Ved siden af ham var den kendte skabning, som blev holdt fast i et greb, nærmest tydende til at hun ville flygte hver sekundt. "Hvor har du været, unge dame?" alvoren og bekymringen var tydelig, samt en hårdhed af skældud ramte ind over. Gidion så alvorligt ned på hende, som grebet blev løsnet, efter at han havde tydeligt vist at pigebarnet hørte hjemme her og ikke forsøgte at løbe udenom. "Og er du klar over hvad klokken er?"

Caitlin nikkede let igen ved havmandens ord. Alvoren og fastheden i hans stemme lod hende ikke det mindste i tvivl om at ville gøre lige hvad han havde sagt. Det begrænsede hendes muligheder ikke så lidt for hvad hun kunne sige anderledes og det øgede kun hendes synlige nervøsitet. Hun havde lidt for stor respekt for Gidion til at ville tages af ham i at lyve - og da især om noget han sikkert ville finde helt uacceptabelt.

Som døren blev åbnet fandt hun et forsigtigt smil frem, der dog falmende en del ved udtrykket i Gidions ansigt. Ikke kun på grund af den bekymring hun kunne se i hans øjne, men også den alvor han mødte hende med. Noget der også blev afspejlet i hans stemme, der slog mod hende med mere bestemthed end hun mente han havde brugt før. Som var hun hans vildfarne datter og ikke et gadebarn han lod bo hos sig.
"Ehm.." Hun tøvede et øjeblik, skævede til krigeren der stadig holdt hende fast og så tilbage igen op på Gidion, som endnu et spørgsmål med forventning om svar faldt. Det tog den sidste rest af det forsigtige smil fra hende og lod hende stå og se temmelig skyldig ud. "Temmelig sent?" Hun var ret sikker på det var alt andet end et godt svar og et lille blik til siden fik hende da også hurtigt til at fortsætte med at svare på det første spørgsmål.

Så hun trak vejret dybt, før hun kastede sig ud i det. "Men jeg mødtes med Amy og tog så et smut hen til templerne, hvor.." Hendes blik gled til siden, før hun tog tråden noget modvilligt op igen. "Hvor fortiden lidt fandt mig og... fulgte efter mig... så jeg flygtede nok lidt og forsøgte at ryste den af... og ramte den flinke kriger her..." Hendes blik var faldet til hendes fødder som hun havde talt og blev der som hun markerede krigeren med et lille skulderkast som hun nævnte ham.

Gidion løftede svagt et øjebryn til det rimelig nervøse svar, som måske endda var forsøgt skjult en lille smule bag humor for at undgå alvoren. Desværre virkede det ikke som ventet, og alvoren var stadig tydeligt i både blik og holdning. Hvor stor en mundfuld han egentlig var gået ind til, var så småt ved at begynde at gå op for ham, men han var sikker på at det ikke havde været anderledes, selv hvis han havde fundet hende tidligere i livet.

Næsten med det samme fortsatte hun med at fortælle, en anelse efter påvirkning fra vagten ved siden af som havde fået lagt en tydelig autoritet overfor hende, og Gidion kunne kun gætte på hvordan, men lige nu var fokus på at høre hvad hun sagde. Blikket der havde været både alvorligt og bekymret, lod lidt af alvoren glide til side for bekymringen der tog over ved nævnelsen af fortiden. Gidion tog en dyb indånding og fjernede blikket fra hende og hen til krigeren. "Tak, fordi De bragte hende hjem." henvendt til krigeren foran sig, mens han flyttede sig lidt til siden åbnede indgangen op, til at Caitlin kunne smutte forbi. "Jeg skal nok tage den herfra - Ind" et hovedkast blev lavet til Caitlin, som Krigeren slap hendes arm og lod hende smutte ind. Det havde været tydeligt nok at hun hørte til her, og krigeren måtte gå ud fra at Caitlin gjorde som der blev sagt. Det samme gjorde Gidion. "Hun blev fundet i de adeliges kvarter. Flygtende, som hun selv beskrev. Får De brug for hjælp med dette problem, er De velkommen til at kontakte mig." Gidion nikkede taknemmeligt til Krigerens ord og fik sat et smil frem til ham. "Mange tak, sir. Ha' en fortsat god vagt" døren blev lukket bag sig, og Gidion gik ganske roligt ind til køkken området, og fandt krus frem, hvori han hældte en varm the.

"Så.. Hvad skete der?" Hans stemme var langt mere rolig og blid nu de var indenfor, selvom bekymringen og alvoren stadig lå deri, samt øjnene der stadig indeholdte det. Han ragte hende krusset med varm the, og så afventende på hende.

