Miranda smilede skævt og trak let på skulderne. At hun var kvinde havde i mange tilfælde været en kæb i hjulet. Hun havde måtte finde sig i en del mere end en mand ville havde hørt for, men hun havde ligeledes også sine fordele. Nok var en kvinde ikke altid velset på lederpladserne, selv blandt varulve. Men Miranda udnyttede gerne sine kvindegener til sin egen fordel! Noget der heller ikke ligefrem var velanset når det gik op for folk. En lille tanke der fik Miranda til af fnyse muntert. Folk bliver aldrig glade for at blive udnyttet.

Miranda sukkede let og nikkede sammenbidt. "Yeah.. Verdens slap af med Samson, og så brød helvede løs bagefter.. Før eller siden så er der et eller andet der springer i luften og lukker alsens utøj ud hvis vi ikke passer på." kom der småknurrende fra hende, som hun så lettere fraværende ned af gaden.
Der gik nogle øjeblikket før hun vendte blikket tilbage til Caitlin med et smil. "Hvis man da er sortseer selvfølgelig! Verden kan alligevel ikke opdeles i godt og ondt når det kommer til stykket." men der måtte være noget i gære. Det var i luften. Ikke så meget i hovedstaden, men stadig en ting som kravlede sig koldt op af Mirandas rygsøjle. Miranda valgte i sin tid at følge Samson, da Samson ikke havde valgt hverken for lys eller mørke. Men selvom dette ikke længere var en mulighed, stempte Miranda stadig blank. Lysets regler og krav tiltalte hende lige så meget som Mørkets ubarmhjertighed og distruktionslyst. Ingen af delene var særlig tiltrækkende.

Caitlin gengældte det skæve smil med et af sine egne. Det undrede hende ikke at hendes moster havde en del af de samme erfaringer med hankønsvæsner og nok flere når det kom til stykket end hun. Det virkede som en uundgåelig ting, men også som en der var forskel på hvor godt kvinder forstod at udnytte. Det kom så også en del an på personligheden og på det punkt var Caitlin temmelig forskellig fra sin moster. Nok til at hun kun kunne smile skævt ved tanken om Miranda der skulle affinde sig med en leder der talte ned til hende fordi hun var kvinde. Det ville have ført til nogle kampe.

Så nikkede hun og en sær skygge gled over hendes blik ved tanken om hvad var kommet efter. Mørket var kommet frem af skjulte efter bandelederen ikke længere stod i midten og spredte kaos. "Der kommer altid noget andet i stedet - og det er sjældent bedre..." Den unge pige havde ikke let ved dystre tanker og da slet ikke at holde fast i dem. Det var så meget lettere at se på alle mulighederne der opstod end at lede efter begrænsningerne. Så det var med et ægte smil hun besvarede Miranda. "Og hvem har lyst til at være det, når der er så meget andet man kan være!" Sortseer var hun så godt som aldrig. End ikke Phoenix havde kunne få hende til at se en skummel fremtid i øjnene og hun havde slet ikke været i tvivl om at den anden havde set noget sådan for hende, før det skete. "Det er bare med at få det bedste ud af det man har." Tanken forsikrede hende også om at huske at nyde tiden med tag over hovedet, en seng at sove i og mad. Ingen af delene noget hun normalvis tog for givet.

Verden var et ubarmhjertigt sted, men blev hun værre hvis man intet lyst så på i sit liv. En sortseer så kun alt det som stod imod dem. Miranda var ikke sortseer. Hun kategoriserede sig selv som realist, langt fra positiv indtillet dog, i alt for mange tilfælde. Alligevel syntes hun at se mere lyst på fremtiden end nogensinde før. Selvfølgelig hvis alt gik efter den bog hun havde i hovedet. "Lige mine ord, min pige. Behold det positive sind!" Miranda lyste op i et større smil og betragtede sin niece. Hvordan hun holdte sin livsenergi så positiv var imponerende.

Mirandas blik vandrede derefter ud til omgivelserne og tog dem ind. Dagen havde gået sin gang, hurtigere end forventet og nu var tiden til at komme videre. "Kom.. Lad os få dig hjem, og mig tilbage til mit arbejde. Jeg finder dig inden jeg tager afsted fra Hovedstaden igen." svarede hun og begyndte langsomt at vandre ned af gaden i rolige bevægelser. "Det lover jeg."

//out

Caitlin smilede skævt tilbage til sin moster. "Jeg gør hvad jeg kan for det!" Ukuelig på mange måder havde hun altid været og en overlever før alt andet. Det var hvad holdt hende gående og positiv, når hun havde mere grund til at være alt andet end det. Varsom, ja, men stadig med en tro på det bedste i de fleste.

Så nikkede hun og fulgte med Miranda, som denne satte sig i bevægelse. Ingen protester over at mosteren ønskede at følge hende hjem for med den snak de havde haft kunne det ikke undre at den ældre kvinde gerne ville se hvor Caitlin havde fundet sig et trygt pusterum. "Husk det! Jeg vil ikke være så svær at finde denne gang." Hun blinkede til den anden og slog over i at snakke om lettere ting, som de sluttede sig til menneskemylderet igen med retning mod håndværker kvarteret.

//AFSLUTTET