Caitlin så hvordan Gidions udtryk ændrede sig som hun fortalte. Det var ikke meget hun sagde eller mange ord hun satte på hvad hun havde lavet, men det var tydeligvis nok til at tømren havde en ide om det. Hun forventede dog ikke at slippe af sted med at sige så lidt i det lange løb. Hans blik mere end antydede at de ikke var færdige. Hun flyttede sig da også kun en smule nervøst på stedet, som hans blik gled til krigeren. Ikke længe dog og som hun mødte det igen var det kun for at dukke hovedet og smutte forbi ham og ind af den åbne dør så hurtigt det var hende muligt.
Han var bestemt ikke glad for hendes udflugt eller måden hun var kommet hjem på.
Bag sig hørte hun havmanden tilføje lidt detaljer til hendes historie som hun havde håbet at kunne forbigå i stilhed. Hun havde virkelig ikke nogen god grund til at have været i det kvarter. Pokkers. Bedre var det ikke helt at krigeren tilbød sin videre hjælp skulle Gidion finde den nødvendig. Det havde hun slet ikke brug for at skulle forholde sig til.

I stedet bevægede hun sig længere ind i køkkenet og stod lidt vaklende der, før døren lukkede og hun drejede sig halvt. Et blik var nok, før hun smuttede over og satte sig på bænken ved bordet. En snak kom hun ikke udenom og på bænken havde hun i det mindste ryggen dækket. Godt det samme for et møde med Gidions blik var nok til at understrege hvor alvor og bekymret han var. Hun tog mod kruset med the i stilhed og pustede let på det, før end hun forsigtigt begyndte. "Der skete virkelig ikke det store. Jeg løb som en kanin og det var det." Hun havde dog ikke lyst til at se på ham som hun sagde det eller bagefter. Bekymring og alvor kunne så hurtigt skifte til vrede og til udsmidning. To følelser hun mere forbandt med voksne trods alt.

Gidion mærkede et let suk komme over hans læber som han synkede ned på bænken på den anden side af bordet. Han foldede sine hænder som lå på bordet og lyttede til hendes ord. De sparsomme ord som kom frem og som undgående forsøgte at få ham væk fra emnet igen. At der ikke var sket noget og at hun var hjemme i sikkerhed, og så var den sag afsluttet. Han forstod hende godt, men derfor betød det ikke at den lille forklaring blev godkendt.

"Okay.. hvorfor løb du ikke hjem, i stedet for til de adeliges kvarter?" det var uforstående for ham hvorfor hun havde valgt det. Desuden, var Gidion af den størrelse at forsøgte denne 'fortid' på noget, blev han en pæl i jorden. Mindre voldeligt kunne nok godt gøre det, men det var tæt på at det var sandheden.

Han prøvede at forstå hvorfor hun gjorde som hun gjorde, og det var ikke svært for ham at ligge to og to sammen. Det var ikke svært at se hvorfor hun var flygtig i hele sin måde at være på. Det var den sikkerhed hun havde for ikke at ryge for meget i klemme. "Caitlin. Du er nødt til at tale med mig. Fortæl mig hvad der foregår. Det er den eneste måde hvor jeg har mulighed for at hjælpe dig" Han så roligt på hende, tog det i hendes tempo, og forsøgte at ignorere det faktum at hun ikke ville møde hans blik, selvom det var mere sigende end noget andet. Enten at hun skammede sig eller at hun frygtede at han gjorde noget. Noget som at blive rasende og smide hende ud. Gidion vidste hvad han var gået ind til, og det stod han fast ved. At svigte hende, fordi tingene pludselig blev hårde eller besværlige lå simpelthen ikke i hans natur, men at sige det, havde ikke samme magt som at vise det.

Caitlin holdt blikket sænket og hænderne knuget om kruset, som Gidion satte sig ned overfor hende. Hun var fanget, havde ryggen mod muren og ikke flere veje væk. Værst var dog at hun ikke kun havde lyst til at flygte, men lige så meget til at gemme sig i den sikkerhed hun havde fundet hos ham. En hun aldrig havde forventet sådan rigtig at kunne finde.
Det gjorde dog alting meget mere besværligt. Hans bekymring og fasthed i at han ville vide hvad der var sket. At hun havde måtte starte med den historie af halve sandheder hun havde bildt krigeren ind. Det gjorde alting så indviklet og især da Gidion vidste så lidt om hendes fortid. Kun at nogen i den havde banket hende og efterladt hende til at dø... eller det havde hun troet da. Nu var hun ikke længere så sikker.
Det gjorde det dog ikke nemmere at svare på hans spørgsmål og hendes stilhed varede da også ved til efter han havde talt igen. Stadig roligt, stadig ikke vredt eller forlangende men bekymret. Caitlin så op på ham. "Jeg måtte jo give ham en grund til at jeg var der!" Udbrudet kom så meget bag på hende at hun bare så forskræmt på ham et øjeblik, før hun sænkede blikket og krummede sig lidt sammen på bænken. Nu havde hun brudt stilheden, hun havde afsløret at der var mere til historien og givet den første åbning. Hun kunne lige så godt fortsætte...

"Det var ikke fra templerne blev fulgt med fra en rigmands have..." Hun hævede blikket beklemt og skyldigt blik. "Amy og jeg snuppede noget sidste år fra en rigmand, der ville have det tilbage. Hans mand fandt Amy for et par dage siden og... Så det skulle han have tilbage." Hendes stemme ændrede sig som hun talte og ikke sagde hvad der var sket med Amy, så var det tydeligt det ikke havde været rart eller været noget Caitlin ville være grund til skete igen. Det havde været ubehageligt nok at se de blå mærker som det var og vide der kunne komme flere. Så rynkede hun dog brynene og skuttede sig lidt før hun skævede til ham. "Ikke at de to ting helt hang sammen, altså..."

Udbrudet var meget sigende og kom også meget pludseligt. Alligevel forståeligt at det var kommet. Det kunne ikke være nemt at blive udspurgt på kryds og tværs og så af to personer på samme dag. Gidion sukkede kort og nikkede let til hendes ord. "Okay, det forklare det bedre" At holde sig fra sandheden var ikke unormalt, og til trods for at Gidion kendte utrolig lidt til Caitlins fortid, vidste han godt at det nok havde været den nemmeste og sikreste løsning for hende at lyve for krigeren. Man kunne altid diskutere rigtigheden i det valg, men det var ikke det vigtigste at fokusere på for Gidion i dette øjeblik. Han var langt mere bekymret over hvorfor det havde været nødvendigt at lyve for ham, end at hun rent faktisk havde løjet.

Historien gav god mening, hvor kort og lidt oplyst den var. At det havde taget rigmanden tid at opspore dem var heller ikke undrende, og det bragte endnu mere lys over livet som de to piger havde levet før Caitlin kom i Gidions varetægt og Amy var havnet i andet sikkert område. Eller så vidt sikkert som de havde troet.
Det var ikke rart at vide at pigen var blevet 'fundet'. Det lød ikke som at havde været en venlig visit. "Hvordan hænger de ikke sammen?" Indtil videre havde historien givet nogenlunde mening, med mindre man selvfølgelig medtog at der var en der fulgte efter hende fra haven af. Det ville ikke være underligt hvis denne rigmand havde nogen til at holde øje med hende, men så snart sagerne var afleveret ville det være resurce spil at fortsætte med at skygge hende.

Caitlin var ikke sikker på hun brød sig om ændringen i Gidions blik ved hendes udbrud. Han havde aldrig gjort det store væsen af sig eller rettet specielt på hende, men denne gang var det tydeligt at hun havde gjort noget han ikke brød sig om. Hun havde løjet. Han sagde dog intet direkte. De få ord der kom var afmålte og afdæmpede nok til at hun krummede en smule tæer og vidste han var skuffet. Han lyttede dog og lod hende tale, som ordene strømmede en smule usammenhængende fra hende.
Og så blev der stille.
Hun hævede forsigtigt blikket til Gidions og mærkede frygten for det uundgåelige stadig sad i hende. Hun havde indrømmet nok til at han kunne udlevere hende til en byvagt og til de konsekvenser det ville have. Nok til at ødelægge hvad Amy havde fået bygget op.

Det var dog ikke en trussel eller mulighed hun fandt i hans blik og da slet ikke, som han lige så stille bad hende forklare bedre. Noget hun ikke havde lyst til. At tie virkede dog som en langt værre mulighed, så hun åbnede munden for at tale og sænkede så i stedet blikket ned, mens hun skjulte ansigtet bag en tår af kruset. En kort frist der intet ændrede og kun gjorde det endnu hårdere at møde hans blik igen. "Ham der fulgte mig fra rigmandens have var ham der... Var ham der var grunden til jeg var i din lade..." Som hun sagde det gled den gamle frygt for konsekvenser, for bank, sult og det der var værre op i hendes blik. Hun havde måske boet hos ham i nogle måneder, men hun havde været på gaden det meste af sit. "Han er ingen snuser som ham rigmanden sendte efter os, men han kender mig godt nok til altid at kunne finde mig..." Og at Henry havde set efter hende var aldrig et godt tegn for fremtiden.

At træde varsomt, men samtidigmed holde fast i sine værdier og meninger, var en meget kompliceret dans i øjeblikket. Gidion ønskede ikke at skræmme Caitlin mere end hun allerede var blevet efter at blive forfulgt, for bagefter at tage konsekvensen af at blive bragt hjem af intet mindre end en lysets kriger. Det var ikke ligefrem den mest rolige afslutning på dagen.

Selvfølgelig kunne det ikke bare havde været et tilfælde at der var en skikkelse i mørket som valgte at følge efter hende. Gidion sukkede og tog sig til panden kort, inden hånden gled ned til kinden, og han hvilede hovedet i sin hånd, med et bekymret blik på Caitlin. Hun virkede igen som den forskræmte kat som var dukket op i hans lade, og han brød sig ikke om den frygt der alt for hurtigt gled over hende. Gidion havde sat sig for at hun ikke skulle opleve livet alene på gaden igen, så længe han var her.
"Ved du hvad hans plan er med at finde dig?" han forsøgte at skjule den vrede som boblede frem ved den blotte nævnelse af den knægt.
Den forbistrede knægt som kunne finde på at efterlade folk synderbanket, koldt og alene blot fordi der blev sagt nej. "Jeg havde håbet at han lod sig være efter.. episoden.. at han var færdig med at opsøge dig nu du var her." fortalte han ærligt og holdte stadig fast på at kom knægten for tæt på, ville han ikke være i sikkerhed. Gidion var absolut ikke voldelig af natur og tog også vold som sidste udvej, men tilsyneladende forstod knægten ikke et vink med en vognstang!

Caitlin slap ikke Gidion med blikket som hun først var begyndt at tale. Hans reaktioner på hendes ord var altafgørende for hvad hun kunne vente ville ske næst og hun havde ingen ide om hvordan han ville tage det. Hun havde håb, men kunne hun virkelig tillade sig at have dem? Han havde allerede fundet sig i så meget fra hendes side i forhold til at han havde taget hende ind uden spørgsmål eller forbehold - og så løb hun ud og genoptog de gamle baner.
Skuffet. Det var det stadig en følelse hun svagt så hos ham, men alt dominerende var bekymringen. For hende? Caitlin holdt øje med ham uden at turde lade blikket synke igen eller bevæge sig det store. Fanget i øjeblikket og med hænderne knyttet så hårdt om kruset af knoerne lyste hvide. Hans stemme var farlig stille og rolig. Blottet for den vrede hun så bluse i bunden af hans blik. En vreden hun kendte bedre end bekymringen, men ikke havde håbet at se hos ham. Ikke når han så på hende. "Nej.. jeg stoppede ikke for at spørge ham..." Hun krympede sig lidt under hans blik og mærkede sit eget flakke for så at falde helt, som han fortsatte. "Han har aldrig været god til at give slip på sine ting." Hun havde ikke rigtig været hans ting, men han havde ofte omtalt hende med en ejermine hun ikke havde anerkendt.
Langsomt hævede hun blikket endnu engang som hun bed sig i underlæben. "Er du meget vred på mig?" Som hun sagde det rykkede hun sig beklemt ind mod væggen og ind mod hjørnet bænken stod i. Hun kunne lige så godt få taget hul på den værste del af snakken nu han havde fået en del sandhed på bordet allerede.

Gidion sukkede let opgivende, som han lænede sig tilbage i stolen og tænkte så det bragede. Hvad kunne han ønske af hende. Hun var ikke en del af den tilværelse mere, i hvert fald mindre end hun var før hun dukkede op i Gidions liv. Hans blik fandt tilbage til hende ved nævnelse af at denne knægt ikke var god til at give slip på sine ting. Kort overvejede han om hun mente noget som Caitlin tilfældigvis havde stjålet, men hendes holdning og blik hentydede mere til at hun mente sig selv. Forfærdeligt at et menneske kunne objektifisere en anden person på den måde. Med et suk lænede han sig frem igen, med hovedet hvilende i hånden på ny.

Gidions brune øjne fandt tilbage og så tydeligt hvordan Caitlin klemte sig sammen og tydeligt var utilpas med spørgsmålet hun havde stillet ham. Et spørgsmål som fik vreden til at forsvinde fra hans blik og bløde op. "Nej, Caitlin. Jeg er ikke vred på dig. Jeg er vred over at en person kan opføre sig på den måde, som denne dreng gør.." startede han ud med at svare, og kunne lige så godt være ærlig omkring at han havde været vred. Men den var ikke rettet mod hende. "Og jeg er bekymret. På dine vejne. Om hvorfor han ikke lader dig være, og når du forsvinder ud af ingenting og jeg ingen anelse har om hvornår eller om du overhovedet kommer hjem igen." fortsatte han alvorligt, men holdte sine øjne og træk rolige og afslappede. "Og jeg er skuffet over at du intet sagde, selvom jeg forstår lidt af grunden til hvorfor. Rigmanden, Amy og ikke mindst at du stadig bliver forfulgt, ville jeg ønske du havde sagt. Jeg ved ikke om jeg kunne hjælpe, men jeg kan intet gøre hvis jeg intet ved." om Caitlin stolede på ham eller ej, vidste han ikke, men han betvivlede stærkt at han havde vundet hendes fulde tillid. At hun havde valgt at blive boede, betød vel at han ikke var helt ude i kulden hvad tiltro angik.